Jens Lauritz Boetius

– Student, journalist, skuespiller, badeinspektør og redaktør

Torsdag 2 april 1936 ga Sandefjords Blad[1] ut en spesialutgave av avisen, for å markere 75 års publikasjon.

I denne utgaven finner man flere henvisninger til Boetius:

«I og méd årgangen 1874 inntrer en tydelig forandring i «Sandefjords Tidende»s redaksjonelle linje. Denne forandring skriver sig fra Jens Lauritz Boetius som, med en kort avbrytelse var redaktør av «Sandefjords Tidende» fra 1874 til våren 1883. Men helt til ottiårene var han som sine forgjengere i stillingen anonym, hvis da dette uttrykk kan brukes om et forhold som alle i byen visste om.

Denne Boetius var en meget begavet og allsidig mann. Han var født i Kjøbenhavn har antagelig, som Hougen fremholder i sin historie, drevet som lærer en tid. Han blev student 1833, men opgav studiene og ofret sig for «Aftenbladet» i Kjøbenhavn. I 1850 kom han til Norge og debuterte som skuespiller på Kristiania Teater.

Yngvar Nielsen sier om ham i «En Christianiensers Erindringer» at han var en mann med megen estetisk dannelse, og at han hadde gjort gode studier i sitt fag; men han hadde sitt ytre mot sig, og all illusjon svant når han viste sig på scenen.

Senere blev han regisør og sufflør ved Det Norske Teater i Møllergaten, og i 1863 inspektør ved Sandefjords Bad, en stilling han hadde til 1875. Han gikk da av med pensjon og ofret sig helt for «Sandefjords Tidende» hvis redaksjon han, som nevnt, hadde overtatt i 1874. – Efter å ha lest Boetius’ artikler og fulgt hans virksomhet i bladets årganger, kan vi helt ut slutte oss til den omtale Hougen har gitt ham i sin byhistorie, som vi også vil henvise til».

Jens Lauritz Boëtius kom til verden i Kjøbenhavn 12 desember 1814 og ble døpt i Helligaands Kirke i samme by 10 april 1815 – så langt er en rekke sekundærkilder enige, men det er ikke lykkes å bekrefte dette mot originalkildene

Jens Lauritz Boëtius var sønn av Jens Boëtius og dennes kone, Susanna Margrethe Rasch. Susanna var annen kone, de hadde giftet[2] seg i Trinitatis Kirke i København 4 juni 1813

Susanna Margrethe Rasch var en datter av klokkeren i Aurskog, Cyprian Riiser. Hun ble båret til dåpen[3] 12 april 1787 av Maria Halvorsruud, mens fadrene hennes ble Mads Jovenid [?]; Ammon Ruud; og Jens Bogstad. Cyprian Riiser var på denne tiden gift med datteren av prosten Rasch – det var slik småpiken fikk dét navnet – Karen Sofie Larsdatter Rasch[4].

I 1801[5] var Susannas far gift påny, og hun selv en 16-åring uten hjemmeværende søsken – en eldre bror var sendt på seminaret i Tønsberg.

Ved folketellingen i 1840[6] finner man Jens Boetius i Strand Kvarter i København. Han bor i tredje etasje i en bygning, han er leieboer hos et eldre ektepar. Han betegnes som student og sies å livnære seg «af Informatie», altså som lærer.

I Den Constitutionelle[7] for 11 august 1842 finner man at «Candidat Boetius» var ankommet Christiania dagen før og hadde tatt inn hos Procurator Rasch. Han hadde antagelig befunnet seg i Norge i noen tid allerede, for tre dager senere kan man lese i Morgenbladet[8] at Kand. phil. J. L. Boetius var reist til Kjøbenhavn med Dampskibet Constitutionen 13 august.

Den Constitutionelle[9] kunne, 7 september 1844, berette at danske Aftenbladet skulle skifte redaktør, i det Hr. Boetius går på pensjon.

1 februar 1845[10] ble tatt opp folketelling i Danmark. Ved denne anledning finner man Cand. phil. Jens Lauritz Boëtius – uten noe yrke – hjemme hos sin 68 mor, enken Susanne efter Lotto Administrator Jens Botius – det er notert at hun var født i Norge. Adressen er Stuen, 1, Nytorv 2 i Vester Kvarter i Kjøbenhavn. Sammen med dem bor broren, Waldemar Christian Sophus Boetius – en 29 år gammel enkemann med en 3 år gammel sønn som var født i Ølsted i Fredriksborg og hadde fått navn efter sin onkel Jens Lauritz.

10 februar 1845 henter Bratsberg-Amts Correspondent[11] materiale fra det danske, satiriske, bladet Corsaren:

– »Corsaren» har besluttet at udgive en ABC til Skolebrug. Dermed gjøres saadan Begyndelse:
A a
«Nyt Aftenblad blandt Bladene
Meest findes liig en Nathue.»
B b
«Boetius suger bestandig paa Lappen og paa Halen. Imedens allevegne om Besparelser er Talen.» (Boetius er en med 800 Pension, affunden Redacteur.)
C c
«Naar Cancelliet synes venligst at lade,
Det æder allersnarest Blade.»
D d
«Da Biblens David blev gammel saa blev han from;
Da vores David blev Raadmand, saa fadled han om»
(Man seer Professor David sidde bagvendt paa en Hest holdende den i Halen»

J. L. Boetius ankom Christiania fra Kjøbenhavn med Dampskibet Nordcap 6 august 1850[12], og tok inn i Kongens gate 3[13].

Hva han hadde gjort i Kjøbehavn er ikke kjent, men i Christiania skulle han debutere på teateret, kan man lese i Morgenbladet[14] 30 august 1850:

Theatret.

Fredagen den 30te August (Kl. 7 – 9 ¾) opføres: «Debatten i Politivennen» Vaudeville i 2 Akter af H. Hertz; dereftr «Den Usynlige paa Sprogø», dramatisk Spøg i 1 Akt med Chor og Sange af H. C. Andersen.

I «Debatten i Politivennen» udføres Langholms Role som Debut af Hr. Boetius.

Det skulle bli mer debut, forteller Christiania Intelligentssedler[15] 18 september 1850:

Theatret

Torsdagen den 19de September (Kl. 6 ½ – 9 ½) opføres for første Gang «Embedsiver eller Hr. og Fru Møller», Lystspil i 3 Acter; derefter: «Slægtningerne, Vaudeville i 1 Act.

I Hr. og Fru Møller udføres «Møllers» Rolle som Debut af Hr Boetius.

Dette er den 1ste Abonnementsforestilling.

Morgenbladet[16] bragte flere teaternyheter 26 oktober 1850:

Theatret
Søndag den 27de (Kl. 6 ½ – 9 ¾) opføres for første Gang: «En høiere Dannelsesanstalt», Vaudeville i 2 Akter, derefter : «Nei», Vaudeville i 1 Akt af J. L. Heiberg.
NB. I «Nei» udføres «Klokker Links» Rolle som Debut af Hr. Boetius,

 

Arbeider-Foreningernes Blad[17] trykket, 26 oktober 1850, et satirisk stykke med kritkk av teateret, og ikke minst av Boetius selv, som skuespiller. Stykket begynner slik:

«Stats-Theatret.

Paa en Tid, da Sandsen for den dramatisk Kunst er stegen saa græsselig høit her i Landet at man kan taale at see saa trekanntede Skuespillere som Boëtius og Thornam optræde udenn at give dem et Drag i Nakken, paa en tid da den æsthetiske Theaterdirektion er kommen til den Ovebeviisninng, at dramatiske Værker og optiske Bedragerier er to Alen af eet Stykke, …»

Morgenbladet[18] hadde, 28 november 1850, en større artikkel med tittelen «Om vort Theater», der forfatteren har mye å utsette på teateret – han forteller om piping og roping, om unge dansker i stemmeskiftet som får ganske store roller, og i grunnen sier at vi må kunne kreve mer enn det vi får. Og om «vår mann» tar han et lite oppgjør med danske aviser:

«… Det er bedrøveligt at se, hvorledes Eders Kritiksmuler røbe Uforstand eller Ligegyldighed eller endog Indflydelse af personlige Hensyn. Saaledes kan de da ske at man i danske Blade læser, at «vor Landsmand Boetius har i «Nei» gjort langt mere Lykke end i sin første Debut», – skjøndt han i det Hele taget dog udentvivl var heldigere eller rettere mindre uheldig i «Embedsiver» end i «Nei». Tænk Dem til, mHrr., om en Dansk nu fik Anledninng til at se Hr. Boetius; hvor vilde han da ikke udbryde: min Gud! hvad de i Norre er gemytlig nøisomme i sine Fordringer! – og ikke just saa det bedste Begreb om Kunststanden her til lands. …»

Kan hende Boëtius var bortreist i oktober måned 1851 – i det minste står det i avisen[19] at et brev til ham – adressert til Skippergaten 10 – lå uavhentet på postkontoret.

