Holm Hansen

Underfoged Holm Hansen – han het så til fornavn – døde i Sandefjord 13 november 1906 og ble begravet[i] 20 samme måned. Han døde av blærekreft – og selv om han hadde legetilsyn var det lite datidens medisin kunne tilby.
 
Dermed mistet den lille byen en høyt aktet borger, en dyktig Venstremann og politiker, og driftig forretningsmann.
 
Noen år efter at han døde kunne man, 25 juli 1910, lese i avisen Vestfold – som hadde hentet teksten fra Sandefjords Blad – en «nekrolog» som munner ut i en oppfordring til å reise en støtte over denne mannen:
 
«Mellem Grave
 
      Nedenstaaende indsendte artikel «Sandefjords Blad” gir vi vor ubetingede tilslutning, idet vil undeerskriver de rosende ord om Holm Hansens arbeide for vor by:
 
      Jeg stanser ved én blandt de mange. En blomstersmykket, velpleiet grav. Kjærlige hænder har nylig syslet her; vanddraaperne perler ennu paa de friske stemorsblomster, som graven er opfylt av, og duften av levkøier krydser den lune aftenvind. Men ingen stenstøtte staar her ved graven. Ingeting som kan fortælle hvem der hvileer undr enne jordhaug: Og dog er der visselig mange, mange som gjerne vilde vite vor de skulde finde den plet som rummer Holm Hansens støv. Gud velsigne hans minde og glæde hans sjæl i evighet! – Som jeg staar her ved graven føler jeg en taknemmelighet en vemodig og og glad taknammelighet over at ha kjendt en saadan stor sjæl som hans. Han var en var de største.
 
      En fritænker blev han vist holdt for av mange. Men jeg vil føie til: Gid alle kristne eiet om kun noget av hans rike, varme hjertelag. For et rikere, er varmere, et for de lidende, trængende, syke, bedrøvede mere følende hjerte end hans har jeg aldrig kjendt. Heler aldrig haar jeg kjendt nogen som mer trofast end han – kanske sig selv ubevisst – satte sin fot der hvor frelseren har sat sit spor.
 
      Han søkte nøden op. Han ventet ikke til den kom for hans dør. Han hadde gjennem sit lange rike liv lært, at den største nød ofte gjemmer sig væk; den tungete lidelse unddrar sig mængdens øine. Men han taalte ikke tænke paa, at nogen led uten trøst. Derfor kunde de som av og til kom i hans hus, særlig i den tid han sat i rummere, bedre kaar, ofte træffe de mest usædvanlige gjæster. Hans hustru delte tilfulde hans sympati for de ulykkelige, og smilede og glad hvisket hun som svar til de spørgende øine:
 
      «Det er bare non Holm har bedt hit for vi skal faa dem i lyst humør igjen». Om de da kjende dem? – «Aa nei ikke egentlig det, men Holm fikk vite det stod daarlig til – -». Og saa fulgte de ham hjem, hjem til hans hustru og barn. For at de alle kunne ofre lit av sit lyse gode humør paa dem. Og ofte kunde saadanne ulykkelige være hans gjæster i flere dager. Kapitaler raadet han ikke over, han betalte ikke sin tribut til ulykken  form av store pengegaver. Hade han været rik, vilde han ganske vist ha ofret ogaa sine rigdomme; men en personlig tran var det for ham a yde sig selv.
 
       Og hvem kan maale rækkevidden av en saadan kjærlighetsgjerning? Hans hjem og hans hjerte vaar aapne for de bedrøvede, de uykkelige.
 
      Ved den tause graven stiger de frem for eridndringen, alle de mange fine træk fra hans liv. Og det er som høres endnu lyden av han dype stemme.
 
      Holm Hansen var en usædvanlig begavet mand og besat store kundskaber, de han gjennem selvstudium hadde tilegnet sig. Tysk og engelsk hadde han lært sig selv, saa han baade talte og skrev det. Det var i han sjæl en umættelig trang efter mer viden. Han ble aldrig for gammel til at lære.
 
      Derfor var han også like til det sidste av et lyst, ungdommelig sind, trods sin høie alder.
 
      Og hvad har ikke Holm Hansen været for vor by!
 
      Har Sandefjord eiet en mere opofrende, selvforglemmende borger og kommunemand? Her skal ikke pekes paa de mange tillidshverv og den udmerkede maate hvorpaa han udførte dem.
 
      De er alle i friskt minde. Men tiden gaar, og efterhvert kommer yngre folk ind i det kommunale styre. Og Holm Hansens grav, som den ligger uten støtte, vil snart kun være kjent av nogen faa. Om ikke mange aar vil den helt være glemt.
 
Like i nærheten er reiste en vakker støtte over en ganske ung mand. Av venner – staar der. Der lyser kjærlighet og pietet ut fra en slik støtte.
 
      Der bør komme en ogsaa over Holm Hansens grav. Ikke bare fra venner. Holm Hansen hørte ikke bare til en liten venneflokk; han var alles ven. Han var en livsnerve inden sin by, sin kommune, og han fortjener at mindes.                                                                           X.»
 
Holm Hansen ble født på plassen Slora i Høland 22 februar 1835, og hjemmedøpt av Berte Slora. Denne dåpen[ii] ble stadfestet i Høland Kirke 8 mars samme år. Som fadre hadde han  Tollev Østbye; […] Ole og Jens Slora; […] Gunnild Slora; og […] Ellen Slora.
 
Foreldrene var Hans Christiansen Slora og Birthe Svendsdatter – de hadde giftet seg et par år tidligere – men hadde nok kjent hverandre nokså lnge, for de var begge fra Buenæs. Han var 24 år gammel, hun 23. Som forlovere hadde de Christian Hellegaard og Torger Hoel. Vielsen[iii] fant sted 12 november 1829. De bosatte seg visst på Nygaard.
 
Første barn meldte seg der 28 janaur 1831. Dette var Marthe Maria Hansdatter, og hun ble døpt[iv] en drøy uke senere, 6 februar. Da var fadrene Halvor […]; Hans Nyegaard; […] Andras Buemæs; Gunnild […]; og Anna, Karl […]s Kone.
 
Så fulgte altså Holm, og efter ham, Christian som kom til verden på Slora – familien må ha flyttet – 8 mai 1838 og ble hjemmeøpt av Anna Hoel. Dåpen[v] ble stadfestet i kirken  17 juni. Denne gangen var fadrene Andreas Aas; Ole Aas; Martinius Aas; Anna Hoel; og Gunnild Slora.
 
Andreas ble født 4 april 1844 og hjemmedøpt av Anna Hoel. Da dåpen[vi] ble bekreftet i kirken var fadrene Andreas Aas; Torlkild […]bye; Erik Slora; Kirstine […]; og Anne Torneberg.
 
Broren Ole kom til verden 24 november 1846. Han ble ikke hjemmedøpt men tatt med i  kirken 3 januar 1847 og mottok dåpen[vii] der. Fadrene hans var Erich Olsen Slora; Erich Olsen Slora; Andreas Hansen Slora; Gunild Svendsdatter Slora; og Marthe Hansdatter Slora. Denne gangen oppgis bostedet som «Slora under Hoel».
 
Holm Hansen ble konfirmert[viii] 7 oktober 1849. Han fikk, ved overhøringen, karakteren «Meget godt i alt» og er ført opp som nummer 17 blandt de 43 guttene som, sammen med 27 piker, utgjorde kullet på 70 ungdommer for presten denne høstsøndagen.
 
Og, tilsynelatende sist, Andrea som så dagens lys 7 november 1850 og ble døpt[ix] ti dager senere, 17 november. Denne gangen var fadrene Gunnild Svendsdatter Slora; Marthe Maria Andreasdatter; Andeas Ingebrigtsen Aas; Erich Olsen Slora; og Holm Hansen Slora.
 
Over de neste årene ble guttene i familien utdannet – til urmakere og lærere. Hva som så skjedde er ikke klart. Det ser ut til at, i det minste, Holm slo seg ned i Sandefjord omkring 1857 og begynte med urmakeri der[x]. Senere kom brødrene Christian og Ole, og efterhvert hele familien, og slo seg ned dels i byen, dels på gården Klavenes.
 
I 1865[xi] finner man at Holm i tillegg til urmakervirksomheten, er begynt med brennevinshandel. Han bor som leieboer i Langgaden, gård nummer 196, som er i nærheten av der Håndverkeren kafe ligger i Kongensgate. Sammen med ham finner man de yngre brødrene Andreas og Christian, henholdsvis maler og urmaker, den eldre søsteren Marte Marie, og en læredreng som het Mathias Johansen, var 17 år gammel og fra Vivestad.
 
Bygningen er eiet, kan man tro, av den 31 år gamle ugifte kjøpmannen Jacob Larsen fra Stokke – han bodde sammen med den 18 år gamle tjenestepiken sin, Johanne Hansdatter fra Sandar.
 
En annen familie bodde også i gården. Dette var den 30 år gamle snekkermesteren L. Jacobsen fa Sandefjord og hans kone, Karen Lovise, som var like gammel og fra Sandar. De hadde to barn – toåringen Andrea Gustava, og ettåringen Jacob. De hadde økonomi til å holde seg med en tjenestepike, Johanne Hansdatter (18), fra Sandar. Og tillegg, en rekke leieboere: Snekkersvend Anthon Engebretsen (24) fra Biri; Snekkersvend Daniel Larsen (26) fra Sarpsborg; med hver sin læredreng, Reinholt Larsen (17) fra Stavern og Ole Thorsen (18) fra Kodal.
 
Holms foreldre var, i 1865[xii], flyttet til gården Klavenes ved sydenden av Goksjø – og hadde med seg yngstedatteren Andrea som nå var blitt 16 år gammel. De hadde en seks år gammel gutt boense hos seg, han var fra Horten, het Markus Edolf Olsen og var forsørget av fattigkassen. Og så hadde de en «jordarbeider», Johannes Enersen (69), som de hadde tatt med seg fra Høland. Avstanden mellom Holm nede i byen, og gården på Klavens er omkring 6 kilometer.
 

Noen år senere overtok Holm Hansen eierskapet av Sandefjords Tidende, og beholdt dette til 1 april 1881.

Første gangen Holm Hansen viser seg i en avis i Sandefjord er 11 februar 1874[xiii]:

En måneds tid senere offentliggjorde Sandefjords Tidende[xiv] ligningen for 1874: den viser Holm Hansen med en antatt formue på 1000 speciedaler og antatt inntekt 500. Det resulterte i en byskatt på 8 daler og 3 skilling, samt en fattigskatt 1 daler 6 skilling.
 
På denne tiden var Holm Hansen involvert i kommunens styre og stell. 13 juni 1874 kunne man lese i Sandefjords Tidende[xv]:
 
«Torsdags afholdtes i Sandefjord en Repræsentantsamling, hvor der fattedes følgende Beslutninger. Først bifaldtes enstemmigt Formandskabets Indstilling om, at Andragendet fra Samlaget for Udskjænkning af Brændevin om, at den ene af Udskjænkningsrettighederne maa inddrages fra 14de Oktober maatte indvilges. Repræsentanten Holm Hansen udbad sig af Formandskabet. før Sagen sattes under Votering, Oplysning om hvilken Udskjænkningsrettighed der nu var Tale om at inddrage. Da han ikke ansaa det Svar, som blev givet herpaa, tilfredsstillende, lod han tilføre i Forhandlingsprotokollen Følgende: «Repræsentanten Holm Hansen bad Formandskabet oplvse sig, om det var en af de i Høsten 1869 bevilgede Rættigheder, som skulde inddrages eller den af Formandskabet i afvigte Høst bevilgede Rettighed, uden at Formandskabet kunde eller vilde indlade sig paa at give den attraaede Oplysning». Derpaa lod Ordføreren tilføre Følgende: «Ordføreren tilføier, at Hansens Spørgsmaal blev besvaret saaledes, at det var den Rettighed, som nu benyttedes i Gaarden Nr. 205 i Langgaden, og at Magistraten forøvrigt vilde kunne oplyse fra hvilken Tid denne skriver sig».
 
I samme møte deltok Holm Hansen også i debatten om et bedehus i byen:
 
«Man gik derpaa over til Behandling af den anden Sag. – Formandskabets Indstilling gik ud paa, at den af Bestyrelsen for Indremissionen ansøgte Tomt til Opførelse as et Bedehus skulde overdrages gratis paa Betingelse at, at Stedets Sognepræst samt et at Formand: skabet valgt Medlem deltage i Bestyrelsen, hvis Medlemmers Antal i det Hele ikke maa overstige 4, og i hvilken Sognepræ: sten er selvskreven Formand, samt at Lokalet kan blive at benytte af Sognepræsten ved Konfirmandundervisningen uden Godtgjørelse. I Tilfælde af, at der træffes anden Bestemmelse med Hensyn til Bygningen, saa at den gaar over i Privat Mands Eie eller paa anden Maade bliver disconeret over, forbeholder Kommunen sig Adgang til for Tomten at opkræve den da gjældende Pris for Byggetomter. Tomtens Indhægning besørges af Bestyrelsen for Indremissionen for dennes Regning. Sagen foranledigede en temmelig livlig Diskussion, og Repræsentanten Holm Hansen udtalte sig derhen, at Bestyrelsen for Indremissionen ikke kunde modtage Gaven paa de opstillede Betingelser; thi Sognepræsten som Formand og det af Formandskabet valgte Medlem vilde jo i Tvistespørgsmaal have det overveiende Stemmeantal i Bestyrelsen. og desuden kunde han ikke deri, at Sognepræsten var Medlem of Bestyrelsen, se nogen Garanti imod Udskeielser eller sekterisk Lære. Han fremsatte derfor det Forslag, at Tomten overdrages Indremissionen uden noget Forbehold. Viceordføreren i Formandskabet Aagaard bemærkede, at naar Kommnunen skulde have nogen Garanti i denne Sag, maatte den nærmest søges hos Præsten, og at man vel turde forutsætte, at Formandskabet ved Valget paa et Medlem af Bestyrelsen stedse vilde dage Hensyn til, at Vedkommende kunde antages at have uhildet Interesse for Sagen. Efter sorskjellige Udtalelser fra Flere fremsatte derpaa Repræsentanten Linaae det Forslag, at kun Sognepræsten skulde være selvskreven Medlem af Bestyrelsen, og at Tomten overdrages Indremissionen paa de af Formandskabet iøvrigt stillede Betingelser. Ved Voteringen forkastedes Formandskabets Indstilling med 8 mod 6 St. hvorpaa Linaaes Forslag bifaldtes med 9 Stemmer mod 5. Da Linaaes Forslag saaledes fik Pluralitet, kom Hansens For slag ikke under Votering. Da den Pluralitet, som opnaaedes, vel neppe kan antages at ville tilfredsstille Amtet, bør man haabe, at denne Sag, som i sig let kan bære Spiren til et Forhold, som Sandefjord maa bede Gud bevare sig for nogensinde skulde indtræde, vil paanyt blive forelagt Repræsentantskabet til Stadfæstelse eller Forkastelse».
 
 
Saken om bedehuset var ikke over med det, men flyttet seg over i avisen[xvi] 20 juni 1874:
 
 
   «I Referatet i Sandefjords Tidendes sidste Lørdagsnummer af Forhandlingerne i Repræsentantmødet foregaaende Thorsdag findes nogle at mine Yttringer gjengivne paa en saadan Maade, at jeg maa bade om en liden Berigtigelse. Jeg udtalte mig saaledes ikke derhen, som i Referatet anført, at Bestyrelsen for den indre Mission ikke kunde modtage Gaven paa de opstillede Betingelser, fordi Sognepræsten som Formand og det av Formandskabet valgte Medlem i Tvistespørgsmaal vilde have det overveiende Antal Stemmer i Bestyrelsen; men hvad jeg søgte at udtale var derimod, at Gaven ikke kunde ventes modtagen paa disse Betingelser, fordi Raadigheden over Bedehuset da ikke vilde, blive hos Indremissionen, Husets Eier, men derimod hos Sognepræsten og Formandskabet, og det var ogsaa, saavidt jeg kunde forstaa, av denne Grund, at Formandskabets Indstilling blev forkastet.
 
   Hellerikke udtalte jeg mig saa, at jeg i den Omstændighed, at Sognepræsten var Medlem af Bestyrelsen, ikke kunde se nogen Garanti imod Udskeielser og Sekter – nævnte jeg disse  Ord, var det ialfald ikke i denne Forbindelse – men min Udtalelse her var den, at da Præsterne hidtil ikke bestandig havde været den sande Kristendoms og Guds Ords rette Forkjæmpere og enkelte af dem endog havde stillet sig paa den aabenbare Vantroes Side – hvorpaa jeg nævnte Exempler saa kunde jeg i Præsten som Medlem av Bestyrelsen ikke se Garanti for, at den Virksomhed, som kom til at knytte sig til Huset, bestandig vilde blive dreven i en sand kristelig Aand og Retning. Den indre Missions Virksomhed i vort Land, der hidtil har været fri, har baaret Frugter, som jeg tror endog de fleste af vore Præster glæder sig og takker Gud for, og jeg tror derfor, at der ikke er Grund til at bede Gud bevare sig for de mulige Følger av, at Repræsentantskabet ikke vilde være med Formandskabet paa at sætte den herværende Indremissjons Forening under Formynderskab.
                                                                   Holm Hansen».
 
I samme avis[xvii], plassert umiddelbart under Holm Hansens leserbrev, kom redaktørens svar:
 
«Hr. Holm Hansen har bragt Redaktionen denne Berigtigelse allerede i Tirsdags, men for silde til at den, af Grunde, som hidrørte fra Trykkeriet, og som af Hr. Hansen godkjendtes, kunde optages i Onsdagsnummeret, hvorfor den indrykkes idag. Da Redaktionen har sit Referat paa anden Haand, kunde den naturligvis ikke være ansvarlig, om Hr. Hansens Ord vare gjengive paa «en fra hans egentlige Mening afvigende Maade, hvilket vi imidlertid, efter at have læst Berigtigelsen, ikke synes har været Tilfældet. Den sidste Bemærkning, at «denne Sag kan let i bære Spiren til et Forhold, som Sandefjord maa bede Gud bevare sig for nogensinde skulde indtræde» – skriver sig derimod fra Redaktionen, som efter nøie Overveielse har nedskrevet den. Den staar naturligvis kun i en høist indirekte Forbindelse med selve Sagen «Indremissionen», men derimod i desto nøiere Forbindelse med den Sag, at Kommunen, uden at sikre sig mod hvad der muligen kan ske i Fremtiden, nu skulde bortskjænke Byens Eiendom. I et følgende Nummer skal Redaktionen nærmere fremsætte sine Anskuelser om den hele Sag der, vi gjentage det, fortjener en grundigere Overveielse, end der synes at være bleven den tildel paa Repræsentantmødet».
 
Sandefjord Tidende[xviii] holdt ord med hensyn til å komme tilbake til saken; det gjorde den følgende onsdag:
 
«Sandefjord den 24de Juni.
 
   Den 8de Mai d. A. indgav Hrr. Uhrmager Chr. Hansen, «paa Bestyrelsen for Indremissionens Vegne», et Andragende til Communebestyrelsen om gratis at erholde en Tomt paa omtrent 200 Kvadrat Favne for derpaa at opføre et Bedehus, til hvis Opførelse Midlene haabedes tilveiebragte ved frivillige Gaver. I Møde den 20de f. M. besluttede For mandskabet at sende dette Andragende til Præsternes Erklæring. Under 27de s. M. remitterede disse Andragendet med den Erklæring, at saafremt «Communen skulde paa den ansøgte Maade yde Bidrag til at fremme denne Sag, maatte man finde det berettiget og ønskeligt, at man betingede sig nogen Kontrol med Husets Afbenyttelse». Der fremhævedes tillige, at der burde være Adgang for Stedets Præster til at benytte Lokalet til Bibellæsninger og andre opbyggelige eller belærende Foredrag samt ved de Missionsmøder og Menigheds-Forsamlinger, som af dem afholdes. Ligeledes burde, etter Præsternes Mening, Lokalet kunne benyttes ved Konfirmantundervisnjngen. Den 29de s. M. samledes Formandskabet, og med den Humanitet og Velvillie, som altid udmærker det, gjorde det den Indstilling til Repræsentantskabet, som findes meddelt i denne Tidende for 13de Juni. I samme Nummer meddeles ogsaa det Resultat, hvortil Communebestyrelsen den 11te var kommen, samt Formodning om, at Amtet vilde remittere Sagen til ny Behandling, da det Forslag, som gik igjennem med 9 mod 5 Stemmer, ikke havde de nødvendige to Trediedele af Stemmerne for sig. Amtet har ogsaa under 19de ds. remitteret Sagen, som formodentlig i næste Uge vil komme til ny Behandling. – Vi skulle nu, i Anledning af denne Sag, tillade os at gjøre nogle Bemærkninger.
 
   Efter vor Anskuelse bør Communebestyrelsen i Sandefjord for Tiden
 
  1. hverken sælge eller bortskjænke nogen af de faa Tomter, hvoraf Byen endnu er i Besiddelse, undtagen under ganske særegne Omstændigheder, hvortil vi imidlertid ikke kunne henregne den paagjældende Sag;
  2. specielt ikke sælge eller bortskjænke den omhandlede Tomt; og endelig
  3. end mere specielt ikke sælge eller bortskjænke Tomt til Opførelse af et Bedehus.
 
