Sandefjords Tidende[i] 29 september 1875
«Da det var kommen til vor Kundskab, at der var indløben en Skrivelse fra Distriktslæge Thaulow paa Modum til Sandefjords Magistrat angaaende en af Distriktslægen besluttet Gave paa 600 Spd. til Byens Forskjønnelse, henvendte vi os til Magistraten, for at blive bekjendt med denne Skrivelse.
Magistraten havde ogsaa den Godhed at laane os Skrivelsen til Gjennemlæsning, men ønskede ikke, at vi skulde meddele den fuldstændig, da han ansaa den som en Skrivelse, der ikke var bestemt for Offentligheden.
Da han fastholdt denne sin Anskuelse, uagtet vor gjentagne Anmodning om at indrykke den fuldstændig, maa vi derfor indskrænke os til at meddele, at det er Distriktslæge Thaulows Ønske for ovennævnte Sum at reise og vedligeholde en Fontæne paa Byens Torv, til Erindring om de 6 Aar fra 1833 til 1839, som han tilbragte her i Sandefjord som praktiserende Læge, hvilke ere ham i kjær Erindring, baade paa Grund af den Velvillie, hvormed han da blev mødt, og fordi disse 6 Aar vare Begyndelsen af hans Løbebane her i Landet».
Sandefjords Tidende[ii] 2 oktober 1875
“Sandefjord den 2den Oktober.
Den Skrivelse, hvori Dr. Thaulow underretter om, at han agter at anvende 600 Spd., for dermed at opsætte og vedligeholde en Fontæne paa Byens store Torv, gjør naturligvis Fordring paa, at Kommunebestyrelsen (ikke Magistraten) 1) skal give sit Samtykke til at modtage en saadan Gave af ham, 2) at den skal give sit Samtykke til, at Fontænen stilles netop der, hvor han maatte ønske det, og endelig 3) at den skal bevilge de Udgifter, som Anlæg af Vandledningen under Jorden til Fontænen, Ledningens Vedligeholdelse i Tidernes Løb samt Vandforbruget til Fontænen maatte udfordre.
Skjøndt det saaledes er en Sag, som i forskjellige Henseender angaar Kommunebestyrelsen (ikke Magistraten), er Dr. Thaulows Skrivelse stilet «til Sandefjords Magistrat», og Kommunebestyrelsen berøres ikke med et Ord. Helt igjennem tilkjendegiver han Magistraten, hvorledes han «ved Magistratens Hjælp» agter at ordne Sagen o. s. v.
Nu kan dette enten hidrøre fra en Incurie (Uagtsomhed) eller være foretaget i en bestemt Hensigt. At det skulde hidrøre fra en Incurie, burde man jo næsten være forpligtet til at antage, skjøndt det synes besynderligt, at en saa gammel praktisk Mand som Dr. Thaulow skulde kunne gjøre sig skyldig heri i en Sag, som denne. Lad os imidlertid foreløbig blive staaende ved denne Antagelse.
Men hvad havde saa Magistraten, det vil sige Byfoged Schanche, at gjøre, da han modtog Skrivelsen? Det mest korrekte vilde upaatvivlelig have været paa en høflig Maade privat eller officielt, skriftligt eller mundtligt (hvortil der netop tilfældigvis var Anledning, eftersom Dr. Thaulow kom hertil den 24de September) at gjøre Dr. Thaulow opmærksom paa denne Incurie og faa den rettet saafremt den var en Incurie.
Hertil havde Hr. Byfogeden saameget mere Opfordring, som det umulig kunde være ham ubekjendt, at der hos ikke faa af Byens Borgere herskede en Misstemning mod Dr. Thaulow paa Grund af flere Foranstaltninger, Dr. Thaulow havde truffet isommer og som forekom og maatte forekomme Byens Borgere lidet imødekommende, for ikke at bruge et stærkere Udtryk, mod den Kommune, til hvilken Badet stedse har staaet og fremdeles, trods nok saa mange Ressurcer, maa vedblive at staa i et Forbindtlighedsforhold.
Thi ligesaa vist som det er, at Badets Trivsel er til stor Fordel og Nytte før Byen, ligesaa vist er det, at Badet jevnlig saa i en saa i en anden Retning vil komme til at trænge til Byens Velvillie. Dr. Thaulow behøver ikke at have været Eier af Badet i saa mange Aar, som han nu har i det Maaneder, forinden han vil komme til at indse dette.