26 februar 1852 rapporterte Drammens Tidende[20] fra Christiania om et tiltak Boëtius hadde tatt initiativ til, og som kanskje viser et karaktertrekk som man ikke har sett, så langt:

Christiania den 24de Febr. Den af Hr. Boetius til Fordel for Byens Fattige arrangerede Maskerade afholdtes igaar i Frimurerlogens store Sal, og var særdeles talrigt besøgt. Det pragtfulde, af en broget Mennesikvrimmel overfyldte Lokale, frembød et særdeles livligt Skue; især udmærkede Damerne sig ved rige og smagfulde Kostumet. Dog synes det ikke som om vort Publikum ganske har førstaaet at tilegne sig den Lethed og Abandon, der giver dette Slags Forlystelser deres eiendommelige Præg. I Dansen deltog man derimod med meget Liv og Munterhed, Ballet sluttede Kl. 4.

I oktober samme år, kunne Arbeiderforeningernes Blad[21] fortelle, var det en som het Cronborg som gikk sammen med et par andre for å få i gang et teater, kalt Det norsk Theater, som også kunne tjene som en «Forberedelsesskole» for teaterinteressert, norsk ungdom, og der Boëitus hjalp tl med rolleinnstuderingen.

Bergens Stiftstidende[22] kunne, 1 mai 1853, fortelle om ett av resultatene av dette tiltaket:

«- Idag 30te April ventes Skuespillerne fra det norske Theater i Christiania at komme til Drammen under Anførsel af Instruktørerne Cronborg og Boetius. Her ville de give til Bedste hvad de i Vinter have lært»

Trondhjemsavisen Den Frimodige[23] bragte 6 mai 1853 noen flere detaljer om dette teaterbesøket til Drammen:

Drammen den 22de April. Næste Løverdag kommer Skuespillerne fra det norske Theater i Kristiania her til Byen, for i Løbet af 14 Dage at give følgende Forestillinger: «Til Sæters», «En itutagen Kop», «den Reisende Student», «Kongens Magt», «En Aften hos en Høkerfamilie» m. fl. Selskabet bestaar af 12 a 14 Personer og ledsages af dets Instruktører Cronborg og Boetius. Første Forestilling gives Søndag den 1ste Mai.
(Dr. Blad.)»

 

Boetius kom seg omkring på denne tiden: i Moss Tilskuer[24] for 4 juni 1853 får man vite at han og Cronborg gikk om bord på dampskipet Nordkap dagen før, for å reise til Christiania. De kom frem samme dag, ifølge Morgenbladet[25] 4 juni.

I slutten av mars 1854 hadde Morgenbladet et par artikler om to norske skuespillerinner, den siste av disse var Jomfru Parelius som, i motsetning til den andre, Frøken Svendsen, hadde skaffet seg en god læremester:

«Jomfru Parelius har derimod i Kand. Boetius fundet en lige saa duelig som nidkjer Instruktør, har saaledes, har saaledes en dannet, fra udenlandske Theatre med mange Erindringer berigeet Mands stadige Veiledning kunne gjøre sikkre og jevne Fremskridt».

Noen dager senere nevnes en Boetius som passasjer med Dampskibet «Christiania» – han skulle til Bergen, ifølge Christiania Intelligenssedler[26] 7 juli 1854.

Boetius’ tilknytning til det norske teater endte i tårer: det er ikke funnet noen klar fremstilling av sakens forløp, men Morgenbladet[27] hadde 26 september 1854 en polemikk mot en korrespondent for Drammens Tidende, som visstnok støttet Boetius i denne saken, som Morgenbladet beskriver slik:

«… Saadant kan man le af; men naar Manden ikke bliver ved at bebreide det Norske Theaters Bestyrelse, at det har afskediget Kand. Boetius, og derved tilsidesat Ideens for sine egne personlige Interesser, da bliver Sagen alvorlig; men notabene for Korrespondentens Protege eller Patron selv; thi det vil maaste nødsage Bestyrelsen til uden Skjæl at forelægge Almeenheden Et og Andet af de Fakta, der omsider gjorde det umuligt for Mænd, der have nogen Agtelse for Sandhed og aaben Færd, længer at arbeide sammen med Hr. Boetius, selv om hans Duelighed i enkelte Retninger var saa “ubestridelig”, som Korrespondenten forudsætter.

Det blev strax, da han var antagen i den Norske dramatiske Skoles Tjeneste, forudsagt af dem, der kjendte Manden, at man vilde komme til at angre dette Valg.

Han blev ogsaa afskediget, da Indretningen gik over fra private Eiere til et Aktieselskab; men antoges igjen af den nye valgte Bestyrelse indtil videre, og man kan være vis paa at Maalet var fuldt, da Bestyrelsen saa sig nødt til at meddele ham endelig Afsked».

Christiania-Posten[28] melder, 11 februar 1856 at Boetius, tilsynelatende og til en viss grad, er tatt til nåde igjen som skuespiller. I det minste, han er på listen over rolleinnehavere ved oppsetningen av «Væringerne i Miklagard» av A. Oehlenschläger, og som denne datoen gis som en benefice for Skuespiller- og Orkesterpersonalet. Hr. Boetius spiller Simeon, Marskalk! Han har et dusin korte replikker, og en fem-seks lengre.

Ved oppsetningen av Gildet paa Solhaug av Henrik Ibsen, spiller Hr. Boetius «En Gammel Mand», en rolle som har to replikker. Hvor oppsetningen fant sted – eller når – er ikke nevnt i notisen i Christiania-Posten[29] 12 mars 1856.

En skribent som kalte seg «H. J.» skrev et tilbakeblikk i forbindelse med at det var 30 år siden Johannes Bruun første gang opptrådte i Christiania – han spilte i to stykker – Abekatten og Slægtningerne. Det første av disse spilte Boetius Iversen, i det andre Svend Ottesen. Dennenotisen stod på trykk i Christiania Intelligentssedler[30] 10 juni 1886.

Aftenbladet[31] har, i sin utgave av 3 september 1856, nok et angrep på – blandt andre skuespillere – Boethius:

«… Boetius. Isandhed Publikums Taalmodighed er stor; det taaler uden Kny, at Hr. Boetius profanerer de brillanteste Roller; jeg betvivler, at noget andet Publikum uden Anvendelse af raadne Æg og Æbler havde fundet sig i at se ham i en af Hagens bedste Roller, som den Gamle i Abekatten. Jeg vil ikke videre tale om bet komiske i at engagere en Mand, hvem Direktionen selv paa ben ynkeligste Maabe red tilvands, for ikke at sige noget værre, saavidt mindes i Morgenbladet, da han havde brautet af alle de Tilbud, ber var ham gjorte af det danske Theater».

En Carl Borgaard svarer på denne kritikken (og en del annet) i Christiania-Posten[32] 8 september:

« … Hr. Boetius har ikke af mig faaet overdraget Hagens Rolle i Abekatten. Han spillede den i en af Nogle af Personalet for egen Regning arrangeret Sommerforestilling og paatog sig ben kun, fordi Publikum uden bette vilde gaaet Glip af ben forønskede Leilighed til at se Hr. Brun fra Bergens Theater.

løvrigt stal jeg oplyse, at Hr. Boetius i sit tarvelige Engagement foruden sin Tjeneste paa Scenen tillige har Forpligtelse til at udføre en Reservesufflørs ofte nødvendige Funktion».

Aftenbladet[33] lot ikke saken falle med det, og hadde et større motinnlegg 10 dager senere, 18 september 1856, der også spørsmålet om «importerte» yngre danske skuespillere blir gjort til en sak:

« … Som slemme Exemplarer af yngre danske Skuespillere ved vor Scene ncrvnte jeg Becken, Boetius og Møller. Angaaende den første forklarer Hr. Direktøren sig paa en saa forbeholden Maade, at det er vanskeligt at forstaa hans egentlige Mening. “Hr. Becken var allerede snart efter fin Hidkomst selv fattet paa at forlade Kristiania og der kunde saaledes ikke »ære Tale om at bibeholde ham”.