   Vi have fremstillet vor Anskuelse i Punkter, for Tydelighedens Skyld, og skulle nu give Grunde for hvert enkelt af disse Punkter. Sandefjords Commune har nu efterhaanden bortsolgt de Tomter, Byen tidligere var i Besiddelse af, saa at den, saavidt vi vide, kun har tilbage Tomten ved Skolegaden og Tomten omkring og ved Retslokalet. Vi medtage ikke den Tomt, som Byen eier, mellem Strandgadene, thi dels skal jo endel af den udlægges til Gade, og dels vil dens Beliggenhed kun gjøre den skikket for en tarvelig Bebyggelse. Hvor let kan der ikke i en ikke fjernt liggende Fremtid blive Tale om, at Communen maa opføre nye Bygninger. Vi skulle som saadanne indskrænke os til blot at nævne et Gymnastiklokale for Skolerne, samt en Bygning med et Rum, passende til deri at holde belærende Foredrag ikke blot for Ungdom: men, men i det Hele for Befolkningen. Begge disse Sager ere efter vor Overbevisning kun et Tidsspørgsmaal. Den stigende Oplysning, den mere almindelige Velstand, Byens saavel i materiel som i intellektuel Henseende Aar for Aar tiltagende Udvikling vil og maa medføre, at Bygninger med denne Bestemmelse maa opføres, tidligere eller sildigere, alt eftersom Udviklingen foregaar hurtigere eller langsommere. Til saadanne Bygninger vil Tomten ved Skolegaden kunne afgive ikke blot hensigtsmæssig, men endogsaa den hensigtsmæssigste Byggeplads.
 
   Den Høide, hvortil Daglønnen for Arbeideren nu er stegen, er saa unaturlig, at Lønnen hverken kan stige end yderligere i den nærmeste Fremtid, hvilket Ar beideren naturligvis om ikke lang Tid vil fordre, eller holde sig længe paa den nuværende Høide.
 
   Der maa og der vil indtræde en Tilbagegang – en saadan er jo allerede tildels indtraadt i Sømændenes Hyre. Den flittige, forstandige Arbeider vil finde sig i det Uundgaaelige, være glad ved den Tid, hvori han havde større Fortjeneste, men dog ufortrøden udføre sit Arbeide ogsaa da, naar Fortjenesten er mindre. Men den uforstandige og letsindige Arbeider (og af dem gives der mange) som har benyttet den høie Arbeidsløn til at hengive sig til et større Vellevnet, vil ikke godvillig finde sig i de forandrede Forhold. Han vil ophøre at arbeide for, hvad han vil kalde, en ussel Løn i det Haab, at man omsider skal blive nødt til atter at antage ham til den tidligere Pris. Han vil derved efterhaanden blive afvent med at arbeide, blive sløv, maaske drikfældig og gjældbunden – kort sagt, han vil om kortere eller længere Tid maatte tye til Fattigvæsenet. Sandefjord har hidtil kun havt liden Ulempe af sit Fattigvæsen. 400 Spd. om Aaret er hele den Sum, som det har været nødvendigt at udligne som Fattigskat. Man har for disse 400 Spd. i Forening med de 4 a 500 Spd, der tilfalde Fattigvæsenet som Andel i Brændevins og Ølskatten, kunnet hjælpe dem som ikke kunde skaffe sig tilstrækkelige Erhverv paa Grund af Alder eller Sygdom, og man har ogsaa hjulpet der, hvor mulig tillige Sløvhed og Ladhed bidroge til Trangen. Forandre Forholdene sig, som ovenfor paapegt, maa ogsaa Fremgangsmaaden forandres. Da maa man være betænkt paa her som andetsteds. at komme til at oprette en Tvangsarbeidsanstalt, og hvor vilde man kunne finde et mere passende Sted for denne, end paa Tomten ved Retslokalet. Der vilde man have baade den bedste og den billigste Tilsynsmand i Vagtmesteren ved Retslokalet. Mon troe ikke, at Sandefjord vil blive aldeles uberørt af saadanne Forhold. Om nogle Aar vil der formodentlig komme en talrig Arbeidsstyrke ved Jernbanens Anlæg. Mange af disse ville upaatvivlelig lade deres Familier midlertidigen og uformærket stadig besætte sig i Sandefjord. Man vil snart kunne faa et større Proletariat, end man nu ahner. Ak disse Hensyn mene vi, at man specielt ikke bør skille sig ved Tomten omkring Retslokalet. 
 
    Hvad vi i det Foregaaende have anført, har været os den letteste Del af det Arbeide, vi have anset det for vor Pligt at paatage os. Vi komme nu til det ulige tungere, at skulle gjøre Rede for det tredie af de af os opstillede 3 Punkter. «Sandefjords Tidende» er og maa, ifølge Forholdenes Natur, kun være en Nyheds- og Avertissementstidende, og en saadan er, efter vor Mening, ingenlunde skikket til deri at behandle hvad der kan henregnes til religiøse Forhold. Heller ikke føle vi os hverken kaldede eller skikkede til at behandle saadanne. Den Frihed i Troessager, som vi fordre for os selv, indrømme vi ogsaa villigen alle andre. Og dog nøder det, som vi ane for Redaktionens Pligt, os til at udtale, at Sandefjords Commune, paa Grund af de nuværende Forhold, hverken bør sælge eller bortskjænke nogen af de faa Tomter, den eier, til derpaa at opføre et Bedehus.
 
   Vi vide fuldt vel, at «Indremissionen» her i Landet er et Samfund, som ledes saaledes nu og er ledet saaledes hidtil, at det fortjener almindelig og udelt Agtelse. Men vi vide ogsaa, at intet Menneske kan afgjøre, om der ikke i en enkelt Afdeling af dette Samfund kan i Tiden komme en godt udrustet, begavet Leder i Bestyrelsen, som uformærkt kan føre dem, der ere mindre begavede og derfor lettere at lede, i en Retning, som maaske og vilde blive misbilliget af mange. Nu tæller Afdelingen her i Sandefjord en aldeles forsvindende Del af Byens Skatteydere, maaske 5, maaske 10, men ganske sikkert ikke 20 Medlemmer, medens de øvrige høre hjemme udenfor Sandefjord. Kan Communebestyrelsen nu forsvare at bortskjænke hvad der tilhører Byens 400 Skatteydere, og for hvilket Byen selv, i dele Communens Interesse, upaatvivlelig vil i Tiden faa aldeles nødvendigt Brug – kan Communebestyrelsen forsvare at bortskjænke dette til neppe en Tyvendedel af Skatteyderne, paa de flere end nitten Tyvendedels Bekostning?
 
   Vi have udtalt, at denne Sag kan let i sig bære Spiren til et Forhold, som Sandefjord maa bede Gud bevare sig for nogensinde skulde indtræde, og at denne talet er begrundet, skulle vi nu kortelig søge at godtgjøre.
 
   Hvad vilde vel de 9 Medlemmer af Sandefjords Communebestyrelse, som stemte for denne Sag den 11te Juni 1874, sige, dersom de i 1884 (maaske før, maaske senere) saa Sandefjords Kirke, der fuldførtes i 1872 ved hele Sandefjords Befolknings forenede og ihærdige Bestræbelser – dersom de saa denne Kirke staa tom, medens nogle faa Skridt derfra Bedehuset, til hvis Opførelse Communebestyrelsen ved disse 9 Medlemmer i 1874 havde skjænket et klækkeligt Bidrag, var overfyldt, fordi en begavet men fanatisk Leder havde forstaaet at sætte Præsten ved Kirken i Miskredit hos den i Antal større, men mindre befæstede Del af Befolkningen? Kan man paa Repræsentantmødet udtale og paahøre udtalt, at «da «Præsterne hidtil ikke bestandig havde været den sande Kristendoms og Guds Ords «rette Forkjæmpere, og enkelte af dem «endog havde stiller sig paa den aaben: «bare Vantroes Side, saa kunde man i «Præsten som Medlem af Bestyrelsen ikke «se Garanti for, at den Virksombed, som «kom til at knytte sig til Huset, bestandig «vilde blive dreven i en sand kristelig «Aand og Retning» – kan man høre Hr. Holm Hansen udtale disse Ord og derpaa ved sin Stemmegivning vise, at man ialfald tildels billiger dem, saa maa man vel tillige kunne tænke fig, at ogsaa Lægprædikanter mulig kunde komme til at gjøre sig skyldige ide samme Misareb, som grinende Praskr. og altsaa frembyde lige saa liden Garanti.
 
   Men, vil man maaske indvende, om ogsaa Communen ikke skjænker Tomt, vil et Bedehus dog kunne opføres. Ganske vist! ja, det vil det. Men da har Communebestyrelsen ikke Del i dets Opførelse og har saaledes ikke ligesom sat sit Stempel paa det, og dette medfører ligeoverfor en stor Del at Befolkningen en ikke uvigtig Forskjel. Og desuden hvis der i Bedehuset forefaldt Optrin som Autoriteterne ikke kunde eller vilde lade gaa upaaagtede hen, hvad mon da disse Autoriteter vilde dømme om en Communebestyrelse, som uden at erholde nogen Garanti mod Misbrugen havde befordret Husets Opførelse. «Uden at erholde nogen Garanti» sige vi, thi dels betvivle vi, at Sognepræsten vil føle sig forpligtet til ene at indtræde i Bestyrelsen, hvoraf han da kun bliver en fjerde Del, og dels vilde han jo, om han end var indtraadt, være magtesløs – En mod Tre. Det vilde, efter vor Overbevisning røbe en større Selvtillid, end vi finde ønskelig hos en Præst, om han vilde tiltro sig Evne og Styrke nok til i alvorlige Tvistespørgsmaal at beseire de 3 øvrige Medlemmer af Bestyrelsen. Naar vi se disse Forhold i et saa mørkt Lys, da er det dels paa Grund of de Udtalelser, som ere faldne paa Repræsentantmødet af en Mand, der uden at være Medlem af Bestyrelsen, dog nøie kjender den og dens Anskuelser, og dels fordi vi have hørt, at Bestyrelsen neppe skal ville modtage Gaven, med mindre den skjænkes uden alt Forbehold. De Fleste ville vist indrømme, at dette ikke spaar godt for Fremtiden.
 
   Vi have ikke mere at tilføie. Vi ville haabe, at ikke nogen vil føle sig personlig fornærmet ved vore Udtalelser. Selv ville vi ikke blive fornærmede, ja ikke engang skuffede, hvis det skulde vise sig, at vore Ord ikke have gjort nogen Virkning. Vi have skrevet, fordi vi ansaa det ser vor Pligt at lade Anskuelser, som sikkert flere dele med os, komme tilorde i denne Sag, forinden den bliver endelig afgjort. I Realiteten misbillige vi ligesaavel Formandskabets som det private Forslag, skjøndt vi villigen indrømme, at der med Hensyn til de mulige Følger er en himmelvid Forskjel mellem dem, idet vi anse Formandskabets Indstilling i saa Henseende for fuldstændig betryggende».
 
Holm Hansens interesse for kommunale spørsmål var langt videre enn tomt og bedehus og slikt, og neste gang han kommer til syne i avisen[xix] er i forbindelse utviklingen av et nytt vannverk for byen:
 
«Repræsentantsamling
 
Repræsentantsamling vil blive afholdt paa Raadhuset Thorsdag den 6te August Kl. 4 Efterm. til Behandling af følgende Sager:
 
  1. Forslag fra Brandinspektøren om at bevilge 50 Spd. til Linslanger til Brandsprøiterne Nr. 2 og 3.
 
  1. I Overensstemmelse med Lov af 8de Septbr. 1842 C 1 al foreslaa 3 gode Mænd til at komme paa Valg til Forligelseskommissær istedetfor Kirkesanger Windingstad, hvis Funktionstid udløber 27de Oktober.
 
  1. Forslag fra Reguleringskommissionen om et Gadeanlæg fra Vest mod Øst gjennem det afbrændte Strøg ved Storgaden.
 
  1. Skrivelse fra Holm Hansen og Oluf Andersen om at iværksætte Underssøgelse af Bugaardsdammen og dens Nedslagsdistrikt som mulig Vandforsyning for Sandefjord.
 
  1. Efter Opfordring af Indredepartementet at afgive Erklæring:
 
  1. om hvorvidt der nu er beleilig i Tid til at se fremmet det paatænkte Vandværk tor Sandefjord.
 
  1. om hvorvidt der er Grund til at foreslaa skjærpede Bygningsforskrifter i Henhold til Lov af 19de Mai 1860.
 
  1. Byfogdens Skrivelse med Ingeniørmajor Klingenbergs Betænkning angaaende Isaachsens Forslag til Vandværk for Sandefjord. Dokumenterne ligge til Eftersyn paa Raadhuset.
 
Sandefjords Formandskab den 31te
             Juli 1874.
Oftedahl,
Ordfører».
 
Neste gang vannverkssaken ble behandlet i kommunestyret var torsdag 6 august 1874, og følgende lørdag kan man lese om dét i avisen[xx]:
 
«Derpaa foredroges en Skrivelse fra DHrr. Holm Hansen og Oluf Andersen om at iværksætte Undersøgelse af Bugaardsdammen og dens Nedslagsdistrikt som mulig Vandforsyning for Sandefjord. Det vedtoges enstemmig at anmode Hr. Ingeniørmajor Klingenberg om enten selv, eller ved den, han dertil maatte foreslaa, paa Stedet at undersøge Forholdene. Indredepartementet havde opfordret til at afgive Erklæring: a. om hvorvidt der nu er beleilig Tid i – værk for Sandefjord, b. om hvorvidt der er Grund til at foreslaa skjærpede Bygningsforskrifter i Henhold til Lov af 19de Mai 1860.
 
I Anledning heraf besluttedes, med Hensyn til det første Punkt, at indberette de Skridt, som ere foretagne (se ovenfor), og meddele, at det er Kommunebestyrelsens Mening at fremme Sagen snarest muligt. Med Hensyn til det andet Punkt vilde man svare, at Bygningskommissionen vilde blive anmodet om at overveie Sagen og fremkomme med sin Betænkning. Endelig blev det som sidste Forhandlingsgjenstand vedtaget, at Byfogdens Skrivelse med Ingeniørmajor Klingenbergs Betænkning angaaende Isaachsens Forslag til Vandværk for Sandefjord skulde forblive liggende fremme til behageligt Eftersyn i Retslokalet».
 
Knappe to måneder senere var det representantskapsmøte, og Holm Hansen ble der valgt til vara-ligningsmann, og deltok i en diskusjon om ny brannsprøyte – det kunne man lese om i avisen[xxi] 30 september:
 
«6. Om Anskaffelse af en ny Brandsprørite for Sandefjord.
 
Ordførerens Forslag, at man bevilger 200 Spd. til Indkjøb af den hos Hr. Blunck i Kristiania færdigstaaende og af Hr. Major Klingengenberg foreslaaede Brandsprøite, bifaldtes med 9 mod 2 St. Repræsentanten Holm Hansen vægrede sig i at afgive Stemme, idet han udtalte sig for at bevilge 200 Spd. til Indkjøb af en Brandsprøite; men ikke vilde være med paa at stemme for nogen bestemt Sprøite. Han fremsatte imidlertid intet bestemt Forslag».
 
Major Klingberg produserte ny rapport, som så, i deler, ble trykket i Sandefjords Tidende[xxii], 31 oktober, en lang tekst der han behandler vannverkssaken fra en teknisk synsvinkel, under tittelen «Betænkning angaaende Sandefjords Vandførsyning med Forslag til et Vandværk, baseret paa Forsyning fra Bugaardsdammen»:
 
«Sandefjord den 31te Oktober.
 
   Man vil erindre, at Dhrr. Repræsentanter Oluf Andersen og Holm Hansen for omtrent 3 Maaneder siden til Kommunebestyrelsen indgav et Andragende om, at Bugaardsdammen og dens Nedslagsdistrikt maatte blive undersøgt som et muligt Udgangspunkt for et eventuelt Vandværk før Sandefjord. I en Repræsentantsamling den 6te August besluttedes enstemmig, at Magistraten bemyndigedes til at anmode Major Klingenberg om at komme hertil og paa Stedet undersøge Terrænet. I Overensstemmelse hermed tilskrev Magistraten den 20de s. M. Majoren, som derpaa indfandt sig her den 6te September og i de derpaa følgende Dage saaes fra den tidlige Morgenstund til ud paa Aftenen beskjæftiget paa dette Terræn. Resultatet af disse hans Undersøgelser foreligger nu i en den 10de Oktober dateret «Betænkning angaaende Sandefjords Vandførsyning med Forslag til et Vandværk, baseret paa Forsyning fra Bugaardsdammen». Denne Betænkning er nu bleven trykt her og omdelt til Kommunebestyrelsen, men da Sagen naturligvis har Interesse for mange Flere, end Kommunebestyrelsens Medlemmer og de andre Udvalgte, hvem Betænkningen mulig er tilstillet, have vi søgt at erholde et Exemplar tillaans, for at Stedets Avis skulde blive sat istand til at gjøre sin Pligt i denne Sag ved at give et Uddrag af Betænkningen. Vi meddele altsaa følgende:
 
«I Skrivelse af 20de August d. A. har Sandefjords Magistrat opfordret mig til at anstille de fornødne Undersøgelser og afgive en derpaa grundet Betænkning angaaende Sandefjords Vandforsyning fra et andet Vanddistrikt end det, hvorpaa Ingeniør Isaachsens Forslag er baseret.
 
   Jeg skal nu tillade mig at meddele Resultatet af mine Undersøgelser. Det nye «Vanddistrikt», der var bragt paa Bane, er Bugaardsdammen. Mine Detailundersøgelser indskrænkede sig derfor til dette Felt. De Momenter, der vil være afgjørende ved et Valg mellem Bugaardsdammen og Mobækken, er i det væsentlige: 1) Vandets Beskaffenhed i sanitær Henseende, 2) Vandtilgangens Tilstrækkelighed i Forbindelse med Adgangen til Anlæg af tilstrækkelige Reservoirer, 3) Trykhøiden, hvoraf Vandværkets Effekt som Sprøiteapparat er væsentlig afhængig, 4) Omkostningerne, hvilke igjen for en Del ere afhængige af Trykhøiden (3), saa at disse to Punkter bekvemmest behandles i Forening.
 
   Angaaende disse Punkter skal jeg bemærke følgende:
 
   Til 1. Bugaardsdammen var ved min Nærværelse tom med Undtagelse af den Beholdning, som stod lavere end Afløbet, medens den græsbevoxede Bund forøvrigt overalt var gjennemtrukken af Vand, der flere Steder dannede Sumper. Alf dette Vand, der saaledes befandtes i den uheldigste Tilstand, toges 3 Flasker, der overgaves Professor Waage til Undersøgelse.» – – –
 
   «Ifølge denne Analyse skulde Vandet i Bugaardsdammen forsaavidt være slettere end Vandet i Mobækken, som hint indeholder 20 pCt. flere organiske og flygtige Stoffe end dette. Imidlertid sees det, at Vandet i Kjøbenhavns nye Vandledning efter Filtreringen, altsaa i den Stand det kommer til Konsumenterne, indeholder en betydeligt større Mængde faste Bestanddele og 19 pCt. flere organiske Bestanddele end Bugaardsdammens Vand, – og Vandværket i Kjøbenhavn er dog et forholdsvis nyt Anlæg (samtidigt med Christiania nye Vandværk, taget i Brug 1860). Om dette Kjøbenhavnsvand udtaler Professor Almén, «att det, enligt min uppkattning, ingalunda kan anses såsom ett «godt dricksvatten, ehuru användbart «och møjligen ganska godt til matlagning.» Heraf tør man vel sikkert slutte, at Vandet fra Bugaardsdammen er «anvendbart». Uagtet de anførte Analyser af Professor Waage viser flere organiske Stoffe for Bugaardsdammens end for Mobækkens Vand, vil det dog formentlig være uberettiget deraf at slutte, at førstnævnte Vand er slettere i sanitær Henseende. Bortseet fra det Usikre i Vandanalyserne i og for sig, viser den summariske Fremgangsmaade, som her er anvendt, ingenlunde hvilke de forefundne organiske Stoffer er. Det synes i saa Henseende klart, at jo mere Vasdragene ere udsatte for Tilløb af exkrementale og andre dyriske Affalds- eller Gjødsels-Stoffe, des mere utilfredsstillende, ja farligt vil Vandet være i sanitær Henseende. I saa Maade maa der visselig lægges megen Vægt paa, at saagodtsom hele Nedbørsfeltet for Mobækken er under intens Dyrkning, og at endog et Par Gaarde ligger lige ved det projekterede Reservoir, som saaledes direkte vil optage Siget fra disse. Ved Bugaardsdammen er derimod en stor Del af Nedbørsfeltet Udmark og Resten under svag Dyrkning og beliggende langt fjernet fra Samlebasinet. I det hele taget er det ved en Beliggenhed som Sandefjords, hvor Størsteparten af det omgivende Terræn, der danner de naturlige Nedborsfelter for Vandtilgangen, er under Dyrkning, meget vanskeligt at skaffe Vand, som ikke samles paa saadant Terræn. Men ved Bugaardsdammen vil man antagelig have det i sin Magt med rimelig Omkostning ikke alene at standse den fremskridende Dyrkning, men endog hæve den der, hvor den allerede finder Sted. Jeg sigter herved til den Idee, der for mig blev fremsat af Formandskabets Ordfører, nemlig at indkjøbe de Gaarde, hvis Jorder danner den opdyrkede Del af Nedbørsfeltet. Man vilde derved skaffe sig den for Byens Vandforsyning uvurderlige Fordel: at sikre sig for Fremtiden et Nedbørsfelt af lutter udyrket Terræn, hvilket man f. Ex. kunde anvende til Skovplantning, og, idet man var fuldkommen Herre over det, efterhaanden ved Afgrøftninger og ved at holde Grunden ren kunde skaffe sig en Tilgang af saa godt Vand, som det overhovedet vil være muligt i tilstrækkelig Mængde at bringe gjennem en forøvrigt tidsmæssig Vandledning til Sandefjord. Alt vel overveiet, tror jeg derfor, at Bugaardsdammen bør foretrækkes Mobækken med Hensyn til Vandets Beskaffenhed.» ––
 
   «Til 2. Jeg tror, man sikkert kan slutte, at Bugaardsdammens Felt er eller kan gjøres mindst ligesaastort som Mobækkens samlede Felt eller 17,2 Millioner Kvadratfod[xxiii], og at der saaledes ikke kan være Tvivl om Tilstrækkeligheden af Vandtilgangen, som desuden skal kunne betydelig forøges, naar den Bæk eller Rende, der fører fra Nordre Furustads Eiendom over Kroken til Bugaardsdammen, forlænges fra Nordre Furustad vestover, hvorved man vil kunne naa til Solbergmyrene. Til denne Forlængelse og til Renden i sin Helhed maa man i ethvert Fald skaffe sig uindskrænket og ubeskaaret Ret, da den optager en stor Del Vand, som uden den vilde afløbe mod Vest og ikke komme til Bugaardsdammen. – – –
 
   «Det er (af nogle andre Grunde, som Majoren udvikler, men som her forbigaaes) sandsynligt, at Feltet er betydeligt større end 17 ½ Millioner Kvadratfod. Ialfald leder disse Betragtninger til Vished for, at der er Vandtilgang nok endog for tørre Aar, og det gjælder blot at kunne skaffe sig tilstrækkelig Beholdning.
 
