Lørdag 18 mai 1991 kunne man lese i Sandefjords Blad[1] om en ny skulptur i byen:
Første gang man finner «Postexpeditør og Telegrafbestyrer» Ole Hansen i Sandefjord er i folketellingen av 1875[2], da han hadde bodd der noen år. Sammen med ham finner man konen Alvilde. Han er fra Norderhov og født 1827 – hun fra Oslo og 14 år yngre enn ham. De har tre barn – Thorleif (4) som sies å være født i Sandefjord men ikke var det; Dorthe (2) som virkelig var Sandefjordspike; og Borghild, født samme år – også i Sandefjord.
De bodde i gård nummer 153 i Bugaardsgade – gjetningsvis omkring Prinsens Gate 3-5-7 i moderne tid, selv om kanskje husene ikke er de samme.I huset hadde de to tjenestepiker – de hadde det nok romslig, rent økonomisk: Elen Bøckman (18) fra Tjøme og Bolette Larsen (15) fra Sandefjord.
Der i huset hadde Ole også postkontoret sitt – frem til 1900, kan Sandar Historielag[3] fortelle i serien «Kulturminner». Senere flyttet det altså til hjørnet Jernbanealleen / Rådhusgaten, et eller annet sted – inntil det ble flyttet til «Telegrafbygget» på hjørnet av Rådhusgaten og Jernbanealleen, der det forble til 2008.
Ole kom til verden 18 januar 1827 og ble døpt[4],[5] i Norderhov Kirke 18 mars det året. Fadrene hans ble Ungkar Ole Nielsen Buskerud; Børre Pedersen; Kone Mari Andersdatter; Pike Inger Henriksdatter; og Pige Kjersti Andersdatter.
Foreldrene var Skomagersvend Hans Christoffersen Høen ved Nordre Hønen Foss og Hustru Maria Thorsdatter. Hun var visstnok fra Eidsvold, men hverken det eller hvor de giftet seg er dokumentert – så langt. Kan hende er de to som blir viet[6] i Enebak 10 desember 1818 – men brudens navn er ikke ført inn i kirkeboken – kanskje ikke.
Eldstedatteren Inger så dagens lys 16 september 1820 og ble hjemmedøpt[7] av Gjordemoder Mari Steensbÿe ved Hønenfos. Dåpen[8] ble stadfestet i Norderhoug Kirke 26 samme måned. Farene hennes var Skræddersvend Hans Danielsen Hønenfos; […] Mads Lie Hønenfos; H. Tosten Olsen Gjøsrud; Konen Henricka Strøm Hønenfos; og Anne Olsdatter Gjørud.
Henrik Andreas ble født 10 januar 1823 og døpt[9] 16 februar samme år. Fadrene var Hans Loberstuen; Anders Christophersen; Dorthe Olsdatter Hønenfos; Pige Siri Andersdatter Ødegaard; og Pige Elen Lie Hønenfos.
Så var det Karen Olines tur – hun meldte sin ankomst 4 desember 1824 og ble døpt[10] 3 februar 1825. Fadrene var Husmand Anders Christophersen; Ole Lucassen; Hans Olsen Hof; Maaria Andreasdatter; og Olea Christophersdatter.
Oles lillesøster Maren Thorine så dagens lys 18 november 1829 og ble døpt[11] i Norderhov Kirke 21 februar 1830. da var fadrene Johannes Loberstuen; Anders Larsen; Christopher Hansen; Anne Maria Olsdatter; Maren Nielsdatter – Samtlige af Hønen Foss.
Så fulgte Karen Marthea – hun kom til verden 13 desember 1832 og ble døpt[12] 10 mars året efter. Denne gangen var fadrene Torger Jensen; Thomas Larsen; Christian Hansen; og Maria Andreasdatter; Olea Christophersdatter – samtlige fra Hønefos. Denne gangen er faren beskrevet som «Husmand».
Det er rimelig å tenke seg at Ole ble konfirmert – det var gjerne obligatorisk – og da må han ha stått for presten en gang mellom 1840 og 45 – men de opplysningene er ikke funnet.
Neste gang han burde kommet til syne i kildene er i forbindelse med folketellingen for 1865 – men det gjør han ikke, selv om det er klart at han bor i Christiania. Dette året er nemlig foreldrene[13] talt i nordre del av det som nå er Hønefoss by og om hvem det under «yrke» er notert «Hø??en som leier som nyder understøttelse af sin Søn i Christiania og lever deraf»
Ungkarl og Revisor Ole Hansen fra Ringerike, nå bosatt i Maltheby i Christiania, fant sine drømmers kvinne i der, Frøken Betzÿ Alvilde Tekla Lohr, en tjenestepike i Store Vognsmandsgade 16 og 25 år gammel på denne tiden. Hun var datter av Maler Lohr. Da de giftet seg, hadde de forloverne P. Qvam og V. Qvam. Vielsen[14] fant sted i Domkirken i Oslo 26 mai 1868.
Ole og Alvilde fikk sitt første barn, en gutt, i Christiania. Thorleif ble født 1 august 1871 og døpt[15] i Vor Frelsers Kirke – domkirken – 19 november samme år. Fadrene hans var Klokker Engebret Hansen; Skomager [?] Johan Frøberg; Fru Thea Lohr; og Frk Hanna Smeby.
De skulle få ni barn til, alle efter at de var flyttet til Sandefjord omkring 1871/72. Den første av disse var en gutt som kom til verden 23 oktober 1872. Han ble ikke døpt[16] før 16 februar 1873 – det tok vel litt tid å sanke sammen en passende bekjentskapskrets. Han fik navnet Olaf og fadrene «begge Barnets Forældre»; Enke Madme Dorthe Lohr – Alvildes mor var altså på plass – og Lensmand Ferrÿ.
Olaf fikk ikke leve opp – han døde 5 april 1873 bare et halvt år gammel. Begravelsen[17] fant sted 12 samme måned. Dødsårsaken var en form for lungebetennelse.
Nok et halvår gikk, og så ble Dorthea født, 29 november 1873. Da hun ble døpt[18] 8 mars 1874 døpt fikk hun altså navn efter sin mormor – og fadrene ble Frue Brÿn; Frøken Christensen; Skibscapt. Christian Christiansen; og Inspektør Lunde.
Ole og Alvilde kom nokså snart i gang med å være Sandefjordinger – også i betydningen å ta inn badegjester når de kom hit i sesongen. 13 juni 1874 kunne Sandefjords Tidende[19] berette at grosserer Harald Irgens med kone og datter hadde tatt inn his dem.
Måneden efter tok de imot Skibsreder Rød med Hustru fra Tønsberg[20].
Neste barn var også en pike. Borghild så dagens lys 7 april 1875 og ble døpt[21] 8 august. Denne gangen var fadrene enke Madme Lohr; Frøken Inga Møller; Kand. Chr: Lunde: og Barnets Fader.
Straks efter årsskiftet ble det holdt folketelling for 1875[22], som nevnt ovenfor. Samme år finner man at Alvildes mor faktisk er flyttet til Sandefjord. Hun bor i gård nummer 106, som lå på sydsiden av Nygaden – dagens Rådhusgate – omkring nummer 7 eller 9 efter moderne adresser.
Hun beskrives som «Landskabsmalerenke, lever af sine Renter», og holder seg med en tjenestepike, 21 år gamle Alvilde Johnsen fra Sandefjord. Selv om hun selv antagelig er leieboer hos noen andre, har hun selv tatt inn en logerende – mest for å gi svigersønnen en hånd, vil man tro: han er en 20 år gammel telegrafist fra Flekkefjord som heter Anders Rasmussen.
Når Madme Lohr lever av «sine renter» kan det være interessant å merke seg at i skatteligningen for 1876, den ble publisert i Sandefjords Tidende[23] 4 mars det året, er hun ført opp med en formue på 4’000 speciedaler, av hvilke hun har en inntekt på 200 spd. – nokså nøyaktig 5% avkastning. Svigersønnen, Ole Hansen, har en mye høyere inntekt – 550 spd. – men hans formue er bare 500.
En måneds tid efter ligningen, 7 april 1876, meldte sønnen Hans Strømsø sin ankomst. Da han ble døpt[24] 5 juni var fadrene Madame Hougen fra Tønsberg; Frøken Mary Bryn; Kirkesanger Ingebrekt Hougen fra Tønsberg; og Skoleinspektør Poul Hougen fra Frederikshald.
Alvilde mistet sin mor, og Ole sin svigermor da Dorthe Lohr døde 2 september 1877, 68 år gammel. Dødsårsaken var kreft. Hun ble begravet[25] 8 september.
En dødsannonse kom i Sandefjords Tidende[26] 5 september:Samme dag ble leiligheten der hun bodde – hun var visst flyttet – avertert[27] ledig.
Mot slutten av samme år ble Ole Hansen foreslått, av Sandefjords Tidende[28] for 6 desember 1876, som medlem i en komité som skulle gi ledelse til den nyopprettede borgerskolen i byen.
Komitéen skulle ha fem medlemmer – to selvskrevne (i en eller annen egenskap) samt tre valgt av Representantskapet. Sandefjords Tidende foreslo blant annet å gå utenfor Representantskapet for å finne de tre valgte medlemmene, med ett unntak, Dr Ebbesen, Badelegen. De to andre de foreslo var Meieribestyrer Stub og «Dernæst har man i Postexpeditør Hansen en ældre Skolemann, om hvem vi vide, at ethvert tidsmæssig Fremskridt paa Skolens Omraade er ham magtpaaliggende».
Noen måneder senere, 9 mars 1878, kom datteren Sigrid til verden. Da hun ble døpt[29] 15 juni fikk hun fadrene Fru Gina Hansen; Fru Gurina Wold; Kjb. Anton Stub; Farmaceut Peder Ludvigsen; og Telegrafist Sigfrid […].
Følgende måned, 3 april 1878, offentliggjorde Sandefjords Tidende[30] ligningen for det året: her går det frem at Ole Hansen efterhvert hadde en formue på 8’000 kroner og en inntekt på 2’400 – en meget velholden mann som betalte kr 76,76 til sammen i byskatt og fattigskatt.
Onsdag 16 april 1879 kan man lese i Sandefjords Tidende[31] at Ole Hansen var medlem av almueskole-komitéen, som ikke må forveksles med borgerskole-komitéen. Det var han fremdeles 19 mai 1880, da avisen[32] hadde en notis om kommende endringer i hvordan skolene skulle styres, og diskusjonen om dette i Lagtinget.
Alvilde og Ole fikk nok en datter 18 juni 1879, da Marit ble født. Ved dåpen[33] 12 august var fadrene Fru Dorthea Pedersen; Fru Caroline Stub; Student Hans Haugen; og Faderen og Moderen.
Samme uken[34] var Alvilde og Ole vertskap for badegjesten Kjøbmand Joh. Bruu fra Tønsberg, og adjunkt K. Kollbye fra Kristiansand.
I januar 1881 var det møte i Kommunebestyrelsen, men Ole Hansen var fraværende[35].
Senere på året, 28 august 1881, kom datteren Aasta til verden. Hun ble døpt[36] 13 november i nærvær av fadrene Fru Elise Gill; Frøken Inga Bryde; Doktor Julius Kristensen; Telegrafist Anders Rasmussen; og Faderen.
I et kommunestyre fredag 23 september 1881 var Ole Hansen medlem av ligningskommisjonen da Holm Hansen – ikke en slektning – kom inn i samme kommisjon.
Fredag 16 desember var Ole Hansen – og Holm Hansen også, for den saks skyld – fraværende fra et kommunestyremøte[37]. Fraværende var han også 30 desember samme år[38].
17 mai 1882 var Ole Hansen hovedtaler efter at togene var kommet til Torvet[39]:
«Sandefjord den 20de Mai.
Som sædvanligt den 17de Mai var her iaar almindelig Flagning over hele Byen, og et Fanetog, hvori ogsaa Gutterne med sine Flag vare indordnede, drog med det nyligt dannede Musikkorvds og med Sangforeningen under Musit og Sang ud fra Retslokalet, gjennem Byens Gader og standsede paa Torvet, hvor Postexpeditør Hansen under meget Bifald holdt en Tale for Dagen. Nogen festlig Tilstelning, saaledes som den tidligere har været ordnet paa Hauan-Bakkerne, fandt ikke Sted iaar, hvorimod enkelte engere Kredse vare samlede om Aftenen».
Samme år, litt utpå høsten fikk Alvilde og Ole en gutt. Fin meldte sin ankomst 20 september 1882. Da han ble døpt[40] annen juledag var fadrene Indrulleringsbetjent J. Gill; Telegrafist Roald; Underbetj. Julius Kristiansen; Fru Mina Aagaard, f. Bodin; og Frk Signe Bryde.
16 desember 1882 kunne man se en annonse i Sandefjords Tidende[41], som for første gang viser Alvilde i virksomhet utenfor hjemmet:
Fire dager senere, 30 desember 1882, kunne man lese i Sandefjords Tidende[42] at Ole Hansen var blant de som skulle fortsette i kommunestyret:
«Sandefjord, den 30te December.
De 8 Medlemmer af Sandefjords Repræsentantskab, som endnu have at fungere i Aarene 1883 og 1884, ere i alfabetisk Orden:
Garnhandler Andersen,
Tømmermester Andresen,
Postexpeditør Hansen,
Garver B. Hansen,
Huseier Holm Hansen,
Kjøbmand Jensen,
Huseier Mathias Mikalsen og
Skomager I. T. Rove.
Efter Samraad med forskjellige af Byens Vælgere foreslaaes herved de 7 ledige Pladse besatte med:
Glasmester Oluf Andersen,
Garver Carl Hem,
Kjøbmand Fr. Høst,
Kjøbmand P. C. Pedersen,
Kjøbmand A. Stub,
Huseier Testmann og
Bankkasserer Tolvsen».
Alvilde og Ole mistet sønnen Fin ganske tidlig. «Drængbarnet Fin Hansen» døde 17 januar 1883, bare fire måneder gammel, og ble begravet[43] 22 samme måned. Dødsårsaken var «Tarminvagination, Indskrænkning af et Stykke af Tyndtarmen i et neden forliggende Tarmstykke [?]». Han hadde tilsyn av lege, nemlig Christensen.
Dødsannonsen kom i Sandefjords Tidende[44] 20 januar:
I midten av samme år, beretter Sandefjords Tidende[45], tok ekteparet Hansen imot badegjesten Severin Øvergaard fra Østerdalen.
I Vestfold[46] kan man 21 mai lese en lengre reportasje om 17-mai-feiringen i Sandefjord i 1884:
«Sandefjord den 21de Maj.
Frihedsdagen fejredes her i Byen paa sædvanlig Maade. Kl. 5 Eftermiddag udgik fra Pladsen ved Raadhuset en talrig Prosessjon, der aabnedes af Hornkvarteten, hvorefter fulgte med sine respektive Faner Sjømandsforeningen, Sangforeningen, Skytterlaget, Goodtemplarforeningerne og endelig Skolegutternes Flagtog med Skolernes Fane i Spidsen. Det lange Tog drog nu gjennem Byens Hovedgader og ned paa Bryggen, hvor flere norske (og et svensk!) Flag vajede. Borgerskolens Bestyrer Hr. Kand. real. Thomassen besteg nu Tribunen og holdt følgende Tale for Dagen:
Der er Dage i vort Liv, vi med Glæde mindes og fejre, fordi der paa dem er hændt os noget godt og glædeligt.
Saaledes ogsaa i en Nasjons Liv; der er Dage, Folket med særlig Kjærlighed dvæler ved.
Ingen Dag er os vel saa kjær som denne Dag. 17de Maj har en vidunderlig god Klang for os, den Dag staar som i Lys fremfor alle andre Dage, vi husker den fra vi var smaa som en Glædens og Jubelens Dag, vi glæder os ved den ogsaa som Voksne.
Og hvorfor denne Dag er os saa kjær, det behøver vi ikke længe at lede efter Svar paa – det var paa denne Dag vor Frihed fødtes. Vi har hørt dette saa ofte, men det bør gjentages, hver Gang Dagen oprinder. Som vi hørte det, da vi var smaa, saaledes maa ogsaa vi gjentage det for de Unge, saa at Ordet om Dagens Stordaad kan naa frem til de fildigste Slægter.
Haarde og tunge havde Tiderne været for vort Folk og i Nød var vi stedt. Aldrig har vel vort Folk befundet sig i en mere fortrykt Stilling end i de første Aar af dette Aarhundrede, men aldrig har vel heller Fædrelandskjærligheden flammet med renere Luer i Normænds Bryst. Da var det at Landets kaarne Mænd samledes paa Eidsvold og gav os vor Grundlov, erklærede Norge for et frit Land.
Under Udarbejdelsen var der vel Strid; men alle vare de baarne af den reneste Fædrelandskjærlighed, derfor gik alligevel Værket godt fra Haanden, og da de saa 17de Maj 1814 Haand i Haand udbrød «enige og tro til Dovre falder», da var der et Forklarelsens Skin udbredt over hver Mands Aasyn.
Det var Enhedens og Samlingens Dag og det bør den altid være. Er der noget, som skal binde os alle sammen, da er det vel dette, at vi alle elsker vort Land og vil dets Vel og derfor glæder os over det, som har odæret gjort til dets Fremgang. Men det største, som er gjort til vort Lands Hæder og Lykke, er vel netop det Storværk, som vi mindes paa 17de Maj. Fra den Dag har vort Land og Folk ligesom faaet nyt Liv. Vi ser atter Normænd pløje Bølgerne, som i hine Vikingetidens Dage – men nu øvende Fredens ulige mere velsignelsesrige Værk, vi faar atter vore Skjalde, vore Kunstnere – kort paa alle Felter er der Liv og Fremskridt i Ly af vor fri Forfatning.
Og ikke havde Udviklingen blevet denne, havde ikke hine Mænd paa Eidsvold lagt saa god Grundvold for vort Liv som Nasjon, som de gjorde.
Derfor mindes vi med Tak hine ve Kjæmper, derfor er vi glade i 17de Maj.
Vi Voksne har Forstaaelsen af Dagens Betydning og I unge, som nok glæder Eder i Dagen om I end ikke forstaar tilfulde dens Betydning, tag Erindringen om 17de Maj som en Glædens Dag med Eder, lad den Dag stedse staa for Eder som en Festdag. Naar I blir Voksne, vil I nok indse at Dagen er det værdt.
Og hvad der gjør Dagen saa stor og skjøn for os, det er den Begejstringens Ild, som paa den Dag fylder hver Nordmands Barm.
Det er jo saa, at naar en er rigtig gjennemstrømmet af en stor Tanke, da kan han ogsaa saa væike andre til Begejstring, og jo mægtigere han selv er grebet desto mægtigere og i desto videre Kredse kan han gribe.
Saaledes ogsaa med Eidsvoldsmændene. De var grebne af en stor og herlig Tanke og det var ikke tomme Ord dette enig og tro til Dovre falder, og derfor kan deres Færd og Ord begejstre os den Dag idag.
Og lad dette være Dagens Betydning for os, at vi, hver Gang den kommer igjen, besjæles af den samme Aand, som besjelede Eidsvoldsmændene, at vi i den faar et Samlingens Punkt, at vi paa den faar Øje paa det, som bør være vorts alles fælles Maal – Fædrelandets Hæder og Lykke.
Da har Dagen faaet sin rette Betydning for os, da kan vi med fuldt Bryst raabe et Hurra for 17de Maj.
Talen hilsedes med et nifoldigt Hurra af den talrige Folkemasse, hvorpaa
Sangforeningen sang første Vers af Bjørnstjerne Bjørnsons smukke Fædrelandssang : «Jeg vil værge mit Land.»
Festkomiteens Formand, Hr. J. M. Bryde, udbragte derpaa et af kraftige Hurraer modtaget Leve for de tvende Statsmagter, Hs. Maj. Kongen og Storthinget. Herpaa sulgte «Kongesangen», medens man ligesom ifjor ved samme Anledning, forgjæves ventede at faa høre en Sang for Storthinget.
Efterat saa Hr. Postmester Hansen havde holdt en Tale til Smaagutterne, der lagdes paa Hjerte Frihedens Betydning og Nødvendigheden af i Tilfælde at værge om den, indbød Festkomiteen dem, der havde ydet Bidrag til Festen, til et Glas Punsch.
Smaagutterne gav sig nu til almindelig Munterhed ifærd med Maistangen, hvorpaa de øvede sin Færdighed i Klatrekunsten for at naa op til de paa Toppen hængende Præmier. Uagtet der blæste en uhyggelig Søndenvind, blev dog Publikum Under en noksaa belivet Stemning sammen udover Aften. Sangforeningen gav nogle Nummere, endel Taler holdtes, og saa morede man sig forresten ved Dans. I Aftenens Løb afbrændtes et lidet Fyrværkeri».
Sandefjords Tidende[47] hadde en tilsvarende reportasje samme dag:
«17 Mai blev iaar som forr. Aar her paa Stedet feiret med megen Høitidelighed og ikke saa liden Tilslutning. Det truede den største Del af Dagen med Uveir, men det blev ogsaa hermed. Efter Programmet samledes man ved Raadhuset, hvor man ordnede sig til Processionen, der blev anført af vor Sømandsstand med Stedets Hornmusik i Spidjen, derpaa kom Sangfsoreningen, Skytterlaget, Goodtemplarne og endelig Smaagutternes meget talrige Tog, samtlige Korporationer med sine Faner. Efterat man havde toget gjennem Byens Hovedgader under afvexlende Instrumental- og Vokalmusik ankom man til Bryggen, hvor Hr. Skolebestyrer Thomassen i anslaaende Ord holdt Festtalen for Dagen.
Efterat Hr. Skibsreder I. M. Bryde derpaa havde udbragt et Leve for de tvende Statsmagter, Kongen og Storthinget, blev der af Postmester Hansen talt for Gutterne, der fulgte ham med megen Opmærksomhed.
Paa Bryggen var der af Festkomiteen arrangeret Dans, Klatring m. m. og lod det til efter den Feststemning, der hele Aftenen hvilte over Forsamlingen, at Festen var meget vellykket.
Efterat Goodtemplarordenens Medlemmer havde deltaget i den officielle Del af Festen paa Bryggen, togede de under sin Fane op til Ordenens Lokale, hvor de under festlig Stemning forblev samlede til Midnat».
Den sommeren, 16 juli 1884, kunne man se en annonse i Sandefjords Tidende[48]:
En person som het Fredriksen og som eiet Hotell Kong Karl åpnet, høsten 1884, et festivitetslokale i byen og det fikk sin offisielle åpning søndag 16 november 1884, og Sandefjords Tidende var til stede:
«Det af Hr. Hotelvært Fredriksen opførte nye Festivitetslokale blev i Søndags aabnet for Publikum, af hvilket ca. 4 a 500 Personer efter Indbydelse overvar den lille, men vellykkede Aabningstilstelning.
Først udførte Sangforeningen nogle Numere, hvorefter en Musikkvintet spillede en Minuet af Haydn.
Derefter blev følgende for Anledningen forfattede Prolog fremsagt:
Der er et deiligt Sagn, fra længst hen-
farne Tider,
Født under Sydens Sol. hvor Livet let
henglider,
Et Sagn om Møer ni, som Zeus ned til
os sendte,
Som Visdom gav os ind. som Alt til Glæde
vendte. –
De Muser ni de gik paa Fader Zeus’s Bud
at røgte hvert sit Kald i hele Verden ud.
Det Clio var, som skrev os
Slægtens Levnetsløp,
Og Caliope kun fortalte Heltes Død;
De sorte Træf af Skæbnen viste Melpo-
mene,
Men om de lyse Glimt var Thalia alene.
Og naar vi saa er glad, og bryde ud i Sang,
Da Polyhymnia os gjæste paa sin Gang.
Og staar Du saa i taus Beskuen
Og ser paa Stjernehærens Tog,
Da vid, at den, som gav Dig Huen,
Urania var den, der Dig i Favnen tog.
Og evner Du at lokke de milde Toner frem,
Og saa Din Stemme jubler og bringer
Glæde ind,
Og naar Du Dansen træder og er saa
glad i Sind.
Da har Du af dem lukket de trende
Søstre ind;
Erato, Terpsichore, Euterpe er de tre,
Der Liv og Glæde bringe, der dæmpe
Livets Ve.
_ _ _
Og ud fra Zeus de droge at spræde Liv
os Lyst.
Men meget ofte fandt de kun ugjestmilde
Kyst;
Der var saa trangt og øde, der var saa
lidet Skik.
Ei værdigt Tempel for dem var reist,
og bort de gik.
_ _ _
Saa var det og hernede i denne gode By,
Her var ei Sted at være, her fandtes
ikke Ly.
Men nu er reist en Bolig, nu kan vi
være glad,
Nu skal vi virke trolig; men følger
med i Rad.
Tak være den, som gav os saa godt og
smukt et Hjem
Gid vi maa kunne hjelpe de gode Sæder
frem.
Vort Ophav er af Renhed, vort Liv er
lyst og godt,
Vi taale ikke Smudset og intet Stygt og
Raat.
Men al uskyldig Glæde, og alt hvad der
er smukt
Til det vi gjerne træde. Hav det i Bar-
men lukt.
Efterat Punsch var serveret for de Forsamlede holdt Hr. Postmester Hansen en smuk Tale for Hr. Fredriksen, hvorpaa Dandsen begyndte og fortsattes med Liv og Lyst til noget over Midnat.
Ja, i sandhed, Hr. Fredriksen har her fuldført et Storværk, som vi oprigtigt vil ønske det store Publikum, for hvem Mangelen af et smukt Festlokale for Byen har været et stort Savn, vil forstaa at vurdere. Det smukke Lokale bestaar af en Række pent udstyrede Værelser og en lang Corridor i første Etage. –– Gjennem en smagfuld Vestibule kommer man op i Festsalen med en stor Scene, alt saa gjennemført smukt, rent elegant udstyret, at man har vanskeligt ved at tro, at man befinder sig i et Sandefjordslokale».
Senere samme år var Ole Hansen på valg, forteller en notis i Sandefjords Tidende på selveste julaften:
«Repræsentantvalg.
Lørdag den 3die Januar n. A. Kl 12 afholdes paa Raadstuen Valgforsamling af Byens stemmeberettigede Indvaanere til Udkaarelse iblandt de i Mandtallet indførte Stemmeberettigede eller iblandt de efter Lov af 4de Aug. 1845 Valgbare, af ni nye Repræsentanter, nemlig 8 istedetfor de 8 Repræsentanter, som efter at have fungeret i 4 Aar, nu skulle udgaae, og 1 istedetfor afd. Lensmand Ferry. Der stemmes paa 9 Repræsentanter med een Gang, deraf bliver den, som af disse faar de færreste Stemmer, at anse som valgt istedetfor Lensmand Ferry, og hans Valg gjælder altsaa kun 2 Aar.
Hine 8 aftrædende Repræsentanter ere: Christian Jensen, I: T. Rove, Hans Andresen, Holm Hansen, Bertel Hansen, Mathias Michalsen, Garnhandler Andreas Andersen, og Postexpeditør Hansen.
De for Tiden gjenstaaende Repræsentanter ere: Fredrik Høst, Snedker Lars Jakobsen, Kjøbmand Abr. Andersen, do. N. W. Sørensen, Glasmester Oluf Andersen og Kjøbmand Knud Bache. De Vælgende have at møde personlig. De udtrædende Repræsentanter kunne vælges paany, med Undtagetse af Holm Hansen, der den 20de ds. blev valgt til Formand.
Sandefjords Magistrat den 23de
Decbr 1884. C. F. Schanche».
Siste barn i Alvilde og Ole Hansens store familie ble en gutt som så dagens lys 11 desember 1884 og ble døpt[49] 14 mars 1885. Da fikk han navnet Gunnar og fadrene Fru Charlotte Bolt; Fru Hilda Killen; Adjunkt Rasmussen fra Horten; Postekspeditør Christian Hjorth fra Horten; Fru Hilma Rasmussen; og Fru Bolette Aagaard.
Det ble holdt folketelling for året 1885[50]. I den finner man, som forventet, Ole Hansen og familien i Bugaardsgade. Alle de syv barna som hadde overlevet spedbarnsalderen bodde hjemme – ingen av dem var blitt gamle nok til å ha et yrke, men de eldste gikk nok på skolen – knappe 300 meter unna. De holdt seg med to tjenestepiker, 23 år gamle Petra Pedersen fra Stokke og 23 år gamle Anne Pedersen fra Laurvik.
I samme bygg bodde andre familier – Fiskeren Johan Berggreen med kone og barn; skomakersvennen Johannesen; og håndverkerhustruen Sofie Hemvig med en rekke barn, deriblant ti-åringen Lilly Berggreen som var født i Wigan i England og var pleiebarn. Og til slutt, den 26 år gamle sypiken Thora Jacobsen fra Sandefjord.
Da valget var avholdt 3 januar 1885 meldte Vestfold[51], samme dag:
«Ved Repræsentantvalget idag afgaves ialt 199 Stemmer. Valget fik saadant Udfald:
-
-
- Kjøbmand P. C. Pedersen 187.
- Tømmstr. H. Andresen 171.
- Uhrmager Chr. Hansen 169.
- Kjøbmand O. Tholvsen 159.
- Postmester Hansen 111.
- Kjøbmand A. Andersen 108.
- Garver B. J: Hansen 108.
- Handelsborger O. Nilsen Fævang 102.
- Handelsborger T. N. Testman med 94.
-
Næst de valgte havde Tømmermester Kristofer Andersen 91 og Garver Hem 90 Stemmer».
Måneden efter, 21 februar 1885, døde Alvilde og Ole Hansens datter Aasta, bare 3 ½ år gammel. Dødsårsaken var lungebetennelse. Hun ble begravet[52] 27 februar.
Onsdagen mellom dødsfallet og begravelsen stod en dødsannonse i Vestfold[53]
Da begravelsen var overstått, kom det en takkeannonse i Sandefjords Tidende[54]:
20 mai 1885 hadde Sandefjords Tidende[55] en rapport om 17 mai-feiringen dette året:
«Sandefjord den 20de Mai
17de Mai feiredes her ved almindelig Flagning og Kanonsalut Kl 6 Morgen. Kl. 4 ½ om Eftermiddagen samledes Byens forskjellige Korporationer udenfor Raadhuset for at gaa i Prosession. Efterat et Kanonskud var affyret, som Signal for Afgang, satte Toget sig i Gang i følgende Orden:
Et for Anledningen indøvet Musik korps, Sangforeningen med sin Fane og Flag, Formænd og Repræsentanter, Skolebørnene med Fane og Flag, Goodtemplars, Skytterlaget og Sømandsforeningen med sine Faner, samt endelig Arbeiderforeningen og øvrige Borgere under et stort norskt Flag. Under Marschen gjennem Byens Hovedgader vexledes med Musik og Sang.
Ankommen til Torvet, hvor der gjordes Holdt, traadte Skolebestyrer Thomassen op paa en Forhøining og holdt en Tale for Skolegutterne, der besvaredes med et nifoldigt Hurra, hvorpaa Toget, efterat Sangforeningen havde affunget «Norges bedste Værn og Fæste osv », atter satte sig i Bevægelse nedover til Bryggen, hvor den egentlige Folkefest skulde afholdes.
Paa Bryggen var der opsat et Dansegulv og paa Nedsiden deraf en Tribune, hvor Festkomiteen og Sang foreningen tog Plads. Festkomiteens Formand. Hr. Fuldmægtig Kraft, udbragte først et Leve for Hs. Maj. Kongen, der besvaredes med Hurraer og 2 Kanonskud, hvorpaa Sangforeningen afsang Kongesangen.
Derefter talte Lærer R Kvam for Dagen, Ingeniør Devold for Fædrelandet og Postmester Hansen for Storthinget. Efter alle Taler rungende Hurraer, Kanonskud og Sange. Derefter erklæredes Ordet frit. Efterat de officielle Taler vare afholdte, serveredes Punsch for alle dem, der havde ydet Bidrag. Endelig spillede Musiken op, og Dansen begyndte og fortsattes med Liv og Lystighed til Kl. 11 a, da Festkomiteen erklærede Festlighederne afsluttede. Festkomiteen fortjener Tak for det meget heldige Arrangement».
Lørdag 20 juni 1885 hadde man en lang debatt om Middelskolen i et representantmøte, og Sankthansaften kom det referat i Vestfold[56]:
«Sandefjord den 24de Juni.
Middelskolen. Repræsentantmøde afholdtes i Lørdags til Behandling af en Skrivelse fra Middelskolens Forstanderskab angaaende Forandring i Skolens Plan.
Formandskabet havde efter Forslag fra Forstanderskabet indstillet, at Bestyrerposten besættes med en Lærerkandidat (Realist eller Filolog), at Andenlærerens Løn istedetfor 1800 sattes til 2000 Kroner, at Tredjelærerposten besættes med en theologisk Kandidat, og endelig at Fjerdelærerens Løn nedsættes fra 1200 til 1100 Kroner.
Angaaende dette sidste Punkt hvorledes Fjerdelærerposten, der vil blive at besætte med en Seminarist med Middelskoleeksamen, burde aflønnes, opstod en længere Debat, der aabnedes af Postmester Hansen. Han udtalte, at man i Forstanderskabets Møde var af den Mening, at 1200 Kroner ingenlunde var for meget, men man antog dog at kunne faa kvalificerede Ansøgere, om man tog af 100 Kroner. Han var imidlertid nu kommen til den Anskuelse, at man ikke burde afknappe Lønnen for Fjerdelæreren. Det kunde nok hende, man alligevel fik dygtige Folk, men man skulde tage Hensyn til, at her stilledes ikke saa ganske smaa Fordringer og at en Seminarist med Middelskoleeksamen havde maattet kostet adskilligt paa sig for at faa disse Eksamener. Han vilde derfor nu holde paa, at Lønnen blev, som oprindelig bestemt, 1200 Kroner.
Ordføreren, Holm Hansen, fandt god Grund til at gaa ind paa Forstanderskabets Førslag, da Kravene i denne Post ikke var større end i Femtelærerposten, og for denne var Lønnen sat til 1100 Kroner.
Boghandler Jversen var nu som i Forstanderskabet af den Mening, at skulde man faa dygtige Folk, saa fik man betale. Han var derfor ogsaa villig gaaet med paa, at Lønnen for Andenlæreren forhøjedes til 2000 Kroner, da man her nu efter den nye Ordning krævede en Kandidat med Lærereksamen; men man maatte være opmærksom paa Budgettet, og han troede, man uden Skade for Skolen kunde nedsætte Lønnen for Fjerdelæreren til det samme som for Femtelæreren, da Arbejdet var ligt.
Testman var heri enig med Iversen.
Iversen ytrede videre, at hvis man fik dygtige Folk, vilde man senere have Anledning ogsaa at forhøje Lønnen.
Postmester Hansen: Ja, hvis det var Meningen, saa kunde han gaa med at tage af 100 Kroner; men da burde man ogsaa sige, naar Posterne sloges op ledige, at der var Udsigt til Lønsforhøjelse. Han vilde imidlertid atter fremholde, at man burde være forsigtig med at tage af for den, som før havde lidet. I andre Byer ansættes Lærerne paa stigende Løn. Han skulde blot nævne Sarpsborg, hvor
Lønnen for seminaristisk dannede Lærere steg til 1400 Kroner. Man burde ogsaa hos os vise lidt Hjertelag for dem, der arbejdede for vore Børns Oplysning. Man havde Raad til at bevilge til Veje og Jernbaner og til Mudderprammer, og det var vel nok, men man maatte dog erindre, at Skolen var fuldt saa vigtig som disse. Det var derfor saart for ham at være med paa nogen Afknapning.
Grønn havde ikke noget imod at gaa med paa Hansens Forslag. Det saa lidt rart ud ogsaa nu at tage af Lønnen igjen, naar den først var sat til 1200 Kroner. Det vilde ikke blive saa stor Forøgelse i Budgettet, og han vilde derfor stemme for, at den først stipulerede Løn blev staaende.
Iversen: Det var ikke godt at love for meget. Lønnen var her vistnok ikke stor; men naar man sammenlignede den med, hvad Tredjelæreren, der skulde være en akademisk dannet Mand, fik, var den dog forholdsvis ikke saa liden.
Skolebestyrer Nilsen: Han var i Forstanderskabet af den Mening, at man burde lægge paa 200 Kroner til Andenlæreren, der skulde være en akademisk uddannet Mand med Lærereksamen. Det, som motiverede Nedsættelse af Lønnen i Fjerdelærerposten var den Omstændighed, at Kvalifikasjonerne var lige for 4de og 5te Læreren, idet man til disse Poster ønskede Seminarister med Middelskoleeksamen, og var der til Posterne henlagt henholdsvis Gymnastik og Sang. At man i sin Tid satte Lønnen i Fjerdelærerposten til 100 Kroner mere end for Femtelæreren skrev sig fra andre Omstændigheder, hvorom han nærmere oplyste. Forstanderskabet havde fundet, at naar Kravene var lige, burde ogsaa Lønnen være ens.
Postmester Hansen: Der var en stigende Skala i Lønningerne nedenfra og opad, og han troede derfor, man godt kunde sætte Fjerdelærerens Løn 100 Kr. højere end Femtelærerens.
Skolebestyrer Nilsen: I Andenlærerposten tænkte man at saa en Lærerkandidat og Tredjelærerposten var beregnet paa en yngre Theolog; men Forholdet var anderledes for 4de og 5te Læreren, hvor Kravene var lige.
Postmester Hansen: Hvis hans Forslag faldt, vilde han, man skulde give sin Tanke om Lønsforhøjelse, Form, – man kunde sige det i Avertissemenltet.
Skolebestyrer Nilsen: At stille Lønsforhøjelse i Udsigt, hvis man var tilfreds med Læreren, fandt han mindre heldigt. Det kunde nemlig godt hende, at Læreren var flink, men endda kunde der være den, der af andre Hensyn vilde modsætte sig hans Andragende o.a. Løn. Da vilde han heller anse det heldigere, at man nu satte 1200 Kroner for hver.
Testmann. Det var kun yngre Lærere, man her kunde faa, – det var i Regelen kun saadanne, der havde Middelskoleeksamen. Han troede ogsaa, at Sandefjords Kommune ikke vilde nægte en flink Lærer Lønstillæg.
Ordføreren: Han vilde gjøre opmærksom paa den foreliggende Skrivelse fra Ekspeditionschefen for Skolevæsenet – deri nævntes for den her omhandlede Posts vedkommende 1000 Kroner som Begyndelsesgage.
O. Nilsen vilde slutte sig til Postmnester Hansens Forslag; det gik let, lod det, at lægge paa 200 Kr. for Andenlæreren, men da burde man være varsom med at nedsætte Lønnen i en mindre aflagt Post. Det var forresten, saavidt han vidste, almindeligt ved andre lignende Skoler, at Lærerne ansattes paa stigende Løn.
L. G. Larsen vilde holde paa 1200 Kroner for Fjerdelæreren, det var dog ikke for meget.
Sagen optoges derpaa, efter en kort Replikveksiing mellem forskjellige Repræsentanter, til Votering med det Udfald, at Postmester Hansens Forslag om 1200 Kroner for Fjerdelæreren forkastedes med 8 mod 6 Stemmer.
Derpaa vedtoges Formandskabets Indstilling i sin Helhed».
Litt senere på året, 15 september 1885, var det påny debatt i representantskapet, og påny dreiet det seg om skolen. Referatet kom i Vestfold[57] lørdag 19 september:
«Sandefjord 19de Septbr.
I Repræsentantmødet i Tirsdags opstod en ganske livlig Debat angaaende Spørgsmaalet om Valg af Tomt for den nye Skolebygning. Efter at FormandskabetsJndstilling, der henstillede til Repræsentantskabet at vælge til Byggetomt Byens Løkke ved Skolegaden, udtalte
P. A. Grønn: Denne Sag rak ud over en lang Fremtid, og den burde derfor nøje overvejes, førend man valgte ny Tomt. Han maatte sige, at han følte sig noget trykket ved den lange Indstilling. Fra Sagens Begyndelse var der gjort alt muligt for at faa Oplysning fra saavel Arkitekten som andre Autoriteter angaaende den heldigste Byggetomt, og man var kommen til det Resultat, at Hr. Aagaards Tomt burde vælges.
I Inndstillingen fremhævedes først alt, som talte for Aagaards Tomt; men saa slog man pludselig om og sagde, at den nye Bygning burde opføres paa et Sted, som ingen havde tænkt eller anbefalet.
Tomten ved Skoleløkken var ikke dyb nok til dette Øjemed. Den var kun 100 Fod bred; deraf gik 10 Fod mellem Gadelinjen og Bygningen, som skulde være 60 Fod bred, altsaa igjen 30 Fod, og saa skulde man her have Udhuse, – det blev for trangt. – Naar man havde talt om denne Tomt som Byggetomt, da havde man tænkt sig Bygningen liggende ved Sprøjtehuset og Dybden udvidet ved at kjøbe til af den bagenforliggende Ejendom, og ikke Hr. Jensens Tomt.
Denne Plan havde nu Pluraliteten i Formandskabet forkastet, og han kunde derfor ikke gaa med paa Indstillingen. Hvis ikke Aagaards Tomt blev indkjøbt, vilde han stemme for, at Bygningen lagdes ved Sprøjtehuset, og at man saa kjøbte til af de bagenforliggende Tomter, og da behøvedes ikke Jensens Tomt. Først og fremst vilde han dog holde paa Aagaards Tomt, der var den heldigste til dette Brug. Denne Tomt var jævn og kunde faaes til den forholdsvis billige Pris af 12 Kroner pr. Kvad. Favn. Kunde saa Byen sælge sin Tomt til 15 Kroner pr. Kvd. Favn, den samme Pris, som nu Jensen forlangte, saa tjente man paa det.
Førend Byens Tomt kunde benyttes, maatte der lægges et Arbejde paa den, som var beregnet at koste 1000 Kroner, medens der paa Aagaards Tomt, der var jævn og lige, behøvedes lidet Arbejde. Ved at følge Pluralitetens JIndstilling, vilde man saaledes tabe 3000 Kroner, og det oar højst mærkeligt, at man vilde have større Udgift.
Skolebestyrer Nilsen: Han kunde heller ikke slutte sig til Pluralitetens Indstilling. Byens Tomt laa for det første altfor nær den gamle Skole. Følgen deraf vilde blive mange Ulemper, naar Børnene fra begge Skoler mødtes udenfor ved Skolens Begyndelse og Slutning hver Dag. Enhver Skolemand havde Erfaring herfor; Børaene var mest oplagte til at forulempe hinanden og gjøre Spektakel med det samme de fik fri af Skolen, og man kunde ikke med Billighed forlange, at Lærerne skulde holde Diciplin ogsaa paa Gaden.
Naar det var sagt, at de mindre gode Egenskaber gjerne kunde faa Anledning til at vise sig, saasom det jo just var Skolens Opgave at opdrage Børnene og lære dem ogsaa dette, at omgaaes hinanden paa en sømmelig og pen Maade, saa vilde han sige, at man skulde modarbejde de onde Egenskaber, sørend de kom frem, og ved alle Skoler fulgte man det Princip at fjerne alt, hvad der kunde fremkalde de onde Tilbøjeligheder og give Anledning til, at de onde Egenskaber fik Spillerum. Det kunde næppe virke opdragende, at Børnene fra to forskjellige Skoler saaledes gaves Anledning til at løbe sammen.
Af Hensyn hertil kunde han ikke stemme for Byens Tomt til Skoletomt, og dernæst kunde han ikke skjønne andet, end at den Form, Byens Tomt plus Jensens havde, gjorde den lidet skikket til dette Brug, hvad han saa nærmere paaviste, ligecom han fremhævede Fordelene ved Aagaards Tomt. – Det var en ny Tanke at benytte Byens Tomt med Tillæg af Hr. Jensens til Skoletomt, noget, han ikke kunde gaa med paa. Kjøbte man derimod af de bagenfor liggende Tomter, stillede Forholdet sig bedre. Taleren fremhævede tillige Faren i Ildebrandstilfælde, der endog kunde medføre, al miste begge Bygninger paa en Gang. Hellere end nu at beslutte Kjøb af Jensens Tomt, vilde han, man skulde faa et nyt Situationskort og nærmere se, hvorledes Forholdet vilde stille sig. Man maatte ogsaa erindre, at man ikke kunde gaa ivej med at bygge, førend Kirkedepartementet havde approberet hele Byggeplanen.
Testmann beklagede, at han ikke havde havt Anledning til at sætte sig tilstrækkelig ind i denne Sag. Det var sagt af Grønn og Nilsen, at bygge paa Byens Tomt, men det forholdt sig ikke saa. Den Ulempe, det skulde medføre at lægge den nye Skolebygning saa nær den gamle, kunde han ikke skjønne.
Begge Skoler havde jo været sammen indtil nu,og man havde ikke hørt noget om slige Ulemper. Børneantallet vilde her neppe blive større end ca. 800, men i Kristiania f. Eks. havde man over 2000 Børn i en Skole.
– Han troede, der var flere Fordele ved at benytte Byens Tomt. Man kunde saaledes da benytte samme Gymnastiklokale, samme Pedel osv. og derved sparede man. Bygningerne kunde lægges slig paa Tomten, at man alligevel fik fuldt rummelig Legeplads. Han vilde derfor af flere Grunde stemme for Byens Tomt.
Oluf Andersen var enig med Grøn i, at man her havde for sig en vigtig Sag. Uagtet han havde læst Dokumenterne, maatte han sige, han stod tvilende overfor Valg af Tomt. Formændene Grøn og Nilsens Udtalelser lagde han stor Vægt paa, men troede dog, at han maatte slutte sig til Formandskabets Pluralitetsindstilling. Jmidlertid saa han gjerne Sagen udsat, forat man kunde faa et nyt Situationskort. Forøvrigt vilde han sige, at han ansaa det for en Fordel, at man ved Skolerne kunde benytte et Gymnastiklokale; man kunde ikke i en saa liden By have to saadanne. Hvad Aagaards Tomt angik, kunde den maaske være heldigere, men man maatte ogsaa erindre, at den kostede 8000 Kroner.
O. Nilsen (Fævang) tænkte nærmest paa at faa Sager udsat; det kunde skade, at man overvejede den nærmere. Dengang, man valgte Kirketomt, var Husejerne med og udtalte sin Mening; det kunde ikke være afvejen, om disses Mening hørtes nu ogsaa.
Grønn troede nu ogsaa, det vilde være heldigt at udsætte Sagen, og hvis Andersen fremsatte Forslag derom, vilde han støtte det.
Oluf Andersen vilde foreslaa Sagen udsat forat man kunde tilvejebringe det nævnte Situationskort. Han vilde forøvrigt henlede Opmærksomheden paa Hr. Carl Andersens Tomt i Nybyen. Den var efter hans Mening godt skikket og kunde faaes for 6 Kroner pr. Favn.
Testman: Det havde været sagt, at man kunde sælge Byens Tomt istedetfor at bygge Skolegaard paa den. Men det vilde han ikke gaa med paa; thi da kunde Tomten let blive benyttet paa en Maade, der kunde blive generende for Middelskolen. Desuden var der i vor Tid megen Tale om delvis at kombinere Middel. og Folkeskolen, og isaa Tilfælde var det jo heldigt at Skolernae laa nær sammen.
Høst: Der var sikkert almindelig Stemning for Byens Tomt, hvis den forresten var fuldt skikket til dette Brug. Han var imidlertid enig med Andersen i at udsætte Sagen.
Tømmermester Andresen: Ifølge det foreliggende Kart syntes det ikke at være forliden Plads paa Byens Tomt.
Skolebestyrer Nilsen: Gymnastiklokalet burde ikke være det bestemmende ved Valg af Tomt. Gutterne havde ingen Skade at marschere gjennem Gaderne. Med Hensyn til Ulemperne som Følge af at Skolerne laa saa nær hinanden, da frygtede han herfor paa Grund af Børneantallel, men fordi det var to forskjellige Skoler, som mødtes.
Postmester Hansen: Testmann havde sagt omtrent, hvad han mente. Han vilde kun sige til Nilsen, at skulde Skolerne benytte samme Gymnastiklokale, var det ikke heldigt, at Afstanden mellem disse var for stor. Og saa var det disse Ulemperne, som man talte om. Han kunde ikke skjønne, at der behøvede at opstad nogen Ulempe; den ene Skole kunde jo bare give fci nogle Minutter før den anden, saa var man disse kvit.
Skolebestyrer Nilsen: Ja, dette at vente var ogsaa en Ulempe. Postmester Hansen: Ja, kunde heller ikke gaa an, saa kunde jo Lærerne gaa ned i Gangen og se efter.
Skolebest. Nilsen: Det var atter en ekstraordinær Foranstaltning.
Testman: Om begge Skoler gav fri samtidig, var det vist ikke saa farligt; man taalte vel altid et Snebold, et Stød og lignende.
O. Nilsen: Han syntes, det var meget vægtig Grund i, hvad Skolebestyrer Nilsen havde fremført.
Postmester Hansen: Børnene her i Byen var ikke saa fremmede for hverandre, og naar man hidtil ikke havde havt nogen Ulempe, naar de havde været sammen, saa maatte vel dette end mindre blive Tilfældet siden.
Efter endel Repliker mellem Ordføreren, Skolebestyrer Nilsen, Oluf Andersen og Testmann, udtalte
Grønn, at han holdt paa, Folkeskolens Børn skulde have mindst ligesaa god Legeplads som Middelskolens, hvilket de ikke vilde faa paa Byens Tomt. Desuden, det havde længe været paatænkt at faa en Gade over Aagaards Tomt, over Løkkegaden og videre til Kirkegaden, og et saadant Gadeanlæg vilde være nyttigt; men det vilde, om Skolen lagdes paa Byens Tomt, ødelægge Legepladsen, der da vilde komme til at ligge paa den anden Side af Gaden.
L. Ø. S. Larsen: Han havde ikke tænkt at ytre sig i denne Sag idag; skulde sige, at han troede, man godt kunde bygge paa Byens Tomt. At gaa hen og kjøbe en Byggetomt for 8400 Kroner, naar man selv havde en som kunde bruges, det fandt han liden Mening i.
Ordføreren skulde blot ligeoverfor Grønn gjøre opmærksom paa, at man fik fuldt saa stor Legeplads som Middelskolen, selv om der kom en Gade over.
Skolebest. Nilsen: Kom der en Gade, ja, saa fik man vel alligevel Legeplads, men paa den anden Side af Gaden. Men det var dog et stort Spørgsmaal, om det var fornuftigt at indrette sig saa naar man gik igang med et Byggearbejde, der skulde blive til Nytte for mange Slægtled.
Testman troede ikke, det var nødvendigt eller heldigt at anlægge en saadan Gade.
Magistraten: Det vilde være uheldigt, om Legepladsen skulde blive liggende paa den anden Side af Gaden. Han troede, at naar man optog et Situationskort, saa vilde Arkitekten, gjort bekjendt med Forholdet, kunde tage Hensyn til det paatænkte Gadeanlæg. Efter at endnu endel Repræsentanter havde havt Ordet, besluttedes, som i forrige Numer meddelt, Sagen udsat».
Tirsdag 5 januar 1886 var det representantskapsmøte, med valg og andre saker, og Ole Hansen var til stede, om han ikke snakket under alle avsnittene – som det ser ut for i referatet som ble trykket i Vestfold[58] 9 januar:
«Sandefjord, 9de Januar.
I Repræsentantmødet i Tirsdags foretoges som første Sag Valg paa Ordfører og Viceordfører for dette Aar med det Udfald, som i forrige Numer meddelt.
Dernæst toges Budgettet under Behandling. Ordføreren bemærkede, han troede at burde oplyse, at naar Repræsentantmødet ikke blev afholdt den 29de December, saa kom det af, at Dokumenterne ikke var saa betimeligt færdige fra Magistraten.