Er det Meningen, at Hr. Becken ikke havde faaet Engagement, maa jeg tillade mig at paastaa, at atter en “Distraktionsfejl” fra Hr. Borgaards Side bar indsneget sig.

Thi han var engageret. Menes der med, «at der ikke kunde være Tale om at bibeholde ham» at gjøre en Undskyldning for at Hr. Becken maatte forlade Scenen, er den visselig ganske overflødig; thi vor Anke gjaldt, at han var antaget og ikke at han var rejst.

Om Hr. Boetius forklares, at han ikke af. Hr. Borgaard har faaet overdraget Hagens Rolle i Abekatten, da han spillede den i en Sommerforestilling, som Skuespillerne opførte paa egen Regning.

Her skyder jeg altsaa Hr. Borgaard en Undskyldning for min Fejltagelse.

Tillige oplyses, «at Hr. Boetius i fit tarvelige Engagement foruden sin Tjeneste Paa Scenen tillige har Forpligtelse til at udføre en Reservesuflørs ofte nødvendige Funktion».

Men hvem var Reservesuflør for Boetius? dog lad gaa! lad Hr. Boetius være Reservesuflør, men lad ham da heller ikke være noget andet; forskaan, om det er muligt, Publikum! for at maatte se hans alt andet end tækkelige Spil.

Det var bedst at man endog slap at se ham som Chorist eller Statist, thi Hr. Boetius har en Maade at tiltrække fig Opmærksomhed paa selv i de ubetydeligste Roller, der virkelig er ubehagelig».

På tross av alt rabalderet, fikk Boetius, igjen, en liten rolle da Christiania Theater satt opp Jacob von Tyboe av Ludvig Holberg, forteller Christiania-Posten[34] 10 mai 1857. Rollen var som «En Vært»: det kan vel bare være «Verten», som er en av hovedpersonene i stykket – men ikke har flere enn 8-10 replikker.

Sommeren 1857 skulle Christinia Theater besøkt Trondhjem, men dette ble avlyst før alt var kommet på plass[35].

Senere samme år, 13 desember 1857, forteller Christiania-Posten[36] om oppsetningen av «Lord William Russell» av A. Munch, der Boetius fikk spille rollen som Oberst Rumsey, og hadde omkring 8 replikker.

På nyåret i 1858 dukker Boetius opp igjen som Bygmester Strandgaard i «En Ødeland», en bearbeidelse av Raimunds «Der Verchswender» ved C. Hostrup – så forteller Morgenbladet[37] 8 februar.

Tre uker senere, 1 mars 1858, kan Morgenbladet[38] fortelle at de ansatte ved Christiania Theater dagen efter – en mandag – vil arrangere annen forestilling til inntekt for personalet. Stykket de hadde valgt var «Grev Essex» av Heinrich Laube – rollene som «Jonathan og Robsay, i Tjeneste hos Essex» ble besatt av D’Hrr. Martini og Boetius.

Knappe to måneder efter dette kunne man lese i Morgenbladet[39] av 28 april 1858 at Christiania Theater skulle sette opp «Landsbytheateret», oversat av Enevold Falsen fra den engelske originalen av Raynolds. Stykket skulle ha premiere neste dag, en onsdag, og Boetius var tildelt rollen som Frank. (detaljer om dette ikke funnet)

Christiania-Posten[40] hadde en notis 26 september 1858, der man finner at Boetius skal spille «En Kaptejn» i Christiania Theaters oppsetning av «Don Cæsar de Bazan» av Dumanoir og Dennery.

Bare to uker senere er det et annet stykke på gang for Christiania Theater. Denne gangen er det, forteller Morgenbladet[41] 9 oktober 1858, «Deborah, Folkeskuespil i 4 Akter», skrevet av Mosenthal, og med Boetius i rollen som «Bageren».

Neste forestilling fra Christiania Theater var «Den Skinsyge Kone», et lystspil i 5 akter av Colman. Boetius hadde en av to roller som «Tjenere», står det i Aftenbladet[42], 25 oktober 1858. Stykket var tidligere blitt oppført i Christiania[43], første gang 6 mai 1842.

Et annet lystspill, «Snyltegjæsten» av Scribe, bearbeidet av J. L. Heiberg, ble nevnt i Aftenbladet[44], 8 november 1858. Boetius skulle spille «Tjener».

Og – oppunder jul – «Fægteren fra Ravenna», en tragedie skrevet av Friederich Halm og oversatt av H. P. Holst, en notis i Aftenbladet[45] 13 desember 1858 forteller skulle ha premiere på Christiania Theater[46]. Denne gangen skal Boethius spille Portner.

Året 1859 opprinner, og 5 februar kan man lese i Aftenbladet[47]: «Publikums Omærksomhed henledes paa den Forestilling, der paa Mandag gives til Fordel Kristiania Theaters Skuespiller- og Orkesterpersonale». Det skulle spilles to stykker, «Sladder» – et lystspill av Dumanoir – og «Et Uhyre», en vaudeville uten oppgitt forfatter, men i «fri Bearbeidelse fra det franske». Boetius skulle spille Bonnascieux i «Sladder». Stykket er ikke funnet.

Neste gang Boetius nevnes er det i forbindelse med opsetningen av Jægerne, et skuespill i fem akter av Iffland. I dette skulle han spille, forteller Morgenbladet 27 februar 1859, «Sognefogden». Avisen[48] fortsatte med en annonse neste dag, som viser et nytt trekk ved Boetius:

«Christiania Theater

Mandagen den 28de Febr. (Kl. 6 ½ – 9 ¼) opføres til Indtægt for Skuespiller- og Orchesterpersonalet: «Jægerne», Skuespil i 5 Akter af A. W. Iffland, oversat af Boëtius»,

Rollen som oversetter var visst vellykket for, for én gangs skyld fikk Boetius litt positiv omtale i avisen, i dette tilfelle Morgenbladet[49] 2 mars 1859:

«Igaar opførtes for udsolgt Hus til Indtægt for Skuespiller- og Orchesterpersonalet Ifflands Skuespil i en ny og som det lod til heldig Oversættelse, der af Plakaten sees at være af Hr. Boetius. Selv de, der altfor ensidigt nedsætte det Ifflandske Genre, ere dog temmelig enige om at undtage Jægerne og, hvis Folkets Røst er Guds Røst, med fuld Føie.»

11 mai 1859 forteller Aftenbladet[50] om rollebesetningen for lystspillet «Richelieus førte Bedrifter» av Bayard og Dumanoir, som skal settes opp av Kristiania Teater. Boetius skal spille «En Frisør».

Skuespiller Boetius gikk 4 juni 1859 om bord i Dampskibet Kronprindsesse Louise i Christiania, med Sandefjord som mål. Notisen stod på trykk i Morgenbladet[51] dagen efter, og der kan man også lese om medpassasjerer med samme destinasjon: Fru Kierulf med Pige og Pettersen med 3 Børn og 2 Piger.

Aftenbladet[52] kan fortelle, 10 dager senere, at grunnen til utflukten til Sandefjord var at Boetius hadde lagt seg inn på Badet der i byen. Det var også fru Kjerulf’s ærend – og her får man vite at hun het Sofie til fornavn! Boetius bodde hos Skibskaptein Jonas Andersen, får man vite i Morgenbladet[53] av samme dato.

Hvor lenge Boetius lå ved badet er ikke fastlagt, men 3 september 1859 kan Aftenbladet trykke en notis om rollebesetingen i Kristiania Theaters kommende oppsetning av Fruentimmerskolen av Moliere – oversatt i rimede Vers af Leonard Th. Overskou – og Boetius skulle spille Leonard.

Seks uker senere gjenoppfører Kristiania Theater Jægerne i Boetius’ egen oversettelse, det kan man se av en annonse i Morgenbladet[54] 23 oktober 1859.

Så gikk det unna for unna – allerede 14 november 1859 kunne Aftenbladet[55] meddele rollebesetningen for Kristiania Teaters oppsetning av «Nina eller den Vanvittige af Kjærlighed», et skuespill i 5 akter av J. L. Heiberg, der Boetius skulle spille «En Læge».

10 dager senere skulle man spille Jægerne igjen, ifølge Morgenbladet[56] 23november 1859.