   «Til 3 og 4. Som det af Nivellementet sees ligger Bugaardsdammens Damkrone 100 Fod over Krydset af Armgaden og den nordgaaende Gade i Nybyen eller 132 ½ Fod over Søen. Da det nedre Torv ifølge Isaachsen ligger 9 Fod over Søen, bliver altsaa Damkronens Høide over Torvet, d. e. Trykhøiden paa dette Sted, 123,2 Fod. Da Trykhøiden af Isaachsen er for Mobækkens Vedkommende ansat til 105 Fod bliver altsaa Trykhøiden fra Bugaardsdammen 18′: Fod storre end fra Mobækken.» – – –
 
    (Efter at have anstillet endel Beregninger. over Rørledningens Længde og Dimensioner yttres:)
 
    «Da under almindelige Forhold en Lednings Kostende omtrent staar i direkte Forhold til Rørdiametrerne, saa sees det, at for at opnaa samme Sprøiteffekt bliver det adskilligt billigere at tage Linien fra Bugaardsdammen. Overslaget fra Bugaardsdammen viser f. Ex. med de af mig opstillede Fordringer en samlet Udgift af 24,650 Spd. – Hvis man reducerer Rørdimensionerne saaledes, at Effekten bliver den samme som et Vandværks med Isaachsens Dimensioner fra Mobækken, vil omtrent 3500 Spd. kunne spares, d. e. for Vanværker med lige Effekt vil Udglfterne fra Bugaardsdammen blive omtrent 3500 Spd. billigere end fra Mobækken. Ved de her udførte Beregninger er gaaet ud fra Nedre Torv. I Byens høistliggende Dele bliver naturligvis Effekten mindre, men dog i Reglen meget større ved Anlægget fra Bugaardsdammen end ved det fra Mobaætken. Endog paa det høieste Sted ved Nordre Ruklegade, vil man med Ledningen fra Bugaardsdammen kunne faa 4 kraftige Straaler med 50 a 60 Fods Stighøide.»
 
   «Jeg skal kortelig berøre et Par andre Steder, der blev paaviste, nemlig: 1) Bottemyrene og den derfra gaaende Bæk, Haslebækken. Her er visselig ogsaa Vand nok; men Vandet havde en meget brun Farve og en stor Del af Nedbørsfeltet er dels dyrket og dels under fremskridende Dyrkning. Et Reservoir for en eventuel Ledning maatte blive at anlægge paa et Punkt, som ligger omtrent 200 Fod over Søen. Ledningens Længde vilde blive 9000 Fod og fordre 9toms Ror, for at samme Effekt skulde opnaaes som ved Ledningen fra Bugaardsdammen. Alene Rørudgiften vilde derved forøges med omkring 3000 Spd. Det Anførte maa være nok til at vise, at der ikke bør være Spørgsmaal om at vælge denne Forsyningskilde fremfor de andre paa Bane bragte. 2) Kottemyren har et saa lidet Nedbørsfelt, at der ikke kan blive Tale om derfra at faa tilstrækkeligt Vand for en tidsmæssig Forsyning. Man har talt om at skaffe sig Vand ved at grave; men denne Idee beror paa en komplet Misforstaaelse af Oprindelsen til Vandets Forekomst paa Jorden. Paa denne kommer nemlig ikke mere Vand end det, der falder fra Skyerne, og hvormeget Vand, der kan tilføres et Punkt eller et Vasdrag, er derfor afhængigt af Nedbørsfeltet, og ingen Gravning kan forøge dette. En anden Sag er det, at Nedbørsvandet ad lange underjordiske Kanaler kan tilføres et Sted (hvorved blandt Andet de artesiske Brøndes Frembringelse forklares); men ingen vil vel for Alvor tro, at saadan Tilledning finder Sted til Kottemyren. – – –
 
   Ovenfor er gjengivet det af Major Klingenbergs Betænkning, som vi have antaget vilde have størst Interesse. Idet vi sluttelig bemærke, at efter vor fulde Overbevisning, hvilken vi vide deles af Mange, vilde en saa anerkjendt dygtig Ingeniør som Hr. Isaachsen upaatvivlelig være kommen til samme Resultat, hvis han havde anstillet ligesaa omfattende Undersøgelser ved Bugaardsdammen som ved Mobækken, – skulle vi for Tydeligheds Skyld kortelig gjentage:
 
  1. Uagtet Analyserne synes at udvise, at Vandet fra M. er noget bedre end Vandet fra B. er sidstnævnte dog anvendeligt som Drikkevand, ganske godt til Madlavning og i sanitær Henseende, paa Grund af Nedborsfeltets Beskaffenhed, langt at foretrække for Vandet fra M.
 
  1. Vandmængden er ikke blot ligesaa stor fra B. som fra M, men kan fra B, om fornødiges, forøges indtil 2 Gange den nu paaregnede Mængde.
 
  1. Trykhøiden fra B. er 182 Fod større end fra M. det vil sige: I Ildebrandstilfælde kunne Vandstraalerne naa 18/2 Fod høiere. 1. For Vandværker med lige Effekt ville Udgifterne fra B. blive omtrent 3500 Spd. billigere end fra M. Det er trøstende og glædeligt at kunne være sikker paa, at Sandefjord i ethvert Tilfælde, hvad enten Kommunebestyrelsen vælger det ene eller det andet af de tvende undersøgte Punkter, vil kunne faa et Vandværk, som rimeligvis vil forskaffe Byen ikke liden Nedsættelse i Brandkontingenten, fordi det yder en stor Tryghed imod tidligere i Ildebrandstilfælde»
 
Mens kommunalpolitikken og forsikringsselskapet sikkert ga Holm Hansen nok å gjøre, så fortsatte han urmakervirksomheten – både som håndverker og som handlende[xxiv]:
 
 
Det var visst ikke noen sterk efterspørsel efter kronometeret, for det ble avertert flere ganger.
 
29 desember 1874 møttes kommunestyret for siste gang dette året – og ett punkt til behandling var valg av to medlemmer i formannskapet[xxv]:
 
«Sandefjord den 30te December.
 
 
   Ved. det igaar foretagne Valg paa 2 Medlemmer af Formandskabet valgtes Kjøbmand Fr. Høst med 19 og  Oftedahl med 15 Stemmer. Næst disse havde følgende Herrer Stemmer, nemlig Holm Hansen 14, Linaae 3, Lange 7, P. A. Grøn 5, O. Andersen 3 og P. C. Pedersen 2. Der blev ialt afgivet 37 Stemmelister.
 
   Ved Valget erklærede Kjøbmand Aagaard gjentagende, at han ikke ønskede at modtage Gjenvalg.
 
   Sandefjords Vælgere have i sin Helhed kun vist liden Interesse for dette efter vor Overbevisning høist vigtige Valg. Kun 37 gjorde sig den Uleilighed at afgive Stemme, og af disse 37 vare kun 19 enige om at vælge den ene og kun 15 om at give den anden af de Valgte sin Stemme. Vi vide ikke at have seet noget liguende Resultat i Beretningerne om de Valg, som ere foregaaede i Landets øvrige Byer».
 
I samme avis[xxvi] ble det varslet det skulle være «kommunevalg» drøyt to uker senere:
 
«Valgforretning.
 
Mandag den 4de Januar førstk. Kl. 12 afholdes paa Raadstuen Valg paa 6 nye Repræsentanter for Sandefjord By (iblandt de i Mandtallet indførte Stemmeberettigede eller iblandt de efter Lov af 4de Aug. 1845 Valgbare.
 
   De denne Gang udtrædende Repræsentanter ere:
 
T.N. Tholvsen,
Thor Dahli (Død),
Petter Andresen,
J. B. Linnae
I. M. Osmundsen,
Oluf Andersen.
 
   De fremdeles staaende Repræsentanter ere: Holm Hansen, I. T. Rove, P. A. Grøn, P. C. Pedersen, F. Høst og A. Nord.
 
    De Vælgende have at møde personlig.
 
   Sandefjords Magistrat den 29de
December 1874.

I. F. Schanche».

 
 
Lørdag 6 mars 1875 trykket Sandefjords Tidende[xxvii] ligningen for 1875. Her får man vite at Holm Hansens inntekt det året ble anslått til 500 speciedaler, og formuen 1500. Det medførte en byskatt på 8 daler 2 skilling, og en fattigskatt på 111 skilling.
 
Ytterligere et arbeidsområde for Holm Hansen var brennevinssamlaget, og dette hadde generalforsamling 6 april 1875[xxviii]:
 
«Samlaget for Brændevinsudsalget her i Byen afholdt igaar Eftermiddag Generalforsamling, paa hvilken man vedtog at anvende foregaaende Aars Overskud 3,981 Spd. 47 ß paa følgende Maade. Da Statuterne bestemme, at der skal dannes et Reservefond paa 2,000 Spd., besluttede man allerede nu at henlægge denne Sum, saa at man for Eftertiden havde friere Hænder. Af Resten 1981 Spd. 47 ß skjænkede man iaar 1,500 Spd. til Hjælp ved Anlæg af Vandværket. Efter Andragende, indgivet ved Pastor Lange, blev der ydet 100 Spd. til Foreningen for Husarme; efter Andragende fra Magistraten 286 Spd. til Løn for en Lærer og en Lærerinde ved den lavere Almueskole; efter Andragende for Skolelærer Nielsen 66 Spd. 47 ß til at grundlægge et Bibliothek for Almueskolen, eftersom det, som man tidligere har eiet, ved Ælde og Slid er ubrugeligt; og endelig gav man de resterende 29 Spd. som Gratiale til Byens 2 Kirketjenere. – Dernæst besluttede man, at der af det eventuelle Overskud for dette Aar skulde tilstaaes hver af Byens 2 Politibetjente 30 Spd. – Af Bestyrelsen skulde efter Tur udtræde Dhrr Fr. Høst og P. C. Pedersen, og da den første af disse ikke ønskede at gjenvælges, faldt de fleste Stemmer paa P. C. Pedersen og Holm Hansen. Til Suppleanter for Bestyrelsesmedlemmerne valgtes Dhrr Oluf Andersen, N. W. Sørensen og H. C. Hansen. Til Revisorer af Regnskabet for indeværende Aar valgtes Dhrr Skolelærere Jensen og Nielsen, og der bestemtes som Godtgjørelse til hver af den 20 Spd.»
 
At Holm Hansen var både tiltakslysten og mangfoldig kan vel ha gått frem av det foregående, men 17 april 1875 avertere han enda ett tiltak i Sandefjords Tidende[xxix]:
 
 
Vannverkssaken fortsatte sitt liv og onsdag 28 april 1875 kunne man lese i avisen[xxx]:
 
«Sandefjords samlede Kommunebestyrelse vedtog i et Møde igaar Eftermiddag enstemmig Formandskabets Indstilling, at der skulde vælges en af 3 Medlemmer bestaaende Kommite til at varetage Kommunens Tarv under Anlægget af Byens Vandværk. Til Medlemmer af denne Kommite valgtes Dhrr. Oluf Andersen, Linaae og Holm Hansen og som Suppleanter for disse Dhrr. Chr. Christensen, P. C. Pedersen og Høst. Efter Forslag af Hr. Linaae blev der bestemt et Honorar af 50 Spd. for Kæmneren, for at fungere som Kasserer og Regnskabsfører ved Vandværkets Anlæg.
 
   Formandskabets Indstilling, at Afbenyttelsen af Løkken omkring Retslokalet indtil videre overlades Underfoged Holth, mod at han overtager Tilsynet med og Vedligeholdelsen af Plantningerne og Gjærdet om samme samt afgiver et lidet Stykke udenfor Sygehuset til Økonomens Brug – bifaldtes enstemmig».
 
En annen sak fra 1875 var jernbanen: såsnart staten hadde valgt traseen, behandlet kommunestyret saken, og bestemte at man skulle søke å dekke 35’000 spesiedaler av kostnadene, slik man var blitt bedt om (det vil si, dersom man ønsket å ha stasjonen nede i havnen, ville det bli 55’000). Pengene skulle komme inn gjennom tegning av aksjer, både av kommunen, og av private. Holm Hansen var en av de private som tegnet til sammen 63 aksjer[xxxi], mot kommunen som ble sittende med 287 – hver á 100 Spd.
 
Mandag 3 januar 1876 ble det tatt opp folketelling – for året 1875[xxxii]. Holm Hansen var ikke hjemme denne dagen, man antok at han oppholdt seg i Klevene i Waale. Uansett – han blir nå beskrevet som «Uhrmgr og Skibsreder» og har altså fått seg enda et ben å stå.
 
Sammen med ham bor broren Christian, som er «Uhrmakersvend og Skibsreder», samt søstrene Marthe Marie – hun er Husholderske – Andrea. Forelddrene har gitt opp jordbruket på Klavenes og flyttet inn hos Holm i Langgaden. Man finner to barn der også, i huset – de er Carl Severin Bertinius og Hans Christian Holm Hoel, den ene født i Arendal i 1865, den andre i Tønsberg i 1867.
 
Dette var sønner av Holms bror Svend som var død av kopper i Frederikstad i 1871. barnas mor, Catharine Madsen, hadde forsøkt å drive forretning i Sandefjord efter at hun ble enke, men hadde på denne tiden flyttet hjem til sine foreldre i Arendal.
 
Enda tre personer befinner seg i huset: en tjenestepike på 28 fra Stokke, Josephia Johannesdatter; fostersønnen fra 1865, Markus Edolph Olsen; og Holm Hansens læregutt, Martin Carlsen – en 16-åring fra Sandar.
 
Måneden efter er vannverket igjen på dagsordenen i Sandefjord[xxxiii], og representantskapet skulle møtes 15 februar 1875:
 
«Sandefjord den 12te Februar.
 
   Ved det Møde, hvortil Byens Repræsentanter ere sammenkaldte paa Tirsdag, skulle blandt Andet tvende Sager behandles, som staa i Forbindelse med Byens nye Vandværk.
 
   Da Sandefjords Kommune i sin Tid gjennem Ingeniøren Toldkasserer i Drammen Klingenberg afsluttede Kontrakt med det engelske Hus Hopkins, Gilkes & Co. i Middlesbrough om Leverance af de Jernrør, som skulde benyttes ved Anlæg af Vandværket her, fastsattes det, at Rørene skulde være færdige fra Huset til Levering paa en vis Dag, og at Huset skulde erstatte for hver Dag Leveringen forhaledes fra Husets Side over den saaledes fastsatte Tid 5 Pd. Sterling. I Henhold til denne Bestemmelse underrettede den herværende Vandværkskommite – DHrr. Linaae, Holm Hansen og Oluf Andersen – det engelske Hus om, at man ved det endelige Opgjør af Betalingen ansaa sig berettiget til at fradrage for forsinket Levering af endel af Rørene 30 Dage a 5 Pd. 150 og for Resten 70 Dage a 5 Pd. 350, tilsammen 500 Pd. St., idet. Kommiteen bemærkede, at Forsinkelsen havde «bevirket store Tab for os baade af Penge og Tid i saadan Udstrækning, at vort Vandværk ikke vil kunne blive færdigt før omkring Midten af 1876.» – Saavel det engelske Firma, som Hrr. Toldkasserer Klingenberg have imidlertid protesteret herimod, idet det engelske Firma anfører, «at det har havt Leverancer til Norge i over 20 Aar, men at der aldrig er gjort saadan Fordring til det, og om den end er gjort, er den senere bleven tagen tilbage.» Endvidere, «at Clausulen om Bøder i en Kontrakt betragtes baade af Kjøbere og Sælgere i England som givende Magt til at paalægge Straf i Tilfælde af noget grovt og utilgiveligt Brud paa Kontrakten.» Firmaet mener imidlertid, at Grunden til Forsinkelsen skriver sig derfra, at Firmaets «oprindelige Tilbud var gjort 12te April, og blev ikke antaget før i Slutningen af April.» I Mellemtiden havde Firmaet paataget sig andre Leverancer og da saa Kontrakten kom, undertegnede det samme, «uden at føle Misfornøielse over Bøderne, aldrig antagende, at de under nogen Omstændigheder vilde blive inddrevne, naar undtages ved et uhæderligt Forsøg paa at benytte sig af Kontrakten.» Fremdeles hedder det, at «da Fordringen er saa usædvanlig og saa aldeles modsat Praxis i saadanne Kontrakter, ville vi meget hellere forsøge at arrangere det i Mindelighed end lade det blive Aarsag til Tvist mellem Vandværkskompagniet og os.» Denne Firmaets Skrivelse er af 12te Januar. Under 19de Januar skriver Hr. Klingenberg til Vandværkskommiteen, at han under 12te har modtaget en privat Skrivelse fra det engelske Firma, af hvilken han sender et Uddrag, samt bemærker, «at man trygt tør sige, at en saa betydelig Mulkt for Misligholdelse af Kontrakt aldrig har været erlagt.» (Betalingen for den hele Leverance er 2,300 Pd. St. hvorfra altsaa skulde drages 500.) Efter at have udtalt sig omtrent i samme Retning som det engelske Firma, yttrer han sluttelig, at han «haaber, at der i Virkeligheden ikke bliver Tale om at affordre Firmaet 500 P. St.» Han bemærker ligeledes, at han ingensomhelst personlig Interesse har i denne Sag og kun udtaler sig, som han gjør, af Billigheds Hensyn. I Anledning af disse forskjellige Skrivelser, har nu Formandskabet forfattet sin Indstilling, i hvilken det, efter at Foranstaaende er anført i en mere sammentrængt Form hedder: «–– Men Kontrakt er Kontrakt, og Mulktens Størrelse er ikke vilkaarlig, men afhængig af det Antal Dage, som ere overskredne. Det kan vel næppe nægtes, at Misligholdelsen af Tiden for Rørenes Levering har forvoldt Byen ikke ubetydeligt Tab, og at en Udsættelse af vort Vandværks Fuldendelse er af saadan Betydning, at Formandskabet ikke vover at overse disse Omstændigheder. En anden Sag er det, om man vil lade Naade gaa for Ret og tage et billigt Hensyn til vore vanskelige Arbeidstider m. m., og det er dette, som gjør sig gjældende for Formandskabet, naar det indbyder DHrr. Repræsentanter til at fatte følgende Beslutning: «Kommunebestyrelsen eftergiver Hopkins Gilkes & Co. endel af den af Vandværkskommiteen beregnede Mulkt, saaledes, at et Restbeløb af 300 Pd. St. bliver at afkræve det engelske Hus i Erstatning».
 
