Sandefjords Tidende[i] 18 november 1876
“Sandefjord den 18de November.
Allerede forrige Aar, da Pastor Randers i de første Dage af December Maaned udstedte sin Opfordring til ved frivillige Sammenskud at berede de «fattige» Børn en glad Juleaften udenfor deres Hjem, vakte det vor – og vistnok mange andres – Forundring.
– Ligesom selve Sagen forekom os baade upraktisk og lidet tiltalende – at ville skille Børnene fra Forældrene paa Juleaften – saaledes var det os ogsaa paafaldende, at en ganske ung Mand, som kun havde været her i nogle Uger og saaledes var aldeles ubekjendt med Forholdene her, vilde stille sig i Spidsen for et Foretagende, som Provst Landstad og Pastor Lange, der begge kjendte Befolkningen og dens Vilkaar saa godt, som kun faa andre, aldrig tidligere havde anseet anbefalelsesværdigt og derfor ikke havde iværksat.
Vi troede imidlertid, at man i den Trang til at være virksom og optræde med noget Nyt, som karakteriserer Ungdommen, maatte søge Grunden til, at Pastor Randers her havde henvendt sig til Byen, og vi haabede, at Erfaringen her som overalt vilde blive den bedste Lærermester.
At der vilde indløbe mange Bidrag, kunde man være vis paa, thi Sandefjords og dens Omegns Befolkning har bestandig feiret Julefesten ved en saa hjertelig og udstrakt, vi ville ikke kalde det Godgjørenhed, men «Lyst til at gjøre vel og at meddele», saa at den i den Retning neppe er bleven overgaaet af nogen anden Byes Befolkning her i Landet.
Indtrufne Omstændigheder foranledigede, at Festen for Børnene ikke blev afholdt Juleaften, men senere. Vi anse det umuligt, at det kan være bleven ubekjendt for Pastor Randers, at der har hersket forskjellige; Meninger og Domme saavel om Sagen selv som om den Maade, hvorpaa den var arrangeret.
Det har derfor overrasket mange – og vi vide med Sikkerhed, at saa har været Tilfældet, – at Pastor Randers iaar har fornyet Opfordringen, og saa nødig vi end ere skredne dertil, have vi ikke kunnet unddrage os den Pligt, som efter vor Overbevisning paaligger Pressen, at fremkomme offentligt med en Indsigelse mod et Foretagende, som kun vil volde liden Glæde og mindre Nytte for de Udvalgte, men derimod megen Sorg og mere Skade for dem, der ville tro sig tilsidesatte.
Vi mene baade Børnene og Forældrene. Det er imidlertid ikke vor Hensigt her at gaa nærmere ind paa Sagen, men vi ville derimod fremkomme med et Forslag, hvorved ogsaa vi have til Hensigt, «at der lægges Børnene paa Hjerte Julens sande Glæde og Festens høie Betydning».
Juleaften falder iaar paa en Søndag. Skulde det ikke være en smuk og passende Indvielse af Festen, om man indbød alle Børn, ikke blot de «fattige», til at samles Søndag Eftermiddag den 24de December i Sandefjords hyggelige og velbelyste Kirke, og der holdt en paa Børnene beregnet Gudstjeneste med Orgelspil og Salmesang.
Om man da ved samme Leilighed forklarede Børnene, at det Overskud, som man havde af de Gaver, der vare indkomne forrige Aar, for at anvendes til Nytte og Glæde for Børnene, nu var skjænket i Børnenes Navn til Børnene efter den nylig afdøde Lærer, til hvem Almueskolens Elever stode i en Taknemmelighedsgjæld, saa vilde sikkert Bevidstheden om at være delagtige i en god Gjerning lade Børnene vandre fra Kirken til Hjemmet i en for Festens Betydning ønskelig Stemning”.