Nå hadde Boetius en tid sluppet unna de hårde kritikerne, men 10 desember 1859 hadde Morgenbladet[57] en stor artikkel om «Vore Theaterforhold». Artikkelen har nok en dagsorden, og er et innlegg i en pågående teaterdebatt, men mot slutten blir «vår mann» nevnt:

«… Vi have også unndladt at nævne Hr. Giebelhausen og Hr. Boetius paa Chr. Theater, fordi den Sidste ikke har anden Dyd, end at han undertiden kan kostümere sig paa en komisk og morsom Maade, og den Første nok snart bliver for gammel til at spille».

Samme dag publiserte Aftenbladet[58] et langt innlegg i bunden form, også om teaterdebatten og hvilken rolle danske skuespillere skulle ha innen norsk scenekunst. Innlegget er anonymt, og forfatteren presenterer seg som «en dannet kjøbenhavniseret Normand» som gir publikum et «Poetisk Hjertesuk». Siste vers er som følger:

Ak ja, hvad bliver der saa endelig tilbage
om disse Danske fra os drage?
Idel Klage!
Wiehe drager, maaske endog Iørgensen –
O Himmel, mon hvad saa Hr. Sørensen
vil tænke om vor Grad af Dannelse!
Han siger vist, at Raahedens Forbannelse
endnu hjemsøger os, ia jeg er endog fattet
paa at selv Hr. Boetius over Kattegattet
vil flyve bort, o Gud, og han som var saa skattet!
Naar jeg saa neppe skimter i det Fjerne
den sidste Flip af denne Kunstens Stjerne,
jeg sukker dybt, men siger: Himlen være lovet;
jeg har benyttet Tiden, jeg kan tale Sprovet!

 

Rollebesetningen for Kristiania Theaters oppsetning av «Ulydighedens Forsvarer» – Lystpil i 1 Akt efter det Franske» – ble publisert i Aftenbladet[59] 28 desember 1859, og man kan lese at Boetius skulle spille Pontbedouin.

Over nyttår, 25 januar 1860, presenterer Den Norske Rigstidende rollelisten for Christiania Theaters kommende oppsetning, Et godt Parti, skuespill i 5 akter av E. Aurier og Foussier. Jens Boetius skal spille En Portner. Om identifikasjonen med stykket Un beau mariage er korrekt er dette et eksempel på forholdsvis rask overføring fra Frankrike til Norge – uroppførelsen fant sted på «théâtre du Gymnase-Dramatique» i Paris 5 mars 1859[60].

Morgenbladet, 15 mars 1860, forteller om rollelisten for Christiania Theaters oppsetning av «Grevinden og hendes Sødskendebarn» av Theaulon, oversatt av Erik Bøgh. I denne forstillingen skal Boetius spille Schweitzer.

Mindnre enn to uker senere, 28 mars, meddeler Morgenbladet[61] rollelisten for Christiania Theaters oppsetning av C. Delavignes 5-akters skuespill, Don Juan af Østerrige, oversatt av Carl Borgaard[62]. Boetius er tildelt rollen som Prioren i Klosteret St. Just.

Doctoren imod sin Vilje er et lystspill i tre akter av Moliere, oversatt av Th. Overschau. Boetius skal spille én av to roller som tjener hos Geronte. Så forteller Christiania Intelligentssedler[63] 19 april 1860.

Morgenbladet av 30 april 1860 har to annonser for samme stykke, «Journalisterne» av Freytag, oversatt av Boetius selv, som skal oppføres 1 og 2 mai. Han selv synes ikke å ha spilt i dette stykket.

Skuespiller Boetius la seg inn på Sandefjords Bad fra 4 juni 1860, altså helt i begynnelsen av sesongen, ifølge en oversikt over badegjester publisert i Christiania-Posten[64] 18 juni samme år.

Den norske Rigstidende[65] publiserte, 10 september 1860, rollebesetningen i Spaakvinden, en folkekomedie med sang og kor – en norsk versjon av «La tireuse de cartes» av V. Sejour: Boetius skal spille «En Tapetserer».

Seks uker senere var Aftenbladet[66] på plass med rollebesetningen for «Badet i Dieppe eller Bagtalelse» av Scribe: Boetius er med som én av tre Badegjæster.

Ifølge Christiania Adresseblad[67] 12 november 1860 oppførte Det danske Theater tre vaudeviller: Boetius spilte i en eller flere, men gjorde kanskje ikke så stor lykke som han håpet: avisens mening var at «Mærkeligt var det ellers, hvor saare let falder Hr. Boetius at spille klassisk dum».

Kristiania Theater skulle sette opp «Det gode Sindelag», en farse med sang i én akt «efter det franske». Boetius skulle spille rollen som Kokken Soufflot, fortalte Aftenbladet[68] 28 november 1860.

I «Perrichons Reise», en komedie i 4 akter av Eugen Labiche og Edouard Martin, oversatt av W. Christophersen, spilte Boetius «En Vært». Det forteller Den norske Rigstidende[69] 17 desember 1860.

Nyttårsaften 1860 forteller Den Norske Rigstidende[70] at Christiania Theater skal sette opp Alexander Dumas’ skuespill i 5 akter, Kean. Boetius spiller Regisseur.

I februar 1861 – 8 februar i Aftenposten[71] for å være nøyaktig – var det tid for en forestilling til inntekt for Skuespiller- og Orchester-Personalet. Stykket som var valgt var «Hun skal debutere» en farse med sang «bearbeidet efter Bayards og Théaulons «le pere de la debutante»» av Erik Bøgh. Boetius skulle spille … «En Skuespiller»!

Christiania-Posten[72] forteller 8 april 1861 om en avskjedsforestilling for Hr. og Fru Cesar på Christiania Theater. Foruten sang-nummere skulle man spille «Kjøge Huskors», og Boetius skulle spille Kjøbmand.

Samme avis kan fortelle om Preciosa, et lyrisk drama av Wolff, oversatt av C. J. Boye med musikk av C. M. v. Weber. Boetius skal spille Don Contreras.

Morgenbladet[73], 17 september 1861, har en notis om rollebesetningen i en oppsetning på Christiania Theater av Kjøbmanden i Venedig av William Shakespeare: Boetius skal spille jøden Tubal, og har rundt 8 replikker.

Litt mindre kjent – men sikkert utmerket – er det stykket Morgenbladet[74] nevner 1 oktober 1861: Sparekassen, et lystspill tre akter av Henrik Hertz. I denne forestillingen spiller Boetius én av «Tre Herrer» – de andre herrene spilles av Dhrr. Martini og Giebelhausen.

Christiania Intelligentssedler[75] forteller, 12 november 1861, at Christiania Theater skal sette opp Gildet paa Solhoug av Henrik Ibsen. Om det er samme forestilling som i 1856 er ikke fastlagt – men Boetius spiller samme rolle: «En gammel Mand».

Like før jul, da man kanskje ønsket seg litt lett underholdning, satte Christiania Theater opp Piccolino av Victorien Sardou, et sangspill i tre akter. Videre, forteller Morgenbladet[76] 19 desember 1861, skal Boetius ha rollen som «Gjæstgiver».

Utpå nyåret, 8 februar 1862, kunne Drammens Tidende[77] fortelle om den kommende forestillingen på Christiania Theater, Vore Venner, som har gjort stormende lykke i Paris. I dette stykket skulle Boetius spille tjeneren Laurent. I Christiania Intelligentssedler[78] 10 februar får man vite at stykket er et lystspill i fire akter av Victorien Sardou.

Annen påskedag i 1862, 21 april dette året, meldte Morgenbladet[79] rollebesetningen i det 5-akters skuespillet Fristelsen av Octave Feuillet som skulle oppføres dagen efter. Boetius skulle spille «Opsynsmand paa Grevens Slot».

Knappe tre uker senere, 9 mai 1862, fikk man vite i Christiania Intelligentssedler at Christiania Theater skulle sette opp I Dynekilen av Carit Etlar og at Boetius skulle spille én av «2 Officierer».

Da sommeren gikk mot slutten, kunne Morgenbladet[80] 8 august 1862 meddele rollebesetningen i De smaa Vildttyve – en vaudeville i 1 akt av Angely. Denne gangen skulle Boetius spille «Birkedommeren».

Efterhvert kom man i gang med flere stykker; Morgenbladet[81] kan melde, 29 august 1862, at oppsetningen av Frøknerne i St. Cyr, et skuespill i 5 akter av A. Dumas på Christiania Teater er underveis; Boetius skal spille Comtois.