Grøn vilde foreslaa, at man først stemte over de enkelte Poster i Budgettet og siden over det hele Budget.
Ordføreren: Ja, det maatte man selvfølgelig, da der jo i Budgettet forekom Poster som gjaldt for flere Aar.
De enkelte Poster refereredes derpaa. Under Behandlingen af Post 1 Afdeling B. fratraadte Ordføreren og overlod Ledelsen af Forhandlingerne til Viceordføreren Hr. Grøn, der ytrede: Denne Post angaar Løn til Byens Kæmner, fra hvem der er indkommet Andragende om en Lønsforhøjelse af 500 Kroner. saaledes at hans Løn vil blive 1000 Kroner. Byfogden har i Skrivelse anbefalet Andragendet, og Formandskabet har ligeledes enstemmig indstillet paa, at det indvilges, mod at Kæmneren stiller en Kaution af 6000 Kroner. Man maatte erkjende, at Kæmnerens Løn nu var saa liden, at «en paa ingen Maade stod i Forhold til Arbeidet, og han vilde derfor nu som i Formandskabet anbefale Andragendet.
Oluf Andersen: Hvor stort Beløb havde Kæmneren hidtil stillet Kaution for?
Grøn: 4000 Kroner. –
Testmann: Alle fandt, at Kæmnerens Løn var for liden, men han syntes, det blev vel stor Forhøjelse med en Gang. Han syntes, at 200 Kroner i Lønstillæg og dertil 100 Kroner som Godtgjørelse for Hus og Ved vilde være passende.
Grøn. 200 Kroner var for lidet. For 25 Aar siden var Lønnen sat til 500 Kroner for Kæmneren. Dengang var Tholvsen Kæmner, og han sagde Posten op, fordi Lønnen var for liden. Nu var Kæmnerens Arbeide maaske mere end fordoblet, saa nu maatte det lønnes bedre. Han vilde derfor holde paa Indstillingen.
O. Nilsen. Der maa spares, hvad spares kan, heder det. Han kunde forsaavidt være enig med begge de forangaaende Talere. Dengang Tholvsen var Kæmner, havde han ingen Befatning med Kirke- og Skoleregnskab. Arbejdet var nu betydeligt forøget, og han fandt derfor, uagtet han gjerne vilde spare, at Andragedet ikke var urimeligt.
Postmester Hansen. Han havde først tænkt paa en slig Forhøielse som af Testmann nævnt, men han havde nu tænkt nærmere over disse Ting, og han havde faaet fat paa Budgettet for Horten, hvilket var af samme Størrelse som vort, men der gik rigtig nok over 1/3 af Budgettet til Fattigvæsenet, hvilket, sagde man, skulde gjøre Regnskabet brydsommere; men paa Horten lønnedes Kæmneren med 1200 Kroner, og saa havde han dertil 200 i personligt Tillæg; endda var Kæmneren der fritaget for at indkræve Skolepenge, hvilket Arbejde lønnedes med 240 Kroner. Efter dette vilde han sige, at 1000 Kroner ingenlunde var for meget for Sandefjords Kæmner. Men det var kanske bedre at bevilge først en fast Løn og saa et personligt Tillæg, hvilket mere og mere blev Praksis ved Lønninger til Bestillingsmænd. Han vilde tilføie, at vor Kæmner gjorde sit Arbejde særdeles godt, nøjagtigt og pent, hvilket man her maatte tage i Betragtning.
Grøn syntes, at der burde fastslaaes en Løn af 1000 Kroner for Byens Kæmner.
Postmester Hansen. Kunde man ikke sætte Lønnen til 800 Kroner og et personligt Tillæg af 200 Kroner?
Bogh. Iversen. Det maatte erkjendes at den Løn, som Kæmneren faar var uforholdsmæsig liden. Kæmneren udfører sit Arbeide særdeles godt, og dette Arbeide var nu mere enn fordoblet, hvortil nu også kom en ny Skolebygning, hvis Regnskab Kæmneren maatte føre. 1000 Kr. var derfor ikke for meget; at nægte dette Andragende vilde han kalde utidigt Kniberi.
Oluf Andersen. Der var ingen i Salen, uden han fandt, at Lønnen var for liden, jo næsten ingen og efter hvad han havde hørt oplyst i dag og i Hnehold til Formandskaabes Indstilling og Magistratens Anbefaling vilde han stemme for 1000 Kroner.
Magistraten. Han havde hørt af Iversen omtrent, hvad han vilde sige. Kæmneren udførte sit Arbeide godt, det var han sikker paa, og Arbejdet nu var forøget, det vidste han, som nu havde været Magistrat her i 17 Aar. Nu blev Byen udvidet, og Skolevæsenet blev vidløftigere, hvilket igjen økede Arbejdet for Kæmneren. At besluttes saaledes som af Postmeteren papeget med 800 og 200 Kr. kunde nok lade sig gjøre, men han troede, Lønnen burde sættes til 1000 Kroner.
O. Nilsen. Den gang, man byggede Kirken, fik Kæmneren ekstra Løn for Kirkeregnskabet, nu hørtes det ut, som om Kæmneren skulde faa Regnskabet for den nye Skole uden nogen saadan Godtgjørelse.
Grøn. Ja kæmneren vilde for den bestemte Løn faa alle Kommunens Regnskaber at føre.
Postmester Hansen. Ja, det maatte slaaes fast, at han overtog saavel Skole- som Kirkeregnskab.
Grøn. Ja, det er tidligere bestemt i Instruks for Kæmneren.
Testmann. Han erkjendte, aat 1000 Kroner ikke var for meget, men han troede alligevel, Forhøielsen var for stor saadan med en Gang. Kæmneeren søgte ogsaa i Sandehered og fik der intet. Nu vilde han imidlertid for begge Poster faa 1500 Kroner, hvilket var en pen Løn.
Skolebestyrer Nilsen. Formandskabet havde fundet, at Lønnen var altfor liden. Den nuværende Kæmner førte sit Regnskab saaledes, at man til enhver Tid kunde faa Oplysning om Kommunens Stilling, hvilket var af ikke uvæsentlig Betydning, Den forrige Kæmner havde særskilt Godtgjørelse for Kirken og Vandværket, men denne havde ingen saadan. – Maa kunde derfor ikke siges at flokse med Byens Penge, om man gik med paa Andragendet. Personligt Tillæg synetes han ikke om; thi Kæmnerposten burde, hvem der saa var Kæmner, aflønnes med 1000 Kroner.
Testmann. Men, hvis Kommunen kunde afse passende Lokale for Kæmneren t. Eks. i Brandstationsbygningen, kunde man saa ikke sætte Lønnen til 800 og saa indtil videre 200 Kroner til Lys og Ved ?
Oluf Andersen. Den af Testmann nu udtalte Tanke, syntes han godt om. Det kunde jo nok hende, at Brandstationen kunde afgive passende Lokale for Kæmneren.
Testmann. Han vilde da fremsætte Forslag om, at Lønnen sættes til 800 og saa indtil videre 200 til Lys og Ved.
Grønn. Man havde ikke tidligere erkjendt nogen Forpligtelse til at skaffe Kæmneren Hus, Lys og Ved, det blev derfor nu at paatage sig en ny Forpligtelse. Man havde tænkt som saa, at Kæmneren kan bo i sit Hus, og han vilde derfor ikke gaa med paa dette om Husleie, Lys og Ved. Havde Byen noget Lokale at leie bort, saa kunde man jo for Betaling leie bort til hvemsomhelst, ogsaa til Kæmneren, hvis denne ønskede det. Han holdt derfor fremdeles paa Indstillingen.
Magistraten. Byens Kæmner var billig Kasserer for Landet. Men nu kunde han vel ikke holde to Kontorer, et for Byen og et for Landet. Fik nu Kæmneren frit Kontor i Brandstationen, saa fik ogsaa Landskommunen Del deri. Det var derfor heldigst, han selv sørgede for Kontor.
Testmann. I Laurvik havde Kæmneren et offentligt Lokale. Kæmneren havde jo mange offentlige Dokumenter til Opbevaring og det var bra, at disse beroede paa et offentligt Kontor.
Skolebestyrer Nilsen. Kæmneren kunde jo i Tilfælde godt leie Kontorlokale af Kommunen. Udgiften for Kommunen blev den samme. Begyndte man nu med at holde Hus, Lys og Ved, saa maatte man siden skaffe ham disse Ting, men han troede, det ikke var heldigt at binde sig til denne Forpligtelse.
Høst. Han syntes den Kaution, man forlangte, 6000 Kroner, var stor. Vidste man, om Kæmneren vilde gaa ind derpaa?
Grønn. Ja, han troede ikke Kæmneren havde noget derimod.
Testmann. Han vilde nu tage sit Forslag tilbage.
Formandskabets Indstilling sattes derpaa under Afstemning med det Udfald, som i forrige Numer meddelt, at Indstillingen enstemmig bifaldtes.
* * *
Ledelsen af Forhandlingerne overtoges atter af Ordføreren, der fortsatte med Oplæsning af Budgettet. Under Afdeling 8, Post b var opført 600 Kroner som Husleiegodtgjørelse for Sognepræsten. Ifølge en tidligere Beslutning var denne Post opført med 480 Kroner, men Formandskabet havde nu opført et Tillæg af 120 Kroner, altsaa tilsammen 600 Kroner, hvilket var det samme, som den forrige Præst havde haft i Husleiegodtgjørelse.
Postmester Hansen. Sognepræsten havde vist tænkt at faa Godtgjørelse ogsaa for forrige Aar, da jo Bolaget engang havde bevilget ham 120 Kr., som han imidlertid ikke modtog.
Ordføreren. Bolaget havde intet bevilget, men det var Bolagsbestyrelsen, der havde foreslaaet dette Beløb udbetalt af Samlagets Overskud. Forslaget blev nok siden taget tilbage, men selv om ikke det var skeet, saa kunde han ikke tro, at det vilde blit approberet; thi Husleiegodtgjørelse til Menighedens Præst; kunde da vel ikke kaldes almennyttigt Øjemed for Byen. Hvis ingen havde noget at bemærke, saa vilde denne Post gaa over til fast Post i Budgettet.
Enstemmig fattedes derpaa følgende Beslutning: Husleiegodtgjørelse for Menighedens Sognepræst sættes til 600 Kr. aarlig.
Almuskolebudgettet. For Almuskolens Beftyrer var opført som midlertidigt Tillæg Kr. 400.
Ordføreren skulde ikke have noget imod, at Sagen om Bevilgning af denne Post blev udsat.
Oluf Andersen troede at kunne gaa med paa Sagens Udsættelse.
Grøn. Hvis Ordføreren havde nogen specielle Grunde for Udsættelsen, kunde han gjerne gaa med herpaa.
Ordføreren. Nej, nogen specielle Grunde havde han ikke.
L.G.S.Larsen fandt ingen Grund til at udsætte denne Sag; han vilde derfor stemme for, at den blev behandlet nu i Mødet.
Testman. Han kunde for sit Vedkommende paa ingen Maade være med paa at stemme for denne Forhøjelse. I 1852 blev Dahl ansat som Lærer ved Sandefjords Almuskole med en Løn af 600 Kr. aarlig; for denne Løn arbejdede han saa i mange Aar, hvorefter han saa fik 200 Kr. i Tillæg; i mange Aar arbejdede han saa igjen for denne Løn –- først nogle Aar før sin Død fik Dahl 1000 Kr. Saa kom Hr. Nilsen i Dahls Sted; men saa fik man ogsaa Andragende Slag i Slag. Man fik et Lønningsreguiativ for Lærerne, hvorefter Hr. Nilsen som Bestyrer fik 1200 Kr. – der gik nogle Aar, saa fik han 1400 Kr. saa gik der igjen nogle Aar, og saa fik han Nedsættelse i Læsetiden, og nu skulde igjen Lønnen forøges med 400 Kr. Men han kunde ikke gaa med herpaa, det vilde ogsaa være uretfærdigt overfor de andre Lærere.
Magistraten troede, det var heldigt, at Sagen udsattes, for at Hr. Nilsen nærmere kunde faa begrunde, hvori hans større Arbejde nu bestod. Mod
Testman vilde han sige, at hans Henvisning til den gamle Tid ikke nu duede; thi nu var Tidens Krav, at Lærerne skulde lønnes slig, at de kunde leve af sin Gjerning; thi det vilde bidrage til, at de steg i Agtelse og hævedes i sosial Henseende.
L. G. Ø. Larsen. Hr. Testman gik helt 27 Aar tilbage. Dengang var Testrup værer, hvor stor Løn han havde viste han ikke, men Taleren havde selv dengang i 5 Aar været Underlærer i Sandefjord og det for aldeles ingen Løn! (Munterhed). Middelskolens Bestyrer havde nu her i Byen 2800 Kr. og han syntes da ikke, det var for meget, om Almuskolens Bestyrer fik 1800. Han vilde derfor stemme for Andragende..
Testman. I Laurvik havde man ved Almuskolen 3 Førstelærere med samme Løn som Hr. Nilsen, men saa havde man der en Inspektør, der lønnedes med 2600 Kroner.
Ordføreren. Hr. Testmans Anførsel fra Laurvik gik ubetinget i Hr. Nilsens Favør, da Hr. Nilsen jo her havde baade en Inspektørs og en Førstelærers Arbejde.
Testman. Sidst Hr. Nilsen søgte, var det ogsaa som Bestyrer, saa fik han Nedsættelse i Læsetiden som Bestyrer, og nu havde han i flere Aar som Bestyrer haft 300 Kr. mere end nogen af de andre Lærere, saa antog han, det maatte være Vederlag nok som Bestyrer.
Ordføreren. Her foreligger ingen Oplysning om, at de tidligere Bevilgninger var givne paa nogen Betingelse; Kommunebestyrelsen havde dengang ingen Klausul sat for Hr. Nilsen. Formandskabet, der nu havde anbefalet Andragendet, havde gjort dette paa Betingelse af, at Hr. Nilsen ofrede sig udelukkende for Skolen, og i sin Midte havde Formandskabet Mænd, der var store Skatteborgere og Mænd, der maatte antages at skjønne, hvad Skolen krævede, t. Eks. Hr. Grøn.
Grønn. Hr. Nilsen havde nu 29 Læsetimer, og det var for meget. Det var nødvendigt, at han fik Anledning til at følge med i Klasserne. Nu havde han ogsaa Undervisning om Eftermiddagen, saa Tiden gik med. Han havde været med paa Andragendet, for at Nilsen skulde være fri for alslags Bierhverv.
Iversen havde ikke været med under Sagens tidligere Behandling. Men det forekom ham, at naar Nilsen vilde ofre sig for Skolen, saa burde han ogsaa lønnes i Forhold dertil.
Oluf Andersen. Paa Grund af det, som nu var sagt og oplyst, saa troede han at kunne være med paa Andragendet, da det tilsigtede Skolens Bedste, og, styrker vi Skoken, styrker vi ogsaa vort Fædreland.
Postm. Hansen var glad hver Gang, Lærerne fik Lønsforhøielse. Han vilde af Hensyn til Postens Vigtighed og til det Ansvar, som var forbundet med Bestyrerstillingen, stemme for Lønsforhøielsen.
Sagen blev derpaa sat under Votering mcd det Udfald, at 8 stemte for og 9 mod Lønsforhøielsen.
De øvrige Poster paa Budgettet vedtoges, som foreslaaet af Magistrat og Formandskabet.
Førend Mødets Slutning foretoges Valg paa et Medlem af Sundhedskommissionen istedetfor Hr. Kjøbmand Jensen. Valgt blev Hr. Testmann efter Lodtrækning med Hr. Doktor Freng, idet hver havde 9 Stemmer».
19 mai 1886 hadde Sandefjords Tidende[59] en reportasje om 17 mai-feiringen i byen:
«17 de Mai, der ogsaa iaar overalt i Landet er feiret paa en smuk Maade, fik ogsaa hos os et festligt Præg. Det af den valgte Festkomite fastsate Program efterfulgtes i sin Helhed.
Kanonsalut forkyndte Kl. 6 om Morgenen Festdagens Frembrud.
Kl. 4 ½ samledes de forskjellige Korporationer med sine Faner paa Raadhuspladsen og Kl. 5 satte Prosessionen sig i Bevægelse med et herværende nydannet Musikkorps og Sangforeningen i Spidsen. Under Marschen gjennem Byens Hovedgader afvexledes hele Tiden med Musik og Sang.
Ankommen til Torvet gjordes Holdt, hvor Skolebestyrer Hougen talte for Smaagutterne og udbragte et «Leve 17de Mai», der besvaredes med Hurrar fra Store og Smaa, hvorpaa Sangforeningen afsang «Ja vi elsker dette Landet».
Prosessionen satte sig atter i Bevægelse ned Badehusgaden til Bryggen, hvor den egentlige Folkefest skulde afholdes.
Efterat Fanerne vare plantede paa Talertribunen og Kommunebestyrelsen in corpore og saa mange Damer og Herrer, som den indhegnede Danseplan kunde rumme havde taget Plads, besteg Festkomiteens Formand, Lærer Kvam, Talerstolen og udbragte et «Leve H. M. Kong Oscar II. Rungende Hurraer og «Kongesangen» af Sangforeningen fulgte herpaa.
Festtalen holdtes derpaa af Postmester Hansen i velvalgte og smukke Ord, hvorpaa «Jeg vil værge mit Land» blev afsunget af Sangforeningen.
Sagfører Kraft udbragte derefter et «Leve for Storthinget,» der besvaredes med Hurraer og Afsyngelsen af «Norges Høitidsstund er kommen».
Ordet gaves nu frit og Lærer Kvam holdt en vakker Mindetale for Henrik Wergeland, hvori han til Slutning anmodede Mængden om at udbringe et tredobbelt Hurra for hans Minde, hvilket med Styrke efterfulgtes, hvorpaa Sangforeningen afsang «Norges bedste Værn og Fæste».
Løitnant Simonæs udbragte et «Leve den norske Kvinde», der ligeledes besvaredes med Hurraer. «Sangerhilsen» af Grieg blev derpaa afsungen.
Umiddelbart derefter indbødes Bidragsydere med Damer paa et Glas Punsch. Derefter spilledes op til Dans, som fortsattes med Liv til Kl. 11, da Festlighederne erklæredes afsluttede.
Vi skylder at tilføie, at alt gik ordentligt til paa Festpladsen, der var ikke noget af det gamle Fylleri og Slagsmaal at se, uagtet der var rigelig Anledning til at faa Drikkevarer. Glædeligt Tegn.
_ _ _
Herværende Goodtemplarlogers nye Fane afsløredes Søndag Eftermiddag i Logernes Lokale paa Hjertnæs. Vi ønske Afholdsfolket tillykke med sin smukke Fane og haaber, at den maa samle stedse flere og flere trofaste Medlemmer om sig. Den brugtes første Gang ved Fanetoget 17de Mai».
Lørdag 19 februar 1887 hadde Vestfold[60] et par referater fra debatter i representantskapet:
«Fra Repræsentantmødet.
Da vi antager, det vil interessere vore Læsere, hidsætter vi følgende korte Referat af Forhandlingerne af de to Sager, der foranledigede nogen videre Debat:
Sag No. 2. Andragende fra H. Ahrens om Eftergivelse af 2den Termins Ølskat for 1886.
I Formandskabsmøde den 28de Januar var denne Sag behandlet, og var man da blot enig om at forelægge Sagen for Repræsentantskabet.
Ordføreren oplyste, at det nok forholdt sig som af Ansøgeren anført, at han havde havt liden Søgning og derfor svært ondt for at betale. Vi fik kanske bare Udgifter ved at indfordre Beløbet.
Magistraten: Det var som bekjendt ifjor oppe et meget vigtigt Spørsmaal om Ophævelse af alle disse indskrænkede Ølrettigheder. Det kom som et almindeligt Krav fra de herværende Afholdsmænd og Goodtemplars, men hvor gjerne man vilde imødekomme dette Ønske, havde det vist sig at være særdeles vanskeligt. Man havde imidlertid søgt at handle paa bedste Maade. Kommunens Resourcer var smaa, man maatte være forsigtig med at ophæve disse. Ophævede man paa en Kant, maatte der udfindes nye igjen paa en anden. Det havde vist sig at dette var et meget vanskeligt Spørgsmaal at behandle. Det havde imidlertid vist sig, at Afgiften for de indskrænkede Rettigheder var for høie. J Laurvik betalte man kun 200 Kr. i Afgift for samme Ret, medens her var det 400. Han var vidende om, at Ahrens ikke havde opnaaet saa meget som 400 Kr. i Fortjeneste paa sin Rettighed, og han kunde anbefale enten hel eller delvis Eftergivelse.
O.Nilsen forespurgte, om Ahrens fremdeles benyttede sin Ølret.
Magistraten: Ja.
O. Nilsen kunde ikke skjønne, hvordan det kunde gaa an ifølge Lov om Øludskjænkning af 1884 § 13 at handle med den Vare udover den Termin, som Retten gjaldt. Han skulde ønske, at Ordføreren vilde oplæse §en[61]. Han vilde imidlertid sige, at det forekom ham at være en ligefrem Lovovertrædelse; men kanhænde han ikke forstod Loven.
Magistraten: 1ste Termins Skat var jo betalt, 2den stod til Reft. Man havde nok været opmærksom paa, at Afgiften ikke indkom i Tide, men man kjendte hans Stilling og vilde derfor ikke være for streng; man tænkte, at han nok betalte, men nu viste det sig, at han intet havde og intet kunde betale.
O. Nilsen: Dette kunde være meget rigtigt; men der staar i samme , at man ingen Prioritet havde i den Skatten. Man kunde derfor sikre sig Afgiften, naar man meddelte Rettigheden, og blev den ikke indbetalt paa Dagen, kunde man lukke. Det vilde være nyttigt for Fremtiden at faa en fast Regel i dette Anliggende.
Ordføreren mente, at der strax vilde blive lettet paa dette. Det havde kanske været rettest at lukke hos Ahrens, men han havde lovet at betale, naar han blev udbetalt for sit Arbeide ved Opførelsen af Skolebygningen, hvorfor man ikke vilde gaa for haardt frem. Nu viste det sig imidlertid, at hans Fortjeneste i den Anledning blev forsvindende liden, og som Sagen nu stod, blev det vist vanskeligt at faa ind Skatten. Kanske man gjorde rettest i at eftergive den.
Bogh. Iversen var vidende om, at Øltrafikken hos Ahrens var meget ubetydelig, og det var ikke saa lige til at betale saa meget.
O. Nilsen: Det var naturligvis heller ikke hans Mening at gaa frem som en Gribbe mod disse Folk; for ham gjaldt det at faa opklaret det Spørgsmaal, hvordan Lovens Haandhævere optraadte i disse Tilfælde. Han vilde gjerne lempe paa Skatten for Ahrens; men hel Eftergivelse kunde han ikke gaa med paa. Han kjendte ikke Forholdene paa disse Huse; det eneste han hørte fra dem, det var, naar man tumlede og holdt Spektakel derinde.
Skolebest. Nilsen: Formandskabet havde været fuldt opmærksom paa det anførte, og det var gjort alt for at faa ind 2den Termins Skat. 1ste Termin var gaat til Udpantning, og man havde da faat den; man havde ogsaa søgt at indfordre 2den Termin; men det havde vist sig, at der var intet at faa. Formandskabet kunde ikke stænge. Det blev Politimesterens Sag, og han tvilte ikke paa, at denne havde handlet paa bedste Maade. – Det var ikke af Overseelse af Bestemmelserne, at man havde ladet ham beholde Retten, men simpelthen af Humanitetshensyn.
Sagfører Miøen forespurgte, om der ikke efter Magistratens Udtalelse vilde bli fremsat noget Forslag om delvis Eftergivelse.
O. Nilsen stillede Forslag om Eftergivelse af 100 Kr.
Oluff Andersen var bange for, at dersom man eftergav Ahrens, saa vilde flere komme med samme Krav. Efter de foreliggende Oplysninger vilde han stemme for Nilsens Forslag. Sagen optoges nu til Votering med det i forrige Numer meddelte Udfald.
Sag No. 5. Forslag fra O. Nilsen om at lade trykke Dokumenterne til de Sager, der forelægges Repræsentantskabet til Behandling.
Om denne Sag udspandt der sig en længere Diskussion, der vilde opta altfor meget Plads, om vi skulde gjengive den i sin Helhed. Vi meddeler derfor det vigtigste. De fleste Udtalelser gik forøvrigt i den Retning, at man var enig i Principet, men maatte anbefale Udsættelse, da Sagen var saa ny og tildels uforberedt. Absolut mod var ingen. Blandt dem, som stærkest udtalte sig for Udsættelse skal vi nævne Ordføreren og Solebestyrer Nilsen.
Skolebestyrer Nilsen kunde nok være enig i, at det var meget ønskeligt at faa trykt disse Dokumenter, men hvis de skulde gjøre nogen Nytte, maatte alt trykkes, og det vilde medføre større Udgifter end man tænkte. Han troede forresten ikke, at Nytten af denne Foranstaltning vilde opveie Udgifterne. Han ønskede Sagen udsat; skulde den afgjøres nu, saa maatte han stemme imod.
Postmester Hansen tænkte, at de, som var imod Forslaget, var i forsvindende Minoritet. Han var ogsaa vis paa, at dersom vi sa Nei til dette Forslag, saa stod vi i vort eget Lys og skyggede os selv. Thi denne Foranstaltning vilde hæve Repræsentantskabet, og det vilde saa langtfra forværre vor økonomiske Stilling, at den meget mere vilde styrke den. Det er godt, man faar sat sig ordentlig ind i Sagerne; det var ikke sagt, at Formandskabet altid traf det rette heller.
Skolebestyrer Nilsen kunde ikke skjønne, hvorfor man absolut skulde ha afgjort Sagen nu. Han gjorde sig ingen Samvittighedssag af det, om vi muligens var i Minoritet – han var vis paa, at det var rettest at se Tiden an. Man fik huske paa, at Udgiften ikke blev saa liden.
O. Nilsen havde talt med begge Bogtrykkerne her, og de havde nævnt, at Udgifterne neppe vilde overstige 100 Kr. Han kunde derfor ikke begribe, hvorfor man slog saa stærkt paa den Ting. Man fik lægge Mærke til, at bare Trykningen af Budgetet kostede ca. 15 a 20 Kr. – Han forstod ikke, at det var farligt, om der kom en 70 a 80 Kroner paa en Komunes Budget, naar det gjaldt en heldig Foranstaltning.
Iversen havde intet imod, at Dokumenterne blev trykte; men da Budgettet allerede var stort nok, saa fik man udsætte Sagen indtil videre. Der var forresten mange Ting, som maatte gjøres i den nærmeste Fremtid, og som var absolut nødvendige. Man fik derfor være forsigtige med nye Udgifter; det var vor Pligt at spare bare 1 Kr. imod 100 Kr.
Magistraten anbefalede Forslaget under Henvisning til, at det var en almindelig Regel paa de fleste Steder at trykke disse Dokumenter.
Ordføreren: Sagen vilde blive bragt paa Bane senere, om den nu udsættes, saa der kunde blive opført et passende Beløb paa Budgettet for næste Aar. Hvis det vandt Bifald vilde han foreslaa, at man fattede saadan Beslutning: Sagen tages under Behandling i Forbindelse med kommende Aars Budget.
Miøen: Det vilde være ønskeligt, om der fra Formandskabets eller Forslagsstillerens Side kunde foreligge fuldstændige Oplysninger om, hvor meget der skulde trykkes. Hvis man skulde akkordere, saa var det nødvendigt, at være paa det Rene hermed. Ønskeligt var det, om alle Dokumenter kunde blive trykt.
O. Nilsen: Det var langtfra hans Mening at ville trumpfe Sagen igjennem; men under alle Omstændigheder maatte man faa trykt Budgettet, før man gik til Behandling af det.
Ordf.: Dette vilde blive gjort. Med Hensyn til Miøens Udtalelse skulde han oplyse, at naar Sagen kom under Behandling vilde enhver Oplysning blive tilveiebragt.
Efter et Par Bemærkninger af Skolebestyrer Nilsen og O. Nilsen, udtalte
Postmester Hansen, at man fik gaa med paa Ordførerens Forslag. Han var forøvrigt vis paa, at det vilde gaa igjennem. Vist vilde vi møde mange Indvendinger, men det vilde alligevel seire. Med Hensyn til Udgifterne, saa vilde han sige, at hverken Fattigræsenet eller Skolevæsenet blev synderlig federe, om man fik forhindret denne lille Udgiftspost.
Ordf. kunde ikke begribe, at man kunde misforstaa Debatten slig. Man sagde jo, at Sagen skulde behandles i Forbindelse med Budgettet, – man opførte altsaa Beløbet. Derfor var Hr. Hansens Udfald aldeles umotiveret. Han har slet ikke hørt, hvad vi har sagt, og hvad kan hjælpe, naar ikke Repræsentanterne engang kan forstaa, hvad vi siger. Hr. Hansen kom med Kommentarer, at vi ikke brydde os om Forslaget. Det var ikke saa.
Efter en kort Bemærkning af Iversen, der syntes at Hansens Optræden bedre havde passet paa et Folkemøde end i denne Forsamling, og at man burde være forsigtige med nye Udgifter for ikke at skræmme flere ud af Byen, udtalte
Hansen, at han ikke kunde begribe, at det var noget galt eller nogen Injurie at sige, man vilde møde Indvendinger. Det kunde ikke negtes, at vi havde Udsigt til det. Hr. Skolebestyrer Nilsen havde udtrykkelig sagt, at Nytten ikke vilde svare til Udgiften. – Han var imidlertid vis paa, at Foranstaltningen var et Gode.
Skolebestyrer Nilsen udtalte derpaa bl. a., at dersom Sagen kom til at staa for ham slig, naar den paany skulde behandles, da maatte han stemme imod. Han var vis paa, at de, som var saa ivrige for Forslaget, gjorde Udgifterne mindre end de uomtvistelig vilde blive.
Ved Votering bifaldtes derpaa Ordførerens ovenrefererede Forslag enst.».
Sandefjords Tidende[62] hadde referat fra samme møte samme dag – litt mer detaljert.
Dagen efter dagen, 18 mai 1887, hadde Vestfold[63] en bredt anlagt artikkel i tilknytning til 17. mai-feiringen dagen før:
«Sandefjord, 18de Mai.
Frihedsdagen oprandt igaar med vakkert Veir. Klokken 6 Morgen hilsedes 17de Mai med kraftige Kanonsalut, der gjentoges 12 Middag. Om Eftermiddagen Kl. 4, udgik fra Raadhuspladsen en meget talrig Procession, hvori foruden Flagtog af Gutter og Piger taltes 6 Faner. Under Musik og Sang togede man nu først til Torvet, hvor Hr. Kand. Nordby holdt en Tale for Gutterne. Efter Talen og livlige «Hurra for 17de Mai» sang man saa følgende for Anledningen skrevne Sang –
«Smaagutternes Sang paa 17de Mai»:
Synges som: Blandt alle Lande.
Paa denne Maidag vi drage frem
i festligt Tog mellem voksne Mænd,
nu Trommen røres,
og Sangen høres,
hvor vi gaar hen.
Hvad er det da for saa stor en Sag,
som gjør, vi løfter de hundred Flag?
Det, som os driver:
og varmt opliver,
er Friheds Sag.
Vi og har hørt lidt af Sagas Sang
om Norges Trældomsvinter lang,
da Oldenborger
og Adelshorder
var Nordmands Tvang.
Vi og har hørt om Eidsivas Ry,
der Friheds Vaarsol oprandt paany,
som rensed Luften
og jog paa Flugten:
den mørke Sky.
Saa Kjærligheden til Land og Folk
med gjæve Eidsivamænd til Tolk
har Grundlov skrevet,
paa Flugten drevet
Ufriheds Trold.
Og Frihedsblomsten end kraftig gror
trods Torn og Ugræs i skrinde Jord;
dog kan den herjes,
hvis den ei værges
i enigt Kor.
Vi Smaa og enig vil stevne frem
til Kampen – særlig, naar vi bli mænd,
for Friheds Smykke,
for Landets Lykke,
for elskte Hjem.
Og derfor løfter vi høit vort Flag
og gaar i festlige Tog paa Rad;
vi Seier haaber
og Hurra raaber
for Friheds Dag.
– d.
Man togede derpaa videre til Festpladsen paa Hr. Aagaards forrige Tomt, hvor for Anledningen flere Flag vaiede. Fanerne plantedes nu omkring den med Flag og Grønt smykkede Talerstol, hvorpaa Medlem af Festkomiteen Hr. Kjøbmand
Stub udbragte et Leve for Kongen, der hilsedes med et nifoldigt, kraftigt Hurra og Kanonsalut. Saa istemte Sangforeningen: «Gud sign vor Konge god».
Festkomiteens Formand Hr. Lærer Kvam talte derpaa for Dagen i omtrent følgende Ord:
Ærede Festdeltagere, Kvinder og Mænd!
«Syttende Mai er Norriges Dag
med Løsningens Liv for de længtende Kræfter,
med Sol, med Sang, med vaiende Flag,
med Onnens travle Yrketid efter.
– Og lydt over Døgnets Tummel og Larm
lyde skal det ved Hjerternes Slag,
dybt i hver Nordmands sønlige Barm,
at syttende Mai er Norriges Dag».
Ja, den er vort Folks, vort Fædrelands Dag 17de Mai, og derfor samler den ogsaa atter og atter Mænd og Kvinder til Fest, derfor eier den denne Samlingens Magt til at fylke alle under sit lysende Mærke.
Ved sine ærefulde Minder, ved sine Gaver, som ogsaa ved de alvorlige Krav, den stiller, er 17de Mai betydningsfuld for det hele Folk som for den enkelte, betydningsfuld ogsaa for enhver af os. Den Maidag, som i 1814 for 73 Aar idag siden oprandt, minder os om en Begivenhed i vort Folks Liv, da Enevælde og Afhængighed afløses af Frihed og Selvstændighed.
Det var derfor en stor Dag hin Maidag for 73 Aar siden. Lad os et Øieblik drage os paa Minde, hvorledes den oprandt.
I Hundreder af Aar havde det jo været Nat i Norge, en Vinternat, hvorunder Folket frøs og led Nød. I dette lange Tidsrum sporede man da derfor ogsaa hos den norske Nation saare lidet til det Liv, det Mod og den Kraft, som engang i Sagatiden udmærkede Folket. Men død var den norske Folkeaand ikke; af og til gav den Livstegn fra sig, og saa i de nærmeste Slægtled forud for det store Mærkeaar 1814 er der meget, som tyder paa, at Folket begynder at vaagne. Det er 17de Maidagens Morgendæmring, som nu viser sig i Horisonten.
Det er i Aaret 1772, at begavede norske Gutter, som ligger og studerer nede i Kjøbenhavn, stifter Det norske Selskab. Flere af dets Medlemmer var begavede Digtere, der nu i sine Sange begyndte at vække tillive Nationalfølelsen, Selvstændighedstanken og Fædrelandskjærligheden hos Nordmændene. Og netop som den danske Styrelse paa denne Tid vilde slaa begge Folk sammen og lod forkynde: «Ingen Nordmand er til», alle er Borgere af den danske Stat», netop nu blev der mellem begge Folk en Kløft, som stedse udvidede sig, idet Nordmændenes Nationalitets og Uafhængighedsfølelse stadig blev mere varme og levende. Det var i dette Tidsrum Biskop Johan Nordal Brun i glødende Patriotisme skabte Norges første Fædrelandssang «For Norge, Kjæmpers Fødeland», og lod runge utdover Norgedisse mægtige Ord:
«Saa vaagner vi vel op engang,
og bryde Lænker Baand og Tvang».
Og saa glider Udviklingen fremover. Der er trange Tider i Norge opunder Frihedsaaret, men Selvstændighedstrangen tiltager desuagtet, og Aandslivet skyldder fremd:les nogen Vækst. Et Videnskabsselskab stiftes i Trondhjem, og Nordmændene faar endelig i 1811 sit eget Universitet.
Saa kommer 1814. Dæmringstiden er forbi, og 17de Mai klar og herlig oprinder med Frihedens Gave ilil gamle Norge. Ikke uden Trængsel fødtes imidlertid vor Frihed. Truende Skyer fra mange Kanter drog dengang op om vort kjære Fædreland. Det var jo Stormagternes Beslutning, idet de raslede med Sabelen og lod det lugte af Kugler og Krudt, at Nordmændene bare skulde bytte Tjenerforhold og saa fremdeles leve et Liv i Ufrihed. Men da viste Fædrelandskjærligheden sin seirende Evne, idet Mændene paa Eidsvold, gjennemglødede af denne hellige Følelse, i Tillid til Forsynet og med Tro paa Folkets Selvstændighedsevne handlede uden at bæve, og, trods Uveirsskyerne, gav Norge en Statsforfatning, som hver Mand og Kvinde har Grund til at prise den Dag idag. Derfor er det ærefulde Minder, 17de Mai bærer frem for os. Det er Minder om hine trofaste Fædrelandets Sønner, som i Farens Stund, for at værge Fædrelandet, handlede saa modigt og kjækt. Havde de, disse Folkets kaarne Mænd paa Eidsvold, været svage og givet efter for Trykket, hvor tror du saa, vi som Folk havde staaet idag. Det er vel ikke saa godt at sige noget bestemt herom, men et er sikkert, og det er, at havde vi i 1814 paany maattet gaa i en anden Nations Tjeneste og saa til nu forblevet i et sligt Tjenerforhold, vi havde idag ikke kunnet se tilbage paa en saa rig Udvikling, som vi nu glædeligvis kan. Thi det maa erkjendes af os alle, at Friheden fra Eidsvold er en af de Faktorer, som allersikrest og mægtigst har bidraget til de betydelige Fremskridt, paa Aandslivets saavel som paa de materielle Feldter, vort Folk idag kan glæde sig over. Saa er det da med inderlig Tak, vi mindes Fædrene paa Eidsvold, mindes dem som Handlingens Mænd med Hjerte og den rette Fædrelandsfølelse.
Men er det nu slig, at vi har Grund til at glæde os over 17de Mai-Minderne og 17de Mai-Goderne, saa har vi heller ikke Lov til at glemme 17de Mai-Kravene. Thi til enhver af os, Mænd og Kvinder, gamle og unge, har 17de Mai sine bestemte Krav. Har vort Fædreland end gjort rige Fremskridt siden 1814, saa er det dog endnu ligefuldt saa, at
«her er Sædejord nok,
bare vi havde Kjærlighed nok»
Enhver har jo en Gjerning i Samfundet, i Fædrelandet, og gjør vi den stedse i Kjærlighed og Troskab med Tanke efter Evne at gavne ikke blot os selv, men Folk og Fædreland, da handler vi, om end i det smaa, som 17de Mai-Mændene paa Eidsiva. Derfor kan enhver, han indtage en høi eller aldrig saa ringe Stilling i Samfundet, gavne Fædrelandet, gavne det ved et flittigt og ordentligt Liv, som det sømmer sig frie og oplyste Mænd og Kvinder.
«Hvad du evner, kast af
i det nærmeste Krav»
Og naar vor Gjæring synes ubetydelig og ringe, og Strævet saa tungt, er det saa ikke ogsaa noget stort og løftende i dette at eie Bevidstheden om, at Arbeidet udføres i Troskab, noget stort og løftende i dette at kunne regne sig med i Rækken af sande Fædrelandsvenner, der endnu idag øver Daad til Folkets og Fædrelandets Fremgang og Vel.
Og saa, erkjender vi, at Friheden er det største Gode, vi borgerlig talt som Folk kan nyde, er det selvfølgelig ogsaa et af 17de Mai-Kravene til os, at di værner om den og er villige til i Farens Stund at slaa Leir om gamle Norge!
Et tre Gange tre Hurra da for 17de Mai, Norriges Dag!
Efter at derpaa «Jeg vil værge mit Land» var sunget af Sangforeningen, uddeltes følgende for Anledningen forfattede Sang til Publikum, der istemte:
(Mel: «Ja. vi elsker…..»)
Se, – nu Mai-Sol Livet vækker!
Vint’ren er forbi.
Fri og frisk sig Fjorden strækker,
Grøn staar Mark og Li.
Atter frem nu Blomsten skyder
Duftende paa Vang;
Atter gjennem Skoven lyder
Fager Fuglesang.
– Tre og Sytti Gange Vaaren
Frem med Jubel brød,
Siden – hist paa Eidsvold-Gaarden
Hine Stemmer lød,
Der forkyndte, nu for Norge
Naar først Vaarlukt frem,
Over Dal og Klippeborge
Til «de tusind’ Hjem»!
Brødre! Moderjorden gjemmer
Hine Mænd, men ei
Nogensinde vi forglemmer,
De brød Frihed Vei.
– Over Dal og Fjeld og Vandet
Klinge skal idag:
Ja, vi elsker dette Landet
Og vort frie Flag–!»
Hr. Skolebestyrer Knut Hougen holdt derpaa følgende Tale for Storthinget:
I Løbet af faa Uger havde Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814 givet Norge dets Grundlov og derved stillet Fædrelandet ind i Rækken af de fri Stater.
Men ligesom en Vei stikkes ud, men siden med Møie maa sprænges og brydes Fod for Fod, saa var ved Grundloven Veien udstukket fra politisk Umyndighed til borgerlig Frihed og Selvstyre, – at bane Veien blev den nye Slægts Opgave, og det var i det norske Storthings Haand dette Verk dar lagt; thi «Land skal med Lov bygges».
I snart trefjerdedele af et Aarhundrede har nu Folket sendt sine bedste Mænd til dette Rydningsværk. Lag paa Lag, Stand effer Stand har vort Folk vokset sig frem til politisk Veindighed, og hver Gang et nyt Lag af Folket meldte sig til Arbeide, har dette sat sig Mærke i Storthingets Historie. Det har voldt Brydning og Kamp; men mere og mere er under dette Storthinget blevet et Udtryk for det norske Folk.
Et Par Menneskealdere er ingen lang Tid i Historien; dog har vort Storthing allerede sine ærlige Minder. Vi mindes, hvordan Storthinget i en stærk Reaktionstid uforfærdet stod paa vagt om vor unge Frihed. Og vi mindes et velsignelsesrigt Lovgivningsarbeide til Fremme af borgerlig Lighed, Næringsfrihed, Samvittighedsfrihed og kommunalt Selvstyre. Vi mindes med Stolthed og Taknemmelighed Navne som Krogh, Foss, Hjelm, Ueland, Stang, Schweigaard og Sverdrup.
Efterhvert som det norske Folk har lært at skatte Frihedens Goder, er derfor ogsaa denne Friheds Værn og Vogter, Storthinget, vokset i Folkets Kjærlighed. Det begyndte med at hyldes i Taler og Sang; vi er komne derhen, at snart hver voksen Mand føler sig medansvarlig for, i hvilke Hænder Landets Fremtid lægges. Derfor er hver Afgjørelse i Nerges Sltorthing en Begivenhed, som følges med Glæde eller Bekymring, med Jubel eller Harme. Men naar vi glædes, og naar vi harmes, er det, fordi vi alle samles i den Erkjendelse, at i det norske Storthings Haand ligger Fædrelandets borgerlige Ære og Velfærd.
Derfor samles vi ogsaa alle i Ønsket om, at det norske Storthing nu og altid maa røgte sin Gjerning til Fædrelandets Held og Ære.
Sangforeningen foredrog nu: «Norges Høitidsstund er kommen».
Hr. Postmester Hansen talte endelig under stor Tilslutning for Sverige.
Hermed var den officielle Del af Festen slut, og Ordet erklæredes frit.
Under den gemytligste Stemning varede Festen til Kl. 11, og vi tror enhver Deltager forlod Festpladsen under Følelsen af at have tilbragt en særdeles hyggelig Feststund. Vi noterer som glædeligt, at trods den efter vore Forholde betydelige Menneskemængde, som her var samlet, gik dog alt ordentligt og pent; ingen videre Ulemper af Fylderi og saadant.
Vi tror saaledes at kunne sige, at Frihedsdagen blev feiret paa en sømmelig og værdig Maade, saaledes som den altid bør og skal».
En uke senere, 25 mai, kunne igjen lese referat fra et møte i «Sandefjord Kommunebestyrelse» i Vestfold[64]:
«Sandefjords Kommunebestyrelse
afholdt Møde sidstleden Fredag.
Ordføreren, Hr. P. A. Grøn, havde meldt Forfald paa Grund af Sygdom, hvorfor Viceordføreren, Hr. Skolebestyrer Nilsen. fungerede i hans Sted. Fraværende var desuden Formanden Holm Hansen, der ligeledes havde meldt Sygdomsforfald og Repræsentanten Bygmester H. Andresen.
Til Behandling forelaa:
Sag. 1. Formandskabets Indstilling om, at der bevilges Midler til Istandsættelse af den gamle Almueskolebygning.
Ordfæreren redegjorde først for Formandskabets Indstilling og meddelte, at ifølge Opfordring fra Formandskabet var der nedsat en Komite for at tage under Overveielse, hvad man skulde gjøre med den gamle Almueskolebygning for at den kunde benyttes til Middelskolen. Komiteen, der bestod af D’Hrr. Boghandler Iversen, Bygmester Andresen, Bygningstekniker H. Børve og Skolebestyrer K. Hougen, var, efter nøiere at ha undersøgt Sagen, kommet til det Resultat, at en hel Omordning var nødvendig. Efter det af nævnte Komite gjorte Overslag vilde omhandlede Reparasjoner beløbe sig til 3400 Kroner, hvoraf man paaregnede de 2000 af Samlaget, medens de øvrige 1400 Kroner foresloges taget af Byens kontante Beholdning.
Angaaende denne Sag udspandt der sig en længere Debat, hvoraf vi nedenfor gjengiver det vigtigste:
Oluff Andersen vilde forhøre, om man ikke kunde opsætte med det Arbeide til næste Aar. Det var af Vigtighed, at Arbeidet blev saa godt udført som muligt; men skulde det gjøres paa den korte Tid i Ferien, saa mente han, at det vanskelig kunde bli tilfredsstillende. Man maatte jo, naar alle Forandringerne med Væggene, Vinduerne og alt andet var foretaget, male og hvad Nytte kunde man ha af det, naar Lokalerne maatte tages i Brug saa snart. – Han gad vide, om man ikke kunde hjælpe sig et Aars Tid med det, som det var. Det blev et betydeligt Arbeide og Erfaring viste, at det skulde meget til at faa et Arbeide færdig i ret Tid; det vilde gjerne bli forceret. Man havde jo bare 6 Uger, og paa den Tid skulde altsaa alle Vinduer mod Nord fyldes og sættes nye i Facaden mod Vest, hvorved omtrent hele Tømmerpartiet maatte væk og desuden alle de andre indvendige Forandringer. Taleren syntes virkelig det saa lidt flot ud, at Sandefjord, som næsten var fattig, først opfører en ny Almueskolebygning og samtidig tar fat paa en saa stor Reparasjon af den gamle. – Man paaberaabte sig nok, at man skulde faa saa meget af Samlaget, og Resten skulde man ta af den kontante Beholdning; men der var vel snart ikke mere igjen af den sidste, og den skulde vel været brugt i et andet Øiemed. Samlaget og Sparebanken var de eneste Kjør, man havde at ty til her i Byen, de andre var kaputte allesammen – og de begyndte at faa ondt i Bena de første ogsaa.
Taleren indsaa nok, at det var af stor Nytte, om man fik disse Reparationer; men han vilde have under Diskussjon, om man ikke kunde udsætte Arbeidet et Aars Tid. Paa den Tid kunde man da gjøre færdig Døre og Vinduer, kort ha alt løst færdigt, saa vilde Arbeidet gaa fort fra Haanden, og man kunde slippe at løbe den Resico, at den blev forceret.
Ordføreren: Andersen erindrede nok, at man behandlede Sagen i Formandskabet, mens han selv var Medlem af det. Man fandt da, at det var svært at ta fat paa den Udgift; men Kravet var saa stærkt, at man umulig kunde op sætte med at gjøre noget. Det kunde umulig gaa længere som det var. Lyset f. Ex. var langt sparsommere end Lægerne forlangte. Desuden manglede man ogsaa den fornødne Ventilasjon. – At udsætte med Arbeidet, fordi Ferien var for kort, var ingen holdbar Grund; thi Ferien vilde aldrig bli længere end 6 Uger. – Man havde jo endnu en god Tid til Ferien og det var Meningen snarest muligt at gjøre færdig Døre og Vinduer samt | forresten alt løst, saa Arbeidet sikkerlig vilde bli færdigt i betimelig Tid. |
Andersen: Det var sandt nok, at Sagen havde været fore, mens han var Medlem af Formandskabet; men man vilde erindre, at han ogsaa den Gang havde Betænkeligheder ved at gaa med paa Reparasjonen. Desuden kom det da saa plumpt paa ham, at han ikke fik opgjort sig nogen bestemt Mening om Tingen. Det var jo ikke saa godt for en almindelig Mand med et at sætte sig ind i saa vidtløftige Affærer. Han havde imidlertid nu nøiere overtænkt Sagen og var kommet til det Resultat, som han først havde tilladt sig at udtale. Det var jo et ikke saa ubetydeligt Arbeide, – Væggene skulde flyttes, Piberne forandres og mere andet. Desuden fandt han det meget betænkeligt at lægge en saa stor Pibe paa Bjælkelag. Men man havde jo havt Arkitekter og Ingeniører til at udarbeide Tegningerne, og naar de sagde det var holdbart, saa maatte man vel tro det da.
Boghandler Iversen bemærkede til det sidst udtalte, at sagkyndige Folk havde udtalt, at det var ingen Grund til at tvile paa, at det jo var resikabelt at lægge Piben, som antydet.
Ordføreren vilde til Andersens Udtalelse ang. Piben bemærke, at tidligere havde ikke alene Piben, men ogsaa en stor Skorsten hvilt paa Bjælker, saa Tyngden før havde været forholdsvis større; men det havde holdt hidtil. Han vilde forhøre, om Andersen havde Forslag at fremsætte.
Andersen: Ja, hvis han fik Støtte fra nogen Kant, vilde han tillade sig at foreslaa, at Udførelsen af Arbeidet udsættes indtil Udgangen af Ferien næste Aar.
O. Nilsen var omtr. enig med Hr. Andersen, naar han udtalte, at det næsten gik over Byens Bæreevne først at bygge en saa stor Skolebygning og saa samtidig foreta en saa vidtløftig Reparasjon af den gamle. Han var ogsaa enig i, at det var uheldigt, at Arbeidet blev udført i saa kort Tid; man naaede derved ikke det tilsigtede Resultat. – Forresten havde man ogsaa ganske nylig havt en ikke ubetydelig Bekostning paa den, og huskede han ikke feil, saa havde man ogsaa da indlagt Ventilasjon. Men den var kanske ikke brugbar længere.
Iversen kunde for sin Part ikke være enig med de Herrer, som havde talt for Udsættelse af Sagen. Middelskolen holdtes jo nu i leiede Lokaler, – man havde en Klasse her og en anden der, hvilket var slemt baade for Lærer og Elev. Og hvilket Bryderi forvoldte det ikke Skolens Bestyrer? – Nei, vilde man ha Skole, saa fik man skaffe ordentlig Hus og Inventarium, saa man kunde være tjent med det baade paa den ene og anden Kant. Den Ordning, som var foretaget her paa Papiret var saa indskrænket som muligt. Man havde ved Overslaget været fuldt opmærksomme paa Byens finansielle Stilling, og derfor havde man søgt at gjøre det saa billigt som det paa nogen Maade lod sig gjøre, og han trodde ikke, at det af økonomiske Grunde gik an at udsætte Arbeidet.
