Johan Carl Ludvig Stephani

Johan Carl Ludvig Stephani kom til verden i Helsingør 23 november 1801. Han ble døpt[i] i Domkirken i Helsingør 29 samme måned. Da var fadrene Jomfrue Hellesen; Jomfrue Wulff; Hr Kiøbmand  N: Uldrich; Hr Borch, Kiøbmand; Hr Blækkenslager Robbersen; Hr Brygger Stahling; og Hr Bengt Petrus Siösted, Contorist.

Foreldrene var Skoleholder Johan Henrich Stephani og «Dydige Jomfrue» Anne Cathrine Hansen – de hadde giftet[ii] seg i samme kirke 29 april 1801. Ekteskapet ble anmeldt til kirken 8 april samme måned, og så ble det lyst for dem hver av de første tre søndagene efter påske dette året. Forloverne var P. Andersen og A. Dahlin, som begge underskrev erklæringen i kirkeboken, «at intet er til Hinder imod Ægteskabets Lovlige Fuldbyrdelse».

Hvem Anne Cathrine Hansen var, er vanskeligere å slå fast: i den danske folketellingen av 1801[iii] gir et enkelt søk på hennes navn innen Fredriksborg Amt ett eneste treff: en 28 år gammel stuepike i Rungsted, en mindre by knappe 20 kilometer syd for Helsingør. Hvem hun er stuepike hos er ikke klart, for folketellingen sier at «Ejeren med Familie opholder sig i Kiøbenhavn» og dermed består husstanden av     syv tjenestefolk: fire kvinner og tre menn.

Om man øker på Ane Cathrine Hansen finne man en enda bedre kandidat: den 32 år gamle og ugifte tjenestepiken hos, nettopp, Skoleholderen. Stephani hadde nok rimelig god råd – for ha hadde enda en pike i huset, den 20 år gamle Cathrine Amalia[iv].

Skoleholder Stephani var 52 år gammel og enkemann og fant vel kanskje trøst hos Ane Cathrine. Folketellingen ble gjennomført 1 februar 1801, vielsen gjennomført 29 april, og guttungen så dagens lys 23 november, så det hele gikk sømmelig for seg.

Da han giftet seg første gang var Johan Henrich ikke skoleholder, men «Commadier-Sergeant» – ved den «3tte Battailon beÿ Dän. Leib-Regiment». Hans tilkommende het Maria Gjertrud. De hadde kongelig bevilling og ble viet[v] 22 september 1779 – hjemme i huset.

Det ser ikke ut til at det ble noen barn i dette ekteskapet, og det er ikke lykkes å slå fast hvornår Maria Gjertrud gikk bort.

På ett eller annet tidspunkt ble Stephani dimittert fra armeen, og fant seg et nytt yrke som skoleholder i Helsingør.

Johan Stephani skulle får to yngre søsken, begge lillesøstre. Den første var Lovise Marie Elisabeth. Hun kom til verden i Helsingør 1 juni 1803 og ble døpt[vi] i Domkirken der 12 samme måned. Fadrene var Madme Andersen, Brygger Andersens Enke; Jomfrue Cathrine Larsen; Hr Bager Smidt Senjor; Hr Rejer Thorsen Lund, Færgemand; Hr D. Lindsteen; Smed-Mester Jens Stephensen; og Bødkersv., Færgemands Søn, Jens Friderichsen.

Drøyt fire år senere kom Johanne Margrethe Hendriette til verden – det skjedde 4 oktober 1807. Ved dåpen[vii] i Domkirken 25 samme måned hadde hun fadrene Madame Ellen, Kiøbmand Tegnens Hustru; Madame Alemand; Hr Tømmermæster Ochsner; Hr J: F: Kofoed; Hr H: Simonsen; og Hr Engelbrecht Petersen – alle 3 Færgemænd.

Johan Carl Ludvig «i Byen» – «hos Moderen J: H: Stephanis Enke» – ble konfirmert[viii] i Domkriken i Helsingør 1 søndag efter påske, 21 april, 1816.

Norsk Forfatter-Lexicon 1814-1880[ix] gir en liten skisse av Johan Stephani, som viser hvor det ble av ham efter konfirmasjonen:

 

       «Stephani, Johan Karl Ludvig, Søn af Skoleholder Johan Henrik S. og Anne Cathrine Hansen, blev født i Helsingør 23 Novbr. 1801, blev student ved Kjøbenhavns Universitet fra Helsingørs Skole 1819 og var efter Andenexamen Huslærer i Danmark. I 183* overtog han Lærerposten ved en privat Skole i Frederiksværn, blev 1 Oktbr. 1838 konst. og 1845 fast ansat Lærer i de levende Sprog ved Søkadetinstitutet i Frederiksværn. Den 21 November 1855 blev han udnævnt til Overtoldbetjent i Sandefjord, hvor han senere i flere Aar var Ordfører i Formandskabet og Forligelseskommisær. Han døde i Decbr. 1869.

       * 185* Andrea Christiane Henriette Hjorth (f. 23 Novbr.1823, + 17 Novbr. 1852), D. af Kjøbmand i Tønsberg Henrik H, og Margrethe Sofie Horn.

Nekrologisk Notits i Sandefjords Tidende 1869, Decbr.».

Det ser ut til at Stephani kvalifiserte som forfatter hovedsakelig som resultat av en nokså lang rekke artikler og innlegg i hovedstadspressen, først om fremst sjøkrigsskolen og dens utvikling (artiklene er nevnt i Lexiconet).

Forfatter-Lexiconet er usikker på når Stephani kom til Frederisvern, men antyder 1830-årene, og dermed er det interessant å notere seg at han muligvis ankom før 15 juni 1834, for den dagen reiste han med dampskipet Consitutionen fra marinebyen til Christiania[x].

Stephani var nok en driftig mann, for efter at han tiltrådte stillingen i den private skolen 1 oktober 1838, for man øye på ham mindre enn et år senere, og i full gang med å omorganisere – slik det får frem av et leserinnlegg – som opponerer mot planene – i Jarlsbergs og Laurvigs Amtstidende[xi] 22 september 1839:

                   «Frederiksværn den 20de Septbr.

       Da der for Tiden hersteds arbeides paa en Reorganisation af den saakaldte «Borgerskole,» efter en af Hr. Stud. phil. Stephani udkastet Plan, turde det ikke være uvigtigt at henlede Bestyrere og Forældres (hvem denne Plan staaer til Afgjørelse) Opmærksomhed paa en Underviisningsgreen, der, ihvor vigtig den end er, dog bliver forsømt i Skolen af lignende Tendents. Denne Underviisningsgreen er «Haandværk,» hvoraf Indsenderen heraf vil nævne for «Dreier og Snedker».

Foruden at en saadan Underviisning er styrkende for Legemet, og derved igjen har en gavnlig Indflydelse paa Aanden, kan den vist ikke være mindre end nødvendig nu for Tiden, da den Studerende, der allerede forlængst har tilendebragt sine Studeringer, er uenig med sig selv hvad forandret Vei han skal gaae, af Mangel paa Ansættelse i det Fag, hvortil al hans Opdragelse har været rettet.

Tager man altsaa i Betragtning de Bekostninger, som det medfører for uformuende Forældre paa et mindre Sted at bortsende deres Børn til en lærd Skole (da privat Underviisning paa Stedet vilde medføre end flere Bekostninger), uvis om de nogensinde vilde komme til at gjøre Anvendelse af de Kundskaber, som i en saadan meest lægges Vind paa, og mindre anvendelige for enhver Anden, end netop Embedsmanden, maatte en Indretning af ovenmeldte Art vistnok være meget velkommen for de fleste Forældre og Formyndere hos Hvem Børn her paa Stedet befindes.

Uagtet vel Fædrenes Sparsomhed ialmindelighed lægge Hindringer iveien for deres Børns Opdragelse, ville de vist ikke ved denne Leilighed iagttage denne, naar de betænke det Gavnlige ved en saadan Indretning, og den Nytte, der muligens i Tiden vilde stiftes, ved at forbinde en saadan Indretning med ovenmeldte Skole.

De locale Hindringer, som muligens herved vil paaraabes, kunne vistnok snart hæves ved en liden Bekostning, og muligens ingen anden end en Forestilling til Marinedepartementet om Overladelsen af et passende Locale i en af de kongelige Bygninger, hvor Plads var ledig.

Hvad Værktøis Anskaffelse, efter de forskjellige Elevers Alder, angaaer, da ville Bekostningerne herved ikke blive store fordelte paa Flere, «og muligens ogsaa at de ved at saadant fra Værftet blev indstillet til Marinedepartementet, kunne blive udlaant derfra det til samme Øiemed nødvendige.

Duelige Lærere i forskjellige Haandværk, og især i ovennævnte, ville ikke mangle i de mange her paa Stedet værende flinke Haandværks-Mænd. Flere af de mindre Steder vilde vist følge Exemplet ved at forbinde lignende Indretninger med Underviisningen af de reale Kundskaber og vilde saaledes have en uberegnelig Nytte idet hele taget, samt bidrage til at udbrede en bedre Harmonie mellem de forskjellige Borger- og Embedsklasser, en Harmonie, der idetmindste hidtil har været meget savnet!

Det skulle vise seg at Stephani hadde planer utover reorganisasjon, som sådan, for et par uker senere kunne man lese i Morgenbladet[xii] (og gjentatt flere ganger i de følgende ukene):

 

«Realskole i Frederiksværn.

Undertegnede have besluttet her paa Seder at oprette en Realskole, i hvilken de unge Mennesker, der ere bestemte for Søen, kunne erholde de for den dannede Sæmand nødvendige Knndskaber, hvorhos der med denne Skole vil blive forbunden en Klasse for Aspiranter til Sokadet-Institutet. Da vi agte at aabne Skolen i Januar næste Aar, tillade vi os at anmode dem, der ønske deres Sønner optagne i Skolen og følgelig maatte attraae fuldstændigere Oplysning om dens Plan og Indretning, at henvendt sig til os senest inden November Maaneds Udgang. Vi troe her kun at burde tilføie, at den aarlige Betaling er bestemt til 50 Spd.

