Sandefjords Tidende[i] 5 februar 1876
«Indsendt.
Da Indsenderen heraf ikke saa sjeldent har hørt Yttringer om, at man for Søfolkenes Vedkommende – hvis Livsjerning er af den Beskaffenhed, at en stor Del af dem forlader os allerede i de første Maaneder af Aaret – drøier noget langt ud paa Vinteren, før man yder Hr. Pastor Lange det Offer, Menigheden saa beredvillig rækker ham som Erkjendtlighed for – siden Menigheden fik 2de Kirker – det dermed for ham forbundne, ikke ubetydelige Merarbeide; – da det desuden har været udtalt, at flere Søfolk ogsaa fra Landsognet, der ikke have været hjemkomne fra sine Søreiser den Tid paa Høsten, da Hr. Pastoren i Almindelighed modtager det ham tilkommende Offer, og som da heller ikke have havt Anledning til at kunne yde ham dette, ogsaa gjerne derfor vilde benytte en Anledning som ovennævnte, for tillige i Gjerning at lægge for Dagen, at de paaskjønne en Sjelesørgers nidkjære og opoffrende Bestræbelser for at gjøre Alt, hvad han formaar for sin Menigheds timelige og især aandelige Vel: saa tillader jeg mig derfor i denne Anledning at henvende en ærbødig Anmodning til Ordføreren i Sandefjords Kommunebestyrelse om velvilligen at faa bestemt en Søndag – helst i indeværende Maaned – hvorpaa Pastoren skulde ville modtage ovenomhandlede Offer, samt at bekjendtgjøre Offerdagen i Stedets Avis saa betimeligt, at det kan komme til almindelig Kundskab.
Jeg tvivler ikke paa, at der findes ikke Faa inden Menigheden, saavel fra Landsognet som fra Byen, der ville finde en stor Glæde i at kunne faa yde en liden Skjærv til sin, saavel hvad den offentlige som private Sjelesørgervirksomhed anggar altid lige villige, venlige og imødekommende Præst.
Jeg haaber De, Hr. Ordfører, ikke vægrer Dem for at imødekomme denne Anmodning. Jeg ved det nok, at dette ikke er en Sag, som vedkommer Dem som Kommuneordfører betragtet, men at det derimod er en frivillig Menighedssag, en Kjærlighedsgjerning, og netop fordi den det er, har den visselig ogsaa større Værd for vedkommende Modtager; men En maa jo gjøre det, og i Tillid til Deres altid viste Redebonhed til at deltage i en god Sag, er det, jeg i heromhandlede Øiemed har tilladt mig at henvende mig til Dem.
4de Februar 1876. B.».