Eftersom de økonomisk trykkende Tider lod til at have fæstet sig, var der liden Sandsynlighed for, at de vilde forandre sig noget mærkbart til det bedste paa saa kort Tid; men hvem ved, om de muligens ikke kunde bli daarligere, hvad forresten ikke var at ønske. Taleren fandt det tvingende nødvendigt, at man nu foretog Istandsættelsen, og mente han, at man vilde ha rummelig Tid til at faa Arbeidet udført inden dette Aars Ferie, hvis man strax begyndte med det. Hvad Ordningen af Værelserne angik, saa var den saa god som mulig, og efter Børves og Andresens Udtalelser var den Forandring af Tømmerpartiet, som man maatte foretage, paa ingen Maade resikabel. – – – Man maatte ogsaa huske paa, at man nu trang langt større Lokaler end forhen; thi man havde jo nu kombinerede Skoler med et stort Antal Elever.
Taleren hyldede stærkt Sparsommelighedsprincipet, men kunde ikke være med paa det her, hvor han trodde, Pengene vilde være saa vel anvendte, og tillige maatte vi huske paa, at hvad der her blev bevilget kom os selv eller vore Børn tilgode.
Men selv om det saa at sige kom os selv tilgode, hvad som bevilgedes, saa burde vi desuagtet og ikke mindst i disse pinible Tider ikke glemme at spare hvad spares kunde.
O. Nils en vilde ligeoverfor Jversen gjøre den Bemærkning, at han for sin Del aldeles ikke havde ment eller sagt, at Forslaget var flot. Han skulde inderlig gjerne gaa med paa det, men naar han saa hen til de ikke ubetydelige Udgifter, der var foranledigede ved den nye Skolebygning, saa begyndte han at bli bange for mere netop nu. Det var ikke. godt at vide, om Kommunen taalte stort mere. Det var sandt nok, at Middelskolen maatte holdes i leiede Lokaler; det var vist ingen, der syntes om den Ordning; men det skulde dog siges til Skolens Ros, at han endnu ikke havde hørt den mindste Klage over eller Misnøie med den. Hans Tanke var, at man burde se Tiden an, før man gik til dette nye Arbeide.
Iversen udtalte derefter bl. a. at med Hensyn til den gamle Skolebygning, der forresten var meget misserabel, saa trang man en hel Omordning, hvis man skulde faa Plads. Endda blev det ikke tilstrækkelig, saa man maatte faa et Lokale i Almueskolebygningen. Det var sandt, som der var sagt, at de nuværende Forhold ikke var tilfredsstillende. Lærer-ne sukkede saa mangen Gang, fordi de ikke havde Barna under et Tag, og det var nødvendigt, at vi saa snart som muligt fik rette paa dette uheldige Arrangement. – Man maatte ogsaa huske paa, at det var faa Kommuner, som var saa heldig stillede som Sandefjord hvad Skolesøgningen angik; thi der var særdeles mange, som søgte Skolen her, og det var meget lidet den trængte. Den klarte sig omtrent selv og af den Grund vilde det ogsaa ta sig ilde ud at sige Nei til et saa berettiget Krav som nærværende.
Efter en kort Replikveksling mellem D’Hrr. Nilsen og Iversen udtalte Ordføreren, at her var kun Spørsmaal om, hvad vi trang, og hvad vi maatte.
Det var Kommunens Pligt at sørge for, at Skolerne fik ordentlige og tidsmæssige Lokaler. Det kunde ikke den gamle Almueskolebygning siges at være, og det var utvilsomt, at Skolen vilde lide, om Sagen blev udsat. Ferierne blev jo aldrig længere end 6 Uger og det var ingen Umulighed, at Arbeidet kunde bli færdigt paa den Tid. Med Hensyn til Bevilgningen, saa var det nok slemt at gaa med paa den; men det var en bydende Nødvendighed. Skolen vilde nemlig bli uheldigere stillet, naar den kom ind i de gamle Lokaler, som de var, end om den holdtes i de leiede. Det var rent uforsvarligt, at man holdt Skole i saadanne Lokaler. Man havde f. Ex. et stort langt Rum, med bare et Vindu, og baade Formandskabet og Forstanderskabet havde længe anseet eu Forandring nødvendig. Naar Tidspunktet var inde, saa havde det været Meningen at foreta de Forandringer som var nødvendige for, at Barna ikke skulde lide. Lyset var ikke tilfredsstillende, Værelserne for smaa og daarlig Ventilasjon, saa man vilde gjøre Skolen Uret, om man udsatte med den nu foreslaaede Ordning.
Andersen kunde ikke skjønne, at man kunde opfatte ham som værende mod Forandringen. Det var han ikke; men han havde kun bragt det Spørsmaal paa Bane, om det ikke kunde lade sig gjøre at opsætte Arbeidet til næste Aar, saa man kunde faa ordentlig Tid til at bortlisitere det og faa gjort det, som det skulde være. Man talte om, at her kun var Spørgsmaal om en Bevilgning af 1400 Kr.; men der forelaa ogsaa et Andragende fra Beftyreren om en Bevilgning af 420 Kr. til Inventar, saa det blev nok nærmere 2000. – – – – – Han syntes, man havde udtalt sig, som at yan skulde være imod Middelskolen; men det var vist faa, som var mere glad i den end han. Naar han ønskede, at det omhandlede Arbeide blev udsat, saa var det kun af økonomiske Grunde.
Postmester Hansen udtalte sig derefler for, at Arbeidet strax blev iværksat. Man kunde ikke tro, hvor vanskeligt det var for Forstanderskabet. Departementet kom Gang paa Gang med Krav paa Forandring, og det var ikke saa godt at sige Nei. Man kunde nok andra om Prolangasjon et Aar eller saa, men naar den Tid var omme, saa var det lige ilde igjen. Det var derfor heldigt, at man strax begyndte med Istandsættelsen af den gamle Almuskolebygning. Han hadde nok hørt, at O. Nilsen nævnte, at ingen havde klaget over disse Filialer; men Hr. Nilsen, der selv havde været Lærer, vilde nok vide, at det medførte mange Vanskeligheder og meget Bryderi for Bestyreren, som man ellers vilde undgaa. Man kunde nok flytte ind i Bygningen, som den var, mente man; men Loven paalagde os at foreta en Forandring. Arbeidet maatte gjøres. Men var vi saa gode Kare, at vi kunde slaa en Streg over de 2600 Kroner, som vi havde i Statsbidrag, saa kunde vi vel lade være; men det var ogsaa meget tvilsomt.
Ord f. bemærkede hertil, at selv om man kunde «slaa Streg» over de 2600 Kr. saa kunde Arbeidet alligevel ikke opsættes.
O.Nilsen vilde reservere sig mod, at han skulde mene, at man i nogen længere Tid skulde kunne bruge Bygningen, som den var; det var kun hans Mening, at udsætte Arbeidet, saa man kunde faa Tid til at bortlisitere det og derveb opnaa en billigere Pris.
Efter nogle korte Bemærkninger af Ordføreren og Nilsen udtalte
O. Andersen, at han havde lidt Erfaring i at bygge. Han saa nok, at man havde sat lave Priser; men han havde endnu ikke set, at et Arbeide var blevet udført uden Tillægsbetaling efterpaa.
Iversen: Det var en kjendt Sag, at det ikke var saa godt at arbeide om Vinteren som om Sommeren. Det var kortere Dage, Snehinder og desuden frossen Jord, saa det var langt bedre at arbeide nu. – Med Hensyn til Arbeidets Beregning, saa stolte han fuldt paa de Mænd, der havde foretaget den, og ihvorvel han ansaa Hr. Andersen for en dygtig Mand, kunde han ikke tage det Hensyn til hans Mening som til de Herrers, der havde foretaget de omtalte Beregninger.
Overretssagfører Miøen: Det forekom ham, at dersom man frygtede for, at Arbeidet ikke kunde bli færdigt til Ferien var tilendebragt, saa maatte det vel kunne lade sig gjøre at benytte de leiede Lokaler og endel af den nye Almuskolebygning, indtil Arbeidet blev færdigt. Han vilde anse det heldigt, at Reparasjonen blev udført iaar. Efter forskjellige kortere Udtalelser af Iversen, Andersen, Ordføreren, Stub og Miøen voteredes over Formandskabets Indstilling, der bifaldtes med 11 mod 5 Stemmer.
Derefter voteredes over Andersens Forslag, som man betragtede som et Tillægsforslag, der forkastedes med 12 mod 4 Stemmer.
Sag 2. Indstilling fra Formandskabet om at bevilge Midler til Anskaffelse af en Del Inventar til Midelskolen. Indstillingen, der gik ud paa, at der bevilgedes 420 Kr. til Anskaffelse af Inventarium, bifaldtes enstemmig.
Sag 3. Andragende fra Lina Olsen om Eftergivelse af den hendes afdøde Mand Skibsfører Martinius Olsen ilignede Skat for d. A.
Formandskabets Indstilling, at Skatten eftergives indvilgedes enstemmig.
Sag 4. Andragende fra Skibsfører O. A. Nilsen om Efiergivelse af det Halve af den ham ilignede Skat for d. A.
Efter en kort Debat, hvoraf fremgik at Vedkommende havde Grund til at faa Skatten reduceret, blev hans Andragende enstemmig indvilget».
Postmester Hansen var fraværende, melder Vestfold[65] 6 juli 1887, fra neste møte i Kommunebestyrelsen, der det ble behandlet Pedel, Brændsel og Inventarium for Almueskolen; og adgang for tomteeiere til å innløse grunnleien til kommunen – det siste tok mye tid.
Neste møte der man får øye på Postmester Hansen fant sted 3 februar 1888[66], og dreiet seg hovedsak om oppgjøret efter byggingen av Folkeskolen – og som hadde ledet til omfattende krangel med entreprenørene, og også innen kommunestyret.
Onsdag 8 februar 1888 var Bjørnstjerne Bjørnson i Sandefjord for å holde foredrag om «Enegifte og Mangegifte» i Kong Karls Festivitetslokale[67]:
Lørdag 11 februar samme år kunne man lese en liten «anmeldelse» i Sandefjords Tidende[68]:
«Sandefjord, 11te Februar.
Bjørnstjerne Bjørnson holdt sit lovede Foredrag hersteds Onsdag for overfyldt Hus. Over 400 havde faaet Billetter, men mange var sikkerlig de, som ikke kunde faa Billetter, da der ikke var udstedt flere end ca. 400. Foredraget blev ogsaa hersteds modtaget med stort Bifald. Efter Foredragets Slutning udbragte «Steen fra Bygdø» et «Længe leve Bjørnstjerne Vjørnson», der besvaredes med Hurraraab fra Forsamlingen. Derefter udbragte Postmester Hansen et «Leve Fru Bjørnson», der fulgte sin Mand hid. Publikum gav sig ikke før hun maatte vise sig paa Scenen».
Tirsdag 26 juni 1888 var det Representantmøte igjen, melder Vestfold[69]:
«Sandefjord den 25de Juni.
I Repræsentantmødet i Tirsdags forelaa som første Sag at afgive Erklæring om, hvad der i Anledning Jurylovens § 26 maa ansees hensigtsmæssigt for Jarlsberg og Laurvigs Amt enten at udgjøre et eget Lagsogn, eller at Jarlsbergs Fogderi henlægges til Bratsbergs Amt.
Repræsentantskabet vedtog her Formandskabets Indstilling saalydende:
Kommunebestyrelsen anbefaler en Ordning, hvorved Jarlsberg og Laurvigs Amt kommer til at udgjøre et eget Lagsogn, idet man gaar ud fra, at denne Ordning vil blive den bekvemmeste og mindst byrdefulde for Amtets Indvaanere.
Den næste Sag, Spørgsmaalet om Oprettelse af en fast Lærerindepost ved Middelskolen istedenfor den ene af de midlertidige Poster, fremkaldte en længere Debat.
Inden Repræsentantskabet herskede Enighed om, at der burde bevilges til en Lærerindepost som af Forstanderskabet og Formandskabet foreslaaet, men man var uenig om, hvorvidt Posten nu burde oprettes som fast eller blot midlertidig.
Ordføreren og Formændene Grøn og Stub samt Repræsentanterne Postmester Hansen og Freng vilde, at man nu skulde som foreslaaet oprette en fast Post,idet de fandt dette hensigtsmæssigt og bedst for Skolen. Kun derved vilde ogsaa Skolen faa den dygtigst mulige Lærerinde. Formanden Skolebestyrer Nilsen og Repræsentanten Holm Hansen fremholdt derimod, at Skolen ingen Skade vilde lide, om man ansatte en Lærerinde midlertidig. Der var heller ikke Tvil om, at man alligevel vilde faa en fuldt ud dygtig Lærerinde.
Repræsentanten Miøen udtalte sig for Sagens Udsættelse, indtil at fyldigere Oplysninger navnlig angaaende den i Sagens Dokumenter omtalte Undervisning i Fransk m. v. kunde foreligge.
Ved Voteringen forkastedes først Formandskabets Indstilling med 8 moo 7 St. Dernæst vedtoges mod 1 St. et af Holm Hansen fremsat Forslag saalydende:
«Til Konstitution af en eksamineret Lærerinde med Eksamen af høiere Grad bevilges til den for Posten før bestemte Løn 400 Kroner et aarligt Tillæg af 260 Kr. Bevilgningen gjælder for en Tid af indtil 3 Aar fra førstkommende Skoleaars Begyndelse. De nærmere Betingelser for Konstitutionen bestemmes af Forstanderskabet.»
Miøen foreslog til Slutning, at Forsamlingen beslutter at udtale, at man ved den fattede Beslutning ikke vil have udtalt noget om, hvorvidt Fransk fremtidig skal være Undervisningsfag ved Middelskolen.
Formanden Grøn bad tilføiet Protokolen, at han ikke kunde være med paa nogen Udtalelse som af Miøen foreslaaet og vilde heller ikke stemme over det.
Miøens Forslag tiltraadtes derpaa af den øvrige Del af Forsamlingen, hvorpaa Mødet hævedes.
Det forekommer os, at Resultatet af den lange og ivrige Debat angaaende Lærerindeposten ved Middelskolen var det heldigste, naar Sagen da ikke som af Hr. Miøen antydet skulde udsættes, indtil nøiagtige Oplysninger i enkelte Henseender forelaa. Derved at Posten kun blev oprettet midlertidig er selvfølgelig ingen Skade for Skolen. Viser det sig, naar den nu fastsatte Konstitutionstid er udløben, at en fast Post som den her omhandlede er nødvendig, er der god Anledning til da at oprette en saadan».
Det er lett å få inntrykk av – fra den alminnelige politiske debatt – at det i 2022 er sterkere polarisering og mer personfokus enn i tidligere, mer idealistiske tider – men i annen halvdel av 1880-årene, da partiene fremdeles var unge, kunne det gå hårdt for seg på begge plan, slik man kan lese i Vestfold[70] 28 juli 1888:
«Sandefjords Tidende» er i Torsdags atter ude med et af sine Angreb paa navngiven Mand. For Høirepressen i Almindelighed og Sandefjords Høireorgan i Særdeleshed er nemlig deslige Angreb paa Personer, formedelst aarelang Vane, blevet til en Nødvendighed, gaaet slig i Blodet, at den ikke kan leve disse foruden. Det er med denne Presse næsten som med en stakkels Drukkenbolt, han synes ikke, han kan leve, med mindre han, i nogen Grad ialfald, faar tilfredsstille sin Lyst. Uagtet det herværende Organ for Høirepolitik, Høiremoral og «Intelligens» nu i en lang Aarrække har været henfalden til den Trafik at rette ubeføiede, mer eller mindre voldsomme Angreb paa Mænd, der bekjendte sig til Venstrepolitiken, var der dog dem, som troede, at Bladet under sin nye Eier og Udgiver, Hr. Bogtrykker L. Schmidt i Larvik, maaske vilde aflægge sin gamle forkastelige Vane og isteden beflitte fig paa at blive et anstændigt Presseorgan. Men man blev skuffet. Hr. Schmidts leiede Redaktør og andre forskjellige Skriblere har fortsat paa den gamle Vis i «Tidendens» Spalter.
I Bladet for Torsdag er saaledes, som nævnt, en af disse ude med et Produkt, undertegnet «Mange». Det er denne Gang, Hr. Postmester Hansen, der maa holde for. Hr. Postmesteren beskyldes for at «ville omgjøre sit Postkontor til et Agitationsbureau i den radikale Politiks Tjeneste», ligesom der insinueres, at Ekspeditionen ved Kontoret ikke staar synderlig høit i den almene Opinion. Intet kan være usandfærdigere end dette; thi der er visinok faa Postkontorer i Landet, hvor Ekspeditionen er saa human, hurtig og paalidelig som ved Sandefjords Postkontor, og netop derfor staar ogsaa Ekspeditionen her høit i den «almene Opinion». Alle, hvad enten de er Venstre- eller Høiremænd, vil heri være enig med os. Hr. Postmester Hansen er, som bekjendt, Venstremand, og det maa være dette, «Sandefjords Tid.» har hørt, siden den skumler om, at Postkontoret vil blive omgjort til «et Agitationsbureau i den radikale Politiks Tjeneste». Os forekommer en slig Skrivemaade i høi Grad ussel og foragtelig, og vi tror ogsaa, at alle rettænkende Høiremænd, som kjender Forholdene hersteds, vil foragte et Blad, der i den Grad, som «Sandfj. Tid.» gjør sig uværdigt».
Likevel, bare en knapp måned senere, 22 september, kunne Sandefjords Tidende[71] være vennligsinnet:
«Tønsberg, 21de Septbr.
Hr. Redaktør!
Deres ærede Anmodning om et Referat angaaende Tusindaars-Monumentets Indvielse har jeg, paa Grund af Fravær, ikke kunnet efterkomme før nu, og da jeg ser at De imidlertid har holdt Dem til Morgenbladets mindre fuldstændige Beretning, skal jeg tillade mig at supplere denne med nogle Bemærkninger.
Saaledes er der ikke nævnt noget om Oprindelsen til Monumentets Reisning og bør det erindres, at det var et Par unge Handelsbetjente heraf Staden, nemlig afdøde Hr. Sigvart Kristoffersen og nuværende Kjøbmand Sahlgvist, der gik ifærd med at faa dannet Komiteen for Fortidsmindesmærkers Bevaring, samt med at faa reist et Udsigtstaarn paa Slotsfjeldet, og testamenterede Kristoffersen 1000 Kr. som Bidrag til dets Opførelse. Denne Sum blev da det første Grundlag til et Byggefond, der siden blev forøget ved Udbyttet af en Bazar og en Koncert; men udgjør dette ikke mere end omtrent en Ottendedel af hvad Monumentet nu koster i færdig Stand, nemlig ca. 18,000 Kr. Det er altsaa for ikke mindre end 7/8 Del af denne Sum, at Slotsfjeldskomiteens Medlemmer staar personlig Garanti, og fortjener dette at fremhæves som et Træk af god patriotisk Borgeraand.
Da en væsentlig Del af de ved Festen holdte Taler allerede er refererede, skal deres Korrespondent ikke dvæle videre derved; men vil dog lidt nærmere fremstille et Punkt i Hr. Mørchs Tale, der i Forhold til dens gediegne Indhold er mest ufuldstændig gjengivet, og sker det saameget heller som dette Punkt vakte stærke Bifaldsytringer. Efterat han nemlig havde talt om, hvorledes Nøden blev større og større for de beleirede Bagler, da Julen kom, sagde han, at Kosten paa Kongeborgen var ikke da som nu i Stiftsgaarden efter fransk Spiseseddel, nei der blev simpelthen kogt Suppe paa Hvalrostauge og gamle Skosaaler. Taleren undredes paa, hvor længe vor Tids politiske Mundhelte af Høire eller Venstre vilde blive sin Sag tro, naar de paa «Madbjerget» ikke fik andet end Suppe paa sit eget Skotøi? En Kost han saa inderlig gjerne vilde unde dem i Fædrelandets Navn.
Dernæst er heller ikke refereret de Ord, Hr. Mørch henvendte til selve Bautan, efterat der var raabt Hurra sfor Festjubilanten, gamle Tønsberg, nemlig:
Staa nu du der som «Dvergehusets» indviede Dis,
ja, staa du der paa Saga’ns «Berg»;
og skræm fra Byen Trold og Dværg.
Mens Slægter visner hen som Løv,
du kneise over deres Støv!
Og gid altid at din tause Morgenhilsen
maatte bringe Held og Velsignelse over
de vaagnende Slægter!
Derpaa istemte Sangerne og Mængden paa Melodi: Se hist ved Østersaltes Vove:
Om taus den Hilsen du vil bringe
mod nye Tiders Morgengry,
saa vil dog Sagamaalet klinge
om Berget og den gamle By,
om Bjørn og Olaf, Haakon Gamle,
og Sverre som gav Berget Glans;
som synligt Tegn du her vil samle
de Oldtidsminder til en Krans.
Jo flere Sekler hen der glider,
mens Mænd og Kvinder samles her,
med større Ærefrygt de skrider
mod Bautan, som vi reiste der,
og fra dens Tinde de vil skue
her inden Horizontens Rand
saameget Skjønt, der op vil lue
i Hjertet for vort Fædreland.
Carl Henr. Mørch.
Senere paa Aftenen holdt Hr. Mørch en improviseret Tale for Tønsbergs Sømænd, en Blanding af Alvor og Humor, der gjorde stormende Lykke, og til Slutning takkede Postmester Hansen fra Sandefjord paa en livlig og hjertelig Maade paa de Fremmedes Vegne for den Glæde, Tønkbergenserne havde beredt dem ved denne smukke Fest.
U».
Representskapsmøtet[72] 23 oktober hadde en rekke saker til behandling – skolesaken fortsatte, og spørsmålet om en ny lærerpost med den; og det skulle kjøpes mer inventar. Doktor Freng hadde bedt om lønnsforhøyelse som fattiglege, og efter noen diskusjon, der Ole Hansen stilte seg positiv, ble denne vedtatt med 9 mot 7 stemmer.
Senhøstes 1888 skulle det utpekes valgmenn fra Sandefjord til å velge Stortingsrepresentant for Larvik og Sandefjord. Venstre i byen hadde annonse i avisen Vestfold[73] 22 november, og igjen 24 november[74]:
Valgkampen fortsatte med flere annonser i samme avis[75] torsdag 27 november:
Og altså selve programmet for denne valgkampen[76]:
Vestfold[77] forteller også om noen nyvinninger i valgordningen:
«Ukontrolleret Valg.
_ _ _
Iaar kan man stemme hemmeligt. Ingen behøver at faa Rede paa, hvilket Parti, man giver sin Stemme. Ingen kan udspionere ens Stemmegivning. I et afsondret Rum i Valglokalet, useet as alle, tager man sin Stemmeseddel frem og lægger den i den Konvolut, man ved Navneopraabet har faaet. Konvolutterne er ens for alle. Efterat man har lagt Stemmesedlen i Konvolutten, klæber man den til, gaar saa ud af Alflukket og lægger selv sin Konvolut i Valgurnen.
Stemmesedlerne kan være trykt eller skrevet, men maa være af aldeles hvidt Papir. Er Papiret farvet eller Stemmesedlen paa nogensomhelst Maade mærket, bliver den forkastet.
Stemmesedlerne skal være uden Underskrift. Underskrevne Stemmesedler bliver forkastede.
Disse Bestemmelser i den i 1884 vedtagne Valglov er fattede for at værne om Valgets Frihed og Renhed.
Enhver Stemmeberettiget kan nu stemne efter sin Overbevisning og Samvittighed, da det er umuligt for nogen at kan vide, hvorledes den enkelte Mand stemmer».
Så følger enda en annonse[78], før en lengre redaksjonell artikkel om hvorfor man bør stemme Venstre:
Artikkelen stod på første side, slik også annonsene gjorde – Vestfold[79] var en ekte Venstre-avis!
«Med hvem skal vi stemme?
«Sandefjords Tidende» for Lørdag har blandt andet ogsaa rendt af sig en Artikel, overskrevet «Venstres Valgopraab», der paa Grund af sin Enfoldighed virkelig fortjener Opmærksomhed. Vi skal derfor se lidt paa den, da det Slags Produkter lige foran et Valg ikke bør gaa upaaagtet hen. Hvad det angaar, at «Tidenden» karakteriseree Venstres Valgopraab som «Vomfyld», da vil vi i Forbigaaende notere, at det dog er bedre at fylde sine Læseres «Vom» end lade dem sulte ihjel, som Bladet nu saa længe har beflittet sig paa. Dernæst et Par Bemærkninger til det principielle i «Tidendens» Opsæt.
«Omsat», mener denne, «paa en nøgtern Maade vil saaledes Valgopraabets to første Theses sige, at Venstre arbeider for alm. Stemmeret, medens Høire arbeider imod samme, de to næste «at Venstres arbeider for direkte Skat, men at Høire ikke vil have dette Skattesystem indført».
Disse fire Theses, Sætninger, indlader ikke «Tidenden» sig paa med et eneste Ord at modbevise, hvorfor vi kan gaa ud fra, at Bladet indrømmer
1) At Venstre arbeider for alm. Stemmeret og vil have denne gjenemført, Arbeid erstandens første og vigtigste Livsbetingelse.
2) At Venstre arbeider for direkte Skat for paa den Maade at fordele Skatebyrderne retfærdig i Samfundelt.
Og naar «Tidenden» indrømmer, at Høire ikke vil disse vigtige Reformers Gjennemførelse, da kan man jo neppe forlange mere.
«De i tredje Række anbragte Satser siger, at Venstre arbeider for Sparsomhed i Statshusholdningen, medens Ødselhed er Høires Princip. Som om ikke Høire havde Slatter at betale».
Heller ikke her noget Bevis. Ikke et Ord om det faktiske Forhold, at Sparsomhed er det virk elig e Venstres Program, medens det aldrig har været Høires, hvorfor vi kan. slutte.
3) At Venstre arbeider for stedse stigende Sparsomhed i Statshusholdningen, den væseniligste Betingelse forat vi som Folk kan gaa fremad i økonomisk Velvære.
Alle, som vil Stemmeret for alle selvhjulpne Mænd. Beskyttelsestold for Haandværk og Industri med Nedslag af Tolden paa Kaffe, Sukker og Lysoljer, samt Indførelse af en supplerende Skat paa Formue og Indtægt. Hævdelse af Ministeransvarligheden. Norges fulde Ligestillelse med Sverige. Afskasfelse af overslødige Embeder, Nedsættelse af urimelige Lønninger og Oprettelse af Selvpensionering før alle. Vedtagelsen og Gjennemførelsen af en demøokratisk Tolkestalcorduing i Overensstemmelse med det koreliggende Udkast.
«4de Nummer gjælder Skolesagen. Venstre vil, siger det, reformere Skolen i folkelig*») Aand, Høire naturligvis ikke. Som om ikke Høire har fremsat Skolereformforslag, og som om ikke Venste selv har maattet erklære sine afkristnende Reformer for uigjennemfgørlige.»
Denne Passus er jo ligefrem mesterlig. Thi for det første: naar fremsatte Høire Skolereformforslag i folkelig Aand, i det hele: naar har Høire været folkeligt, dernæst: naar erklærte Venstre sine Skolereformer for uigjennemførlige? At «Tidenden» taler om afkristnende Reformer, det vil vi her ikke nærmere nævne. Derfor kan man ligefrem slutte, siden Beviserne ogsaa her lader vente paa sig:
4) At Venstre arbeider for en folkelig Skolereform, den vigtigste Betingelse for, at vi som Folk kan gaa fremad i aandeligt Velvære.
«At Venstre vil afskaffe Embedsværket, og at Høire ikke vil gaa ind derpaa, er Indholdet af de storartede Perioder i 5te Rækkes Satser».
At Venstre vil afskaffe Embedsværket! I den Grad er vort meningsløst overflødige Emdedsmaskiner i «Tidenden» – og hele Høire – uundværligt, at Venstres Forsøg paa at indskrænke det blir opfattet som Forsøsg paa at afskaffe samme. En utmærket oplysende Erklæring nu lige under Valget! Men ingen Beviser natnrligvis. Derfor fastslaar vi som uimodsagt,
5) At Venstre vil indskrænke Embedsværket, fordi det vil Sparsomhed i Statshusholdningen, hvad Høire ikke vil.
«Endelig kommer der i ste Række tvende Pragtblomster om, at Venstre er de eneste, der ikke sparer, naar det gjælder virkelige Reformer, men at Høire da kniber af al Magt.».
Heller ikke denne Gang har «Tidenden» uleiliget sig med Beviser – af nærliggende Grunde naturligvis – hvorfor vi fremholder
6) At Venstre vil store og gode Reformers Gjennemførelse, selv om de koster. Thi en god Reform bliver sjelden betalt for dyrt.
Hermed forlader vi «Tidendes» virkleig meget lange Opraab om «Venstres Valgopraab». VI haaber at have bevist, eller bedre: vi haaber Bladet selv har bevit, at Høire intet vil, medens det er venstre som fremdeles bærer alt Fremskridt her i Landet, og det maa derfor være enhver klart, med hvilket Part han ved forestaaende Valg bør Stemme.
Stem med Venstre, hvis du vil noget.
Men vil du intet, og kan du med tryg Samvittighed give din Stemme til Reaktion og Undertrykkelse af alt levedygtigt i Samfundet, stem da med Høire.
Thi da opnaar du paa en forbausende Maade din Hensigt.
For at man ikke skal beskylde os for Urimelighed i dette Punkt vil vi se lidt paa
Det konservative Valgprogram
der er vedtaget av deligerede ved Fællesmøde den 9de og 10de Juli dette Aar.
Programmet taler med en udsøgt Svada om Arbeide, Arbeide for Per og Paal. Men udnersøjer ma «Arbeidet» lidt i Sømmene, kommer man til mærkelige Resultater. Her er et Par af disse»
«Opretholdelse af Grundloven og de Prinsiper hvorpaa den er bygget» staar i førgte Linje i Programmets første Passus, saa her burde der da være Alvor i Ordene. Men hva dsker? I 4de Passus stiller Programmet forholdstalsvalg i Sigte, den største og mest gjennemgribende Grundlovsforandring, som vel nogensinde kan istandbringes!
Saa hvis der existerer Fraser til i verden, da maa dette om Opretholdelse af Grundloven være en af de digreste.
«Arbeide for Lettelse i Arbeidsklassens og de økonomisk mindre velstillede Samfundsklassers Kaar» lover endvidere Programets Artikel 8. Derfor skulde man tro, hvis ikke de almindelige Høirefraser igjen var ude og spøgte, at Programmet ogsaa vilde tale bevægede Ord om den almindelige Stemmeret, der dog, som vi før har sagt, er den viktigsgte Løftestang under Arbeidet for «Lettelse af Arbeidskalssens Kaar». Men i den Grad tier Programmet herom, at det endog ligefrem i § 1 erklærer: «for Tiden ingen yderligere Udvidelse af stemmeretten».
Artikkel 9 lover «Arbeide for alt, hvad der kan gjøres til Oplysningens Fremme» i vort Land, saaledes en tidsmæssig Udvikling af Folkeskolen» osv. Men da denne tidsmæssige Udviling skal gjøres virelig gjemmen Steens Skolelovforslag, ja, da viiser Høire, at det er fine Gundsætninger tro og stemmer – mod Forslaget! Stemmer ned sine egne høitidelige Løfter! Det er udmærket.
Og udmærket er da ogsaa hele det konservative Valgprogram. Hvis nogen kan faa anden Mening du af det end den, at nu skal Høire gjøre sig rigtig til for Arbeidsklassen og Bønderne, da maa han være mærkelig anlagt for det logiske. Med «Arbeide» begynder Programmets samtlige Paragrafer, men de ender med noget ganske andet.
Lad derfor ikke den Skam overgaa vor By, at den kaarer Mænd, der er valgte paa et saadant Program, til at varetage sine vigtigste Interessert. Mæd frem ved det forestaaende Valg og bidrag ved din Stemme dit til, at Sandefjord i hvert fald ikke bliver regnet med til de mod Venstres Sag svigefulde Steder»
_ _ _
* Alle Udhævelser af os».
Til tross for Venstres og Vestfolds glødende valgkamp, så gikk det ikke særlig i selve valget – Høire kapret alle valgmennene, forteller Sandefjords Tidende[80] 29 november 1888:
«Sandefjord, 29de November.
Valgmandsvalget i Sandefjord
foregik idag og havde saadant Udfald :
Valgmænd:
Kjøbmand A. Stub med 99 St.
Overretssags. Miøen 98 ‘’
Havnefoged Andersen 97 ‘’
Dr. Freng 97 ‘’
I. T. Rove 92 ‘’
Suppleanter:
Kjøbm. H. S. Iversen med 91 St.
Postmester Hansen 91 ‘’
Kjøbm. P. Halvorsen 89 ‘’
Glasm. Oluf Andersen 86 ‘’
Uhrm. Holm Hansen 84 ‘’
189 Stemmer afgivne. Ingen forkastede».
Bare litt over to uker senere skulle det være kommunevalg. I den forbindelse brakte Vestfold[81] Venstres liste på trykk 11 desember:
«Forslag til Formænd.
Skibsreder P. A. Grøn.
Skolebestyrer A. H. Nilsen.
Kjøbmand Abr. Andersen.
Denne Liste er vedtaget i et Møde af Venstremænd og anmodes Vælgerne om i Enighed at samle sine Stemmer om den paa Valgdagen, Torsdag den 13de December».
Samme dag, på samme side og umiddelbart efter forslaget på Formænd, finner man et anonymt leserbrev[82] som fremme Venstres kandidater til Representantskapet:
«Hr. Redaktør!
Tillad mig Plads i Deres ærede Blad for følgende Stemmeliste til Repræsentanter ved det tilstundne Repræsentantvalg. Jeg finder, at det ikke er mere end paa Tiden, at dette Valg ogsaa kommer paa Tale, hvorfor foreslaaes til
Repræsentanter:
1. Postmester Hansen.
2. Kjøbmand Wetlesen.
3. Skomager Sørensen.
4. Maler Th. Thorsen.
5. Lærer R. Kvam.
6. Sadelmager C. Pedersen.
7. Kjøbmand Mohn.
8. Kristoffer Andersen.
Denne Liste tror jeg tilfredsstiller alle rimelige Fordringer».
Redaksjonelt var Vestfold[83] mest opptatt av Formannskapsvalget, kan det se ut til:
«Sandefjord den 11te December
Formandskabsvalget for vor By skal foregaa paa førstkommende Torsdag. Vi anmoder da Byens Vælgere om at samle sig om ovenstaaende Stemmeliste, der er vedtaget i Møde af Venstremænd.
Denne Liste tiltrænger ingen Anbefaling af os. De opstillede Mænd er nemlig gamle og prøvede Kommunemænd, paa hvis Dygtighed ingen kan tvile. Formændene Grøn og Nilsen har ved sit lange kommunale Liv havt Anledning til at erhverve sig en sjelden Indsigt paa dette Felt, og vi anser det saaledes for givet, at Vælgerne fremdeles vil tildele dem Hvervet som Formænd.
Kjøbmand Abraham Andersen er ogsaa nu en prøvet Kommunemand, der med Interesse for Hvervet forener Dygtighed og sundt Skjøn. Vi antager derfor at ogsaa han vil samle Stemmerne om sig.
Vi gjentager Opfordringen til enhver Vælger om at stemme paa:
Skibsreder P. A. Grønn.
Skolebestyrer A. H. Nilsen.
Kjøbmand Abraham Andersen».
Representantskapsvalget foregikk separat, og i Vestfold[84] for 22 desember skriver avisen:
«Repræsentantvalget.
Paa førstkommende Lørdag den 29de December Kl. 12 skal Repræsentantvalget afholdes. 9 Mand skal da udkaares til i de følgende 4 Aar at tage Sæde i Kommuneraadet.
Man maa da ikke glemme, at der ved dette Valg, ligesaavel som ved Formandskabsvalget, er af Vigtighed at faa de ledige Pladse besat med de mest skikkede og paalideligste Mænd. Formandskabet kan forberede Sagerne og fremkomme med Indstillinger og Forslag, men det er Repræsentantskabet, som i sidste Instans afgjør de vigtigste Sager, som Lovgivningen har lagt under Kommunebestyrelsens Raadighed. Jo dygtigere derfor denne Korporation, Repræsentantsskabet, er sammensat, desto større Sikkerhed har man for, at de foreliggende Sager kan blive undergivne en saavidt mulig alsidig Drøftelse og Behandling og faa en for Kommunens Vel heldigste Afgjørelse. Lad være, at man til enhver Tid har dygtige og erfarne Kommunemænd i Formandskabet. Det er dog ikke nok. Ogsaa «udenfor Skranken» trænges Dygtighed.
Vi vil derfor rette en indtrængende Opfordring til Vælgerne om, at de ved Repræsentantvalget paa Lørdag lader andre Hensyn træde tilbage for dette, at faa de ledige Pladse besatte med Mænd, som yder den største Garanti for med Interesse, Flid og Dygtighed at ville røgte Hvervet som Folkets Repræsentant i Kommuneraadet.
De gjenstaaende Repræsentanter er, som man ved, følgende 6: Glasmester Oluf Andersen, Kjøbmand Knud Bache Doktor Freng, Garver Hem, Snedker L. Jakobsen, Kjøbmand P. Halvorsen.
Af de nu udtrædende 7 Repræsentanter blir vel neppe flere end en Minoritet gjenvalgt. De udtrædende Medlemmer af Formandskabet, D’Hrr. Holm Hansen og Nilsen, der nu begge i en Aarrække med en af alle erkjendt sjelden Dygtighed, Flid og Energi har røgtet sit Hverv som Kommunemænd i en Tid, hvori netop flere store og for vor By vigtige Sager har foreligget og fundet sin Afgjørelse, burde selvfølgelig fremdeles være selvskrevne Medlemmer af Kommuneraadet, om de dertil var villige. Hr. Holm Hansen har imidlertid bestemt frabedt sig Valg ogsaa som Repræsentant. Derimod skal Hr. Nilsen, der ligeledes undslog sig for Hvervet som Formand, ikke være uvillig til at indtræde i Repræsentantskabet. Vi anser det da for givet, at Vælgerne vil samle sine Stemmer om ham.
Om de mange Jorslagslister, som hidtil er fremkomne, til Repræsentanter, skal vi ikke nærmere udtale os. Vi vil kun sige, at der er liden Sandsynlighed for, at nogen af disse i sin Helhed vil kunne gaa paa Valgdagen».
I samme avis[85] kunne man også lese et innlegg på vegne av avholdsorganisasjonene, som hadde synspunkter på hvem som burde inn i Representantskapet:
«(Indsendt.)
Forbudsforeningen, Good-Templarlogerne og Total-afholdsforeningen hersteds har i Fællesmøde den 1ste ds. besluttet at samle sine Stemmer om nedenstaaende Mænd ved det forestaaende Repræsentantvalg:
Havnefoged
O. Andersen.
Postmester Hansen.
Organist Windingstad.
Kjøbm. Ole Nielsen.
Agent P. O. Nielsen.
Kjøbm. M. A. Brønnum.
Tømmermand Chr. Andersen.
Skomager H. Sorensen.
Garver B. Hansen.
Naar en ikke ubetydelig Del af Sandefjords Vælgere tillader sig at overbringe de Øvrige nærværende Lister som Forslag, havde man ifølge sammes fyldige Indhold, et ikke ringe Haab om, at den vilde komme i almindelig Betragtning ved Valget.
Ensidige og politiske Interesser har man sægt tilbagetrængt, paadet at Kommunens alsidige og bedste Kræfter kan komme til Anvendelse i de offentlige Arbeider. Derfor, Vælgere! lader os samle vore Stemmer om Mænd til hvem vi med Haab om en heldig Løsning kan overdrage vort Samfunds mangehaande Spørgsmaal og Krav!
Stemmesedler vil blive omdelt Dagen før samt være at erholde paa Valgdagen».
29 desember – valgdagen – brakte Vestfold[86] Venstres endelige valgliste, vedtatt på et møte kvelden i forveien:
«Sandefjord den 29de December.
I Mødet paa Raadstuen igaar Aften i Anledning af Repræsentantvalget deltog 18 stemmeberettigede Venstremænd fra forskjellige Kanter af Byen.
Man enedes om at faa istand en Valgliste til Repræsentantvalget og besluttedes, at de Mænd, som ved Prøvevalg sik de fleste Stemmer, skulde opstilles som Repræsentanter.
Ved det endelige Prøvevalg fik derpaa følgende 9 Mænd de fleste Stemmer. Postmester Hansen, Timan Christiansen, Skomager Sørensen, Kjøbmand Anders Mohn, Lærer R. Kvam, Maler Thv. Thorsen, Kristoffer Andersen, Kjøbmand Wetlesen, Havnefoged Ole Andersen.
Denne Liste blev derpaa trykt og omdelt».
18 mai året efter, 1889, brakte Vestfold en reportasje om 17 Mai-feiringen:
«Sandefjord den 18de Mai.
Frihedsdagen feiredes igaar under stor Deltagelse efter det af Festkomiteen opstillede Program med Procession og Taler. Kt 4 Eftermiddag udgik fra Raadhuspladsen en talrig Procession, der under Musik af Goodtemplars Hornsextet togede op Storgaden over Stentorvet, Langgaden og Bugaardsgaden til nedre Torv, hvor Hr. Postmester Hansen holdt en anslaaende Tale til Skoleungdommen. Derpaa drog man til Aagaards Tomt, hvor en flagsmykket Talertribune var opreist. Efter at de forskjellige Faner var plantet omkring Tribunen talte Lærer Kvam for Dagen i omtrent følgende Ord.
Medborgere, Mænd og Kvinder!
Det var en stor og alvorlig Stund hin lykkelige Time paa Eidsvold, da Folkets kaarne Mænd idag for 75 Aar siden dannede Broderkjæden og under de manende Ord: «Enige og tro til Dovre falder», lagde Slutstenen paa sit dristige Arbeide, vort herlige Frihedsværk. Det var med blandede Følelser, at Eidsvoldsmændene af sluttede sit Arbeide; thi Glæden over at have grundlagt Friheden for vort Folk, gjenopbygget Landet og, som Rigsforsamlingens Præsident Georg Sverdrup sa «paa ny reist Norges gamle Kongestol, som Adelstener og Sverre beklædte, og hvorfra de med Visdom og Kraft styrede gamle Norge», – Glæden herover siger vi, blandedes med ængstelige Følelser for, hvad der vilde komme. Det var jo saa, som de fleste af os ved, at dengang truedes vort Land, saa fattigt det var, af mægtige Fiender, der med løftet Sværd stod færdige at slaa til, om ikke Nordmændene bøiede sig for de mægtiges Vilje og paany gik under Aaget. Men de modige Mænd handlede dog uden at bæve i denne vanskelige Tid, saa paa dem kunde Digterens stærke Ord passe, naar han siger:
«Vær glad, naar Faren veier
hver Evne, som Du eier,
jo større Sag
des tyngre Tag,
men desto større Seier.
Enhver, Gud sætter ene,
han selv er mere nær».
Ja Eidsvoldsmændene stod ene foran en stor Sag, men med Kraft og Mod tog de i Tillid til Gud og Sagens Retfærdighed et tungt Tag, hvorunder de reiste Frihedens og Selvstændighedens lysende Fane, og gav atter vort Fædreland Vlads som et uafhængigt Rige blandt Na tionerne! Eidsvoldsmændene seirede!
Med Beundring ser vi derfor paa denne «Norriges Dag» op til hine sande Frihedsmænd fra 1814, og vi trættes ikke af at mindes dem med inderlig Tak hver 17de Mai, fordi de med Forstaaelse af Øieblikkets Krav og med det rette Syn paa Frihedens Betydning for de kommende Slægter uden Frygt grundlagde vor Frihed og Folkelykke for Tiderne.
Eller kanske Du ikke tror, at 17de Mai-Mændene fra Eidsvold gav os noget, som er vært at nævne? Jo, de gav os meget. Gjennemstrømmede af Frihedsideerne fra det Land, som just nu mere end noget andet Land feirer Folkefrihedens og Folkerettighedernes 100-Aars Jubilæum, satte Mændene paa Eidsvold sig ned og skrev vor Grundlov, dette umistelige Frihedsbrev, der flyttede Ret og Magt over Folkets egne Hænder.
Ja 17de Mai Grundloven er et herligt Værk. Den gjorde Nordmændene til et helt selvstyret Folk, den ryddede Veien for gavnlige Love og gode Reformer, og det er den vi skylder en væsentlig Tak for, at vi idag har Selvstyre i Stat og Kommune.
Og vi, som er samlede her til Mindefest idag, vi kan vel enstemmig vidne om, at 17de Mai gav os meget. Naar vi ser de mægtige Fremsteg, vort Land har gjort paa alle Omraader, materielle som aandelige, i disse 75 Aar, ved, hrorledes vort Land og vort Folk idag med Hæder og Ære kan deltage endog i det store Verdensstevne dernede i Frankriges Hovedstad, og naar vi saa maa erkjende, at 17de Mai- Gaven er en god og væsentlig Aarsag til disse Fremskridt, i Sandhed, vi maa da sige, som der saa ofte er sagt, at Frihedstræet paa Eidsvold, det var et stort Yggdrasil, hvis Grene har bredt sig velsignende ud over Folk og Land!
Derfor er 17de Mai en Mindernes Dag, «med Minder saa dyre som Folket dem eier». Men den er ogsaa en Haabets og Reformernes Dag. Det er nemlig det store ved Friheden, at den stadig maner til Fremgang og Udvikling paa alle Omraader. Fortrøstningsfuldt kan vi derfor haabe, at hvad der endnu her i Landet er vrangt, det vil blive rettet, hvad der endnu idag, 15 Aar efter Frihedens Fødsel, ligger nede, det vil blive hjulpet frem. Og er end Mennestereitighederne ikke naaet helt frem til alle Borgere saaledes, som de skulde, saa borger 17de Mai for, at de vil naa frem.
Vore Fædre i 1814 var villige til at ofre meget, ja til at ofre alt for at opnaa Frihedens Gode, ofre alt for Fædrelandet. Den 17de Mai kommer ogsaa med Krav og Spørgsmaal til os, hvormeget vi er villige til at ofre. Saameget er vist, at det ingenlunde er nok, om vi idag samles til en Procession og raaber «Hurra for 17de Mai!» Nei den kræver af os, at vi er villige til at stille os i Fædrelandets Tjeneste, saaledes som Mændene fra Eidsvold, kræver af os, at vi, besjælede af levende Interesse for Almenvellet, gjør alvorligt Forsøg paa at bryde Egeninteressens stærke Pantser, saa vi kunde være istand til at tænke en Tanke og gjøre en Gjerning, der var gjennemtrengt af det sande, villende og opofrende Fædrelandssind!
Ja gid Frihedens varmende Sol maatte faa tænde sin Glød og skinne iblandt os og øve sin frigjørende Gjerning; thi dette Ord, Frihed og Fædrelandskjærlighed, det er ingen tom Frase, som kun bruges ved Anledninger som 17de Mai. Nei den rette Fædrelandskjærlighed er en stærk og levende Magt, som griber Hjærtet saaledes, at man af al Evne gjerne vil gjøre godt i Verden, af al Evne til det heles Vel gjerne vil udfylde sin Plads i Samfundet.
Og 17de Mai den skal mane os til dette.
Naar vi saa idag, paa denne vakre Vaardag, ser det herlige Liv i Naturen omkring os, ser gamle Norge, hvor det
fryder sig, saa skulde det falde os lettere idag paa vor store Frihedsdag at fatte det Forsæt, at vi ogsaa, hver efter sin Evne og Anledning, vilde være med og gavne Fædrelandet, saa at
«Hvad Norge var, det maa det engang
vorde
paa Land, paa Bølge og i Folkerang».
Længe leve gamle Norge og vor nationale Festdag
17de Mai!
Hr. Glasmester Oluf Andersen udbragte derpaa et Leve for Kongen, hvorefter Hr. Lærer Hægna holdt følgende Tale for Storthinget:
Paa en Dag som denne er det ligesom vi stanser og ser os omkring under vor Færd fremover paa Udviklingens Vei. Vi ser tilbage paa, hvad vi har naaet, hvor vi har snublet og reist os – vi ser fremover mod det, vi skal naa. Hver Tid har sine Krav, og det gjæloer at tage dem op, naar de kommer. 17de Mai er tillige Dagen, da vi undersøger vore Vilkaar som Folk og vort Ansvar overfor dem. Nu behøver vi bare at ha’ læst lidt Historie og kjendt lidt til Forfatningerne rundt omkring i Verden for at vide, at faa Folk har beddre Vilkaar for Fremskridt end vi. – I vor Grundlov er hævdet det store Frihedsprincip, at den øverste Vilje i Samfundet er Folkeviljen, at det, som skaber Lovene, er Folkets Behov og ikke noget andet efter den gamle Sats: den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa. Vi tilhører os selv og arbeider for os selv, vi er ikke en Flok Husdyr længre, som andre skal leve af.
Men Folkeviljen, ved vi, virker gjennem Storihinget. Det er ved Bestemmelserne om denne Institution at vor Grundlov er blit, hvad den er: en af de frieste paa Jorden. Det er for os bare om at gjøre, hvordan vi bruger denne Ret til at bestemme os selv – her kommer vi over til hvad der er vort Ansvar.
Er det saa, at Storthingssalen er et Sted, hvor vore Længsler og vore Behov tages op, er det vor Pligt at finde dem frem –, søge, hvad vi savner, som Digteren siger. Her er vort Arbeide for Fædrelandet lagt og her bør vi med allesammen uden Hensyn til Stand og Stilling, det faar ikke hjælpe, om ikke alle kan gjøre noget saa stort, bare der noget gjøres, og vi gjør det med Troskab. Da først, – naar vi kommer did – blir Storthinget et sandt Udtryk for, hvad der rører sig i Folket og til mere Velsignelse, endda vi Har faaet meget godt fra den Kant siden 1814. Storthinget har bestandig vist sig at være en tro Vagt om den Grundlov som vi idag jubler om, – det har altid været fremme, hvor vor Ret var truet, og vi kan alt takke Storthinget for en Række glimrende Lovværk. Det skal vi ikke glemme – allermindst idag, – og derfor er ogsaa hver eneste en af os med, naar der nu udbringes et: Leve det norske Storthing!
Efter hver Tale fulgte Kanonsalver og Musik af Hornseksteten.
Festens officielle Del var hermed forbi, hvorpaa Ordet erklæredes frit.
Hr. Thoralv Klavenæs besteg derpaa Talertribunen og holdt følgende energiske Tale:
Dette er altsaa 17de mai, den meget omsungne og meget udskregne 17de mai, den dag, paa hvilken Norge fik sin egen selvstændige grundlov. Denne grundlov hører til de mest frisindede i verden, og det er vel ogsaa derfor, at vi, hvergang dagen indfinder sig, samler os i store skarer og bringer Eidsvolds-mændene vor hyldest gjennem dundrende hurraer. Men alligevel kan jeg, naar jeg i dette øieblik ser ud over denne feststemte mængde, ikke andet end spørge: hvor er den, hin frihed, hvorom der tales, hvor er det, alt det gode, som dagen skal ha bragt os? Eller var det maaske saaledes, Eidsvolds-mændene mente det med os, at vi ¾ sekulum efter deres store gjerning ikke skulde ha bragt det længer end til at maatte taale en regjering, der aabenbart trodser folkets tydelige udtalte vilje, ikke længer end at vi ikke tør viske lydrigmærket ud af vort flag, men maa finde os i, at udlændingen, paa grund af dette samme flag, betragter os som Svensker, ikke engang bragt det saa langt, at vi tør betragte den norske grundlov som vor og gjør med den, hvad Svenskerne har gjort med sin ? Var det saaledes Eidsvolds-fædrene havde ment det med os, ja, da maa jeg sig: gud fri os fra de gjæve fædre paa Eidsvold !