Den anden Sag, som Repræsentantskabet skal behandle, er følgende Indstilling fra Formandskabet: «Det vil rimeligvis være Repræsentantskabet bekjendt, at under Anlægget af Vandværket paatænktes tillige Anlæg af en Kloak til Bortledning af Spildevandet og Regnvandet fra Rendestenene. Man troede, at en saadan Ledning kunde ordnes ial Simpelhed og ialfald lægges samtidig med Vandledningsrørene, hvorved Arbeidet med Gravningen og den ved samme foraarsagede Forstyrrelse af vore Gader blev simplificeret. Men dette fraraadede Ingeniøren, da derved Opdagelse af Lækage paa Vandledningen vilde vanskeliggjøres. – Imidlertid foreligger nu fra Hr. Riis et efter Vandværkskommiteens Anmodning udarbeidet Forslag om en fuldstændig Kloakledning for Byen. Det andrager med reducerede Priser paa Rørene til 4500 Spd. foruden Administrationsomkostninger. Man maa vel saaledes paaregne som Minimum 5000 Spd. – Formandskabet erkjender tilfulde Nytten af et saadant Net, men naar det alligevel ikke for Tiden vover at foreslaa det udført, saa ledes det dertil dels ved Vanskeligheden i at skaffe de nødvendige Laan, dels ved den ikke ubetydelige Sum, som dertil vil kræves, og dels endelig af den Tanke, at man maaske først burde prøve Vandværket i nogle Aar. Der er jo store Strøg af Byen, som gjennemskjæres af Bække, saaledes Kirkegaden, Bugaardsgaden m. fl., hvor Huseierne med Lethed kunne lede Spildevandet hen – kort sagt, man vil da kunne have Erfaring for hvor en Kloak er absolut nødvendig og hvor den kan undværes. Der er jo adskillige Byer med tidsmæssigt Vandværk, hvor man har hjulpet sig uden Kloakledning, og derfor mener Formandskabet at ogsaa Sandefjord med sine flere naturlige Afledningskanaler ialfald maa kunne se Tiden an. Man indbyder da Dhrr. Repræsentanter til at fatte følgende Beslutning: «Anlægget af Kloakledning udsættes i nogle Aar, indtil prøvet Erfaring har godtgjort hvor en saadan med Nødvendighed fordres.»
Den tredie Sag, som skal behandles paa Tirsdag, er en Regulering af Bugaardsgaden paa et Sted, hvor Ildebranden den 2den November f. A. har givet Kommunen Anledning til at foretage en saadan. Det er naturligvis Reguleringskommissionen, som har foreslaaet den, og ligesom en saadan Udvidelse af Gaden, eller vel egentlig Fortouget, maa ansees meget nyttig og hensigtsmæssig, saaledes maa man ogsaa indrømme, at den derved foranledigede Udgift for Kommunen staar i et passende Forhold til Nytten, det vil sige, saafremt Udgiften ikke kommer til at overstige de af Formandskabet indstillede Godtgjørelser til de respektive Eiere.
Uagtet der tidligere her i Bladet baade af Redaktionen og af Indsendere har været fremhævet det Ønskelige, for ikke at sige det Nødvendige i, at Sandefjord faar et ordentligt Kloakvæsen, hvormed flere Goder ville opnaaes baade or Byen i sin Helhed og specielt for endel af dens Huseiere, saa maa vi dog under de forhaandenværende Omstændigheder dele den Anskuelse, som er udtalt i Formandjskabets ovenfor meddelte Indstilling. Vi skulde imidlertid ønske, at et nu kunde blive vedtaget, at man vilde skride til et saadant Anlæg, saasnart man saa sig istand dertil, baade paa Gruud af den indhentede Erfaring og Lettelse i de økonomiske Forhold. Man vil maaske indvende, at Foretagendet nok vil blive realiseret ligefuldt, men i saa Tilfælde vil jo en saadan Vedtagelse, som den vi foreslaa, være uskadelig, og den kunde dog maaske bidrage til, at hver Enkeltmands Opmærksomhed var mere henvendt paa Sagen.
Den forrest i Bladet for idag meddelte Sag er unægtelig en af de mindre behagelige Omstændigheder, hvoraf adskillige have ledsaget og vel fremdeles i nogen Tid endnu komme til at ledsage Anlægget af vort Vandværk. Det er naturligvis aldrig behageligt at skulle optræde som rigorøs Haandhæver af sin
Ret, og man kan vel ogsaa gjerne indrømme, at det hører til Undtagelserne, at saadanne Bestemmelser i en Kontraki blive fuldt overholdte, men man maa paa den anden Side erindre, at Forsinkelsen med Rørenes Levering har havt Følger, som ikke blot medføre Pengetab for Kommuneu, men som foranledige, at Byen atter isommer vil blive forulempet af Gadearbeide, ikke at tale om den Forfatning, hvori Gaderne ville befinde sig under hele Foraarstiden. Naar saa dertil føies, at de Goder og Behageligheder, som Kommunen skulde have til Gjengjæld for sine 30,000 Spd,, forholdes os næsten et helt Aar paa Grund af Forsinkelsen, medens Kommunen paa samme Tid maa forrente Kapitalen, saa tro vi ikke, at man med Billighed kan fortænke Kommunen, – som vistnok i Vaudværkssagen har ydet Alt, hvad der med Rimelighed kunde ventes af den, –- deri, at den vil gjøre Paastand paa at erholde godtgjort ialfald noget af det Pengespild, som Forsinkelsen med Rørenes Levering medfører. Det maa erkjendes, at den Nedsættelse i Mulkten, som i Indstillingen foreslaaes, er saa betydelig, at der neppe bør være Tale om yderligere Indrømmelser. Er det Meningen, som det synes at fremgaa baade af det engelske Firmas og Hr. Klingenbergs Skrivelser, at en saadan Clausul i en Kontrakt ikke skal have den Betydning, som den angiver, saa forstaa vi oprigtig talt ikke hverken hvorfor Hr. Kl. har sat Clausulen ind i Kontrakten, uden ialfald samtidig at oplyse Kommunen om, at den ikke havde noget at betyde, ei eller hvorfor Firmaet ikke har reserveret sig mod den, forinden den underskrev den Kontrakt, hvor Clausulen staar. Naar Kommunen etaler Hr. Kl. det, som han har forlangt for sit Arbeide, hvortil hørte at afslutte en Kontrakt, paa hvis Affattelse Kommunen ikke forstod sig og derfor overdrog ham at koncipere – saa er Kommunen ikke blot berettiget, men ligefrem forpligtet til at tro, at Kontrakten er affattet korrekt og at altsaa dens Bestemmelser ere bindende for begge Parter».
 
Om kommunestyret hadde mange saker å befatte seg med, var det flere som kunne trenge oppmerksomhet og i den sammenhengen trådte en gruppe innbyggere til med et initiativ til å danne en ny forening i byen og annonserte i Sandefjords Tidende 19 februar[xxxiv]:
 
«Opfordring.
Alle, som interessere sig for Dannelsen af en Haandværker- eller Arbeiderforening her i Byen, anmodes om at møde paa Raadhuset Mandag Aften Kl. 6 til Samtale om denne Sag».
 
Samme dag omtalte, og støttet, avisen[xxxv] initativet:
 
«Sandefjord den 19de Februar.
 
   Redaktionen skal foreløbig henlede Opmærksomheden paa den her i Bladet indtagne «Opfordring». Man tør vel antage, at de fleste af os ville være enige i at anse det meget ønskeligt, om der kunde stiftes et Samfund her i Byen, der formaaede at samle ialfald endel af Byens Borgere. Vi tro derfor, at man ikke bør tænke sig at ville stifte en «Haandværkerforening», men derimod bør man kalde det Samfund, man agter at danne, et «Arbeidersamfund», thi det bør kunne omfatte Enhver, som har Interesse for Sagen, han være Haandværker eller Hvadsomhelst, og Sagen er – formode vi –at samles til Fremme af Oplysning, til Samvirken og til – Sammenhold»
 
Møtet ble godt besøkt, ser det ut til, i det minste efter reportasjen i Sandefjords Tidende[xxxvi] å dømme, da neste nummer kom ut 23 februar::
 
   «Som Følge af den Opfordring, der stod at læse i foregaaende Numer af dette Blad, mødte omtrent halvhundrede af Sandefjords Indvaanere paa Raadhuset i Mandags Aftes. Det var naturligvis Haandværksstanden, som talrigst havde imødekommet Indbydelsen, men ogsaa de andre Samfundsklasser vare repræsenterede. Paa Anmodning paatog Hr. Oluff Andersen sig at lede Forhandlingerne. Efter at have gjort Rede for i hvilken Anledning Mødet var berammet, opfordrede han de Tilstedeværende til at udtale sig om hvorvidt det maatte ansees gavnligt og ønskeligt at søge dannet et Samfund, som kunde fremme en inderligere Samvirken og et nøiere Sammenhold mellem Byens Indvaanere. Under den derpaa stedfindende Diskussion vare alle de, som yttrede sig, enige om baade, at et saadant Samfund vilde kunne virke meget gavnligt, og at det burde kunne tiltrædes af enhver, som maatte føle Trang og Lyst til at deltage deri. Man enedes da om, at man blandt de Tilstedeværende vilde vælge en af 5 Medlemmer bestaaende Kommite, som skulde udarbeide Plan for Samfundet samt Udkast til Statuter, der senere kunde drøftes paa en Generalforsamling, paa hvilken man da agtede at konstituere Samfundet. Deltagerne i Mødet afgave derpaa Stemmelister, og ved disses Optælling viste det sig, at Dhrr. Oluff Andersen, Holm Hansen, I. Rove, Skolelærer A. Nilsen og Zimmerlund havde erholdt de fleste Stemmer, og disse Herrer ville saaledes nu have at udføre det Hverv, der er Kommiteen overdraget.
 
   Det er at haabe, at det maa lykkes at faa dannet en Forening, der kan give Anledning til, at man med mere Interesse end den, som hidtil har givet sig tilkjende blandt os, vil omfatte det, der kan udrettes ved vore egne fælles Kræfter til vort lille Samfunds Fremme og Velvære. Det vilde derfor være ønskeligt om de blandt os, som have været heldige nok til at erholde en mere omfattende Uddannelse, ikke vilde holde sig tilbage, men med Velvillie slutte sig til Foreningen, saa at ogsaa de kunne have den Tilfredsstillelse at bidrage til, at den trives og sættes istand til at virke henimod Opnaaelsen af det Øiemed, hvori den er stiftet».
 
En ukes tid efter dette offentliggjorde avisen[xxxvii] ligningen for 1876, og i den er Holm Hansen ført opp med 500 speciedaler i inntekt, 1500 i formue, og ilignet en samlet skatt på 9 speciedaler 43 skilling.
 
I samme avis[xxxviii] finner man fortsettelsen på saken om tomt til det planlagte bedehuset, bruken av en annen tomt, og – igjen – leveransen av rør til vannverket:
 
«Ved Møde i Torsdags af den samlede Kommunebestyrelse manglede Formanden Oftedahl samt Repræsentanterne Linaae, P. C. Pedersen, Christen Christensen, J. M. Osmundsen og P. Andresen, som samtlige havde Forfald. Forsamlingen talte saaledes kun 10 Medlemmer.
   I den første Sag om Tomt til Bedehuset stillede Repræsentanten Holm Hansen det Forslag, at Punkt 2 i Formandskabets Indstilling, at «Kommunebestyrelsen forbeholder sig Adgang til at benytte Lokalet ved Konfirmationsundervisningen uden Godtgjørelse» – skulde udgaa. Der blev stemt over Formandskabets i Lørdags her i Bladet meddelte Indstilling med det Udfald, at Indstillingen bifaldtes med 5 mod 5 Stemmer, idet Ordførerens Stemme gjorde Udslaget. – Om de 5, som stemte imod Formandskabets Indstilling, lededes dertil fordi de vare stemte for Holm fri Forslag, eller mulig fordi de uttede sig til Oftedahls Opfattelse af Sagen, eller mulig fordi de vare mod Sagen i sin Helhed – kunne vi ikke sige. Maaske havde alle 3 Bevæggrunde sine Repræsentanter mellem de Fem.
 
   Den anden Sag afgjordes enstemmig derhen, at man besluttede at bortsælge den Del af Løkken No. 57, som ligger nærmest Stranden, men udsætte med at tage Bestemmelse om Resten af Tomten indtil videre. Den Parcel, som saaledes skal bortsælges til 1 eller 2 Byggetomter, har et Areal af noget over 321 Kvadratfavne.
 
   Til sin Indstilling i den tredie Sag om Erstatningen hos det engelske Firma gjorde Formandskabet det Tillæg, at hvis det engelske Firma ikke er villigt til at modtage Kommunens Tilbud om at afgjøre sin Forpligtelse ved at erlægge en arbitrær Godtgjørelse paa 300 Lst., saa gjør Kommunen Paastand paa den hele Sum, som Kontrakten berettiger til. – Ved alternativ Votering mellem den saaledes ændrede Indstilling og Repræsentanten Roves Forslag om ubetinget at fordre hele Mulkten erlagt – bifaldtes Formandskabets ændrede Indstilling med 5 Stemmer mod 5, som stemte for Roves Forslag, idet atter i denne Sag Ordførerens Stemme gjorde Udslaget».
 
I slutten av mars holdt styret i det nystiftede Arbeidersamfundet møte, og Sandefjords Tidende[xxxix] hadde en liten notis om det:
 
«I et af Bestyrelsen for «Arbeidersamfundet» afholdt Møde valgtes til Formand Holm Hansen og til Næstformand samt Sekretær Skolelærer Nilsen. Kasserer for Samfundet er Skibsreder Ole Nielsen. Idet vi iøvrigt henvise til det Avertissement, som læses i dette Numer af Bladet, ville vi dog for Tydeligheds Skyld gjøre opmærksom paa, hvad jo iøvrigt Navnet «Arbeidersamfundet» tilkjendegiver, at den hæderlige simple Arbeidsmand vil være et velkomment Medlem af Samfundet. Det er lykkedes at erholde et Lokale, der forhaabentlig, saaledes som Forholdene ere e i denne Henseende, vil kunne tilfredsstille de rimelige Fordringer. Dette Lokale, anden Etage i den nye under Opførelse værende Gaard i Storgaden ligeoverfor Byens Kirke, vil kunne tages i Brug i Slutningen af næste Maaned».
 
Avertissementet som er nevnt var dette[xl]:
 
 
Noen dager senere var det Brennevinssamlaget om la beslag på Holm Hansens oppmerksomhet[xli]:
 
«Forhandlingsgjenstande
paa Generalforsamlingen i Sandefjords Samlag for Brændevinshandel den 4de April 1876.
 
    1. Fremlægelse af forrige Aars Regnskab pr. 31te December 1875 samt Oversigt over Bolagets Virksomhed i samme Tidsrum.
 
    1. Decision af Regnskabet.
 
    1. Valg paa 3 nye Medlemmer af Bestyrelsen istedetfor Dhrr. Ebbesen, Grøn og Linaae, der udgaar efter Planens § 10.
 
    1. Valg paa 3 Suppleanter for Bestyrerne istedetfor Dhrr Oluff Andersen, N. W. Sørensen og H. C. ansen.
 
    1. Valg paa 2de Revisorer og Suppleanter for disse samt bestemme hines Honorar.
 
    1. Fordeling af Overskuddet.
 
    1. Forslag til Forandring i Planens s 18 2det Pasus om Reservefondet at samme nedsættes fra Spd. 2000 til 1000 Species og det derved disponible Beløb at anvendes efter Planens § 2 til almennyttigt Øiemed for Kommunen; endvidere Forandring i Planens § 22 første Pasus at Tiden for Indlevering af Forslag til Forandring i Samlagets Plan forandres fra 2 til 1 Maaned.
 
    1. Refereres Svend Foyns Cirkulære angaaende Forslag til Forandring i Breændevinsloven, Oprettelse af Sødtøls Bryggerier og Beskyttelse je disse, samt Straffebestemmelser for Beruselser.
 
    1. Som Diskussionsemne Kjøb af egen Eiendom for Bolagets Bedrift.
 
    1. Forslag til Approbation paa Bestyrelsens foreløbige Indvilgelse af et Honorar til Byens Politibetjente stort Spd. 5 for Opdagelser af ulovlig Brændevinshandel eller Ølhandel, saaledes at Vedkommende overføres sin Brøde.
 
    1. Magistrat og Formandskabs Ansøgnming om Bidrag af Samlagets Midler af Spd. 2500 til partiel Indløsning af tegnede Jernbaneaktier i Linien Drammen–Skien. (At behandles i Forbindelse med Post 1 i Forslag til Fordeling af Samlagets Overskud).
 
Sandefjord 10de Marts 1876. Jean B. Linaae. Ebbesen. P. A. Grøn. P. C. Pedersen. Holm Hansen».
 
Forsikringene han solgte bidro til å holde Holm Hansen travel, de også – i samarbeide med andre som i denne annonsen[xlii] 5 april 1876:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Holm Hansen drev med brennevinshandel, og i 1872 innberettet han et salg på 12’874 potter[xliii]: det er straks over 12’000 liter, eller 1000 liter i måneden – året igjennom. I en liten by med 2484 innbyggere[xliv] – hvorav 1160 menn, av dem omkring 685 gamle nok til å være konfirmert. Det blir omkring 1,5 liter per hode – fra én kilde.
 
I begynnelsen av juni 1876 skrev Sandefjords Tidende noe om brennevinsomsetningen som Holm Hansen tydeligvis ikke likte. Han skrev derfor et innlegg[xlv] som stod på trykk 10 juni:
 
      «Til
   Redaktionen af Sandefjord-Tidende.
 
   I Anledning nogle Bemærkninger mig vedrørende i Redaktionsartikkelen i forrige Nr. er jeg saa fri at udbede mig Plads i Bladet for følgende Oplysninger.
 
   Den Ordning af Brændevinshandelen, som Høsten 1889 søgtes istandbragt for de følgende 2 Aar, havde jeg Til Redaktionen af Sandefjord-Tidende. I Anledning nogle Bemærkninger mig vedrørende i Redaktionsartikkelen i forrige Nr. er jeg saa fri at udbede mig Plads i Bladet for følgende Oplysninger. Den Ordning af Brændevinshandelen, som Høsten 1889 søgtes istandbragt for de følgende 2 Aar, havde jeg
oprindelig ingen Befatning med. Det var først efter at jeg havde modtaget Opfordring dertil i mit Hjem af Formandskabets daværende Ordfører, og efter at jeg endda havde taget mig nogen Tid til ut overveie Sagen, at jeg overvandt min Betænkelighed ved – under daværende Forholde – at befatte mig med en Bedrift af denne Natur, – og satte mit Navn under det af Redaktionen citerede Andragende af 10de September 1869. Dette Andragende fremkom saaledes ikke fordi man vilde søge om muligt at komme i Besiddelse af Rettighederne; thi at netop Andragerne og ikke andre skulde have disse, var da allerede bestemt; men Grunden var den, at Formandskabet maatte avertere Rettighederne ledige og ikke troede at kunne bortsættte disse igjen til Nogen, som ikke søgte dem. Naar Redaktionen ved sin Gjengivelse af det nævnte Andragende understreger Ordet søge og derved aabenbart vil have antydet, at vedkommende Andragere gjerne har villet have disse Rettigheder, saa er dette derfor et Forsøg paa at fremkalde Tanker og Betragtninger, der ikke er stemmende med de virkelige Forholde – en Bestræbelse, som hverken kan gjøre Sandheden eller gode Hensigter nogen Tjeneste.
 
   I Forbindelse med det her berørte og af Hensyn til andre sperrede Tirader i Redaktionens Artikkel skal jeg ogsaa i Sandhedens Interesse tillade mig at meddele, at jeg, da det første Aar var gaaet og Loven om Samlag var kommen istand, anmodede en af Formandskabets Medlemmer om at gjøre, hvad han kunde, for at en anden Ordning af Brændevinshandelen kunde komme istand snarest muligt, og jeg blive fri for denne Stilling, som jeg ansaa mig forpligtet til at staa i til et almindeligt Samlag kunde blive oprettet.
 
   Med Hensyn til Redaktionens Yttringer om rimelig Godtgjørelse etc. hvori Ordet rimelig er sat med fede Typer – skal jeg tillade mig at bemærke, at Redaktionen hellerikke her har Sandheden med sig. Redaktionen mener nemlig, at der ingen Løn bestemtes de første 2 Aar og at Lønnen for de 2 sidste Aar bestemtes af Garantisterne. Hverken det ene eller det andet af dette er rigtigt. Der bestemtes hele Tiden Løn af rette Vedkommende, og den saaledes bestemte Løn oppebar jeg for ethvert af de 4 Aar og hverken mere eller mindre. 
 
   Hvad Redaktionens Antydning i Anledning min Opgave over Omsætning og Udbytte for 1873 angaar, saa maa jeg ogsaa hertil bemærke, at Redaktionens Forudsætning – saa relpilli; den nok forresten har været – heller ikke her har truffet det Rette. Der har nemlig inen Feilskrivning fundet Sted, men mine ne er i Overensstemmelse med Sandheden, og havde Redaktionen sagt Oplysning hos mig om dette Forhold, som synes den saa ufatteligt saa skulde jeg nok skaffet den tilstrækkelig Begrundelse baade for Omsætningens og Udbyttets Vedkommende.
 
   Siden det har interesseret Redaktionen saameget at belyse det forrige «moralske Samlags» Virksomhed ved Hjælp af Tal, saa haaber jeg, at nedenstaaende Talrække, der er en Udskrift af politijournalen og i as Grad det «moralske Samlag» vedkommende, ikke vil være Redaktionen uvelkommen, og tillader jeg mig derfor at anmode om Plads ogsaa for denne:
 
   For Drukkenskab Gadeuorden etc. arresteredes her:
 
1869 (det gamle Forhold)                     56 Pers.,
1870 (det «moralske Samlag»)             16 do.
1871                ” ”                               19 do.
1872                ” ”                               20 do.
1873                ” ”                               24 do.
1874 (det nuværende Samlag)              67 do.
1875                ” ”                               73 do.
 
   Det viser sig altsaa her, at det «moralske Samlag» udmærker sig ved smaa Tal, men dette finder man nok intet at udsætte paa.
 
   Med Hensyn til Tallene forøvrigt og hvad de skulle bevise, saa antager nu jeg for min Del, at en rigtig Bedømmelse, her som i andre Forholde, er afhængig af, om alle vedkommende Omstændigheder er tagne i tilbørlig Betragtning.
 
                                          Holm Hansen».
 