Denne Fremgangsmaade fulgte Byfogden imidlertid, saavidt bekjendt, ikke. Han meddelte derimod Sagen til Formandskabet og erholdt dettes Samtykke til at takke for Skrivelsen eller Gaven. Vi kunne ikke nægte, at vi ere i høi Grad forbausede over Formandskabets Opførsel i denne Sag.
Det Samme som vi have anført med Hensyn til Byfogden, gjælder naturligvis i endnu høiere Grad samtlige Formandskabets Medlemmer. Enhver af disse maatte kjende til den Missteming, hvortil vi have tydet, og om de end for sit personlige Vedkommende ikke delte den, saa burde de erindre, at deres Personer ikke her kom i Betragtning, men at de stode her som Kommunens valgte Repræsentanter, og at det var deres Pligt at sørge for, ne qvid detrimenti capiat respublica, at ikke den skyldige Agtelse for Kommunebestyrelsen tilsidesattes.
Dette have de i denne Sag undladt, efter vor Formening, og det vil slet ikke forundre os, om Repræsentanterne skulde falde paa at lade dem det høre, naar de ere traadte sammen paa Onsdag
Men var nu Sagen engang kommen saavidt, saa vilde ialfald det have været den rimeligste Fremgangsmaade at behandle denne Sag som andre kommunale Sager og lade den komme fuldstændig til Offentlighedens – Kommunens – Kundskab ved at lade Dr Thaulows Skrivelse trykke.
Dette have Byfoged Schanche ikke villet tillade, og Formandskabet, som har paa Kommunens Vegne at modtage og takke for Gaven, er ikke i Besiddelse hverken af Skrivelsen eller af nogen Afskrift af den, saa at vi altsaa ikke have kunnet offentliggjøre den med Formandskabets Samtykke.
Det er saavidt vi vide første Gang at man har budt Kommunen her en saadan Tilsidesættelse, og vi kunne ikke nægte, at medens Spørgsmaalet om Feilen i Dr. Thaulows Henvendelse er tilfældig eller forsætlig staar uafgjort, saa kan der kun være en Mening om, at «Magistraten» maatte kunne have faaet Feilen rettet. Heller ikke Formandskabet kan føle sig angerløst.
Det er beklageligt, at en Sag, som skulde være til ublandet Glæde for Kommunen, begynder saa uheldigt, dog naar Vandet først springer i Fontænen, vil det vel udviske ethvert Spor af Fortrædelighederne.
Vi have imidlertid anseet det for Pressens Pligt ikke at lade Sagen uomtalt, thi det vil nok vise sig efterhaanden, at der langt snarere opnaaes et godt Sammenhold inden Kommunen, naar de mundtlige Avisefterretninger mere og mere afløses af fuldstændige trykte Referater».
Sandefjords Tidende[iii] 6 oktober 1875
«Fra Formandskabets Ordfører.
I Sandefjords Tidende af 2den ds. bebreides Formandskabet, at det ikke behørigt har værget om den Agtelse, som skyldes Kommunebestyrelsen, i Anledning af Dr. Thaulows Skrivelse til Magistraten om en Sum Penge, han agter at skjænke Byen til et monumentalt Minde om hans første Virksomhed paa dette Sted som Læge osv.
Jeg er enig med Redaktionen i, at Skrivelsen i dette Tilfælde burde være stilet til Formandskabet eller idetmindste til dette i Forening med Magistraten. Men af en muligens undskyldelig Formfeil fra Giverens Side ikke at modtage Gaven, vil dog neppe Nogen mene, at der var gyldig Grund til.
Selv om der kunde antages en Uhøflighed mod Formandskabet at være tilsigtet, kunde dette ikke handle anderledes end det har gjort. Man havde kun enten at modtage og takke for Gaven eller afvise den. Men dette sidste næppe uden Repræsentantskabets Beslutning.
Det erkjendes, at Gavens Modtagelse vil medføre Udgifter, men disses Ubetydelighed anser ikke Formandskabet at kræve en Repræsentantbeslutning, som jo desuden paa Forhaand maatte forudsættes at ville gaa i samme Retning som Formandskabets, thi en Nægtelse vilde jo være det samme som ikke at modtage Gaven. Det Eneste, hvorom der kunde opstaa Dissents, er Pladsen for Fontænen.
Men skulde der vise sig en vægtig Opposition for en anden offentlig Plads, saa vil der vist være Anledning til en Forandring. Da nu imidlertid Sagen er blevet Gjenstand for offentlig Diskussion, saa var det maaske rettest, at Skrivelsen i dens Helhed offentliggjordes, og jeg vil derfor opfordre Magistraten til at lade den trykke. Den er jo et offentligt Dokument, og saa kan enhver se, hvad der gives og under hvilke Betingelser”.