Men saaledes var det ikke. De havde tænkt, at vi paa den basis, de lagde for os, skulde kunne udvikle os til et folk, der stod med en aaben pande ud mod Europa og kræved respekt paa grund af sine institutioners og borgeres frihed, til et folk, der havde viljie og mod nok til at slaa et slag med for menneskehedens store, alvorstunge sag. Men det har vi ikke. Saa lidt har vi det, at vi ikke engang fuldt ud tør feire frihedsdagen, fordi den indtræffer paa den dag, da det brandt i Kjøbenhavn, paa bededagen.
Vor grundlov hører til de frieste i verden, fordi den er et ægtefødt barn af den franske revolution, menneskegenialitetens største triumf. Men ser vi hen til denne revolution og dens principer, da vil vi snart fatte, hvor meget vi endnu ligger tilbage. Det var fornuftens gudinde, revolutionen satte paa høialteret, den, som for fremtiden skulde være folkenes gud. Men hvordan er det hos os med fornuften, hvilke er vel ikke dens vilkaar? Disse, at om en mand bruger sin sunde fornuft og ved den kommer til resultater, der staar i strid med de lovbeskyttede fordomme, udskriges han strax som en samfundsfiende, som en, der burde stødes ud af alt dannet selskab. Saaledes hædrer vi fornuften! Eller hvorledes er det med menneskerettighederne, det andet store nummer paa revolutionens program, det, for hvilket masserne saa gladelig lod sit blod flyde? Desvære saaledes, at ¾ parter af nationen sukker under tryk og tvang, medens rigmanden raaber hurra for vor frihed og for 17de mai!
Aanei, desværre, vi er nok ikke frie, ikke frie i tale, ikke i skrift, saa lidet frie, at bøger beslaglægges og hæderlige folk negtes adgang til at holde forsamling paa offentlig plads, uden at vi kan krumme et haar paa nægternes eller beslaglæggernes hode. Hvorfor saa hver eneste 17de mai synge om den herlige frihed, synge om en frihed, som endnu ikke er vor?
Der gaar et skrig fra Nordkap til Lindesnæs, et skrig af fortvivlelse og harme, som jeg skulde ønske alle kunde høre og da især dem, der er ivrigst til at juble om vor lykke. Det er skriget fra de mange, der har stillet sig i fremskridtsmændenes rækker for at kjæmpe med i menneskehedens interesse, og som til løn for sit blodtunge stræv, kun høster massernes utak og haan. Jeg skulde ønske, at alle var lydhøre nok til at opfange dette indignationens bitre skrig, thi da vilde 17de mai-løgnen nok snart af sig selv ophøre.
Jeg udbringer intet leve for eller i anledning af dagen. Jeg tier for saaledes at være i fuld samklang med mig selv og øverlader til samfundsløgnerne at juble.
Da ingen herefter forlangte Ordet, erklæredes Festligheden afsluttet, og Forsamlingen skiltes ad».
Sandefjords Tidende[87] hadde, samme dag, en todelt sak om feiringen – først et dikt, derefter en litt knapp reportasje. Diktet først:
«17de Mai
_ _ _
Hvor herlig er Guds fri Natur!
Idag skal disse Skovens Kroner,
De muntre, glade Fugletoner,
De høie Fjeldes trygge Mur,
Den blanke Sø, de dybe Dale
Til hver en Nordmands Hjerte tale.
Og ind i Himlens klare Blaa
Idag skal Nordmænds Ønsker naa.
O Brodre! Frihed, Frihed er
En Røst, som al Naturen fryder,
Naar Maidagens Straale bryder
Den barske Vinter tunge Spær.
Om Frihed synger Fossens Brusen
Og Fuglens Flugt og Stormens Susen;
Derom i Dalens dybe Løn
Gror nu en tusindfoldig Bøn.
O Held os! Norges Mand er fri!
Gid ogsaa glad, som Fugl i Skove
Og ren, som Søens blanke Vove
Med Himlens klare Stjerner i!
Velan, det sker med Tid og Stunder,
Naar vaagner op, hvad endnu blunder,
At Friheds gyldne Frugt i Nord
Kan vise, hvor de Nordmænd bor.
Derpå fulgte reportasjen[88]:
«Indlandet.
Sandefjord, 18de Mai.
17de Mai, 75 Aarsdagen, efterat Grundloven blev given paa Eidsvold, begundstigedes af det deiligste Veir. Naturen iført sit vakreste Skrud bidrog i høi Grad til at stemme Folket til Fest.
Kl. 6 igaarmorges gaves Salut fra Presteaasen, og Flag vaiede snart fra enhver Flagstang i By og Omegn.
Kl. 4 samledes Skoleungdommen og de forskjellige Korporationer under sine Faner ved Raadhuset, hvorfra Toget satte sig i Bevægelse med Musiken i Spidsen. Man marscherede igjennnem Byens Hovedgader og gjorde Holdt paa Torvet, hvor Postmester Hansen talte for Barneflokken, som belønnede hans tankevægtige og paa samme Tid muntre Ord med livlige Hurraraab. Under Musikkens Toner passerede man derpaa Storgaden, Nygaden, Langgaden og Løkkegaden, hvorfra man svingede ind paa Kjøbmand Aagaards Tomt, hvor en Tribune smykket med Flag og Grønt var reist.
Lærer Kvam besteg Talerstolen og holdt i anslaaende Ord Festtalen, hvorpaa Musiken spillede: Ja vi elsker dette Landet. Glaøemester Andersen udbragte derpaa et: Længe leve Hs. Mjst. Kong Oscar den 2den, hvorpaa Kongesangen spilledes. Lærer Hegna talte syndig og greit for Storthinget.
En opsigtsvækkende om end ikke meget tiltalende Avslutning fik Talernes Række ved Hr. Th. Klavenæs’s Optræden. Denne unge Mand fandt det nemlig passende paa den Dag, da vi Feststemning feirer Mindet om vor Friheds Grundlæggelsesdag i voldsomme Udgydelser at rakke ned paa vor Konstitution og hele sociale Samfundsvæsen. – Uden nærmere at skulle gaa ind paa Klavenæs’s Tale i Realiteten, der forøvrigt kun var et Opkog af forvirre de og ufordøiede Begreber om, hvad en sand og virkelig Frihed er, har vi dog ikke villet undlade paa denne Maade at protestere mod Th. Klavenæs’s Udtalelser som i høieste Grad upassende paa en Festdag som 17de Mai; og for samtidig derved at rive Hr. Klavenæs ud af den Illusion, at hans Tale gjorde nogensomhelst Lykke, hvilket han naturligvis tror var i høi Grad Tilfældet. Naar ingenProtest blev nedlagt paa Stedet, var dette, fordi man ikke vilde bidrage sit til vedvarende at ødelægge Feststemningen paa den uhørte Maade, som af Hr. Klavenæs var paabegyndt».
Sommeren 1889 tok Postmester Hansen igjen imot en badegjest som kanskje også var en kollega: Telegrafholder Brandt fra Kristiania[89].
I representantskapsmøtet[90] 22 november samme år foreslo Postmester Ole Hansen å gi kemneren, Ole Hansen et lønnstillegg på 200 kroner. Det forslaget falt med 16 mot 4 stemmer, mens et alternativt forslag, om et pålegg på 120 kroner, ble vedtatt med 11 mot 9 stemmer.
Fredag 30 november 1889 kan man lese i Morgenbladet[91]:
«Sandefjordsvalget. Vi have i Eftermiddag modtaget følgende Privattelegram til “Morgenbladet” fra
Sandefjord 29de Novbr. Kl. 2.40 Efterm. Høireseir. 189 afgivne Stemmer as 256.
Valgmænd: Kjøbmand Stub med 99 St., Overretssagfører Miøen 98, Havnefoged Andersen 97, Doktor Freng 97 og Skomager Rove 92 Stemmer.
Suppleanter: Boghandler Iversen med 91 St., Postexpeditør Hansen 91, Kjøbmand Halvorsen 89, Glasmester Andersen 86 og Holm Han-sen 84 St. Suppleanterne Venstre»
Så ble det altså, igjen, bekreftet og dét i hovedstaden: Ole Hansen var Venstremann.
Sommeren 1890 var Telegrafholder Brandt fra Kristiania tilbake i Sandefjord, denne gangen omtalt som «Kurgjest» hos Postmester Hansen[92].
1 januar 1891[93] var det – nok en gang – folketelling i Norge, og her finner man Ole Hansen og familien der den hører hjemme – i Bugaardsgaden, der de bor i annen etasje. Der har de en leilighet på 6 rom og kjøkken, og i tillegg et værelse på kvisten. Husets herre beskrives som «Postmester og Telegrafbestyrer selvstændig.» uten at det er helt klar hva dette betyr.
Sønnen Thorleif (21) er blitt matros – unge menn ble det i Sandefjord – og datteren Dorthe (18) er «Til hjelp paa Kontoret». Alle de andre barna er hjemme og de to eldste av dem kalles «elev». Tjenestepiken heter Anna Maria Holm, en 31 år gammel innvandrerkvinne fra Uddevalla.
Av en eller annen grunn var Postmester Hansen fraværende, forteller Vestfold[94] 19 februar 1891, fra Representantskapsmøtet tidligere samme uke.
I slutten av november samme år holdt Venstre «Prøvevalg», nominasjonsmøtet ville man kalle det i nyere tid, for å utse kandidater til valgmenn, forteller Vestfold[95] 28 november 1891:
«Sandefjord, 28. november.
Prøvevalg. Venstre havde møde med prøvevalg paa raadstuen hersteds igaar. Tilstede var mellem 50-60 personer.
Udfaldet af første prøvevalg blev, at P. A. Grøn fik 40, kæmner Hanssen 31, postmester Hansen 26, Holm Hansen 22, skolebestyrer Nilsen 22, Kristoffer Andersen og Knut Bache 21 stemmer. Dernæst havde Oluf Andersen og Kvam hver 18, Mohn og Marthinius Olsen Grønli hver 12 stemmer.
Ved andet prøvevalg fik kæmner Hansen 38, postmester Hansen 30, A. H. Nilsen 26, Holm Hansen 22, Kr. Andersen og Bache hver 20 stemmer. Af disse to sidste blev Kr. Andersen ved fornyet afstemning opstillet som valgmand. Venstres liste ser altsaa foreløbig saadan ud:
P. A. Grøn.
Kæmner Hansen.
Postmester Hansen.
A. H. Nilsen.
Holm Hansen.
Kr. Andersen».
I midten av desember 1891 stod et opprop med 26 underskrivere – hvorav 9 kvinner – i Sandefjords Tidende[96]:
«Da vi af Bademester Benjaminsons Avertissement i «Sandefjords Tidende» ser, at det er i Anledning af Melkekunder, at Forbudet mod Kjælkeagning i Hjertnæsbakken er fremkommen, erklærer vi herved, at vi intet har imod Agningen, men deler det almindelige Ønske om, at Forbudet snarest maa ophæves.
Sandefjord den 14-12-2972.
- Marcussen. Hj. Johannesen.
Anne Olsen. Olaf Th. Andersen.
C Castberg Jean B. Linaae.
Adrea Aarøe. Magda Nilsen.
S. P. Sandberg. Marie Andresen.
Serine Andersen. J. C. Andersen
O. Andersen. Alvilde Hansen.
Mathilde Linaae. C. M. Bryde.
Sofie Melsom. Justine Svendsen.
Knud Bache. Johan Borgesen.
S M. Pettersen. Styrmand Nordstrøm
Chr Christophersen. Peder Abrahamsen.
Harriet Berggren. Trine Larsen».
18 desember 1891 var det kommunemøte, forteller Vestfold[97] dagen efter, og gir et kort referat:
«I kommunemødet i fredags fattedes følgende beslutning:
- Budgettet for 1892 vedtoges efter forslaget. Angaaende politimesternes andragende om bevilgning til en fast konstabel og politistation paa stedet udspandt der sig en kort debat. Der blev bevilget 300 kr. til extraordinær politihjælp, men intet til politistation.
- Havnekassebudgettet vedtoges efter forelægget.
- Til medlemmer af skolestyret valgtes postmester Hansen, Testman og Kristoffer Andersen.
- Til revisorer valgtes Kraft og Kvam.
- Angaaende reperation af sygehusets tag bestemtes, at pengene hertil toges af de til kommunens bygninger for 92 bevilgede beløb.
- Afgivelse af erklæring om udkast til lov om pension for folkeskolens lærere. Indstillingen herom vedtoges.
- Forslag fra sundhedskommissionen om indkjøb af tomt af Solvang til isolationslokale for byen. Sagen udsattes»
Sandefjords Tidende[98] brakte 18 august 1892 et kort referat fra Representantmøtet dagen før:
«Sandefjord, 13. August
I Repræsentantmødet igaar forelaa til Behandling:
1. Andragende fra Pedel Andreas Nilsen om Lønstillæg, tilbagesendt fra Amtet til fornyet Behandling.
Etter nogen Debat bestemtes mod 4 St. at fastholde Repræsentantmødets Beslutning af 17de Juni d. A.– Kr. 50.00 i Lønstillæg.
2. Andragende fra Kjøbmand Ole Gogstad m. fl. om Istandsættelse af Gaden ved Goodtemplarlogen. Ordføreren og Postmester Hansen talte for, at dette Veistykke blev ordnet nu. Flere havde gjort store personlige Ofre til Fremme af Sagen og ventet nu, at Kommunen ordnede Resten.
Havnefoged Andersen og Magistraten fandt, at flere andre Bydele trang ligesaa meget til Forbedring af Gader og Veie, som den omhandlede, og begyndte man her nu, var det vanskeligere at afvise nye Krav.
Havnefogden vilde iallefald foreslaa Udsættelse til Budgettet forelaa, saa man viste, hvad man havde at tage af.
H. S. Iversen sluttede sig til Magistraten og O. Andersen. Der var daarlige Tider, og Byen havde adskillig Gjæld. Tal. vilde stemme for Andersens Udsættelsesforslag.
Brønnum ønskede Gaden istandsat, men vilde foreløbig stemme for Udsættelse, til Budgettet forelaa.
Der voteredes først over Andersens Udsættelsesforslag, der faldt med 7 mod 7 St. idet Ordførerens Stemme gjorde Udslaget. Derefter bifaldtes Formandskabets Indstilling om Bevilgning af Kr. 600 med 9 mod 5 St.
3. Andragende fra Brandmester Andersen om Lønstillæg.
Formandskabets Indstilling paa Kr. 200 – som personligt Lønstillæg bifaldtes enstemmig og uden Debat.
4. Erklæring angaaende de med Indredepartementets Cirkulære af 29de Marts d. A. oversendte Lovforslag om Brændevins Salg og Udskjænkning.
Sagen behandledes i Formandskabet Torsdag, hvor der besluttedes: «Sagen forelægges Kommunebestyrelsen med Forslag om at afgive saadan Erklæring:
Man er enig i, at Statsmonopol ikke indføres.
Ligeledes, at al Brændevinshandel monopoliseres hos Samlagene, – dette sidste mod 1 St. Formandskabets Pluralitet – 3 Medl. –er forøvrigt i det væsentligste enig i Komiteens Lovforslag. Med Hensyn i Fordelingen af Overskuddet var en Majoritet paa 4 Medl. enige om at foreslaa, at Overskuddet – efterat 5 pCt. er fradraget til Aktieeierne – fordeles saaledes…
65 pCt. til Samlagets Kommune, 15 pCt. til Samlaget til almennyttige Øiemed og 20 pCt. til Amtskasserne. 1 Medl. – Ordføreren – foreslaar, at Fordelingen af Samlagets Overskud foregaar paa den Maade, som foreslaaet af Hr. Aarrestad. Formændene Anderssen og Miøen kunde ikke være med paa, at Spørgsmaalet om hvorvidt Brændevins Salg og Udskjænkning skal være tilladt eller du for rkk Tidsrum af 3 Aar; afgjøres paa et Møde af srkattepligtige Mænd og Kvinder over 25 Aar, men fandt det rettest, at der hermed forholdtes som hidtil.
- Enstemmig udtaltes, at Statsmonopol ikke bør indføtres.
- Ligeledes at al Brændevinshandel monopoliseres hos Samlagene mod 1 Stemme.
- Med Hensyn til Overskuddets Fordeling stemte 11 for Majoritetens og 4 for Ordførerens eller Aarrestads Forslag.
- Afstemningsspørgsmaalet fremkaldte en livlig Debat:
Miøen fastholdt, at kun de Borgere, der var stemmeberettige, burde være med at afgjøre saadanne Sager. Var Opinionen virkelig for Afskaffelse af Brændevinshandel, kunde Sagen afgjøres gjennem Kommunevalgene.
Kr. Andersen syntes, at Kommunebestyrelsen burde være glad til, at den kom væk fra det Ansvar, som hvilede over Retten til at bestemme over den Trafik. Det kunde heller ikke nægtes, at Kvinder som Mænd var kompetente til her at tage et Standpunkt, og derfor troede Tal. den heldigste Ordning var, at lægge denslags Avgjørelse i Folkets egen Haand. Ved Valg af Kommunerepræsentanter var saa mange andre Hensyn at tage, at Brændevinsspørgsmaalet ikke kunde dominere det hele.
Magistraten frygtede for, at der vilde blive en voldsom Agitation foran hvert Valg, og Massen vilde trækkes hid og did af Agitatorer.
Havnefogden kunde sympathisere baade med Hr. Miøen og Chr. Andersen. Der var meget i Indlæggene fra begge Sider; men for Tal. stillede den økonomiske Side af Sagen sig frem med de største Vanskeligheder. Set at Forbud vedtoges i Sandefjord, medens Laurvig og Tønsberg drev Brændevinshandel. Følgen maatte jo blive, at vi ikke alene tabte Fortjenesten paa Samlaget, men ogsaa gik tabt af en hel Del Forretninger i andre Henseender.
Bryde var ikke nogen Ynder af almindelig Stemmeret; men i dette Tilfælde, syntes Tal, at Kvinden burde faa være med og influere paa Bestemmelser, der kanske mere end nogen anden rammede hende.
Iversen havde heller ikke imod at se de af Afholdsmændene forventede gyldne Tider, men den menneskelige Lidenskab vilde nok sørge for at holde dem unda. Man vilde ty andetsteds efter Rusdrik, om Forbud vedtoges her. Følgerne af denslags Stemmegivning vilde ogsaa være saa vidtrækkende, at Tal turde ikke gaa med paa den.
Ordføreren frygtede ikke Konkurance med Nabobyerne i Tilfælde Indførelse af Forbud; men man kunde vist være tryg for dette baade idag og imorgen, selv om den foreslaaede Afstemningsmaade vedtoges.
Brønnum «ønsket ikke alm. Stemmeret, men fandt ingen Skade i, at Folket fik afgjøre dette Spørgsmal selv. Om nu Forbud ogsaa blev vedtatt og Byens direkte Indtægter sank noget, vilde mange Udgifter spares, som nu ligger paa Kommunen formedelst Drik.
Ved Afstemningen bifaldtes den nuværende Afstemningsmaade med 7 mod 8 St. De 7 stemte altsaa for Aarrestads Votum.
5. Skrivelse fra Skolebestyrer Hougen – med Paategning af Middelskolens Forstanderskab – med Anmodning om bedre Opvarmningsapparater i de 4 nordre Læseværelser i Middelskolen samt i Gymnastiklokalet.
Enstemmig vedtoges Formandskabets Indstilling:
Der bevilges et Beløb af indtil 310 Kr. til Anskaffelse af 2 Ovne i 1ste Etage i nordre Ende af Middelskolebygningen samt til Reparation af Gymnastiklokalet.
Fraværende var Dr. Christensen, Linaae og A. H. Nilsen».
Sensommeren 1893 trengte Ole og Alvilde en ny tjenestepike; annonsen stod i Sandefjords Tidende[99] 17 august, den ble gjentatt tre ganger til:
I slutten av februar 1893 fikk Sandefjord Venstre fornemt besøk og feiret dette efter at gjesten hadde holdt foredrag, og Vestfold[100] hadde referat 27 februar:
«Festen i Sandefjords venstreforening efter Berners foredrag var besøgt af saa mange, lokalet kunde rumme. Flere maatte gaa igjen, uden at faa plads. Efterat formanden i venstreforeningen, kæmner Hanssen, havde ønsket deltagerne velkommen blev der beværtet med kaffe, julekage og smørrebrød. Postmester Hansen holdt en med stærkt bifald modtat tale og postmester Ebbesen læste under megen munterhed eventyret om «Den syvende far i huset» samt et par skrøner paa vossemaalet. Dansen gik med liv og lyst, uagtet der næsten bestandig var for mange par paa gulvet. Stemningen var udmærket og man syntes at more sig fortræffelig, endskjønt der ikte fandtes spor af berusende drikke paa festen. Dette viser, at man kan more sig lige godt og kanske bedre, om man ikke, som høire ajør paa sine fester, tyller i sig en masse punsch og lignende stimulerende midler»
Sommeren 1894 hadde Alvilde og Ole en ny badegjest[101], denne gangen fra hans hjemtrakter, de huset Hr Alf Jensen fra Hønefoss.
Og så var det, samme sommer, på tide å få en ny tjenestepike[102]:
I november 1894, søndag 4 den måneden for å være nøyaktig, hadde Sandefjord Venstre igjen fornemt besøk og foredrag, fulgt av nominasjon av kandidater til valgmenn for det kommende Stortingsvalget. Her fra Vestfold[103] av 8 november:
«Statsminister Blehrs foredrag
hersteds i søndags var besøgt af saa mange, som aktiemeieriets sal paa nogen maade kunde rumme. Flere maatte gaa uden at komme ind, da saavel sideværelset som opgangen var tagne i brug.
Det helt igjennem greie og populære foredrag, der især omhandled unionsforholdet, blev gang paa gang afbrudt af stærkt bifald. Til slutning leve for ministeriet Steen, fædrelandet og et godt venstrevalg – alt under stormende tilstutning. Fædrelandssangen blev ogsaa her afsunget, noget, vi noterer med tilfredshed. Stemningen var i det hele af den beskaffenhed, alt udfaldet af val her i Sandefjord neppe kan være tvilsomt, hvis bare venstre møder til sidste mand.
Efter foredraget foretoges prøvevalg Dette fik saadant udfald:
P. A. Grøn,
kæmner Hanssen,
kaptein Støkken,
glasmester Andersen,
Gullik Sørensen,
Kristoffer Andersen,
kjøbmand Mohn og
A H. Nilsen.
Efter disse havde d’herrer O. Sørensen, postmester Hansen, kjøbman Bache, Holm Hansen, lærer Hegna, kjøb mand Ant. L Børresen, kapt. Herland, Gulow Kraft og Timan Kristiansen de fleste stemmer. Der afgaves i det hel 80 stemmer. Postmester Hansen fraba sig valg.
Prøvevalget er resultatet af den samvittighedsfuldeste prøvelse, idet kandidaterne maatte opnaa 2/3; af de afgivne stemmer for at ansees opstillede. Kun for hr. Mohns vedkommende er dette ikke tilfælde, da gjentagne afstemninger melem ham og hr. O. C. Sørensen kun gav almindelig majoritet for den sidstnævnte. Ved sidste omgang fik dog Mohn de fleste stemmer og blev saaledes opstillet.
Man vil se, at listen indeholder 8 navne. Skulde mandtallet imidlertid kun gjøre plads for 7 valgmænd, blir det sidste navn strøget efter derom fattet bestemmelse. Hermed vil vælgerne intet faa at bestille, da stemmesedlerne ikke trykkes, før valgmændenes antal er fastslaat».
Den årlige 17 mai-reportasjen kom i Sandefjords Blad[104] 18 mai 1895:
«17de Mai
oprandt med straalende Veir. Hornmusikken istemte fra Præsteaasen i den tidlige Morgen endel vakre, kraftige Numre.
I Barnetoget med de mange hundrede Flag herskede der Jubel, og talrige Hurraraab fra de smaa vidned om deres Følelser for Dagen.
Mange Mennesker var paa Benene; dertil indbød ogsaa det deilige Veir.
Kl. 4 samledes mange Korporationer; Kommunebestyrelsen, Sangforeningen, Sømandsforeningen, Sjøfolksforeningen, Goodtemplar-foreningen, Afholds-foreningen togede under en udmerket Hornmusik op til Bjerggaden og derfra videre gjennem Byens Gader den vanlige Vei til Festpladsen. Usædvanlig mange Mennesker var paa Benene og bølgede op og ned ad Hovedgaderne i Byen.
Paa Festpladsen udbragte Festkomiteens Formand, Michelsen, et «Leve Kongen», hvorefter cand. Stub holdt Festtalen, som vil blive indtaget i et senere Numer. Derefter talte Postmester Hansen for Fædrelandet, Skolebestyrer Nilsen for Storthinget og cand. Hoffstad for Sverige.
Efter samtlige officielle Taler fulgte Fanfarer fra Hornmusikken. og Kanonskud. Efter de officielle Taler erklærede Formanden Ordet frit, og Redaitør Klavenæs holdt da en Tale for Jædrelandskjærligheden, Kæmner Hansen erindrede Sjømændene.
Under hele Festen ydede Sangforeningen sin Kontingent.
Derpaa indtog man Kaffe og øvrige Forfriskninger oppe i Aktiemeieriets Sal, Punch og Øl var ikke at erholde, da Festkomiteen efter mange Anmodninger fandt ikke at burde servere Spirituosa. Dansen tog sin Begyndelse ved 6-Tiden Og fortsattes til Kl. 11».
Sandefjords Blad nevner det ikke i 17 mai-reportasjen, men det hadde øyensynlig vært en litt vanskelig episode i forbindelse med barnetoget, for Postmester Hansen skriver selv til Sandefjords Blad[105] lørdag 25 mai:
«Fra Postmester Hansen.
I et Stykke i forrige No. klages over, at et unionsmærket Flag blev taget væk fra Talerstolen ved Barnetoget den 17de Mai.
For denne Begivenhed overtager jeg Ansvaret, men enhver, som kjender lidt nøiere til Sagen, ved godt, at jeg gjorde alle Parter en Tjeneste hermed.
Nævnte Flag blev nemlig ikke taget bort, fordi det var unionsmærket, langtfra, men fordi det var gammelt og udslidt og over al Beskrivelse fillet og skiddent.
Enhver paa nærmere Hold maatte nok erkjende, at det var ligefrem uanstændigt at svøbe slig Styghed om en Talerstol. Langt heller da følgeligvis ingen Dekorering.
Det han vel ogsaa i denne Forbindelse nævnes, at min Natur ikke ligger for nogenslags Demonstrering. Hvorfor ogsaa altid mistænkeliggjøre Venstremænd for at være Fanatikere? Ved Forargelse vindes aldrig noget godt. Splittelsen kan jo opnaaes derved, men aldrig Sammenslutning.
At gjøre noget større Kapitel af denne Affære gavner heller ikke nogen. Jeg tænker nok, at den Mand, som har skrevet om Sagen i Bladet, holder med mig heri efter de foreliggende sandfærdige Oplysninger.
Jeg vil dog til Slutning nævne som noget komisk, at en ung Mand en Stund før Barnetoget sattes igang opsøgte mig i Byen og meddelte høitidelig: «Hr. Postmester Hansen! Nu er Tribunen nede paa Torvet færdig».
Jeg takkede herfor, skjønt denne høitidelige Kundgjørelse var mig noget paafaldende.
Det er vakkert, at man gjør lidt for Børnene den Dag i en ædel og velment Hensigt. De er erkjendtlige som Smaa for det mindste Korn. Forældrene glædes ogsaa ved saadant.
Kun Hjerteløshed tænker og handler annerledes».
Et såpass saktmodig innlegg kunne man tenke seg ville bli stående ubesvart, men tvert derimot – 28 mai hadde Sandefjords Blad[106] to leserbrev i sakens anledning:
Det ene er anonymt, eller kanskje er det en redaksjonell ytring og et forsøk på å slå politisk mynt:
«Hr. Postmester Hansen
og hans Flagmeriter den 17de.
Hr. Postmester Hansen oplyser i forrige Nr. af vort Blad, at det norske Flag blev «taget bort» fra Talerstolen, fordi det var «gammelt» og «skiddent».
Dersom det forholder sig saa, skulde Hr. Postmesteren paa Stedet gjort Publikum opmerksom derpaa for strax at aflede noget af den Forargelse, hans Optræden fremkaldte. Oplysningen kommer nu altfor sent til at kunne øve nogen Virkning, saameget mindre, da Flaget langtfra var saa gammelt og udslidt, som paastaaet. Men Sagen har en anden Side, der, selv om Paastanden var rigtig, gjør Hr. Postmesterens Optræden til en illoyal Handling, som tillige viser at Forstaaelsen af Flagets Betydning er sørgelig mangelfuld hos vore politiske Modstander.
Flagets Betydning er nemlig ikke afhængig af, om det er «gammelt» og «skiddent» eller nyt og rent. Saalænge der er saameget tilbage af Flaget, at det utvivlsomt viser sin Nationalitet, kræver det ubetinget den samme Agtelse og Respekt, hvad enten det er gammelt eller nyt. Det taaler under ingen Omstændiaheder hverken Haan eller Foragt eller Mishandling, uden at der maa kræves Opreisning derfor. At haane Flaget er ensbetydende med at haane det hele Folk. Saa stor Betydning har et Folks Flag. Og det er paa Tide, at vore Radikalere mindes derom.
Hr. Postmesteren har derfor paa selve 17de Maidagen vist aabenbar Foragt for det norske Flag, idet han uden Undskyldning eller foregaaende Forklaring har krammet det sammen og slængt del tilside, uagtet det var brugt som Dekoration paa Talerstolen. Det hjælper ikke, at det var gammelt; det skulde ligefuldt behandles med den Agtelse, det som Landets lovlige Flag havde Krav paa.
Et Spørgsmaal trænger sig her ind paa os: Hvorledes mon Hr. Postmesteren – eller vore Radikalere i det hele taget – vilde optræde, dersom han blev Vidne til, at det norske Flag «det unionsmerkede» – haanedes af et fremmed Folk? Da der ikke gives noget andet norsk Flag, anerkjendt af en fremmed Nation, saa skulde man vel tro, at selv vore Radikalere da maatte harmes. De maatte det, dersom de virkelig er de staute Nordmænd, de raaber paa. Men hvilken Modsigelse med sig selv vilde de da ikke komme i som Tilbedere af det radikale – saakaldte «rene» – Flag».
Sandefjord Blad[107] forteller så at avisen så mottok, ved en slump, et leserbrev fra et medlem av 17 mai-komiteen og trykker det umiddelbart:
«Efterat foranstaaende allerede var nedskrevet, har vi fra Medlem af 17de Mai-Festkomiteen. Hr. Kand. Stub, modtaget nedenstaaende Indlæg, der stiller Hr. Postmesterens egenmægtige Optræden i et om muligt end eiendommeligere Lys:
Til Hr. Postmester Hansen.
I Anledning af Deres Inserat i «Sandefj. Bl.», hvor ogsaa min Person trækkes frem, ser jeg mig nødt til at gjøre endel Bemerkninger.
Som De ved, var jeg den unge Mand, der «høitidelig» meddelte Dem, at Tribunen var færdig, hvilken Meddelelse De finder komisk.
Men hvad jeg finder ulige mere komisk, er den Maade, hvorpaa de tager til Gjenmæle mod Angreb for Deres – mildest talt – overilede Handling ved nævnte Anledning.
I Bladet oplyses, at Grunden til Deres pludselige Blottelse af Talerstolen uden Henvendelse til Festkomiteen var den, at De ansaa Flaget for altfor skiddent. Nuvel – det er ikke saa godt for Flag 17de Mai, da ingen vil undvære Flaget sit, og jeg er vis paa, at mange af os har været tilstede ved Fester, hvor Flagene ikke har været stort ligere. Fillet var det nu ikke, for dets Skavanker i saa Henseende var brettet om og spigret til, saa ingen kunde se noget til dem. Men et ærligt norsk Flag var det alligevel, og for ikke at vække Anstød hos nogen havde jeg trukket «Unionen» tilbage helt til Venstre, saa kun en Del af dette Stridens Æble var synligt, og da maatte man endda se godt efter.
Flaget var altfor skiddent, heder det. Men hvorfor sagde De da til mig paa Aagaards Tomt 1 ½ Time efter Deres Tale til Børnene, at De rev ned flaget, fordi De troede, at det var et rent Flag, og De ingen Demonstration vilde have?
De maa have mig undskyldt, naar jeg ikke forstaar Sammenhængen mellem dette Svar og Tilsvaret i «Sandefj. Bl.» Disse synes mig at hænge sammen men ægvale tørt Sand.
Da vi til Dato ikke har seet en Talerstol ved mere festlige nationale Anledninger uden et Flag foran, saa tænkte ogsaa de fleste af Festkomiteen i sit Hjertes Enfoldighed, at vi fik da klemme op et Flag paa Talerstolen vel, og da der ikke var Plads til mere end et og ikke det engang, saa skeede det frygtelige, at vi dækkede den med et officielt norsk Flag. Begavede Aander vilde uden Tvivl have fundet en dobbelt saa stor Talerstol for der at placeere begge Flag ved Siden af hinden i skjøn Toenighed – til Morro og lidt politisk Dispntats for Skolebarna.
At opsøge Dem i Buen for at sige Dem, at Tribunen var færdig – kunde aldrig falde mig ind; men da jeg traf Dem, bemerkede jeg det saan i Forbigaaende, for at De skulde vide, at De havde en Plads at staa vaa ialfald.
I denne Sag bør Ord om Fanatisme, Hjerteløshed o. desl. bare henregnes til fede Gloser. Og havde De ved en høslig Henstillen til os anmodet om at faa borttaget Flaget og faa Talerstolen bar, saa havde rimeligvis intet været i Veien derfor.
Men overilede Handlinger bør man altid angre og indrømme. Ærbødigt. Jens Stub».
Søndag 23 juni 1895 – Sankthansaften – feiret Sandefjord 50-års jubileum som selvstendig by, og Sandefjords Blad[108] kunne to dager senere fortelle om festlighetene:
«Femtiaarsjubilæet.
Dagens Festligheder.
Veiret isændags var ikke netop efter Folkets Hjerte; – det striregnede alt i et, og bare indimellem stak Solskinnet igjennem. Ved Middagstider blev det noget bedre, og Flagene fløi tiltops et efter et.
Kl. 1 indfandt sig hos Byens Ordfører en Deputation, bestaaende af Badeinspektør cand. jur. Gundersen og 5 Badegjester, 2 Nordmænd, 2 Danske og 1 Svenske, for med Hr. Havnedirektør Roll som Ordfører at overrække Sandefjords By en Lykønskningsadresse, saalydende:
Til
Sandefjords Magistrat og Formandskab!
Undertegnede Funktionærer og Kurgjæster ved Sandefjords Bad tillader sig herved at fremføre sin hjerteligste Lykønskning i Anledning af Byens Jubilæum som Kjøbstad og udtale, at den i Fremtiden vil gaa fremad i Trivsel og Udvikling som hidtil.
Sandefjord Søndag 23de Juni 1895.
(111 Underskrifter).
Derpaa svarede Dr. Christensen i Overvær af Formandskabets øvrige Medlemmer paa to nær: «Paa Sandefjords Bys Vegne skal jeg tillade mig at takke for den tilstillede Adresse og viste Opmerksomhed, som jeg er vis paa vil glæde mine Medborgere at høre, naar jeg iaften paa Sexaen skal faa Lov til at referere denne Henvendelse. Badet har altid været en vigtig Faktor til Fremme af Byens Velfærd og Trivsel og vi vil altid bevare den Mand, der grundlagde Badet og skabte en for Byen saa nyttig Virksomhed, i taknemmelig Erindring. Doktor Thaulows Navn vil for altid være knyttet til Sandefjords Bys Historie. At Sandefjord har Ordet for at være en liden Fremskridtsby, hvor nye Tanker let spirer og finder en taknemmelig Forbund skyldes vistnok ikke saa lidet den aarvsise Tilstrømning af Tilreisende, der foruden pekuniær Støtte bringer med sig Impulser og en frisk Luftning, der bevirker, at vi i aandelig Henseende ikke stagnerer. Vi er saaledes i dobbelt Henseende glad ved at se Badegjæsternes Skare gjæste vor By. Vi er glade, naar vi hører, de liker sig her og vi gjør jo ogsaa, hvad vi kan forat give Byen et pynteligt Udseende, saa de skal finde sig vel; men særlig glæder det os at høre, at de naar Maalet for sin Reise og gjenvinder sin Sundhed og Helbred.
Jeg tillader mig at bede Inspektøren og de Deputerede om at bringe Badets Funktionærer og Badegjæsterne Byens Tak for den udviste Opmerksomhed i Anledning af dens Femtiaarsjubilæum.»
Kl. 7 samledes Borgere fra By og Omegn til Sexa paa «Kong Carls» Festivitetslokale i et Antal af ca. 80.
Kjøbmand Testman bad Gjesterne velkommen, hvorefter en solid Aften indtoges. Punschen kom nu paa Bordet og Byens Ordfører, Dr. Christensen, holdt Dagens Festtale. Han mindede om Byens Udvikling i disse 50 Aar fra et ubetydeligt Strandsted til en Kjøbstad af ikke ringe Størrelse og Betydning. Tal. gav derefter et Billede af Byen, som den saa ud for ca. 50 Aar siden. Alt, da vi havde, var Storgaden, Kirkegaden, Bugaardsgaden og Torvet. Ellers kun Marker og Tomter, hvor nu Grønli, Hjertnæs, Pukkestad, Langgaden, Nybyen m. m. ligger. Af offentlige Bygninger havde vi havt 4 Stykker: to Fattighuse, et Sprøitehus og et Skolehus. Budgettet havde dreiet sig om 2400 Kr. aarlig. Tal. berørte derefter den stedfundne Stignings Aarsager, tolkede sin og alle Borgeres Glæde over Fortid og Nutid samt Haabet til Fremtiden. Tal. tømte sit Bæger for vore Fædres, vår og vore Børns By.
Byfoged Schie udbragte H. M. Kongens Skaal. Videre talte Hr. Testman for Fædrelandet, Hr. Postmester Hansen for Sandefjords Opland, Hr. Kæmner Hansen for Byens Ordfører. Hr. Dr. Christensen for Dhrr. fhv. Byfoged Ottesen og nuv. Byfoged Schie, Hr. Testman for Byens Skoler, Hr. Skolebestyrer Hougen for Sjøomandsbedriften, Hr. Klavenæs, Sverdstad, paa Sandeherreds Vegne for godt Samhold mellem By og Land, Hr. Dr. Christensen for de gamle af Dage, Hr. Testman for Kvinden, Dhrr. Postmester Hansen og Byfoged Schie for Pressen, Hr. Overretssagfører Miøen for Unionen, Hr. Telegrafdirektør Bugge for Badet, Hr. Klavenæs, Sverdstad, for Haandverkerne, Hr. Lærer Windingstad for vore Fædres Arbeide til Byens Vel, Hr. Skibsreder E. Nilsen, Moe, for den unge Slegt, Fremtidens Bærere, Hr. Overretssagfører Bogen for Sandefjords Handelsstand – osv.., osv.
Under Sexaen oplæstes indløbne Lykønskningstelegrammer fra Ddhrr. Grosserer Hagtvedt, Larvik, Generalkonsul Breda, Storthingsmand P. O. Nielsen, Rasch, Høiesteretsassessor Ak. Ottesen, Sogneprest Balchen, Grosserer Bernt Aarstad og Skibøreder Stangbye, samtlige fra Kristiania, – desuden Pastor Kervel, Søholt og Hamar Bys Magistrat og Formandskab.
Ved 11-12 Tiden indfandt Sandefjords Sangforening sig og gav endel Numere under stort Bifald.
Det yderst hyggelige Samvær afsluttedes ved 2-Tiden.
*
Samtidig holdtes paa Aktiemeieriets Sal Folkefest, idet Veiret ikke vilde tillade at benytte Bryggen og Havnen. Her talte Hr. Skolebestyrer Nilsen for Dagen og Byen, hvorefter Dansen gik lystig for tæt besat Hus til langt udover.
Badet gav Middag med Morro for Anstaltens Betjening fra Kl. 5. Ogsaa her var det Liv og Lystighed til 10-011 Tiden».
I midten av 1890-årene ser det ut til at Ole Hansen gradvis trakk seg ut av byens styre og stell, ovenfor så man ham avslå å være kandidat til Valgmann, og da kommunestyret skulle velge nytt skolestyre 22 november 1895 fraba han seg gjenvalg der også[109].
Sommeren 1898 tok Alvilde og Ole Hansen imot to badegjester, de var gjerne mor og sønn eller noe slikt – Fru Mehlum og Norman Mehlum fra Lillehammer[110]. Senere samme sommer tok de imot disponent C. Mossberg fra Wermland[111].
Sandefjords Blad hadde visst i første halvdel av august 1898 kritisert postkontoret og Ole Hansen, deres politiske motstander, og 13 august trykket Vestfold[112] hva som ser ut til å være et leserbrev – men som kan være et redaksjonelt innlegg:
«Sandefjord
den 13de august.
_ _ _
1 fjær til 5 høns! Vor bys postkontor er i «Sandefjords Blads» sidste nummer atter gjenstand for et yderst smagfuldt angreb, holdt i den for det herværende høireorgan karakteristiske tone. Skjønt vi føler os forvisset om, at den store almenhed ikke tar nogetsomhelst hensyn til disse gjentagne grundløse angreb paa vort postkontor og vistnok ogsaa kan danne sig en nogenlunde rigtig mening om den egentlige grund til, at disse udbrud fremkommer, har vi alligevel undersøgt sagen og ser os istand til at gi endel oplysninger om det faktiske forhold. Postmesteren meddeler os, at hans ældste betjent (hans datter) i onsdags skulde op paa stationen med posten. Idet hun tømte kassen, erklærede en tilstedeværende 9-10 aar gammel gut sig villig til at bære avispakkerne for hende. Han fik lov hertil, idet hun ikke ansaa dette for at være forbundet med nogensomhelst risiko, da pakkerne var godt ombundne med hyssing, og da hun desuden selv vilde følge efter med værdiposten og saaledes ha anledning til at iagtta gutten. Gutten kom til at gaa et stykke iforveien. Betjenten indhented ham imidlertid ved Jernbaneveien og saa da, at han havde faaet hjælp af en gut, der gik i følge med ham. Efter den ene guts forklaring kom en mand med røde barter paa veien til stationen bort til dem og spurgte den ene, om det var «Sandefjords Biad», han bar paa. Herpaa svared gutten ja. Komne op til stationen tog betjenten, der havde gaaet efter dem opover, pakkerne fra dem og levered dem selv ind i postkupeen.
Skjønt det maa ansees overflødigt, kan vi i denne forbindelse nævne, at hr. postmester Hansen har mange udmærkede vidnesbyrd, bl. a. fra byens autoriteter og forretningsmænd, for orden og duelighed, og vi antar ikke, at han forkleines ved «Sandefjords Blad»s skriverier».
I 1900[113] var det folketelling igjen i Norge, og nå finner man at Avilde og Ole Hansen er flyttet og bor i Strandveien 57, gjetningsvis omkring Thaulows gate 25 der de holdt til i en leilighet i 1 etasje i forhuset. Leiligheten var på fem værelser og kjøkken – men så var de også 10 mennesker der. Av barna bodde syv hjemme: Thorleif, som var blitt styrmann; Dorthea som var assisten på postkontoret; Borghild er «Telegrafistinde i Båd?? Telegrafassistentinde»; Hans Strømsø er blitt marineløytnant; Sigrid hjelper moren i huset; og Mari hjelper til med posten. Og Gunnar – han er volontør hos en arkitekt. Og til å støtte hele dette apparatet – den 20 år gamle tjenestepiken Martha fra Tvedestrand: noe efternavn har man ikke.
Neste gang man ser Postmester Hansen nevnt er i forbindelse med at han fyller år: det nevnes i Vestfold[114] 19 januar 1907:
Sensommeren kom – og ny pike måtte skaffes, så det ble avertert i Vestfold[115] 17 august 1907:
De varte ikke så altfor lenge, tjenestepikene hos Hansens, nok en annonse kom i Vestfold[116]
Onsdag 18 mai 1910 hadde Vestfold[117] er rapport om 17 mai-feiringen dette året:
«17. mai.
Barnetoget.
Allerede tidlig paa morgenen var de smaa paafærde for at faa mest mulig ut av dagen. Kl. 9 ½ gik barnetoget, og dette blev iaar som ellers festens glanspunkt.
Men ogsaa for dette togs vedkommende hadde man iaar knappet av festligheterne, idet talen ved togets opmarsch blev sløifet.
Det tjener til liten ære for skolens lærere, og vi kan si opdragere, at der ikke i det samlede personale i folke- og middelskole findes en mand som den dag vil ofre saameget for de barn hvis lærere, og vi kan si opdragere, de er, at de vil paata sig arbeidet med at holde en tale for barna, avpasset de smaas evne til at følge med.
Er det virkelig saa smaat bevent med skolens mænd i denne by, og er interessen for at hygge de smaa saa liten at det ikke er mulig at opdrive en taler for barna inden skolens mænd, saa maatte der vel findes en eller anden utenfor skolen som nok kunde og vilde paata sig dette arbeide.
Vi hørte flere av de ældre som beklaget sig over at der vistes barna saa liten opmerksomhet, og mere end en tænkte tilbake paa fin ungdom da postmester Hansen fik humøret op hos de smaa».
Fhv. Postmester Ole Hansen døde 22 oktober 1910 og ble begravet[118] den 28 samme måned. Det kom antagelig brått på, for dødsårsaken var hjerneslag. Han var bosatt i Jernbanealleen 5 – og det bekreftes i folketellingen av 1910[119], der man finner Alvilde. Det er der Sandar Sparebank holdt til.
Dødsannonsen kom på trykk i Sandefjords Blad[120] samme dag:
Vestfold hadde samme dag et oppslag:https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19101022_30_242_1
Vestfold[121] hadde en nekrolog på førstesiden 2 november:
«Postmester Ole Hansen.
Nu er han væk; hans grav er lukket.
Stille og rolig henlevet han sin livsaflen.
Naar en kommer op i aarene; blir træt og sliten da blir der tyst om en.
Men det skal ikke glemmes det postmester Hansen har været – især for de unge. Han var ungdommens ven. Og som saadan var han elsker av alt, som het initiativ og fremskridt; han var en ven av alle, som noget vilde; ti det at ville noget, var for ham det fornemste.
Hvor ofte hørte jeg ikke hans formaning om ufortrødent at stevne frem; ikke gi tapt. Den var ment som en tilgift og den virket, det er sikker. Han var retfærdighetens apostel og derfor kunde det nok undertiden hænde det hørtes ilde ut, naar han fandt noget skakt og skjævt, men den var altid paa sin plads og gjorde sin virkning. Han var erfaren og indsigtsfuld, og hadde et videre syn paa livet, end folk flest – derfor veiet hans ord altid tungt.
Samværet med Bjørnson hadde uvilkaarlig sat sit præg paa ham; herpaa var hans uforfærdede optræden og helstøpte personlighet bevis. Han var Bjørnsonianer helt ut og likesom skapt til at være den veiledende, som med rund haand ydet til de unge ay sin rike erfaring.
Han var av de faa, som, istedetfor at spytte paa den lille gnist, som er ifærd med at blusse op, blæste til, og fik fornyet liv og kraft til tingen. Slike mænd skulde vi ha mange av!
Sandefjord, 30.–10.-10.
L. L. B.
(«Dagbl».)»
Og for å avslutte der dette skriveriet begynte, et billede[122] av skulpturen:
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_19910518_97_111_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052138001640 ↑
- https://sandarhistorielag.no/wp-content/uploads/2022/01/2022-v-Postgarder.pdf ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/G/Ga/L0004: Klokkerbok nr. I 4, 1824-1849, s. 64-65Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070313670699 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 336-337Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620550 ↑
- Enebakk prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10171c/F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. I 5, 1790-1825, s. 395-396Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061026070672 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 46-47Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620405 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 46-47Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620405 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 160-161Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620462 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 238-239Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620501 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 430-431Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620597 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 522-523Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620645 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038079000759 ↑
- Oslo domkirke Kirkebøker, SAO/A-10752/F/Fa/L0021: Ministerialbok nr. 21, 1865-1884, s. 63Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060215030559 ↑
- Oslo domkirke Kirkebøker, SAO/A-10752/F/Fa/L0017: Ministerialbok nr. 17, 1869-1878, s. 180Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060216011150 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 2Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350128 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 229Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350260 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 11Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350138 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18740613_13_46_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18740815_13_64_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 24Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350151 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052138001172 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18760304_28_19_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 32Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350159 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 243Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350274 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18770905_16_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18770905_16_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18771206_16_97_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 55Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350183 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18780403_24_27_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18790416_18_30_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18800519_19_40_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 70Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350198 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18810723_20_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18810126_20_7_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 19Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628060472 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18811217_20_100_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18811231_20_104_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18820520_21_40_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 32Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628060485 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18821216_21_100_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18821230_21_104_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 221Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628070097 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18830120_22_6_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18830609_22_45_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18840521_4_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18840521_23_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18840716_23_55_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/G/Ga/L0001: Klokkerbok nr. 1, 1885-1903, s. 2Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061117060045 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01053271002031 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850103_5_1_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 224Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628070100 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850225_5_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18850228_24_17_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18850520_24_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850624_5_49_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850919_5_74_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18860109_6_3_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18860519_25_40_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870219_7_15_1 ↑
- 1 «Ordføreren efterkom ikke den Opfordring, og da vi antar, at det vil interessere vore Læsere at bli bekjendt med nævnte § hidsætter vi den i sin Helhed:«Afgiften tilfalder Bykassen, og erholder den afgiftspligtige for samme intet Afslag i de ham paahvilende almindelige kommunale Skatter. Afgiften erlægges for det løbende Aar inden 15de Januar og 15de Juli, hver Gang med det Halve, og bliver i Tilfælde af manglende Betaling at inddrives ved Udpantning. Den, der ikke inden foreskrevne Terminer har erlagt den skyldige Afgift, bliver uberettiget til Udskjænkning, inden Betaling sker, og er ligefuldt forpligtet til at betale Afgift for hele Aaret. I Fallitboer betragtes Afgiften lige med anden Gjæld uden Fortrinsret.» ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18870219_26_15_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870518_7_40_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870525_7_42_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870706_7_54_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880207_8_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880207_8_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18880211_27_12_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880628_8_74_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880728_8_87_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18880922_27_99_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881025_8_125_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881122_8_137_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881124_8_138_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18881129_27_128_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881222_8_150_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881222_8_150_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881229_8_152_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890518_28_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890518_28_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890622_28_73_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18891123_9_136_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_morgenbladet_null_null_18881130_70_665_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18900715_29_77_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/apartment/lf01052804000432 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18910219_11_19_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18911128_11_134_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18920116_31_7_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18911219_11_143_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18920813_31_110_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18930817_32_122_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940227_14_24_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940717_14_80_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940809_14_90_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18941108_14_128_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950518_2_55_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950525_2_57_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950528_2_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950528_2_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950625_2_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18951123_2_135_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980618_18_67_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980728_18_84_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980813_18_91_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/apartment/lf01037133000869 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19070119_27_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19070817_27_189_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19080801_28_177_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19100518_30_110_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. 5, 1906-1915, s. 244Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20051014030982 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01036489003603 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_19101022_17_164_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19101102_30_251_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010113005039 ↑
Postmester Ole Hansen
Lørdag 18 mai 1991 kunne man lese i Sandefjords Blad[1] om en ny skulptur i byen:
Første gang man finner «Postexpeditør og Telegrafbestyrer» Ole Hansen i Sandefjord er i folketellingen av 1875[2], da han hadde bodd der noen år. Sammen med ham finner man konen Alvilde. Han er fra Norderhov og født 1827 – hun fra Oslo og 14 år yngre enn ham. De har tre barn – Thorleif (4) som sies å være født i Sandefjord men ikke var det; Dorthe (2) som virkelig var Sandefjordspike; og Borghild, født samme år – også i Sandefjord.
