Sandefjords Tidende[i], 19 september 1874
“Sandefjord den 19de September 1874.
«Magistratsmaaneskin» kaldes den Belysning, eller rettere den Mangel paa Belysning, eller endnu rettere det fuldstændige Mørke, som undertiden kan herske om Aftenen paa Torvene og i Gaderne i en By.
Benævnelsen skriver sig derfra, at Byens Øvrighed (Magistraten) med Lovbogen (i dette Tilfælde Almanakken) i Haanden forordner, at siden Almanakken siger, at det skal være maanelyst, saa er det ogsaa maanelyst, trods den synlige Omstændighed, at Skyer, Regn o. s. v. uden at rette sig efter Almanakken have indfundet sig og gjort Maanen usynlig.
Vægterne faa altsaa Ordre til ikke at tændde Lygterne, hvilken Ordre de naturligvis adlyde med en Iver, der i andre Tilfælde vilde være rosværdig.
At deres Motiv til at vise denne Iver mulig er, at de derved skaanes for Bryderiet med Tændingen, Slukningen og derpaa følgende Rengjøring af Lygterne, ville mange maaske antage, thi man er jo i Regelen mest tilbøielig tll at tro det Værste.
Motivet være nu hvilketsomhelst, Resultatet er, at Lygterne ikke blive tændte, og saaledes frembringes «Magistratsmaaneskin».
Kommunen, som ser denne Belysning, eller rettere, som ikke ser nogen Belysning, men kun fuldstændigt Mørke, og som maatte have betalt den Belysningsvæske, der vilde have været forbrugt, om ikke Almanakken havde været, lægger Fingeren paa Næsen, vel at mærke saafremt den i Mørket kan finde Næsen, og spekulerer paa, om dette ogsaa vel forstaaet kan kaldes forstandig Økonomi.
Denne Trang til at overveie, som er bleven mer og mer almindelig hos Kommunerne, alt eftersom Oplysningen, og dermed tillige Lysten til at have god Belysning, stiger, har nu paa de fleste Steder foranlediget, at Øvrigheden har indseet, at der ved Siden af Lovbogen – Almanakken – er noget, som kaldes Conduite, og «Magistratsmaaneskin» er bleven «en Saga blot.
Vi havde her i Sandefjord forleden Aften en Gjenganger deraf, men vi holde os overbeviste om, at det fandt det saa uhyggeligt og mørkt overalt, at det neppe vil have Mod til at vise sig oftere».