Mot slutten av juli 1840 kunne Stephani og Lange fortelle litt om hvordan prosjektet var gått og, forhåpentlig, fortsette[xiii]:

«Den ifjor Høst af os oprettede Realskole i Frederiksværn optager nye Elever ved Skoleaarets Begyndelse i August. Skolens Øiemed er dobbelt, deels at forberede Aspiranter til ledige Søkadetnummere, deels og hovedsagelige» at skaffe unge Mennesker, der ere bestemte for Søen, den fornødne Dannelse. I Klassen for Aspiranterne tages ved Underviisningen ene Hensyn til de Fordringer, som ved Sokadet-Institutet gjøres ; og Kursus i denne Klasse er beregnet til 1 a 2 Aar.

I Skolens Realklasse undervises derimod i Navigation (efter Lov af 9de August f. A.), Sømandskab, Regning, Fransk, Tydsk, Norsk, Geographie, Religion, Historie, samt Skrivning og Konstruktionstegning, og et Kursus er beregnet til 3 a 4 Aar.

Da dette stod på trykk i Morgenbladet var Stephani antageligvis i Danmark, for 1 august 1840 ankom han Frederiksværn med «Prinds Carl» fra Kjøbenhavn[xiv].

Så blir det stille et års tid, før Morgenbladet nevner en artikkel i juni 1841, som ikke er funnet, og videre frem til 4 juli 1842 da man kunne lese[xv]:

«Frederiksværns Realskole

optager nye Elever den 1ste August for at forberedes til Antagelse ved Søkadet-Institutet som Kadetter eller Navigationselever, overeensstemmende med kgl. Reglement af 25de Januar d. A.

 

29 april 1845 forteller Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[xvi] at Cand. theol Lange og Cand. Stephani, et par dager tidligere, hadde gått om bord i «Prinds Carl» et par dager tidligere, for å reise til Arendal. Hva ærend de hadde er ikke nevnt.

Efter noen dager i Arendal reiste de videre til Kristiansand, der de ankom 3 mai, der de tok inn hos Madame Lemko[xvii]. Det var ikke slutt med dét – 7 mai ankom de Stavanger om bord «Dampfartøiet Nordkap»[xviii]. Noen videre reiser er ikke notert i avisene, eller i det minste, ikke funnet, men de kom seg til Ålesund, og derfra til Trondhjem hvor de gikk i land fra Nordkap Sankthansdagen, står det i Nordlyset[xix] 26 juni 1843.

I Statskalenderen[xx] for 1843 er Studiosus Philisophiæ Johan Carl Ludvig Stephani oppført som lærer i Fransk og Engelsk ved Det Kgl Norske Søkadetkorps.

Om det var i fredsommelighet eller strid er ikke kjent, men komapniskapet mellom Stephani og Lange opphørte vår 1844, slik Stephani averterte i Morgenbladet[xxi] 25 mai 1844:

       «Den i December 1839 oprettede Frederiksværns Realskole besyres for Fremtiden af Undertegnede alene. Da jeg ligeledes, indtil videre, selv har overtaget Skolens Korresondence, anmodes Enhver, der maatte attraa Oplysninger om denne Anstalt, at henvende sig direkte til

       Frederiksværn, den 11te Mai 1844.             Stephani».

Også i 1844 er Stephani nevnt i Statskalenderen[xxii] som lærer i fransk og engelsk – men denne gangen som konstituert i stillingen.

Året efter, efter nokså lang ventetid, fikk Johan Carl Ludvig Stephani, i en alder av knappe 44 år, en fast stilling. Den Norske Rigstidende[xxiii] kunne melde, 2 juni 1845, om en rekke utnevnelser som hadde funnet sted 28 april:

«Under S. D. er Læreren i det franske og engelske Sprog ved Søcadet-Institutet Johan Carl Ludvig Stephani ansat som fast Lærer i disse Sprog ved bemeldte Institut med kongelig Bestalling».

Det kan se ut til at Chr. Langes avskjed med skolen i Frederiksværn var et resultat av at han var blitt gitt en stilling i statsapparatet, slik det går frem av en liten notis i Morgenbladet[xxiv] 25 mars 1846. Hvordan Stephani fikk tid til alle sine virksomheter er vanskelig å forstå:

«Bekjendtgjørelser.

       Fra 1ste April d. A. overtager jeg den af Hr. Bureauchef Lange hidtil førte Boghandel i Frederiksværn.          Stephani».

Og to dager senere, også i Morgenbladet[xxv]:

«Frederiksværns Realskole

       I Mai Maaned begynder et nyt Kursus for Aspiranter til Søkadet-Institut.                                                 Stephani».

Det kan ikke sies for sikkert, men det er godt mulig at det er en av Johan Stephanis søstre som nevnes i Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[xxvi] som ankommet med Prinds Carl fra Kjøbenhavn 22 juni 1847.

Johan Stephani begynte efter hvert å nærme seg 50 år gammel – og var fortsatt enslig. Men han forble det ikke. Hans utkårede var en 22 år yngre Tønsbergdame, Andrea Christiane Henriette Hjorth, datter av avdøde Andreas Henrich Gjert Hjorth fra Bergen og konen Margrethe Sophie Horn fra Tønsberg[xxvii]. Som forlovere hadde de Comm. Bendz og Lieutenant Bull[xxviii]. De to ble viet[xxix] i Frederiksvern Kirke 19 mai 1850.

Det ble ikke noe langt ekteskap. Fru Andrea Christiane Henriette Stephani, født Hjorth, gikk bort 17 november 1852, i en alder av 28 og efter bare to og et halvt års ekteskap. Det var hverken smittsom sykdom eller ulykke som kostet henne livet, men dødsårsaken er ikke oppgitt. Andrea Christiane Henriette ble begravet[xxx] i Frederiksvern 22 november 1852.

Som enkemann, og efterhvert ikke så ung, mente vel Stephani at det kunne være en god ide å få seg en fast stilling i staten, og søkte slike. Kan hende ville han bort. Dermed kan man lese, i Aftenbladet[xxxi] 25 juni 1855:

       «Til Tromsø Toldkassererembede er af regjeringen indstillet: 1. Fuldmægtig i Revisjonsdepartmentet Hals. 2. Lærer ved Søkadetinstitutet Stephani og 3. Undertoldbetjent Thue».

At han, som filolog og lærer, ble innstilt som nummer to til en stilling i tollvesenet avstedkom et nokså rasende, anonymt, innlegg på Morgenbladets[xxxii] første side 2 august 1855:

«Om Embeds Indstilling.

       Det er en gammel Klage, at Befalingspersonalet baade i Armee og Marine nødvendigvis maa komme i Forfald paa Grund af det mislige Avancement. Ved at gjenncmgaa Militær-Kalenderen vil man ogsaa lettelig overbevise sig om, at der for begge Militæretaters Vedkommende er indtraat et stærkt Misforhold imellem Individernes Alder og de dem tillagte Forretninger, som nødvendigvis i høi Grad maa være til Skade for Tjenesten. Regjeringen har ogsaa vist sig at være opmerksom paa Nødvendigheden af at raade Bod paa Ondet, forinden Omstændighederne maatte lade dets Virkninger fremtræde paa en ikkuns altfor sørgelig Maade. For nogle Aar siden anordnedes en Kommission til at afgive

       Forslag til en ny Ordning af Pensionsvæsenet, hvorved Embedsværket i det Hele kunde blive mindre belemret med forældede Mænd; og til sidste Storthing fremkom en Plan til en Reserveeetats Oprettelse inden Marinen. Med Kommissionens afgivne Indstilling er det imidlertid gaaet som med saamange andre Kommissions-Indstillinger, nemlig, at den i Ro og Fred henligger paa et eller andet Regjeringskontors støvede Hylde; og Storthinget fandt sig ikke beføiet til at opføre Gager til erkjendt ubrugelige Officerer.

       Hvor godt og vel det nu ogsaa kan være, at Regjeringen af og til viser sig at være betænkt paa at træffe Forføining til engang i Tiden til den ovennævnte Hensigt at faa gjenncmfært Reformer i Lovgivningen og at faa bevilget flere Penge, er det dog sikkerlig af mere Interesse, at den ikke forsømmer Anvendelsen af de Midler til at holde Militæretaterne i brugbar Stand, som ere forenelige med den bestaaende Lovgivning og med de skeede Bevilgninger. Det er en billig Fordring, at Officerer ikke stulle tillades at forblive i Tjenesten, efterat legemlig eller aandelig Svaghed bevisligegjør det umuligt for dem til Huusbehov at varetage sine Pligter.

       Endvidere ere nok alle Vedkommende enige om Hensigtsmæssigheden af at give Militæretaterne Andeel i Befordring til de Dele af det civile Embedsværk, hvortil ikke udfordres visse bestemte formelle Kvalifikationer; ikkuns med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor stor denne Andeel billigvis bør være, er det at Anskuelserne vise sig at være forskjellige. I Militæretaterne antages almindeligt, at der hidtil har værct taget vel lidet Hensyn til deres Tarv, og navnlig har Marinen anseet sig mindre vel behandlet.

       Uagtet oftere i Konkurrence med yngre Ansægere, for hvem heller ikke extraordinære Fortjenester kunde anføres, have Marinens Officerer ikkun yderst sjelden kunnet opnaa civil Befordring, og aldrig seer man dens Underofficerer at vinde frem til Undcrtoldbetjentsposter eller Lignende, der dog undertiden, endskjønt langtfra saa ofte som ønskeligt kunde være, bliver deres Standsbrødre i Armeen til Deel.

Formodningen har ikkedesmindre været for, at Marinedepartementets Chef ikke har ladet det mangle paa Bestrerbelser for at opnaa bedre Resultater, og man har alene beklaget hans manglende Indflydelse. Indstillingen til den for Nyligt stedfundne Besættelse af Tromsæ Toldkasserrembede synes imidlertid tilstrætteliq til at godtgøre, at det ikke er Indflydelse, der manglede Marinedepartcmentets Chef.