De bodde i gård nummer 153 i Bugaardsgade – gjetningsvis omkring Prinsens Gate 3-5-7 i moderne tid, selv om kanskje husene ikke er de samme.I huset hadde de to tjenestepiker – de hadde det nok romslig, rent økonomisk: Elen Bøckman (18) fra Tjøme og Bolette Larsen (15) fra Sandefjord.
Der i huset hadde Ole også postkontoret sitt – frem til 1900, kan Sandar Historielag[3] fortelle i serien «Kulturminner». Senere flyttet det altså til hjørnet Jernbanealleen / Rådhusgaten, et eller annet sted – inntil det ble flyttet til «Telegrafbygget» på hjørnet av Rådhusgaten og Jernbanealleen, der det forble til 2008.
Ole kom til verden 18 januar 1827 og ble døpt[4],[5] i Norderhov Kirke 18 mars det året. Fadrene hans ble Ungkar Ole Nielsen Buskerud; Børre Pedersen; Kone Mari Andersdatter; Pike Inger Henriksdatter; og Pige Kjersti Andersdatter.
Foreldrene var Skomagersvend Hans Christoffersen Høen ved Nordre Hønen Foss og Hustru Maria Thorsdatter. Hun var visstnok fra Eidsvold, men hverken det eller hvor de giftet seg er dokumentert – så langt. Kan hende er de to som blir viet[6] i Enebak 10 desember 1818 – men brudens navn er ikke ført inn i kirkeboken – kanskje ikke.
Eldstedatteren Inger så dagens lys 16 september 1820 og ble hjemmedøpt[7] av Gjordemoder Mari Steensbÿe ved Hønenfos. Dåpen[8] ble stadfestet i Norderhoug Kirke 26 samme måned. Farene hennes var Skræddersvend Hans Danielsen Hønenfos; […] Mads Lie Hønenfos; H. Tosten Olsen Gjøsrud; Konen Henricka Strøm Hønenfos; og Anne Olsdatter Gjørud.
Henrik Andreas ble født 10 januar 1823 og døpt[9] 16 februar samme år. Fadrene var Hans Loberstuen; Anders Christophersen; Dorthe Olsdatter Hønenfos; Pige Siri Andersdatter Ødegaard; og Pige Elen Lie Hønenfos.
Så var det Karen Olines tur – hun meldte sin ankomst 4 desember 1824 og ble døpt[10] 3 februar 1825. Fadrene var Husmand Anders Christophersen; Ole Lucassen; Hans Olsen Hof; Maaria Andreasdatter; og Olea Christophersdatter.
Oles lillesøster Maren Thorine så dagens lys 18 november 1829 og ble døpt[11] i Norderhov Kirke 21 februar 1830. da var fadrene Johannes Loberstuen; Anders Larsen; Christopher Hansen; Anne Maria Olsdatter; Maren Nielsdatter – Samtlige af Hønen Foss.
Så fulgte Karen Marthea – hun kom til verden 13 desember 1832 og ble døpt[12] 10 mars året efter. Denne gangen var fadrene Torger Jensen; Thomas Larsen; Christian Hansen; og Maria Andreasdatter; Olea Christophersdatter – samtlige fra Hønefos. Denne gangen er faren beskrevet som «Husmand».
Det er rimelig å tenke seg at Ole ble konfirmert – det var gjerne obligatorisk – og da må han ha stått for presten en gang mellom 1840 og 45 – men de opplysningene er ikke funnet.
Neste gang han burde kommet til syne i kildene er i forbindelse med folketellingen for 1865 – men det gjør han ikke, selv om det er klart at han bor i Christiania. Dette året er nemlig foreldrene[13] talt i nordre del av det som nå er Hønefoss by og om hvem det under «yrke» er notert «Hø??en som leier som nyder understøttelse af sin Søn i Christiania og lever deraf»
Ungkarl og Revisor Ole Hansen fra Ringerike, nå bosatt i Maltheby i Christiania, fant sine drømmers kvinne i der, Frøken Betzÿ Alvilde Tekla Lohr, en tjenestepike i Store Vognsmandsgade 16 og 25 år gammel på denne tiden. Hun var datter av Maler Lohr. Da de giftet seg, hadde de forloverne P. Qvam og V. Qvam. Vielsen[14] fant sted i Domkirken i Oslo 26 mai 1868.
Ole og Alvilde fikk sitt første barn, en gutt, i Christiania. Thorleif ble født 1 august 1871 og døpt[15] i Vor Frelsers Kirke – domkirken – 19 november samme år. Fadrene hans var Klokker Engebret Hansen; Skomager [?] Johan Frøberg; Fru Thea Lohr; og Frk Hanna Smeby.
De skulle få ni barn til, alle efter at de var flyttet til Sandefjord omkring 1871/72. Den første av disse var en gutt som kom til verden 23 oktober 1872. Han ble ikke døpt[16] før 16 februar 1873 – det tok vel litt tid å sanke sammen en passende bekjentskapskrets. Han fik navnet Olaf og fadrene «begge Barnets Forældre»; Enke Madme Dorthe Lohr – Alvildes mor var altså på plass – og Lensmand Ferrÿ.
Olaf fikk ikke leve opp – han døde 5 april 1873 bare et halvt år gammel. Begravelsen[17] fant sted 12 samme måned. Dødsårsaken var en form for lungebetennelse.
Nok et halvår gikk, og så ble Dorthea født, 29 november 1873. Da hun ble døpt[18] 8 mars 1874 døpt fikk hun altså navn efter sin mormor – og fadrene ble Frue Brÿn; Frøken Christensen; Skibscapt. Christian Christiansen; og Inspektør Lunde.
Ole og Alvilde kom nokså snart i gang med å være Sandefjordinger – også i betydningen å ta inn badegjester når de kom hit i sesongen. 13 juni 1874 kunne Sandefjords Tidende[19] berette at grosserer Harald Irgens med kone og datter hadde tatt inn his dem.
Måneden efter tok de imot Skibsreder Rød med Hustru fra Tønsberg[20].
Neste barn var også en pike. Borghild så dagens lys 7 april 1875 og ble døpt[21] 8 august. Denne gangen var fadrene enke Madme Lohr; Frøken Inga Møller; Kand. Chr: Lunde: og Barnets Fader.
Straks efter årsskiftet ble det holdt folketelling for 1875[22], som nevnt ovenfor. Samme år finner man at Alvildes mor faktisk er flyttet til Sandefjord. Hun bor i gård nummer 106, som lå på sydsiden av Nygaden – dagens Rådhusgate – omkring nummer 7 eller 9 efter moderne adresser.
Hun beskrives som «Landskabsmalerenke, lever af sine Renter», og holder seg med en tjenestepike, 21 år gamle Alvilde Johnsen fra Sandefjord. Selv om hun selv antagelig er leieboer hos noen andre, har hun selv tatt inn en logerende – mest for å gi svigersønnen en hånd, vil man tro: han er en 20 år gammel telegrafist fra Flekkefjord som heter Anders Rasmussen.
Når Madme Lohr lever av «sine renter» kan det være interessant å merke seg at i skatteligningen for 1876, den ble publisert i Sandefjords Tidende[23] 4 mars det året, er hun ført opp med en formue på 4’000 speciedaler, av hvilke hun har en inntekt på 200 spd. – nokså nøyaktig 5% avkastning. Svigersønnen, Ole Hansen, har en mye høyere inntekt – 550 spd. – men hans formue er bare 500.
En måneds tid efter ligningen, 7 april 1876, meldte sønnen Hans Strømsø sin ankomst. Da han ble døpt[24] 5 juni var fadrene Madame Hougen fra Tønsberg; Frøken Mary Bryn; Kirkesanger Ingebrekt Hougen fra Tønsberg; og Skoleinspektør Poul Hougen fra Frederikshald.
Alvilde mistet sin mor, og Ole sin svigermor da Dorthe Lohr døde 2 september 1877, 68 år gammel. Dødsårsaken var kreft. Hun ble begravet[25] 8 september.
En dødsannonse kom i Sandefjords Tidende[26] 5 september:Samme dag ble leiligheten der hun bodde – hun var visst flyttet – avertert[27] ledig:
Mot slutten av samme år ble Ole Hansen foreslått, av Sandefjords Tidende[28] for 6 desember 1876, som medlem i en komité som skulle gi ledelse til den nyopprettede borgerskolen i byen.
Komitéen skulle ha fem medlemmer – to selvskrevne (i en eller annen egenskap) samt tre valgt av Representantskapet. Sandefjords Tidende foreslo blant annet å gå utenfor Representantskapet for å finne de tre valgte medlemmene, med ett unntak, Dr Ebbesen, Badelegen. De to andre de foreslo var Meieribestyrer Stub og «Dernæst har man i Postexpeditør Hansen en ældre Skolemann, om hvem vi vide, at ethvert tidsmæssig Fremskridt paa Skolens Omraade er ham magtpaaliggende».
Noen måneder senere, 9 mars 1878, kom datteren Sigrid til verden. Da hun ble døpt[29] 15 juni fikk hun fadrene Fru Gina Hansen; Fru Gurina Wold; Kjb. Anton Stub; Farmaceut Peder Ludvigsen; og Telegrafist Sigfrid […].
Følgende måned, 3 april 1878, offentliggjorde Sandefjords Tidende[30] ligningen for det året: her går det frem at Ole Hansen efterhvert hadde en formue på 8’000 kroner og en inntekt på 2’400 – en meget velholden mann som betalte kr 76,76 til sammen i byskatt og fattigskatt.
Onsdag 16 april 1879 kan man lese i Sandefjords Tidende[31] at Ole Hansen var medlem av almueskole-komitéen, som ikke må forveksles med borgerskole-komitéen. Det var han fremdeles 19 mai 1880, da avisen[32] hadde en notis om kommende endringer i hvordan skolene skulle styres, og diskusjonen om dette i Lagtinget.
Alvilde og Ole fikk nok en datter 18 juni 1879, da Marit ble født. Ved dåpen[33] 12 august var fadrene Fru Dorthea Pedersen; Fru Caroline Stub; Student Hans Haugen; og Faderen og Moderen.
Samme uken[34] var Alvilde og Ole vertskap for badegjesten Kjøbmand Joh. Bruu fra Tønsberg, og adjunkt K. Kollbye fra Kristiansand.
I januar 1881 var det møte i Kommunebestyrelsen, men Ole Hansen var fraværende[35].
Senere på året, 28 august 1881, kom datteren Aasta til verden. Hun ble døpt[36] 13 november i nærvær av fadrene Fru Elise Gill; Frøken Inga Bryde; Doktor Julius Kristensen; Telegrafist Anders Rasmussen; og Faderen.
I et kommunestyre fredag 23 september 1881 var Ole Hansen medlem av ligningskommisjonen da Holm Hansen – ikke en slektning – kom inn i samme kommisjon.
Fredag 16 desember var Ole Hansen – og Holm Hansen også, for den saks skyld – fraværende fra et kommunestyremøte[37]. Fraværende var han også 30 desember samme år[38].
17 mai 1882 var Ole Hansen hovedtaler efter at togene var kommet til Torvet[39]:
«Sandefjord den 20de Mai.
Som sædvanligt den 17de Mai var her iaar almindelig Flagning over hele Byen, og et Fanetog, hvori ogsaa Gutterne med sine Flag vare indordnede, drog med det nyligt dannede Musikkorvds og med Sangforeningen under Musit og Sang ud fra Retslokalet, gjennem Byens Gader og standsede paa Torvet, hvor Postexpeditør Hansen under meget Bifald holdt en Tale for Dagen. Nogen festlig Tilstelning, saaledes som den tidligere har været ordnet paa Hauan-Bakkerne, fandt ikke Sted iaar, hvorimod enkelte engere Kredse vare samlede om Aftenen».
Samme år, litt utpå høsten fikk Alvilde og Ole en gutt. Fin meldte sin ankomst 20 september 1882. Da han ble døpt[40] annen juledag var fadrene Indrulleringsbetjent J. Gill; Telegrafist Roald; Underbetj. Julius Kristiansen; Fru Mina Aagaard, f. Bodin; og Frk Signe Bryde.
16 desember 1882 kunne man se en annonse i Sandefjords Tidende[41], som for første gang viser Alvilde i virksomhet utenfor hjemmet:
Fire dager senere, 30 desember 1882, kunne man lese i Sandefjords Tidende[42] at Ole Hansen var blant de som skulle fortsette i kommunestyret:
«Sandefjord, den 30te December.
De 8 Medlemmer af Sandefjords Repræsentantskab, som endnu have at fungere i Aarene 1883 og 1884, ere i alfabetisk Orden:
Garnhandler Andersen,
Tømmermester Andresen,
Postexpeditør Hansen,
Garver B. Hansen,
Huseier Holm Hansen,
Kjøbmand Jensen,
Huseier Mathias Mikalsen og
Skomager I. T. Rove.
Efter Samraad med forskjellige af Byens Vælgere foreslaaes herved de 7 ledige Pladse besatte med:
Glasmester Oluf Andersen,
Garver Carl Hem,
Kjøbmand Fr. Høst,
Kjøbmand P. C. Pedersen,
Kjøbmand A. Stub,
Huseier Testmann og
Bankkasserer Tolvsen».
Alvilde og Ole mistet sønnen Fin ganske tidlig. «Drængbarnet Fin Hansen» døde 17 januar 1883, bare fire måneder gammel, og ble begravet[43] 22 samme måned. Dødsårsaken var «Tarminvagination, Indskrænkning af et Stykke af Tyndtarmen i et neden forliggende Tarmstykke [?]». Han hadde tilsyn av lege, nemlig Christensen.
Dødsannonsen kom i Sandefjords Tidende[44] 20 januar:
I midten av samme år, beretter Sandefjords Tidende[45], tok ekteparet Hansen imot badegjesten Severin Øvergaard fra Østerdalen.
I Vestfold[46] kan man 21 mai lese en lengre reportasje om 17-mai-feiringen i Sandefjord i 1884:
«Sandefjord den 21de Maj.
Frihedsdagen fejredes her i Byen paa sædvanlig Maade. Kl. 5 Eftermiddag udgik fra Pladsen ved Raadhuset en
talrig Prosessjon, der aabnedes af Hornkvarteten, hvorefter fulgte med sine respektive Faner Sjømandsforeningen, Sangforeningen, Skytterlaget, Goodtemplarforeningerne og endelig Skolegutternes Flagtog med Skolernes Fane i Spidsen. Det lange Tog drog nu gjennem Byens Hovedgader og ned paa Bryggen, hvor flere norske (og et svensk!) Flag vajede. Borgerskolens Bestyrer Hr. Kand. real. Thomassen besteg nu Tribunen og holdt følgende Tale for Dagen:
Der er Dage i vort Liv, vi med Glæde mindes og fejre, fordi der paa dem er hændt os noget godt og glædeligt.
Saaledes ogsaa i en Nasjons Liv; der er Dage, Folket med særlig Kjærlighed dvæler ved.
Ingen Dag er os vel saa kjær som denne Dag. 17de Maj har en vidunderlig god Klang for os, den Dag staar som i Lys fremfor alle andre Dage, vi husker den fra vi var smaa som en Glædens og Jubelens Dag, vi glæder os ved den ogsaa som Voksne.
Og hvorfor denne Dag er os saa kjær, det behøver vi ikke længe at lede efter Svar paa – det var paa denne Dag vor Frihed fødtes. Vi har hørt dette saa ofte, men det bør gjentages, hver Gang Dagen oprinder. Som vi hørte det, da vi var smaa, saaledes maa ogsaa vi gjentage det for de Unge, saa at Ordet om Dagens Stordaad kan naa frem til de fildigste Slægter.
Haarde og tunge havde Tiderne været for vort Folk og i Nød var vi stedt. Aldrig har vel vort Folk befundet sig i en mere fortrykt Stilling end i de første Aar af dette Aarhundrede, men aldrig har vel heller Fædrelandskjærligheden flammet med renere Luer i Normænds Bryst. Da var det at Landets kaarne Mænd samledes paa Eidsvold og gav os vor Grundlov, erklærede Norge for et frit Land.
Under Udarbejdelsen var der vel Strid; men alle vare de baarne af den reneste Fædrelandskjærlighed, derfor gik alligevel Værket godt fra Haanden, og da de saa 17de Maj 1814 Haand i Haand udbrød «enige og tro til Dovre falder», da var der et Forklarelsens Skin udbredt over hver Mands Aasyn.
Det var Enhedens og Samlingens Dag og det bør den altid være. Er der noget, som skal binde os alle sammen, da er det vel dette, at vi alle elsker vort Land og vil dets Vel og derfor glæder os over det, som har odæret gjort til dets Fremgang. Men det største, som er gjort til vort Lands Hæder og Lykke, er vel netop det Storværk, som vi mindes paa 17de Maj. Fra den Dag har vort Land og Folk ligesom faaet nyt Liv. Vi ser atter Normænd pløje Bølgerne, som i hine Vikingetidens Dage – men nu øvende Fredens ulige mere velsignelsesrige Værk, vi faar atter vore Skjalde, vore Kunstnere – kort paa alle Felter er der Liv og Fremskridt i Ly af vor fri Forfatning.
Og ikke havde Udviklingen blevet denne, havde ikke hine Mænd paa Eidsvold lagt saa god Grundvold for vort Liv som Nasjon, som de gjorde.
Derfor mindes vi med Tak hine ve Kjæmper, derfor er vi glade i 17de Maj.
Vi Voksne har Forstaaelsen af Dagens Betydning og I unge, som nok glæder Eder i Dagen om I end ikke forstaar tilfulde dens Betydning, tag Erindringen om 17de Maj som en Glædens Dag med Eder, lad den Dag stedse staa for Eder som en Festdag. Naar I blir Voksne, vil I nok indse at Dagen er det værdt.
Og hvad der gjør Dagen saa stor og skjøn for os, det er den Begejstringens Ild, som paa den Dag fylder hver Nordmands Barm.
Det er jo saa, at naar en er rigtig gjennemstrømmet af en stor Tanke, da kan han ogsaa saa væike andre til Begejstring, og jo mægtigere han selv er grebet desto mægtigere og i desto videre Kredse kan han gribe.
Saaledes ogsaa med Eidsvoldsmændene. De var grebne af en stor og herlig Tanke og det var ikke tomme Ord dette enig og tro til Dovre falder, og derfor kan deres Færd og Ord begejstre os den Dag idag.
Og lad dette være Dagens Betydning for os, at vi, hver Gang den kommer igjen, besjæles af den samme Aand, som besjelede Eidsvoldsmændene, at vi i den faar et Samlingens Punkt, at vi paa den faar Øje paa det, som bør være vorts alles fælles Maal – Fædrelandets Hæder og Lykke.
Da har Dagen faaet sin rette Betydning for os, da kan vi med fuldt Bryst raabe et Hurra for 17de Maj.
Talen hilsedes med et nifoldigt Hurra af den talrige Folkemasse, hvorpaa Sangforeningen sang første Vers af Bjørnstjerne Bjørnsons smukke Fædrelandssang : «Jeg vil værge mit Land.»
Festkomiteens Formand, Hr. J. M. Bryde, udbragte derpaa et af kraftige Hurraer modtaget Leve for de tvende Statsmagter, Hs. Maj. Kongen og Storthinget. Herpaa sulgte «Kongesangen», medens man ligesom ifjor ved samme Anledning, forgjæves ventede at faa høre en Sang for Storthinget.
Efterat saa Hr. Postmester Hansen havde holdt en Tale til Smaagutterne, der lagdes paa Hjerte Frihedens Betydning og Nødvendigheden af i Tilfælde at værge om den, indbød Festkomiteen dem, der havde ydet Bidrag til Festen, til et Glas Punsch.
Smaagutterne gav sig nu til almindelig Munterhed ifærd med Maistangen, hvorpaa de øvede sin Færdighed i Klatrekunsten for at naa op til de paa Toppen hængende Præmier. Uagtet der blæste en uhyggelig Søndenvind, blev dog Publikum Under en noksaa belivet Stemning sammen udover Aften. Sangforeningen gav nogle Nummere, endel Taler holdtes, og saa morede man sig forresten ved Dans. I Aftenens Løb afbrændtes et lidet Fyrværkeri».
Sandefjords Tidende[47] hadde en tilsvarende reportasje samme dag:
«17 Mai blev iaar som forr. Aar her paa Stedet feiret med megen Høilidelighed og ikke saa liden Tilslutning. Det truede den største Del af Dagen med Uveir, men det blev ogsaa hermed. Efter Programmet samledes man oed Raadhuset, hvor man ordnede sig til Processionen, der blev anført af vor Sømandsstand med Stedets Hornmusik i Spidjen, derpaa kom Sangfsoreningen, Skytterlaget, Goodtemplarne og endelig Smaagutternes meget talrige Tog, samtlige Korporationer med sine Faner. Efterat man havde toget gjennem Byens Hovedgader under afvexlende Instrumental- og Vokalmusik ankom man til Bryggen, hvor Hr. Skolebestyrer Thomassen i anslaaende Ord holdt Festtalen for Dagen.
Efterat Hr. Skibsreder I. M. Bryde derpaa havde udbragt et Leve for de tvende Statsmagter, Kongen og Storthinget, blev der af Postmester Hansen talt for Gutterne, der fulgte ham med megen Opmærksomhed.
Paa Bryggen var der af Festkomiteen arrangeret Dans, Klatring m. m. og lod det til efter den Feststemning, der hele Aftenen hvilte over Forsamlingen, at Festen var meget vellykket.
Efterat Goodtemplarordenens Medlemmer havde deltaget i den officielle Del af Festen paa Bryggen, togede de under sin Fane op til Ordenens Lokale, hvor de under festlig Stemning forblev samlede til Midnat».
Den sommeren, 16 juli 1884, kunne man se en annonse i Sandefjords Tidende[48]:
En person som het Fredriksen og som eiet Hotell Kong Karl åpnet, høsten 1884, et festivitetslokale i byen og det fikk sin offisielle åpning søndag 16 november 1884, og Sandefjords Tidende var til stede:
«Det af Hr. Hotelvært Fredriksen opførte nye Festivitetslokale blev i Søndags aabnet for Publikum, af hvilket ca. 4 a 500 Personer efter Indbydelse overvar den lille, men vellykkede Aabningstilstelning.
Først udførte Sangforeningen nogle Numere, hvorefter en Musikkvintet spillede en Minuet af Haydn.
Derefter blev følgende for Anledningen forfattede Prolog fremsagt:
Der er et deiligt Sagn, fra længst hen-
farne Tider,
Født under Sydens Sol. hvor Livet let
henglider,
Et Sagn om Møer ni, som Zeus ned til
os sendte,
Som Visdom gav os ind. som Alt til Glæde
vendte. –
De Muser ni de gik paa Fader Zeus’s Bud
At røgte hvert sit Kald i hele Verden ud.
Det Clio var, som skrev os
Slægtens Levnetsløp,
Og Caliope kun fortalte Heltes Død;
De sorte Træf af Skæbnen viste Melpo-
mene,
Men om de lyse Glimt var Thalia alene.
Og naar vi saa er glad, og bryde ud i Sang,
Da Polyhymnia os gjæste paa sin Gang.
Og staar Du saa i taus Beskuen
Og ser paa Stjernehærens Tog,
Da vid, at den, som gav Dig Huen,
Urania var den, der Dig i Favnen tog.
Og evner Du at lokke de milde Toner frem,
Og saa Din Stemme jubler og bringer
Glæde ind,
Og naar Du Dansen træder og er saa
glad i Sind.
Da har Du af dem lukket de trende
Søstre ind;
Erato, Terpsichore, Euterpe er de tre,
Der Liv og Glæde bringe, der dæmpe
Livets Ve.
_ _ _
Og ud fra Zeus de droge at spræde Liv
os Lyst.
Men meget ofte fandt de kun ugjestmilde
Kyst;
Der var saa trangt og øde, der var saa
lidet Skik.
Ei værdigt Tempel for dem var reist,
og bort de gik.
_ _ _
Sa var det og hernede i denne gode By,
Her var ei Sted at være, her fandtes
ikhe Ly.
Men nu er reist en Bolig, nu kan vi
være glad,
Nu skal vi virke trolig; men følger
Med i Rad.
Tak være den, som gav os saa godt og
smukt et Hjem
Gid vi maa kunne hjelpe de gode Sæder
frem.
Vort Ophav er af Renhed, vort Liv er
lyst og godt,
Vi taale ikke Smudset og intet Stygt og
Raat.
Men al uskyldig Glæde, og alt hvad der
er smukt
Til det vi gjerne træde. Hav det i Bar-
men lukt.
Efterat Punsch var serveret for de Forsamlede holdt Hr. Postmester Hansen en smuk Tale for Hr. Fredriksen, hvorpaa Dandsen begyndte og fortsattes med Liv og Lyst til noget over Midnat.
Ja, i sandhed, Hr. Fredriksen har her fuldført et Storværk, som vi oprigtigt vil ønske det store Publikum, for hvem Mangelen af et smukt Festlokale for Byen har været et stort Savn, vil forstaa at vurdere. Det smukke Lokale bestaar af en Række pent udstyrede Værelser og en lang Corridor i første Etage. –– Gjennem en smagfuld Vestibule kommer man op i Festsalen med en stor Scene, alt saa gjennemført smukt, rent elegant udstyret, at man har vanskeligt ved at tro, at man befinder sig i et Sandefjordslokale».
Senere samme år var Ole Hansen på valg, forteller en notis i Sandefjords Tidende på selveste julaften:
«Repræsentantvalg.
Lørdag den 3die Januar n. A. Kl 12 afholdes paa Raadstuen Valgforsamling af Byens stemmeberettigede Indvaanere til Udkaarelse iblandt de i Mandtallet indførte Stemmeberettigede eller iblandt de efter Lov af 4de Aug. 1845 Valgbare, af ni nye Repræsentanter, nemlig 8 istedetfor de 8 Repræsentanter, som efter at have fungeret i 4 Aar, nu skulle udgaae, og 1 istedetfor afd. Lensmand Ferry. Der stemmes paa 9 Repræsentanter med een Gang, deraf bliver den, som af disse faar de færreste Stemmer, at anse som valgt istedetfor Lensmand Ferry, og hans Valg gjælder altsaa kun 2 Aar.
Hine 8 aftrædende Repræsentanter ere: Christian Jensen, I: T. Rove, Hans Andresen, Holm Hansen, Bertel Hansen, Mathias Michalsen, Garnhandler Andreas Andersen, og Postexpeditør Hansen.
De for Tiden gjenstaaende Repræsentanter ere: Fredrik Høst, Snedker Lars Jakobsen, Kjøbmand Abr. Andersen, do. N. W. Sørensen, Glasmester Oluf Andersen og Kjøbmand Knud Bache. De Vælgende have at møde personlig. De udtrædende Repræsentanter kunne vælges paany, med Undtagetse af Holm Hansen, der den 20de ds. blev valgt til Formand.
Sandefjords Magistrat den 23de
Decbr 1884. C. F. Schanche».
Siste barn i Alvilde og Ole Hansens store familie ble en gutt som så dagens lys 11 desember 1884 og ble døpt[49] 14 mars 1885. Da fikk han navnet Gunnar og fadrene Fru Charlotte Bolt; Fru Hilda Killen; Adjunkt Rasmussen fra Horten; Postekspeditør Christian Hjorth fra Horten; Fru Hilma Rasmussen; og Fru Bolette Aagaard.
Det ble holdt folketelling for året 1885[50]. I den finner man, som forventet, Ole Hansen og familien i Bugaardsgade. Alle de syv barna som hadde overlevet spedbarnsalderen bodde hjemme – ingen av dem var blitt gamle nok til å ha et yrke, men de eldste gikk nok på skolen – knappe 300 meter unna. De holdt seg med to tjenestepiker, 23 år gamle Petra Pedersen fra Stokke og 23 år gamle Anne Pedersen fra Laurvik.
I samme bygg bodde andre familier – Fiskeren Johan Berggreen med kone og barn; skomakersvennen Johannesen; og håndverkerhustruen Sofie Hemvig med en rekke barn, deriblandt ti-åringen Lilly Berggreen som var født i Wigan i England og var pleiebarn. Og til slutt, den 26 år gamle sypiken Thora Jacobsen fra Sandefjord.
Da valget var avholdt 3 januar 1885 meldte Vestfold[51], samme dag:
«Ved Repræsentantvalget idag afgaves ialt 199 Stemmer. Valget fik saadant Udfald:
- Kjøbmand P. C. Pedersen 187.
- Tømmstr. H. Andresen 171.
- Uhrmager Chr. Hansen 169.
- Kjøbmand O. Tholvsen 159.
- Postmester Hansen 111.
- Kjøbmand A. Andersen 108.
- Garver B. J: Hansen 108.
- Handelsborger O. Nilsen Fævang 102.
- Handelsborger T. N. Testman med 94.
Næst de valgte havde Tømmermester Kristofer Andersen 91 og Garver Hem 90 Stemmer».
Måneden efter, 21 februar 1885, døde Alvilde og Ole Hansens datter Aasta, bare 3 ½ år gammel. Dødsårsaken var lungebetennelse. Hun ble begravet[52] 27 februar.
Onsdagen mellom dødsfallet og begravelsen stod en dødsannonse i Vestfold[53]
Da begravelsen var overstått, kom det en takkeannonse i Sandefjords Tidende[54]:
20 mai 1885 hadde Sandefjords Tidende[55] en rapport om 17 mai-feiringen dette året:
«Sandefjord den 20de Mai
17de Mai feiredes her ved almindelig Flagning og Kanonsalut Kl 6 Morgen. Kl. 4 ½ om Eftermiddagen samledes Byens forskjellige Korporationer udenfor Raadhuset for at gaa i Prosession. Efterat et Kanonskud var affyret, som Signal for Afgang, satte Toget sig i Gang i følgende Orden:
Et for Anledningen indøvet Musik korps, Sangforeningen med sin Fane og Flag, Formænd og Repræsentanter, Skolebørnene med Fane og Flag, Goodtemplars, Skytterlaget og Sømandsforeningen med sine Faner, samt endelig Arbeiderforeningen og øvrige Borgere under et stort norskt Flag. Under Marschen gjennem Byens Hovedgader vexledes med Musik og Sang. Ankommen til Torvet, hvor der gjordes Holdt, traadte Skolebestyrer Thomassen op paa en Forhøining og holdt en Tale for Skolegutterne, der besvaredes med et nifoldigt Hurra, hvorpaa Toget, efterat Sangforeningen havde affunget «Norges bedste Værn og Fæste osv », atter satte sig i Bevægelse nedover til Bryggen, hvor den egentlige Folkefest skulde afholdes.
Paa Bryggen var der opsat et Dansegulv og paa Nedsiden deraf en Tribune, hvor Festkomiteen og Sang foreningen tog Plads. Festkomiteens Formand. Hr. Fuldmægtig Kraft, udbragte først et Leve for Hs. Maj. Kongen, der besvaredes med Hurraer og 2 Kanonskud, hvorpaa Sangforeningen afsang Kongesangen. Derefter talte Lærer R Kvam for Dagen, Ingeniør Devold for Fædrelandet og Postmester Hansen for Storthinget. Efter alle Taler rungende Hurraer, Kanonskud og Sange. Derefter erklæredes Ordet frit. Efterat de officielle Taler vare afholdte, serveredes Punsch for alle dem, der havde ydet Bidrag. Endelig spillede Musiken op, og Dansen begyndte og fortsattes med Liv og Lystighed til Kl. 11 a, da Festkomiteen erklærede Festlighederne afsluttede. Festkomiteen fortjener Tak for det meget heldige Arrangement».
Lørdag 20 juni 1885 hadde man en lang debatt om Middelskolen i et representantmøte, og Sankthansaften kom det referat i Vestfold[56]:
«Sandefjord den 24de Juni.
Middelskolen. Repræsentantmøde afholdtes i Lørdags til Behandling af en Skrivelse fra Middelskolens Forstanderskab angaaende Forandring i Skolens Plan.
Formandskabet havde efter Forslag fra Forstanderskabet indstillet, at Bestyrerposten besættes med en Lærerkandidat (Realist eller Filolog), at Andenlærerens Løn istedetfor 1800 sattes til 2000 Kroner, at Tredjelærerposten besættes med en theologisk Kandidat, og endelig at Fjerdelærerens Løn nedsættes fra 1200 til 1100 Kroner.
Angaaende dette sidste Punkt hvorledes Fjerdelærerposten, der vil blive at besætte med en Seminarist med Middelskoleeksamen, burde aflønnes, opstod en længere Debat, der aabnedes af Postmester Hansen. Han udtalte, at man i Forstanderskabets Møde var af den Mening, at 1200 Kroner ingenlunde var for meget, men man antog dog at kunne faa kvalificerede Ansøgere, om man tog af 100 Kroner. Han var imidlertid nu kommen til den Anskuelse, at man ikke burde afknappe Lønnen for Fjerdelæreren. Det kunde nok hende, man alligevel fik dygtige Folk, men man skulde tage Hensyn til, at her stilledes ikke saa ganske smaa Fordringer og at en Seminarist med Middelskoleeksamen havde maattet kostet adskilligt paa sig for at faa disse Eksamener. Han vilde derfor nu holde paa, at Lønnen blev, som oprindelig bestemt, 1200 Kroner.
Ordføreren, Holm Hansen, fandt god Grund til at gaa ind paa Forstanderskabets Førslag, da Kravene i denne Post ikke var større end i Femtelærerposten, og for denne var Lønnen sat til 1100 Kroner.
Boghandler Jversen var nu som i Forstanderskabet af den Mening, at skulde man faa dygtige Folk, saa fik man betale. Han var derfor ogsaa villig gaaet med paa, at Lønnen for Andenlæreren forhøjedes til 2000 Kroner, da man her nu efter den nye Ordning krævede en Kandidat med Lærereksamen; men man maatte være opmærksom paa Budgettet, og han troede, man uden Skade for Skolen kunde nedsætte Lønnen for Fjerdelæreren til det samme som for Femtelæreren, da Arbejdet var ligt.
Testman var heri enig med Iversen.
Iversen ytrede videre, at hvis man fik dygtige Folk, vilde man senere have Anledning ogsaa at forhøje Lønnen.
Postmester Hansen: Ja, hvis det var Meningen, saa kunde han gaa med at tage af 100 Kroner; men da burde man ogsaa sige, naar Posterne sloges op ledige, at der var Udsigt til Lønsforhøjelse. Han vilde imidlertid atter fremholde, at man burde være forsigtig med at tage af for den, som før havde lidet. I andre Byer ansættes Lærerne paa stigende Løn. Han skulde blot nævne Sarpsborg, hvor Lønnen for seminaristisk dannede Lærere steg til 1400 Kroner. Man burde ogsaa hos os vise lidt Hjertelag for dem, der arbejdede for vore Børns Oplysning. Man havde Raad til at bevilge til Veje og Jernbaner og til Mudderprammer, og det var vel nok, men man maatte dog erindre, at Skolen var fuldt saa vigtig som disse. Det var derfor saart for ham at være med paa nogen Afknapning.
Grønn havde ikke noget imod at gaa med paa Hansens Forslag. Det saa lidt rart ud ogsaa nu at tage af Lønnen igjen, naar den først var sat til 1200 Kroner. Det vilde ikke blive saa stor Forøgelse i Budgettet, og han vilde derfor stemme for, at den først stipulerede Løn blev staaende.
Iversen: Det var ikke godt at love for meget. Lønnen var her vistnok ikke stor; men naar man sammenlignede den med, hvad Tredjelæreren, der skulde være en akademisk dannet Mand, fik, var den dog forholdsvis ikke saa liden.
SkolebestyrerNilsen: Han var i Forstanderskabet af den Mening, at man burde lægge paa 200 Kroner til Andenlæreren, der skulde være en akademisk uddannet Mand med Lærereksamen. Det, som motiverede Nedsættelse af Lønnen i Fjerdelærerposten var den Omstændighed, at Kvalifikasjonerne var lige for 4de og 5te Læreren, idet man til disse Poster ønskede Seminarister med Middelskoleeksamen, og var der til Posterne henlagt henholdsvis Gymnastik og Sang. At man i sin Tid satte Lønnen i Fjerdelærerposten til 100 Kroner mere end for Femtelæreren skrev sig fra andre Omstændigheder, hvorom han nærmere oplyste. Forstanderskabet havde fundet, at naar Kravene var lige, burde ogsaa Lønnen være ens.
Postmester Hansen: Der var en stigende Skala i Lønningerne nedenfra og opad, og han troede derfor, man godt kunde sætte Fjerdelærerens Løn 100 Kr. højere end Femtelærcrens.
Skolebestyrer Nilsen: I Andenlærerposten tænkte man at saa en Lærerkandidat og Tredjelærerposten var beregnet paa en yngre Theolog; men Forholdet var anderledes for 4de og 5te Læreren, hvor Kravene var lige.
Postmester Hansen: Hvis hans Forslag faldt, vilde han, man skulde give sin Tanke om Lønsforhøjelse, Form, – man kunde sige det i Avertissemenltet.
Skolebestyrer Nilsen: At stille Lønsforhøjelse i Udsigt, hvis man var tilfreds med Læreren, fandt han mindre heldigt. Det kunde nemlig godt hende, at Læreren var flink, men endda kunde der være den, der af andre Hensyn vilde modsætte sig hans Andragende o.a. Løn. Da vilde han heller anse det heldigere, at man nu satte 1200 Kroner for hver.
Testmann. Det var kun yngre Lærere, man her kunde faa, – det var i Regelen kun saadanne, der havde Middelskoleeksamen. Han troede ogsaa, at Sandefjords Kommune ikke vilde nægte en flink Lærer Lønstillæg.
Ordføreren: Han vilde gjøre opmærksom paa den foreliggende Skrivelse fra Ekspeditionschefen for Skolevæsenet – deri nævntes for den her omhandlede Posts vedkommende 1000 K oner som Begyndelsesgage.
O. Nilsen vilde slutte sig til Postmnester Hansens Forslag; det gik let, lod det, at lægge paa 200 Kr. for Andenlæreren, men da burde man være varsom med at nedsætte Lønnen i en mindre aflagt Post. Det var forresten, saavidt han vidste, almindeligt ved andre lignende Skoler, at Lærerne ansattes paa stigende Løn.
L. G. Larsen vilde holde paa 1200 Kroner for Fjerdelæreren, det var dog ikke for meget.
Sagen optoges derpaa, efter en kort Replikveksiing mellem forskjellige Repræsentanter, til Votering med det Udfald, at Postmester Hansens Forslag om 1200 Kroner for Fjerdelæreren forkastedes med 8 mod 6 Stemmer.
Derpaa vedtoges Formandskabets Indstilling i sin Helhed».
Litt senere på året, 15 september 1885, var det påny debatt i representantskapet, og påny dreiet det seg om skolen. Referatet kom i Vestfold[57] lørdag 19 september:
«Sandefjord 19de Septbr.
I Repræsentantmødet i Tirsdags opstod en ganske livlig Debat angaaende Spørgsmaalet om Valg af Tomt for den nye Skolebygning. Efter at FormandskabetsJndstilling, der henstillede tilRepræsentantskabet at vælge til Byggetomt Byens Løkke ved Skolegaden, udtalte
P. A. Grønn: Denne Sag rak ud over en lang Fremtid, og den burde derfor nøje overvejes, førend man valgte ny Tomt. Han maatte sige, at han følte sig noget trykket ved den lange Indstilling. Fra Sagens Begyndelse var der gjort alt muligt for at faa Oplysning fra saavel Arkitekten som andre Autoriteter angaaende den heldigste Byggetomt, og man var kommen til det Resultat, at Hr. Aagaards Tomt burde vælges.
I Inndstillingen fremhævedes først alt, som talte for Aagaards Tomt; men saa slog man pludselig om og sagde, at den nye Bygning burde opføres paa et Sted, som ingen havde tænkt eller anbefalet.
Tomten ved Skoleløkken var ikke dyb nok til dette Øjemed. Den var kun 100 Fod bred; deraf gik 10 Fod mellem Gadelinjen og Bygningen, som skulde være 60 Fod bred, altsaa igjen 30 Fod, og saa skulde man her have Udhuse, – det blev for trangt. – Naar man havde talt om denne Tomt som Byggetomt, da havde man tænkt sig Bygningen liggende ved Sprøjtehuset og Dybden udvidet ved at kjøbe til af den bagenforliggende Ejendom, og ikke Hr. Jensens Tomt. Denne Plan havde nu Pluraliteten i Formandskabet forkastet, og han kunde derfor ikke gaa med paa Indstillingen. Hvis ikke Aagaards Tomt blev indkjøbt, vilde han stemme for, at Bygningen lagdes ved Sprøjtehuset, og at man saa kjøbte til af de bagenforliggende Tomter, og da behøvedes ikke Jensens Tomt. Først og fremst vilde han dog holde paa Aagaards Tomt, der var den heldigste til dette Brug. Denne Tomt var jævn og kunde faaes til den forholdsvis billige Pris af 12 Kroner pr. Kvad. Favn. Kunde saa Byen sælge sin Tomt til 15 Kroner pr. Kvd. Favn, den samme Pris, som nu Jensen forlangte, saa tjente man paa det.
Førend Byens Tomt kunde benyttes, maatte der lægges et Arbejde paa den, som var beregnet at koste 1000 Kroner,
medens der paa Aagaards Tomt, der var jævn og lige, behøvedes lidet Arbejde. Ved at følge Pluralitetens JIndstilling, vilde man saaledes tabe 3000 Kroner, og det oar højst mærkeligt, at man vilde have større Udgift.
Skolebestyrer Nilsen: Han kunde heller ikke slutte sig til Pluralitetens Indstilling. Byens Tomt laa for det første altfor nær den gamle Skole. Følgen deraf vilde blive mange Ulemper, naar Børnene fra begge Skoler mødtes udenfor ved Skolens Begyndelse og Slutning hver Dag. Enhver Skolemand havde Erfaring herfor; Børaene var mest oplagte til at forulempe hinanden og gjøre Spektakel med det samme de fik fri af Skolen, og man kunde ikke med Billighed forlange, at Lærerne skulde holde Diciplin ogsaa paa Gaden.
Naar det var sagt, at de mindre gode Egenskaber gjerne kunde faa Anledning til at vise sig, saasom det jo just var Skolens Opgave at opdrage Børnene og lære dem ogsaa dette, at omgaaes hinanden paa en sømmelig og pen Maade, saa vilde han sige, at man skulde modarbejde de onde Egenskaber, sørend de kom frem, og ved alle Skoler fulgte man det Princip at fjerne alt, hvad der kunde fremkalde de onde Tilbøjeligheder og give Anledning til, at de onde Egenskaber fik Spillerum. Det kunde næppe virke opdragende, at Børnene fra to forskjellige Skoler saaledes gaves Anledning til at løbe sammen.
Af Hensyn hertil kunde han ikke stemme for Byens Tomt til Skoletomt, og dernæst kunde han ikke skjønne andet, end at den Form, Byens Tomt plus Jensens havde, gjorde den lidet skikket til dette Brug, hvad han saa nærmere paaviste, ligecom han fremhævede Fordelene ved Aagaards Tomt. – Det var en ny Tanke at benytte Byens Tomt med Tillæg af Hr. Jensens til Skoletomt, noget, han ikke kunde gaa med paa. Kjøbte man derimod af de bagenfor liggende Tomter, stillede Forholdet sig bedre. Taleren fremhævede tillige Faren i Ildebrandstilfælde, der endog kunde medføre, al miste begge Bygninger paa en Gang. Hellere end nu at beslutte Kjøb af Jensens Tomt, vilde han, man skulde faa et nyt Situationskort og nærmere se, hvorledes Forholdet vilde stille sig. Man maatte ogsaa erindre, at man ikke kunde gaa ivej med at bygge, førend Kirkedepartementet havde approberet hele Byggeplanen.
Testmann beklagede, at han ikke havde havt Anledning til at sætte sig tilstrækkelig ind i denne Sag. Det var sagt af Grønn og Nilsen, at bygge paa Byens Tomt, men det forholdt sig ikke saa. Den Ulempe, det skulde medføre at lægge den nye Skolebygning saa nær den gamle, kunde han ikke skjønne. Begge Skoler havde jo været sammen indtil nu,og man havde ikke hørt noget om slige Ulemper. Børneantallet vilde her neppe blive større end ca. 800, men i Kristiania f. Eks. havde man over 2000 Børn i en Skole.
– Han troede, der var flere Fordele ved at benytte Byens Tomt. Man kunde saaledes da benytte samme Gymnastiklokale, samme Pedel osv. og derved sparede man. Bygningerne kunde lægges slig paa Tomten, at man alligevel fik fuldt rummelig Legeplads. Han vilde derfor af flere Grunde stemme for Byens Tomt.
Oluf Andersen var enig med Grøn i, at man her havde for sig en vigtig Sag. Uagtet han havde læst Dokumenterne, maatte han sige, han stod tvilende overfor Valg af Tomt. Formændene Grøn og Nilsens Udtalelser lagde han stor Vægt paa, men troede dog, at han maatte slutte sig til Formandskabets Pluralitetsindstilling. Jmidlertid saa han gjerne Sagen udsat, forat man kunde faa et nyt Sttuationskort. Forøvrigt vilde han sige, at han ansaa det for en Fordel, at man ved Skolerne kunde benyite et Gymnastiklokale; man kunde ikke i en saa liden By have to saadanne. Hvad Aagaards Tomt angik, kunde den maaske være heldigere, men man maatte ogsaa erindre, at den kostede 8000 Kroner.
O. Nilsen (Fævang) tænkte nærmest paa at faa Sager udsat; det kunde skade, at man overvejede den nærmere. Dengang, man valgte Kirketomt, var Husejerne med og udtalte sin Mening; det kunde ikke være afvejen, om disses Mening hørtes nu ogsaa.
Grønn troede nu ogsaa, det vilde være heldigt at udsætte Sagen, og hvis Andersen fremsatte Forslag derom, vilde han støtte det.
Oluf Andersen vilde foreslaa Sagen udsat forat man kunde tilvejebringe det nævnte Situationskort. Han vilde forøvrigt henlede Opmærksomheden paa Hr. Carl Andersens Tomt i Nybyen. Den var efter hans Mening godt skikket og kunde faaes for 6 Kroner pr. o Favn.
Testman: Det havde været sagt, at man kunde sælge Byens Tomt istedetfor at bygge Skolegaard paa den. Men det vilde han ikke gaa med paa; thi da kunde Tomten let blive benyttet paa en Maade, der kunde blive generende for Middelskolen. Desuden var der i vor Tid megen Tale om delvis at kombinere Middel. og Folkeskolen, og isaa Tilfælde var det jo heldigt at Skolernae laa nær sammen.
Høst: Der var sikkert almindelig Stemning for Byens Tomt, hvis den forresten var fuldt skikket til dette Brug. Han var imidlertid enig med Andersen i at udsætte Sagen.
Tømmermester Andresen: Ifølge det foreliggende Kart syntes det ikke at være forliden Plads paa Byens Tomt.
Skolebestyrer Nilsen: Gymnastiklokalet burde ikke være det bestemmende ved Valg af Tomt. Gutterne havde ingen Skade at marschere gjennem Gaderne. Med Hensyn til Ulemperne som Følge af at Skolerne laa saa nær hinanden, da frygtede han herfor paa Grund af Børneantallel, men fordi det var to forskjellige Skoler, som mødtes.
Postmester Hansen: Testmann havde sagt omtrent, hvad han mente. Han vilde kun sige til Nilsen, at skulde Skolerne benytte samme Gymnastiklokale, var det ikke heldidt, at Afstanden mellem disse var for stor. Og saa var det disse Ulemperne, som man talte om. Han kunde ikke skjønne, at der behøvede at opstad nogen Ulempe; den ene Skole kunde jo bare give fci nogle Minutter før den anden, saa var man disse kvit.
Skolebestyrer Nilsen: Ja, dette at vente var ogsaa en Ulempe. Postmester Hansen: Ja, kunde heller ikke gaa an, saa kunde jo Lærerne gaa ned i Gangen og se efter.
Skolebest. Nilsen: Det var atter en ekstraordinær Foranstaltning.
Testman: Om begge Skoler gav fri samtidig, var det vist ikke saa farligt; man taalte vel altid et Snebold, et Stød og lignende.
O. Nilsen: Han syntes, det var meget vægtig Grund i, hvad Skolebestyrer Nilsen havde fremført.
Postmester Hansen: Børnene her i Byen var ikke saa fremmede for hverandre, og naar man hidtil ikke havde havt nogen Ulempe, naar de havde været sammen, saa maatte vel dette end mindre blive Tilfældet siden.
Efter endel Repliker mellem Ordføreren, Skolebestyrer Nilsen, Oluf Andersen og Testmann, udtalte
Grønn, at han holdt paa, Folkeskolens Børn skulde have mindst ligesaa god Legeplads som Middelskolens, hvilket de ikke vilde faa paa Byens Tomt. Desuden, det havde længe været paatænkt at faa en Gade over Aagaards Tomt, over Løkkegaden og videre til Kirkegaden, og videre til Kirkegaden, og et saadant Gadeanlæg vilde være nyttigt; men det vilde, om Skolen lagdes paa Byens Tomt, ødelægge Legepladsen, der da vilde komme til at ligge paa den anden Side af Gaden.
L. Ø. S. Larsen: Han havde ikke tænkt at ytre sig i denne Sag idag; skulde sige, at han troede, man godt kunde bygge paa Byens Tomt. At gaa hen og kjøbe en Byggetomt for 8400 Kroner, naar man selv havde en som kunde bruges, det fandt han liden Mening i.
Ordføreren skulde blot ligeoverfor Grønn gjøre opmærksom paa, at man fik fuldt saa stor Legeplads som Middelskolen, selv om der kom en Gade over.
Skolebest. Nilsen: Kom der en Gade, ja, saa fik man vel alligevel Legeplads, men paa den anden Side af Gaden. Men det var dog et stort Spørgsmaal, om det var fornuftigt at indrette sig saa naar man gik igang med et Byggearbejde, der skulde blive til Nytte for mange Slægtled.
Testman troede ikke, det var nødvendigt eller heldigt at anlægge en saadan Gade.
Magistraten: Det vilde være uheldigt, om Legepladsen skulde blive liggende paa den anden Side af Gaden. Han troede, at naar man optog et Situationskort, saa vilde Arkitekten, gjort bekjendt med Forholdet, kunde tage Hensyn til det paatænkte Gadeanlæg. Efter at endnu endel Repræsentanter havde havt Ordet, besluttedes, som i forrige Numer meddelt, Sagen udsat».
Tirsdag 5 januar 1886 var det representantskapsmøte, med valg og andre saker, og Ole Hansen var til stede, om han ikke snakket under alle avsnittene – som det ser ut for i referatet som ble trykket i Vestfold[58] 9 januar:
«Sandefjord, 9de Januar.
I Repræsentantmødet i Tirsdags foretoges som første Sag Valg paa Ordfører og Viceordfører for dette Aar med det Udfald, som i forrige Numer meddelt.
Dernæst toges Budgettet under Behandling. Ordføreren bemærkede, han troede at burde oplyse, at naar Repræsentantmødet ikke blev afholdt den 29de December, saa kom det af, at Dokumenterne ikke var saa betimeligt færdige fra Magistraten.
Grøn vilde foreslaa, at man først stemte over de enkelte Poster i Budgettet og siden over det hele Budget.
