Sandefjords Tidende etc. 26 juli 1879
Nils Joachim Christian Vibe Stockfleth, presten som virket mye blandt samene, og som ga betydelige bidrag til utviklingen av de samiske skriftsprog, fikk pensjon fra staten fra 1853,og bosatte seg da i Sandefjord eller, senere, i Sandar – på plassen Fagerlund under Prestegården. Da hadde han, året før, ved sin oppførsel, vært med på å gi støtet til Kautokeinopprøret.
Hvorfor han kom til Sandefjord er ikke umiddelbart kjent, men det kan ha vært Badet, eller kanskje han var en bekjent av Christinus Lange, som var sogneprest i Sandar til 1859, da Landstad overtok. I Knut Hougens Sandefjordshistorie[1] kan man lese:
«Samtidig fikk «finnenes edle lærer», presten Nils Vibe Stockfleth de samme 2 rum [dvs. i det da nybyggede sykehuset i byen] hver annen søndag til bibellesninger. Denne merkelige mann (født 1787), kjent over hele landet for sit opofrende virke for de forsømte norske finner og for sine grunnleggende forskninger i dette folks sprog, hadde i 1853 slått seg ned og bodde i Christen L. Sørensens hus (Storgaten 25[2], nedrevet 1930). Siden flyttet han inn i sitt eget nybygde hus, Fagerlund. Hans historie hører ikke til i denne bok. Han var en legemlig nedbrutt mann, da han kom hit; de lange kjørerturer i pulk over de endeløse fjellvidder og nettene i finneteltene hadde knekket ham; men enda kunde han holde bibellesninger og av og til en preken i kirken. «Høiagtelse og Taknmelighed satte ham dette Minde» står det på hans og hans hustru, Sara Christies, gravmele på Sanda Kirkegård».
Ved folketellingen for 1865[3] finner man Stockfleth på, nettopp, Fagerlund – han beskrives som «Pastor emeritus har en Plads under Præstegaarden». Sammen med ham bor konen Sara Cornelia – hun er 15 år yngre enn ham – og to kvinner som er i tjeneste: Hanna Thoresen (40) fra Fredrikshald er Huusjomfru mens Henrikke Hansdatter (22) fra Sandeherred er Tjenestepige. Ekteparet Stockfleth hadde nok forholdsvis romslig økonomi.
Våren 1866 døde Stockfleth. Han gikk bort 26 april 1866 og ble begravet[4] 3 mai måned. Han ble 79 1/3 år gammel.
Fru Stockfleth ble boende på Fagerlund, men levet ikke så mange årene som enke. Hun døde 8 november 1869 og ble begravet[5] 16 samme måned. Hun var 68 år gammel og døde av «Brystbetændelse, Bronchit».
Sara Cornelia Korn Stockfleth, født Christie, var født i Sogndal våren 1802 og ble døpt i en av kirkene der i prestegjeldet 15 mai.
Hun var datter av Hr Edvard Christie og Madame Dorothea Marie Christie – han var «Capellan pro persona og første forligelses commisair i sogndal, har intet gaarde» og tredve år gammel, hun var hans ett år yngre kone. De hadde ett barn i 1801[6], Nicoline Dorotheam Stabel som da var i sitt første år så Dorothea Marie var antagelig barn nummer to.
Sognepresten i Sogndal på denne tiden var David Wernermin Christie[7], som var gift med Sara Corneliah Koren: Edvard gjorde nok tjeneste hos sin far får å spe på CV’en.
Han kom seg imidlertid videre på ett eller annet tidspunkt, og var sogneprest i Røn kirke i Vestre Slidre fra 1812 til 1839[8]. Og der, i Vestre Slidre, giftet Dorothea Marie. Hennes tilkommende beskrives som «Capitain og Candidatus […] Theologiæ, Ridder af den kongelige Danske Danebrogsorden Niels Jochum Christian Wibe Stokflæth». Vielsen[9] fant sted i Røn Kirke 21 mars 1825.
Og så reiste de vel nordover.
På et eller annet tidspunkt, antagelig ganske lenge efter at de døde, ble det bestemt at det skulle settes et monument på hans og konens grav ved Sandar Kirke. Dette ble nevnt i Sandefjords[10] Tidende 15 desember 1875. Man kan merke seg at monumentet er tilvirket i «Akershus Straffeanstalt»:
Og ganske riktig, tidlig i juni følgende år var det klart for avsløring, slik Sandefjords Tidende[11] forteller 3 den måneden:
«Sandefjord den 3die Juni.
«Med stor Høitidelighed og under almindelig Deltagelse fra Menighedens Side afsløredes i Torsdags den paa Sandeherreds Kirkegaard over Pastor Stockfleth og hans Hustru reiste, og ved Bidrag fra alle Landets Egne tilveiebragte, vakre Mindestøtte.