       Som No. 1 indstilledes Fuldmægtig i Revisjonsdepartementet Hals, som No. 2 Lærer ved Søkadetinstituteet Stephani og som No. 3 Undertoldbetjent Thue.

       Iblandt Ansøgerne var der en Søofficeer, som tæller mere end 20 Embedsaar, paa hvis Forhold hans Foresatte ikke vides at have nogetat udsætte, og som har havt ikke ganske faa offentlige Penge under sine Hænder. Dersom det er Meningen ved dette Slagst Embeders Besættelse at tage noget Hensyn til Militæretaternes Tarv, svnes det at maatte vist sig ved en Leilighed som denne, da der ikke var Tale om nogen mere kvalificeret Konkurrent end Hr. Hals, hvls Fortjenester i Revisionsdepartcmentet neppe kunne være særdeles fremragende, og hvis formelle Kvalifikationer ikke knnne være synderlig større, ifald virkelig større, end den nævnte militære Ansøgers.

       Denne er imidlertid ikke alene sat tilbage for Hr. Hals; han er aldeles ikke nævnt, og der er ingen Anledning til at antage, at Marinedepartementets Chef har interesseret sig for ham. Hr. Stephani er nemlig opført som No. 2. Og dette maa være Marinedepartementets Chefs Værk, hvem det saaledes viser sig at Indflydelse ikke har manglet.

       Thi Regjeringens øvrige Medlemmer have neppe havt nogelsomhelst Kjendskab til Hr. Stephani; rimeligvis have de endogsaa, da Sagen kom under Behandling, havt at søge sig besvaret det Spørgsmaal, “hvem er da Hr. Stephani?” Man skal kortelig besvare dette Spørgsmaal.

       For omtrent 27 Aar siden kom Hr. Stephani som Student fra Danmark til Frederiksværn og blev Lærer ved en derværende privat Skole. Fra 1838 har han havt Ansættelse som Sproglærer ved Sækadetinstitutet.

       Om at Hr. Stephani i denne Stilling skulde have indlagt sig extraordinære Fortjenester har man aldrig hørt tale, og i den Kreds, hvor han er kjendt, har man nok mindst havt Anelse om at han skulde være fortrinlig skikket til Oppebørselsbetjent.

       Det vil nok være den almindelige Mening, at Hr. Stephani allerede har gjort mere Lykke end han kunde gjøre Regning paa, ved hertillands, og uden at have erhvervet nogensomhelst specielle Kvalifikationer for Embedsbanen, at opnaa sin nuhavende Stilling, og at hans Fordringer til det Offentlige ikke med rette kunne være større, end at de fuldeligen fyldestgjøres, ifald der forundes ham en af de mindre Overtoldbetjent-Poster eller andet Lignende, naar man, af Hensyn til paatænkte Forandringer ved Søkadet-Institutet eller af andre Grunde, maatte finde det tjenligt at han forlader den Sproglærer-Post, som Marine-Departements Chef i sin Tid høist unødigen bevirkede ophøiet til kongeligt Embede.

       Indsenderen erkjender som almindelig Regel, at deslige Betragtninger angaaende Personligheder, som de her anstillede, saameget som muligt bor holdes borte fra den offentlige Diskussion. Men undertiden ere de ikke til at undgaa, ifald Pressen ikke ganske skal opgive ethvert Indseende med hvorledes det gaar til ved Embeds – Besættelser. Og dette vilde neppe være tjenligt.

       Indsenderen har ikke bragt nærværende Sag paa Bane af Hensyn til nogen enkelt Ansøger. Det er for en Deel skeet i Marinens Personales Interesse, som bør gjære sig Rede for, hvad der er at vente, naar det gjældcr Ansøgninger til civil Befordring.

       Men nærmest har Indsenderen fundet Opfordring til at ytre sig i de Bebreidelser, der fra forskjellige Hold gjøres Storthinget, fordi det forkastede Forslaget om en Reserve-Etat.

       Det fremgaar af den omhandlede Indstilling, at der til enkelte Tider lægges saare liden Vægt paa de mislige Avancementsforholde inden Marinen, og det endogsaa af det samme Regjeringens Medlem, som for et Aarstid siden netop paa dem begrundede Forslaget om en Reserve-Etat, og som ikke alene i de varmeste Udtryk udtalte sig desangaaende, men som, i Overbevisningen om en saadan Etats uomgjængelige Nødvendighed, endogsaa mere end antydede at ville lade sin Vedbliven i Administrationen være afhængig af Forslagets Skjæbne.

       Indstillingen godtgjør det Ugrundede i Bebreidelsen imod Storthinget. Thi nye Bevilgninger kunne dog fornuftigviis ikke ventes, saalænge der ikke haves Beviis for, at man forgjeves har udtømt de andre Midler, som det staar til Regjeringen selv at anvende til Øiemedets Opnaaelse».

Stephani fikk ikke stillingen i Tromsø, men bare noen måneder senere, 1 desember 1855, kunne man lese i Morgenbladet[xxxiii] om utnevnelser som var blitt gjort 21 november – Lærer ved Søkadetinstitutet Johan Carl Ludvig Stephani ble Overtoldbetjent i Laurvigs Tolddistrict.

Om Stephani dermed var ute av Marinen, var nok ikke Marinen ute av Stephani, og 9 juni 1856 publiserer i Morgenbladet[xxxiv] han et stort anlagt innlegg om rekruttering, opplæring og behandling av marinens befal: leserbrevet fyller avisens første side og en god del av side to – og varsles som det første av flere!

Artikkelen i Morgenbladet ble tatt opp i Trondhjem Adresseavis[xxxv] spalter i Trondhjem, i en redaksjonell artikkel på første side 17 juni 1856, hvor Stephanis synspunkter diskuteres uten å trekke bastante konklusjoner, men i hovedsak støttende til Stephani, spesielt med hensynet til å åpne for flere studenter på instituttet, som dermed ville kunne bli en viktig dannelsesinstitusjon i landet.

På denne tiden får man det første tegn til at Stephani har kommet seg fra Frederiksværn til Sandefjord, rent fysisk: på moderne veier er det knappe 26 kilometer, så turen tok ikke mer enn en formiddag. Onsdag 2 juli leser man, nemlig, i Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[xxxvi]:

«I Sandefjord

Kan en liden, rolig Familie eller en skikkelig enke erholde et godt Logis paa meget billige Vilkaar, mod at yde nogen Opvartning. Man henvende sig til Overtoldbetjent Stephani i Sandefjord».

Torsdag 7 august 1856 kom artikkel nummer to om rekrutteringen til Marinen – enda et meget langt innlegg på første side av Morgenbladet[xxxvii]. Et lite avsnitt kan tjene til å illustrere hvordan Stephani tenkte om disse sakene:

       «Før jeg skrider til at antyde de Indvendinger, jeg har Grund til at tænke mig som mulige eller sandsynlige, anser jeg det imidlertid for nødvendigt ret stærkt at fremhæve det Synspunkt, hvorfra de i dette Tilfælde bør Betragtes.

       Da det, hvorom det – i Marinens Interesse – her gjælder, nærmest er at fjerne alt det Exclusive, halvt middelalderligt Kastevæsen, der efter min Overbevisning har været en stærkt medvirkende Aarsag til den Upopularitet, for hvilken Marinen for rum Tid tilbage var Gjenstand, som anrettede saa megen Forstyrrelse i den, og hvorfor den under samme Betingelser ganske vist let atter kunde blive udsat; da det – i almindelig Interesse – gjælder om at tilveiebringe den fuldstændigst mulige Lighed i Vilkaarene for at uddanne sig for, og til at optages i Statens forskjellige Embedssfærer, – saa maa Prøvestenen for Betydningen af enhver Indvending imod den foreslaaede Reform allerførst søges i Besvarelsen af det Spørgsmaal: Gjælder den  fremsatte Betænkelighed ikke de bestaaende Vilkaar for Optagelsen i andre Embedssfærer?»

Stephani var nok en intellektuell og organisatorisk kraft, og det kan vel bidra til han ble trukket inn i kommunepolitikke efter mindre enn ett års opphold i Sandefjord, slik det meldes i Amtstidende[xxxviii] 20 desember 1856:

«Bekjendtgjørelse

       Ved Valgforretning af Gaars Dato blev Toldkasserer J. F. A. Thaulow og Overtoldbetjent C. C. L. Stephani valgte til Formænd i Sandefjord, hvilket herved bringes til almindelig Kudskab.

       Sandefjords Magistrat den 19de December 1856.

P. A. Krohn».

Ti dager senere er Stephani og hans ulike forslag nevnt i et referat i Morgenbladet[xxxix]  fra den politiske behandlingen av spørsmålet om utdannelse av marinens offiserer, men så mye nytt finner man ikke, og heller ikke elementer som kunne kaste lys over Stephani som person.

Tidlig på nyåret trådte det nyvalgte Formannskapet sammen og valgte Ordfører og Vise-Ordfører, leser man i Amtstidende[xl] 14 januar 1856:

«Bekjendtgjørelse

       At Overtoldbetjent og Toldkasserer Thaulow ere valgte, den Første til Ordfører og den Sidste til Viceordfører i Sandefjords Formandskab for 1857, bekjentgjøres herved.

       Sandefjords Magistrat den 10de Januar 1857.

P. A. Krohn».

Stephani forble ordfører til og med 1862, og var så i to år vise-ordfører – først under Thor Bryn, dernest under Dr Ebbesen[xli].

Knut Hougen[xlii] forteller denne historien slik:

       «Johan C. Ludvig Stephani oppgis i folketellingen 1865 å være 64 år; hans fødested var Helsingør. Tl Norge kom han som sproglærer ved sjøkadett-instituttet i Frederiksvern, en stilling han ombyttet med overtollbetjent-embedet i Sandefjord efter Bruenecks død (1853). Han var da enkemann og barnløs. Nogen år senere kjøpte han tomt og bygde hus på nordsiden av Langgaten.