Redaksjonen i avisen ville ikke helt godta det som ble fremført i leserinnlegget, og svarer i samme nummer og på samme side[xlvi]:
 
   «De Oplysninger, som Hr. Holm Hansen her giver, have jo egentlig intetsomhelst at gjøre med den Sag, hvorom Redaktionen skrev i forrige Numer af dette Blad.
 
   Vi ønskede at klare Begreberne om Samlagets Stilling, at gjøre det indlysende, at der er, har været og vil blive en saadan Fluktuation i Størrelsen af det Udbytte, som kan resultere af denne Bedrift, at det er mindre Anbefalelsesværdigt at grunde noget Bestemt og Fast paa dette Udbytte. For at kunne belyse dette, maatte vi naturligvis paavise, at om ogsaa 1874 og 1875, hvis Resultater ere almindeligt bekjendte her, havde givet Guld og grønne Skove, saa havde de foregaaende Aar, – i hvilke Driften havde været ledet paa en nogenlunde lignende Maade, nemlig ikke til Gevinst for private Forpagtere, – godtgjort, at et saadant Udbytte, som i de nævnte 2 Aar, havde været og upaatvivlelig ogsaa vilde blive Undtagelse og ikke Regel.
 
   Om Hr. Holm Hansen ikke har forstaaet dette, eller om han ikke har villet forstaa det – skulle vi ikke kunne afgjøre. Vist er det, at han synes at have opfattet det, vi skrev, ene og alene som en Drøftelse af den Periode, hvori han sammen med Hr. Testmann forvaltede den Forretning, som nu er i Samlagets Hænder. Heri har han taget feil. For det Første have vi ingen Tilbøielighed til at befatte os med en saadan Drøftelse, og for det Andet vilde det være aldeles Umuligt for os at gjøre det, af den simple Grund, at vi dertil mangle alt Materiale, eftersom der ikke findes andet, end høist ufuldstændige Oplysninger i Formandskabets Arkiv, til hvilket vi efter vor Begjæring have havt Adgang for denne Sags Vedkommende. Naar de to Herrer ikke have fundet det nødvendigt i sin Tid at meddele rette Vedkommende Regnskaber, som kunde give tydelige Oplysningere saa vilde vi virkelig anse det høist upassende for Redaktionen nu at anmode dem om saadanne.
 
   Der er forskjellige Yttringer i Hr. Holm Hansens Artikel, saasom: «saa er dette derfor et Forsøg aa at fremkalde osv.» – eller: «at Redaktionen heller ikke her har Sandheden med sig osv.»
 
   – Disse Yttringer kunne vi overse. Det er ikke Enhver der ved hvad man med Anstændighed kan tillade sig at fremføre naar man skriver offentlig.
 
   For imidlertid at give Hr. Holm Hansen Anledning til at sammenligne sin egen med Hr Testmanns Opfattelse af Forholdet, skulle vi tillade os at anføre Slutningen af en Skrivelse fra Sidstnævnte til Formandskabet, dateret 19de Mai 1874: «– – – Det var først senere hen i Aarets (1870) Løb, at jeg for flere af Garantisterne og tillige i et Repræsentantmøde udtalte, at Indtægterne blev saa store, at vi ansaa det upassende for os at beholde det hele Beløb, hvorfor vi havde bestemt os til at lade Garantisterne bestemme Beløbets Størrelse af vor Løn og udbetale det Resterende (Hr. T. mener formodentlig Resten eller Overskudet) til Kommunen. Det var saaledes ingen Pligt, der paahvilte os, og hvad der af os blev indbetalt til Kommunen, Da saaledes kun en kfrivillig Gave, som i de 2 Aar androg til et samlet Beløb af over 2,000 Spd.» – Stemmer dette nu med Hr. Holm Hansens Fremstilling eller med den, som vi have givet?
 
   Til de Oplysninger, som Hr. Holm Hansen til Slutning giver om Arrestationer for Drukkenskab, skulle vi bemærke: 1) er det ikke sikkert, at man med Hensyn til Arrestation er gaaet lige strengt tilværks i det ene Aar, som i det andet; 2) er det jo rigtignok rimeligt, at Forbruget af 53,000 Potter forudsætter et meget betydeligere Antal forbrugere og altsaa større Anledning til Uorden end Forbruget af mindre end 30,000 Potter; 3) er det en bekjendt Sag, at der i Vinteren 74 og 75 var et langt større Antal af urolige og med Penge vel forsynede Søfolk hjemme her end i nogen af de foregaaende Vintre. Det her Anførte maa vistnok tages meget i Betragtning, thi det turde dog nok være den almindelige Mening, at Gadeuorden og synlig Beruselse paa Gaden i de sidste Aar, efter at Samlagets Virksomhed er begyndt, snarere har vist sig aftagende end tiltagende – trods det forøgede Antal Arrestationer.
Red».
 
Holm Hansen var visst ikke av den typen som lett gir seg og da avisen kom med det påfølgende onsdagsnummeret[xlvii] var han klar:
 
«Hrr. Redaktør.
 
   I Anledning af, at jeg i mine Oplysninger i forrige Numer siger, at Redaktionen har søgt at fremkalde Tanker og Betragtninger, der ikke ere stemmende med de virkelige Forholde, og at Redaktionen ikke har havt Sandheden med sig, bemærker De: «Disse Yttringer kunne vi overse. Det er ikke Enhver der ved, hvad man med Anstændighed kan fremføre, naar man skriver offentlig.»
 
   At det skulde være uanstændigt, naar man skriver offentlig, at tilbagevise Usandheder, især naar det sker til fornødent Selvforsvar, det havde jeg ikke troet. Det er hellerikke Alle, som tror det; Redaktør; og som et lidet Bevis for denne min Paastand tillader jeg mig at anføre nogle Ord af en i «Morgenbladet» for igaar indtagen Skrivelse fra Pastor Preuss til Pastor Oftedahl; hvilke Ord De nok godhedsfuld giver Plads i Deres Blad, da de muligt kunde tjene til i nogen Grad at formilde den Dom, Redaktionen har fældet over mig. Pastor Preuss siger: «Jeg kan ikke lade saamegen Usandhed gaa upaatalt hen – Deres Beretning er altsaa usandfærdig den er er en grov Usandhed». Professor Johnsen siger i «Luth. Kirketidende» om den samme Ting, at «den er en ligefrem Usandhed». Professor Bugge ligesaa. «Usandheder og der grove Usandheder o. s. v.» Nu, dette var Udtryk brugte af Præster og Professorer. Men De har naturligvis alligevel Ret De Hr. Redaktør. Det er ikke Enhver der ved, hvad man med Anstændighed kan tillade sig at anføre, naar man skriver offentlig.
                                                 Holm Hansen».
 
Dette var redaktøren, mildest talt, uenig i[xlviii]:
 
«Naar Hr. Holm Hansen i Foranstaaende sige. –
 
«At det skulde være uanstændigt, naar man skriver offentlig, at tilbagevise Usandhed, især naar det sker til fornødent Selvforsvar, det havde jeg ikke troet»
 
saa ville vi tillade os at bede ham opgive hvilke Usandheder det er, han har tilbagevist?
 
Hr. Holm Hansen godtgjør ogsaa i denne Artikel at naturligvis har Ret – hvilket han da forresten ogsaa indrømmer – naar den mener og siger: «Det er ikke Enhver, der ved red man med Anstændighed kan tillade sig at fremføre naar man skriver offentlig.»
Red».
 
Fra tid til annen ser man i Sandefjords Tidende lister over gjester ved Badet i Sandefjord – og innimellom disse enkelte som ellers i året er av byens innbyggere – litt som om man skulle bo i Nybyen, og ta ferien på Park. I 1876 la Holm Hansen[xlix] seg inn som badegjest fra 4 juli – hvor lenge han ble vites ikke, men han overnattet antageligvis hjemme.
 
Én mulig forklaring er denne: de fleste Sandefjordinger blant badegjestene, kan det se ut til, er helt voksne mennesker, kanskje en overvekt av kvinner, som hadde det til felles at de var enslige. Eller med andre ord – de var ute efter å finne seg en partner.
 
Noen dager efter at han la seg inn på badet opptrer Holm Hansen nærmest som eiendomsmegler – kan det se ut til. I det minste finner man en annonse i avisen der et hus er til salgs ved ham – ikke fra ham.
 
Da folketellingen for 1875[l] ble tatt opp i januar ble denne eiendommen bebodd av et par som blir beskrevet – begge to – «Fraskilt fra Seng men ikke fra Bord». Husfaderens, Paul Thorsen fra Sandefjord, «bostatus» er oppgitt til å være «ingen» så kanskje han ikke var tilstede men fremdeles underholdt konen, Augusta fra Wallø. Han var 32 år gammel, hun 21.
 
De har to barn – Anna (8) og Augusta (3), begge med Thorsen til efternavn.
 
Augusta var antagelig født Aurich, for i huset hos dem bodde også en 64 år gammel dame fra Sem, som het Johanne Aurich og beskrives som «Svigermoder». 26 år gamle Thora Aurich beskrives som svigerinne.
 
Uken efter finner man at den nærmest allestedsnærværende Holm Hansen i nok en ny rolle – han er nå også agent for landbruksmaskiner[li]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Utpå høsten kom Arbeidersamfundet i gang igjen, og 15 oktober skulle det være «årsmøte» med valg av styremedlemmer til erstatning for dem som skulle gå av i henhold til statuttene:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Holm Hansen var – og forble – kommunepolitiker, men kom i kontakt med politikken på andre nivåer, for eksempel da han ble foreslått som valgmann fra Sandefjord[lii] ved den distriktsforsamlingen som skulle holdes i Larvik 26 oktober 1876.
 
Han nådde ikke opp – men ble, med 13 stemmer 2 varamann efter P. A. Grøn, men før Glasmester Andersen. De valgte var Dr Ebbesen; Aagaard; og Høst.
 
Sandefjords Tidende[liii] hadde, samtidig som de brakt valgresultatet, en lengre kommentar til valget og utfallet, og som kaster litt lys over Sandefjords-politikken i de dager:
 
   «Sandefjord den 21de Oktober.
 
   Idag have Sandefjords Borgere ved Stemmeflerhed udkaaret til at møde som Valgmænd ved Distriktsforsamlingen i Laurvik paa Torsdag, for sammen med Laurviks Valgmænd at vælge Storthingsrepræsentant for Laurvik og Sandefjord:
 
   Dr. Ebbesen (65 St.), Aagaard (39) og Høst (32 St.). y Suppleanter blev: P. A. Grøn (15), Holm Hansen (13) og Glasmester Andersen (11 St.). – 69 gyldige Stemmesedler bleve afgivne.
 
   Udfaldet har upaatvivlelig tilfredsstillet Byens Ønsker, det vil sige: De Valgte ere Mænd, som nyde almindelig Agtelse og til hvem man roligt kan overlade baade at repræsentere Byen og at varetage dens Interesser.
 
   Det vilde imidlertid dog være uretfærdig om man vilde anse den Fred i politisk Retning, som hersker i Sandefjord, for et Bevis paa, at der her raader fuldstændig Sløvhed eller Ligegyldighed med Hensyn til de offentlige Anliggender, thi maaske er Interessen for disse forholdsvis lige saa stor i Sandefjord, som i andre Byer. Og naar der desuagtet ikke finder politisk Meningskamp Sted her, saa er det, fordi Sandefjord hidtil har været heldig nok til ikke at hjemsøges af Opviglere, som for at fremme egne ærgjerrige og egenkjærlige Hensigter have søgt at danne politiske Partier inden Byen. Den Del af Befolkningen her, som har Opmærksomhed og Interesse for det offentlige Liv i det Hele og for Storthingets Virksomhed i Særdeleshed, kan i sine Anskuelser henregnes til «Centrum», – siden nu endelig Alt skal henføres til bestemte Grupper, – nogle til «høire Centrum», andre til «venstre do.», og Mænd, hvis Anskuelser gaa til det yderste «Høire» eller «Venstre», ere ukjendte her. Man er nemlig ikke her overbevist om, at en Borger i enhver Henseende maa dele Anskuelser med det yderste «Høire», fordi han er Embedsmand, og vi have desuden saa faa Embedsmænd, at de ikke komme til at danne en Kaste for sig. Vi leve saaledes her roligt i politisk Henseende, og skjøndt det vel kan være, at man andre Steder seer overlegent og medlidende ned paa denne vor Tilstand, saa troe i dog at turde udtale, at man vil længes tilbage til den, hvis den Tid skulde komme, at den Slags politiske Rivninger indtraadte her, som man nu med al Magt søger at kalde tillive andre Steder i Landet, og ikke mindst i Landets mindre Byer.
 
   Saalænge Sandefjord ikke kan gjøre sig Haab om at erholde egen Repræsentant paa Storthinget, vil det neppe frembyde nogen Kampplads for politiske Ærgjerrigheder, og saalænge vil det forhaabentlig faa Tilladelse til at blive uberørt af politisk Agiteren. Dette er en ikke liden Trøst, som bevirker, at man ikke føler sig fortrydelig over at blive aldeles overseet af Laurvik ved et Valg, som dog nok egentlig skulde gjælde for Laurvik og Sandefjord samlede, og ikke for Laurvik alene»
 
Den mening som kommer til uttrykk i Sandefjords Tidende[liv] lille julaften i 1876, er redaksjonens, men gitt at Holm Hansen var avisens utgiver på denne tiden, kan man vel tenke seg at han ikke var helt fremmed for de tankene som kommer til uttrykk – uansett hvor mye artikkelen forsøker å svekke de inntrykket:
 
   «Sandefjord den 23de December.
 
   Vi læste for nogen Tid siden i Drammens Aviser, at man opfordrede Byens Vælgere til denne Gang at foretage Valg paa Medlemmer af Formand-skabet med særlig Omtanke, fordi Byens Magistrat, Borgermester Bang, var valgt til Storthingsmand. og Kommunebestyrelsen saaledes en stor Del af Aaret vilde komme til at savne de detaillerede og indsigtsfulde Indstillinger, hvormed han pleiede at forberede de Sager, som Formandskabet skulde behandle.
 
   Vi ere overbeviste om, – dog vi sige oprigtigt, at vi meget beklage, at saa er Tilfældet – at enhver Borger her i Sandefjord forstaar vor Mening uden at vi behøve at udtale os nærmere om et Forhold, som nu engang finder Sted og neppe kan ændres i den nærmeste Fremtid.
 
   Der forestaar paa Torsdag Valg paa 3 Medlemmer af Formandskabet idet kun Hrr. Oftedahl vedbliver at fungere. Hrr. Høst har anmeldt, at han, støttende sig paa sin Ret dertil som valgt Overformynder, agter at udtræde allerede nu af Formandskabet, i hvilket han egentlig skulde haft Sæde endnu i 2 Aar. Vi formode, at Byens Borgere ville indvælge ham i Repræsentantskabet, hvor han ikke bør savnes baade paa Grund af sin egen Agtværdighed og Hæderlighed, og fordi Navnet «Høst» i vel 60 Aar har haft en agtet og god Klang inden Kommunen.
 
   Hrr. N. W: Sørensen skal fratræde, fordi hans Funktionstid nu er udløben. Han blev i sin Tid indvalgt i Formandskabet som Repræsentant for Haandværksstanden. Han var nemlig dengang Bager. Han har senere forandret sin Livsstilling, og vi tvivle ikke om, at Vælgerne ville ønske at se denne agtede Medborger indvalgt i Repræsentantskabet, hvortil han maaske maa ansees mere skikket end som Medlem af Formandskabet.
 
   Istedetfor de tvende ovennævnte Herrer vil der saaledes blive at vælge 2 nye Medlemmer af Formandskabet. Naar vi her tillade os at gjøre Forslag med Hensyn til Valget af disse, da er det ikke, fordi vi anse os mere istand til at træffe det rette Valg, end andre, men fordi vi samvittighedsfuldt og særdeles nøie have overtænkt Sagen og ere komne til Vished om, at vor Mening fremtræder ikke som en Enkeltmands, men som en Anskuelse, der deles af en Flerhed. Vi ville da først nævne Hrr. Linaae. Han har i flere Aar været Medlem af Repræsentantskabet, og har i dette lagt for Dagen, at han føler Interesse for Kommuens Anliggender. Han har i de sidste Aar været Formand i Bestyrelsen for Samlaget og i den Kommite, der blev nedsat i Anledning af Vandværkets Anlæg. I begge disse Stillinger har han vist sig som en ihærdig og arbeidsdygtig Mand. Det er vor fulde Overbevisning, at Kommunen vil gjøre et godt Valg ved nu at indvælge ham i Formandskabet, hvor han forhaabentlig snart vil vise sig Kommunens Tillid værdig.
 
  Til den anden Plads ville vi foreslaa Hrr. Holm Hansen. Tanken at se denne Mand som Medlem af Formandskabet er ikke ny for Vælgerne. Ved det sidste Valg for 2 Aar siden paa 2 Medlemmer af Formandskabet var Holm Hansen den Borger, som næst de Valgte havde det største Stemmetal, og der manglede ham kun 1 eller maaske 2 Stemmer for at være gaaet forud for den ene af dem, der bleve valgte. Han har i mange Aar været Medlem af Repræsentanliskabet. Han har en saa almindelig anerkjendt Indsigt i alt, hvad der hører til Fattigforsørgelsen her i Byen, at næppe nogen vil betænke sig paa at søge de Oplysninger, man maatte ønske i denne Retning, hos ham fremfor hos nogen Anden. Ogsaa han er, ligesom Hrr. Linaae, Medlem af de 2 ovennævnte Bestyrelser og har ogsaa i disse godtgjort sin Interesse for Kommunens Anliggender. Haandværksstanden vil upaatvivlelig være enig med os i, at den ikke kan se sig værdigere eller bedre repræsenteret i Formandskabet, end ved ham. Naar vi have anvendt saamange Ord paa at godtgjøre Berettigelsen af vort Forslag om at vælge Hrr. Holm Hansen, da er det skeet af den Grund, at han er Udgiver af dette Blad. Det er jo ingen Hemmelighed for Nogen her i Byen, hvem der redigerer Bladet, og vi tør maaske haabe, at man i vor Personlighed vil have Sikkerhed for, at det ikke er noget Afhængighedsforhold, som har bevirket, at Redaktionen har anbefalet Bladets Udgiver.
  
Vi komme nu til Valget af det 3die, eller om man hellere vil det lste Medlem af Formandskabet. Dr. Ebbesen har i omtrent de sidste 30 Aar været Medlem af Kommunebestyrelsen, og i den langt overveiende Del af disse Aar har han været Formandskabets Ordfører. Hvorledes han har udfyldt denne Plads, er det overflødigt at yttre sig om. Hans Medborgeres idelige og stedse saagodtsom enstemmige Gjenvalg taler tydeligt nok. Hans Funktionstid er nu udløben, og det er hans alvorlige Mening, at han nu vil trække sig tilbage fra den ofte byrdefulde Stilling som Ordfører i Formandskabet. Han maa nemlig vel kunne forstaa, at naar han med sin Indsigt i Kommunens Anliggender er Medlem af Formandskabet, saa vil han næsten blive tvungen til at være dettes Ordfører. Vi betænke os ikke paa at udtale, at saalænge den Hjælp, som skulde haves fra den med Formandskabet sideordnede Autoritet, er saa særdeles utilfredsstillende, som den nu har været i de sidste 9 Aar, saa er det for en Mand i Dr. Ebbesens Alder og med hans Ønske om at behandle den sideordnede Autoritet hensynsfuldt en Byrde nu paany at paatage sig Ordførerpostens Besværligheder. Vi kunne tænke os Dr. Ebbesens Anskuelser om denne Sag, og vi kunne ikke andet, end give ham fuldstændig Ret. Men vi kjende ogsaa Kommunens Stilling, og saa gjerne vi end gjorde det, kunne vi ikke give ham Medhold. Der skal i de nærmeste Aar ordnes flere Forhold inden Kommunen, som ere af høieste Vigtighed for denne. Den. nye Brandordning er endnu ikke endelig fastslaaet, og den kan endnu komme til at lægge Beslag paa en energisk Optræden fra Kommunebestyrelsens Side. Der skal fattes Beslutning om Opførelsen af en Brandvagtsbygning.
Der skal tilveiebringes en ny Ordning af Kommunens Skolevæsen. Der skal arbeides paa og udkastes Planer for den lempeligste Maade, hvorpaa Kommunen kan afvikle de Forpligtelser, den har paataget sig med Hensyn til Jernbaneanlægget. Alle disse Sager ere af den Betydning og Vigtighed for Kommunen, at det vel kan tiltrænges, at en Mand, som med Interesse for Kommunen forener Erfaring, Modenhed, Sindighed, Kundskaber og Indsigt, staar i Spidsen for Kommunebestyrelsen. Og vi ville oprigtig spørge Byens Borgere: Ved Nogen at navne en Mand inden Kommunen, som endog kun tilnærmelsesvis kunde erstatte den Aftrædende i alle disse Retninger samlede?
 
   For nogle Aar tilbage var Sandefjord saa heldig at have i sin Midte en Borger, som i mange Aar trolig delte Ordfører-Hvervet med Dr. Ebbesen, og hvem Kommunen nu med fuld Tillid vilde kunne have seet varetage sine Interesser. Vi mene naturligvis Sagfører Bryn. Men vi ville minde om, at det var en Pluralitet i Kommunebestyrelsen, som ledet af kortsynede Særinteresser berøvede Sandefjord denne dygtige og indsigtsfulde Hjælp, idet den for 5 Aar siden forkastede det daværende Formandskabs velbetænkte Forslag: at søge at faa en Del af Hjertnes indlemmet i Byen. Paany at gjenoptage denne Sag vil upaatvivlelig blive en af de Opgaver, som i den nærmeste Fremtid vil blive behandlet af et tænksomt Formandskab. Og hermed ville vi slutte. Vi nære det sikre Haab, at selv de Vælgere, som ikke ere fuldstændig enige med os, dog ville erkjende, at det er af Hensyn til Kommunens Tarv, at vi foreslaa dem paa Torsdag at stemme paa følgende 3 Herrer:
 
   Dr. Ebbesen,
   J. B. Linaae og
   Holm Hansen».
 
