Sandefjords Tidende[i], 5 april 1884
Da Husarmeforeningen 3die Paaskedag skal have sit Aarsmøde, skulle vi med nogle Ord omtale Foreningens Maal og Virksomhed.
Det er nu over 21 Aar siden, at her stiftedes en Kvindeforening for Husarme. Eftersom den hele Virksomhed skriver sig fra og er baseret paa den kristelige Barmhjertighedsfølelse, saaledes var det noksaa naturligt, at Initiativet til en saadan Forening udgik fra Kvinden, men eftersom en saadan Forening ved sin velsignelsesrige Virken voxer sig stor, vilde det være ønskeligt, om den ogsaa støttedes mere direkte baade med Raad og Daad af Byens Borgere.
Foreningens Formaal er ikke først og fremst at hjælpe med Penge. Da Fattigdommen ofte, ja maaske i de fleste Tilfælde er selvforskyldt, saa gaar Hjælpen først og fremst ud paa at faa den fattige til at indse sin Feil og muligens paa en eller anden Maade faa den rettet f. Ex. ved Formaning, ved fornuftige Raad eller ved at skaffe den trængende det Arbeide, hvortil han duer.
Da Foreningens Program ligemeget er Fremme af moralsk Vandel som egentlig Fattigunderstøttelse, saa falder det saa naturligt, at man først og fremst søger at restituere den under Fattigdommen sløvede Æresfølelse, idet man ved at forestille den fattige det urigtige i udelukkende at trænge andre til, hvor denne kan hjælpe sig selv, søger at bevare ham mod det moralsk sløvende i at leve paa andres Bekostning.
Er der imidlertid virkelig Trang, der kan skrive sig fra Sygdom eller andre uheldige Omstændigheder, tilstede, saa træder Foreningen til med materiel Understøttelse. Midlerne til denne Understøttelse, der bestaar i Madvarer, Klæder, Medicin, tildels fri Læge og Penge, erholder Foreningen ved frivillig Kontingent as Medlemmerne, Gaver fra udenforstaaende eller derved, at den kan overdrage den fattige til en eller flere Familier, der efter Løfte yde, hvad hin trænger.
Foreningen, der i sit første Aar uddelte 13 Spd., har i 1883 uddelt ca. 400 Kroner foruden Klæder, Mad, Medicin, Lægehjælp og lignende. Alene i Januar d. A. har den udbetalt for 53 Kroner i Medicin, men Følgen er ogsaa, at man i det sidste har maattet ty til Foreningens opsparede Reservefond.
Det er derfor, at vi nu ville opfordre vort Blads Læsere af begge Kjøn til at støtte Foreningen, der nu tæller 40 betalende Medlemmer, med en noksaa liden aarlig Kontingent, hvorved ikke er forbunden nogen Pligt til aktiv Deltagelse.
Den Velvilje fra Stedets Beboere, som burde følge en saadan Forening, synes vi ikke, denne har saa ganske udelt, og en af de vigtigste Grunde hertil, er vel, som vi have hørt udtale, Frygten for, at Foreningens Understøttelse skal bidrage sit til, at altfor mange trængende Indflyttede skulle erhverve hjemstavnsret her paa Stedet.
Herpaa er imidlertid Foreningen gjort opmærksom, og vil vistnok tage de Hensyn hertil, der ikke strider direkte mod dennes kristelige Velgjørenhedspligt Foreningen vil saaledes vistnok arbeide ved Siden af og i Forening med den offentlige Fattigpleie og det Opsving den frivillige Fattigpleie udover Landet har taget ide sidste Aar, maa vistnok af væbne enhver Paastand om, at den ikke er levedygtig.
Det som Fattigkassen yder er i mange Tilfælde saa sparsomt og kan vel hellerikke være andet, saa en Virksomhed, der har et saa alsidigt Maal, som at hjælpe den trængende baade i aandelig og legemlig Henseende, og som desuden er saa uinteresseret og opofrende fra deres Side, hvem Arbeidet paahviler, burde mødes med den stærkeste Sympathi, saalænge man ikke har vægtigere Grunde imod den.
Noget der staar i nøie Forbindelse med den frivillige Fattigpleie og som vilde være til sior og indirekte Fordel for samme, hvis det lod sig stanse, er det her som paa andre Steder stærkt udbredte Betleri.
Vi have før advaret herimod og gientager det her indtrængende: «Hold op med at give paa Dørene. Naar Folk ere sig bevidste, og derom have vi aldrig hørt nogen Tvivl, at der i de aller fleste Tilsælde gives til uværdige eller ikke trængende, saa bliver det jo ligefrem en Pligt at bidrage sit til, at dette Uvæsen ophører.
Betleri leder kun til at fremme Hykleri og Bedrageri, thi den, som forstaar at skabe sig mest til, er somoftest den heldigste Tigger, dernæst trækker det Nabobygdernes fattige, der gjerne søge Byerne, hid til Fortrængsel for vore egne, som vi vistnok kunne have fuldt nok med og endelig paa samme Tid, som Betleriet er kostbarere for Giveren, bringer det ogsaa Uro og Uhygge i Huset.
Ganske anderledes tilfredsstillende maa det dog være, at man enten bidrager med en bestemt Kontingent til Fattigpleien eller af denne faar opgivet en trængende og værdig Familie, hos hvem man da har Anledning til at se, hvorvidt de gjorte Opofrelser falde i god Jord.
Vi kunne ikke forstaa andet end, at man ved at understøtte Tiggeriet, skader baade Samfundet, den fattige og sig selv, hvorfor vi skulle slutte disse Linjer med en Anmodning til Byens Indvaanere om hellere ved noksaa smaa Bidrag at støtte Husarmeforeningen, der vistnok er det fuldt værdig.
Sandefjords Tidende[1], 9 april 1884
«Sandefjord den 9de April.
Kvindeforeningen for Husarme holder 3dje Paaskedag sit vanlige Aarsmøde. Denne Forening har nu bestaaet siden 1863, og dens Virksomhed er saaledes vistnok bekjendt for de allerfleste af Byens Indvaanere.
Husarmeforeningen har sat sig den smukke Opgave at lindre Nøden blandt de Fattige, særlig saadanne, som ikke nyder offentlig Understøttelse.
Foreningen øver sin Barmhjertighedsgjerning saaledes, at den saavidt muligt søger at skaffe den Fattige, som er nogenlunde arbejdsfør, passende Beskjæftigelse, ligesom den foruden kontante Penge uddeler Klæder og Mad og i Sygdomstilfælde Medicin.
Gjennem en lang Aarrække har Husarmeforeningen paa saadan Maade øvet en privat Fattigpleje, der fortjener udelt Sympati og Taknemmelighed. Foreningen tæller fortiden 36 Medlemmer, hvoraf de fleste er Kvinder.
Den har i Aarets Løb uddelt til 34 trængende Personer 600 Kroner, iberegnet Mediciner for Kr. 130.00.
Selvfølgelig maa en saadan Forening søge sin væsentlige Støtte i den Velvilje og Sympati, som den tilfulde fortjener hos vor Bys Befolkning. Vi skulde inderligt ønske, at baade Mænd og Kvinder talrigere end hidtil vilde erindre Husarmeforeningen med omend noksaa smaa Bidrag.
Mange Bekke smaa gjør en stor Aa, og man har her fuld Sikkerhed for, at hvad man i dette Øjemed yder bliver vel anvendt».