       Stephani var en mann med kunnskaper, han førte en god penn, og vittig var han også, så det var ikke underlig at den snart blev lagt beslag på ham til kommunale hverv; fra 1857 til 1864 var han enten ordfører eller viceordfører, ordfører ganger. Hans innsikt i undervisningsvesenet gjorde ham til et verdifullt medlem av skolekommisjonen, og så på annen måte fikk stedets ungdom godt av hans kunnskaper; det var ham de søkte til for å få den sprogundervisning som byens tarvelig utstyrte skole ikke kunde gi.

       Om Stephanis demonstrasjon for å skaffe Sandefjord stortingsrepresentant skal senere fortelles.

       Han døde 1870».

Utover våren arbeidet Stephani mer med sine forslag til reform, og publiserte en lengre artikkel Christiania-Posten[xliii] 30 mars 1857, der han videreutvikler sine ideer – og til dels polemiserer mot eventuelle motstandere.

Én motstander – Stortingsmannen Geelmuyden[xliv], en marineoffiser som hadde vært en lærerkollega i Frederiksværn – tok til motmæle i samme avis[xlv] 2 april, tilsynelatende i den hensikt å frakjenne Stephani noen ære for de endringene som var gjennomført:

«Til Hr. Overtoldbetjent Stephani

       Den Resolution, hvorved Antallet af Søkrigskolens Elever forogedes, er nemlig ingenlunde fremkaldt ved noget Slags Anerkendelse af den Idee, hvortil De saa ivrigt paastaar Ejendomsretten, men ved gjentagne Anmodninger fra Storthingene, om at træffe saadan Foranstaltning, at Søofficerenes Opdragelse, kunde blive mindre kostbar for Staten. Dette Ønske saa man sig ikke istand til at imødekomme ved nogen Indskrænkning i Udgiftssummen, men troede derimod at kunne fordele Bekostningen paa flere Elever end dem, Marinens Behov krævede, og derved virke noget for Handelsmannen og muligens andre Samfundsklasser, uden at Skolens Hovedøiemed led Afbræk i nogen væsentlig Grad.

Resultatet beror paa, hvormegen og hvad Slags Søgning Skolen faar, efterat man har gjort de udexaminerede Kadetters Skjæbne afhangig af Tilfældigheder; herom kan man a priori kun have Formodninger. Naar man betragter Sagen fra det ovenfor angivne Standpunkt, vil man formodentlig finde det i sin Orden, at Skolens Chef ikke er forgabet i Deres Idee, men tvertimod opmarksom paa, at Udvidelsen af Elevantallet, hvori Foranstaltningen tilfældigen stemmer med Ideen, ikke gjør Skolens Hovedformaal større Skade end nødvendigt.

 

Men Stephani ga ikke opp – 9 april 1857 publiserer han i Morgenbladet[xlvi] nok en stor artikkel, denne gang om «Søkrigsskolens Reform. II», der han polemiserer mot sine mostandere, deribland Geelmuyden (uten å nevne ham ved navns nevnelse).

28 april 1857 kom «Søkrigsskolens Reform. III» på trykk i Christiania-Posten[xlvii] – all denne skrivningen får en til å reflektere over hvorvidt Ovdertoldbetjenten hadde, i sitt yrke, tilstrekkelig å gjøre.

3 juli 1857 ble det av Formannskapet nedsatt en kommisjon med Thor Bryn, Thaulow og Stephani som medlemmer; de skulle utarbeide en plan for en kommunal sparebank i byen, men bystyret forkastet planen. Da gikk Bryn og Thaulow sammen og inviterte til tegning av aksjer i en privat sparebank – den kom i virksomhet i den gården i Storgaten som huset apoteket Hvalen, og som ble revet for å gi plass til Sandefjords Blads «tupperwareboks»[xlviii].

Amtstidende[xlix] hadde en notis lørdag 9 januar 1858 om at det igjen var valgt ordfører og vise-ordfører i Sandefjord:

«Bekjendtgjørelse

       At Toldkasserer Thaulow er udkaaret til Ordfører og Overtoldbetjent Stephani til Viceordfører i Sandefjords Formandskab for indeværende Aar, bekjendtgjøres herved.

På denne tiden var det svært vanlig blant Sandefjord å leie ut rom til badegjestene, og tidlig i 1858-sesongen tok Stephani imot Apotheker Nielsen og Kone som leieboere for noen uker[l].

Sommeren 1859, kan man lese i Morgenbladet[li] 20 juni, var Stephani begynt å snuse på nasjonal politikk, i det han stilte som kandidat ved valgmannsvalget den sommeren – uten at det gikk så storartet:

       «Den 17de Juni afholdtes Valgforsamling i Sandefjord, der har 126 stemmeberettigede Indvaanere. Ved Valget ble afgivet 54 St., hvoraf en forkastedes. Til Valmænd udkaaredes: 1) Seilmagermesterog Brandinspektør J. N. Norstrøm med 35 St., 2) Sagfører Thor Bryn med 27 St. Til Suppleanter: 1) Kjøbmand J. Aagaard med 21 St., 2) Overtoldbetjent J. C. L. Stephani med 8 St.».

Knappe to uker senere offentliggjorde Stephani nok en stor artikkel[lii] om «Sjøkrigsskolens Reform III». Den er temmelig polemisk, og henvender seg direkte til «Marinens daværende Repræsentant paa Storthinget» – den gamle motstanderen Geelmuyden. Man må gi Stephani dette: han er utholdende, for på dette tidspunkt er det gått fler enn tyve år siden ha begynte å sysle med tanker om å omorganisere utdannelsen av marine-offiserer.

Det skulle gå tre uker til før Stephani nevnes i Morgenbladet[liii] igjen, men denne gangen kun som et eksempel blant andre eksempler på menn er blitt utnevnt til Overtoldbetjent, og dermed bidra til at Undertoldbetjentene ikke får slike opprykk som de ønsker – og trenger: mange av dem lever i fattigdom. Skribenten bar artikkelen der dette taes opp er også bekymret for et annet aspekt ved å ha fattige tollere: Hvis man ikke lar dem slippe til,

«… hvad bliver der saa til overs for Undertoldbetjentene? Jo, Desværre! – at blive Menedere nemlig den gamle Selvlønningsmaade vil atter tage sin Begyndelse, og medføre stor Skade for Toldintraderne».

Artikkelen har noen eksempler på enkelte som har kommet til stilling som Overtoldbetjent uten helt å ha noen faglig bakgrunn:

Aftenbladet[liv] kunne fortelle, 28 juli, at Stephani hadde tatt imot badegjestene Provst Engelbreth med Frue fra Danmark – de var kommet efter 11 juli.

23 oktober 1859 kunne Christiania-Posten[lv] gjengi opplysninger fra Storthings-Efterretninger, der det blant mange andre saker nevnes at Stortingspresidenten refererte

«11) Forslag fra Overtoldbetjent Stephani, fremleveret ved Olsen, angaaende Søkadet-Institutet, enstemmig tilstilles Militærkommitteen».

I Morgenbladet[lvi] for 2 november 1852 finner man en «Fortegnelse over Subskribenter til Ærhvervelse af et bedre Lokale for det norske Theater», der vår mann Stephani er med blant en lang rekke andre.

Morgenbladet[lvii] refererte utførlig, 8 mars 1860, fra Stortingets behandling av de militære budsjettene – og da det kom til Marinebudsjettet gikk Stephani på noe av et nederlag, for Tinget besluttet at hans forslag skulle henlegges.

Åtte dager efter dette dukker Stephanis navn opp i en sammenheng som egentlig ikke har synderlig med ham som person å gjøre, men som illustrerer den verden han levet og virket i. Det er igjen i Morgenbladet[lviii] man finner dette – kopi av et skriv til Stortinget i forbindelse med en søknad om personlig tillegg i lønnen, og en redaksjonell hale med stikk mot noen høytstående embedsmenn:

«Forunderligt og dog ikke forunderligt.

       I Anlebning af den nu gjennem Storthinget passerede Anføgning fra Kandidat Roosen om personligt Tillæg til sin Gage blev følgenbe Skrivelse i sin Tid tilstillet Militærkommitteen:

       Til Storthingets Militcerkommittee!

       Der er tvende Særegenheder ved de civile Lærerposter ved Søkadetinstitutet, først at der er bestemt en vis Gage for hvert Fag. Dernest at den samlede Løn ikke er stigende som ved de høiere civile Skoler. Lønnen for Læreren i Engelsk er 220 Spb., for do. i Fransk 220, medens Undervisningen i Modersmaalet kun er Værdsat til 100 Spb. Dette Fag blev i 1845 frastilt Lærerposten i Religion, Historie og Geografi, som jeg for Tiden beklæder, ifølge Kgl. Resol. af 31te Oktober f. A.

Ved min Ansattelse i 1846 var det saaledes overdraget nuværende Overtoldbetjent Stephani, som imidlertid faa Aar efter, da Tysk indførtes som Lærefag ved Institutet ligevis med 100 Spd. Aflønning, naturligvis foretrak denne langt lettere Undervisning med et langt mindre Timeantal. Han fik ogsaa Tilladelse af sine Foresatte til at blive befriet for ben tunge Byprde, som man under saadanne Omstændigheder maa kalde Undervisningen i Modersmaalet, og benne blev nu overdraget mig.

Som den yngre lærer maatte jeg uden Vægring paatage mig dette Hverv og udførte det efter bedste Evne med store Ofre af Tid og Kræfter for den nævnte ringe Løn i samfulde 5 Aar. Da kom Tiden, at jeg blev den Ældre, og jeg fremkom nu for mine Foresatte med ben samme Begjæring som i sin Tid Stephani. at jeg som han maatte bytte Norsk med Tydsk, eller i modsat Fald at Gagerne nu maatte omreguleres faaledes, at begge de civile Lærere for samme Timeantal af Undervisning maatte gives samme Gager.