Ordføreren: Ja, det maatte man selvfølgelig, da der jo i Budgettet forekom Poster som gjaldt for flere Aar.
De enkelte Poster refereredes derpaa. Under Behandlingen af Post 1 Afdeling B. fratraadte Ordfsreren og overlod Ledelsen af Forhandlingerne til Viceordføreren Hr. Grøn, der ytrede: Denne Post angaar Løn til Lyens Kæmner, fra hvem der er indkommet Andragende om en Lønsforhøjelse af 500 Kroner. saaledes at hans Løn vil blive 1000 Kroner. Byfogden har i Skrivelse anbefalet Andragendet, og Formandskabet har ligeledes enstemmig indstillet paa, at det indvilges, mod at Kæmneren stiller en Kaution af 6000 Kroner. Man maatte erkjende, at Kæmnerens Løn nu var saa liden, at «en paa ingen Maade stod i Forhold til Arbeidet, og han vilde derfor nu som i Formandskabet anbefale Andragendet.
Oluf Andersen: Hvor stort Beløb havde Kæmneren hidtil stillet Kaution for?
Grøn: 4000 Kroner. –
Teftmann: Alle fandt, at Kæmnerens Løn var for liden, men han syntes, det blev vel stor Forhøjelse med en Gang. Han syntes, at 200 Kroner i Lønstillæg og dertil 100 Kroner som Godtgjørelse for Hus og Ved vilde være passende.
Grøn. 200 Kroner var for lidet. For 25 Aar siden var Lønnen sat til 500 Kroner for Kæmneren. Dengang var Tholvsen Kæmner, og han sagde Posten op, fordi Lønnen var for liden. Nu var Kæmnerens Arbeide maaske mere end fordoblet, saa nu maatte det lønnes bedre. Han vilde derfor holde paa Indstillingen.
O. Nilsen. Der maa spares, hvad spares kan, heder det. Han kunde forsaavidt være enig med begge de forangaaende Talere. Dengang Tholvsen var Kæmner, havde han ingen Befatning med Kirke- og Skoleregnskab. Arbejdet var nu betydeligt forøget, og han fandt derfor, uagtet han gjerne vilde spare, at Andragedet ikke var urimeligt.
Postmester Hansen. Han havde først tænkt paa en slig Forhøielse som af Testmann nævnt, men han havde nu tænkt nærmere over disse Ting, og han havde faaet fat paa Budgettet for Horten, hvilket var af samme Størrelse som vort, men der gik rigtig nok over 1/3 af Budgettet til Fattigvæsenet, hvilket, sagde man, skulde gjøre Regnskabet brydsommere; men paa Horten lønnedes Kæmneren med 1200 Kroner, og saa havde han dertil 200 i personligt Tillæg; endda var Kæmneren der fritaget for at indkræve Skolepenge, hvilket Arbejde lønnedes med 240 Kroner. Efter dette vilde han sige, at 1000 Kroner ingenlunde var for meget for Sandefjords Kæmner. Men det var kanske bedre at bevilge først en fast Løn og saa et personligt Tillæg, hvilket mere og mere blev Praksis ved Lønninger til Bestillingsmænd. Han vilde tilføie, at vor Kæmner gjorde sit Arbejde særdeles godt, nøjagtigt og pent, hvilket man her maatte tage i Betragtning.
Grøn syntes, at der burde fastslaaes en Løn af 1000 Kroner for Byens Kæmner.
Postmester Hansen. Kunde man ikke sætte Lønnen til 800 Kroner og et personligt Tillæg af 200 Kroner?
Bogh. Iversen. Det maatte erkjendes at den Løn, som Kæmnere var uforholdsmæsig liden. Kæmneren udfører sit Arbeide særdeles godt, og dette Arbeide var nu mere enn fordoblet, hvortil nu også kom en ny Skolebygning, hvis Regnskab Kæmneren maatte føre. 1000 Kr. var derfor ikke for meget; at nægte dette Andragende vilde han kalde utidigt Kniberi.
Oluf Andersen. Der var ingen i Salen, uden han fandt, at Lønnen var for liden, jo næsten ingen og efter hvad han havde hørt oplyst i dag og i Hnehold til Formandskaabes Indstilling og Magistratens Anbefaling vilde han stemme for 1000 Kroner.
Magistraten. Han havde hørt af Iversen omtrent, hvad han vilde sige. Kæmneren udførte sit Arbeide godt, det var han sikker paa, og Arbejdet nu var forøget, det vidste han, som nu havde været Magistrat her i 17 Aar. Nu blev Byen udvidet, og Skolevæsenet blev vidløftigere, hvilket igjen økede Arbejdet for Kæmneren. At besluttes saaledes som af Postmeteren papeget med 800 og 200 Kr. kunde nok lade sig gjøre, men han troede, Lønnen burde sættes til 1000 Kroner.
O. Nilsen. Den gang, man byggede Kirken, fik Kæmneren ekstra Løn for Kirkeregnskabet, nu hørtes det ut, som om Kæmneren skulde faa Regnskabet for den nye Skole uden nogen saadan Godtgjørelse.
Grøn. Ja kæmneren vilde for den bestemte Løn faa alle Kommunens Regnskaber at føre.
Postmester Hansen. Ja, det maatte slaaes fast, at han overtog saavel Skole- som Kirkeregnskab.
Grøn. Ja, det er tidligere bestemt i Instruks for Kæmneren.
Testmann. Han erkjendte, aat 1000 Kroner ikke var for meget, men han troede alligevel, Forhøielsen var for stor saadan med en Gang. Kæmneeren søgte ogsaa i Sandehered og fik der intet. Nu vilde han imidlertid for begge Poster faa 1500 Kroner, hvilket var en pen Løn.
Skolebestyrer Nilsen. Formandskabet havde fundet, at Lønnen var altfor liden. Den nuværende Kæmner førte sit Regnskab saaledes, at man til enhver Tid kunde faa Oplysning om Kommunens Stilling, hvilket var af ikke uvæsentlig Betydning, Den forrige Kæmner havde særskilt Godtgjørelse for Kirken og Vandværket, men denne havde ingen saadan. – Maa kunde derfor ikke siges at flokse med Byens Penge, om man gik med paa Andragendet. Personligt Tillæg synetes han ikke om; thi Kæmnerposten burde, hvem der saa var Kæmner, aflønnes med 1000 Kroner.
Testmann. Men, hvis Kommunen kunde afse passende Lokale for Kæmneren t. Eks. i Brandstationsbygningen, kunde man saa ikke sætte Lønnen til 800 og saa indtil videre 200 Kroner til Lys og Ved ?
Oluf Andersen. Den af Testmann nu udtalte Tanke, syntes han godt om. Det kunde jo nok hende, at Brandstationen kunde afgive passende Lokale for Kæmneren.
Testmann. Han vilde da fremsætte Forslag om, at Lønnen sættes til 800 og saa indtil videre 200 til Lys og Ved.
Grønn. Man havde ikke tidligere erkjendt nogen Forpligtelse til at skaffe Kæmneren Hus, Lys og Ved, det blev derfor nu at paatage sig en ny Forpligtelse. Man havde tænkt som saa, at Kæmneren kan bo i sit Hus, og han vilde derfor ikke gaa med paa dette om Husleie, Lys og Ved. Havde Byen noget Lokale at leie bort, saa kunde man jo for Betaling leie bort til hvemsomhelst, ogsaa til Kæmneren, hvis denne ønskede det. Han holdt derfor fremdeles paa Indstillingen.
Magistraten. Byens Kæmner var billig Kasserer for Landet. Men nu kunde han vel ikke holde to Kontorer, et for Byen og et for Landet. Fik nu Kæmneren frit Kontor i Brandstationen, saa
fik ogsaa Landskommunen Del deri. Det var derfor heldigst, han selv sørgede for Kontor.
Testmann. I Laurvik havde Kæmneren et offentligt Lokale. Kæmneren havde jo mange offentlige Dokumenter til Opbevaring og det var bra, at disse beroede paa et offentligt Kontor.
Skolebestyrer Nilsen. Kæmneren kunde jo i Tilfælde godt leie Kontorlokale af Kommunen. Udgiften for Kommunen blev den samme. Begyndte man nu med at holde Hus, Lys og Ved, saa maatte man siden skaffe ham disse Ting, men han troede, det ikke var heldigt at binde sig til denne Forpligtelse.
Høst. Han syntes den Kaution, man forlangte, 6000 Kroner, var stor. Vidste man, om Kæmneren vilde gaa ind derpaa?
Grønn. Ja, han troede ikke Kæmneren havde noget derimod.
Testmann. Han vilde nu tage sit Forslag tilbage.
Formandskabets Indstilling sattes derpaa under Afstemning med det Udfald, som i forrige Numer meddelt, at Indstillingen enstemmig bifaldtes.
* * *
Ledelsen af Forhandlingerne overtoges atter af Ordføreren, der fortsatte med Oplæsning af Budgettet. Under Afdeling 8, Post b var opført 600 Kroner som Husleiegodtgjørelse for Sognepræsten. Ifølge en tidligere Beslutning var denne Post opført med 480 Kroner, men Formandskabet havde nu opført et Tillæg af 120 Kroner, altsaa tilsammen 600 Kroner, hvilket var det samme, som den forrige Præst havde haft i Husleiegodtgjørelse.
Postmester Hansen. Sognepræsten havde vist tænkt at faa Godtgjørelse ogsaa for forrige Aar, da jo Bolaget engang havde bevilget ham 120 Kr., som han imidlertid ikke modtog.
Ordføreren. Bolaget havde intet bevilget, men det var Bolagsbestyrelsen, der havde foreslaaet dette Beløb udbetalt af Samlagets Overskud. Forslaget blev nok siden taget tilbage, men selv om ikke det var skeet, saa kunde han ikke tro, at det vilde blit approberet; thi Husleiegodtgjørelse til Menighedens Præst; kunde da vel ikke kaldes almennyttigt Øjemed for Byen. Hvis ingen havde noget at bemærke, saa vilde denne Post gaa over til fast Post i Budgettet.
Enstemmig fattedes derpaa følgende Beslutning: Husleiegodtgjørelse for Menighedens Sognepræst sættes til 600 Kr. aarlig.
Almuskolebudgettet. For Almuskolens Beftyrer var opført som midlertidigt Tillæg Kr. 400.
Ordføreren skulde ikke have noget imod, at Sagen om Bevilgning af denne Post blev udsat.
Oluf Andersen troede at kunne gaa med paa Sagens Udsættelse.
Grøn. Hvis Ordføreren havde nogen specielle Grunde for Udsættelsen, kunde han gjerne gaa med herpaa.
Ordføreren. Nej, nogen specielle Grunde havde han ikke.
L.G.S.Larsen fandt ingen Grund til at udsætte denne Sag; han vilde derfor stemme for, at den blev behandlet nu i Mødet.
Testman. Han kunde for sit Vedkommende paa ingen Maade være med paa at stemme for denne Forhøjelse. I 1852 blev Dahl ansat som Lærer ved Sandefjords Almuskole med en Løn af 600 Kr. aarlig; for denne Løn arbejdede han saa i mange Aar, hvorefter han saa fik 200 Kr. i Tillæg; i mange Aar arbejdede han saa igjen for denne Løn –- først nogle Aar før sin Død fik Dahl 1000 Kr. Saa kom Hr. Nilsen i Dahls Sted; men saa fik man ogsaa Andragende Slag i Slag. Man fik et Lønningsreguiativ for Lærerne, hvorefter Hr. Nilsen som Bestyrer fik 1200 Kr. – der gik nogle Aar, saa fik han 1400 Kr. saa gik der igjen nogle Aar, og saa fik han Nedsættelse i Læsetiden, og nu skulde igjen Lønnen forøges med 400 Kr. Men han kunde ikke gaa med herpaa, det vilde ogsaa være uretfærdigt overfor de andre Lærere.
Magistraten troede, det var heldigt, at Sagen udsattes, for at Hr. Nilsen nærmere kunde faa begrunde, hvori hans større Arbejde nu bestod. Mod Testman vilde han sige, at hans Henvisning til den gamle Tid ikke nu duede; thi nu var Tidens Krav, at Lærerne skulde lønnes slig, at de kunde leve af sin Gjerning; thi det vilde bidrage til, at de steg i Agtelse og hævedes i sosial Henseende.
L. G. Ø. Larsen. Hr. Testman gik helt 27 Aar tilbage. Dengang var Testrup værer, hvor stor Løn han havde viste han ikke, men Taleren havde selv dengang i 5 Aar været Underlærer i Sandefjord og det for aldeles ingen Løn! (Munterhed). Middelskolens Bestyrer havde nu her i Byen 2800 Kr. og han syntes da ikke, det var for meget, om Almuskolens Bestyrer fik 1800. Han vilde derfor stemme for Andragende..
Testman. I Laurvik havde man ved Almuskolen 3 Førstelærere med samme Løn som Hr. Nilsen, men saa havde man der en Inspektør, der lønnedes med 2600 Kroner.
Ordføreren. Hr. Testmans Anførsel fra Laurvik gik ubetinget i Hr. Nilsens Favør, da Hr. Nilsen jo her havde baade en Inspektørs og en Førstelærers Arbejde.
Testman. Sidst Hr. Nilsen søgte, var det ogsaa som Bestyrer, saa fik han Nedsættelse i Læsetiden som Bestyrer, og nu havde han i flere Aar som Bestyrer haft 300 Kr. mere end nogen af de andre Lærere, saa antog han, det maatte være Vederlag nok som Bestyrer.
Ordføreren. Her foreligger ingen Oplysning om, at de tidligere Bevilgninger var givne paa nogen Betingelse; Kommunebestyrelsen havde dengang ingen Klausul sat for Hr. Nilsen. Formandskabet, der nu havde anbefalet Andragendet, havde gjort dette paa Betingelse af, at Hr. Nilsen ofrede sig udelukkende for Skolen, og i sin Midte havde Formandskabet Mænd, der var store Skatteborgere og Mænd, der maatte antages at skjønne, hvad Skolen krævede, t. Eks. Hr. Grøn. Grønn. Hr. Nilsen havde nu 29 Læsetimer, og det var for meget. Det var nødvendigt, at han fik Anledning til at følge med i Klasserne. Nu havde han ogsaa Undervisning om Eftermiddagen, saa Tiden gik med. Han havde været med paa Andragendet, for at Nilsen skulde være fri for alslags Bierhverv.
Iversen havde ikke været med under Sagens tidligere Behandling. Men det forekom ham, at naar Nilsen vilde ofre sig for Skolen, saa burde han ogsaa lønnes i Forhold dertil.
Oluf Andersen. Paa Grund af det, som nu var sagt og oplyst, saa troede han at kunne være med paa Andragendet, da det tilsigtede Skolens Bedste, og, styrker vi Skoken, styrker vi ogsaa vort Fædreland.
Postm. Hansen var glad hver Gang, Lærerne fik Lønsforhøielse. Han vilde af Hensyn til Postens Vigtighed og til det Ansvar, som var forbundet med Bestyrerstillingen, stemme for Lønsforhøielsen.
Sagen blev derpaa sat under Votering mcd det Udfald, at 8 stemte for og 9 mod Lønsforhøielsen.
De øvrige Poster paa Budgettet vedtoges, som foreslaaet af Magistrat og Formand skabe.
Førend Mødets Slutning foretoges Valg paa et Medlem af Sundhedskommissionen istedetfor Hr. Kjøbmand Jensen. Valgt blev Hr. Testmann efter Lodtrækning med Hr. Doktor Freng, idet hver havde 9 Stemmer».
19 mai 1886 hadde Sandefjords Tidende[59] en reportasje om 17 mai-feiringen i byen:
«17 de Mai, der ogsaa iaar overalt i Landet er feiret paa en smuk Maade, fik ogsaa hos os et festligt Præg. Det af den valgte Festkomite fastsate Program efterfulgtes i sin Helhed.
Kanonsalut forkyndte Kl. 6 om Morgenen Festdagens Frembrud.
Kl. 4 ½ samledes de forskjellige Korporationer med sine Faner paa Raadhuspladsen og Kl. 5 satte Prosessionen sig i Bevægelse med et herværende nydannet Musikkorps og Sangforeningen i Spidsen. Under Marschen gjennem Byens Hovedgader afvexledes hele Tiden med Musik og Sang.
Ankommen til Torvet gjordes Holdt, hvor Skolebestyrer Hougen talte for Smaagutterne og udbragte et «Leve 17de Mai», der besvaredes med Hurrar fra Store og Smaa, hvorpaa Sangforeningen afsang «Ja vi elsker dette Landet».
Prosessionen satte sig atter i Bevægelse ned Badehusgaden til Bryggen, hvor den egentlige Folkefest skulde afholdes.
Efterat Fanerne vare plantede paa Talertribunen og Kommunebestyrelsen in corpore og saa mange Damer og Herrer, som den indhegnede Danseplan kunde rumme havde taget Plads, besteg Festkomiteens Formand, Lærer Kvam, Talerstolen og udbragte et «Leve H. M. Kong Oscar II. Rungende Hurraer og «Kongesangen» af Sangforeningen fulgte herpaa.
Festtalen holdtes derpaa af Postmester Hansen i velvalgte og smukke Ord, hvorpaa «Jeg vil værge mit Land» blev afsunget af Sangforeningen.
Sagfører Kraft udbragte derefter et «Leve for Storthinget,» der besvaredes med Hurraer og Afsyngelsen af «Norges Høitidsstund er kommen».
Ordet gaves nu frit og Lærer Kvam holdt en vakker Mindetale for Henrik Wergeland, hvori han til Slutning anmodede Mængden om at udbringe et tredobbelt Hurra for hans Minde, hvilket med Styrke efterfulgtes, hvorpaa Sangforeningen afjang «Norges bedste Værn og Fæste».
Løitnant Simonæs udbragte et «Leve den norske Kvinde», der ligeledes besvaredes med Hurraer. «Sangerhilsen» af Grieg blev derpaa afsungen.
Umiddelbart derefter indbødes Bidragsydere med Damer paa et Glas Punsch. Derefter spilledes op til Dans, som fortsattes med Liv til Kl. 11, da Festlighederne erklæredes afsluttede.
Vi skylder at tilføie, at alt gik ordentligt til paa Festpladsen, der var ikke noget af det gamle Fylleri og Slagsmaal at se, uagtet der var rigelig Anledning til at faa Drikkevarer. Glædeligt Tegn.
_ _ _
Herværende Goodtemplarlogers nye Fane afsløredes Søndag Eftermiddag i Logernes Lokale paa Hjertnæs. Vi ønske Afholdsfolket tillykke med sin smukke Fane og haaber, at den maa samle stedse flere og flere trofaste Medlemmer om sig. Den brugtes første Gang ved Fanetoget 17de Mai».
Lørdag 19 februar 1887 hadde Vestfold[60] et par referater fra debatter i representantskapet:
«Fra Repræsentantmødet.
Da vi antager, det vil interessere vore Læsere, hidsætter vi følgende korte Referat af Forhandlingerne af de to Sager, der foranledigede nogen videre Debat:
Sag No. 2. Andragende fra H. Ahrens
om Eftergivelse af 2den Termins Ølskat for 1886.
I Formandskabsmøde den 28de Januar var denne Sag behandlet, og var man da blot enig om at forelægge Sagen for Repræsentantskabet.
Ordføreren oplyste, at det nok forholdt sig som afAnsøgeren anført, at han havde havt liden Søgning og derfor svært ondt for at betale. Vi fik kanske bare Udgifter ved at indfordre Beløbet.
Magistraten: Det var som bekjendt ifjor oppe et meget vigtigt Spørsmaal om Ophævelse af alle disse indskrænkede Ølrettigheder. Det kom som et almindeligt Krav fra de herværende Afholdsmænd og Goodtemplars, men hvor gjerne man vilde imødekomme dette Ønske, havde det vist sig at være særdeles vanskeligt. Man havde imidlertid søgt at handle paa bedste Maade. Kommunens Resourcer var smaa, man maatte være forsigtig med at ophæve disse. Ophævede man paa en Kant, maatte der udfindes nye igjen paa en anden. Det havde vist sig at dette var et meget vanskeligt Spørgsmaal at behandle. Det havde imidlertid vist sig, at Afgiften for de indskrænkede Rettigheder var for høie. J Laurvik betalte man kun 200 Kr. i Afgift for samme Ret, medens her var det 400. Han var vidende om, at Ahrens ikke havde opnaaet saa meget som 400 Kr. i Fortjeneste paa sin Rettighed, og han kunde anbefale enten hel eller delvis Eftergidelse.
O.Nilsen forespurgte, om Ahrens fremdeles benyttede sin Ølret.
Magistraten: Ja.
O. Nilsen kunde ikke skjønne, hvordan det kunde gaa an ifølge Lov om Øludskjænkning af 1884 § 13 at handle med den Vare udover den Termin, som Retten gjaldt. Han skulde ønske, at Ordføreren vilde oplæse §en[61]. Han vilde imidlertid sige, at det forekom ham at være en ligefrem Lovovertrædelse; men kanhænde han ikke forstod Loven.
Magistraten: 1ste Termins Skat var jo betalt, 2den stod til Reft. Man havde nok været opmærksom paa, at Afgiften ikke indkom i Tide, men man kjendte hans Stilling og vilde derfor ikke være for streng; man tænkte, at han nok betalte, men nu viste det sig, at han intet havde og intet kunde betale.
O. Nilsen: Dette kunde være meget rigtigt; men der staar i samme , at man ingen Prioritet havde i den Skatten. Man kunde derfor sikre sig Afgiften, naar man meddelte Rettigheden, og blev den ikke indbetalt paa Dagen, kunde man lukke. Det vilde være nyttigt for Fremtiden at faa en fast Regel i dette Anliggende.
Ordføreren mente, at der strax vilde blive lettet paa dette. Det havde kanske været rettest at lukke hos Ahrens, men han havde lovet at betale, naar han blev udbetalt for sit Arbeide ved Opførelsen af Skolebygningen, hvorfor man ikke vilde gaa for haardt frem. Nu viste det sig imidlertid, at hans Fortjeneste i den Anledning blev forsvindende liden, og som Sagen nu stod, blev det vist vanskeligt at faa ind Skatten. Kanske man gjorde rettest i at eftergive den.
Bogh. Iversen var vidende om, at Øltrafikken hos Ahrens var meget ubetydelig, og det var ikke saa lige til at betale saa meget.
O. Nilsen: Det var naturligvis heller ikke hans Mening at gaa frem som en Gribbe mod disse Folk; for ham gjaldt det at faa opklaret det Spørgsmaal, hvordan Lovens Haandhævere optraadte i disse Tilfælde. Han vilde gjerne lempe paa Skatten for Ahrens; men hel Eftergivelse kunde han ikke gaa med paa. Han kjendte ikke Forholdene paa disse Huse; det eneste han hørte fra dem, det var, naar man tumlede og holdt Spektakel derinde.
Skolebest. Nilsen: Formandskabet havde været fuldt opmærksom paa det anførte, og det var gjort alt for at faa ind 2den Termins Skat. 1ste Termin var gaat til Udpantning, og man havde da faat den; man havde ogsaa søgt at indfordre 2den Termin; men det havde vist sig, at der var intet at faa. Formandskabet kunde ikke stænge. Det blev Politimesterens Sag, og han tvilte ikke paa, at denne havde handlet paa bedste Maade. – Det var ikke af Overseelse af Bestemmelserne, at man havde ladet ham beholde Retten, men simpelthen af Humanitetshensyn.
Sagfører Miøen forespurgte, om der ikke efter Magistratens Udtalelse vilde bli fremsat noget Forslag om delvis Eftergivelse.
O. Nilsen stillede Forslag om Eftergivelse af 100 Kr.
Oluff Andersen var bange for, at dersom man eftergav Ahrens, saa vilde flere komme med samme Krav. Efter de foreliggende Oplysninger vilde han stemme for Nilsens Forslag. Sagen optoges nu til Votering med det i forrige Numer meddelte Udfald.
Sag No. 5. Forslag fra O. Nilsen om at lade trykke Dokumenterne til de Sager, der forelægges Repræsentantskabet til Behandling.
Om denne Sag udspandt der sig en længere Diskussion, der vilde opta altfor meget Plads, om vi skulde gjengive den i sin Helhed. Vi meddeler derfor det vigtigste. De fleste Udtalelser gik forøvrigt i den Retning, at man var enig i Principet, men maatte anbefale Udsættelse, da Sagen var saa ny og tildels uforberedt. Absolut mod var ingen. Blandt dem, som stærkest udtalte sig for Udsættelse skal vi nævne Ordføreren og Solebestyrer Nilsen.
Skolebestyrer Nilsen kunde nok være enig i, at det var meget ænskeligt at faa trykt disse Dokumenter, men hvis de skulde gjøre nogen Nytte, maatte alt trykkes, og det vilde medføre større Udgifter end man tænkte. Han troede forresten ikke, at Nytten af denne Foranstaltning vilde opveie Udgifterne. Han ønskede Sagen udsat; skulde den afgjøres nu, saa maatte han stemme imod.
Postmester Hansen tænkte, at de, som var imod Forslaget, var i forsvindende Minoritet. Han var ogsaa vis paa, at dersom vi sa Nei til dette Forslag, saa stod vi i vort eget Lys og skyggede os selv. Thi denne Foranstaltning vilde hæve Repræsentantskabet, og det vilde saa langtfra forværre vor økonomiske Stilling, at den meget mere vilde styrke den. Det er godt, man faar sat sig ordentlig ind i Sagerne; det var ikke sagt, at Formandskabet altid traf det rette heller.
Skolebestyrer Nilsen kunde ikke skjønne, hvorfor man absolut skulde ha afgjort Sagen nu. Han gjorde sig ingen Samvittighedssag af det, om vi muligens var i Minoritet – han var vis paa, at det var rettest at se Tiden an. Man fik huske paa, at Udgiften ikke blev saa liden.
O. Nilsen havde talt med begge Bogtrykkerne her, og de havde nævnt, at Udgifterne neppe vilde overstige 100 Kr. Han kunde derfor ikke begribe, hvorfor man slog saa stærkt paa den Ting. Man fik lægge Mærke til, at bare Trykningen af Budgetet kostede ca. 15 a 20 Kr. – Han forstod ikke, at det var farligt, om der kom en 70 a 80 Kroner paa en Komunes Budget, naar det gjaldt en heldig Foranstaltning.
Iversen havde intet imod, at Dokumenterne blev trykte; men da Budgettet allerede var stort nok, saa fik man udsætte Sagen indtil videre. Der var forresten mange Ting, som maatte gjøres i den nærmeste Fremtid, og som var absolut nødvendige. Man fik derfor være forsigtige med nye Udgifter; det var vor Pligt at spare bare 1 Kr. imod 100 Kr.
Magistraten anbefalede Forslaget under Henvisning til, at det var en almindelig Regel paa de fleste Steder at trykke disse Dokumenter.
Ordføreren: Sagen vilde blive bragt paa Bane senere, om den nu udsættes, saa der kunde blive opført et passende Beløb paa Budgettet for næste Aar. Hvis det vandt Bifald vilde han foreslaa, at man fattede saadan Beslutning: Sagen tages under Behandling i Forbindelse med kommende Aars Budget.
Miøen: Det vilde være ønskeligt, om der fra Formandskabets eller Forslagsstillerens Side kunde foreligge fuldstændige Oplysninger om, hvor meget der skulde trykkes. Hvis man skulde akkordere, saa var det nødvendigt, at være paa det Rene hermed. Ønskeligt var det, om alle Dokumenter kunde blive trykt.
O. Nilsen: Det var langtfra hans Mening at ville trumpfe Sagen igjennem; men under alle Omstændigheder maatte man faa trykt Budgettet, før man gik til Behandling af det.
Ordf.: Dette vilde blive gjort. Med Hensyn til Miøens Udtalelse skulde han oplyse, at naar Sagen kom under Behandling vilde enhver Oplysning blive tilveiebragt.
Efter et Par Bemærkninger af Skolebestyrer Nilsen og O. Nilsen, udtalte
Postmefter Hansen, at man fik gaa med paa Ordførerens Forslag. Han var forøvrigt vis paa, at det vilde gaa igjennem. Vist vilde vi møde mange Indvendinger, men det vilde alligevel seire. Med Hensyn til Udgifterne, saa vilde han sige, at hverken Fattigræsenet eller Skolevæsenet blev synderlig federe, om man fik forhindret denne lille Udgiftspost.
Ord f. kunde ikke begribe, at man kunde misforstaa Debatten slig. Man sagde jo, at Sagen skulde behandles i Forbindelse med Budgettet, – man opførte altsaa Beløbet. Derfor var Hr. Hansens Udfald aldeles umotiveret. Han har slet ikke hørt, hvad vi har sagt, og hvad kan hjælpe, naar ikke Repræsentanterne engang kan forstaa, hvad vi siger. Hr. Hansen kom med Kommentarer, at vi ikke brydde os om Forslaget. Det var ikke saa.
Efter en kort Bemærkning af Iversen, der syntes at Hansens Optræden bedre havde passet paa et Folkemøde end i denne Forsamling, og at man burde være forsigtige med nye Udgifter for ikke at skræmme flere ud af Byen, udtalte
Hansen, at han ikke kunde begribe, at det var noget galt eller nogen Injurie at sige, man vilde møde Indvendinger. Det kunde ikke negtes, at vi havde Udsigt til det. Hr. Skolebestyrer Nilsen havde udtrykkelig sagt, at Nytten ikke vilde svare til Udgiften. – Han var imidlertid vis paa, at Foranstaltningen var et Gode.
Skolebestyrer Nilsen udtalte derpaa bl. a., at dersom Sagen kom til at staa for ham slig, naar den paany skulde behandles, da maatte han stemme imod. Han var vis paa, at de, som var saa ivrige for Forslaget, gjorde Udgifterne mindre end de uomtvistelig vilde blive.
Ved Votering bifaldtes derpaa Ordførerens ovenrefererede Forslag enst.».
Sandefjords Tidende[62] hadde referat fra samme møte samme dag – litt mer detaljert.
Dagen efter dagen, 18 mai 1887, hadde Vestfold[63] en bredt anlagt artikkel i tilknytning til 17. mai-feiringen dagen før:
«Sandefjord, 18de Mai.
Frihedsdagen oprandt igaar med vakkert Veir. Klokken 6 Morgen hilsedes 17de Mai med kraftige Kanonsalut, der gjentoges 12 Middag. Om Eftermiddagen Kl. 4, udgik fra Raadhuspladsen en meget talrig Procession, hvori foruden Flagtog af Gutter og Piger taltes 6 Faner. Under Musik og Sang togede man nu først til Torvet, hvor Hr. Kand. Nordby holdt en Tale for Gutterne. Efter Talen og livlige «Hurra for 17de Mai» sang man saa følgende for Anledningen skrevne Sang – «Smaagutternes Sang paa 17de Mai»:
Synges som: Blandt alle Lande.
Paa denne Maidag vi drage frem
i festligt Tog mellem voksne Mænd,
nu Trommen røres,
og Sangen høres,
hvor vi gaar hen.
Hvad er det da for saa stor en Sag,
som gjør, vi løfter de hundred Flag?
Det, som os driver:
og varmt opliver,
er Friheds Sag.
Vi og har hørt lidt af Sagas Sang
om Norges Trældomsvinter lang,
da Oldenborger
og Adelshorder
var Nordmands Tvang.
Vi og har hørt om Eidsivas Ry,
der Friheds Vaarsol oprandt paany,
som rensed Luften
og jog paa Flugten:
den mørke Sky.
Saa Kjærligheden til Land og Folk
med gjæve Eidsivamænd til Tolk
har Grundlov skrevet,
paa Flugten drevet
Ufriheds Trold.
Og Frihedsblomsten end kraftig gror
trods Torn og Ugræs i skrinde Jord;
dog kan den herjes,
hvis den ei værges
i enigt Kor.
Vi Smaa og enig vil stevne frem
til Kampen – særlig, naar vi bli mænd,
for Friheds Smykke,
for Landets Lykke,
for elskte Hjem.
Og derfor løfter vi høit vort Flag
og gaar i festlige Tog paa Rad;
vi Seier haaber
og Hurra raaber
for Friheds Dag.
– d.
Man togede derpaa videre til Festpladsen paa Hr. Aagaards forrige Tomt, hvor for Anledningen flere Flag vaiede. Fanerne plantedes nu omkring den med Flag og Grønt smykkede Talerstol, hvorpaa Medlem af Festkomiteen Hr. Kjøbmand Stub udbragte et Leve for Kongen, der hilsedes med et nifoldigt, kraftigt Hurra og Kanonsalut. Saa istemte Sangforeningen: «Gud sign vor Konge god».
Festkomiteens Formand Hr. Lærer Kvam talte derpaa for Dagen i omtrent følgende Ord:
Ærede Festdeltagere, Kvinder og Mænd!
«Syttende Mai er Norriges Dag
med Løsningens Liv for de længtende Kræfter,
med Sol, med Sang, med vaiende Flag,
med Onnens travle Yrketid efter.
– Og lydt over Døgnets Tummel og Larm
lyde skal det ved Hjerternes Slag,
dybt i hver Nordmands sønlige Barm,
at syttende Mai er Norriges Dag».
Ja, den er vort Folks, vort Fædrelands Dag 17de Mai, og derfor samler den ogsaa atter og atter Mænd og Kvinder til Fest, derfor eier den denne Samlingens Magt til at fylke alle under sit lysende Mærke.
Ved sine ærefulde Minder, ved sine Gaver, som ogsaa ved de alvorlige Krav, den stiller, er 17de Mai betydningsfuld for det hele Folk som for den enkelte, betydningsfuld ogsaa for enhver af os. Den Maidag, som i 1814 for 73 Aar idag siden oprandt, minder os om en Begivenhed i vort Folks Liv, da Enevælde og Afhængighed afløses af Frihed og Selvstændighed.
Det var derfor en stor Dag hin Maidag for 73 Aar siden. Lad os et Øieblik drage os paa Minde, hvorledes den oprandt.
I Hundreder af Aar havde det jo været Nat i Norge, en Vinternat, hvorunder Folket frøs og led Nød. I dette lange Tidsrum sporede man da derfor ogsaa hos den norske Nation saare lidet til det Liv, det Mod og den Kraft, som engang i Sagatiden udmærkede Folket. Men død var den norske Folkeaand ikke; af og til gav den Livstegn fra sig, og saa i de nærmeste Slægtled forud for det store Mærkeaar 1814 er der meget, som tyder paa, at Folket begynder at vaagne.
Det er 17de Maidagens Morgendæmring, som nu viser sig i Horisonten.
Det er i Aaret 1772, at begavede norske Gutter, som ligger og studerer nede i Kjøbenhavn, stifter Det norske Selskab. Flere af dets Medlemmer var begavede Digtere, der nu i sine Sange begyndte at vække tillive Nationalfølelsen, Selvstændighedstanken og Fædrelandskjærligheden hos Nordmændene. Og netop som den danske Styrelse paa denne Tid vilde slaa begge Folk sammen og lod forkynde: «Ingen Nordmand er til», alle er Borgere af den danske Stat», netop nu blev der mellem begge Folk en Kløft, som stedse udvidede sig, idet Nordmændenes Nationalitets og Uafhængighedsfølelse stadig blev mere varme og levende. Det var i dette Tidsrum Biskop Johan Nordal Brun i glødende Patriotisme skabte Norges første Fædrelandssang «For Norge, Kjæmpers Fødeland», og lod runge utdover Norged isse mægtige Ord:
«Saa vaagner vi vel op engang,
og bryde Lænker Baand og Tvang».
Og saa glider Udviklingen fremover. Der er trange Tider i Norge opunder Frihedsaaret, men Selvstændighedstrangen tiltager desuagtet, og Aandslivet skyldder fremd:les nogen Vækst. Et Videnskabsselskab stiftes i Trondhjem, og Nordmændene faar endelig i 1811 sit eget Universitet.
Saa kommer 1814. Dæmringstiden er forbi, og 17de Mai klar og herlig oprinder med Frihedens Gave ilil gamle Norge. Ikke uden Trængsel fødtes imidlertid vor Frihed. Truende Skyer fra mange Kanter drog dengang op om vort kjære Fædreland. Det var jo Stormagternes Beslutning, idet de raslede med Sabelen og lod det lugte af Kugler og Krudt, at Nordmændene bare skulde bytte Tjenerforhold og saa fremdeles leve et Liv i Ufrihed. Men da viste Fædrelandskjærligheden sin seirende Evne, idet Mændene paa Eidsvold, gjennemglødede af denne hellige Følelse, i Tillid til Forsynet og med Tro paa Folkets Selvstændighedsevne handlede uden at bæve, og, trods Uveirsskyerne, gav Norge en Statsforfatning, som hver Mand og Kvinde har Grund til at prise den Dag idag.
Derfor er det ærefulde Minder, 17de Mai bærer frem for os. Det er Minder om hine trofaste Fædrelandets Sønner, som i Farens Stund, for at værge Fædrelandet, handlede saa modigt og kjækt. Havde de, disse Folkets kaarne Mænd paa Eidsvold, været svage og givet efter for Trykket, hvor tror du saa, vi som Folk havde staaet idag. Det er vel ikke saa godt at sige noget bestemt herom, men et er sikkert, og det er, at havde vi i 1814 paany maattet gaa i en anden Nations Tjeneste og saa til nu forblevet i et sligt Tjenerforhold, vi havde idag ikke kunnet se tilbage paa en saa rig Udvikling, som vi nu glædeligvis kan.
Thi det maa erkjendes af os alle, at Friheden fra Eidsvold er en af de Faktorer, som allersikrest og mægtigst har bidraget til de betydelige Fremskridt, paa Aandslivets saavel som paa de materielle Feldter, vort Folk idag kan glæde sig over. Saa er det da med inderlig Tak, vi mindes Fædrene paa Eidsvold, mindes dem som Handlingens Mænd med Hjerte og den rette Fædrelandsfølelse.
Men er det nu slig, at vi har Grund til at glæde os over 17de Mai-Minderne og 17de Mai-Goderne, saa har vi heller ikke Lov til at glemme 17de Mai-Kravene.
Thi til enhver af os, Mænd og Kvinder, gamle og unge, har 17de Mai sine bestemte Krav. Har vort Fædreland end gjort rige Fremskridt siden 1814, saa er det dog endnu ligefuldt saa, at
«her er Sædejord nok,
bare vi havde Kjærlighed nok»
Enhver har jo en Gjerning i Samfundet, i Fædrelandet, og gjør vi den stedse i Kjærlighed og Troskab med Tanke efter Evne at gavne ikke blot os selv, men Folk og Fædreland, da handler vi, om end i det smaa, som 17de Mai-Mændene paa Eidsiva. Derfor kan enhver, han indtage en høi eller aldrig saa ringe Stilling i Samfundet, gavne Fædrelandet, gavne det ved et flittigt og ordentligt Liv, som det sømmer sig frie og oplyste Mænd og Kvinder.
«Hvad du evner, kast af
i det nærmeste Krav»
Og naar vor Gjæring synes ubetydelig og ringe, og Strævet saa tungt, er det saa ikke ogsaa noget stort og løftende i dette at eie Bevidstheden om, at Arbeidet udføres i Troskab, noget stort og løftende i dette at kunne regne sig med i Rækken af sande Fædrelandsvenner, der endnu idag øver Daad til Folkets og Fædrelandets Fremgang og Vel.
Og saa, erkjender vi, at Friheden er det største Gode, vi borgerlig talt som Folk kan nyde, er det selvfølgelig ogsaa et af 17de Mai-Kravene til os, at di værner om den og er villige til i Farens Stund at slaa Leir om gamle Norge!
Et tre Gange tre Hurra da for 17de Mai, Norriges Dag!
Efter at derpaa «Jeg vil værge mit Land» var sunget af Sangforeningen, uddeltes følgende for Anledningen forfattede Sang til Publikum, der istemte:
(Mel: «Ja. vi elsker…..»)
Se, – nu Mai-Sol Livet vækker!
Vint’ren er forbi.
Fri og frisk sig Fjorden strækker,
Grøn staar Mark og Li.
Atter frem nu Blomsten skyder
Duftende paa Vang;
Atter gjennem Skoven lyder
Fager Fuglesang.
– Tre og Sytti Gange Vaaren
Frem med Jubel brød,
Siden – hist paa Eidsvold-Gaarden
Hine Stemmer lød,
Der forkyndte, nu for Norge
Naar først Vaarlukt frem,
Over Dal og Klippeborge
Til «de tusind’ Hjem»!
Brødre! Moderjorden gjemmer
Hine Mænd, men ei
Nogensinde vi forglemmer,
De brød Frihed Vei.
– Over Dal og Fjeld og Vandet
Klinge skal idag:
Ja, vi elsker dette Landet
Og vort frie Flag–!»
Hr. Skolebestyrer Knut Hougen holdt derpaa følgende Tale for Storthinget:
«I Løbet af faa Uger havde Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814 givet Norge dets Grundlov og derved stillet Fædrelandet ind i Rækken af de fri Stater.
Men ligesom en Vei stikkes ud, men siden med Møie maa sprænges og brydes Fod for Fod, saa var ved Grundloven Veien udstukket fra politisk Umyndighed til borgerlig Frihed og Selvstyre, – at bane Veien blev den nye Slægts Opgave, og det var i det norske Storthings Haand dette Verk dar lagt; thi «Land skal med Lov bygges».
I snart trefjerdedele af et Aarhundrede har nu Folket sendt sine bedste Mænd til dette Rydningsværk. Lag paa Lag, Stand effer Stand har vort Folk vokset sig frem til politisk Veindighed, og hver Gang et nyt Lag af Folket meldte sig til Arbeide, har dette sat sig Mærke i Storthingets Historie. Det har voldt Brydning og Kamp; men mere og mere er under dette Storthinget blevet et Udtryk for det norske Folk.
Et Par Menneskealdere er ingen lang Tid i Historien; dog har vort Storthing allerede sine ærlige Minder. Vi mindes, hvordan Storthinget i en stærk Reaktionstid uforfærdet stod paa vagt om vor unge Frihed. Og vi mindes et velsignelsesrigt Lovgivningsarbeide til Fremme af borgerlig Lighed, Næringsfrihed, Samvittighedsfrihed og kommunalt Selvstyre. Vi mindes med Stolthed og Taknemmelighed Navne som Krogh, Foss, Hjelm, Ueland, Stang, Schweigaard og Sverdrup.
Efterhvert som det norske Folk har lært at skatte Frihedens Goder, er derfor ogsaa denne Friheds Værn og Vogter, Storthinget, vokset i Folkets Kjærlighed. Det begyndte med at hyldes i Taler og Sang; vi er komne derhen, at snart hver voksen Mand føler sig medansvarlig for, i hvilke Hænder Landets Fremtid lægges. Derfor er hver Afgjørelse i Nerges Storthing en Begivenhed, som følges med Glæde eller Bekymring, med Jubel eller Harme. Men naar vi glædes, og naar vi harmes, er det, fordi vi alle samles i den Erkjendelse, at i det norske Storthings Haand ligger Fædrelandets borgerlige Ære og Velfærd.
Derfor samles vi ogsaa alle i Ønsket om, at det norske Storthing nu og altid maa røgte sin Gjerning til Fædrelandets Held og Ære».
Sangforeningen foredrog nu: «Norges Høitidsstund er kommen».
Hr. Postmester Hansen talte endelig under stor Tilslutning for Sverige.
Hermed var den officielle Del af Festen slut, og Ordet erklæredes frit.
Under den gemytligste Stemning varede Festen til Kl. 11, og vi tror enhver Deltager forlod Festpladsen under Følelsen af at have tilbragt en særdeles hyggelig Feststund.
Vi noterer som glædeligt, at trods den efter vore Forholde betydelige Menneskemængde, som her var samlet, gik dog alt ordentligt og pent; ingen videre Ulemper af Fylderi og saadant.
Vi tror saaledes at kunne sige, at Frihedsdagen blev feiret paa en sømmelig og værdig Maade, saaledes som den altid bør og skal».
En uke senere, 25 mai, kunne igjen lese referat fra et møte i «Sandefjord Kommunebestyrelse» i Vestfold[64]:
«Sandefjords Kommunebestyrelse
afholdt Møde sidstleden Fredag.
Ordføreren, Hr. P. A. Grøn, havde meldt Forfald paa Grund af Sygdom, hvorfor Viceordføreren, Hr. Skolebestyrer Nilsen. fungerede i hans Sted. Fraværende var desuden Formanden Holm Hansen, der ligeledes havde meldt Sygdomsforfald og Repræsentanten Bygmester H. Andresen.
Til Behandling forelaa:
Sag. 1. Formandskabets Indstilling om, at der bevilges Midler til Istandsættelse af den gamle Almueskolebygning.
Ordfæreren redegjorde først for Formandskabets Indstilling og meddelte, at ifølge Opfordring fra Formandskabet var der nedsat en Komite for at tage under Overveielse, hvad man skulde gjøre med den gamle Almueskolebygning for at den kunde benyttes til Middelskolen. Komiteen, der bestod af D’Hrr. Boghandler Iversen, Bygmester Andresen, Bygningstekniker H. Børve og Skolebestyrer K. Hougen, var, efter nøiere at ha undersøgt Sagen, kommet til det Resultat, at en hel Omordning var nødvendig. Efter det af nævnte Komite gjorte Overslag vilde omhandlede Reparasjoner beløbe sig til 3400 Kroner, hvoraf man paaregnede de 2000 af Samlaget, medens de øvrige 1400 Kroner foresloges taget af Byens kontante Beholdning.
Angaaende denne Sag udspandt der sig en længere Debat, hvoraf vi nedenfor gjengiver det vigtigste:
Oluff Andersen vilde forhøre, om man ikke kunde opsætte med det Arbeide til næste Aar. Det var af Vigtighed, at Arbeidet blev saa godt udført som muligt; men skulde det gjøres paa den korte Tid i Ferien, saa mente han, at det vanskelig kunde bli tilfredsstillende. Man maatte jo, naar alle Forandringerne med Væggene, Vinduerne og alt andet var foretaget, male og hvad Nytte kunde man ha af det, naar Lokalerne maatte tages i Brug saa snart. – Han gad vide, om man ikke kunde hjælpe sig et Aars Tid med det, som det var. Det blev et betydeligt Arbeide og Erfaring viste, at det skulde meget til at faa et Arbeide færdig i ret Tid; det vilde gjerne bli forceret. Man havde jo bare 6 Uger, og paa den Tid skulde altsaa alle Vinduer mod Nord fyldes og sættes nye i Facaden mod Vest, hvorved omtrent hele Tømmerpartiet maatte væk og desuden alle de andre indvendige Forandringer. Taleren syntes virkelig det saa lidt flot ud, at Sandefjord, som næsten var fattig, først opfører en ny Almueskolebygning og samtidig tar fat paa en saa stor Reparasjon af den gamle. – Man paaberaabte sig nok, at man skulde faa saa meget af Samlaget, og Resten skulde man ta af den kontante Beholdning; men der var vel snart ikke mere igjen af den sidste, og den skulde vel været brugt i et andet Øiemed. Samlaget og Sparebanken var de eneste Kjør, man havde at ty til her i Byen, de andre var kaputte allesammen – og de begyndte at faa ondt i Bena de første ogsaa.
Taleren indsaa nok, at det var af stor Nytte, om man fik disse Reparationer; men han vilde have under Diskussjon, om man ikke kunde udsætte Arbeidet et Aars Tid. Paa den Tid kunde man da gjøre færdig Døre og Vinduer, kort ha alt løst færdigt, saa vilde Arbeidet gaa fort fra Haanden, og man kunde slippe at løbe den Resico, at den blev forceret.
Ordføreren: Andersen erindrede nok, at man behandlede Sagen i Formandskabet, mens han selv var Medlem af det. Man fandt da, at det var svært at ta fat paa den Udgift; men Kravet var saa stærkt, at man umulig kunde op sætte med at gjøre noget. Det kunde umulig gaa længere som det var. Lyset f. Ex. var langt sparsommere end Lægerne forlangte. Desuden manglede man ogsaa den fornødne Ventilasjon. – At udsætte med Arbeidet, fordi Ferien var for kort, var ingen holdbar Grund; thi Ferien vilde aldrig bli længere end 6 Uger. – Man havde jo endnu en god Tid til Ferien og det var Meningen snarest muligt at gjøre færdig Døre og Vinduer samt | forresten alt løst, saa Arbeidet sikkerlig vilde bli færdigt i betimelig Tid. |
Andersen: Det var sandt nok, at Sagen havde været fore, mens han var Medlem af Formandskabet; men man vilde erindre, at han ogsaa den Gang havde Betænkeligheder ved at gaa med paa Reparasjonen. Desuden kom det da saa plumpt paa ham, at han ikke fik opgjort sig nogen bestemt Mening om Tingen. Det var jo ikke saa godt for en almindelig Mand med et at sætte sig ind i saa vidtløftige Affærer. Han havde imidlertid nu nøiere overtænkt Sagen og var kommet til det Resultat, som han først havde tilladt sig at udtale. Det var jo et ikke saa ubetydeligt Arbeide, – Væggene skulde flyttes, Piberne forandres og mere andet. Desuden fandt han det meget betænkeligt at lægge en saa stor Pibe paa Bjælkelag. Men man havde jo havt Arkitekter og Ingeniører til at udarbeide Tegningerne, og naar de sagde det var holdbart, saa maatte man vel tro det da.
Boghandler Iversen bemærkede til det sidst udtalte, at sagkyndige Folk havde udtalt, at det var ingen Grund til at tvile paa, at det jo var resikabelt at lægge Piben, som antydet.
Ordføreren vilde til Andersens Udtalelse ang. Piben bemærke, at tidligere havde ikke alene Piben, men ogsaa en stor Skorsten hvilt paa Bjælker, saa Tyngden før havde været forholdsvis større; men det havde holdt hidtil. Han vilde forhøre, om Andersen havde Forslag at fremsætte.
Andersen: Ja, hvis han fik Støtte fra nogen Kant, vilde han tillade sig at foreslaa, at Udførelsen af Arbeidet udsættes indtil Udgangen af Ferien næste Aar.
O. Nilsen var omtr. enig med Hr. Andersen, naar han udtalte, at det næsten gik over Byens Bæreevne først at bygge en saa stor Skolebygning og saa samtidig foreta en saa vidtløftig Reparasjon af den gamle. Han var ogsaa enig i, at det var uheldigt, at Arbeidet blev udført i saa kort Tid; man naaede derved ikke det tilsigtede Resultat. – Forresten havde man ogsaa ganske nylig havt en ikke ubetydelig Bekostning paa den, og huskede han ikke feil, saa havde man ogsaa da indlagt Ventilasjon. Men den var kanske ikke brugbar længere.
Iversen kunde for sin Part ikke være enig med de Herrer, som havde talt for Udsættelse af Sagen. Middelskolen holdtes jo nu i leiede Lokaler, – man havde en Klasse her og en anden der, hvilket var slemt baade for Lærer og Elev. Og hvilket Bryderi forvoldte det ikke Skolens Bestyrer? – Nei, vilde man ha Skole, saa fik man skaffe ordentlig Hus og Inventarium, saa man kunde være tjent med det baade paa den ene og anden Kant. Den Ordning, som var foretaget her paa Papiret var saa indskrænket som muligt. Man havde ved Overslaget været fuldt opmærksomme paa Byens finansielle Stilling, og derfor havde man søgt at gjøre det saa billigt som det paa nogen Maade lod sig gjøre, og han trodde ikke, at det af økonomiske Grunde gik an at udsætte Arbeidet.
