På selve dagen brukte Sandefjords Tidende halve forsiden sin til en klagesang over mangelen på feiring av grunnlovsdagen, og innbyggernes mangel på interesse for dette. Redaktøren, som nok er forfatteren, for bladet på denne tiden var Boetius, dansk av fødsel, men like interessant er det at artikkelen blir avsluttet med henvisning til en innsamlingsliste på posthuset – som på denne tiden ble bestyrt av Ole Hansen – som har et monument på Torvet i Sandefjord for sin rolle i å sette i gang de senere 17de-Mai-markeringene her i byen.
Sandefjords Tidende[i] 17de Mai 1876
«Sandefjord den 17de Mai.
Interessen for Norges bedste Smykke, dets bedste Værn, vor Grundlov, er dog forhaabentlig større i vor By og dens nærmeste Omegn, end det idag giver sig tilkjende.
Her er ikke truffet nogensomhelst Foranstaltning til Festligholdelse af 17de Mai. Neppe nok almindelig Flagning antyder, at Dagen har nogen særegen Betydning.
Vil man maaske se større Færdsel af Udenbyes i Eftermiddag i Byens Gader, saa er dette kun det samme Syn, som viser sig naar der holdes Auktion her et eller andet Sted, men intetsomhelst giver tilkjende, at 17de Mai 1814 var den Dag, som underrettede Verden om, at det for mange Aarhundreder siden videnom bekjendte, senere næsten glemte Norge endnu var til og var levedygtigt nok til atter at kunne optræde som en selvstændig Stat i Staternes Samfund.
Man vil maaske være tilbøielig til at vælte Skylden for denne Mangel paa enhver Foranstaltning til at give Dagen et særligt Festpræg over paa Byens Øvrighed, paa dens Magistrat og Formandskab, men ikke at tale om, at man dog vistnok ved nærmere Overveielse vil finde, at en saadan Fordring til de nævnte Autoriteter ikke kan stilles hverken med Rette eller med Rimelighed, saa have Byens Borgere iaar vist, at de ikke føle nogen særdeles hverken noget Mere end sin egen materielle Gjerning, at han har Tanke for sit Fædreland, at han har Følelsen af, at der er noget Opløftende i Bevidstheden om, at paa denne Dag, «Nationens saagodtsom eneste historiske Mærkedag», samles Borgerne over det hele Land i Erkjendelsen af, at de ere Sønner af samme Moder, at de ere Brødre, beredte til at dele Ondt og Godt med hverandre.
De samles med Tak til Ham, der lod det gamle Norge atter fremstaa som en dygtig og selvstændig Stat, de samles med Tak til de Mænd, der ved sin Fædrelandskjærlighed og Energi gave Dagen den Betydning, som den vil bevare til den sildigste Eftertid.
Iaar har man mange Steder her i Landet været enig om paa denne Dag særlig at ville mindes Henrik Wergeland med Beundring og Taknemmelighed.
Man vil paa flere Steder idag ved forskjellige Arrangements forøge Beløbet af de allerede indkomne Bidrag til et Mindesmærke for denne «mægtige Digter, som gjennem en halv Menneskealder har repræsenteret sine Landsmænds Stræben efter aandelig Selvbevidsthed, men som bortkaldtes altfor tidlig til at kunne se sin egen og Tidens famlende Higen og gjærende Kamp forklaret og forsonet.»
I denne Del af 17de Mais Festligholdelse iaar er der endnu Anledning til at være med her paa Stedet. Paa Postkontoret henligger en Liste, hvorpaa man kan tegne sit Navn og yde et Bidrag, stort eller lidet, efter Enhvers Evne og Lyst. Listen har henligget i lang Tid, men Deltagelsen har hidtil været ringe.
Gid Dagen maatte lede mange til at bringe sin Skjærv til Mindesmærket for Henrik Wergeland!»
Samme dag, samme avis:
“For at bidrage Sit til, at der i dag kan samles flere Folk end paa almindelige Søgnedage her i Byen, har man havt den udmærkede Takt at forlange Afholdelse af Auktion over forskjelligt Sadelmagerarbeide i Eftermiddag. Der vil formodentlig live til Salg Sæleredskaber, Svøber m. m.
Statens Love indeholde naturligvis ikke noget Forbud mod at afholde offentlig Auktion paa den 17de Mai, men der er en anden Lov, som burde være skreven i Enhvers Hjerte, og den oprører sig mod saadan Profanation af denne Dag”.