Begge Ansøgninger bleve afslaaede, og nu fremkom som en Følge af begge be ovennævnte Abnormiteter i Forening – Modersmaalets ringe Aflønning og de staaende Gager — at jeg efter 10 (ti) Aars Forlæb for samme Timeantal af Undervisning fik 160 Spd. mindre i Gage end den i 1856 ansatte nye Sproglærer.

Jeg appellerer til enhver Mands Æresfølelse, om det var en Svaghed af mig, at jeg følte, at jeg nu ikke langere kunde bære Byrden af Undervisningen i Modersmaalet – Tyngdepunktet i dette skjærende Misforhold – faaledes som jeg burde, og at jeg derfor androg paa under alle Omstændigheder at maatte blive befriet derfor; i modsat Fald ønskede jeg mig ganske entlediget som Lærer ved Søkadetinstitutet.

Da der til samme Tid fandtes en Anføger, som uden at komme i en saadan Strid med sin Ære kunde og vilde overtage nævnte Post, blev denne ham ogsaa overdraget. Maaske er det saaledes lykkedes mig at vise, at hvis her er nogen Skyld da ligger den ikke hos mig, som med en saare liden Gage ikke uden Savn kunde undvare 100 Spd.; men hos dem, som i sin Tid have ordnet Gagerne saaledes, at der for en saa daarligt aflagt Lærer maa opstaa et saadant smerteligt Valg mellem Penge og Ære.

 

 

Man vilde finde det underligt, at den forhenværende, saa selvstændige Postexpeditionschef Motzfeldt efter saadanne Oplysninger kunde betragte en Vægring som ovenstaaende for at vedblive en Funktion som en Forbrydelse, – at den forhenværende Sæofficier, nuværende Generalpostdirektør og in spe Marineminister Motzfeldt paa den ene Side var saa uvidende, at han under de nuværende Forholde paaberaaber sig en Administration for Marinen navnlig i Skolesager, medens han paa den anden er saa vidende, at han veed bedre Besked end Søkadetskorpsets Chef, hvis Attest lyder paa Ansøgerens «ualmindelige Dygtighed og Iver» og endelig, at Ansøgningen istedetfor i ham at  finde sin naturlige Defensor havde sin mest ubønhørlige Actor, man vilde finde alt dette underligt, hvis man ikke vidste, at der over denne Mand hviler et tungt og mørkt Fatum, som tiltrods for et vistnok ømt Hjerte og lyst Hoved saa ofte har tvunget ham til hensynsløst at rive ned for og paa Andre for at opbygge sit Coteri og bygge op for sig selv».

Aftenbladet[lix] gjenga 19 juni 1860 en liste over badegjester som var ankommet Sandefjord 4 juni dette året, og hos Stephani fant man Kaptejnløjtnant Hjort fra Frederiksværn – sikkert en bekjent – og Fru Ræder med Datter fra Hedemarken. Senere på sommeren tok han imot N. J. Moe fra Kristiansand[lx].

I begynnelsen av August 1860 var det fest i Sandefjord, og Stephani utbrakte en skål. Hele anledningen ble beskrevet av en som var til stede, og sendt til Morgenbladet[lxi] som publiserte reportasjen 9 august:

«(Korrespondance fra Sandefjord den 6te Angust).

Med Ordet Sandefjord forbinder vist næsten Alle Tanken om en Mængde sygelige Mennesker, som kun have en eneste Ting for Øie, nemlig deres Helbredelse.

Neppe venter De saalcdcs herfra at hore en Beretning om en Fest, som i Sandhed særdeles udmærkede sig baade ved Arrangementet og Ved den efter Alles enstemmige Dom særdeles livlige Stemning, som der herskede. Og en saadan Fest havde vi dog igaar her.

For flere Dage siden udstedte nemlig Assessor Krogh, Sorenstriver Fietzentz og Konsul Thomas Heftye, alle Badegjester, en Indbydelse til Stedets badende og ikke badende Indvaanere om at møde samnen til en festlig Sammenkomst Dronningens Fødselsdag, Majesteternes Kroningsdag.

Badesallonen blev da af en Mengde Damer meget smagfuldt udstyret med en Mengde Blomster og Guirlander. Særdeles smukt tog blandt Andet Kongens og Dronningens med Blomster omvundne Billeder sig ud. Og om Eftermiddagen saaes over disse en meget smukt forarbeidet Blomsterkrone.

Det var i Sandhed merkeligt, at saa Meget kunde udrettes paa saa kort Tid og af saa faa Hender. Om Eftermiddagen kom man da sammen henimod Kl. 6, efterat først Kongesalut ved Middagstid var given. En for Stedet virkelig betydelig Mengde, jeg tror vist 300, var tilstede, og strax begyndte Yngre og Ældre at dandse i den dertil fastsatte Tid paa en til Dands udenfor Salonen indrettet med Gulv belagt og med Benke omgivet Plads.

Kl. 8 antydede imidlertid Fanfarer, at Folk skulde samles og Stedets Amtmand optraadte da og udbragte efter nogle faa dertil passende Ord et Leve for det unge Fyrstepar, hvis Hedersdag vi idag feirede. Delte Leve gjentoges da af den lyttende Mengde med nidobbelte Hurra og tordnende Salut og blev drukket i sprudlende Champagne.

Derpaa fremstod den danske Overlærer Krebs og udbragte et Leve for sin gamle “Tante” Norge, som han ligesom alle Danske elskede høit.

Derpaa Kandidat Krag for det deilige Danmark, det kjempende og seierrige Søsterland;

Overtoldbetjent Stephani for det ridderlige Sverige, Nordens største Folk, hvis Plads det var at gaa først i Udvikling, først i alle gode Ting, saa skulde vi Andre nok komme efter.

Konsul Heftye for Damerne og for de venlige og forekommende Indvaanere af Sandefjord, der besvaredes af Dr. Ebbesen med et Ønske om godt Udbytte af al den her paa Stedet nydte Behandling for Badegjesterne.

Tilsidst fremtraadte igjen Overlærer Krebs og tolkede vist Samtliges Følelser Ved at udbringe et Leve og Tak til Festkommtteen.

Til Slutning afbrendtes af Badegjester et meget smukt Fyrverkeri, hvorpaa samtlige Deltagere med Musiken i Spidsen parvis begav sig hen til Byens Torv, hvorpaa man skiltes efter en i høi Grad behagelig Aften, der endnu mere forøgedes ved Ankomst af et Telegram, der bebudede os, at Veiret i Throndhjem havde været deiligt, Kirken prægtig og Alt gaaet godt.

Den neste Dags Morgen berettede Festkommitteens Formand Konsul Heflye i et Telegram til Throndhjem Hans Majestet om Badegjesternes festlige Sammenkomst, og strax fik man fra Hofchefen et Svar, hvorefter Hs. Maj. var berettet dette og sendte sin erkjendtlige Tak.

De vil vist fra alle Deltagere hore den enstemmige Dom, at en nettere, bedre arrangereret og smukkere Fest har vist Ingen af de Deltagende overværet.

Veiret, som før om Dagen var regnfuldt, blev ogsaa om Aftenen smukt, saa Alt forenede sig for at gjære denne lille Fest smuk.

Om Aftenen afsang under Festen Stedets Sangforening en til Leiligheden efter Sigende af Stedets Postmester, Hr. Rosenkilde, forfattet Sang».

Mens denne festen foregikk, var Stephani vert[lxii] for enda en badegjest – denne gangen Løytnant Lumholz fra Gudbrandsdalen.

Litt senere samme sommer la Frøken L. Stephani fra Sandefjord[lxiii] – det var vel lillesøsteren Lovise Marie Elisabeth, og sikkert den samme som ankom i 1847 – seg inn på badet. Det hendte fra tid til annen – noen ganger av helsegrunner, andre ganger av sosiale, som for se efter en make.

Johan Stephani var nok, selv om han nå var 60 år gammel, interessert i komme seg videre fra Overtoldbetjent-tilværelsen: økende bruk av dampskip gjorde nok at trafikken i en litt vanskelig havn som Sandefjord økte på, og en stillere tilværelse på et større sted kunne kanskje være tiltrekkende. Uansett: han søkte[lxiv], utpå høsten 1861, stillingen som Zahlkasserer – leder av Zahlkassen – et embede som ble nedlagt som selvstendig institusjon og innlemmet i finansdepartementet i 1862.

Om han kanskje ønsket seg vekk eller bare var ambisiøs, så fortsatte Stephani å være aktiv i politikken, slik det går frem av en notis i Amtstidende[lxv] 2 april 1862:

       «Ved den den 31te Marts afholdte Valgforsamling for Sandefjord, der tæller 168 Stemmeberttigede, er Følgende udkaarede som

Valgmænd:

• • • • • Byfoged P. V. Ottesen med                 56 Stemmer
        • Sagfører Th. Bryn med                      50      –
        • Ovetoldbetjent S. C. L. Stephani med 40      –

Suppleanter

• • • • • Korpslæge J. I. Ebbesen med             27 Stem.
        • Kjøbmand L. Høst med                      25      –
        • Bagermester O. Oftedahl                   16      –

(86 Stemmesedler afgaves, hvoraf 1 forkastedes)

Ganske snart efter valgmannsvalget samlet valgmennene seg i Larvik for å kåre en Stortingsmann for de to byene. Og i «Adressetidende for Brevig, Stathelle, Bamble og Eidanger[lxvi]» for 9 april 1862 kan man lese:

«     Laurvigs Blad for 8de April beretter:

        Til Storthingsrepræsentant for Laurvig og Sandefjord er valgt Kjøbmand Chr. Christiansen jun. og til Suppleant Kjøbmand Fr. Hvistendal.

       Af Valgmændene fra Sandefjord afholdt Overtoldbetjent Stephani sig fra at stemme. Endelig formaaedes Hr. Stepahni til at afgive Stemmeseddel, men denne befandtes ubeskreven (blank).

       Hr. Stephani henstillede strax i Begyndelsen at tage Repræsentanten fra Sandefjord, hvorefter Laurvigs Valgmænd erklærede, at de ikke kunde eller vilde binde sig.