Eftersom de økonomisk trykkende Tider lod til at have fæstet sig, var der liden Sandsynlighed for, at de vilde forandre sig noget mærkbart til det bedste paa saa kort Tid; men hvem ved, om de muligens ikke kunde bli daarligere, hvad forresten ikke var at ønske. Taleren fandt det tvingende nødvendigt, at man nu foretog Istandsættelsen, og mente han, at man vilde ha rummelig Tid til at faa Arbeidet udført inden dette Aars Ferie, hvis man strax begyndte med det. Hvad Ordningen af Værelserne angik, saa var den saa god som mulig, og efter Børves og Andresens Udtalelser var den Forandring af Tømmerpartiet, som man maatte foretage, paa ingen Maade resikabel. – – – Man maatte ogsaa huske paa, at man nu trang langt større Lokaler end forhen; thi man havde jo nu kombinerede Skoler med et stort Antal Elever.
Taleren hyldede stærkt Sparsommelighedsprincipet, men kunde ikke være med paa det her, hvor han trodde, Pengene vilde være saa vel anvendte, og tillige maatte vi huske paa, at hvad der her blev bevilget kom os selv eller vore Børn tilgode.
Men selv om det saa at sige kom os selv tilgode, hvad som bevilgedes, saa burde vi desuagtet og ikke mindst i disse pinible Tider ikke glemme at spare hvad spares kunde.
O. Nilsen vilde ligeoverfor Jversen gjøre den Bemærkning, at han for sin Del aldeles ikke havde ment eller sagt, at Forslaget var flot. Han skulde inderlig gjerne gaa med paa det, men naar han saa hen til de ikke ubetydelige Udgifter, der var foranledigede ved den nye Skolebygning, saa begyndte han at bli bange for mere netop nu. Det var ikke. godt at vide, om Kommunen taalte stort mere.
Det var sandt nok, at Middelskolen maatte holdes i leiede Lokaler; det var vist ingen, der syntes om den Ordning; men det skulde dog siges til Skolens Ros, at han endnu ikke havde hørt den mindste Klage over eller Misnøie med den. Hans Tanke var, at man burde se Tiden an, før man gik til dette nye Arbeide.
Iversen udtalte derefter bl. a. at med Hensyn til den gamle Skolebygning, der forresten var meget misserabel, saa trang man en hel Omordning, hvis man skulde faa Plads. Endda blev det ikke tilstrækkelig, saa man maatte faa et Lokale i Almueskolebygningen. Det var sandt, som der var sagt, at de nuværende Forhold ikke var tilfredsstillende. Lærer-ne sukkede saa mangen Gang, fordi de ikke havde Barna under et Tag, og det var nødvendigt, at vi saa snart som muligt fik rette paa dette uheldige Arrangement. – Man maatte ogsaa huske paa, at det var faa Kommuner, som var saa heldig stillede som Sandefjord hvad Skolesøgningen angik; thi der var særdeles mange, som søgte Skolen her, og det var meget lidet den trængte. Den klarte sig omtrent selv og af den Grund vilde det ogsaa ta sig ilde ud at sige Nei til et saa berettiget Krav som nærværende.
Efter en kort Replikveksling mellem D’Hrr. Nilsen og Iversen udtalte Ordføreren, at her var kun Spørsmaal om, hvad vi trang, og hvad vi maatte.
Det var Kommunens Pligt at sørge for, at Skolerne fik ordentlige og tidsmæssige Lokaler. Det kunde ikke den gamle Almueskolebygning siges at være, og det var utvilsomt, at Skolen vilde lide, om Sagen blev udsat. Ferierne blev jo aldrig længere end 6 Uger og det var ingen Umulighed, at Arbeidet kunde bli færdigt paa den Tid. Med Hensyn til Bevilgningen, saa var det nok slemt at gaa med paa den; men det var en bydende Nødvendighed. Skolen vilde nemlig bli uheldigere stillet, naar den kom ind i de gamle Lokaler, som de var, end om den holdtes i de leiede. Det var rent uforsvarligt, at man holdt Skole i saadanne Lokaler. Man havde f. Ex. et stort langt Rum, med bare et Vindu, og baade Formandskabet og Forstanderskabet havde længe anseet eu Forandring nødvendig. Naar Tidspunktet var inde, saa havde det været Meningen at foreta de Forandringer som var nødvendige for, at Barna ikke skulde lide. Lyset var ikke tilfredsstillende, Værelserne for smaa og daarlig Ventilasjon, saa man vilde gjøre Skolen Uret, om man udsatte med den nu foreslaaede Ordning.
Andersen kunde ikke skjønne, at man kunde opfatte ham som værende mod Forandringen. Det var han ikke; men han havde kun bragt det Spørsmaal paa Bane, om det ikke kunde lade sig gjøre at opsætte Arbeidet til næste Aar, saa man kunde faa ordentlig Tid til at bortlisitere det og faa gjort det, som det skulde være. Man talte om, at her kun var Spørgsmaal om en Bevilgning af 1400 Kr.; men der forelaa ogsaa et Andragende fra Beftyreren om en Bevilgning af 420 Kr. til Inventar, saa det blev nok nærmere 2000. – – – – – Han syntes, man havde udtalt sig, som at yan skulde være imod Middelskolen; men det var vist faa, som var mere glad i den end han. Naar han ønskede, at det omhandlede Arbeide blev udsat, saa var det kun af økonomiske Grunde.
Postmester Hansen udtalte sig derefter for, at Arbeidet strax blev iværksat. Man kunde ikke tro, hvor vanskeligt det var for Forstanderskabet. Departementet kom Gang paa Gang med Krav paa Forandring, og det var ikke saa godt at sige Nei. Man kunde nok andra om Prolangasjon et Aar eller saa, men naar den Tid var omme, saa var det lige ilde igjen. Det var derfor heldigt, at man strax begyndte med Istandsættelsen af den gamle Almuskolebygning. Han hadde nok hørt, at O. Nilsen nævnte, at ingen havde klaget over disse Filialer; men Hr. Nilsen, der selv havde været Lærer, vilde nok vide, at det medførte mange Vanskeligheder og meget Bryderi for Bestyreren, som man ellers vilde undgaa. Man kunde nok flytte ind i Bygningen, som den var, mente man; men Loven paalagde os at foreta en Forandring. Arbeidet maatte gjøres. Men var vi saa gode Kare, at vi kunde slaa en Streg over de 2600 Kroner, som vi havde i Statsbidrag, saa kunde vi vel lade være; men det var ogsaa meget tvilsomt.
Ord f. bemærkede hertil, at selv om man kunde «slaa Streg» over de 2600 Kr. saa kunde Arbeidet alligevel ikke opsættes.
O.Nilsen vilde reservere sig mod, at han skulde mene, at man i nogen længere Tid skulde kunne bruge Bygningen, som den var; det var kun hans Mening, at udsætte Arbeidet, saa man kunde faa Tid til at bortlisitere det og derveb opnaa en billigere Pris.
Efter nogle korte Bemærkninger af Ordføreren og Nilsen udtalte
O. Andersen, at han havde lidt Erfaring i at bygge. Han saa nok, at man havde sat lave Priser; men han havde endnu ikke set, at et Arbeide var blevet udført uden Tillægsbetaling efterpaa.
Iversen: Det var en kjendt Sag, at det ikke var saa godt at arbeide om Vinteren som om Sommeren. Det var kortere Dage, Snehinder og desuden frossen Jord, saa det var langt bedre at arbeide nu. – Med Hensyn til Arbeidets Beregning, saa stolte han fuldt paa de Mænd, der havde foretaget den, og ihvorvel han ansaa Hr. Andersen for en dygtig Mand, kunde han ikke tage det Hensyn til hans Mening som til de Herrers, der havde foretaget de omtalte Beregninger.
Overretssagfører Miøen: Det forekom ham, at dersom man frygtede for, at Arbeidet ikke kunde bli færdigt til Ferien var tilendebragt, saa maatte det vel kunne lade sig gjøre at benytte de leiede Lokaler og endel af den nye Almuskolebygning, indtil Arbeidet blev færdigt. Han vilde anse det heldigt, at Reparasjonen blev udført iaar. Efter forskjellige kortere Udtalelser af Iversen, Andersen, Ordføreren, Stub og Miøen voteredes over Formandskabets Indstilling, der bifaldtes med 11 mod 5 Stemmer.
Derefter voteredes over Andersens Forslag, som man betragtede som et Tillægsforslag, der forkastedes med 12 mod 4 Stemmer.
Sag 2. Indstilling fra Formandskabet om at bevilge Midler til Anskaffelse af en Del Inventar til Midelskolen. Indstillingen, der gik ud paa, at der bevilgedes 420 Kr. til Anskaffelse af Inventarium, bifaldtes enstemmig.
Sag 3. Andragende fra Lina Olsen om Eftergivelse af den hendes afdøde Mand Skibsfører Martinius Olsen ilignede Skat for d. A.
Formandskabets Indstilling, at Skatten eftergives indvilgedes enstemmig.
Sag 4. Andragende fra Skibsfører O. A. Nilsen om Efiergivelse af det Halve af den ham ilignede Skat for d. A.
Efter en kort Debat, hvoraf fremgik at Vedkommende havde Grund til at faa Skatten reduceret, blev hans Andragende enstemmig indvilget».
Postmester Hansen var fraværende, melder Vestfold[65] 6 juli 1887, fra neste møte i Kommunebestyrelsen, der det ble behandlet Pedel, Brændsel og Inventarium for Almueskolen; og adgang for tomteeiere til å innløse grunnleien til kommunen – det siste tok mye tid.
Neste møte der man får øye på Postmester Hansen fant sted 3 februar 1888[66], og dreiet seg hovedsak om oppgjøret efter byggingen av Folkeskolen – og som hadde ledet til omfattende krangel med entreprenørene, og også innen kommunestyret.
Onsdag 8 februar 1888 var Bjørnstjerne Bjørnson i Sandefjord for å holde foredrag om «Enegifte og Mangegifte» i Kong Karls Festivitetslokale[67]:
Lørdag 11 februar samme år kunne man lese en liten «anmeldelse» i Sandefjords Tidende[68]:
«Sandefjord, 11te Februar.
Bjørnstjerne Bjørnson holdt sit lovede Foredrag hersteds Onsdag for overfyldt Hus. Over 400 havde faaet Billetter, men mange var sikkerlig de, som ikke kunde faa Billetter, da der ikke var udstedt flere end ca. 400. Foredraget blev ogsaa hersteds modtaget med stort Bifald. Efter Foredragets Slutning udbragte «Steen fra Bygdø» et «Længe leve Bjørnstjerne Vjørnson», der besvaredes med Hurraraab fra Forsamlingen. Derefter udbragte Postmester Hansen et «Leve Fru Bjørnson», der fulgte sin Mand hid. Publikum gav sig ikke før hun maatte vise sig paa Scenen».
Tirsdag 26 juni 1888 var det Representantmøte igjen, melder Vestfold[69]:
«Sandefjord den 25de Juni.
I Repræsentantmødet i Tirsdags forelaa som første Sag at afgive Erklæring om, hvad der i Anledning Jurylovens § 26 maa ansees hensigtsmæssigt for Jarlsberg og Laurvigs Amt enten at udgjøre et eget Lagsogn, eller at Jarlsbergs Fogderi henlægges til Bratsbergs Amt.
Repræsentantskabet vedtog her Formandskabets Indstilling saalydende:
Kommunebestyrelsen anbefaler en Ordning, hvorved Jarlsberg og Laurvigs Amt kommer til at udgjøre et eget Lagsogn, idet man gaar ud fra, at denne Ordning vil blive den bekvemmeste og mindst byrdefulde for Amtets Indvaanere.
Den næste Sag, Spørgsmaalet om Oprettelse af en fast Lærerindepost ved Middelskolen istedenfor den ene af de midlertidige Poster, fremkaldte en længere Debat.
Inden Repræsentantskabet herskede Enighed om, at der burde bevilges til en Lærerindepost som af Forstanderskabet og Formandskabet foreslaaet, men man var uenig om, hvorvidt Posten nu burde oprettes som fast eller blot midlertidig.
Ordføreren og Formændene Grøn og Stub samt Repræsentanterne Postmester Hansen og Freng vilde, at man nu skulde som foreslaaet oprette en fast Post,idet de fandt dette hensigtsmæssigt og bedst for Skolen. Kun derved vilde ogsaa Skolen faa den dygtigst mulige Lærerinde. Formanden Skolebestyrer
Nilsen og Repræsentanten Holm Hansen fremholdt derimod, at Skolen ingen Skade vilde lide, om man ansatte en Lærerinde midlertidig. Der var heller ikke Tvil om, at man alligevel vilde faa en fuldt ud dygtig Lærerinde.
Repræsentanten Miøen udtalte sig for Sagens Udsættelse, indtil at fyldigere Oplysninger navnlig angaaende den i Sagens Dokumenter omtalte Undervisning i Fransk m. v. kunde foreligge.
Ved Voteringen forkastedes først Formandskabets Indstilling med 8 moo 7 St. Dernæst vedtoges mod 1 St. et af Holm Hansen fremsat Forslag saalydende:
«Til Konstitution af en eksamineret Lærerinde med Eksamen af høiere Grad bevilges til den for Posten før bestemte Løn 400 Kroner et aarligt Tillæg af 260 Kr. Bevilgningen gjælder for en Tid af indtil 3 Aar fra førstkommende Skoleaars Begyndelse. De nærmere Betingelser for Konstitutionen bestemmes af Forstanderskabet.»
Miøen foreslog til Slutning, at Forsamlingen beslutter at udtale, at man ved den fattede Beslutning ikke vil have udtalt noget om, hvorvidt Fransk fremtidig skal være Undervisningsfag ved Middelskolen.
Formanden Grøn bad tilføiet Protokolen, at han ikke kunde være med paa nogen Udtalelse som af Miøen foreslaaet og vilde heller ikke stemme over det.
Miøens Forslag tiltraadtes derpaa af den øvrige Del af Forsamlingen, hvorpaa Mødet hævedes.
Det forekommer os, at Resultatet af den lange og ivrige Debat angaaende Lærerindeposten ved Middelskolen var det heldigste, naar Sagen da ikke som af Hr. Miøen antydet skulde udsættes, indtil nøiagtige Oplysninger i enkelte Henseender forelaa. Derved at Posten kun blev oprettet midlertidig er selvfølgelig ingen Skade for Skolen. Viser det sig, naar den nu fastsatte Konstitutionstid er udløben, at en fast Post som den her omhandlede er nødvendig, er der god Anledning til da at oprette en saadan».
Det er lett å få inntrykk av – fra den alminnelige politiske debatt – at det i 2022 er sterkere polarisering og mer personfokus enn i tidligere, mer idealistiske tider – men i annen halvdel av 1880-årene, da partiene fremdeles var unge, kunne det gå hårdt for seg på begge plan, slik man kan lese i Vestfold[70] 28 juli 1888:
«Sandefjords Tidende» er i Torsdags atter ude med et af sine Angreb paa navngiven Mand. For Høirepressen i Almindelighed og Sandefjords Høireorgan i Særdeleshed er nemlig deslige Angreb paa Personer, formedelst aarelang Vane, blevet til en Nødvendighed, gaaet slig i Blodet, at den ikke kan leve disse foruden.
Det er med denne Presse næsten som med en stakkels Drukkenbolt, han synes ikke, han kan leve, med mindre han, i nogen Grad ialfald, faar tilfredsstille sin Lyst. Uagtet det herværende Organ for Høirepolitik, Høiremoral og «Intelligens» nu i en lang Aarrække har været henfalden til den Trafik at rette ubeføiede, mer eller mindre voldsomme Angreb paa Mænd, der bekjendte sig til Venstrepolitiken, var der dog dem, som troede, at Bladet under sin nye Eier og Udgiver, Hr. Bogtrykker L. Schmidt i Larvik, maaske vilde aflægge sin gamle forkastelige Vane og isteden beflitte fig paa at blive et anstændigt Presseorgan.
Men man blev skuffet. Hr. Schmidts leiede Redaktør og andre forskjellige Skriblere har fortsat paa den gamle Vis i «Tidendens» Spalter.
I Bladet for Torsdag er saaledes, som nævnt, en af disse ude med et Produkt, undertegnet «Mange». Det er denne Gang, Hr. Postmester Hansen, der maa holde for. Hr. Postmesteren beskyldes for at «ville omgjøre sit Postkontor til et Agitationsbureau i den radikale Politiks Tjeneste», ligesom der insinueres, at Ekspeditionen ved Kontoret ikke staar synderlig høit i den almene Opinion.
Intet kan være usandfærdigere end dette; thi der er visinok faa Postkontorer i Landet, hvor Ekspeditionen er saa human, hurtig og paalidelig som ved Sandefjords Postkontor, og netop derfor staar ogsaa Ekspeditionen her høit i den «almene Opinion».
Alle, hvad enten de er Venstre- eller Høiremænd, vil heri være enig med os.
Hr. Postmester Hansen er, som bekjendt, Venstremand, og det maa være dette, «Sandefjords Tid.» har hørt, siden den skumler om, at Postkontoret vil blive omgjort til «et Agitationsbureau i den radikale Politiks Tjeneste».
Os forekommer en slig Skrivemaade i høi Grad ussel og foragtelig, og vi tror ogsaa, at alle rettænkende Høiremænd, som kjender Forholdene hersteds, vil foragte et Blad, der i den Grad, som «Sandfj. Tid.» gjør sig uværdigt».
Likevel, bare en knapp måned senere, 22 september, kunne Sandefjords Tidende[71] være vennligsinnet:
«Tønsberg, 21de Septbr.
Hr. Redaktør!
Deres ærede Anmodning om et Referat angaaende Tusindaars-Monumentets Indvielse har jeg, paa Grund af Fravær, ikke kunnet efterkomme før nu, og da jeg ser at De imidlertid har holdt Dem til Morgenbladets mindre fuldstændige Beretning, skal jeg tillade mig at supplere denne med nogle Bemærkninger.
Saaledes er der ikke nævnt noget om Oprindelsen til Monumentets Reisning og bør det erindres, at det var et Par unge Handelsbetjente heraf Staden, nemlig afdøde Hr. Sigvart Kristoffersen og nuværende Kjøbmand Sahlgvist, der gik ifærd med at faa dannet Komiteen for Fortidsmindesmærkers Bevaring, samt med at faa reist et Udsigtstaarn paa Slotsfjeldet, og testamenterede Kristoffersen 1000 Kr. som Bidrag til dets Opførelse. Denne Sum blev da det første Grundlag til et Byggefond, der siden blev forøget ved Udbyttet af en Bazar og en Koncert; men udgjør dette ikke mere end omtrent en Ottendedel af hvad Monumentet nu koster i færdig Stand, nemlig ca. 18,000 Kr. Det er altsaa for ikke mindre end 7/8 Del af denne Sum, at Slotsfjeldskomiteens Medlemmer staar personlig Garanti, og fortjener dette at fremhæves som et Træk af god patriotisk Borgeraand.
Da en væsentlig Del af de ved Festen holdte Taler allerede er refererede, skal deres Korrespondent ikke dvæle videre derved; men vil dog lidt nærmere fremstille et Punkt i Hr. Mørchs Tale, der i Forhold til dens gediegne Indhold er mest ufuldstændig gjengivet, og sker det saameget heller som dette Punkt vakte stærke Bifaldsytringer. Efterat han nemlig havde talt om, hvorledes Nøden blev større og større for de beleirede Bagler, da Julen kom, sagde han, at Kosten paa Kongeborgen var ikke da som nu i Stiftsgaarden efter fransk Spiseseddel, nei der blev simpelthen kogt Suppe paa Hvalrostauge og gamle Skosaaler. Taleren undredes paa, hvor længe vor Tids politiske Mundhelte af Høire eller Venstre vilde blive sin Sag tro, naar de paa «Madbjerget» ikke fik andet end Suppe paa sit eget Skotøi? En Kost han saa inderlig gjerne vilde unde dem i Fædrelandets Navn.
Dernæst er heller ikke refereret de Ord, Hr. Mørch henvendte til selve Bautan, efterat der var raabt Hurra sfor Festjubilanten, gamle Tønsberg, nemlig:
Staa nu du der som «Dvergehusets» indviede Dis,
ja, staa du der paa Saga’ns «Berg»;
og skræm fra Byen Trold og Dværg.
Mens Slægter visner hen som Løv,
du kneise over deres Støv!
Og gid altid at din tause Morgenhilsen
maatte bringe Held og Velsignelse over
de vaagnende Slægter!
Derpaa istemte Sangerne og Mængden paa Melodi: Se hist ved Østersaltes Vove:
Om taus den Hilsen du vil bringe
mod nye Tiders Morgengry,
saa vil dog Sagamaalet klinge
om Berget og den gamle By,
om Bjørn og Olaf, Haakon Gamle,
og Sverre som gav Berget Glans;
som synligt Tegn du her vil samle
de Oldtidsminder til en Krans.
Jo flere Sekler hen der glider,
mens Mænd og Kvinder samles her,
med større Ærefrygt de skrider
mod Bautan, som vi reiste der,
og fra dens Tinde de vil skue
her inden Horizontens Rand
saameget Skjønt, der op vil lue
i Hjertet for vort Fædreland.
Carl Henr. Mørch.
Senere paa Aftenen holdt Hr. Mørch en improviseret Tale for Tønsbergs Sømænd, en Blanding af Alvor og Humor, der gjorde stormende Lykke, og til Slutning takkede Postmester Hansen fra Sandefjord paa en livlig og hjertelig Maade paa de Fremmedes Vegne for den Glæde, Tønkbergenserne havde beredt dem ved denne smukke Fest.
U».
Representskapsmøtet[72] 23 oktober hadde en rekke saker til behandling – skolesaken fortsatte, og spørsmålet om en ny lærerpost med den; og det skulle kjøpes mer inventar. Doktor Freng hadde bedt om lønnsforhøyelse som fattiglege, og efter noen diskusjon, der Ole Hansen stilte seg positiv, ble denne vedtatt med 9 mot 7 stemmer.
Senhøstes 1888 skulle det utpekes valgmenn fra Sandefjord til å velge Stortingsrepresentant for Larvik og Sandefjord. Venstre i byen hadde annonse i avisen Vestfold[73] 22 november, og igjen 24 november[74]:
Valgkampen fortsatte med flere annonser i samme avis[75] torsdag 27 november:
Og altså selve programmet for denne valgkampen[76]:
Vestfold[77] forteller også om noen nyvinninger i valgordningen:
«Ukontrolleret Valg.
_ _ _
Iaar kan man stemme hemmeligt. Ingen behøver at faa Rede paa, hvilket Parti, man giver sin Stemme. Ingen kan udspionere ens Stemmegivning. I et afsondret Rum i Valglokalet, useet as alle, tager man sin Stemmeseddel frem og lægger den i den Konvolut, man ved Navneopraabet har faaet.
Konvolutterne er ens for alle. Efterat man har lagt Stemmesedlen i Konvolutten, klæber man den til, gaar saa ud af Alflukket og lægger selv sin Konvolut i Valgurnen.
Stemmesedlerne kan være trykt eller skrevet, men maa være af aldeles hvidt Papir. Er Papiret farvet eller Stemmesedlen paa nogensomhelst Maade mærket, bliver den forkastet.
Stemmesedlerne skal være uden Underskrift. Underskrevne Stemmesedler bliver forkastede.
Disse Bestemmelser i den i 1884 vedtagne Valglov er fattede for at værne om Valgets Frihed og Renhed.
Enhver Stemmeberettiget kan nu stemne efter sin Overbevisning og Samvittighed, da det er umuligt for nogen at kan vide, hvorledes den enkelte Mand stemmer».
Så følger enda en annonse[78], før en lengre redaksjonell artikkel om hvorfor man bør stemme Venstre:
Artikkelen stod på første side, slik også annonsene gjorde – Vestfold[79] var en ekte Venstre-avis!
«Med hvem skal vi stemme?
«Sandefjords Tidende» for Lørdag har blandt andet ogsaa rendt af sig en Artikel, overskrevet «Venstres Valgopraab», der paa Grund af sin Enfoldighed virkelig fortjener Opmærksomhed. Vi skal derfor se lidt paa den, da det Slags Produkter lige foran et Valg ikke bør gaa upaaagtet hen. Hvad det angaar, at «Tidenden» karakterisere Venstres Valgopraab som «Vomfyld», da vil vi i Forbigaaende notere, at det dog er bedre at fylde sine Læseres «Vom» end lade dem sulte ihjel, som Bladet nu saa længe har beflittet sig paa. Dernæst et Par Bemærkninger til det principielle i «Tidendens» Opsæt.
«Omsat», mener denne, «paa en nøgtern Maade vil saaledes Valgopraabets to første Theses sige, at Venstre arbeider for alm. Stemmeret, medens Høire arbeider imod samme, de to næste «at Venstres arbeider for direkte Skat, men at Høire ikke vil have dette Skattesystem indført».
Disse fire Theses, Sætninger, indlader ikke «Tidenden» sig paa med et eneste Ord at modbevise, hvorfor vi kan gaa ud fra, at Bladet indrømmer
1) At Venstre arbeider for alm. Stemmeret og vil have denne gjennemført, Arbeiderstandens første og vigtigste Livsbetingelse.
2) At Venstre arbeider for direkte Skat for paa den Maade at fordele Skatebyrderne retfærdig i Samfundelt.
Og naar «Tidenden» indrømmer, at Høire ikke vil disse vigtige Reformers Gjennemførelse, da kan man jo neppe forlange mere.
«De i tredje Række anbragte Satser siger, at Venstre arbeider for Sparsomhed i Statshusholdningen, medens Ødselhed er Høires Princip. Som om ikke Høire havde Slatter at betale».
Heller ikke her noget Bevis. Ikke et Ord om det faktiske Forhold, at Sparsomhed er det virk elig e Venstres Program, medens det aldrig har været Høires, hvorfor vi kan. slutte.
3) At Venstre arbeider for stedse stigende Sparsomhed i Statshusholdningen, den væseniligste Betingelse forat vi som Folk kan gaa fremad i økonomisk Velvære.
Alle, som vil Stemmeret for alle selvhjulpne Mænd. Beskyttelsestold for Haandværk og Industri med Nedslag af Tolden paa Kaffe, Sukker og Lysoljer, samt Indførelse af en supplerende Skat paa Formue og Indtægt. Hævdelse af Ministeransvarligheden. Norges fulde Ligestillelse med Sverige. Afskaffelse af overflødige Embeder, Nedsættelse af urimelige Lønninger og Oprettelse af Selvpensionering før alle. Vedtagelsen og Gjennemførelsen af en demokratisk Tolkestaldordning i Overensstemmelse med det foreliggende Udkast.
«4de Nummer gjælder Skolesagen. Venstre vil, siger det, reformere Skolen i folkelig*») Aand, Høire naturligvis ikke. Som om ikke Høire har fremsat Skolereformforslag, og som om ikke Venste selv har maattet erklære sine afkristnende Reformer for uigjennemfgørlige.»
Denne Passus er jo ligefrem mesterlig. Thi for det første: naar fremsatte Høire Skolereformforslag i folkelig Aand, i det hele: naar har Høire været folkeligt, dernæst: naar erklærte Venstre sine Skolereformer for uigjennemførlige? At «Tidenden» taler om afkristnende Reformer, det vil vi her ikke nærmere nævne. Derfor kan man ligefrem slutte, siden Beviserne ogsaa her lader vente paa sig:
4) At Venstre arbeider for en folkelig Skolereform, den vigtigste Betingelse for, at vi som Folk kan gaa fremad i aandeligt Velvære.
«At Venstre vil afskaffe Embedsværket, og at Høire ikke vil gaa ind derpaa, er Indholdet af de storartede Perioder i 5te Rækkes Satser».
At Venstre vil afskaffe Embedsværket! I den Grad er vort meningsløst overflødige Emdedsmaskiner i «Tidenden» – og hele Høire – uundværligt, at Venstres Forsøg paa at indskrænke det blir opfattet som Forsøsg paa at afskaffe samme. En utmærket oplysende Erklæring nu lige under Valget! Men ingen Beviser natnrligvis. Derfor fastslaar vi som uimodsagt,
5) At Venstre vil indskrænke Embedsværket, fordi det vil Sparsomhed i Statshusholdningen, hvad Høire ikke vil.
«Endelig kommer der i ste Række tvende Pragtblomster om, at Venstre er de eneste, der ikke sparer, naar det gjælder virkelige Reformer, men at Høire da kniber af al Magt.».
Heller ikke denne Gang har «Tidenden» uleiliget sig med Beviser – af nærliggende Grunde naturligvis – hvorfor vi fremholder
6) At Venstre vil store og gode Reformers Gjennemførelse, selv om de koster. Thi en god Reform bliver sjelden betalt for dyrt.
Hermed forlader vi «Tidendes» virkleig meget lange Opraab om «Venstres Valgopraab». VI haaber at have bevist, eller bedre: vi haaber Bladet selv har bevit, at Høire intet vil, medens det er venstre som fremdeles bærer alt Fremskridt her i Landet, og det maa derfor være enhver klart, med hvilket Part han ved forestaaende Valg bør Stemme.
Stem med Venstre, hvis du vil noget.
Men vil du intet, og kan du med tryg Samvittighed give din Stemme til Reaktion og Undertrykkelse af alt levedygtigt i Samfundet, stem da med Høire.
Thi da opnaar du paa en forbausende Maade din Hensigt.
For at man ikke skal beskylde os for Urimelighed i dette Punkt vil vi se lidt paa
Det konservative Valgprogram
der er vedtaget av deligerede ved Fællesmøde den 9de og 10de Juli dette Aar.
Programmet taler med en udsøgt Svada om Arbeide, Arbeide for Per og Paal. Men udnersøjer ma «Arbeidet» lidt i Sømmene, kommer man til mærkelige Resultater. Her er et Par af disse»
«Opretholdelse af Grundloven og de Prinsiper hvorpaa den er bygget» staar i førgte Linje i Programmets første Passus, saa her burde der da være Alvor i Ordene. Men hva dsker? I 4de Passus stiller Programmet forholdstalsvalg i Sigte, den største og mest gjennemgribende Grundlovsforandring, som vel nogensinde kan istandbringes!
Saa hvis der existerer Fraser til i verden, da maa dette om Opretholdelse af Grundloven være en af de digreste.
«Arbeide for Lettelse i Arbeidsklassens og de økonomisk mindre velstillede Samfundsklassers Kaar» lover endvidere Programets Artikel 8. Derfor skulde man tro, hvis ikke de almindelige Høirefraser igjen var ude og spøgte, at Programmet ogsaa vilde tale bevægede Ord om den almindelige Stemmeret, der dog, som vi før har sagt, er den viktigsgte Løftestang under Arbeidet for «Lettelse af Arbeidskalssens Kaar». Men i den Grad tier Programmet herom, at det endog ligefrem i § 1 erklærer: «for Tiden ingen yderligere Udvidelse af stemmeretten».
Artikkel 9 lover «Arbeide for alt, hvad der kan gjøres til Oplysningens Fremme» i vort Land, saaledes en tidsmæssig Udvikling af Folkeskolen» osv. Men da denne tidsmæssige Udviling skal gjøres virelig gjemmen Steens Skolelovforslag, ja, da viiser Høire, at det er fine Gundsætninger tro og stemmer – mod Forslaget! Stemmer ned sine egne høitidelige Løfter! Det er udmærket.
Og udmærket er da ogsaa hele det konservative Valgprogram. Hvis nogen kan faa anden Mening du af det end den, at nu skal Høire gjøre sig rigtig til for Arbeidsklassen og Bønderne, da maa han være mærkelig anlagt for det logiske. Med «Arbeide» begynder Programmets samtlige Paragrafer, men de ender med noget ganske andet.
Lad derfor ikke den Skam overgaa vor By, at den kaarer Mænd, der er valgte paa et saadant Program, til at varetage sine vigtigste Interessert. Mæd frem ved det forestaaende Valg og bidrag ved din Stemme dit til, at Sandefjord i hvert fald ikke bliver regnet med til de mod Venstres Sag svigefulde Steder»
_ _ _
* Alle Udhævelser af os».
Til tross for Venstres og Vestfolds glødende valgkamp, så gikk det ikke særlig i selve valget – Høire kapret alle valgmennene, forteller Sandefjords Tidende[80] 29 november 1888:
«Sandefjord, 29de November.
Valgmandsvalget i Sandefjord
foregik idag og havde saadant Udfald :
Valgmænd:
Kjøbmand A. Stub med 99 St.
Overretssags. Miøen 98 ‘’
Havnefoged Andersen 97 ‘’
Dr. Freng 97 ‘’
I. T. Rove 92 ‘’
Suppleanter:
Kjøbm. H. S. Iversen med 91 St.
Postmester Hansen 91 ‘’
Kjøbm. P. Halvorsen 89 ‘’
Glasm. Oluf Andersen 86 ‘’
Uhrm. Holm Hansen 84 ‘’
189 Stemmer afgivne. Ingen forkastede».
Bare litt over to uker senere skulle det være kommunevalg. I den forbindelse brakte Vestfold[81] Venstres liste på trykk 11 desember:
«Forslag til Formænd.
Skibsreder P. A. Grøn.
Skolebestyrer A. H. Nilsen.
Kjøbmand Abr. Andersen.
Denne Liste er vedtaget i et Møde af Venstremænd og anmodes Vælgerne om i Enighed at samle sine Stemmer om den paa Valgdagen, Torsdag den 13de December».
Samme dag, på samme side og umiddelbart efter forslaget på Formænd, finner man et anonymt leserbrev[82] som fremme Venstres kandidater til Representantskapet:
«Hr. Redaktør!
Tillad mig Plads i Deres ærede Blad for følgende Stemmeliste til Repræsentanter ved det tilstundne Repræsentantvalg. Jeg finder, at det ikke er mere end paa Tiden, at dette Valg ogsaa kommer paa Tale, hvorfor foreslaaes til
Repræsentanter:
1. Postmester Hansen.
2. Kjøbmand Wetlesen.
3. Skomager Sørensen.
4. Maler Th. Thorsen.
5. Lærer R. Kvam.
6. Sadelmager C. Pedersen.
7. Kjøbmand Mohn.
8. Kristoffer Andersen.
Denne Liste tror jeg tilfredsstiller alle rimelige Fordringer».
Redaksjonelt var Vestfold[83] mest opptatt av Formannskapsvalget, kan det se ut til:
«Sandefjord den 11te December
Formandskabsvalget for vor By skal foregaa paa førstkommende Torsdag. Vi anmoder da Byens Vælgere om at samle sig om ovenstaaende Stemmeliste, der er vedtaget i Møde af Venstremænd.
Denne Liste tiltrænger ingen Anbefaling af os. De opstillede Mænd er nemlig gamle og prøvede Kommunemænd, paa hvis Dygtighed ingen kan tvile. Formændene Grøn og Nilsen har ved sit lange kommunale Liv havt Anledning til at erhverve sig en sjelden Indsigt paa dette Felt, og vi anser det saaledes for givet, at Vælgerne fremdeles vil tildele dem Hvervet som Formænd.
Kjøbmand Abraham Andersen er ogsaa nu en prøvet Kommunemand, der med Interesse for Hvervet forener Dygtighed og sundt Skjøn. Vi antager derfor at ogsaa han vil samle Stemmerne om sig.
Vi gjentager Opfordringen til enhver Vælger om at stemme paa:
Skibsreder P. A. Grønn.
Skolebestyrer A. H. Nilsen.
Kjøbmand Abraham Andersen».
Representantskapsvalget foregikk separat, og i Vestfold[84] for 22 desember skriver avisen:
«Repræsentantvalget.
Paa førstkommende Lørdag den 29de December Kl. 12 skal Repræsentantvalget afholdes. 9 Mand skal da udkaares til i de følgende 4 Aar at tage Sæde i Kommuneraadet.
Man maa da ikke glemme, at der ved dette Valg, ligesaavel som ved Formandskabsvalget, er af Vigtighed at faa de ledige Pladse besat med de mest skikkede og paalideligste Mænd. Formandskabet kan forberede Sagerne og fremkomme med Indstillinger og Forslag, men det er Repræsentantskabet, som i sidste Instans afgjør de vigtigste Sager, som Lovgivningen har lagt under Kommunebestyrelsens Raadighed. Jo dygtigere derfor denne Korporation, Repræsentantsskabet, er sammensat, desto større Sikkerhed har man for, at de foreliggende Sager kan blive undergivne en saavidt mulig alsidig Drøftelse og Behandling og faa en for Kommunens Vel heldigste Afgjørelse. Lad være, at man til enhver Tid har dygtige og erfarne Kommunemænd i Formandskabet.
Det er dog ikke nok. Ogsaa «udenfor Skranken» trænges Dygtighed.
Vi vil derfor rette en indtrængende Opfordring til Vælgerne om, at de ved Repræsentantvalget paa Lørdag lader andre Hensyn træde tilbage for dette, at faa de ledige Pladse besatte med Mænd, som yder den største Garanti for med Interesse, Flid og Dygtighed at ville røgte Hvervet som Folkets Repræsentant i Kommuneraadet.
De gjenstaaende Repræsentanter er, som man ved, følgende 6: Glasmester Oluf Andersen, Kjøbmand Knud Bache Doktor Freng, Garver Hem, Snedker L. Jakobsen, Kjøbmand P. Halvorsen.
Af de nu udtrædende 7 Repræsentanter blir vel neppe flere end en Minoritet gjenvalgt. De udtrædende Medlemmer af Formandskabet, D’Hrr. Holm Hansen og Nilsen, der nu begge i en Aarrække med en af alle erkjendt sjelden Dygtighed, Flid og Energi har røgtet sit Hverv som Kommunemænd i en Tid, hvori netop flere store og for vor By vigtige Sager har foreligget og fundet sin Afgjørelse, burde selvfølgelig fremdeles være selvskrevne Medlemmer af Kommuneraadet, om de dertil var villige. Hr. Holm Hansen har imidlertid bestemt frabedt sig Valg ogsaa som Repræsentant. Derimod skal Hr. Nilsen, der ligeledes undslog sig for Hvervet som Formand, ikke være uvillig til at indtræde i Repræsentantskabet. Vi anser det da for givet, at Vælgerne vil samle sine Stemmer om ham.
Om de mange Forslagslister, som hidtil er fremkomne, til Repræsentanter, skal vi ikke nærmere udtale os. Vi vil kun sige, at der er liden Sandsynlighed for, at nogen af disse i sin Helhed vil kunne gaa paa Valgdagen».
I samme avis[85] kunne man også lese et innlegg på vegne av avholdsorganisasjonene, som hadde synspunkter på hvem som burde inn i Representantskapet:
«(Indsendt.)
Forbudsforeningen, Good-Templarlogerne og Total-afholdsforeningen hersteds har i Fællesmøde den 1ste ds. besluttet at samle sine Stemmer om nedenstaaende Mænd ved det forestaaende Repræsentantvalg:
Havnefoged O. Andersen.
Postmester Hansen.
Organist Windingstad.
Kjøbm. Ole Nielsen.
Agent P. O. Nielsen.
Kjøbm. M. A. Brønnum.
Tømmermand Chr. Andersen.
Skomager H. Sorensen.
Garver B. Hansen.
Naar en ikke ubetydelig Del af Sandefjords Vælgere tillader sig at overbringe de Øvrige nærværende Lister som Forslag, havde man ifølge sammes fyldige Indhold, et ikke ringe Haab om, at den vilde komme i almindelig Betragtning ved Valget.
Ensidige og politiske Interesser har man sægt tilbagetrængt, paadet at Kommunens alsidige og bedste Kræfter kan komme til Anvendelse i de offentlige Arbeider. Derfor, Vælgere! lader os samle vore Stemmer om Mænd til hvem vi med Haab om en heldig Løsning kan overdrage vort Samfunds mangehaande Spørgsmaal og Krav!
Stemmesedler vil blive omdelt Dagen før samt være at erholde paa Valgdagen».
29 desember – valgdagen – brakte Vestfold[86] Venstres endelige valgliste, vedtatt på et møte kvelden i forveien:
«Sandefjord den 29de December.
I Mødet paa Raadstuen igaar Aften i Anledning af Repræsentantvalget deltog 18 stemmeberettigede Venstremænd fra forskjellige Kanter af Byen.
Man enedes om at faa istand en Valgliste til Repræsentantvalget og besluttedes, at de Mænd, som ved Prøvevalg sik de fleste Stemmer, skulde opstilles som Repræsentanter.
Ved det endelige Prøvevalg fik derpaa følgende 9 Mænd de fleste Stemmer. Postmester Hansen, Timan Christiansen, Skomager Sørensen, Kjøbmand Anders Mohn, Lærer R. Kvam, Maler Thv. Thorsen, Kristoffer Andersen, Kjøbmand Wetlesen, Havnefoged Ole Andersen.
Denne Liste blev derpaa trykt og omdelt».
18 mai året efter, 1889, brakte Vestfold en reportasje om 17 Mai-feiringen:
«Sandefjord den 18de Mai.
Frihedsdagen feiredes igaar under stor Deltagelse efter det af Festkomiteen opstillede Program med Procession og Taler. Kt 4 Eftermiddag udgik fra Raadhuspladsen en talrig Procession, der under Musik af Goodtemplars Hornsextet togede op Storgaden over Stentorvet, Langgaden og Bugaardsgaden til nedre Torv, hvor Hr. Postmester Hansen holdt en anslaaende Tale til Skoleungdommen. Derpaa drog man til Aagaards Tomt, hvor en flagsmykket Talertribune var opreist. Efter at de forskjellige Faner var plantet omkring Tribunen talte Lærer Kvam for Dagen i omtrent følgende Ord.
Medborgere, Mænd og Kvinder!
Det var en stor og alvorlig Stund hin lykkelige Time paa Eidsvold, da Folkets kaarne Mænd idag for 75 Aar siden dannede Broderkjæden og under de manende Ord: «Enige og tro til Dovre falder», lagde Slutstenen paa sit dristige Arbeide, vort herlige Frihedsværk. Det var med blandede Følelser, at Eidsvoldsmændene af sluttede sit Arbeide; thi Glæden over at have grundlagt Friheden for vort Folk, gjenopbygget Landet og, som Rigsforsamlingens Præsident Georg Sverdrup sa «paa ny reist Norges gamle Kongestol, som Adelstener og Sverre beklædte, og hvorfra de med Visdom og Kraft styrede gamle Norge», – Glæden herover siger vi, blandedes med ængstelige Følelser for, hvad der vilde komme. Det var jo saa, som de fleste af os ved, at dengang truedes vort Land, saa fattigt det var, af mægtige Fiender, der med løftet Sværd stod færdige at slaa til, om ikke Nordmændene bøiede sig for de mægtiges Vilje og paany gik under Aaget. Men de modige Mænd handlede dog uden at bæve i denne vanskelige Tid, saa paa dem kunde Digterens stærke Ord passe, naar han siger:
«Vær glad, naar Faren veier
hver Evne, som Du eier,
jo større Sag
des tyngre Tag,
men desto større Seier.
Enhver, Gud sætter ene,
han selv er mere nær».
Ja Eidsvoldsmændene stod ene foran en stor Sag, men med Kraft og Mod tog de i Tillid til Gud og Sagens Retfærdighed et tungt Tag, hvorunder de reiste Frihedens og Selvstændighedens lysende Fane, og gav atter vort Fædreland Plads som et uafhængigt Rige blandt Na tionerne! Eidsvoldsmændene seirede!
Med Beundring ser vi derfor paa denne «Norriges Dag» op til hine sande Frihedsmænd fra 1814, og vi trættes ikke af at mindes dem med inderlig Tak hver 17de Mai, fordi de med Forstaaelse af Øieblikkets Krav og med det rette Syn paa Frihedens Betydning for de kommende Slægter uden Frygt grundlagde vor Frihed og Folkelykke for Tiderne.
Eller kanske Du ikke tror, at 17de Mai-Mændene fra Eidsvold gav os noget, som er vært at nævne? Jo, de gav os meget. Gjennemstrømmede af Frihedsideerne fra det Land, som just nu mere end noget andet Land feirer Folkefrihedens og Folkerettighedernes 100-Aars Jubilæum, satte Mændene paa Eidsvold sig ned og skrev vor Grundlov, dette umistelige Frihedsbrev, der flyttede Ret og Magt over Folkets egne Hænder.
Ja 17de Mai Grundloven er et herligt Værk. Den gjorde Nordmændene til et helt selvstyret Folk, den ryddede Veien for gavnlige Love og gode Reformer, og det er den vi skylder en væsentlig Tak for, at vi idag har Selvstyre i Stat og Kommune.
Og vi, som er samlede her til Mindefest idag, vi kan vel enstemmig vidne om, at 17de Mai gav os meget. Naar vi ser de mægtige Fremsteg, vort Land har gjort paa alle Omraader, materielle som aandelige, i disse 75 Aar, ved, hrorledes vort Land og vort Folk idag med Hæder og Ære kan deltage endog i det store Verdensstevne dernede i Frankriges Hovedstad, og naar vi saa maa erkjende, at 17de Mai- Gaven er en god og væsentlig Aarsag til disse Fremskridt, i Sandhed, vi maa da sige, som der saa ofte er sagt, at Frihedstræet paa Eidsvold, det var et stort Yggdrasil, hvis Grene har bredt sig velsignende ud over Folk og Land!
Derfor er 17de Mai en Mindernes Dag, «med Minder saa dyre som Folket dem eier». Men den er ogsaa en Haabets og Reformernes Dag. Det er nemlig det store ved Friheden, at den stadig maner til Fremgang og Udvikling paa alle Omraader. Fortrøstningsfuldt kan vi derfor haabe, at hvad der endnu her i Landet er vrangt, det vil blive rettet, hvad der endnu idag, 15 Aar efter Frihedens Fødsel, ligger nede, det vil blive hjulpet frem. Og er end Mennestereitighederne ikke naaet helt frem til alle Borgere saaledes, som de skulde, saa borger 17de Mai for, at de vil naa frem.
Vore Fædre i 1814 var villige til at ofre meget, ja til at ofre alt for at opnaa Frihedens Gode, ofre alt for Fædrelandet. Den 17de Mai kommer ogsaa med Krav og Spørgsmaal til os, hvormeget vi er villige til at ofre. Saameget er vist, at det ingenlunde er nok, om vi idag samles til en Procession og raaber «Hurra for 17de Mai!» Nei den kræver af os, at vi er villige til at stille os i Fædrelandets Tjeneste, saaledes som Mændene fra Eidsvold, kræver af os, at vi, besjælede af levende Interesse for Almenvellet, gjør alvorligt Forsøg paa at bryde Egeninteressens stærke Pantser, saa vi kunde være istand til at tænke en Tanke og gjøre en Gjerning, der var gjennemtrengt af det sande, villende og opofrende Fædrelandssind!
Ja gid Frihedens varmende Sol maatte faa tænde sin Glød og skinne iblandt os og øve sin frigjørende Gjerning; thi dette Ord, Frihed og Fædrelandskjærlighed, det er ingen tom Frase, som kun bruges ved Anledninger som 17de Mai. Nei den rette Fædrelandskjærlighed er en stærk og levende Magt, som griber Hjærtet saaledes, at man af al Evne gjerne vil gjøre godt i Verden, af al Evne til det heles Vel gjerne vil udfylde sin Plads i Samfundet.
Og 17de Mai den skal mane os til dette.
Naar vi saa idag, paa denne vakre Vaardag, ser det herlige Liv i Naturen omkring os, ser gamle Norge, hvor det fryder sig, saa skulde det falde os lettere idag paa vor store Frihedsdag at fatte det Forsæt, at vi ogsaa, hver efter sin Evne og Anledning, vilde være med og gavne Fædrelandet, saa at
«Hvad Norge var, det maa det engang
vorde
paa Land, paa Bølge og i Folkerang».
Længe leve gamle Norge og vor nationale Festdag 17de Mai!”
Hr. Glasmester Oluf Andersen udbragte derpaa et Leve for Kongen, hvorefter Hr. Lærer Hægna holdt følgende Tale for Storthinget:
Paa en Dag som denne er det ligesom vi stanser og ser os omkring under vor Færd fremover paa Udviklingens Vei. Vi ser tilbage paa, hvad vi har naaet, hvor vi har snublet og reist os – vi ser fremover mod det, vi skal naa. Hver Tid har sine Krav, og det gjæloer at tage dem op, naar de kommer. 17de Mai er tillige Dagen, da vi undersøger vore Vilkaar som Folk og vort Ansvar overfor dem. Nu behøver vi bare at ha’ læst lidt Historie og kjendt lidt til Forfatningerne rundt omkring i Verden for at vide, at faa Folk har beddre Vilkaar for Fremskridt end vi. – I vor Grundlov er hævdet det store Frihedsprincip, at den øverste Vilje i Samfundet er Folkeviljen, at det, som skaber Lovene, er Folkets Behov og ikke noget andet efter den gamle Sats: den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa. Vi tilhører os selv og arbeider for os selv, vi er ikke en Flok Husdyr længre, som andre skal leve af.
Men Folkeviljen, ved vi, virker gjennem Storihinget. Det er ved Bestemmelserne om denne Institution at vor Grundlov er blit, hvad den er: en af de frieste paa Jorden. Det er for os bare om at gjøre, hvordan vi bruger denne Ret til at bestemme os selv – her kommer vi over til hvad der er vort Ansvar.
Er det saa, at Storthingssalen er et Sted, hvor vore Længsler og vore Behov tages op, er det vor Pligt at finde dem frem –, søge, hvad vi savner, som Digteren siger. Her er vort Arbeide for Fædrelandet lagt og her bør vi med allesammen uden Hensyn til Stand og Stilling, det faar ikke hjælpe, om ikke alle kan gjøre noget saa stort, bare der noget gjøres, og vi gjør det med Troskab.
Da først, – naar vi kommer did – blir Storthinget et sandt Udtryk for, hvad der rører sig i Folket og til mere Velsignelse, endda vi Har faaet meget godt fra den Kant siden 1814. Storthinget har bestandig vist sig at være en tro Vagt om den Grundlov som vi idag jubler om, – det har altid været fremme, hvor vor Ret var truet, og vi kan alt takke Storthinget for en Række glimrende Lovværk. Det skal vi ikke glemme – allermindst idag, – og derfor er ogsaa hver eneste en af os med, naar der nu udbringes et: Leve det norske Storthing!
Efter hver Tale fulgte Kanonsalver og Musik af Hornseksteten.
Festens officielle Del var hermed forbi, hvorpaa Ordet erklæredes frit.
Hr. Thoralv Klavenæs besteg derpaa Talertribunen og holdt følgende energiske Tale:
Dette er altsaa 17de mai, den meget omsungne og meget udskregne 17de mai, den dag, paa hvilken Norge fik sin egen selvstændige grundlov. Denne grundlov hører til de mest frisindede i verden, og det er vel ogsaa derfor, at vi, hvergang dagen indfinder sig, samler os i store skarer og bringer Eidsvolds-mændene vor hyldest gjennem dundrende hurraer. Men alligevel kan jeg, naar jeg i dette øieblik ser ud over denne feststemte mængde, ikke andet end spørge: hvor er den, hin frihed, hvorom der tales, hvor er det, alt det gode, som dagen skal ha bragt os? Eller var det maaske saaledes, Eidsvolds-mændene mente det med os, at vi ¾ sekulum efter deres store gjerning ikke skulde ha bragt det længer end til at maatte taale en regjering, der aabenbart trodser folkets tydelige udtalte vilje, ikke længer end at vi ikke tør viske lydrigmærket ud af vort flag, men maa finde os i, at udlændingen, paa grund af dette samme flag, betragter os som Svensker, ikke engang bragt det saa langt, at vi tør betragte den norske grundlov som vor og gjør med den, hvad Svenskerne har gjort med sin ? Var det saaledes Eidsvolds-fædrene havde ment det med os, ja, da maa jeg sig: gud fri os fra de gjæve fædre paa Eidsvold !