Midt i romjulen kunne Sandefjords Tidende[lv] bringe noen saker forbundet med byens affærer – men også minne befolkningen om at innen få dager ville gå over fra den gamle penge-enheten spesiedaler, og over til den pan-skandinaviske kronen
 
   «Sandefjord den 28de December.
 
Vi ville tillade os at bringe i Erindring, at efter 1ste Januar 1877 skulle alle Regnskaber, der vedkomme Staten, Kommunen, offentlige Stiftelser samt saadanne Anstalter og Stiftelser, som staa under offentlig Bestyrelse eller som i Kraft af en paa deres Planer meddelt offentlig Approbation ere i Besiddelse af nogen Forrettighed, – føres i Kronemynt. Det samme gjælder om private Regnskabsbøger, som Nogen ifølge Lov er pligtig at holde. Fra samme Tid bliver Kronemynten den eneste Pengesort, hvori nogen kan vente Paastand om Betaling antagen enten af Domstolene eller af andre offentlige Myndigheder. Ligeledes skulle vi atter minde om, at fra 1ste Januar -1877 ere alle for 1866 slagne Kobber-Enskillinger (deri tillige indbefattet Kobbermynten af 1771) samt alle andre dansk-norske (de flade og tynde) To- og Fire-Skillinger ikke længere gangbar Mynt. For dem, der maatte være i Besiddelse af saadanne Mynter, som de her nævnte, er der Anledning til at faa dem vexlede mod gangbar Mynt paa Byfogedkontoret daglig i Timen mellem 12 og 1, sidste Gang Lørdag den 30te December.
 
_ _ _
 
Igaar Eftermiddag afholdt den samlede Kommunebestyrelse et Mode, i hvilket Pastor Lange enstemmig gjenvalgtes til Medlem af Skolekommissionen, hvor hans Funktionstid var udløben. – Fattigvæsenets Budget for næste Aar blev gjennemgaaet og vedtaget. Da vi senere komme til at meddele samtlige Kommu-nens Budgetter, skulle vi her indskrænke os til at bemærke, at den Sum, som vil fordres udlignet paa Statteyderne til Anvendelse for Fattigvæsenet i næste Aar, er 2400 Kroner (600 Spd.), en Sum, der vistnok maa siges at staa i et meget rimeligt Forhold baade til Borgernes Skatteevne og til den tilstedeværende Trang i Kommunen. – Man vedtog ligeledes enstemmig, at der i næste Aar skulde opkræves 2 pCt. Tillæg til Toldintraderne til Fordel for Havnekassen.
 
   Da Mødet sluttedes, henvendte Ordføreren Dr. Ebbesen nogle Ord til de Tilstedeværende, hvori han bragte dem sin Tak for den Velvillie, hvormed han stedse var bleven mødt som Medlem og Ordfører i Formandskabet. Men han erklærede tillige, at han var fuldt bestemt paa nu at ville udtræde af Formandskabet. Magistraten, Byfoged Schanche yttrede derpaa, at han vilde fremhæve for ham paa egne og Kommunens Vegne en anerkjendende Tak for hans Virksomhed. Forskjellige Medlemmer af Kommunebestyrelsen toge nu Ordet og stillede en indtrængende Opfordring til Dr. Ebbesen om ikke at fastholde sin Beslutning, men give efter for det almindelige Ønske, som næredes af Byens Borgere om at se ham vedblive sin Virksomhed i Kommunens Tjeneste. Han svarede imidlertid, at saa kjært det end var ham at modtage et saadant Bevis paa Medborgeres Tillid, kunde han dog ikke fravige sin engang fattede Beslutning.
_ _ _
 
Sandefjords stemmeberettigede Vælgere foretog idag Valg paa 3 Medlemmer af Formandskabet. Som man af det foranstaaende Referat vil have seet, har Dr. Ebbesen ikke været at formaa til at modtage Gjenvalg, hvilket han yderligere erklærede før Valghandlingen begyndte. Ogsaa den aftrædende Formand N. W. Sørensen erklærede, at han ikke kunde modtage Gjenvalg. Derpaa foregik Valget med følgende Udfald:
 
Holm Hansen, 
J. B. Linaae og
P. A. Grøn
 
erholdt det største Stemmeantal og bleve saaledes Medlemmer af Formandskabet.
 
   – Efter de Valgte havde DHrr. Pastor Lange, Lensmand Ferry og Kjøbmand P. C. Pedersen flest Stemmer».
 
Desember var tydeligvis mer av en politisk måned i 1876 enn den er i 2020-årene, for 30 desember kunne man lese i avisen[lvi] at
 
   «Paa Onsdag skal der vælges 6 Medlemmer af Kommunens Repræsentantskab istedetfor DHrr. Holm Hansen, P. A. Grøn, I. T. Rove, P. C. Pedersen, A. Nord og I. B. Linaae, hvis Funktionstid som Repræsentanter er udløben.
 
   Som man vil se ere de 3 af ovennævnte 6 Herrer indvalgte i Formandskabet, og disse ville, efter vor Mening, passende kunne erstattes med de 3 Medlemmer af det tidligere Formandskab, hvilke nu ere aftraadte. Den eneste af disse 3, som vilde kunne undslaa sig for at modtage Valg som Repræsentant, er Dr. Ebbesen. Men vi holde os fuldkommen overbeviste om, at han ikke vil modsætte sig Vælgernes Ønske om at se ham i denne Afdeling af Kommunebestyrelsgen, om han end har villet unddrage sig det mere byrdefulde Hverv som Medlem af Formandskabet.
 
   Som nyt Medlem af Repræsentantskabet ville vi tillade os at foreslaa Hr. Skibskaptein og Skibsreder J. M. Bryde. Vi mene nemlig, at denne Mand har mange og væsentlige Betingelser for at kunne blive et nyttigt Medlem af Repræsentantskabet. Desuden har Skibsførerstanden saamegen Betydning her i vort Samfund, at det er baade rimeligt og ønskeligt, at den har sine Repræsentanter i Kommunebestyrelsen. Den Omstændighed, at denne Stand i Regelen er fraværende en stor Del af Aaret, bevirker imidlertid, at man er henvist til at søge Repræsentanter for Standen mellem dem, som have ophørt med at fare og nu indskrænke sig til at leve som Skibsredere. Hr. P. A. Grøn har hidtil været Medlem af Repræsentantskabet, men da han nu er valgt til Formand, antage vi, at Hr. J. M. Bryde passende kunde indvælges i hans Sted.
 
   Vi vilde derfor tillade os at foreslaa Vælgerne paa Onsdag at give sin Stemme til følgende 6 Herrer, for at disse kunne blive Medlemmer af Sandefjord Kommunes Repræsentantskab:
 
Dr. Ebbesen,
Fr. Høst,
N. W. Sørensen,
P.C. Pedersen,
J. T. Rove og
J. M. Bryde».
 
Litt lenger ut i samme utgave[lvii] finner man kunngjøringen av Holm Hansens valg til formannskapet:
 
Det var kanskje akkurat det valget som gjorde at han trådte ut av representantskapet, og dermed åpnet den plassen for nyvalg, slik det stod i annonsen under[lviii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Formannskapet konstituerte seg helt i begynnelsen av januar 1877, og dette ble behørig referert i Sandefjords Tidende[lix]:
 
   «Sandefjords Formandskab har nu konstitueret sig og valgt J. B. Linaae til Ordfører samt P. A. Grøn til Viceordfører for indeværende Aar. Formandskabets øvrige Medlemmer ere Oftedahl og Holm Hansen. Vi ville ønske det nye Formandskab, om hvis Iver og Lyst til at virke for Kommunens Tarv vi ere fuldkommen overbeviste, Held og Uholdenhed i sine Bestræbelser. Det er ikke faa og uvigtige Sager, hvis Behandling forestaar netop i Aar, og det er derfor en ikke liden Beroligelse at kunne være sikker paa, at de, som faa med deres forberedende Behandling at gjøre, ville arbeide med Lyst og god Villie».
 
I april 1877 trådte Holm Hansen ut av styret for Samlaget, hans funksjonstid var over[lx].
 
Straks før jul samme år var hans periode i Fattigkommisjonen over den også[lxi]:
 
 
I 1877 brant Levanger og en full svenske fikk skylden. Brannen var én ting, det var mye sne og svært kaldt, så det var spesielt vanskelig for de rammede. I Sandefjord dannet man en liten komité som skulle samle inn midler til å avhjelpe nøden[lxii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Samme dag ble Holm Hansen, igjen, valgt inn i Fattigkommisjonen, sammen med Høst[lxiii].
 
På nyåret kunne Sandefjords Tidende[lxiv] berette at Formannskapet i møte på nyttårsaften 1877 hadde valgt P. A. Grøn til ordfører og Holm Hansen vise-ordfører.
 
Et knapt par uker senere ble regnskapene for Fattigkommisjonen offentliggjort i avisen[lxv]:
 
I april 1878 begynte man å sanke inn det folk skyldte for første termin for by- og fattigskatten: man gikk ned på Rådhuset mellom 2 og 4 om eftermiddagen, og betalte[lxvi].
 
Omtrent samtidig hadde kemnerkontoret flyttet[lxvii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gaard nummer 200 ved Langgaden lå antagelig omtrent der, i moderne tid, man finner det sydvestlige hjørnet mellom Kongens Gate og Dronningens Gate.
 
Omtrent samtidig trådte Holm Hansen ut av formannskapet[lxviii]:
 
«Ved det i Mandags foretagne Valg paa et Medlem af Sandefjords Formand skab faldt saa godt som alle de afgivne Stemmer paa Skibsreder I. M. Bryde. Valget var som bekjendt foranlediget ved, at Hr. Holm Hansen er udtraadt af Formandskabet paa Grund af, at han er valgt til Kæmner og Kasserer ved Fattigvæsenet».
 
Han trådte ut av Fattigkommisjonen omtrent på samme tid og av samme grunn[lxix]. Som efterfølger ble valgt Skolelærer Nilsen[lxx]. Men fortsatte med forsikringsselskapet «Throndhjems Brandforsikringsselskab[lxxi]».
 
En pussig sak som Holm Hansen befattet seg med tøyer, gjennom sin rolle som utgiver av Sandefjords Tidende kom til overflaten sensommeren 1878[lxxii]:
 
      «Til
 
   Redaktionen af Sandefjords Tidende.
 
Efterat have læst det fra Bestyreren af Sandefjords Apothek i Deres ærede Blad af 3lte f. M. givne Tilsvar, lod jeg strax en Prøve af det paagjeldende Tøi, der af Apothekeren angives at være undersøgt af Herr Doxrud i Kristiania, og af denne skulde være fundet arsenikholdigt, indsendte til Undersøgelse ved nævnte Herr Doxruds chemiske Laboratorium. Tøiet er netop bleven mig tilbagesendt med Paategning «arsenik frit.
 
   Jeg er nu i Besiddelse af Attester fra:
 
        1. Doxruds chemiske Laboratorium,
        2. Det chem. analyt. Bureau i Kristiania,
        3. Laurvigs Apothek,
        4. Sandefjords do.
De. tre første Attester gaar ud paa, at Tøiet er arsenikfrit, medens den fjerde (Sandefjords Apotheks) lyder saaledes: «Vedlagte Prøve Tøi er idag chemisk undersøgt og befundet at være arsenikholdigt, hvilket herved attesteres.»
 
               Sandefjord 16/7 78

                                    O. F. Bruun».

   I det jeg vedlægger de undersøgte Tøiprøver med paaklæbede Attestationer, tør jeg anholde om den ærede Redaktions Bevidnelse om Rigtigheden af hvad jeg her har anført.
 
   Slutteligt skal jeg kun tilføie, at det ikke har været mig behageligt at fremdrage denne Sag for Offentligheden; jeg trøster mig imidlertid med, at min Offentliggjørelse af Sagen er skeet paa en saadan Maade, at enhver uhildet Læser har indseet, at det kun har været mig om at gjøre at forsvare mig selv, og at jeg ikke har tilsigtet «personlige Fornærmelser» mod Bestyreren af Sandefjords Apothek.
 
                Sandefjord den 9de August 1878.
                                                      Ærbødigst I. E. S. Wetlesen.
 
At de oven berørte Attester ere foreviste dette Blads Udgiver og tillige Bladets Redaktør

              d. u. s. bevidnes 

                                    Holm Hansen. 
                       Udgiver af Sandefjords Tidende».
 
 
Som kemner hadde Holm Hansen som oppgave å minne folk
om å komme og betale skatten sin[lxxiii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
Så skulle man velg noen nye medlemmer av Formannskapet[lxxiv]:
 
   «Sandefjord den 24de December.
 
    Kommunens stemmeberettigede Borgere ere opfordrede til at møde paa Raadhuset førstkommende Fredag Formiddag Kl. 11, for der at afgive Stemme paa de tvende Mænd, hvormed Formandskabet skal suppleres fra Nytaar istedetfor Dhrr. Oftedahl og I. M. Bryde.
 
   Medens den Funktionstid af 4 Aar, hvortil Hr. Oftedahl var gjenvalgt som Formand, nu er udløben, er det derimod ved Lodtrækning tilfalden Hr. Bryde at udtræde, idet Dhrr. P. A. Grøn og Linaae fremdeles forblive staaende i de paafølgende to Aar. 
 
   Den Stemning for Hr. I. M. Bryde, der gav sig tilkjende ved hans saa godt som enstemmige Indvalg i Formandskabet for tre Fjerdedels Aar siden – da han afløste Hr. Holm Hansen, der maatte udtræde fordi han var bleven ansat som Kommunens Kæmner –, den samme Stemning er vistnok endnu aldeles uforandret, og det kan derfor med Sikkerhed antages, at Vælgerne nu paany ville vælge ham.
 
   Endskjøndt det er et saare ubehageligt Hverv at maatte foreslaa ikke at gjenvælge en Mand, fra hvem der ikke foreligger Noget, hvoraf man kunde slutte sig til, at han selv ikke ønsker Gjenvalg, anse vi det dog som Pressens Pligt i dette Tilfælde uforbeholdent at yttre, at Hr. Oftedahl ikke bør gjenvælges. Det er os imidlertid en Trøst at føle os overbeviste om, at Alle ville være fuldstændigt enige med os i at erkjende, at det udlukkende er Hensyn til denne hæderlige Medborgers Stilling som Bogholder ved Samlaget for Brændevinshandel, der foranlediger dette Skridt fra vor Side.
 
   Formandskabet er den Autoritet, hvem det paaligger at kontrollere Bestyrelsen for Samlaget. At det derfor maa være nødvendigt – eller ialfald høist ønskeligt –at Formandskabets Medlemmer ikke have nogen Andel i Bestyrelsen af Samlaget, vil man vistnok indrømme. Da det nuværende Formandskab tiltraadte sine Funktioner ved Begyndelsen af Aaret 1877, havde næppe hverken Vælgerne eller de Valgte været opmærksomme paa, at 3 af dets 4 Medlemmer vare i Bestyrelsen for Samlaget og at det fjerde Medlem var Samlagets Bogholder. At det under disse Omstændigheder var fuldkomment intetsigende at tale om Kontrol – maa Enhver medgive. Hr. Holm Hansen udtraadte derfor ogsaa ved første Leilighed af Samlagets Bestyrelse, og Hr. Linaae har senere fulgt hans Exempel, saa at Dhr. P. A. Grøn og Oftedahl staa tilbage. Men selv disse tvende ere ialfald een for meget, thi er den ene af dem Ordfører i Formandskabet og ere de enige i den Sag, som skal behandles, saa udgjøre de to Herrer jo Formandskabets Majoritet, med andre Ord: Formandskabet, og Talen om den Samlaget kontrollerende Autoritet er fremdeles en Illusion. Ved det i Fredags foretagne Valg paa Medlemmer af Formandskabet i Tønsberg havde nogle Vælgere foreslaaet at stemme paa Konsul Bugge. Fra forskjellige Hold i Pressen blev det imidlertid fremhævet, at hvor ønskeligt det end kunde være at se Hr. Bugge som Medlem af Formandskabet, saa vilde man dog nødigt undvære ham i Samlagets Bestyrelse, og begge Stillinger kunde han naturligvis ikke indehave samtidigt. Saaledes ere nu Anskuelserne i Tønsberg.
 
   Hr. Oftedahl er jo vistnok ikke Medlem af Bestyrelsen for Samlaget, men derimod er han den af dettes Bestyrelse indsatte og kontrollerede Bogholder ved Samlaget. Men gjør dette Sagen bedre? Mon det ikke bliver endnu mere parodisk, at Samlagets Betjent i sin Egenskab af Formand skal ved given Anledning kontrollere Samlagets Bestyrelse, der atter dagstøt kontrollerer ham som Samlagets Bogholder? Da Hr. O. erholdt sin Bestilling ved Samlaget, var han Medlem af Formandskabet. Hans Funktionstid som saadant udløb imidlerlid ved Udgangen af Aaret 1874. I en Artikel den 23de December 1874 gjorde dette Blad opmærksom paa, at han paa Grund af sin Stilling ved Samlaget ikke burde gjenvælges som Formand. Da Valget foregik den 29de December 1874 mødte 37 Vælgere, og af disse stemte kun de 15 paa ham. Stemmerne vare imidlertid saa spredte, at han med disse kun femten Stemmer blev gjenvalgt, medens den, der var ham nærmest i Stemmetal, erholdt 14 Stemmer. Man seer saaledes, at den overveiende Del (22) af de fremmødte (37) Vælgere vare enige i, at den Mand, hvem de under andre Omstændigheder ganske sikkert vilde have givet sin Stemme, nu ikke burde gjenvælges, og det var kun Mangel paa Sammenhold om en Stedfortræder, der foranledigede, at han paany kom ind i Formandfkabet. Nu, fire Aar efter, er atter hans Funktionstid udløben. Nu er der atter offentligt – mere rigtignok kun af Bladets Redaktion – gjort opmærksom paa Sagen, og nu have Vælgerne atter selv Anledning til at udtale sin Mening om Spørgsmaalet. Tro de, at Forholdet er i sin Orden, nu vel: saa giv Hr. Oftedahl atter den Stemme, hvortil han aldrig ved sin Færd i Kommunebestyrelsen har gjort sig uværdig, – mene de derimod, at Redaktionens her atter fremsatte Mening er rigtig og begrundet, saa bevar Hr. Oftedahl ved de den 3die Junuar forestaaende Valg en Plads i Repræsentantskabet, thi der bør han ikke savnes. Han bør fremdeles som hidtil have Sæde i Sandefjords Kommunebestyrelse.
 
   Idet Redaktionen altsaa anseer det hensigtsmæssigt, at der nu indvælges et nyt Medlem i Formandskabet, skal den tillade sig at henlede Opmærksomheden paa Lensmand Ferry. Den har vistnok tidligere været af den Anskuelse, at Landdistriktets Lensmand ikke egentligt hørte hjemme i Byens Formandskab, men siden den Tid har Hr. Ferry i en længere Aarrække vist, at han stedse med Interesse omfatter den By, til hvilken han yder sin Skat, og den Indsigt, han i forskjellige Retninger kan tilføre Formandskabet, maa være dettes øvrige Medlemmer særdeles kjærkommen. At der baade kunde og vilde indtræffe Tilfælde, hvor han paa Grund af sit Forhold til Sandeherred maatte for en enkelt Sags Vedkommende afholde sig fra Deltagelse i Sandefjords Formandskabs Forhandlinger, er fremdeles vor Overbevisning.
 
   Lad det nu ikke, som for 4 Aar siden, blive Tilfældet, at Uvished med Hensyn til Spørgsmaalet om hvem der bør vælges foranlediger, at af 37 Vælgere udkaares tvende Mænd, valgte med 19 (!) og med 15 (!) Stemmer. At være Medlem af Formandskabet er en saa betydningsfuld Stilling, at den ikke bør gives Tilfældigheden i Vold. Jo større Krav, der nødvendigvis maa gjøres paa Borgernes Skatteevne, jo vigtigere er det, at Kommunens Formandskab tæller Mænd med Omsigt og med Indsigt. Det er derfor en Pligt for Vælgerne ikke blot at møde frem ved Valghandlingen, men ogsaa forinden at overveie hvem der bør vælges.
 
   «Sandefjords Tidende» tillader sig derfor at foreslaa Vælgerne paa Fredag at stemme paa. DHrr. Skibsreder I. M. Bryde og Lensmand Ferry som Medlemmer af Byens Formandskab.
__ __ __ 
 
   Da det turde maaske ikke være overflødigt at minde om, at de i Mandtallet indførte Indvaanere, hvis Stemmeret har været Suspenderet paa Grund af Opbud, men som efter Akkord med sine Kreditorer have erholdt sine Boer til fri Raadighed, nu – i Henhold til en under 6te Juri 1877 emaneret ny Grundlovsbestemmelse – atter ere stemmeberettigede og saaledes ogsaa valgbare til Formænd og Repræsentanter».
 