Festligheden var berammet til Kl. 12, men allerede længe forinden havde talrige Skarer fra By og Bygd samlet sig paa Kirkegaarden. En stor Del af Sandefjords Borgere samt Adskillige fra Landsognet med Magistrat og Formandskab i Spidsen i Procession til det med Flag og Krandse prydede Gravsted, og her sluttede fig til dem de ikke faa Geistlige, der havde samlet sig i Præstegaarden. Blandt disse var Hans Høiærværdighed Biskop Essendrop og Sognepræst S. Brun fra Kristiania.
Høitideligheden begyndte med, at en dobbelt Kvartet afsang følgende for Anledningen forfattede Sang:
«Nu sover Manden rolig, hans Gjerning den er endt, han den udførte trolig med Øu til Himlen vendt. Med Tro, som Bjerge flytter, han bar det Livsens Ord til fjernest Finne-Hytter paa Folkets Maal i Nord.
Den Hustru stille, blide og dybe, Gud ham gav, nu hviler ved hans Side her i den samme Grav. Hun vilde med ham fare i Trængsel og i Nød Gud lod ei langt det vare, hun fulgte ham i Død.
Velsigned være begge og tagne Gud i Favn! Men Norges Folk her lægge en Sten med deres Navn til Tak og Hæders-Minde og med Korstegnet paa: Ved dette skal du vinde» og evig Seier faa».
Derefter fremtraadte Biskop Essendrop og holdt med vanlig Kraft og Inderlighed en længere Tale, hvori han forklarede Grunden til, at Folket just ved de to Grave, hvorom man nu var samlet, havde reist en Mindesten; mindede om, hvorledes Herren klarligen havde udseet sig Pastor Stockfleth til den Gjerning,som blev denne Mands Livsopgave, og paaviste, hvorledes Gud gjennem alle sine Førelser med ham gjennem Ungdom og Manddom havde dygtiggjort ham just til denne Gjerning med alle de store Savn, den paalagde, al den Selvopofrelse og Udholdenhed, den krævede, og hvorledes Hemmeligheden i al den Velsignelse, Pastor Stockfleths Livsgjerning havde bragt, laa deri, at han saa barnlig og urokkelig troede paa sit Kald og paa Den, som kaldte ham.
Pastor Stockfleths fromme, trofaste Hustru blev da heller ikke glemt, men der vidnedes om, hvorledes hun efter hele sin Personlighed just kunde være ham den Medhjælp, han tiltrængte til Udførelsen af sin store, med saa mange indre og ydre Kampe forbundne Gjerning.
Paa et Vink af Biskopen faldt nu Dækket fra Mindestøtten, og han sluttede med en hjertelig Bøn.
Derefter blev No. 632 af Landstads Salmebog afsjungen, hvorpaa Sognepræst S. Brun henvendte sig til den talrige Forsamling et varmt Foredrag, hvori han som den, der havde staaet de kjære Afdøde nær i Livet og været knyttet til dem med et inderligt Venskabs Baand, flettede en vakker Krands om deres Minde og tillige lagde Sandeherreds Menighed alvorlig paa Hjerte Betydningen af, at den havde det reiste Gravmæle i sin Midte som en blivende Prædiken om, hvorledes det gjælder for Enhver, uanseet ydre Livs Vilkaar og Stilling, at ofre sig helt til Herren og lægge sit Liv ind i Arbeidet for at tjene Ham og fremme Hans Rige.
Ogsaa denne Tale sluttedes med en indtrængende Bøn, hvorefter man afsang No. 94 i Landstads Salmebog: «O tænk, naar engang samles skal,» o.s.v.
Begge Vidnesbyrd gjorde øiensynlig et dybt Indtryk paa den store Folkeskare, over hvilken der hvilede en alvorsfuld Høitidsstemning, og den hele simple, men gribende Mindefest, som desuden begunstigedes af det deiligste Sommerveir, vil sent glemmes. Overalt i Byen og dens Omegn flaggedes, saavelsom paa de i Havnen liggende Skibe.
Den særdeles vakkre Mindestøtte er af Granit, omtrent 5 Alen høi og ender iet Kors af hvidt Marmor. Midtpartiet fremviser en mellem to smukke Marmorsøiler indfattet fint poleret Flade med følgende Indskrift:
Sognepræst
Nils Joakim Kristian Vibe Stockfleth
Finnernes ædle Lærer
f. 11 Januar 1787 ad. 26 April 1866
og hans elskelige Hustru Sara Kornelia Koren Christie
f. 8 Mai 1802 d. 8 November 1869.
Høiagtelse og Taknemmelighed satte dem dette til Minde.
Dav. Salme XXXII, 1,2 Mal. II, 6
I Støttens øverste Del er indfattet en Medaillon af hvidt Marmor, der fremstiller en Fin, som forretter sin Andagt ved Foden af et Kors, paa hvis ene Side man ser en Finnegamme, medens en Renhjord træder frem fra den anden Side. Dette af Billedhugger Jacobsen udførte Arbeide er baade med Hensyn til Ide og Gjennemførelse et særdeles vellykket Kunstværk. .Hele Gravstedet er omsluttet af en Granitramme, som skal forsynes med et Jerngitter. Arkitekt Due har leveret Tegningen til Mindestøtten og tillige havt Tilsynet med det hele Arbeides Udførelse uden at have villet modtage nogetsomhelst Honorar».