       Vi mangle paa Stunden Ord for at udtale os om Hr. Stephanis Optræden under Storthingsvalget. Det er første gang i vort Land at denne engelsk-amerikanske Optræden er benyttet og man tør haabe det bliver den sidste. Det ser du soom at Stephani har villet dupere Vælgerne, imens kun har opnaaet at prostituere sig selv og forendel den By, som har valgt ham.

Efter hvad vi har hørt, havde man nok hos os tænkt at vælge Ottesen eller Stephani til Suppleant, med den Sidstes Spil har forkvaklet det Hele og maaske for længere Tid gjort en Repræsentant for Sandefjord umulig.

Hvorvidt Stephanis Handling er lovmedholdig vil Juristerne formentlig blive nødt til at afgjøre».

Denne historien ble gjentatt i flere aviser på Østlandet over de neste ukene. Morgenbladet[lxvii] gjenga hele artikkelen, og la til – fra Amtstidenes sider og også fra Sandefjords Tidendende:

       «Vi beklage, at vi ikke have været tilstede ved denne Valghandling, der skal have været overordentlig animeret. Ianledning Sandefjords-Tidendes Ytringer om Valgmandsvalget dersteds, tilføiede vi blot at «Sandefjordsmændene er en kjæk Nation», i dag mangle vi paa Studen Ord for at udtale os om Hr. Stephanis Optræden under Storthingsvalget.

Det er første gang i vort Land at denne engelsk-amerikanske Optræden er benyttet og man tør haabe det bliver den sidste. Det ser du som at Stephani har villet dupere Vælgerne, imens har han kun opnaaet at prostituere sig selv og forendeel den By, som har valgt ham. Efter hvad vi har hørt havde man nok hos os tænkt at vælge Ottesen eller Stephani til Suppleant, men den Sidstes Spil har forkvakleet det Hele og maaske for længere Tid gjort en Repræsentant eller Supplean fra Sandefjord Umulig. Hvorvidt Hr. Stephanis Handling er Lovmedholdig, vil Juristerne formeentlig blive nødt til at afgjøre».

       Laurviks Amtstidene skriver: «En af Sandefjords Valgmænd, Overtoldbetjent Stephani undlod ved Distrikstsforsamlingen i Mandags at afgive Stemme ved Voteringen paa repræsentant.

       Det er vistnok i Valgenes Historie i vort Land et saa sjeldent Tilfælde, at en Valgmand nægter at gjøre sin Pligt, at det nødvendigvis maa vække almindelig Forbauselse, men hvad hvad der bidrage til endmere at forøge denne er de Omstændigheder, hvorunder nærværende Tilfælde er indtruffet.

       Vi veed, at Hr. Stephani vilde have, at Representanten for Laurvik og Sandefjord skulde tages fra sidstnævnte By; men hvorfor forslog han ikke en Saadan? Ønskede han maaske selv at blive valgt? Eller, kort sagt, af hvilken Grund skulde Laurvik opgive sin Repræsentant? Vi opfordre Hr. Stephani til at besvare disse Sørsmaal.

       Hvad Hensigten med Hr. Stephanis blanke Stemmeseddel angaar, da er det visselig ikke let at fatte. Enten har han villet holde sine Kolleger i Forsamlingen for Nar, hvilket isaafald totalt er mislykket for ham, eller ogsaa har han ville prostituere sig selv og sine Vælgere, og dette frygte vi for er skett i en langt stærkere Grad end selv de mest rabulistiske bland disse kunde have ønsket. I hvilken Retning end Hr. Stephanis Tankegang er gaaet, har han vakt Skandale nok til til at umuliggjøre sig som Politiker.

       Hvad den juridiske Side af Sage angaar, er det vel neppe tvilsomt at Hr. Stepahnis Handlemaade er lovstridig og saaledes vil paadrage ham Ansvar. I modst fald kunde jo ellers enhver Valgmand paa samme Maade ustraffet svige sin Pligt, hvormed Valghandlingen vilde blive en Narrefarce i stedet for en alvorlig og viktig Handling»».

Drammens Tidende[lxviii] for 13 april 1862 hadde samme utdrag fra Amtstidende, men har også en innledning med ytterligere opplysninger:

       «- i Laurvik maa have været en temmelig stormende Distriktsforsamling efter Beretningerne i Laurviks Aviser at dømme. Forresten vil det sees, at det efter disse Beretninger ikke er let at danne sig nogen bestemt begrundet Mening om Hr. Stephanis Optræden og om den hele Valgaffære. Laurviks Blad skriver:

       «Ved Repræsentantvalget stemte Byfoged Ottesen, Kjøbmand Hvistendahl, Skomager Jacobsen, Kjøbmand Prebensen, Adjunkt Album og Apotheker Teilmann for Christiansen; Doktor Ebbesen stemte paa Boye: Stephani afholdt seg fra at stemme. Endelig formaaedes Hr. Stephani til at afgive Stemmeseddel, men denne befandtes ubeskreven (blank).

       Ved Suppleantvalget stemte 4 af Laurviks Vælgere paa Hvistendahl og denne stemte paa Album; Byfoged Ottesen stemte paa Bryn, Ebbesen og Stephani paa Boye.

       Hr Stephani henstillede strax i Begyndelsen at tage repræsentanten fra Sandefjord, hvortil Laurviks Valgmænd erklærede, at de ikke kunde eller vilde binde sig»

Så fulgte det som er gjengitt fra Morgenbladet ovenfor. Historien ble gjengitt i omtrent samme form flere ganger uten at det kom frem nye opplysninger (bortsett fra valgresultatet – Kjøbmand Chr. Christiansen ble Stortingsmann og Kjøbmand F. Hvistendahl suppleant – forteller Christiania-Posten[lxix] 15 april 1862).

Det er tydelig at denne hendelsen vakte oppstuss, og 15 april kom Morgenbladet[lxx] tilbake til den:

«Laurvig, den 11te April.

       Vi anførte allerede i Tirsdags et Par Ord om Hr. Stephanis Optræden paa sidste Distriktsforsamling og hans blanke Stemmeseddel, og vi komme nædvendigvis idag tilbage til denne høist mækværdige Foreteelse. At der er lidt Kvalm ved ethvert Valg er ikke Andet end hvad man kan vente, da – om ikke andre Interesser gjøre sig gjældende – Forfængeligheden og Indbildskheden ialfald ere ude at drive sit Spil.

Imidlertid synes man dog at burde vente, at Mænd med graa Haar og i offentlige Stillinger afholdt sig fra Handlinger, der slaa aldeles over i Barnagtighed, men vi have nu Syn for Sagen at man ikke engang tær vente saa meget.

Uheldigviis for Vedkommende er Barnagtigheden drevet saa vidt at Loven er krænket og han faar da i ethvert Fald et Bagslag fra den Kant, som maaske kan bringe ham paa bedre Tanker en anden Gang, om Sandefjords Borgere atter ville forsøge ham som Valgmand.

Men hvad kan der saa udledes af den hele Optræden af Sandefjords Valgmænd paa Distriktsforsamlingen? Naturligviis intet andet, end at hver Enkelt af dem synes at han burde være Manden. Man var nemlig ikke istand til at opdage, at Nogen af dem frembar noget Udtryk for deres Vælgeres Ønske.

Der blev ikke paaviist en eneste Kapacitet i Sandefjord og den blanke Stemmeseddel frembar et godt Vidnesbyrd for vore Valgmænd om at i Sandefjord der var det tomt. Hverken Peter Ottesen eller Ebbesen ville anerkjende Stephani som Manden og for den Førstes Vedkommende er ialfald dette forklarligt, naar han, ihenseende det Haabløse i Situationen, Ved at slaa sig sammen med Valgmændene for Laurvig dog idetmindste kunne haabe lidt Anerkjendelse, naar der skulde vælges Suppleant.

Men for dem, som havde Øine at se med, hvad stod der saa i Grunden paa den blanke Stemmeseddel? Der stod Alt og Ingenting; der stod Alt, naar man vidste den kom fra Stephani og at han vedkjendte sig den; det er dog ærgerligt at man ikke kan stemme paa sig selv! og endnu ærgerligere at andre Folk ikke kunne have Øinene aabne for Ens store Fortjenester.

Hr. Stephani ivrede for at faa En fra Sandefjord, hvorfor paaviste han ikke en Kapacitet? Christiansen Christiansen vilde han ikke have; Ræpresentanten skulde absolut have været fra Sandefjord. Havde han fremstillet een Kandidat fra Sandefjord og udhævet de Grunde, hvorfor man havde burde have valgt ham og saa endelig selv stemt paa ham, om han saa var bleven staaende alene, da, ja da kunde man have taget Hatten af for Hr. Stephani, men nu ler man bare af ham.

Hr. Stephani lader til som Valgmand ikke at ville respektere den sidste Grundlovsbestemmelse, om at Sandefjord skal vælge sammen med Laurvig; ja det er haardt for for en saa stor mand som Stephani, der nu havde været Storthingsmand og som saadan ogsaa Reformator for alle vore Marineofficerer, hvls denne uheldige Grundlovsbestemmelse itte havde været, at maa staa tilbage for Christiansen Christiansen, men vi kunne dog ikke sympathisere med ham.

Hvorfor kunde Hr. Stephani ikke aabenlyst i Distriktsforsamlingce have fremstillet sig selv som Kandidat til Storthinget? Han vilde da tillige have konkurreret om den udsatte Præmie for den, der først stiller sig som Kandidat, og hvem veed om ikke hans Büste var kommen til at pryde Storthingssalen?

Man kunde nok ogsaa se, at Hr. Ebbesen var stedt i en betydelig Vaande; han vilde hverken anerkjende Peter Ottesen eller Stephani som Manden, uagtet de vare fra Sandefjord; han slog over i en anden Gade, hvorfor gjorde ikke Stephani det Samme; Boye er dog ogsaa en Tolder; han explicerer sig baade paa Vers og Prosa og han har gjennem et langt Liv færdes mellem Skoledrenge.