Men saaledes var det ikke. De havde tænkt, at vi paa den basis, de lagde for os, skulde kunne udvikle os til et folk, der stod med en aaben pande ud mod Europa og kræved respekt paa grund af sine institutioners og borgeres frihed, til et folk, der havde viljie og mod nok til at slaa et slag med for menneskehedens store, alvorstunge sag. Men det har vi ikke. Saa lidt har vi det, at vi ikke engang fuldt ud tør feire frihedsdagen, fordi den indtræffer paa den dag, da det brandt i Kjøbenhavn, paa bededagen.
Vor grundlov hører til de frieste i verden, fordi den er et ægtefødt barn af den franske revolution, menneskegenialitetens største triumf. Men ser vi hen til denne revolution og dens principer, da vil vi snart fatte, hvor meget vi endnu ligger tilbage. Det var fornuftens gudinde, revolutionen satte paa høialteret, den, som for fremtiden skulde være folkenes gud. Men hvordan er det hos os med fornuften, hvilke er vel ikke dens vilkaar? Disse, at om en mand bruger sin sunde fornuft og ved den kommer til resultater, der staar i strid med de lovbeskyttede fordomme, udskriges han strax som en samfundsfiende, som en, der burde stødes ud af alt dannet selskab. Saaledes hædrer vi fornuften! Eller hvorledes er det med menneskerettighederne, det andet store nummer paa revolutionens program, det, for hvilket masserne saa gladelig lod sit blod flyde?
Desvære saaledes, at ¾ parter af nationen sukker under tryk og tvang, medens rigmanden raaber hurra for vor frihed og for 17de mai!
Aanei, desværre, vi er nok ikke frie, ikke frie i tale, ikke i skrift, saa lidet frie, at bøger beslaglægges og hæderlige folk negtes adgang til at holde forsamling paa offentlig plads, uden at vi kan krumme et haar paa nægternes eller beslaglæggernes hode. Hvorfor saa hver eneste 17de mai synge om den herlige frihed, synge om en frihed, som endnu ikke er vor?
Der gaar et skrig fra Nordkap til Lindesnæs, et skrig af fortvivlelse og harme, som jeg skulde ønske alle kunde høre og da især dem, der er ivrigst til at juble om vor lykke. Det er skriget fra de mange, der har stillet sig i fremskridtsmændenes rækker for at kjæmpe med i menneskehedens interesse, og som til løn for sit blodtunge stræv, kun høster massernes utak og haan. Jeg skulde ønske, at alle var lydhøre nok til at opfange dette indignationens bitre skrig, thi da vilde 17de mai-løgnen nok snart af sig selv ophøre.
Jeg udbringer intet leve for eller i anledning af dagen. Jeg tier for saaledes at være i fuld samklang med mig selv og øverlader til samfundsløgnerne at juble.
Da ingen herefter forlangte Ordet, erklæredes Festligheden afsluttet, og Forsamlingen skiltes ad».
Sandefjords Tidende[87] hadde, samme dag, en todelt sak om feiringen – først et dikt, derefter en litt knapp reportasje. Diktet først:
«17de Mai
_ _ _
Hvor herlig er Guds fri Natur!
Idag skal disse Skovens Kroner,
De muntre, glade Fugletoner,
De høie Fjeldes trygge Mur,
Den blanke Sø, de dybe Dale
Til hver en Nordmands Hjerte tale.
Og ind i Himlens klare Blaa
Idag skal Nordmænds Ønsker naa.
O Brodre! Frihed, Frihed er
En Røst, som al Naturen fryder,
Naar Maidagens Straale bryder
Den barske Vinter tunge Spær.
Om Frihed synger Fossens Brusen
Og Fuglens Flugt og Stormens Susen;
Derom i Dalens dybe Løn
Gror nu en tusindfoldig Bøn.
O Held os! Norges Mand er fri!
Gid ogsaa glad, som Fugl i Skove
Og ren, som Søens blanke Vove
Med Himlens klare Stjerner i!
Velan, det sker med Tid og Stunder,
Naar vaagner op, hvad endnu blunder,
At Friheds gyldne Frugt i Nord
Kan vise, hvor de Nordmænd bor».
Derpå fulgte reportasjen[88]:
«Indlandet.
Sandefjord, 18de Mai.
17de Mai, 75 Aarsdagen, efterat Grundloven blev given paa Eidsvold, begundstigedes af det deiligste Veir. Naturen iført sit vakreste Skrud bidrog i høi Grad til at stemme Folket til Fest.
Kl. 6 igaarmorges gaves Salut fra Presteaasen, og Flag vaiede snart fra enhver Flagstang i By og Omegn.
Kl. 4 samledes Skoleungdommen og de forskjellige Korporationer under sine Faner ved Raadhuset, hvorfra Toget satte sig i Bevægelse med Musiken i Spidsen. Man marscherede igjennnem Byens Hovedgader og gjorde Holdt paa Torvet, hvor Postmester Hansen talte for Barneflokken, som belønnede hans tankevægtige og paa samme Tid muntre Ord med livlige Hurraraab. Under Musikkens Toner passerede man derpaa Storgaden, Nygaden, Langgaden og Løkkegaden, hvorfra man svingede ind paa Kjøbmand Aagaards Tomt, hvor en Tribune smykket med Flag og Grønt var reist.
Lærer Kvam besteg Talerstolen og holdt i anslaaende Ord Festtalen, hvorpaa Musiken spillede: Ja vi elsker dette Landet. Glaøemester Andersen udbragte derpaa et: Længe leve Hs. Mjst. Kong Oscar den 2den, hvorpaa Kongesangen spilledes. Lærer Hegna talte syndig og greit for Storthinget.
En opsigtsvækkende om end ikke meget tiltalende Avslutning fik Talernes Række ved Hr. Th. Klavenæs’s Optræden. Denne unge Mand fandt det nemlig passende paa den Dag, da vi Feststemning feirer Mindet om vor Friheds Grundlæggelsesdag i voldsomme Udgydelser at rakke ned paa vor Konstitution og hele sociale Samfundsvæsen. – Uden nærmere at skulle gaa ind paa Klavenæs’s Tale i Realiteten, der forøvrigt kun var et Opkog af forvirrede og ufordøiede Begreber om, hvad en sand og virkelig Frihed er, har vi dog ikke villet undlade paa denne Maade at protestere mod Th. Klavenæs’s Udtalelser som i høieste Grad upassende paa en Festdag som 17de Mai; og for samtidig derved at rive Hr. Klavenæs ud af den Illusion, at hans Tale gjorde nogensomhelst Lykke, hvilket han naturligvis tror var i høi Grad Tilfældet.
Naar ingenProtest blev nedlagt paa Stedet, var dette, fordi man ikke vilde bidrage sit til vedvarende at ødelægge Feststemningen paa den uhørte Maade, som af Hr. Klavenæs var paabegyndt».
Sommeren 1889 tok Postmester Hansen igjen imot en badegjest som kanskje også var en kollega: Telegrafholder Brandt fra Kristiania[89].
I representantskapsmøtet[90] 22 november samme år foreslo Postmester Ole Hansen å gi kemneren, Ole Hansen et lønnstillegg på 200 kroner. Det forslaget falt med 16 mot 4 stemmer, mens et alternativt forslag, om et pålegg på 120 kroner, ble vedtatt med 11 mot 9 stemmer.
Fredag 30 november 1889 kan man lese i Morgenbladet[91]:
«Sandefjordsvalget.
Vi have i Eftermiddag modtaget følgende Privattelegram til “Morgenbladet” fra
Sandefjord 29de Novbr. Kl. 2.40 Efterm.
Høireseir. 189 afgivne Stemmer as 256.
Valgmænd: Kjøbmand Stub med 99 St., Overretssagfører Miøen 98, Havnefoged Andersen 97, Doktor Freng 97 og Skomager Rove 92 Stemmer.
Suppleanter: Boghandler Iversen med 91 St., Postexpeditør Hansen 91, Kjøbmand Halvorsen 89, Glasmester Andersen 86 og Holm Han-sen 84 St. Suppleanterne Venstre»
Så ble det altså, igjen, bekreftet og dét i hovedstaden: Ole Hansen var Venstremann.
Sommeren 1890 var Telegrafholder Brandt fra Kristiania tilbake i Sandefjord, denne gangen omtalt som «Kurgjest» hos Postmester Hansen[92].
1 januar 1891[93] var det – nok en gang – folketelling i Norge, og her finner man Ole Hansen og familien der den hører hjemme – i Bugaardsgaden, der de bor i annen etasje. Der har de en leilighet på 6 rom og kjøkken, og i tillegg et værelse på kvisten. Husets herre beskrives som «Postmester og Telegrafbestyrer selvstændig.» uten at det er helt klar hva dette betyr.
Sønnen Thorleif (21) er blitt matros – unge menn ble det i Sandefjord – og datteren Dorthe (18) er «Til hjelp paa Kontoret». Alle de andre barna er hjemme og de to eldste av dem kalles «elev». Tjenestepiken heter Anna Maria Holm, en 31 år gammel innvandrerkvinne fra Uddevalla.
Av en eller annen grunn var Postmester Hansen fraværende, forteller Vestfold[94] 19 februar 1891, fra Representantskapsmøtet tidligere samme uke.
I slutten av november samme år holdt Venstre «Prøvevalg», nominasjonsmøtet ville man kalle det i nyere tid, for å utse kandidater til valgmenn, forteller Vestfold[95] 28 november 1891:
«Sandefjord, 28. november.
Prøvevalg. Venstre havde møde med prøvevalg paa Raadstuen hersteds igaar.
Tilstede var mellem 50-60 personer.
Udfaldet af første prøvevalg blev, at P. A. Grøn fik 40, kæmner Hanssen 31, postmester Hansen 26, Holm Hansen 22, skolebestyrer Nilsen 22, Kristoffer Andersen og Knut Bache 21 stemmer. Dernæst havde Oluf Andersen og Kvam hver 18, Mohn og Marthinius Olsen Grønli hver 12 stemmer.
Ved andet prøvevalg fik kæmner Hansen 38, postmester Hansen 30, A. H. Nilsen 26, Holm Hansen 22, Kr. Andersen og Bache hver 20 stemmer. Af disse to sidste blev Kr. Andersen ved fornyet afstemning opstillet som valgmand. Venstres liste ser altsaa foreløbig saadan ud:
P. A. Grøn.
Kæmner Hansen.
Postmester Hansen.
A. H. Nilsen.
Holm Hansen.
Kr. Andersen».
I midten av desember 1891 stod et opprop med 26 underskrivere – hvorav 9 kvinner – i Sandefjords Tidende[96]:
«Da vi af Bademester Benjaminsons Avertissement i «Sandefjords Tidende» ser, at det er i Anledning af Melkekunder, at Forbudet mod Kjælkeagning i Hjertnæsbakken er fremkommen, erklærer vi herved, at vi intet har imod Agningen, men deler det almindelige Ønske om, at Forbudet snarest maa ophæves.
Sandefjord den 14-12-2972.
Marcussen. Hj. Johannesen.
Anne Olsen. Olaf Th. Andersen.
C Castberg Jean B. Linaae.
Adrea Aarøe. Magda Nilsen.
S. P. Sandberg. Marie Andresen.
Serine Andersen. J. C. Andersen
O. Andersen. Alvilde Hansen.
Mathilde Linaae. C. M. Bryde.
Sofie Melsom. Justine Svendsen.
Knud Bache. Johan Borgesen.
S M. Pettersen. Styrmand Nordstrøm
Chr Christophersen. Peder Abrahamsen.
Harriet Berggren. Trine Larsen».
18 desember 1891 var det kommunemøte, forteller Vestfold[97] dagen efter, og gir et kort referat:
«I kommunemødet i fredags fattedes følgende beslutning:
-
-
- Budgettet for 1892 vedtoges efter forslaget. Angaaende politimesternes andragende om bevilgning til en fast konstabel og politistation paa stedet udspandt der sig en kort debat. Der blev bevilget 300 kr. til extraordinær politihjælp, men intet til politistation.
- Havnekassebudgettet vedtoges efter forelægget.
- Til medlemmer af skolestyret valgtes postmester Hansen, Testman og Kristoffer Andersen.
- Til revisorer valgtes Kraft og Kvam.
- Angaaende reperation af sygehusets tag bestemtes, at pengene hertil toges af de til kommunens bygninger for 92 bevilgede beløb.
- Afgivelse af erklæring om udkast til lov om pension for folkeskolens lærere. Indstillingen herom vedtoges.
- Forslag fra sundhedskommissionen om indkjøb af tomt af Solvang til isolationslokale for byen. Sagen udsattes»
-
Sandefjords Tidende[98] brakte 18 august 1892 et kort referat fra Representantmøtet dagen før:
«Sandefjord, 13. August
I Repræsentantmødet igaar forelaa til Behandling:
1. Andragende fra Pedel Andreas Nilsen om Lønstillæg, tilbagesendt fra Amtet til fornyet Behandling.
Etter nogen Debat bestemtes mod 4 St. at fastholde Repræsentantmødets Beslutning af 17de Juni d. A.– Kr. 50.00 i Lønstillæg.
2. Andragende fra Kjøbmand Ole Gogstad m. fl. om Istandsættelse af Gaden ved Goodtemplarlogen. Ordføreren og Postmester Hansen talte for, at dette Veistykke blev ordnet nu. Flere havde gjort store personlige Ofre til Fremme af Sagen og ventet nu, at Kommunen ordnede Resten.
Havnefoged Andersen og Magistraten fandt, at flere andre Bydele trang ligesaa meget til Forbedring af Gader og Veie, som den omhandlede, og begyndte man her nu, var det vanskeligere at afvise nye Krav.
Havnefogden vilde iallefald foreslaa Udsættelse til Budgettet forelaa, saa man viste, hvad man havde at tage af.
H. S. Iversen sluttede sig til Magistraten og O. Andersen. Der var daarlige Tider, og Byen havde adskillig Gjæld. Tal. vilde stemme for Andersens Udsættelsesforslag.
Brønnum ønskede Gaden istandsat, men vilde foreløbig stemme for Udsættelse, til Budgettet forelaa.
Der voteredes først over Andersens Udsættelsesforslag, der faldt med 7 mod 7 St. idet Ordførerens Stemme gjorde Udslaget. Derefter bifaldtes Formandskabets Indstilling om Bevilgning af Kr. 600 med 9 mod 5 St.
3. Andragende fra Brandmester Andersen om Lønstillæg.
Formandskabets Indstilling paa Kr. 200 – som personligt Lønstillæg bifaldtes enstemmig og uden Debat.
4. Erklæring angaaende de med Indredepartementets Cirkulære af 29de Marts d. A. oversendte Lovforslag om Brændevins Salg og Udskjænkning.
Sagen behandledes i Formandskabet Torsdag, hvor der besluttedes: «Sagen forelægges Kommunebestyrelsen med Forslag om at afgive saadan Erklæring:
Man er enig i, at Statsmonopol ikke indføres.
Ligeledes, at al Brændevinshandel monopoliseres hos Samlagene, – dette sidste mod 1 St. Formandskabets Pluralitet – 3 Medl. –er forøvrigt i det væsentligste enig i Komiteens Lovforslag. Med Hensyn i Fordelingen af Overskuddet var en Majoritet paa 4 Medl. enige om at foreslaa, at Overskuddet – efterat 5 pCt. er fradraget til Aktieeierne – fordeles saaledes…
65 pCt. til Samlagets Kommune, 15 pCt. til Samlaget til almennyttige Øiemed og 20 pCt. til Amtskasserne.
1 Medl. – Ordføreren – foreslaar, at Fordelingen af Samlagets Overskud foregaar paa den Maade, som foreslaaet af Hr. Aarrestad. Formændene Anderssen og Miøen kunde ikke være med paa, at Spørgsmaalet om hvorvidt Brændevins Salg og Udskjænkning skal være tilladt eller ikke i et Tidsrum af 3 Aar; afgjøres paa et Møde af skattepligtige Mænd og Kvinder over 25 Aar, men fandt det rettest, at der hermed forholdtes som hidtil.
-
-
- Enstemmig udtaltes, at Statsmonopol ikke bør indføtres.
- Ligeledes at al Brændevinshandel monopoliseres hos Samlagene mod 1 Stemme.
- Med Hensyn til Overskuddets Fordeling stemte 11 for Majoritetens og 4 for Ordførerens eller Aarrestads Forslag.
- Afstemningsspørgsmaalet fremkaldte en livlig Debat:
-
Miøen fastholdt, at kun de Borgere, der var stemmeberettige, burde være med at afgjøre saadanne Sager. Var Opinionen virkelig for Afskaffelse af Brændevinshandel, kunde Sagen afgjøres gjennem Kommunevalgene.
Kr. Andersen syntes, at Kommunebestyrelsen burde være glad til, at den kom væk fra det Ansvar, som hvilede over Retten til at bestemme over den Trafik. Det kunde heller ikke nægtes, at Kvinder som Mænd var kompetente til her at tage et Standpunkt, og derfor troede Tal. den heldigste Ordning var, at lægge denslags Avgjørelse i Folkets egen Haand. Ved Valg af Kommunerepræsentanter var saa mange andre Hensyn at tage, at Brændevinsspørgsmaalet ikke kunde dominere det hele.
Magistraten frygtede for, at der vilde blive en voldsom Agitation foran hvert Valg, og Massen vilde trækkes hid og did af Agitatorer.
Havnefogden kunde sympathisere baade med Hr. Miøen og Chr. Andersen. Der var meget i Indlæggene fra begge Sider; men for Tal. stillede den økonomiske Side af Sagen sig frem med de største Vanskeligheder. Set at Forbud vedtoges i Sandefjord, medens Laurvig og Tønsberg drev Brændevinshandel. Følgen maatte jo blive, at vi ikke alene tabte Fortjenesten paa Samlaget, men ogsaa gik tabt af en hel Del Forretninger i andre Henseender.
Bryde var ikke nogen Ynder af almindelig Stemmeret; men i dette Tilfælde, syntes Tal, at Kvinden burde faa være med og influere paa Bestemmelser, der kanske mere end nogen anden rammede hende.
Iversen havde heller ikke imod at se de af Afholdsmændene forventede gyldne Tider, men den menneskelige Lidenskab vilde nok sørge for at holde dem unda. Man vilde ty andetsteds efter Rusdrik, om Forbud vedtoges her. Følgerne af denslags Stemmegivning vilde ogsaa være saa vidtrækkende, at Tal turde ikke gaa med paa den.
Ordføreren frygtede ikke Konkurance med Nabobyerne i Tilfælde Indførelse af Forbud; men man kunde vist være tryg for dette baade idag og imorgen, selv om den foreslaaede Afstemningsmaade vedtoges.
Brønnum ønsket ikke alm. Stemmeret, men fandt ingen Skade i, at Folket fik afgjøre dette Spørgsmal selv. Om nu Forbud ogsaa blev vedtatt og Byens direkte Indtægter sank noget, vilde mange Udgifter spares, som nu ligger paa Kommunen formedelst Drik.
Ved Afstemningen bifaldtes den nuværende Afstemningsmaade med 7 mod 8 St. De 7 stemte altsaa for Aarrestads Votum.
5. Skrivelse fra Skolebestyrer Hougen – med Paategning af Middelskolens Forstanderskab – med Anmodning om bedre Opvarmningsapparater i de 4 nordre Læseværelser i Middelskolen samt i Gymnastiklokalet.
Enstemmig vedtoges Formandskabets Indstilling:
Der bevilges et Beløb af indtil 310 Kr. til Anskaffelse af 2 Ovne i 1ste Etage i nordre Ende af Middelskolebygningen samt til Reparation af Gymnastiklokalet.
Fraværende var Dr. Christensen, Linaae og A. H. Nilsen».
Sensommeren 1893 trengte Ole og Alvilde en ny tjenestepike; annonsen stod i Sandefjords Tidende[99] 17 august, den ble gjentatt tre ganger til:
I slutten av februar 1893 fikk Sandefjord Venstre fornemt besøk og feiret dette efter at gjesten hadde holdt foredrag, og Vestfold[100] hadde referat 27 februar:
«Festen i Sandefjords venstreforening efter Berners foredrag var besøgt af saa mange, lokalet kunde rumme. Flere maatte gaa igjen, uden at faa plads. Efterat formanden i venstreforeningen, kæmner Hanssen, havde ønsket deltagerne velkommen blev der beværtet med kaffe, julekage og smørrebrød. Postmester Hansen holdt en med stærkt bifald modtat tale og postmester Ebbesen læste under megen munterhed eventyret om «Den syvende far i huset» samt et par skrøner paa vossemaalet. Dansen gik med liv og lyst, uagtet der næsten bestandig var for mange par paa gulvet. Stemningen var udmærket og man syntes at more sig fortræffelig, endskjønt der ikte fandtes spor af berusende drikke paa festen. Dette viser, at man kan more sig lige godt og kanske bedre, om man ikke, som høire ajør paa sine fester, tyller i sig en masse punsch og lignende stimulerende midler»
Sommeren 1894 hadde Alvilde og Ole en ny badegjest[101], denne gangen fra hans hjemtrakter, de huset Hr Alf Jensen fra Hønefoss.
Og så var det, samme sommer, på tide å få en ny tjenestepike[102]:
I november 1894, søndag 4 den måneden for å være nøyaktig, hadde Sandefjord Venstre igjen fornemt besøk og foredrag, fulgt av nominasjon av kandidater til valgmenn for det kommende Stortingsvalget. Her fra Vestfold[103] av 8 november:
«Statsminister Blehrs foredrag
hersteds i søndags var besøgt af saa mange, som aktiemeieriets sal paa nogen maade kunde rumme. Flere maatte gaa uden at komme ind, da saavel sideværelset som opgangen var tagne i brug.
Det helt igjennem greie og populære foredrag, der især omhandled unionsforholdet, blev gang paa gang afbrudt af stærkt bifald. Til slutning leve for ministeriet Steen, fædrelandet og et godt venstrevalg – alt under stormende tilstutning. Fædrelandssangen blev ogsaa her afsunget, noget, vi noterer med tilfredshed. Stemningen var i det hele af den beskaffenhed, alt udfaldet af val her i Sandefjord neppe kan være tvilsomt, hvis bare venstre møder til sidste mand.
Efter foredraget foretoges prøvevalg Dette fik saadant udfald:
P. A. Grøn,
Kæmner Hanssen,
Kaptein Støkken,
Glasmester Andersen,
Gullik Sørensen,
Kristoffer Andersen,
Kjøbmand Mohn og
A H. Nilsen.
Efter disse havde d’herrer O. Sørensen, postmester Hansen, kjøbman Bache, Holm Hansen, lærer Hegna, kjøb mand Ant. L Børresen, kapt. Herland, Gulow Kraft og Timan Kristiansen de fleste stemmer. Der afgaves i det hele 80 stemmer. Postmester Hansen fraba sig valg.
Prøvevalget er resultatet af den samvittighedsfuldeste prøvelse, idet kandidaterne maatte opnaa 2/3; af de afgivne stemmer for at ansees opstillede. Kun for hr. Mohns vedkommende er dette ikke tilfælde, da gjentagne afstemninger melem ham og hr. O. C. Sørensen kun gav almindelig majoritet for den sidstnævnte. Ved sidste omgang fik dog Mohn de fleste stemmer og blev saaledes opstillet.
Man vil se, at listen indeholder 8 navne. Skulde mandtallet imidlertid kun gjøre plads for 7 valgmænd, blir det sidste navn strøget efter derom fattet bestemmelse. Hermed vil vælgerne intet faa at bestille, da stemmesedlerne ikke trykkes, før valgmændenes antal er fastslaat».
Den årlige 17 mai-reportasjen kom i Sandefjords Blad[104] 18 mai 1895:
«17de Mai
oprandt med straalende Veir. Hornmusikken istemte fra Præsteaasen i den tidlige Morgen endel vakre, kraftige Numre.
I Barnetoget med de mange hundrede Flag herskede der Jubel, og talrige Hurraraab fra de smaa vidned om deres Følelser for Dagen.
Mange Mennesker var paa Benene; dertil indbød ogsaa det deilige Veir.
Kl. 4 samledes mange Korporationer; Kommunebestyrelsen, Sangforeningen, Sømandsforeningen, Sjøfolksforeningen, Goodtemplar-foreningen, Afholds-foreningen togede under en udmerket Hornmusik op til Bjerggaden og derfra videre gjennem Byens Gader den vanlige Vei til Festpladsen. Usædvanlig mange Mennesker var paa Benene og bølgede op og ned ad Hovedgaderne i Byen.
Paa Festpladsen udbragte Festkomiteens Formand, Michelsen, et «Leve Kongen», hvorefter cand. Stub holdt Festtalen, som vil blive indtaget i et senere Numer. Derefter talte Postmester Hansen for Fædrelandet, Skolebestyrer Nilsen for Storthinget og cand. Hoffstad for Sverige.
Efter samtlige officielle Taler fulgte Fanfarer fra Hornmusikken. og Kanonskud. Efter de officielle Taler erklærede Formanden Ordet frit, og Redaktør Klavenæs holdt da en Tale for Fædrelandskjærligheden, Kæmner Hansen erindrede Sjømændene.
Under hele Festen ydede Sangforeningen sin Kontingent.
Derpaa indtog man Kaffe og øvrige Forfriskninger oppe i Aktiemeieriets Sal, Punch og Øl var ikke at erholde, da Festkomiteen efter mange Anmodninger fandt ikke at burde servere Spirituosa. Dansen tog sin Begyndelse ved 6-Tiden Og fortsattes til Kl. 11».
Sandefjords Blad nevner det ikke i 17 mai-reportasjen, men det hadde øyensynlig vært en litt vanskelig episode i forbindelse med barnetoget, for Postmester Hansen skriver selv til Sandefjords Blad[105] lørdag 25 mai:
«Fra Postmester Hansen.
I et Stykke i forrige No. klages over, at et unionsmærket Flag blev taget væk fra Talerstolen ved Barnetoget den 17de Mai.
For denne Begivenhed overtager jeg Ansvaret, men enhver, som kjender lidt nøiere til Sagen, ved godt, at jeg gjorde alle Parter en Tjeneste hermed.
Nævnte Flag blev nemlig ikke taget bort, fordi det var unionsmærket, langtfra, men fordi det var gammelt og udslidt og over al Beskrivelse fillet og skiddent.
Enhver paa nærmere Hold maatte nok erkjende, at det var ligefrem uanstændigt at svøbe slig Styghed om en Talerstol. Langt heller da følgeligvis ingen Dekorering.
Det han vel ogsaa i denne Forbindelse nævnes, at min Natur ikke ligger for nogenslags Demonstrering. Hvorfor ogsaa altid mistænkeliggjøre Venstremænd for at være Fanatikere? Ved Forargelse vindes aldrig noget godt. Splittelsen kan jo opnaaes derved, men aldrig Sammenslutning.
At gjøre noget større Kapitel af denne Affære gavner heller ikke nogen. Jeg tænker nok, at den Mand, som har skrevet om Sagen i Bladet, holder med mig heri efter de foreliggende sandfærdige Oplysninger.
Jeg vil dog til Slutning nævne som noget komisk, at en ung Mand en Stund før Barnetoget sattes igang opsøgte mig i Byen og meddelte høitidelig: «Hr. Postmester Hansen! Nu er Tribunen nede paa Torvet færdig».
Jeg takkede herfor, skjønt denne høitidelige Kundgjørelse var mig noget paafaldende.
Det er vakkert, at man gjør lidt for Børnene den Dag i en ædel og velment Hensigt. De er erkjendtlige som Smaa for det mindste Korn. Forældrene glædes ogsaa ved saadant.
Kun Hjerteløshed tænker og handler annerledes».
Et såpass saktmodig innlegg kunne man tenke seg ville bli stående ubesvart, men tvert derimot – 28 mai hadde Sandefjords Blad[106] to leserbrev i sakens anledning:
Det ene er anonymt, eller kanskje er det en redaksjonell ytring og et forsøk på å slå politisk mynt:
«Hr. Postmester Hansen og hans Flagmeriter den 17de.
Hr. Postmester Hansen oplyser i forrige Nr. af vort Blad, at det norske Flag blev «taget bort» fra Talerstolen, fordi det var «gammelt» og «skiddent».
Dersom det forholder sig saa, skulde Hr. Postmesteren paa Stedet gjort Publikum opmerksom derpaa for strax at aflede noget af den Forargelse, hans Optræden fremkaldte. Oplysningen kommer nu altfor sent til at kunne øve nogen Virkning, saameget mindre, da Flaget langtfra var saa gammelt og udslidt, som paastaaet. Men Sagen har en anden Side, der, selv om Paastanden var rigtig, gjør Hr. Postmesterens Optræden til en illoyal Handling, som tillige viser at Forstaaelsen af Flagets Betydning er sørgelig mangelfuld hos vore politiske Modstandere.
Flagets Betydning er nemlig ikke afhængig af, om det er «gammelt» og «skiddent» eller nyt og rent. Saalænge der er saameget tilbage af Flaget, at det utvivlsomt viser sin Nationalitet, kræver det ubetinget den samme Agtelse og Respekt, hvad enten det er gammelt eller nyt. Det taaler under ingen Omstændiaheder hverken Haan eller Foragt eller Mishandling, uden at der maa kræves Opreisning derfor. At haane Flaget er ensbetydende med at haane det hele Folk. Saa stor Betydning har et Folks Flag. Og det er paa Tide, at vore Radikalere mindes derom.
Hr. Postmesteren har derfor paa selve 17de Maidagen vist aabenbar Foragt for det norske Flag, idet han uden Undskyldning eller foregaaende Forklaring har krammet det sammen og slængt del tilside, uagtet det var brugt som Dekoration paa Talerstolen. Det hjælper ikke, at det var gammelt; det skulde ligefuldt behandles med den Agtelse, det som Landets lovlige Flag havde Krav paa.
Et Spørgsmaal trænger sig her ind paa os: Hvorledes mon Hr. Postmesteren – eller vore Radikalere i det hele taget – vilde optræde, dersom han blev Vidne til, at det norske Flag «det unionsmerkede» – haanedes af et fremmed Folk? Da der ikke gives noget andet norsk Flag, anerkjendt af en fremmed Nation, saa skulde man vel tro, at selv vore Radikalere da maatte harmes. De maatte det, dersom de virkelig er de staute Nordmænd, de raaber paa. Men hvilken Modsigelse med sig selv vilde de da ikke komme i som Tilbedere af det radikale – saakaldte «rene» – Flag».
Sandefjord Blad[107] forteller så at avisen så mottok, ved en slump, et leserbrev fra et medlem av 17 mai-komiteen og trykker det umiddelbart:
«Efterat foranstaaende allerede var nedskrevet, har vi fra Medlem af 17de Mai-Festkomiteen. Hr. Kand. Stub, modtaget nedenstaaende Indlæg, der stiller Hr. Postmesterens egenmægtige Optræden i et om muligt end eiendommeligere Lys:
Til Hr. Postmester Hansen.
I Anledning af Deres Inserat i «Sandefj. Bl.», hvor ogsaa min Person trækkes frem, ser jeg mig nødt til at gjøre endel Bemerkninger.
Som De ved, var jeg den unge Mand, der «høitidelig» meddelte Dem, at Tribunen var færdig, hvilken Meddelelse De finder komisk.
Men hvad jeg finder ulige mere komisk, er den Maade, hvorpaa de tager til Gjenmæle mod Angreb for Deres – mildest talt – overilede Handling ved nævnte Anledning.
I Bladet oplyses, at Grunden til Deres pludselige Blottelse af Talerstolen uden Henvendelse til Festkomiteen var den, at De ansaa Flaget for altfor skiddent.
Nuvel – det er ikke saa godt for Flag 17de Mai, da ingen vil undvære Flaget sit, og jeg er vis paa, at mange af os har været tilstede ved Fester, hvor Flagene ikke har været stort ligere. Fillet var det nu ikke, for dets Skavanker i saa Henseende var brettet om og spigret til, saa ingen kunde se noget til dem. Men et ærligt norsk Flag var det alligevel, og for ikke at vække Anstød hos nogen havde jeg trukket «Unionen» tilbage helt til Venstre, saa kun en Del af dette Stridens Æble var synligt, og da maatte man endda se godt efter.
Flaget var altfor skiddent, heder det. Men hvorfor sagde De da til mig paa Aagaards Tomt 1 ½ Time efter Deres Tale til Børnene, at De rev ned flaget, fordi De troede, at det var et rent Flag, og De ingen Demonstration vilde have?
De maa have mig undskyldt, naar jeg ikke forstaar Sammenhængen mellem dette Svar og Tilsvaret i «Sandefj. Bl.» Disse synes mig at hænge sammen men ægvale tørt Sand.
Da vi til Dato ikke har seet en Talerstol ved mere festlige nationale Anledninger uden et Flag foran, saa tænkte ogsaa de fleste af Festkomiteen i sit Hjertes Enfoldighed, at vi fik da klemme op et Flag paa Talerstolen vel, og da der ikke var Plads til mere end et og ikke det engang, saa skeede det frygtelige, at vi dækkede den med et officielt norsk Flag.
Begavede Aander vilde uden Tvivl have fundet en dobbelt saa stor Talerstol for der at placeere begge Flag ved Siden af hinden i skjøn Toenighed – til Morro og lidt politisk Disputats for Skolebarna.
At opsøge Dem i Buen for at sige Dem, at Tribunen var færdig – kunde aldrig falde mig ind; men da jeg traf Dem, bemerkede jeg det saan i Forbigaaende, for at De skulde vide, at De havde en Plads at staa paa ialfald.
I denne Sag bør Ord om Fanatisme, Hjerteløshed o. desl. bare henregnes til fede Gloser. Og havde De ved en høslig Henstillen til os anmodet om at faa borttaget Flaget og faa Talerstolen bar, saa havde rimeligvis intet været i Veien derfor.
Men overilede Handlinger bør man altid angre og indrømme. Ærbødigt.
Jens Stub».
Søndag 23 juni 1895 – Sankthansaften – feiret Sandefjord 50-års jubileum som selvstendig by, og Sandefjords Blad[108] kunne to dager senere fortelle om festlighetene:
«Femtiaarsjubilæet.
Dagens Festligheder.
Veiret isændags var ikke netop efter Folkets Hjerte; – det striregnede alt i et, og bare indimellem stak Solskinnet igjennem. Ved Middagstider blev det noget bedre, og Flagene fløi tiltops et efter et.
Kl. 1 indfandt sig hos Byens Ordfører en Deputation, bestaaende af Badeinspektør cand. jur. Gundersen og 5 Badegjester, 2 Nordmænd, 2 Danske og 1 Svenske, for med Hr. Havnedirektør Roll som Ordfører at overrække Sandefjords By en Lykønskningsadresse, saalydende:
Til
Sandefjords Magistrat og Formandskab!
Undertegnede Funktionærer og Kurgjæster ved Sandefjords Bad tillader sig herved at fremføre sin hjerteligste Lykønskning i Anledning af Byens Jubilæum som Kjøbstad og udtale, at den i Fremtiden vil gaa fremad i Trivsel og Udvikling som hidtil.
Sandefjord Søndag 23de Juni 1895.
(111 Underskrifter).
Derpaa svarede Dr. Christensen i Overvær af Formandskabets øvrige Medlemmer paa to nær:
«Paa Sandefjords Bys Vegne skal jeg tillade mig at takke for den tilstillede Adresse og viste Opmerksomhed, som jeg er vis paa vil glæde mine Medborgere at høre, naar jeg iaften paa Sexaen skal faa Lov til at referere denne Henvendelse.
Badet har altid været en vigtig Faktor til Fremme af Byens Velfærd og Trivsel og vi vil altid bevare den Mand, der grundlagde Badet og skabte en for Byen saa nyttig Virksomhed, i taknemmelig Erindring. Doktor Thaulows Navn vil for altid være knyttet til Sandefjords Bys Historie.
At Sandefjord har Ordet for at være en liden Fremskridtsby, hvor nye Tanker let spirer og finder en taknemmelig Forbund skyldes vistnok ikke saa lidet den aarvsise Tilstrømning af Tilreisende, der foruden pekuniær Støtte bringer med sig Impulser og en frisk Luftning, der bevirker, at vi i aandelig Henseende ikke stagnerer.
Vi er saaledes i dobbelt Henseende glad ved at se Badegjæsternes Skare gjæste vor By. Vi er glade, naar vi hører, de liker sig her og vi gjør jo ogsaa, hvad vi kan forat give Byen et pynteligt Udseende, saa de skal finde sig vel; men særlig glæder det os at høre, at de naar Maalet for sin Reise og gjenvinder sin Sundhed og Helbred.
Jeg tillader mig at bede Inspektøren og de Deputerede om at bringe Badets Funktionærer og Badegjæsterne Byens Tak for den udviste Opmerksomhed i Anledning af dens Femtiaarsjubilæum.»
Kl. 7 samledes Borgere fra By og Omegn til Sexa paa «Kong Carls» Festivitetslokale i et Antal af ca. 80.
Kjøbmand Testman bad Gjesterne velkommen, hvorefter en solid Aften indtoges. Punschen kom nu paa Bordet og Byens Ordfører, Dr. Christensen, holdt Dagens Festtale.
Han mindede om Byens Udvikling i disse 50 Aar fra et ubetydeligt Strandsted til en Kjøbstad af ikke ringe Størrelse og Betydning. Tal. gav derefter et Billede af Byen, som den saa ud for ca. 50 Aar siden.
Alt, da vi havde, var Storgaden, Kirkegaden, Bugaardsgaden og Torvet. Ellers kun Marker og Tomter, hvor nu Grønli, Hjertnæs, Pukkestad, Langgaden, Nybyen m. m. ligger. Af offentlige Bygninger havde vi havt 4 Stykker: to Fattighuse, et Sprøitehus og et Skolehus.
Budgettet havde dreiet sig om 2400 Kr. aarlig. Tal. berørte derefter den stedfundne Stignings Aarsager, tolkede sin og alle Borgeres Glæde over Fortid og Nutid samt Haabet til Fremtiden. Tal. tømte sit Bæger for vore Fædres, vår og vore Børns By.
Byfoged Schie udbragte H. M. Kongens Skaal. Videre talte Hr. Testman for Fædrelandet, Hr. Postmester Hansen for Sandefjords Opland, Hr. Kæmner Hansen for Byens Ordfører. Hr. Dr. Christensen for Dhrr. fhv. Byfoged Ottesen og nuv. Byfoged Schie, Hr. Testman for Byens Skoler, Hr. Skolebestyrer Hougen for Sjøomandsbedriften, Hr. Klavenæs, Sverdstad, paa Sandeherreds Vegne for godt Samhold mellem By og Land, Hr. Dr. Christensen for de gamle af Dage, Hr. Testman for Kvinden, Dhrr. Postmester Hansen og Byfoged Schie for Pressen, Hr. Overretssagfører Miøen for Unionen, Hr. Telegrafdirektør Bugge for Badet, Hr. Klavenæs, Sverdstad, for Haandverkerne, Hr. Lærer Windingstad for vore Fædres Arbeide til Byens Vel, Hr. Skibsreder E. Nilsen, Moe, for den unge Slegt, Fremtidens Bærere, Hr. Overretssagfører Bogen for Sandefjords Handelsstand – osv.., osv.
Under Sexaen oplæstes indløbne Lykønskningstelegrammer fra Ddhrr. Grosserer Hagtvedt, Larvik, Generalkonsul Breda, Storthingsmand P. O. Nielsen, Rasch, Høiesteretsassessor Ak. Ottesen, Sogneprest Balchen, Grosserer Bernt Aarstad og Skibøreder Stangbye, samtlige fra Kristiania, – desuden Pastor Kervel, Søholt og Hamar Bys Magistrat og Formandskab.
Ved 11-12 Tiden indfandt Sandefjords Sangforening sig og gav endel Numere under stort Bifald.
Det yderst hyggelige Samvær afsluttedes ved 2-Tiden.
*
Samtidig holdtes paa Aktiemeieriets Sal Folkefest, idet Veiret ikke vilde tillade at benytte Bryggen og Havnen. Her talte Hr. Skolebestyrer Nilsen for Dagen og Byen, hvorefter Dansen gik lystig for tæt besat Hus til langt udover.
Badet gav Middag med Morro for Anstaltens Betjening fra Kl. 5. Ogsaa her var det Liv og Lystighed til 10-011 Tiden».
I midten av 1890-årene ser det ut til at Ole Hansen gradvis trakk seg ut av byens styre og stell, ovenfor så man ham avslå å være kandidat til Valgmann, og da kommunestyret skulle velge nytt skolestyre 22 november 1895 fraba han seg gjenvalg der også[109].
Sommeren 1898 tok Alvilde og Ole Hansen imot to badegjester, de var gjerne mor og sønn eller noe slikt – Fru Mehlum og Norman Mehlum fra Lillehammer[110]. Senere samme sommer tok de imot disponent C. Mossberg fra Wermland[111].
Sandefjords Blad hadde visst i første halvdel av august 1898 kritisert postkontoret og Ole Hansen, deres politiske motstander, og 13 august trykket Vestfold[112] hva som ser ut til å være et leserbrev – men som kan være et redaksjonelt innlegg:
«Sandefjord
den 13de august.
_ _ _
1 fjær til 5 høns! Vor bys postkontor er i «Sandefjords Blads» sidste nummer atter gjenstand for et yderst smagfuldt angreb, holdt i den for det herværende høireorgan karakteristiske tone.
Skjønt vi føler os forvisset om, at den store almenhed ikke tar nogetsomhelst hensyn til disse gjentagne grundløse angreb paa vort postkontor og vistnok ogsaa kan danne sig en nogenlunde rigtig mening om den egentlige grund til, at disse udbrud fremkommer, har vi alligevel undersøgt sagen og ser os istand til at gi endel oplysninger om det faktiske forhold.
Postmesteren meddeler os, at hans ældste betjent (hans datter) i onsdags skulde op paa stationen med posten. Idet hun tømte kassen, erklærede en tilstedeværende 9-10 aar gammel gut sig villig til at bære avispakkerne for hende. Han fik lov hertil, idet hun ikke ansaa dette for at være forbundet med nogensomhelst risiko, da pakkerne var godt ombundne med hyssing, og da hun desuden selv vilde følge efter med værdiposten og saaledes ha anledning til at iagtta gutten.
Gutten kom til at gaa et stykke iforveien. Betjenten indhented ham imidlertid ved Jernbaneveien og saa da, at han havde faaet hjælp af en gut, der gik i følge med ham. Efter den ene guts forklaring kom en mand med røde barter paa veien til stationen bort til dem og spurgte den ene, om det var «Sandefjords Biad», han bar paa. Herpaa svared gutten ja. Komne op til stationen tog betjenten, der havde gaaet efter dem opover, pakkerne fra dem og levered dem selv ind i postkupeen.
Skjønt det maa ansees overflødigt, kan vi i denne forbindelse nævne, at hr. postmester Hansen har mange udmærkede vidnesbyrd, bl. a. fra byens autoriteter og forretningsmænd, for orden og duelighed, og vi antar ikke, at han forkleines ved «Sandefjords Blad»s skriverier».
I 1900[113] var det folketelling igjen i Norge, og nå finner man at Avilde og Ole Hansen er flyttet og bor i Strandveien 57, gjetningsvis omkring Thaulows gate 25 der de holdt til i en leilighet i 1 etasje i forhuset. Leiligheten var på fem værelser og kjøkken – men så var de også 10 mennesker der. Av barna bodde syv hjemme: Thorleif, som var blitt styrmann; Dorthea som var assisten på postkontoret; Borghild er «Telegrafistinde i Båd?? Telegrafassistentinde»; Hans Strømsø er blitt marineløytnant; Sigrid hjelper moren i huset; og Mari hjelper til med posten. Og Gunnar – han er volontør hos en arkitekt. Og til å støtte hele dette apparatet – den 20 år gamle tjenestepiken Martha fra Tvedestrand: noe efternavn har man ikke.
Neste gang man ser Postmester Hansen nevnt er i forbindelse med at han fyller år: det nevnes i Vestfold[114] 19 januar 1907:
Sensommeren kom – og ny pike måtte skaffes, så det ble avertert i Vestfold[115] 17 august 1907:
De varte ikke så altfor lenge, tjenestepikene hos Hansens, nok en annonse kom i Vestfold[116]
Onsdag 18 mai 1910 hadde Vestfold[117] er rapport om 17 mai-feiringen dette året:
«17. mai.
Barnetoget.
Allerede tidlig paa morgenen var de smaa paafærde for at faa mest mulig ut av dagen. Kl. 9 ½ gik barnetoget, og dette blev iaar som ellers festens glanspunkt.
Men ogsaa for dette togs vedkommende hadde man iaar knappet av festligheterne, idet talen ved togets opmarsch blev sløifet.
Det tjener til liten ære for skolens lærere, og vi kan si opdragere, at der ikke i det samlede personale i folke- og middelskole findes en mand som den dag vil ofre saameget for de barn hvis lærere, og vi kan si opdragere, de er, at de vil paata sig arbeidet med at holde en tale for barna, avpasset de smaas evne til at følge med.
Er det virkelig saa smaat bevent med skolens mænd i denne by, og er interessen for at hygge de smaa saa liten at det ikke er mulig at opdrive en taler for barna inden skolens mænd, saa maatte der vel findes en eller anden utenfor skolen som nok kunde og vilde paata sig dette arbeide.
Vi hørte flere av de ældre som beklaget sig over at der vistes barna saa liten opmerksomhet, og mere end en tænkte tilbake paa fin ungdom da postmester Hansen fik humøret op hos de smaa».
Fhv. Postmester Ole Hansen døde 22 oktober 1910 og ble begravet[118] den 28 samme måned. Det kom antagelig brått på, for dødsårsaken var hjerneslag. Han var bosatt i Jernbanealleen 5 – og det bekreftes i folketellingen av 1910[119], der man finner Alvilde. Adressen er der Sandar Sparebank holdt til.
Dødsannonsen kom på trykk i Sandefjords Blad[120] samme dag:
Vestfold hadde samme dag et oppslag:
Vestfold[121] hadde en nekrolog på førstesiden 2 november:
«Postmester Ole Hansen.
Nu er han væk; hans grav er lukket.
Stille og rolig henlevet han sin livsaften.
Naar en kommer op i aarene; blir træt og sliten da blir der tyst om en.
Men det skal ikke glemmes det postmester Hansen har været – især for de unge. Han var ungdommens ven. Og som saadan var han elsker av alt, som het initiativ og fremskridt; han var en ven av alle, som noget vilde; ti det at ville noget, var for ham det fornemste.
Hvor ofte hørte jeg ikke hans formaning om ufortrødent at stevne frem; ikke gi tapt. Den var ment som en tilgift og den virket, det er sikker. Han var retfærdighetens apostel og derfor kunde det nok undertiden hænde det hørtes ilde ut, naar han fandt noget skakt og skjævt, men den var altid paa sin plads og gjorde sin virkning. Han var erfaren og indsigtsfuld, og hadde et videre syn paa livet, end folk flest – derfor veiet hans ord altid tungt.
Samværet med Bjørnson hadde uvilkaarlig sat sit præg paa ham; herpaa var hans uforfærdede optræden og helstøpte personlighet bevis. Han var Bjørnsonianer helt ut og likesom skapt til at være den veiledende, som med rund haand ydet til de unge ay sin rike erfaring.
Han var av de faa, som, istedetfor at spytte paa den lille gnist, som er ifærd med at blusse op, blæste til, og fik fornyet liv og kraft til tingen. Slike mænd skulde vi ha mange av!
Sandefjord, 30.–10.-10.
L. L. B.
(«Dagbl».)»
Og for å avslutte der dette skriveriet begynte, et billede[122] av skulpturen:
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_19910518_97_111_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052138001640 ↑
- https://sandarhistorielag.no/wp-content/uploads/2022/01/2022-v-Postgarder.pdf ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/G/Ga/L0004: Klokkerbok nr. I 4, 1824-1849, s. 64-65Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070313670699 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 336-337Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620550 ↑
- Enebakk prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10171c/F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. I 5, 1790-1825, s. 395-396Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061026070672 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 46-47Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620405 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 46-47Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620405 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 160-161Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620462 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 238-239Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620501 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 430-431Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620597 ↑
- Norderhov kirkebøker, SAKO/A-237/F/Fa/L0009: Ministerialbok nr. 9, 1819-1837, s. 522-523Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070314620645 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038079000759 ↑
- Oslo domkirke Kirkebøker, SAO/A-10752/F/Fa/L0021: Ministerialbok nr. 21, 1865-1884, s. 63Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060215030559 ↑
- Oslo domkirke Kirkebøker, SAO/A-10752/F/Fa/L0017: Ministerialbok nr. 17, 1869-1878, s. 180Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060216011150 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 2Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350128 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 229Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350260 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 11Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350138 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18740613_13_46_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18740815_13_64_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 24Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350151 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052138001172 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18760304_28_19_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 32Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350159 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 243Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350274 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18770905_16_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18770905_16_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18771206_16_97_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 55Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350183 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18780403_24_27_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18790416_18_30_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18800519_19_40_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 70Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061106350198 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18810723_20_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18810126_20_7_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 19Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628060472 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18811217_20_100_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18811231_20_104_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18820520_21_40_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 32Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628060485 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18821216_21_100_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18821230_21_104_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 221Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628070097 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18830120_22_6_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18830609_22_45_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18840521_4_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18840521_23_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18840716_23_55_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/G/Ga/L0001: Klokkerbok nr. 1, 1885-1903, s. 2Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061117060045 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01053271002031 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850103_5_1_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 224Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628070100 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850225_5_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18850228_24_17_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18850520_24_39_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850624_5_49_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18850919_5_74_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18860109_6_3_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18860519_25_40_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870219_7_15_1 ↑
- 1 «Ordføreren efterkom ikke den Opfordring, og da vi antar, at det vil interessere vore Læsere at bli bekjendt med nævnte § hidsætter vi den i sin Helhed:«Afgiften tilfalder Bykassen, og erholder den afgiftspligtige for samme intet Afslag i de ham paahvilende almindelige kommunale Skatter. Afgiften erlægges for det løbende Aar inden 15de Januar og 15de Juli, hver Gang med det Halve, og bliver i Tilfælde af manglende Betaling at inddrives ved Udpantning. Den, der ikke inden foreskrevne Terminer har erlagt den skyldige Afgift, bliver uberettiget til Udskjænkning, inden Betaling sker, og er ligefuldt forpligtet til at betale Afgift for hele Aaret. I Fallitboer betragtes Afgiften lige med anden Gjæld uden Fortrinsret.» ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18870219_26_15_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870518_7_40_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870525_7_42_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18870706_7_54_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880207_8_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880207_8_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18880211_27_12_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880628_8_74_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18880728_8_87_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18880922_27_99_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881025_8_125_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881122_8_137_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881124_8_138_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881127_8_139_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18881129_27_128_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881211_8_145_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881222_8_150_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881222_8_150_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18881229_8_152_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890518_28_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890518_28_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18890622_28_73_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18891123_9_136_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_morgenbladet_null_null_18881130_70_665_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18900715_29_77_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/apartment/lf01052804000432 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18910219_11_19_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18911128_11_134_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18920116_31_7_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18911219_11_143_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18920813_31_110_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18930817_32_122_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940227_14_24_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940717_14_80_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18940809_14_90_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18941108_14_128_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950518_2_55_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950525_2_57_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950528_2_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950528_2_58_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18950625_2_70_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_18951123_2_135_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980618_18_67_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980728_18_84_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18980813_18_91_1 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/apartment/lf01037133000869 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19070119_27_16_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19070817_27_189_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19080801_28_177_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19100518_30_110_1 ↑
- Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. 5, 1906-1915, s. 244Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20051014030982 ↑
- https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01036489003603 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_19101022_17_164_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_19101102_30_251_1 ↑
- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010113005039 ↑