Akkurat da disse refleksjonene kom på trykk i avisen julaften 1878 var nok Holm Hansen opptatt med ganske andre ting, og kan hende ikke tilstede i byen heller:
 
Ungkar og Kæmner Holm Hansen giftet seg da han var 44 år gammel. Hans utkårede var fra hjemtraktene, men hvordan de møttes er ikke kjent. Hun var Frk Martha Ulriksen, var 23 år gammel og fra Stange, men bodde i Maridalsveien 49 i Oslo. Som forlovere hadde de S. Ulriksen – også i Maridalsveien 49 – og O. Nielsen i Jansens Gate [?] 9. Vielsen[lxxv] fant sted i Gamle Aker Kirke 29 desember 1878.
 
I januar 1879 ble Holm Hansen utnevnt til en rolle som offisiell selger av mål og vekt i Sandefjord, med virkning fra 1 april samme år[lxxvi]. Det var i den rollen at han fikk satte følgende på trykk 12 februar[lxxvii]:
 
«Justervæsenet.
 
   Som den, der af den norske Justerbestyrelse er antaget som Udsælger i Sandefjord af Maal- og Vægt-Redskaber, finder jeg mig foranlediget til at bringe i Erindring:
 
   Da det ved Kgl. Resolution af 4de Mai f. A. er bestemt, at det metriske System for Maal og Vægt fra 1ste Juli 1879 udelukkende skal benyttes ved Beregning af Told og andre offentlige Taxter og Afsgifter, saa vil der fra samme Tid i Medfør af Lov om metrisk Maal og Vægt af 22de Mai 1875 – dens 8 46 – være Adgang for Enhver til at faa sine
 
a) Vægtlodder paa 1 og derover,
b) 1/1 og 1/2 «Korntøndemaal»
og c) Bismere
 
omregulerede og omjusterede til metrisk Maal og Vægt – uden Udgifter for Eieren.
 
   Da det er antageligt, at denne Anledning vil blive benyttet i stort Omfang – og Justervæsenets Funktionærer derved paaføres et betydeligt Arbeide, vilde det for begge Parter være onskeligt, om Vedkommende vilde indsende sine Rekvisitioner angaaende det ovennævnute Omregulerings-Arbeide i betimelig Tid, idet man som Regel maa være forberedt paa, at det vil medtage en længere Tid – mindst 2 a 3 Maaneder, inden de indleverede Redskaber kunne erholdes tilbage i omreguleret og omjusteret Stand. I Forbindelse med Ovenstaaende gjøres opmærksom paa:
 
1) at forslidte eller af andre Grunde ubrugelige Redskaber ikke modtages til Omregulering men kun saadanne, som fremdeles fyldestgjør de ældre Love og Neglementer for Maal og Vægt, samt
 
2) at den omhandlede Omregulering nu kan rekvireres ved Justterkamrene i Stiftsstæderne og i Stavanger – samt for Tøndemaalenes Vedkommende tillige hos Justererne i Fredrikstad, Aalesund, Kristiansund, Namsos, Bodø, Hammerfest og Vardø – og fra 1ste Juli d. A. endvidere hos Justererne i Lillehammer, Drammen, Laurvig, Skien og Arendal.
 
   Enhver her paa Stedet, som fra 1ste Juli – eller tidligere agter at anskaffe metriske Maal. og Væagtredskaber, bor indsende sine Rekvisitioner desangaaende i betimelig Tid til Undertegnede.
 
                    Sandefjord den 11te Febr. 1879.
                                    Holm Hansen».
 
Som hvert år var det, i mars 1879, skatteting, og Holm Hansen minnet innbyggerne om å komme og betale[lxxviii].
 
I april dette år ble Holm Hansen valgt inn i styret for Samlaget[lxxix].
 
Tredje uken i mai 1879 kunne man lese i avisen[lxxx], et sirkulære fra Justerbestyrelsen i Kristiania:
 
«Justerbestyrelsen i Kristiania I under 1ste Mai d. A. udstedt følgende Cirkulaire:
 
   Under Henvisning til Bestyrelsens Cirkulaire af 26de November f. A. angaaende den ved Meterlovens 8 36 tilstaaede Adgang til uden Udgift for vedkommende Eier at faa omreguleret visse ældre Maal- og Vægtredskaber til metrisk Maal og Vægt, skal man grundet paa Beskaffenheden af en stor Del af de til Omregulering indsendte Gjenstande – herved gjentagende bringe i Erindring, at den omhandlede Ret kun kan ansees gjældende ligeoverfor Redskaber, som fyldestgjore vedkommende Lovbestemmelser.
 
   Dette er ved en Flerhed af de til Omregulering til Dato indkomne Gjenstande – navnlig Bismerne – ikke Tilfældet, saaledes at der ved Siden af det egentlige Omreguleringsarbeide ogsaa ved dem tiltrænges et mere eller mindre omfattende Reparationsarbeide. Dette Reparationsarbeide kan Eieren ikke forlange udført uden Godtgjørelse, men vel – i Henhold til Meterlovens 8 27 – imod Erlæggelse af de med Reparationen forbundne Udlæg (selvfølgelig under Forudsætning af, at de forefundne Mangler ere af saadan Beskaffenhed, at de paa en tilfredsstillende Maade lade sig rette).
 
   Den hyppigst forekommende Reparation, hvorom der i her omhandlede Anledning bliver Spørgsmaal, bestaar i Rettelse af Bismerstangens ældre Inddeling eller i Anbringelse af ny Bismerstang, for hvilket Arbeide Bestyrelsen i Henhold til sidstnævnte Paragrafs sidste Passus indtil videre har fastsat følgende Taxt:
 
for en 2 Lp.s     Bismer Kr 2.00
–   –   4   –            –     –  2.50
For en 1 Vogs        –    –   2.00
      –  2    –          –    –   2.50     
– 10 Lps               –     –   3.50     
– 1 Skp.s              –     –   4.45
 
   For alle andre forekommende Reparationer bliver at erlægge særskildt Godtgjørelse efter Regning.
 
   NB: Særligt bringes i Erindring, at Justermestere og Justerere ere paalagte ikke at lade udføre de ovenomhandlede eller andre Reparationsarbeider, med mindre vedkommende Eier udtrykkelig forlanger saadant.
  
   Sfjord 19/5 79. Holm Hansen».
 
Holm Hansen hadde adskillig nok å henge fingrene i og 28 mai 1879 offentliggjorde[lxxxi] han regnskapene for kemneren og for fattigkommisjonen, ikke det hele, men en oppsummering:
 
Et par måneder senere har justervesenets utsalg åpnet, og har forretningstid hver dag[lxxxii]:
 
Innbetalingene av skatten var den gang som nå: nølende, og Holm Hansen måtte være litt truende[lxxxiii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
På dette tidspunkt er det vel ikke overraskende å finne at Holm Hansen, enda en gang, har funnet seg noe nytt å gjøre eller selge[lxxxiv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Holm Hansen og konen Martha fikk sitt første barn 5 oktober 1879. Da han ble døpt[lxxxv] i Sandefjord Kirke 16 november samme år fikk han navnet Hans Frederik og fadrene Fru Andrea Aas fra Laurvig; Fru Anna Bache; Frøken Marthe Nielsen fra Kristiania; Kjøbmand Knud Backe; Uhrmager Theodor Aas fra Laurvig; og Kassereren Ole Hansen. Holm Hansen er oppgitt å være «Bogtrykker» av yrke.
 
Efterhvert som Sandefjord vokste i folketall og rikdom ble det også større konkurranse mellom forretningene og større utvalg av varer. Dermed måtte Holm Hansen begynne å overtale mulige kunder til å velge å gjøre sine innkjøp hos ham – og ikke fra de andre[lxxxvi]:
 
Når man første selger mål- og vektredskaper, danske ovner, forsikringer og annet kan man jo like gjerne fortsette å utvide sortimentet – og det gjør Holm Hansen 29 november 1879[lxxxvii] – med fancy typografi, må vite:
 
Det er ikke kjent, eller ikke kjent ennå, hvorfor Holm Hansen i desember 1879 flyttet Justervesenets utsalg fra gården der avisen holdt til, og til sin egen gård i Langgaten[lxxxviii].
 
Omtrent samtidig skaffet han seg enda et agentur[lxxxix]:
 
Han averterte vinene stadig vekk, men kom også tilbake med et større utvalg ovner[xc]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Om han var ute av politikken, så var Holm Hansen fremdeles en velkjent og aktet innbygger i Sandefjord, og slik kom han inn i arbeide med et sidespor for jernbanen, det som ble til Havnesporet[xci]:
 
   «Sandefjord den 31te Januar.
 
   Sandefjords Borg ere viste iaftes, at den udstedte Indbydelse til at samles i Anledning af Jernbanespørgsmaalet havde fundet almiudelig Gjeuklang. Paa nogle enkelte nær fremmødte omtrent alle de, som kunne antages at have noget Skjøn paa Sagens Betydning for Kommunen. Dr. Ebbesen ledede efter Opfordring Forhandlingerne og gav en Oversigt over Sandefjords Forhold til Grevskabsbanens Anlæg fra den første Tid og indtil dette Øieblik. Han sluttede med en Opfordring til nu at tiltræde Forslaget om en direkte Henvenden til Storthinget om Anlæg af en Sidelinie fra Stationen ned til Bryggen.
 
   Efter ham tog Medlem af Formandskabet P. A. Grøn Ordet for blandt Andet at udtale sine Betænkeligheder baade med Hensyn til, om det valgte Tidspunkt til at arbeide for en Sidelinie var heldigt valgt – og om den foreslaaede Henvendelse til Storthinget var fuldstændigt lovelig, medens han naturligvis dog var enig i den Betydning, Anlægget af en Sidelinie vilde have for Kommunen. Hans Betænkeligheder blede gjendrevne fra forskjellige Hold, og den derpaa følgende Diskussion dreiede sig egentligt kun om enkelte. Punkter i den Fremgangsmaade, man burde følge. Man besluttede at vælge en Komite af 5 Mænd, som skulde udarbeide et Forslag, der
da skulde behandles paa et senere Møde, derpaa underskrives og ved tvende Deputerede indleveres til Storthinget. Til Medlemmer af Komiteen valgtes Skibsreder Ole Andersen med 49 Stemmer, Dr. Ebbesen med 46, Kjøbmand P. C. Pedersen med 40, Bogtrykker Holm Hansen med 35 og Skibsreder I. M. Bryde med 30 Stemmer Til Deputerede valgtes Dr. Ebbesen og Skibsreder I. M. Bryde».
 
Når man først selger komfyrer er det ikke så unaturlig at man går videre og selger kjøkkentøy også; det ser man at Holm Hansen gjorde i en annonse[xcii] fra 4 februar 1880:
Bare noen dager senere kunngjør han at også avisen[xciii] flytter dit han bor:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Så ble det et nytt agentur[xciv], denne gangen med en usedvanlig vel-utstyrt annonse til Holm Hansen å være:
 
Ikke bare ett, ikke bare to – men tre nye agenturer kommer til syne på denne dagen – de to andre[xcv] er
 
Uken efter, enda ett[xcvi]:
 
 
 
 
 
 
 
Det er nevnt tidligere at Holm Hansen hadde et vin-agentur, men det kan jo bringes opp igjen når man finner, i avisen 3 mars 1880, en fyldig vinliste[xcvii] som man jo kan ta med seg neste gang man skal på Polet:
 
Senere samme måned dukker Holm Hansen opp med nok en bransjes produkter, denne gangen gjødsel[xcviii]:
 
Og videre[xcix]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Til tross for de mange kommersielle interesser, fortsatte Holm Hansen å være aktiv i Samlaget[c]:
 
   «Samlaget for Brændevinshandelen her i Byen afholdt igaar Eftermiddag sin aarlige Generalforsamling. Bestyrelsens Formand Hr. Stub oplæste Aarsberetningen, af hvilken vi senere skulle give et Uddrag, men kun foreløbigt udhæve, at Overskuddet for Aaret 1879 viste sig at være 11,046 Kroner.
 
   Af Bestyrelsens Medlemmer aftraadte Dhrr. Ebbesen, P. A. Grøn og Oluff Andersen. Da de tvende Førstnævnte frabade sig Gjenvalg, valgtes i disses Sted Kjøbmand Jensen og Skibsreder Ole Andersen, medens Hr. Oluff Andersen gjenvalgtes. Til Suppleant er for Bestyrelsen valgtes Dhrr. H. S. Iversen, I. T. Rove og Fr.Høst. Til Revisorer gjenvalgtes Dhrr. Qvam og O. Nielsen Fævang og deres Aflønning bestemtes til 80 Kroner for hver.
 
   Udbyttet fordeltes saaledes: Til Kommunens Disposition 9,800 Kr. (i Byens Budget var, som man vil erindre, paaregnet 10,000), til Fortoge og Rendestene 350, til Industriskolen 400, til Foreningen for Husarme 340 og til Veianlæg fra Andebo til Kodal 150 Kr.
 
   Den nuværende Bestyrelse bestaar saaledes af Dhrr. Stub, Holm Hansen; Jensen, Olufs Andersen og Ole An dersen. Disse samles i Eftermiddag for at vælge Formand».
 
Flere agenturer fulgte, to av dem får man vite om i Sandefjords Tidende[ci] 21 april 1880:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Dernest, 1 mai, fulgte nye forsikringsagenturer[cii]:
 
Og, samme dag[ciii]:
 
 
22 mai 1880 får man et tydelig tegn på at Holm Hansen ikke satte mange grenser for hvilke kommersielle virksomheter han innlot seg på[civ]:
 
Så var det, igjen, tid for regnskaper – kemners så vel som fattigkassens[cv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tidlig i juli 1880 averterte[cvi] Holm Hansen : «For en brav pige er Kondition ledig fra Høsten».
 
Med alle sine mangfoldige aktiviteter og interesser er det ikke overraskende at Holm Hansen søkte hjelp med kemnerarbeidet. Og det fikk han – i form av sin yngre bror[cvii]:
 
Han må ha klart å selge noen landbruksmaskiner – for 24 juli 1880 dukker denne annonsen[cviii] opp:
 
 
 
 
 
 
 
I begynnelsen av oktober kunne Holm Hansen fortelle sine kunder at «De til Justervæsenet for Omjustering og Reparation indsendte Vægtredskaber ere ankomne og kunde afhæntes[cix]».
 
 
Enkelte mennesker får til det utroligste, for det faller dem aldri inn at ideen deres er dårlig. Det er vel i et slikt lys man må se det neste produktet Holm Hansen engasjerer seg for å markedsføre i Sandefjord[cx]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Annonsen ovenfor stod på trykk 20 oktober 1880, og tre dager senere kunne man se informasjon[cxi] om produkter og priser:
 
I samme avis kom også nok et nytt produkt[cxii]:
 
 
 
 
 
 
For ikke å snakke om disse, som ble avertert[cxiii] 6 november:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Når man først selger komfyrer, gryter, ovner og slikt, da er det naturlig at man går videre og selger brennstoffet[cxiv], óg:
 
 
Litt vanskeligere er det å se sammenhengen med den følgende annonsen – men det var kanskje, simpelthen, en tjeneste på vegne av en som bodde for langt fra byen til at det var praktisk å oppsøke ham for bare en diskusjon[cxv]:
 
Selv om det er den kommersielle Holm Hansen som er mest synlig på denne tiden er han fremdeles opptatt av det som foregår i samfunnet rundt seg, og deltok for eksempel på et møte om valg av ny salmebok for sognet, et spørsmål som hadde vakt adskillig strid de foregående årene, og fulgte opp med et leserbrev i Sandefjords Tidende[cxvi] lille julaften 1880:
 
«En liden Forklaring.
 
   Mod Slutningen af Diskussjonsmødet i Søndags om Bytte af Salmebøger henstillede jeg til Sognepræsten at søge afgjort i dette Møde Maaden, hvorpaa Afstemningen skulde foregaa i det til 6te Februar bestemte Afgjørelsesmøde, hvorhos jeg under Spørgsmaalets Diskussjon udtalte mig for den skriftlige Afstemning.
 
   Min Grund til at ønske Afstemningsmaaden besluttet paa dette Møde var ene og alene den, at jeg troede, det vilde være godt at faa dette Spørgsmaal afgjort før Afstemningsdagen, saa man da uden Anledning til Strid og Forstyrrelse af Sindets Ro kunde gaa til Afgjørelsen af denne for Menigheden saa betydningsfulde og alvorlige Sag. Og naar jeg foretrak den skriftlige Afstemning, saa var det, fordi denne sikrer bedst mod mulige agitatoriske Indflydelser og Paavirkninger, idet man ved denne er uden Kontrol og saaledes selv de Svageste i det sidste afgjørende Øieblik har fuld Frihed og uden Frygt for mulige Følger for sig kan handle efter bedste Overbeviening.
 
   Under Spørgsmaalets Diskussjon fremkom der fra et Par Mænd i Forsamlingen Yttringer mod mig, der i sig selv vare uforsvarlige, ligesom de indeholdt Sigtelser, der vare skikkede til at vække Mistanke mod den skriftlige Afstemningsmaade. Det var antagelig og saa af denne Grund, at Byfogdens tilsidst fremsatte Forslag om ved Afstemningen i Salmebogssagen at følge den samme Fremgangsmaade, som bruges ved Formandskabsvalg, blev forkastet med overveiende Flertal.
 
   Paa de nævnte Yttringer lagde jeg imidlertid und er Mødet ikke megen Vægt. Jeg vidste, at vedkommende Mænd mente det vel for Sagen, og antog jeg – hvad en af dem ogsaa senere for sit Vedkommende har bekræftet for mig, at de ikke vare fuldt opmærksomme paa, hvordan deres Ord faldt. En Grund til for mig til at lade de berørede Yttringer fare laa deri, at det lod som om de nævnte Mænd havde liden Kjendskab til Fremgangsmaaden ved skriftlige Valg. Da jeg nu selvfølgelig betragtede Yttringerne som rettede kun mod mig personlig, vilde der, med den Opfatning jeg, som anført, havde af Personer og Forholde, ikke været Grund for mig til nærmere at berøre denne Sag.
 
   Jeg har imidlertid bragt i Erfaring, at den nævnte under Mødet yttrede Sigtelse skal være fulgt med ud – ud i Menigheden, og der have udvidet sig til at omfatte andre og flere end blot mig, og da jeg saaledes, ved at foreslaa skriftlig Afstemning i Salmebogssagen, paa denne Maade kan være kommet til at skade Personer, medens min Hensigt kun var at gavne Sagen, saa har jeg af denne Grund troet, det var Pligt for mig her i Korthed nærmere at forklare Grunden til, at jeg saa stærkt holdt paa den skriftlige Afstemning.
 
   Min første Grund hertil har jeg allerede nævnt, den nemlig, at den skriftlige Afstemningsmaade lader Vedkommende i Afgjørelsens Stund have fuld Frihed til at følge sin bedste Overbevisning. Denne Valgmaades Fortrinlighed fremgaar baade af den Betydning, den er tillagt i vor Lovgivning, som deraf, at den i Praksis er bleven den almindelige ved alle vore offentlige Valg og ved andre vigtigere Afstemninger. Er en Mands Stemmegivning bekjendt, kan der fra den Parts Side, som maatte være misfornøiet med hans Valg, paa flere Maader beredes ham Ubehageligheder og Fortræd, – ja endogsaa økonomiske Tab; stemmer han skriftlig, er han fri og uden Frygt for slige Følger, og altsaa uden Fare for at blive fristet eller trykket bort ifra sin bedste Overbevisning.
 
   Og der ikke alene kan men der er virkelig Fare for slige Paavirkninger ogsaa i denne Sag hos os. Og her er min anden Grund til al foretrække den skriftlige Afstemning. Salmebogsspørgsmaalet er ikke nyt her. Det er allerede flere Aar siden, vi havde det under Diskussion i offentligt Møde. Paa dette Møde var der Adskillige, som udtalte sig saa bestemt, at deres Standpunkt i Sagen blev fuldstændig bekjendt. Og der har siden været Anledning desværre til at gjøre Erfaringer og Iagttagelse vedkommende denne Sag. Jeg kunde nævne Exempler, der, om de vare blevne anførte i Diskussionsmødet, sikkerlig skulde have samlet Alle som ønskede en fri og uafhængig Afgjørelse af Sagen, til at stemme for den skriftlige Votering. Naar jeg nu undlader at anføre disse Exempler her, da er det fordi jeg derved ikke godt kunde undgaa at berøre Personer paa en ubehagelig Maade. For Sagen selv vilde det jo nu ogsaa være uden Virkning, saasom den Maade, hvorpaa Afstemningen skal foregaa, nu engang er bestemt, og med Hensyn paa den omhandlede Sigtelse, da haaber jeg, at allerede det Anførte vil være tilstrækkeligt til, overfor den gode Villie, at stille mig og mine Hensigter i det rette Lys.
 
   Over for Sigtelsens Ophavsmænd og senere Bærere kunde der være fuld Grund til at tilføie en liden Bemærkning; thi her synes mig nu det skal megen Velvillie og god Tro til, om man skal kunne værge sig for Indtrykket af bestemte Hensigter. Imidlertid fastholder jeg min første Opfattelse og skriver det Passerede paa Misforstaaelsens og Uklarhedens Regning.
                                               Holm Hansen».
 
Dagen efter, i Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[cxvii], kunne man lese en melding fra posten: Holm Hansen var en av flere som hadde fått brev i retur, men ikke hentet det. Han blir nevnt som «Skibshandler», altså enda et yrke!
 
