Sandefjords Tidende[i], 24 Juni 1876
“Sandefjord den 24de Juni.
Medens neppe Nogen er uvidende om, at 24de Juni kaldes «St. Hans, og medens man paa denne Dag føler sig særlig opfordret til at feire en «Sommerfest», saa turde maaske dog Oprindelsen til og Betydningen af denne «Fest» være mindre kjendt.
«St. Hansdag» har en saa gammel Historie og er paa en saa eiendommelig aade voxet sammen med vort Folkeliv, at det, uagtet den for mere end 100 Aar siden blev afskaffet som Kirkedag, dog ikke er lykkedes at faa den bragt ned i Rækken af de almindelige Arbeidsdage.
Men denne Dag fortjente at blive anvendt paa en bedre Maade end nu er tilfældet paa mange Steder, hvor den er forbundet med de saakaldte «St. Hansleiker» og Lystigheder, ved hvilke Drik og andre Udskeielser spille en fremragende Rolle.
Da det idag netop er «St. Hansdag», ville vi, ved Hjælp af «Tbgr.», behandle Anledningnu til Festens første Oprindelse og Meningen med de gamle Festskikke, som endnu tildels knytte sig til denne Dag.
Dagens Helligholdelse i Norden er langt ældre end Kristendommens Indførelse. Den var de hedenske Nordboers Sommerfest, ligesom Julen (Jol, angelsachsisk: geola, Midt-vintermaaneden) var Vinterfesten. Men medens Julen fik beholde sit gamle Navn, efterat den var bleven en kristelig Fest, saa blev derimod Sommerfesten til St. Hansdag (Jonsok, egentlig Jonsvaka af den Vaage-Gudstjeneste, man havde Aftenen og Natten foran denne som foran enhver større Fest.)
Baade Vinter og Sommerfesten vare Naturfeste, ligesom oprindelig al hedensk Gudstjeneste var Naturdyrkelse. Ved Juletider hilsede man den stigende Sol, ved Midtsommertider hilste man den synkende Sol.
Dette anvendte man siden i den gamle Kirkes Dage paa Jesus og Johannes. Døberen havde sagt om Jesus: «Han skal voxe, jeg skal aftage», derfor fik Jesus sin Mindefest, da Dagen begyndte at voxe, men Johannes fik sin, da Dagen begyndte at aftage.
Man havde nemlig i Evangelierne ingen Efterretning om Dagen, da Herren blev født, og de første Kristne holdt ingen Høitid til Minde derom. Men lidt efter lidt vaagnede Trangen til paa en særegen Dag at mindes Herrens Fødsel.
Da man nu selv maatte vælge sig en Dag, saa tog hine vesterlandske Folk, hos hvem den kristelige Jule- og St. Hansfest først opkom, sin Tilflugt til Naturens Sindbilledsprog og lod, som før anført, det voxende og minkende Dagslys minde om Jesus og Johannes.
Derefter fik da ogsaa de gamle germanske Festskikke med de brændende Lys og Blus sin kristelige Omtydning. Midtvinter tændte man Lys i Træet, Verdens Sindbillede; Midtsommer brændte man Blus paa Hauger og høie Steder.
Julelyset blev da udlagt om ham, som var «denne Verdens Lys». St. Hansblussene har man maaske ogsaa tydet som et Billede paa Lysets stadige Kamp mod Mørkets Magter, men i Almindelighed var Folketroen den, at de tjente til at forjage de Trold og Uvætter, som man mente især vare paafærde ved hine Tider. Og denne Overtro har fra de katholske Tider holdt sig til langt ned imod vore Dage.
Som naturligt var, forvoldte denne Henlæggen af en kristelig Høitid til samme Tid som den hedenske Fest en Sammenblanding af hedenske og kristelige Forestillinger og dermed ogsaa af hedenske og kristelige Skikke.
Derfor kom der til at gaa hedenske Juleskikke ved Siden af de kristelige, og man fik igjen en hedensk St. Hansfest istedetfor den kristelige.
Det gik med de gamle Skikke, ligesom det efter Folketroen gik med de gamle Guder og Vætter: de gik igjen. Man tænkte sig dem, ogsaa efter Kristendommens Indførelse, som fremdeles levende og virkelige, men rigtignok overvundne Magter, der især vare pas færde ved de Tider, da man før pleiede at bringe dem Offere; saaledes havde man Aasgaardsveien eller Juleskrejden ved Juletiden og Troldkjærringtoget ved Jonsoktider.
Nu er det vistnok saa, at denne Overtro er forbi. Om en enkelt oprindelig hedensk Skik endnu findes, saa er den nu aldeles uskyldig. Der forbindes ingen hedensk eller overtroisk Forestilling dermed. Men hvad der endnu ikke er forbi, det er det gamle, vilde Hedningeliv. Det har ligesom faaet Hevd paa at slippe sig løs paa disse Tider, fornemmelig paa St. Hansdag.
Saalænge St. Hansdag endnu var en kirkelig Helligdag, saa havde man dog nogen Anledning til at holde saadanne Udbrud af det gamle Menneske ude eller ialfald til at sætte Skranker for dem.
Men i 1770 blev den i Norge og Danmark afskaffet tilligemed endel andre saakaldte «unyttige Helligdage».
Man vilde vinde denne Dag for det timelige Arbeide, men det gik her som oftere: hvad der blev røvet fra Vor Herre, det blev offret Djævelen.
Der er ialfald paa mange Steder i vort Land ingen anden Dag i hele Aaret, paa hvilken holdes et saadant ugudeligt Liv med Drukkenskab, Slagsmaal og anden Vildskab.
Det bedste Middel til at hindre dette Uvæsen vilde vistnok være atter at gjøre Dagen til en Kirkedag, som den endnu er i den største Del af Kristenheden og saaledes ogsaa i vort Naboland Sverige.
Dette fortjente den ogsaa at være. Som Mindedag ikke blot om Frelserens Forløber, men tillige om hele Frelsens Forberedelse hos den gamle Pagts Folk, har den em berettiget Plads blandt Kirkeaarets Festdage.”