Sandefjords Tidende[i] 11 november 1876
Den, som har Hund af ædel Race og søger at opdrage den for sig, sætter Pris paa, at den bevarer sine ædle Egenskaber, specielt sin Troskab. Mister Dyret denne, saa mister det sit Værd for Eieren og er ham saa omtrent berøvet. For at bevare denne Eiendom og dens særegne Værd trævger Eieren til Publikums Bistand. Det kan ikke nægtes, at Folk i Almindelighed vise liden Forstaudighed i dette Stykke, Store som Smaa, idet de, uden at tænke paa Eierens Interesse, følge deres egen sympathetiske Indskydelse og paa forskjellig Maade stille sig i Eierens Sted og Forret ligeoverfor Hunden, som derved ødelægges. Den Bistand, som man ønsker fra Publikums Side, er derfor kun den, at Ingen paa nogen Maade giver sig af med fremmed Hund. Det er saa langt fra, at Eieren er taknemmelig for, at der vises Venlighed mod Hunden, at meget mere enhver Venlighed mod denne er en Uvenlighed mod hin (om end ubevidst). Fremforalt maa man frabede sig, at fremmed Hund tages ind i Husene, kjærtegnes og trakteres. Naar Børn paa Gaden drive Komers med fremmed Hund, saa burde man kunne paaregne Politiets Indskriden og Assistence til at beskytte en Eiendom, som derved fravendes En, at det kunde gaa ind i den almindelige Bevid)thed, at der for Eieren er Spørgsmaal om andet end Hundens Krop og Hud. I andre Lande erkjendes dette anderledes end hertillands; det vides idetmindste om et Land, at der enhver Befatning med fremmed Hund er strafbar efter Lov. A. L.