Da høsten var kommet og sesongen var riktig i gang skulle Christiania Theater sette opp, forteller Christiania Intelligentssedler 16 oktober 1862, Herrerne af Bois-Doré, et skuespill i fem akter av George Sand og Paul Meurices. Boetius var tildelt rollen som Gartneren Aristander.

Neste forestilling – notert i Morgenbladet[82] 31 oktober 1862, var en premiere for Christiania Theater: de skulle sette opp Diana – et skuespill i fem akter av Emile Augier. Denne gangen skulle Boetius spille Jean.

Bare en drøy måned senere, 4 desember 1862, kunne Christiania Intelligentssedler[83] fortelle rollebesetningen i Christiania Theaters oppsetning av det fire-akters lystspillet Tonietta av Henrik Hertz. Boetius skulle spille Peppo.

Storbonden[84], et skuespill i 4 akter, av Charlotte Birch Pfeiffer var Christiania Theaters neste nummer. Aftenposten[85] brakte, 20 desember 1862, rollebesetningen, og i den ser man at Boetius skal spille én av tre Bønder.

1862 svant, og 1863 begynte: 7 februar meldte Aftenbladet[86] om en benefice for skuespiller- og orkesterpersonalet, som hadde blitt oppført første gang 3 februar: stykket var Prinsesse Thekla, en komedie i 3 akter av M. Augustin Debersey[87]. Boetius skulle spille 3dje Officer.

Bare tre måneder senere kan man finne en notis i Morgenbladet[88] for 6 mai 1863, der et radikalt skifte av yrke for Boetius’ del ble bekjentgjort, og dermed er skuespiller-karrieren over:

«Skuespiller Boëtius er igaar ved en Generalforsamling valgt til Inspektør for Sandefjords Badeanstalt».

Christiania Intelligentssedler[89] av samme dato gir samme nyhet, men sier Boetius er ansatt som inspektør.

Jarlsbergs og Laurvigs Amtstidende[90] hadde 9 mai, ikke overraskende, en litt mer utfyllende versjon av ansettelsen:

 

(Fra Sandefjord den 6te Mai.) Ved den i Mandags den 4de ds. i Badeanstaltens Gaard hersteds afholdte Generalforsamling af Aktieteierne blev besluttet:

1. At de 2 hidtil valgte Kontrollørposter skulde inddrages og istedet derfor vælges en Direktion, bestaaende af 3 Medlemmer. 2. Dertil valgtes Konsul Thos. I. Hefty, Doktor I. Ebbesen og Kjøbmand F. Høst.

2. Blev der tilstaaet Enkemadame Middelthun et Gratiale af 50 Spd.

3. Den vordende Inspektørs Løn bestemtes til 300 Spd. aarlig, og til Inspektør valgtes forhenværende Skuespiller Boetius med de fleste Stemmer. Han havde 16 for det Meste særdeles vel anbefalede Konkurrenter.

Morgenbladet[91] har, 10 mai 1863, litt mer å fortelle, det vil si, avisen trykker noe som bortimot er en annonse, som ble gjentatt der og i andre aviser:

«Sandefjords Bad
Hr. Boetius er valgt til Inspektør ved badet. Alle Skrivelser vedkommende Badet stiles for Fremtiden til «Direktionen for Badeanstalten»
    Sandefjord, 7de Mai 1863.
                                                                         Direktionen»
 
Aftenbladet[92] hadde en korrespondent ved badet i Sandefjord, og denne skrev 30 juni 1863 en epistel som ble trykket 2 juli 1863. Her følger et utdrag som nevner Boetius:
 

«Badelivet gaar sin gamle Gang, trægt for det Meste, sjælden rigtig livligt. St. Hans-Aften imidlertid havde vi besluttet at more os, og ben nye Badeinspektør Hr. Boetius traf ba mange Foranstaltninger for at gjøre Festen saa hyggelig fom mulig. Paa Salondøren var opslaaet Bekjendtgjørelse om, at der skuldre være Dans fra Kl. 6 — 10 Eftermiddag i ben nye Spadserbane, som blev bygget op ifjor. Kl. 5 ½ skulbe man da samles, men vi vide da saa megen Folkeskik her nede i Sandefjord ogsaa, at vi ikke kom før Kl. 7. Saa begyndte da Dansen i den smukt dekorerede Bane».

Inspektør Boetius kom til Christiania 25 april 1864, og tok inn på Viktoria Hotel – det kan man lese i Aftenbladet[93] samme dag.

Aftenbladet[94], en Osloavis, hadde 2 juli en liten reportasje fra Badet i Sandefjord, der Boetius er nevnt – som slagferdig vitsemaker heller enn som alvorlig inspektør:

«Se, dette er den yderst simple og letfattelige Leveregel, som enhver Badegjæst ved Ankomsten hid indprentes af sin Badelæge, og som man desuden kan læse sig til paa alle Sandefjords Gadehjørner, Grindstolper, Vægge og andre iøjnefaldende Steder, hvor man finder opslaaet følgende med store Bogstaver trykte, poetiske «Opskrift», sandsynligvis forfattet af den fortræffelige Inspektør ved Badeanstalten, Boetius, der efter hans mangfoldige og mangeartede Opslag at dømme har større Tillid til det skrevne end det levende Ords Kraft:

Opskrift for Badegjæster.
Spis som en Hest,
Sov som en Bæst,
Vær doven som en Præst, *)
Kort sagt vær Badegjæst,
Saa plejer Du din Sundhed bedst.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

*) Sandsynligvis og forhaabentlig er Ordet Præst her benyttet, som der staar hos Holberg, «blot for Rimets Skyld.»

Sommeren 1864 inviterte Badet en del danske veteraner fra krigen mot Tyskland samme år, til rekonvalesens i Sandefjord i noen uker, og 27 juli dette året ble det holdt avskjedsfest i Badehotellet for disse. Det ble talt og skålt hele kvelden, forteller Morgenbladet[95] 31 juli 1864:

«Den ene Skaaltale afløste nu den anden og blant dem, der gjorde mest Lykke, maa nævnes en meget kvik Tale for Inspektør Boëtius af Rektor Friss samt for det skandinaviske Samhold af Borgermester Stockenberg – denne sidste som svar paa en Skaal for Sverige af Byfoged Ottesen»

I 1865[96] var det folketelling, og i den finner man Boëtius bosatt i gård nummer 63 i Vestre Strandgade i Sandefjord. Han betegnes som «Badeinspektør».

Siste dag i juli 1867 ble det holdt fest for Boetius, og Drammens Blad[97] kan fortelle, 6 august:

– Onsdag Aften Kl. 7: samledes efter forudgaaen Indbydelse en stor Deel af Sandefjords Badegjæster til en Fest for Badets Inspektør Hr. Boetius. Lokalet var smukt udstyret og Skaaler fulgte paa Skaaler efterfulgt af festlig Musik og Champagneproppernes Knald. Høiesteretsadvokat I. Ihlen udbragte Skaalen for Boetius. Hans Humanitet, Tjenstagtighed og venlige Imødekommenhed havde erhvervet ham Alles Velvillie, og han haabede, at det længe maatte være forundt Badet at beholde ham i den Stilling, hvortil han havde viist sig saa særlig skikket».

Boetius fra Sandefjord ankom Christiania 2 mai 1868 og tok inn på Viktoria Hotell, det kan man lese i Morgenbladet[98], 6 mai 1868.

Torsdag 23 juli 1868 har Aftenposten[99] en lang «Korrespondance fra Sandefjord» med alskens observasjoner om livet ved Badet, og også en liten notis om Boetius:

«Badets Inspektør, Hr. Boëtius, har i de sidste 3 a 4 Uger været syg og sengeliggende. Forrige Sommer blev han stukken af en Hveps i Haanden, saa han i længere Tid maatte holde Senge, og iaar har han lidt af Podagra, men er nu saavidt frisk igjen, at han om nogle Dage ventes at skulle være paa Benene»

Direktør Boetius ankom Christiania fra Sandefjord 21 september 1869, leser man i Dagbladet[100] 23 samme måned, og tok inn på Hotel Britannia.

Morgenbladet[101] bragte, 3 juni 1871 ligningen for Sandefjord. Den viser at Inspektør Boetius hadde en antatt inntekt på 600 speciedaler, g maatte betale 9 speciedaler i byskatt. Men han slapp å betale fattigskatt! Til sammenligning hadde skolelærer T. Dahl en antatt inntekt på 500 daler – og Enkemadame Othilie Christensen – en Skibsrederinde – 6000! Blant skattebetalerne var han blant de lavest betalte.

