Sandefjords Tidende[i], 12 mars 1884
Hr. Redaktør!
Ole er sindt, frygtelig sindt, mærker jeg; ja Sandheden er sur at høre. Du kan være forvisset, Ole! at flere ville offentlig sagt Dig det, hvis de ikke havde frygtet Din Pen og Dine Trudsler!
Ole Hanssen mener i sin Redegjørelse eller maaske rettest, Resonnement i No. 19, at det er bedst at vende Opmærksomheden bort fra Sagen til Personen.
Jeg agter ikke at vaske mig i Oles skidne Vand, dertil er hans Resonnement altfor meget skiddent. Jeg overseer med Høimodighed en saa lav Kritik. Ved at vende Pennen fra Sagen (Lensmandsindstillingen) mod Personen (Ole Hanssen) vilde være at vise Personen for stor, altfor stor Opmærksomhed. Jeg skal dennegang ikke trætte det ærede Publikum med mange Ord. Kun faa Lov til disse:
Ole Hansen agter at meddele Publikum sine Lensmandsattester. Er ikke Publikum enig med mig i, at Ole Hanssen saa tilstrækkelig i sidste No. har aabnet sit inderste Væsen, at al Dokumentation udenom er overflødig? Udtrykker ikke hans egne Ord, hvilken lovende Lensmand han vilde blive.
Dersom ikke Sandeherred før havde kjendt til Processer, ubevislige Sladderhistorier, Nedbryden af andres Agtelse, kort i det hele et paveligt Fyrstevælde med Banlhysninger her og der, saa fik man et da.
Hvad Ole «agter» at gjøre, møder jeg med Ro, og kanske det i Enden vil overraske ham at møde en Attest, just ikke fra Guttedagene, men fra den allernyeste Tid, hvilken viser noget ganske andet end et –- «Medium».
Naar han saaledes søger at trække Vexel paa min Bekostning, er jeg mig bevidst, at han vil faa daarlig Afsætning af sine Papirer. Ved at sværte andre bliver man ikke selv hvid. Enhver Mand har sit Guttenavn kjært. Ole Hanssen skulde vel ikke have en ubehagelig Fornemmelse om sine Guttedage? Iallefald har han en stor Forkjærlighed for den Mand, som var og ikke den, som er, og for at tilfredsstille Ole lidt tegner jeg mig
Ærb.
Anders.
Vestfold[ii], 31 mai 1884
I Anledning af Lensmandsbesættelsen i Sandehered har vi modtaget et længere Inserat, der imidlertid kom for sent til at blive optaget i Bladet i dag. Det skal komme i næste Nummer.
Vestfold[iii], 4 juni 1884
Hr. Redaktør !
Saa misfornøiet end Sandehereds Indvaanere som vistnok ogsaa Heredsstyrelsen i sin Helhed end maa antages at være med den skete Beskikkelse af Lensmand for Distriktet, og saameget denne Misfornøielse end kommer frem og giver sig Luft Mand og Mand imellem, saa tror vi dog, der er Grund til at antage, at intet om denne Sag af de interesserede Parter vil blive draget frem til offentlig Diskusion.
Vi erkjender ogsaa fuldt ud Vægten af de Grunde begge Partier, baade Høire og Verstre, her kan have til at bevare Tausheden og til i Stilhed at bide sin Ærgrelse i sig.
Thi, saavidt vi kunne forstaa, kan ingen of Parterne her faa sagt noget uden derved tillige end mere at faa fremhævet sine egne Fejl og Skrøbeligheder.
Da imidlertid vi for vor Del ikke kunne finde det saa ganske rigtigt saaledes at tilbageholde en ellers gavnlig Diskussion, enten af Hensyn til Parti, Fraktion eller Personer, og da vi derhos have den Mening, at denne Lensmandsbeskikkelse og det som ellers staar i Forbindelse med den, indeholder adskilligt, der er særlig skikket til «at vække Opmærksomhed og Eftertanke, og hvoraf der kan drages ikke lidet af gavnlig Belærelse, saa ville vi, Hr. Redaktør, tillade os at bede om Plads i Deres ærede Blad for nogle Bemærkninger vedkommende denne Sag.
Da vi ved, at det var Heredets bestemte Ønske og Haab, at Kommunebestyrelsens hæderlige og agtede Ordfører maatte faa Bestillingen, som han sikkerlig nok ogsaa vilde have skjøttet til Herredets fulde Tilfredshed, saa skulle vi ikke her indlade os paa at gjøre nogen Sammenligning mellem de Indstillede og de øvrige Ansøgere.