Et drøyt år senere skulle regnskapet for innsamlingen og oppsettingen av monumentet gjøres opp, og Sandefjords Tidende[12] kunne da melde, 3 oktober 1877:
«Af de Bidrag, der i sin Tid ind. samledes for at reise et Monument paa den Grav, som paa Sandeherreds Kirkegaard gjemmer de jordiske Levninger af Pastor Stockfleth og hans Hustru, er der, efter at Regnskabet er bleven afsluttet, til Rest et Overskud paa 223 Kroner[13]. De tre Mænd, der have forestaaet dette Foretagende, nemlig Biskop Essendrop, Provst Landstad og Pastor Sven Brun, have nu tilstillet Sandeherreds Kommunebestyrelse dette Beløb som et Bidrag til Monumentets Vedligeholdelse, og Sandeherreds Sognepræst har velvillig paataget sig at føre det nærmere Tilsyn med Monumentet».
Halvannet år senere, 26 juli 1879, kunne man igjen lese en notis i Sandefjords Tidendene[14], i forbindelse med et problem som tydeligvis var å finne i andre deler av landet:
«Man ser jevnligt fra flere Byer, og nu senest fra Kristiania, at der klages over Blomstertyverier paa Kirkegaardene, en Forbrydelse, der i høiere Grad end andre Tyverier er skikket til at vække almindelig Forargelse.
Naar det engang imellem lykkes at opdage den Skyldige, i Almindelighed et eller andet Fruentimmer, bliver Vedkommende naturligvis straffet, men dette formaar desværre lige saa lidt ved denne Slags Tyverier, som ved de almindelige, at virke afskrækkende paa Andre.
Skulde Noget kunne bevirke, at selv den mest Letsindige holdtes tilbage fra at krænke Gravfreden, da maatte det vel snarest være, naar Enhver følte sig opfordret til i saadanne Tilfælde at optræde som Angiver uden mindste Skaansel mod Forbryderen eller Forbrydersken.
Derved vilde det komme til at staa klart, at en Forbrydelse af denne Art var stemplet som Noget, der i særlig Grad an saaes som fordømmeligt.
Der er i Slutningen af forrige Uge indtruffet et Tilfælde paa Sandehereds og Sandefjords fælles Kirkegaard, som upaatvivleligt vil kunne bidrage til at vække en saa stor og almindelig Forbittrelse, at den maaske kan forhindre, at der her paa Stedet i Fremtiden stjæles Blomster paa Gravstederne.
Niels Vibe Stockfleth «Finmarkens Apostel» og hans Hustru hædrede Sandefjord ved at tilbringe sine sidste Leveaar her. De ligge begravede paa vor Kirkegaard, og et Monument blev reist paa deres fælles Gravsted for 3 Aar siden.
Til dette var der samlet Bidrag over hele Landet, og disse vare indkomne saa rigeligt, at der blev en Sum tilbage, for hvis Renter Gravstedet kunde vedligeholdes.
Det er derfor saa naturligt, at dette holdes i en udmærket smuk Stand, thi selv uden disse Midler vilde upaatvivleligt Høiagtelsen og Kjærligheden for de Afdøde have fredet om og smykket deres Grave.
Fra dette Gravsted er der blevet borttaget baade Blomster og sjeldne Planter. Vedkommendes Bevæggrund maa absolut have været Egennytte, thi det Borttagne er altfor betydeligt til, at det kan tænkes taget som en Erindring.
De Afdøde have ikke nogen Slægt her paa Stedet, men man havde al Grund til at tro, at intet andet Gravsted paa Kirkegaarden vilde være tryggere mod Vold og Overlast, end netop deres. Vi holde os ogsaa overbeviste om, at det, som her er skeet, vil blive almindeligt opfattet saaledes, at Vedkommendes Samvittighed vil vækkes til Erkjendelse».
- 1932; pp 101-102; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012060806092 ↑
- Omtrent der Hvidtgården ligger ved Hvidts Plass i nyere tid. Se https://lokalhistoriewiki.no/images/Kart_over_Sandefjord_1902_-_No-nb_krt_01279.jpg ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038120000479 ↑
- Sandar kirkebøker, SAKO/A-243/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1862-1871, s. 132Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20051018030145 ↑
- Sandar kirkebøker, SAKO/A-243/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1862-1871, s. 222Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20051018030241 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058394001132 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058394001169 ↑
- Jahnsen, Jahn Børe| Dalen, Mona; Røn kyrkje 250 år : 1748-1998; no#:Røn sokneråd, 1998; p 43; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2008092300035 ↑
- Slidre prestekontor, SAH/PREST-134/H/Ha/Haa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1814-1830, s. 434-435Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070603980401 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18751215_14_99_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18760603_28_44_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18771003_16_78_1 ↑
- Efter konsumprisindeksen, tilsvarende rund 17’000 2023-kroner. https://www.ssb.no/kalkulatorer/priskalkulator ↑
-
https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18790726_18_59_1 ↑