En artikkel i Sandefjords Tidende[102] 30 juli 1937 i forbindelse med badets 100 års-jubileum nevner en del organisatoriske og finansielle vanskeligheter i 1860-årene og inn i 1872-årene; Boetius forsøkte å gi situasjonen en positiv analyse, og foreslo veier ut av uføret – men ble ikke hørt.

Samme år skjedde det en ulykke ved badet, og det gjorde Boetius situasjon enda vanskeligere:

«… På en eller annen måte druknet en sensk gjest i strømbadet 15 juli 1872. Dette var den hendelse som fikk striden ved badet inn i en avgjørende fase.

Man fikk behov for en syndebukk – og så fant man likegodt to stykker. Både Ebbesen og inspektør Boetius fikk skylden for den glatte badetrapp og en hel del annet.

Det var ikke lenger bare saken gjald den druknede svenske: sladderens sluser blev åpnet, skriver Hougen, – og alle gamle og nye skrøpeligheter, store og små, virkelige og inbilte, ble samlet sammen og servert[103]».

Jarlsbergs og Laurvigs Amtstidene[104] trykket 5 november 1872 referer fra Badets generalforsamling som var blitt avholdt i Sandefjord 31 oktober. Utover ganske alminnelige generalforsamlingssaker som utbytte, lover, valg av styremedlemmer o. l. tok man stilling til Boetius ønske om å pensjonere seg:

«Inspektørens Ansøgning om Afsked fra April næste Aar og om Pension indvilgedes. Pensionen sattes til 200 Spd. aarlig dog paa Betingelse, at han yder Badeanstalten den Tjeneste, som hans Erfaring og Indsigt levner ham Adgang til. Som Vederlag herfor bemyndiges Direktionen at tilstaa et passende Honorar»

Bergens Tidende[105] fortalte, 13 juli 1873, fra årets åpning av badesesongen i Sandefjord, deriblandt at «Badets nye Inspektør, Kand. Jur. Lunde, kom hertil i forrige Uge og tiltraadte i Søndags Posten, der hidtil har været røgtet af Hr. Boëtius».

Den nye inspektøren, som het Kristian til fornavn, var gift med Henriette Conradine Dorthea, født Kloumann. Hun døde, bare 30 år gammel, av lungebetennelse og ble ført til Kristiania for å begraves[106].

Forhenværende inspektør Boëtius la seg inn som gjest ved badet i 1874-sesongen[107].

Da det var folketelling for 1875[108] var Boëtius «Pensionist (Badeanstalt)» og bodde i Torvgaden i gård nummer 96. I det bygget drives det hotell, eiet av Julius Jørgensen og Petrea Helene Jørgensen f. Møller. Det er notert at han har vært i Norge i 26 år.

Knut Hougen nevner også tankene om å stifte et bryggeri i Sandefjord, som Sandefjords Tidende – altså Boetius – sterkt fremmet, men som ikke ble noe av, da det ikke viste seg mulig å oppdrive den nødvendige aksjekapitalen[109].

En annen sak Boetius støttet, ifølge Haugen, var undervisning i husflid – for både piker og gutter. Da en fru Wold, som selv var datter av badeinspektør Middelthun, begynte å undervise i stråfletning, reutlings- og knyttearbeider bevilget byster 80 kroner i lønn til henne, og la «industriskolen for børn» inn under skolekommisjonens tilsyn. Det var ikke mer enn 17 barn der første året men Boëtius var meget begeistret: «Dette er et indremisjons-arbeide», skriver han. Og det var nok også byens menig, for det skulle komme mer støtte[110].

I 1879 ble det lagt mye energi i å registrere velgere: Arbeidersamfundet, tilskyndet av Boetius, klarte å få antallet opp i 213, og dermed fikk byen 4 valgmenn[111]!

Det var vanskeligheter i Sandefjords Tidende med strid mellom eier og redaktør. I 1881 ble det nødvendig for Boetius å tre frem offentlig som redaktør av Sandefjords Tidende: han var høyremann, men eieren, Holm Hansen, var venstre[112]!


Denne situasjonen kunne ikke vedvare, og 30 mars 1881 skrev Boetius i Sandefjords Tidende[113]:

«Med dette Numer fratræder jeg ikke blot som ansvarlig Redaktør for «Sandefjords Tidende», men ogsaa enhver Befatning med Bladets fremtidige Redaktion.
   Sandefjord den 30 Marts 1881.
                                                                             Boetius»

 

Neste måned solgte Holm Hansen avisen til Aug. Skarstrøm[114], som utpå sommeren fant det nødvendig å kalle Boetius tilbake til redaktørstillingen.

Et skrift med tittelen Organiseringen av det konservative parti i Jarlsberg og Laurviks Amt 1879-1894[115] har litt informasjon om stridene mellom Boetius og eieren av Sandefjords Tidende, Holm Hansen:

«Forholdene i Sandefjords Tidende var blitt prekære etter 9. juni-vedtaket. Redaktøren Jens Lauritz Boetius var konservativ, mens utgiver og trykker Holm Hansen var venstre-orientert. Høsten 1880 skrev Boetius en del politiske artikler som Hansen ikke kunnne gå god for. Boetius opplyste i avisen at han hadde vært oppmerksom på forholdet og at han av hensyn til Hansen etter hvert hadde forsøkt å drive en viss form for selvsensur.

Ifølge Boetius hadde leserne misforstått dette som sensur fra Hansens side (61). Fra årsskiftet 1880/81 ingikk Boetius og Hansen en avtale om at Sandefjords Tidende, som byens eneste avis, burde opptre så moderat som mulig, men at redaktøren i alle tilfeller skulle stå som enenste ansvarlige for innholdet. 41. I denne situasjonen intervenerte medlemmer av Novemberforeningen bosatt i Sandefjordsdistriktet, og overtok boktrykkeriet og forlagsretten til avisen med virkning fra 1. april 1881.

Boetius gikk av som redaktør, men den nye, navnet for øvrig ukjent, synes ikke å ha vært mer høyrepreget. Ikke lenge etter gikk det rykter om forberedelse av et venstre-opposisjonelt organ i byen. For å komme det nye organet i forkjøpet i kampen om lederne gjeninnsatte Novemberforeningen 14/7-1881 den erfarne og høyt ansette Boetius (63). Det nye venstrebladet «Vestfold» startet opp sehøstes 1881. Det viste seg å være ytterliggående og fra da av ble Sandefjords Tidende mer konservativt militant».

I Sandefjords Tidende[116] for 16 juli 1881 kunne man lese at Boëtius er tilbake som redaktør i avisen:

«Efter Anmodning af «Sandefjords Tidendes» Udgiver har jeg idag overtaget Redaktionen af Bladet.
Man ville derfor behage i alle Redaktionsanliggender at henvende sig – mundtligt eller skriftligt – direkte til mig i min Bolig, Skippergaden No. 80 a, hvor jeg træffes til enhver Tid af Dagen.
   Sandefjord den 14de Juli 1881.
                                                                             Boëtius».

I samme avis[117] publiserte Boëtius et program for sin redaktørvirksomhet:

«Sandefjord, den 16de Juli.

Naar jeg nu atter overtager Ledelsen af «Sandefjords Tidendes» Redaktion, efter at denne i de sidste tre til fire Maaneder har været betroet til andre Kræfter, fremtræder jeg for en Læsekreds, der siden Aaret 1874 har havt Leilighed til at følge min Virksomhed i denne Retning.

Det ligger i Sagens Natur, at der i en liden Kommune kun er ringe Udsigt til at faa mere end netop de Udgifter, der nødvendigt medgaa til et Blads materielle Udstyr, dækkede, og selv dette kun, naar der vises en almindelig Deltagelse for Bladet, thi Udgifterne blive omtrent de samme hvad enten Bladet trykkes i større eller mindre Oplag, hvad enten det benyttes me get eller lidet som Avertissementsblad.

Følgen heraf er altsaa den, at Udgiverne af Provindsblade, med en stærkt begrændset Læsekreds og med en tarvelig Avertissements-Indtægt, maa indskrænke Udgifterne til Bladets Redaktion til det mindst Mulige.

Man ser ogsaa, at i saadanne smaa Byer redigeres de der udkommende Aviser som oftest af Udgiverne og indeholde hovedsageligt et mere eller mindre heldigt valgt Uddrag af andre Aviser samt af og til en lokal Nyhed, men kun sjeldent en selvstændig Artikel.