       Vi berettede i forrige Numer, at Valgmcendene hersteds formentlig havde tænkt paa Ottesen eller Stephani; nu er vi underrettede at for den Førstes Vedkommende forholdt dette sig rigtig, men Hr. Stephani derimod skal ikke have været omtalt som ønskelig. (L. Bl.)»

Denne saken fikk ikke noen snarlig død, men kommer opp igjen i Amtstidende[lxxi] 26 april 1862:

«Laurvik den 26de Avprll.

Overtoldbetjent Stephani er nu af Amtet beordret justitialiter tiltalt for hans udviste lovstridige Forhold ved, som Valgmand, at indgive en ubeskreven Stemmeseddel, da Valg paa Storthingrepræsentant for Laurvik og Sandefjord skulde foregaa. Sagfører Olsen er beskikket som Reserent i Sagen.

Nedenfor indtages af Sandefjords Tidende en »Redegjørelse» fra Sandefjords tredie Valgmand, Overtoldbetjent Stephani.

       Den ærede «Tredie Valgmand» begynder sin Opsats med den Yttring, at han antager at være kun sine Vælgere Regnskab skyldig for sin Handlemaade og det vilde jo i Grunden ogsaa have været ret behageligt for ham at slippe saa let.

Som det imidlertid ovenfor vil sees, er der rigtignok nu optraadt en Trediemand, der rimeligvis vil fordre lidt strengere Regnskab af ham end det, han har behaget at aflægge sine Vælgere.

       At bemeldte «Redegjørelse» egentlig ingen Redegjørelse er, men hovedsagelig kun en Sammenblanding af Beskyldninger mod Laurvik idetheletaget og vore Valgmænd isærdeleshed, ubeviste Paastande og skjæve Ræsonnements, er saa iøinefaldende for enhver tænksom Læser, at det ikke behøver nærmere at paapeges.

       Naar den ærede «Tredie Valgmand» taler om Rabies canina, da ved han formodentlig ogsaa at den er smitsom, og hvis den fornylig har vist sig her i Byen, er den ganske vist indført fra Sandefjord».

Lovens lange arm beveget seg hurtig i denne saken, i det minste målt med moderne standarder: allerede 5 mai kunne Christiania-Posten[lxxii] skrive (med en journalistisk tilbakeholdenhet som er fullstendig fordampet senere hen):

       «- Igaar holdtes Retsmøde i Justitssagen mod Overtoldbetjent Stephani. Referenten, Sagfører Olsen, indstillede Stephani til en Mulkt af 20 Spd[lxxiii]. og Sagens Omkostninger. Skjønt vi se os istand at levere det Passerede under Mødet, vil vi, dersom vi ikke fra Sandefjord opfordres, afholde os fra skrive om en Sag, som nu er i Rettens Hænder».

Egentlig foregikk rettsmøtet 1 eller 2 mai, men det er likevel raskt behandlet, når Underretten avsa dom mindre enn to uker efter at saken ble behandlet i retten, i henhold til Aftenbladet[lxxiv] 19 mai:

«(Laurvik den 16de Maj.) I Sagen mod Hr. Stephani blev i Lørdags afsagt Underretsdom, hvis Konklusjon er saalydende:

       Overtoldbetjent Johan Carl Ludvig Stephani bør, for under Distriktsforsamling som Valgmand forsætligen at have indgivet en ubeskreven Stemmeseddel, at bøde 50 – femti – Speciedaler til lige Deling mellem Laurviks Bys Skole- Fattigkasser. Saa udreder han og alle med Sagen lovlig forbundne Omkostninger, deribland i Salarium til Referenten, Sagfører Th. Olsen, 5 – fem – Speciedaler. At efterkommes etc.

                   (Laurv. Bl.)»

Dommen ble anket og allerede 6 juli kunne Morgenbladet[lxxv] berette:

       «Stiftsoverretten har dømt Hr. Overtoldbetjent Stephani for hans bekjendte Valghistorier til samme Mulkt som Underretten, men givet nye Præmisser».

Det ble naturligvis sommer og badesesong i 1862 også, og Stephani tok inn Sorenskriver Conradi fra Drammen som hybelboer fra 4 juni[lxxvi].

Alle videreverdighetene som fulgte av den blanke stemmen ser ikke ut til å ha gjort Stephani spesielt upopulær i Sandefjord. Det er i det minste en tolkning av at ved en Sangerfest i byen, der sangere fra Tønsberg var på besøk, var han en av dem som utbragte en skål, forteller Morgenbladet[lxxvii] 6 juli:

       «Siden udbragtes flere skaaler, hvoriblandt en Hilsen først til Gæsterne paa Sandefjords Borgeres Vegne og siden for Landets udkaarede Storthingsrepræsentanter af Hr. Overtoldbetjent Stephani, i hvilken sidste Tale han korgtelig berørte sit Forhold vevd sidste Storthingsvalg, hvorpaa Hr. Melsom udbragte en Skaal for Hr. Stephani, idet han vilde have hans ligefremme Optræden paaskjønnet»

Uken efter mottok Stephani, som badegjester, Provst Engelbreth med Frue fra Fyen[lxxviii].

Fredag 18 juli 1862 trykket Morgenbladet[lxxix] Overrettens dom i saken mot Stephani. Mesteparten av teksten er rutinemessig, men den gir enkelte opplysninger som kaster lys over Stephani som person.

 

4 september 1862 trykker Morgenbladet[lxxx] Stephanis versjon av hele historien om den blanke stemmeseddelen hentet fra Juridisk Tidskrift:

 

Jarlsberg og Laurviks Amtstidende[lxxxi] fulgte opp lørdag 6 september, i heller polemisk stil:

«Morgenbladet skriver under 3die ds.

Vi have optaget to Skrivelser fra Overtoldbetjent Stephani, den ene stilet til Aftenbladets Redaktion, den anden til Morgenbladets, i Anledning af denne Valghistorie, hvorved han har erhvervet sig en Slags Berømthed.

Aftenbladet, til hvem den første Skrivelse var indsendt, men som nægtede at optage den, er uden Tvivl i denne sin Nægtelse gaaet ud fra, at Hr. Stephanis Forhold som Valgmand, efterat han for dette ved en velgrundet Dom er fældet, nu maatte ansees udprocederet for alle Retter, ogsaa for Publikums Domstol.

Vi have ingen Skade kunnet se i, at Hr. Stephani kom tilorde, og have optaget hans Produkter. Jo mere absurd hans Tankegang med Hensyn til Opfatningen af Valgmandshvervet viser sig at være, desto mindre vil man være udsat for, at hans Exempel kunde opfordre til Efterligning.

Nylig har man dog seet, at Hr. Stephani ved en offentlig Fest er bleven feteret i Anledning af sin Valgmandshistorie. Man vil erindre, at der under Storthingsvalgene var en stor Kamp i dette Blads Spalter mellem Arendal og Grimstad, om hvilken af disse Byers Indvaanere der skulde repræsentere Valgdistriktet; den samme Strid blev tildels ført i Provindspressen for Byerne Laurviks og Sandefjords Vedkommende.

Det var ikke Spørgsmaalet om forskjellige Interesser, politiske, merkantile eller andre almene Interesser, der kom til Brydning; der var for Sandefjords og Laurviks Vedkommende neppe Spørgsmaal om at afveie forskjellige Personers Kvalifikationer for Storthingshvervet mod hinanden, eller engang om at opstille en bestemt Kandidat for Sandefjord; det var et simpelt Forlangende om, at Repræsentanten skulde tages fra Sandesjord og ikke fra Laurvik.

Hr. Stephani fandt paa en Demonstrationsmaade, der i Genialitet staar over Alt, hvad man hidindtil, saavidt os bekjendt, har seet i denne Retning, thi Forlangender af denne Art ere ingenlunde nye, eller opstaaede første Gang iaar; de have ligget til Grund for saa mangen Valgmands Votering i Amterne, om end Distrikts og Dalføre-Jalousien og Bygdepatriotismen ikke er lagt for Dagen paa en fuldt saa plump Maade som i Hr. Stephanis Opsatser og Optræden.

Vi have ofte udtalt os mod at det store fædrelandske Kald som Valgmand røgtedes paa denne, i sit inderste Væsen bornerede Maade, saa al, hvad der kom til at gjøre Udslaget med Hensyn til Valget af Storthingsmand, blev en Overenskomst mellem de mindre Stedsinteresser og Jalousien mellem Bygderne.

Det maa altid vække Forundring, at Hr. Stephani ikke ved Sammenkomsten med Laurviks Valgmænd forsøgte at gaa den almindelige Vei, at opstille en bestemt Kandidat for Valgdistriktet, eller en bestemt Modkandidat fra Sandefjord ligeoverfor den Mand, som Laurviks Valgmænd antageligen ville stemme paa; vi tro, at Hr. Stephant, om han ligefrem havde stillet sig selv som Kandidat, havde faaet langt mere for sig i den offentlige Mening.

Hr. Stephanis Optæden har en stor Mangel, som vi se, at han ikke er bleven opmærksom paa, uagtet han har forsøgt forskjellige Raisonnements for at forsvare den af ham valgte Fremgangsmaade for sig selv. Dersom alle Valgmænd for Laurvik og Sandefjord betragtede Valgmandshvervet paa samme Maade som Hr. Stephani og undlod at stemme, saa vilde jo Følgen deraf blive, at Valgdistriktet ingen Repræsentant fik.

Og da vi se, at Hr. Stephant holder af at sysselsætte sig med Tankeexperimenter i denne Materle, skulle vi bede ham om at forfølge Konsekvencen videre; Dersom nu alle Valgmænd i By og Bygd, tvivlede om at de kunde sætte igjennem sin Mening om hvem der burde være Storthingsmand (eller om hvor Storthingsmanden burde være født og bosat), undlod at stemme – ja, saa blev der aldeles intet norsk Storthing».