Derimod ville vi fæste vor Opmærksomhed ved, at uagtet No. 1 paa Indstillingen tydelig var betegnet som den, Kommunebestyrelsen særlig ønskede at faa til Lensmand, og uagtet der paa Indstillingen, efter Foranledigelse af Amtmanden, var opført en 4de Kandidat, der baade var Theolog og Jurist, – saa blev alligevel No.3 foretrukken og beskikket til Lensmand for Distriktet.
No.3 var en af de yngste, maaske den alleryngste af samtlige Ansøgere. Derhos stod mange af disse saa langt over ham i alle Retninger, at en Sammenligning med disse næsten vilde være upassende.
Og saa bliver han alligevel foretrukken – ikke blot for Kommunens Ordfører, ikke heller blot for den nye 4de Kandidat paa Indstillingen, der som sagt, var baade Jurist og Theolog; men han bliver foretrukken for hver eneste en af samtlige de Ansøgere, der havde meldt sig til Posten.
Vi skulle ikke nu her indlade os paa at anstille Betragtninger over dette besynderlige Resultat. Vi ville kun sige, at det ikke godt kan være hidført enten af Hensyn til Kommunens Ønske og Interesse eller af Hensyn til fremragende Dygtighed eller andre Egenskaber, der kunde give Fortrin for Stillingen.
Men vi antager Forklaringen af Gaaden ligger deri: Autoriteterne have holdt sig til Kommumuebestyrelsens Indstilling paa denne fandtes en Høiremand, og det er netop denne selv samme Højremand, som nu er bleven foretrukken og har faaet Bestillingen.
Men naar man nu ved, at samtlige Pladse i Kommunebestyrelsen ere besatte med Venstremænd, maa en Indstilling, som den Kommunebestyrelsen her har gjort, betragtes som i høi Grad besynderlig.
Og den er mere end besynderlig. Den er for Uindviede endogsaa ligefrem uforklarlig. Og skulde man blive indviet i Forholdene turde det maaske se endnu mindre tilfredsstillende ud.
Som bekjendt, var der af Kommunebestyrelsens 23 Medlemmer en Samling af 10 Mand, som hjalp den indstillede No. 3 til at komme med paa Listen. Vi skulle ikke nu befatte os med nærmere at granske efter, hvilket Motiv disse Herrer kan have havt til denne sin Handlemaade.
Vi ere vistnok bekjendte med enkelte Omstændigheder, som kunne give nogen Forklaring, men vi ville – ialfald for det søiste lade disse Omstændigheder uberørte.
Indstillingen, med hvad der forresten foreligger, er ocsaa i sig selv talende nok. Der var Overflod af Venstremænd med fremragende Egenskaber blandt Ansøgerne og saa gaar vor Venstre-Kommunebestyrelse alligevel hen og tager med paa sin Indstilling en Mand, som ikke alene er Høiremand men tillige en af de aller yngste og ubetydeligste blandt samtlige Ansøgere.
Denne Indstilling gjør ikke vort Venstre nogen Ære. Den er slig, at neppe nogen Kommunebestyrelse af Højrefolk i hele Landet vil de levere et Sidestykke til den.
Men den giver Lærdomme, denne Indstilling, og det var jo nærmest det vi ønskede at paapege. Den lærer særlig, at der skal noget andet og mere til for at være en god og paalidelige Kommunemand end blot det at bekjendte sig til Venstre.
Men denne Lærdom indeholder igjen en Opfordring til Sandehereds Vælgere, hvilken Opfordring de nok vil have i Minde, naar de næste Gang staa foran Valgurnen: – «Intet er saa gali, at det jo er godt for noget».
Kan den omhandlede Lensmandsindstilling da komme til at bidrage til, at Vælgerne i Sandehered bliver mere varsomme og forsigtige for kun at sætte hæderlige, karakterfaste og retsindige Mænd ind i Kommunebestyrelsen, saa vil den herigjennem have gjort en Nytte, som kanske fuldt ud tør komme til at opveie de Følger, som Indstillingen i andre Henseender har havt for Sandehereds Kommune.
X»
[i] https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18840312_23_20_1
[ii] https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18840531_4_42_1
[iii] https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18840604_4_43_1