De af Byens og dens Omegns Indvaanere, som føle Interesse for at læse en omstændelig og daglig Beretning om det, der foregaar saavel i Indlandet som i Udlandet, abonnere enten ene eller i Forening med Andre paa et eller andet Hovedstadsblad, og disse Blade kunne naturligvis paa Grund af stort Abonnentantal og stor Avertissements-Indtægt leveres til en Pris, der altid maa vise sig villig i Forhold til den Pris, som det lokale Blad maa forlange, naar det skal kunne bestaa.

Det gælder imidlertid for det lokale Blad ogsaa at erhverve denne Del af Befolkningen som Abonnenter paa sit Blad, forbi det nærmest er af Hensyn til denne Læsekreds, at Forretningsmændene finde sin Regning ved at avertere. Man bør derfor stræbe efter at kunne levere et Blad-Indhold, som ikke findes i Hovedstadsbladene, og man henvises da naturligst til en omhyggelig Behandling af de kommunale og øvrige lokale Anliggender.

Og for den Del af Befolkningen, for hvem det lokale Blad er saa godt som den eneste Avislæsning, har denne Afdeling af Bladets Indhold særdeles megen og vigtig Betydning. At denne Del af Bladets Læsekreds gives Anledning til at kunne anstille Betragtninger over hvorledes Kommunens Anliggender styres, at den faar mere og mere Rede paa Skatteforholdene o. s. v. virker hen til, at den faar et ganske andet Syn paa den Betydning, der ligger i at være en stemmeberettiget Borger i Samfundet.

Det opfordrer til at tænke og handle selvstændigt og ikke ubetinget at følge nogen Partileder. Kort sagt at udbrede Interesse for og Indblik i Kommunens Forhold blandt Meningmand, er at opreise det sikreste Værn mod Forsøg paa at indsmugle socialistiske Tendenser.

En samvittighedsfuld og følgeligt uhildet Behandling af de kommunale Anliggender giver derfor selv den ubetydeligste Provindsavis Betydning som et nyttigt Presseorgan.

Man taler saa meget om, at under de nuværende Forhold bør enhver Avis have en bestemt politisk Farve. Ganske vist, det bør fremgaa af Bladets Holdning, om den, der leder dets Redaktion, er en Mand, som har Øie for de Fremskridt, Tiden fordrer ogsaa i politisk Henseende, eller om han ensidigt holder paa alt Bestaaende, thi først ved at kjende hans Tanker herom kan man faa Tillid til hans Opfatning af de kommunale Forhold – men at en i sin Anskuelse af de politiske Spørgsmaal moderat liberal Mand ikke skulde kunne finde Paaskjønnelse som Redaktor af «Sandefjords Tidende», med mindre han giorde den til et radikalt Partiblad – enten i høire eller i venstre Retning –, formaar jeg ikke at indse.

Det er min Overbevisning, at for Mængden af den Læsekræds, for hvilken jeg virker, er det langt tjenligere at erhverve Indsigt i de kommunale Forhold, under hvilke den lever og om hvilke den er istand til selv at danne sig en Mening – end i De storpolitiske, der for rigtigt at forstaaes kræve en ganske anden Fordannelse, et ganske andet Skarpsyn, end Folk i Almindelighed ere i Besiddelse af.

Det er ikke altid, at den politiske Opfatning, der tiltaler Følelsen som den eneste naturlige, derfor ogsaa er den rette, naar alle tvingende Forhold tages nøie i Betragtning.

Det er imidlertid lige saa lidt nu som tidligere min Mening at holde «Sandefjords Tidende» udenfor de politiske Spørgsmaal, men saalænge den forbliver det eneste her paa Stedet udkommende Presseorgan, vil den under min Redaktion ikke optræde som «Partiblad», og altsaa ikke kunne vække Forargelse hos Nogen paa Grund af Forskjelligheden i politiske Anskuelser.

                                                                                                           Redaktøren»

Dagbladet[118] formidlet Tønsbergs Blads refleksjoner over Boetius’ fornyede rolle som redaktør for Sandefjords Tidende og skrev, 22 juli 1881:

 

«Sandefjords Tidende» skal, skriver Tb. B., efter hvad andre Blade har meddelt, være kjøbt af Novemberforeningen.

Dette kan neppe forholde sig saaledes, eftersom Hr. Boetius, der tidligere med megen Dygtighed har ledet Bladet som et moderat Centrumsorgan, fra den 16de ds. atter har overtaget Bladets Redaktion.

Hr. Redaktøren udtaler ved sin Tiltrædelse, at han ikke kan indse, at en i sin Anskuelse af politiske, Spørgsmaal moderat liberal Mand ikke skulde kunne finde Paaskjønnelse som Redaktør af Sandefjords Tidende , med mindre han gjorde den til et radikalt Partiblad — enten i højre eller i venstre Retning.

Det er — heder det videre — lige saa lidt nu som tidligere min Mening at holde Sandefjords Tidende udenfor de politiske Spørgsmaal, men saalænge den forbliver det eneste her paa Stedet udkommende Presseorgan, vil den under min Redaktion ikke. optræde som «Partiblad», og altsaa ikke kunne vække Forargelse hos nogen paa Grund af Forskjelligheden i politiske Anskuelser.«

I 1881 kom Venstreavisen Vestfold ut i Sandefjord første gang 23 november[119]: ikke bare var det en konkurrent men den stod for en annen måte å se avisutgivelse på: mye mer partipolitisk, med klarere standpunkter, og villighet til konfrontasjon, og selv om Boetius nok forsøkte å gjøre gode miner til slett spill, ble det til sist for mye, og han ga avkall på stillingen som redaktør. En lengre artikkel der han refererer til en uenighet med Vestfold skriver han også i Sandefjords Tidende[120]:

« … Numer for Numer har Bladet godtgjort, at jeg næppe tog Feil i mine Forudsætninger. Jeg har derfor i Aar og Dag ikke været at formaa til at afbryde den fra min Side iagttagne Taushed, og da jeg ved denne Maaneds Slutning fratræder Redaktionen af «Sandefjords Tidende», finder jeg heri saa meget mindre Grund til nu at besvare Venstreorganets Udgydelser i Anledning af den Maade, hvorpaa jeg i Onsdags gav min Opfattelse af Rigsretsnedsættelsen tilkjende.

Med disse Linier har jeg derfor kun tilsigtet, at man skulde bringes til at forstaa, hvorfor jeg, saavel tidligere som ogsaa nu, ikke svarer paa Angreb, der maaske efter Manges Mening burde været alvorligt tilbageviste.

Redaktøren.

Sandefjords Tidende[121] trykket, 21 februar 1885, ligningen for Sandefjords innbyggere, og i den finner man at Boetius, Pensionist, hadde null i formue og en inntekt på 800 kroner: han måtte betale 14.78 kroner i samlet skatt. Til sammenligning kan man finne en skomaker, en vognmann og en snekker som tjener det samme.

I den siste tellingen der Boëtius er nevnt, fra 1885[122], er han beskrevet som «Inspectør Pensioneret af Badeanstalten» og bosatt, fremdeles, hos Petrea Jørgensen i hennes hotell, som i mellomtiden er flyttet til gård nummer 80, som lå i Skippergaten.

Året efter har Sandefjords Tidende[123] 27 februar 1886, påny en ligning – Boetius har samme inntekt, men skatten er gått opp 69 øre til kr. 15.47.

Neste år, altså i 1887, var Boetius antatte inntekt igjen uforandret, men skatten gikk ned kr 1.68, til kr. 13.78 – slik fremgår det i Sandefjords Tidende[124] 5 mars 1887.

I forbindelse med Badets 50-års jubileum i 1887 ble det holdt store festligheter, utbragt mange skåler, holdt taler og skrevet artikler. En artikkel kom i danske Nationaltidende og ble delvis gjengitt i Tønsberg Blad[125]. Denne ender slik:

«Endelig skal vi, af Hensyn til dem af vore Landsmænd, der for en længere Aarrække siden har været Gjæster ved Badet, erindre om, at dets mangeaarige, erfarne Inspektør, vor Landsmand Boëtius endnu lever i Sandefjord som Pensionist»

I 1888 var inntekten, igjen, 800 kroner, men skatten var gått opp til kr 20.27 – en økning på kr 6.49 eller 47 %, i henhold til Sandefjords Tidende[126] 3 mars 1887.