Omtrent på den tiden krangelen om stemmeseddelen foregikk, gikk det en annen historie som involverte Stephani. Dette fra Christiania-Posten[lxxxii] 5 januar 1863, avisen trekker på Morgenbladet:

       «Morgenbladet giver følgende Oplysninger i Anledning af den i Aftonbladet optagne Historie om den danske Udenrigsminister Halls Frue, ber i Norge maatte betale Told af sin Mands Portrat:

      «En saadan Historie i en lidt forskjellig Form, om at den danske Minister Halls frue ved sin Reise til Badet i Sandefjord af Toldvæsenet dersteds blev frataget en Kuffert, hvori hendes Mands Portræt i forgyldt Ramme, at dette Portræt senere blev tilbagegivet hende sønderslaaet, samt at hun maatte betale Told derfor, har for et Par Aar siben været gjengivet i Morgenbladet.

       Den blev imidlertid da benægtet af Hr. Overtoldbetjent Stephani i Sandefjord, og var saaleses den gang ikke sand. Det er formodentlig det gamle Rygte, fom nu gjentages af Aftonbladets Kjøbenhavnerkorrespondent, og Tildragelsen er henlagt til sidste Sommer.

En eller anden Misforstaaelse ligger imidlertid til Grund for Historien, der har varet meget udbredt, og er udgivet for fuldkommen paalidelig af Folk , som opholdt sig i Sandefjord hin Badesaison.»

       Vi skulle for vort Vedkommende tilføie, at naar vi have anseet Historien for sand, saa er det fordi det er os bekjendt, at der her i Christiania har været krævet og erlagt Told af Familieportræter, som vare indfattede i forgyldte Rammer».

Uken efter Sankthans i 1863 tok Stephani imot badegjesten Bogholder S. Hansen fra Larvik[lxxxiii].

Samme år ble det tatt initiativ til en sjømannsskole i Sandefjord, og Stephani – den gamle marineskolemannen – var visst involvert på ett eller annet vis, slik det går frem av en annonse i Amtstidende[lxxxiv] 14 oktober 1863:

       Løitnant Halvorsen og examineret Cadet Aalls Skole vil begynde i Midten af October. Undervisningstide er 5 a 6 Timer daglig. Indmeldelser modtages hver Søgnedag af Hr. Overtoldbetjent Stephani i hans Bolig i Sandefjord fra Kl. 7 til 12 Form. og 2 til 6 Efterm.»

Stemmeseddelsaken ville ikke helt dø: den ble trukket frem som et eksempel in artikkel om «Omvalg, naar flere have lige mange Stemmer til Storthingsrepræsentant eller Suppleant» i Morgenbladet[lxxxv] 14 mai 1865. Her ble det varslet at det antagelig ville komme lovendringer, for situasjonen var den at der to menn hadde like mange stemmer måtte begge stemme på sin rival, for de måtte stemme – men hadde ikke lov til å stemme på seg selv!

Samme vår fikk Stephani behov for hjelp i huset, og averterte i Amtstidende[lxxxvi] 24 mai:

       For en flink og tro enepige er Kondition at erholde til Høsten hos Overtoldbetjent Stephani i Sandefjord. Anbefalinger forlanges».

Handelsfuldmægtig W. Mostue la seg inn på Badet tidlig i juni 1865, og tok inn hos Stephani i Langgaden[lxxxvii].

Knud Hougen[lxxxviii] forteller om stemmeseddelbråket på denne måten:

       «Som nevnt omfattedes de kommunale kun med ringe interesse; det var da ikke å vente at borgerne skulde uleilige sig med å møte op ved stortings- eller rettere sagt valgmannsvalgene. Larvik og Sandefjord var én valgkrets, og Sandefjord som den mindre by var helt uten innflytelse på valgene. Det eneste måtte da være om det kunne nytte å appellere til Larviks rettferdighetsfølelse.

Det blev virkelig gjort et forsøk. Det var foran Stortingsvalget 1862, og idéen kom fra byfoged Ottesen. Han foreslo å henstille til Sandefjords Valgmenn å fremsette krav på at stortingsmannen denne gang skulde tas fra Sandefjord, og hvis dette krav ikke ble imøtekommet, skulde Sandefjords-mennene avholde sig fra å stemme.

Forslaget fant kun ringe tilslutning i formannskapet, og byfogden selv har visst fått sine tvil om lovligheten av en slik valgstreik, for da det kom til stykket, sviktet han. Kun ordføreren, Stephani, optok med begeistring idéen. Han, byfoged Ottesen of dr. Ebbeen blev årets valgmenn. På distriktsforsamlingen i Larvik henstilte Stephani til Larviks-valgmennene å overlate stortingsplassen til Sandefjord denne gang; forslaget blev, som man kunde vente, avvist, hvorefter Ottsen og Ebbesen loyalt stemte på konsul Christensen d. y., Larviks Stortingskandidat.

Men Stephani leverte en blank stemmeseddel. «Sandefjord og Sandeherreds Tidende» er henrykt, og finner at «Sandefjords-mennene er en kjekk nasjon»; men «Jarlsberg og Larviks Amtstidende», og eftet den «Morgenbladet» er dypt rystet: Stepahnis opførsel er en skam, ikke bare for ham men for hans by, heter det; den er likefrem revolusjonær, mon den ikke er strafbar også. Det får øvrigheten avgjøre.

Stephani blev virkelig satt under tiltale av justisdepartementet for sin blanke stemmeseddel, og dømt både ved underrett og overrett til 50 spd. mulkt og prosesseomkostninger. Stephani betalte sine 50 daler, og leverte siden i «Morgenbladet» en både fra formens og innholdets side velskrevet forsvar for sin optreden.

Helt uten virkning blev hans demonstrasjon ikke; nogen stortingsmann fikk Sandefjord riktignok ikke, og har til denne dag ikke hatt det; men det blev dog i den følgende tid almindelig å la vår by få suppleanten (varamannen)”.

På tross av alt spetakkelet omkring den blanke stemmeseddelen, beholdt Stephani en god del tillit blant de stemmeberettigede i Sandefjord[lxxxix]:

            «Ved den i Lørdags afholdte Valgforsamling for Sandefjord, udkaardes til Valgmænd:

• • • • • Sagfører Th. Bryn med          44 Stemmer
        • Kjøbmand Joh. Aagaard med 25      ‘’
        • Korpslæge J. I. Ebbesen med 24      ‘’\

            Til Suppleanter:

• • • • • Overtoldbetjent H. O. Stephani med 13 Stemmer
        • Glasmester H. O. Andersen med        9     ‘’
        • Kjøbmand F. L. Høst med                  9     ‘’       »

Nyttårsaften 1865[xc] – i det minste var det den dagen det skulle skje – ble det avholdt en folketelling i Norge. Og i den finner man Johan C. Ludvig Stephani i gård nummer 186 i Sandefjord, den lå i Langgaden. Sammen med ham finner man søsteren L. M. Stephani – det er vel Lovise Marie, og det var vel hun som kom med båten i 1847. Og dessuten den 32 år gamle tjenestepiken Maren Katrine Hansen fra Larvik – hun var vel den som kom seirende ut av kampen om å bli enepike.

Aftenbladet[xci] skrev, 2 november 1867, om Søkadetinstituttets første femtiårsjubileum og i den forbindelse nevnes Stephani som lærer i både morsmål og fremmedsprog.

I 1868 skulle man igjen kåre valgmenn, og igjen får man tegn på at Stephani er en respektert mann i Sandefjord. Amtstidende[xcii] skriver 20 juni 1868:

       «Til Valgmænd for Sandefjord udkaaredes igaar: Doktor Ebbesen, Overtoldbetjent Stephani og Bager Oftedahl».

Samme avis brakte, 27 juni 1868, resultatet av valget[xciii]:

 

5 september 1868 var tiden kommet til et nytt initiativ for å utdanne sjøfolk i Sandefjord, og en annonse dukker opp i Amtstidende[xciv] (Avisen i Sandefjord hadde den sikkert også, men de avisene finnes ikke lenger):

 

«Sømandsskole i Sandefjord

       Løitnant Halvorsen med Assistance af examineret Kadet Aall agte i Vinter at give Undervisning i Navigation. Skolen vil begynde i Midten af Oktober. Betalingen er 6 Spd. maanedlig. Indmeldelser modtages hver Søgnedag af Hr. Overtoldbetjent Stephani i hans bolig i Sandefjord fra Kl. 7 til 12 Form. og 2 til 6 Efterm.».

En gang sent i 1869 fikk Stephani et hjerneslag – apoplexi – og døde av det 13 desember dette året.

Johan Carl Ludvig Stephani, Overtoldbetjent, ble begravet[xcv] 18 desember 1869. Han ble drøyt 68 år gammel.

Amtstidende[xcvi] nevnte dødsfallet kort 16 desember. Tunsbergeren[xcvii] gjorde det samme 18 desember. Christiania Intelligenssedler[xcviii] brakte nyheten 20 desember, Holmestrandposten[xcix] den 23, Bergensposten[c] samme dag. Bergensposten[ci] først 11 januar 1870.

Det er ikke funnet noen minneord om Stephani, men han ble ikke helt glemt – stemmeseddelsaken ble nevnt i en artikkel om Stortingsvalget i Kragerø i 1873[cii].

---

* Jeg aftrykker her Resten af mit Tilførte ved Sagens Behandling for Underretten, da den Ustjerne, der synes at svæve over Opfattelsen af mine Ytringer i denne Sag, ogsaa har villet, at Overrettens Referat, saaledes som det er gjengivet i Aftenbladet, er aldeles meningslæst: „maatte han bemærke, at han vistnok i Sagens Anledning har handlet med fuldkomment Overlæg, men herved gik han ud fra, at Stemmerettens Udøvelse er en Ret og ikke en Pligt. Denne Ret, formener han, kan ikke blive til Pligt ved Delegation, eller derved, at man udnævnes til Valgmand. Som læg Mand har han derhos opfattet Valglovens Forskrifter om Stemmegivningen ved Distrikts forsamlingen navnlig Bestemmelsen om, at Stemmesedlerne ikke behøve at underskrives, saaledes, at der ikke er lovlig Adgang til at granske efter, hvem der har indleveret en Stemmeseddel osv.”