Høstdikt

                             Høsten.

 

Ak, nu gulnes skjønnest Lund

Og Træets Blade visne.

Hvor kort dog er den Sommerstund,

Hvor Alt ak snart skal visne.

 

Strax ligger død den Guds Natur

Og Is og Sne den dækker,

Men Liv staar frem igjen af Ur,

Vaarsolen op det vækker.

 

Som Blomst og Blade visne hen

Og Sommerpragten blegner,

Saa vil og Livet svinde hen,

Men Gud os trygt omhegner.

 

Om Sjel og Legem skilles maa,

Vi lægges maa i Kiste,

Vi skal dog engang gjenopstaa,

Vort Ler vil Gud ei miste.

 

Alt Mange ligger under Jord,

Og Jordens Mulm dem dækkker,

Men engang lyder Herrens Ord,

Han Liv af Død opvækker.

 

Da blir der Liv og Lyst og Fryd

I Guds Paulun histhjemme,

I Himlen Tusind Englers Lyd

Vil Glædens Røst istemme.

 

Da blir der Sommer i Guds Borg

For aldrig mer at svinde,

Forbi er da al Frygt og Sorg,

Vi Ærens Krone vinde.

 

                                                           L. B.