Dagbladet[127] brakte 22 april 1890, en sak de hadde fått fra en korrespondent:

«Fra Sandefjord skriver vor Korrespondent den 21de ds.:

Vor gamle, ærværdige Højreavis, Sandefjords Tidende, har atter skiftet Ejer. Det er, om jeg ikke husker fejl, den 3dje paa mindre end 2 Aar.

Det maa ikke være behageligt at ofre Tid og Kræfter for Højres Sag i Sandefjord, naar den blir saa lidet paaagtet.

Bladet har i lang Tid fristet en kummerlig Tilværelse baade hvad det økonomiske, og siden Boetius fratraadte Redaktionen, ogsaa hvad det redaktionelle angaar, og det er rent ud forbausende, at Højre har kunnet være sig bekjendt af at ha et saa tarveligt Organ, muligens vil den nye Ejer stramme det lidt op.

I sin første Notis meddeler han, at der vil bi anskaffet ny Hurtigpresse og Bladet udvidet, men det er vel lettere sagt end gjort. Naar han har betalt 6000 Kr. for Bladet, tænker jeg, han har nok med at greje sig uden forøgede Udgifter»

Forhenværende Badeinspektør, Jens Lauritz Boëtius bosatt i Vestre Gade, døde av hjertesykdom 21 desember 1890 og ble begravet[128] 29 samme måned. Han var 76 år gammel.


Sandefjords Tidende publiserte, to dager senere – altså lille julaften – en nekrolog[129]:

«Jens Lauritz Boëtius, der har været knyttet her til Stedet de sidste 27 Aar, døde sidst Søndag Kl. 10 ½ Form.

Boëtius, der var Søn af Generaladministrator ved Tallotteriet i Kjøbenhavn, Jens Boëtius, blev født sammesteds den 12te December 1814, tog Artium med Laud fra Metropolitanskolen dersteds 1833 og studerede en Tid Teologi, som han af Lyst til journalistisk Virksomhed snart forlod for at arbeide ved forskjellige Blade i Kjøbenhavn, saaledes som Redaktionssekretær ved «Berlingske Tidende» og en kort Tid i Firtiaarene som Redaktør af Aftenbladet.

I Slutten af Firtiaarene drog han op til Norge, hvor han havde flere Slægtninge, hans Moder var nemlig norsk født, debuterede paa Kristiania Theater 30te August 1850, men da han som Skuespiller ingen Lykke gjorde, gik han over til Theateret i Møllergaden, hvor han til 1854 var Regisør og Sufflør.

Samtidig læste han med flere af de yngre Kræster blandt Skuespillerpersonalet, da han var i Besiddelse af en ikke ubetydelig deklamatorisk Begavelse, der end mere fremhævedes ved hans slebne og dannede Optræden.

I 1863 erholdt han gjennem nu afdøde Konsul Thomas Heftye Posten som Inspektør ved Sandefjords Bad, hvilken Stilling han indehavde til 1873, da han paa Grund af Sygelighed tog sin Afsked med Pension.

Fra dette Aar indtil 1883 redigerede han med en ganske kort Afbrydelse i 1881 fra sin Seng, hvortil voldsomme Gigtsmerter holdt ham lænket, «Sandefjords Tidende» i moderat konservativ Retning.

Han har i sin Tid ogsaa leveret ikke ganske faa Bidrag til flere af vore Blade. Boëtius var en Mand med gode Evner, der arbeidede meget let og alt hvad der flød fra hans Pen var greit og klart. Indtil det sidste var han i Besiddelse af sine Aandsevner.

Skjønt, som nævnt, i mange Aar bundet til Sygeleiet stod Boëtius dog i den livligste Rapport med og Kjendskab til alt og alle her i Byen, gjennem den ganske talrige Skare af Venner og Bekjendte, der ikke undlod at glæde den gamle Syge med sine daglige Besøg».

Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[130] hadde, også lille juleaften, en nekrolog hentet fra Aftenposten[131] – men denne legger vekt på hans tid som skuespiller, heller enn aviskarrieren:

«Dødsfald. Tidligere Skuespiller ved Kristiania Theater Jens L. Boetius, er igaar afgaaet ved Døden i Sandefjord i den høie Alder 76 Aar. Boetius var født i Kjøbenhavn og Søn af Generaladministrator ved Tallotteriet dersteds Jens Boetius. I 1833 blev Boetius Student med Laud. fra Metropolitanskolen, studerede en Tid Theologi, udgav og redigerede derpaa 1843-44 det kjøbenhavnske «Aftenbladet». Senere kom han til Norge og debuterede paa Kristiania Theater, hvor han debuterede 30te August 1850.

Boetius var ikke nogen fremragende Skuespiller – alene hans svære Fedme forbød ham at gjøre Lykke paa Scenen og efter nogle faa Aars Forløb trak han sig tilbage fra Skuepladsen, idet han til 1853 fungerede som Regissør og Sufflør ved det norske Theater i Møllergaden.

Her røg han imidlertid uklar med Bestyrelsen, hvad gav Anledning til en Del Skriverier i de daværende Blade. I Begyndelsen af Seyxtiaarene flyttede Boetius til Sandefjord, ved hvis Bad han i 1863 blev Inspektør. Denne Stilling indehavde han lige indtil for nogle faa Aar siden, da han tog Afsked med Pension.

Boetius har for Kristiania Theater oversat Ifflands Skuespil «Jægerne», der i denne Oversættelse opførtes Høsten 1858. I mange Aar har Boetius været Redaktør af «Sandefjords Tidende», som han ledede i konservativ Aand og ikke uden Dygtighed. Ogsaa til andre norske Blade har han leveret Bidrag. I 1883 fratraadte Boetius Redaktørposten af Helbredshensyn og har her i de sidste Aar været fængslet til Sygeleiet. (Aftp.)».

Tønsbergs Blad[132] hadde også en notis, den stod på trykk julaften 1890 – og er en del knappere:

 

«Dødsfall. Fhv. Inspektør ved Sandefjords Bad, Boëtius, er afgaaet ved Døden. Afdøde var i sin Tid Reaktør af «Sandefj. Tid.», som den gang var bedre enn nu.

Bergens Aftenblad[133] hadde en notis, den også, 27 desember 1890:

«Dødsfald. En af den ældre Kristianiaslægt vel kjendt Personlighed, tidligere Skuespiller ved Kristiania Theater Jens. L. Boetius, er ifølge Telegram til «Aftenposten» afgaaet ved Døden i Sandefjord i den høie Alder 76 Aar.

Johan Kaldager, i sin spalte «Glimt fra Sandefjord i 1890-årene» i Sandefjords Blad[134] for 20 mai 1977 gir et glimt fra begravelsen:

«… Boetius ønsket ingen liktale, men provst Lange takket efter avdødes anmodning alle som hadde besøkt ham under hans lange sykdom. Fra Brødrene Hals, Kristiania, kom en stor krans»

 
  3. Aurskog prestekontor Kirkebøker, AV/SAO-A-10304a/F/Fa/L0003: Kirkebok, 1767-1807, s. 85
  10. København, København (Staden), Vester Kvarter, Vester Kvarter, Nytorv 2, Stuen, 1, FT-1845, C4240, https://www.ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp : generering av link fungerer ikke 14 juli 2026 15:15 ↑
  35. Berg, Thoralf (1947-2016); «Tidlig teater i Trondheim»; Gideå:Vildros, 1994; p 52-55; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2017022048594 ↑
  87. Visstnnok et pseudonym for Eugène Scribe: https://www.archivportal-d.de/person/gnd/118612425 ↑
  106. Sandar kirkebøker, AV/SAKO-A-243/F/Fa/L0011: Kirkebok, 1872-1882, s. 148
  109. Hougen, Knut (1853-1935); Sandefjords historie. 2 : Kjøpstaden : fra 1845 til 1930; Oslo:i kommisjon: Cammermeyer, 1932; p 256; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012060806092 ↑
  110. Hougen, Knut (1853-1935); Sandefjords historie. 2 : Kjøpstaden : fra 1845 til 1930; Oslo:i kommisjon: Cammermeyer, 1932; p 286; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012060806092 ↑
  115. Kolden, Ingvar (1950-); Organiseringen av det konservative parti i Jarlsberg og Laurviks amt 1879-1894; Hovedoppgave i historie; Bergen, 1979; pp 28-29; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2016092708043 ↑
  128. Sandefjord kirkebøker, AV/SAKO-A-315/F/Fa/L0002: Kirkebok, 1880-1894, s. 237