Kallskapellanen i Sandefjord, Hans Ludvig Bærøe, hadde tydeligvis en poet i seg, og fikk dette diktet på trykk i
Sandefjords Tidende[i], 24 desember 1884:
Juleaften.
Hør nu Kirkeklokken toner,
Hør, hvor Toner bruser frem,
Fest der er for vor Forsoner,
Fest i Hytte, Hus og Hjem.
Kom, I Børn, lad os nu glæde,
slaa en Kreds om Julebordet,
Kom nu alle, tager Sæde,
Lad os glæde os i Ordet!
Se det Juletræ, det grønne,
Se de Lys, de Baand og Gaver,
Sig mig, Børn, kan I nu skjønne,
Hvem vi nu i Tanke haver ?
Er det ikke ham, den Kjære,
Som sit Lys for os udstraaled,
Han, der al vor Synd vil bære
Og som Verdens Straf har baaret ?
Er det ikke ham, den Hulde,
Han, den eviggrønne, rige,
Han som skjænker os tilfulde
Alt, hvad Hjertet kan udsige?
Se de Lys, de Baand og Iraade,
Alt om ham saa skjønt de minder,
Naar vi tænke paa hans Naade
Al vor Sorg og Kummer svinder.
Thi han vil saa gjerne være
Os en Frelser for vor Sjel,
Bringe Juleglæde lære
Os at give til ham hel.
Og han vil os alle skjænke
Gaver store, skjønne, rige,
Kun vi i hans Favn os skjænke,
Søger Naaden fra hans Rige.
Kom da, Børn, lad os da glæde,
Slaa en Kreds om Julebordet,
Kom nu alle, tager Sæde,
lad os glæde os i Ordet!
[i] https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordstidende_null_null_18841224_23_101_1