En mindre synlig virksomhet, men som nok tok en del av tiden, var boktrykkeriet[cxviii]:
 
Tidlig i januar 1881 var det kommunevalg, og dette ble referert i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende[cxix] 7 samme måned:
 
“Fra Sandefjord skrives den 5te ds. i Byens Avis: Ved Valget paa 11 Repræsentanter i Mandags blev afgivet over halvandet Hundrede Stemmelister. Da Antallet af Byens Stemmeberettigede kun er lidt over 200, vil det saaledes sees, at der var vakt en usædvanlig Interesse for Valget, og det viste sig ogsaa, at der har været et godt organiseret Parti, som satte de ti af det opstillede Kandidater igjennem, medens Partiets ellevte Kandidat kun manglede 2 Stemmer for ogsaa at have opnaaet Valg.
    De, som bleve valgte, vare:
 
          1. Kjøbmand Chr. Jensen           (126 St.),
          2. Skibsreder Ludv. Larsen         (115 ‘’),
          3. Skomager J. T. Rove              (106 ‘’),
          4. Tømmerm. H. Andresen         (101 ‘’),
          5. Kæmner Holm Hansen            (99 ‘’),
          6. Boghandler H. S. Iversen        (95 ‘’),
          7. Garver B. I. Hansen                (85 ‘’),
          8. Posterpeditør Hansen              (82 ‘’),
          9. Huseier Math. Mikaelsen          (73 ‘’),
          10. Garnhandler Andersen             (64 ‘’),
          11. Kjøbmand Høst                       (63 ‘’).
   Det tør maaske interessere at ve der næst de Valgte havde det største Stemmeantal:
 
        1. Snedker L. Jakobsen havde          62 St.
        2. Ebbesen                          ‘’          59, ‘’
        3. Kjøbm. P. C. Pedersen      ‘’           58 ‘’
        4. Garver C. Hem                ‘’           56 ‘’
        5. Kjøbm. Stub                   ‘’           38 ‘’
        6. Agent Linaae                  ‘’            46 ‘’
        7. Kjøbm. N. W. Sørensen   ‘’             43 ‘’
        8. Bager Eriksen                 ‘’            41 ‘’
        9. Tømmerm. I. Mikkelsen   ‘’            38 ‘’
        10. Kjøbm. Peter Olsen         ‘’            30 ‘’
        11. Berthel Larsen                ‘’            26 ‘’
 
Desuden var der 31 Forskjellige, hvis Navne fandtes paa enkelte eller flere af de indkomne Lister. – De vendte Partier, som egentligt have kjæmpet, have havt at raade over: det seirende henimod niti og det overvundne omtrent sexti Stemmer. De, som have erholdt over niti Stemmer, bave altsaa ogsaa været paa endel Lister fra det overvundne Parti, ligesom der naturligvis ogsaa har været Vælgere, der ikke aldeles nøiagtig have fulgt de dem meddelte Lister”.
 
I hine hårde hadde man ikke begynt å kreve pant for flasker man solgte, så da måtte man ty til annonse[cxx] i avisen. Og så forstår man at Holm Hansen, når han solgte vin, i mange tilfeller også hadde tappet den:
 
I slutten av februar 1881 kunne man lese i ligningen for Sandefjord, at Holm Hansen – «Reder og Bogtrykkerieier» – hadde en antatt inntekt på 2500 kroner, og formue på 6000. Av dette betalte han kr 95,41 i samlet by- og fattigskatt[cxxi]. Til sammenligning hadde han en typograf i trykkeriet, Th. Larsen som ble betalt 400 kroner i lønn og skulle betale kr 5,75 i skatt[cxxii].
 
Lørdag 12 mars 1881 kunne man, igjen, lese i Amtstidende[cxxiii] at Holm Hansen hadde uavhentet post – ett brev og en pakke.
 
Og varene han handlet med ble flere og flere, denne gangen med en meget stram annonse[cxxiv]:
 
Nokså snart efter dette og ganske sikkert efter noen tids refleksjon og forhandling, gjorde Holm Hansen seg av med avisen og trykkeriet, og 2 april 1881 kunne man lese dette[cxxv]:
 
Holm Hansen var ikke helt ferdig – det var fremdeles kunder og abonnenter som ikke hadde gjort opp for seg[cxxvi]:
 
 
 
Så var det tid for generalforsamling i Brennevinssamlaget[cxxvii]:
 
   «Sandefjord, den 9de April.
   I Generalforsamlingen i Brændevinssamlaget den 5te ds. foretoges Valg paa 2 Medlemmer af Bestyrelsen istedetfor de udtrædende, Holm Hansen og A. Stub, hvilke gjenvalgte. Da Formanden O. Andersen henstillede til Forsamlingen, om det ikke var rettest at fritage ham, saasom han tillige var bleven Ordfører i Formandskabet, for Hvervet som Medlem af Bestyrelsen i Samlaget, valgtes i hans Sted P. C. Pedersen. De to øvrige Medlemmer er Chr. Jensen og Oluf Andersen. A Stub valgtes til Formand. Revisorer blev fremdeles Kvam og O. Nielsen, og deres Honorar som saadanne bestemtes til 80 Kr. for hver.
 
   Derefter bevilgedes til Omlægning af Brækkebakken 100 Kr., til Sandefjords og Omegns Skytterlag 50 Kr., til Byens Fortouge 384,78 Kr, til Husarme 200 Kr., til Industriskolen 200 Kr., til Skolemateriel for Almuskolen 200 Kr, til Vejanlægget Pipenholt– Gjerrestad 150, Kr., til Bade- og Svømmeanstalt for Almuesfolk 500 Kr. og til Afvikling af Jernbaneaktier 5600 Kr»
 
17 mai 1881 kunne man lese i Dagbladet en adresse[cxxviii] fra det som nok er det politisk aktive borgerskap i Sandefjord, til Stortingspresidenten:
 
«Adresse til Storthinget og Storthingspræsident Joh. Sverdrup. Vi undertegnede Borgere i Sandefjord tillader os herved at fremsende til Hr. Præsidenten nærværende Adresse, gjennem hvilken vi ønsker at udtale vor fulde Tilslutning til den Politik, Storthingsmajoriteten med saa stort Alvor og med saa megen Kraft hævder ligeoverfor en hensynsløs Reaktions Angreb paa den Frihed og den Ret til Selvbestemmelse, Grundloven hjemler det norske Folk. Særlig tror vi at burde udtale, at vi fuldt ud billiger Storthingsbeslutningen af, 9de Juni forrige Aar, og at den tillige staar for os som en Handling, der ikke alene viser, at Storthinget agter bestemt at værne om Folkets grundlovmæssige Rettigheder, men at den ogsaa peger hen paa, at Storthinget nu efter mange Kampe har naaet frem til den Magtfylde, Grundloven forudsætter for, at disse Rettigheder kan sikres saaledes, at deres Udøvelse kan blive til størst mulig Gavn for Fædrelandet.
   Idet vi tillader os at bede Hr. Præsidenten at tilkjendegive for Storthingsmajoriteten denne vor Udtalelse, vil vi frembære vor Tak til Dem for den Udholdenhed, for den aldrig svigtende Dygtighed og det Mod, De viser under det ofte saa tunge Arbejde at værne om det norske Folks Rettigheder. Og hermed forbinder vi et varmt Ønske om, at De, Hr. Præsident, maatte gjenvinde Deres Helbred til Glæde for Dem selv og Deres Familje og til Gavn for Fædrelandet.
Sandefjord den 17de Maj 1881.
Ærbødigst O. Andersen,  A. H. Nielsen,
Kommunens Ordfører.             Formand.
     Holm Hansen,             Oluff Andersen,
Kommunerepræsentant.           Repræsentant.
S. Iversen, A. Andersen, B. J. Hansen.
Repræsentant. Repræsentant. Repræsentant.
A. Rove, M. Mikalsen. H. Andresen,
Repræsentant. Repræsentant. Repræsentant.
Andersen. I. C. Andersen, sen.
Krønike. A. Johansen. Osw. Hansen.
Hansen. I. M. Osmundsen. Joh. M. Nilsen.
A. Nilsen. H. Waale. C. I. Aastrøm.
H. Hauge. K. F. Bugaard. Emil M. Steen.
Nicolay Olsen. H. J. Stangbye. K. Andersen.
Søderstrøm. M. M, Thorkelsen.
Jørgen Hauch. W. H. Halvorsen. N. Soli.
Jacobsen. Chr. RoVe. Hans H. Hauge.
Borge. J. 0. Zimmerlund. H. Sørensen.
O.H.S.Brønnum. M.Hanssen. Abr.Andersen.
Halvorsen. C. Andersen. 0. Andreassen.
Anton Christiansen. 0. H. Moe.
M. Jacobsen. N. L. Hem. Chr. L. Moe.
Sophus Raaberg. J. Christoffersen. B. Gr. Olsen.
H.C.Bergan. 0.Christoffersen. P.TJndhjem.
A. Myhre. Knud Bache. 0. Nilsen.
Joh. I. Larsen. M. L. Sørum. A. Jørgensen.
S. Hansen. C. Andersen. C. C. Aadne.
C.O.Winger. H.C.Hansen. A.0.Hendriksen.
Olsen. Th. Thorsen. Hans Jacobsen.
C. Olsen. Mathias Andersen. M. Olsen.
R.M.Kristensen. P.M.Pettersen. H.J.Hansen.
Chr. Hansen. Jørgen Osmundsen. L. Larsen.
Iver Andersen. H. Andersen. Lars Nilsen.
A. Pedersen. G. Jacobsen. M. Erikser.
Iver Olsen. Søren T. Skaarer. John Olsen.
Christoffer Pedersen. Ch. Christensen.
P. Sandberg. I. M. Sandahl. S.H. Raaberg.
Hansen. Nils C. Mathiesen. J. Mikkelsen.
Johan Chr. Thorsen. H. J. Larsen.
Anders C. Christiansen. C. Andersen.
Anders P. Rød. A. Øgren. 0. Chr. Olsen.
C. Hansen. Ludvig Due. E. Olsen.
Johnsen. Ole Larsen. M. Grønn.
C. Johansen Weier. Hans D. Jensen.
Thideman Christiansen. Chr. Larsen.
Mikkelsen. Hans Chr. Andersen.
Anders Andersen. Anders Chr. Christensen.
M. Simensen. M. Klemetsen. J. Palmstrøm,
Christian Andersen. OttoThorud. T.Pedersen.
M. Nilsen. C. Andresen. G. Abrahamsen.
Nils Jacobsen. Nils Edv. Nilsen. A. Johansen.
Nilsen. A. S. Rasmussen. E. C. Stangebye.
Hans M. Sørensen. A. Thoresen.
Gulbrandsen. Bernhard Olsen. J. Hansen,
Nicolai Hansen. Mathias A. Thorud,
Ole Børresen. Hans J. Gulbrandsen.
Olaus Thoresen. Carl F, Normansen.
Lars Chr. Christiansen. Carl Olsen.
Hans P. Christiansen. Anders Christoffersen
Halvor Ellingsen. R. Ohrem. H. Hansen.
T. J. Thorsen. Aug. Smith. Jørg. Gulliksen
Christian Hansen. A. Hansen. Sv. Berntsen.
Johan Hansen. C. Andreasen. A. Sandberg»
GL Amundsen B. Berntsen».
 
Neste gang man får et glimt av Holm Hansen har han ikke bare lagt noe nytt til sortimentet – han har helt og holdent skiftet yrke, kan det se ut som, med mindre han har ansatt en profesjonell til å utføre arbeidet[cxxix]:
 
Holm Hansen averterte sin gullsmedtjenester og vare flere ganger over de neste ukene, sikkert for å etablere seg i publikums øyne. Likevel, det var andre ting som gikk for seg i livet for haam og hans kone.
 
Sønnen Birger Andreas meldte sin ankomst 5 juli 1881. Da han ble døpt[cxxx] 25 august var fadrene Hansen; Ole Christian Iversen [?] Bergan; Fru Andrea Aas; Frk Inga Andersen fra Tønsberg; Uhrmager Chr. Hansen; og Uhrmager Chr. Moe.
 
Det med å innføre det metriske systemet var ikke over helt med det første, og fire dager efter Birger Andreas’ fødsel sørget Holm Hansen for at denne meddelelsen kom i avisen[cxxxi]:
 
      «Fra
   Den norske Juster-Bestyrelse.
 
   Da det ældre norske Maal- og Vægtsystem ifølge de nu gjældende Bestemmelser fra lste Jult 1882 i al Slags Handel og Vandel skal afloses as det metriske System, antager Juster- Bestyrelsen, at de fleste Forretningsmænd ville indføre dette allerede fra Begyndelsen af næste Aar.
 
   Hvorvel Justervæsenet for Tiden besidder ikke ubetydelige Beholdninger af justerede metriske Redskaber, er det dog umuligt paa Forhaand at afgjøre, hvorvidt disse ville blive tilstrækkelige for Behovet.
 
   Det vil derfor gjensidig være af Interesse, at Handlende og andre, som maa anskaffe nye Redskaber, indgiver sine Rekvisitioner derom i betimelig Tid – idet Bestyrelsen i saa Henseende udtrykkelig fremhæver, at man bor være forberedt paa, at der kan medgaa 5 a 6 Maaneder, inden Justervæsenet vil se sig istand til at effektuere alle eventuelt indløbende Bestillinger.
 
   Vil man derfor sikre sig de fornødne metriske Redskaber til 1ste Januar 1882, bor Rekvisition derom indsendes til et af Justervæsenets Udsalg senest i Løbet af Juli Maaned d. A. – ligesom Justervæsenet overhovedet ikke med Sikkerhed tor love at skaffe justerede Redskaber til nogen bestemt Tid, med mindre Bestilling derom indløber 5 a 6 Maaneder førinden.
 
    Fornøden Rekvisition kan afgives paa Cirkulærer (omsendte til Byens Handlende), der paa omstaaende Side indeholder en Fortegnelse over de for den almindelige Handel og Vandel bestemte Længdemaal, Hulmaal og Vægtlodder med de for Tidsrummet fra 1ste Juli 1881 til 30te Juni 1882 fastsatte Udsalgspriseer – i Forbindelse med en egen Rubrik til Angivelse af de forlangte Gjenstande.
 
   Det saaledes udfyldte Cirkulære sendes i frankeret Stand til det Udsalg, hvorfra Vedkommende til en bestemt opgiven Tid agter at afhente de rekvirerede Gjenstande. Forsaavidt nogen skulde ønske Varerne tilsendte, maa deres Kostende i Forbindelse med Indpaknings- og Transportudgifter oversendes vedkommende Udsalg.
 
   Forøvrigt henvises til Justervæsenets fuldstændige Priskurant, som kan erholdes gjennem samtlige offentlige Udsalg.
 
Kristiania i Justerbestyrelsen den Ute Mai 1881.

A. Arendtsen. Dr. O. J. Broch. C. Fearnley.

– Offentlig Udsalg her paa Stedet af ovenomhandlede Gjenstande er hos Holm Hansen, hvor Cirkulære med Fortegnelse og Prisopgave ogsaa er at erholde».
 
Med alle sine ulike virksomheter, fortsatte Holm Hansen likevel å være med i deler av styre og stell i Sandefjord[cxxxii]:
 
   «I Mødet igaar Eftermiddag af den samlede Kommunebestyrelse vedtoges enstemmigt Formandskabets Indstilling angaaende Ansættelsen og Fordelingen af det skattepligtige Kvantum Brændevin samt af Ølskatten; ligeledes Indstillingen om Forhøielsen af det til Kart over Byen ansatte Beløb.
 
   Til Medlem af Fattigkommissionen valgtes enstemmigt Repræsentanten Testman, da Hr. Jensen havde erklæret ikke at ville modtage Gjenvalg. Til Medlemmer af Ligningskommissionen for de næste to Aar valgtes Garver Hem og Kjøbmand P. C Pedersen.
 
    Til Suppleanter valgtes Dhrr. Wetlesen og I.T. Rove. De gjenstaaende Ligningsmænd ere Dhrr. Skibsreder O. Larsen, Kæmner Holm Hansen og Postexpeditør Hansen.
 
   Til Overligningsmænd valgtes Dhrr. Høst, Oluf Andersen og Ebbesen (efter Lodtrækning med I. M. Bryde.) Sidstnævnte valgtes da til Suppleant.
 
   Havnekassens Regnskab for 1880 godkjendtes»
 
Og 23 november 1881[cxxxiii]:
 
   «Sandefjord den 23de Rovember.
 
   Ligningskommissionen, som skal ansætte Skatten for Aaret 1882 og som bestaar af Dhrr. Skibsreder Ludvig Larsen, Kæmner Holm Hansen, Postexpeditør O. Hansen (samtlige valgte f. A.) Kjøbmand P.C. Pedersen og Garver Hem (begge valgte iaar), har valgt Hr. Holm Hansen til sin Formand».
 
Dette ble fulgt opp nokså snart[cxxxiv]:
 
«Fra Sandefjords Ligningskommission.
 
    Da Udligningen af By og Fattigskat for kommende Aar snart skal paabegyndes, saa opfordres herved de Skatteydere, som maatte ønske at meddele Kommissionen Oplysninger om deres Formue og Indtægter eller andet Ligningen vedkommende, til skriftligt at indsende disse Oplysninger til Undertegnede inden 14 Dage fra Dato.
Sandefjords Ligningskommission
       den 23de Novbr. 1881. 
                      Holm Hansen. 
                        Formand».
 
Ikke lenge efter dette viser Holm Hansens kone, Martha, seg for første gang i avisen[cxxxv] i Sandefjord:
 
Noen dager senere rammet tragedien. Holm og Martha Hansens sønn Birger Andreas døde 12 desember 1881, et knapt halvår gammel. Han ble begravet[cxxxvi] 16 desember. Dødsårsaken var kikhoste og krampe, og selv om han hadde legetilsyn var det vel lite datidens medisin hadde å stille opp med.
 
Det kom en dødsannonse i avisen[cxxxvii] 14 desember:
 
Torsdag 15 desember var det møte i kommunestyret[cxxxviii], men Holm Hansen var ikke, naturlig nok, til stede.
 
I Dagbladet[cxxxix] 24 februar 1882 finner man at Holm Hansen er begynt å handle med plett-varer, han er en av en rekke forhandlere for P. A. Lie i Kristiania:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ligningskommisjonen arbeidet videre i det stille, men 15 mars 1882 lot den høre fra seg:
 
 
Og neste gang, 4 mars:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Så var det tid for generalforsamling i Samlaget igjen[cxl]:
 
«Ved den i Onsdags afholdte Generalforsamling af Aktieierne i Samlaget for Brændevinshande l oplystes det, at Overskuddet for Aaret 1881 har udgjort 8584 Kroner 40 Øre. Disse besluttedes fordelte saaledes:
 
Til Afvikling af Laanene i Anledning                Kr
af Vandverket og Aktietegningen
i Jernbaneanlægget                                    6,500
 
Til Anskaffelse af Anskuelsesmidler
og Samlinger for Borgerskol.                         200
 
Til Sdfj og Omegns Skytterlag                         50
 
Til: Industriskolen                                         100
 
Til Good Templar Logernes
Byggefond                                                    100
 
Til Samlagets Badehus                                  500
 
Til Veianlægget i vestre Kodal                          12
 
Til Fortoug og Rendestene                             600
 
Til Kvindefor. for Husarme                             200
 
Til Uddeling – gjennem Kvindeforeningen–
blandt trængende Brandlidte                         322.40
 
   Efter Statuterne skulde Bestyrelsens Medlemmer Glasmester Oluf Andersen og Kjøbmand Chr. Jensen aftræde. Sidstnævnte frabad fig Gjenvalg, og valgte bleve Førstnævnte samt Boghandler HS. Iversen. Bestyrelsen bestaar saaledes nu af Dhrr. Stub, Holm Hansen, P.C.Pedersen;, Oluf Undersen og H. S. Iversen. Til Suppleanter for Bestyrelsen valgtes Dhr. Chr. Jensen, J. T.Rove og Fr. Høst. Til Nevisorer valgtes Dhr. Kvam og Ole Nielsen med Wetlesen og A. H. Nielsen som Suppleanter. (Ved Bestyrelsesmøde i Torsdags blev Hr. Holm Hansen valgt til Formand, efterat Hr. Stub havde frabedet sig Gjenvalg.)
 
   Det Beløb, der blev vedtaget som Hjælp til de Brandlidte, fandtes ikke opført paa det forelagte Forslag. Det var Kjøbmand Høst, som foreslog at yde denne Hjælp, og hans Forslag vandt saadan Tilslutning, at man indskrænkede Bevillingen til Fortoug og Rendestene fra 872 til 600 Kroner. Vi kunne ikke tilbageholde den Bemærkning, at det tager sig noget besynderligt ud at se Samlaget for Brændevinshandel bevilge Tilskud for Byens Borgerskole. Vi have vistnok i flere Byer seet Samlagene bevilge Beløb til Fordel for Almueskoler, men vi tro at turde paastaa, at der intetsteds er bevilget noget til en Betalingsskole, som ovenikjøbet nyder Statsbidrag».
 
Om Holm Hansen hadde gjort seg av med Sandefjords Tidende og boktrykkeriet i Sandefjord, så hadde han fremdeles interesse for avis, og ble utgiver av Østlandsposten – beretter Sandefjords Tidene[cxli] 19 april 1882:
«Forskjellige Nyheder.
 
   “Av og til i afvigte Vinter ere udkomne Numere af et Blad ved Navn «Østlandsposten», der betegnedes som udgivet fra Laurvig, men er blevet trykt paa forskjellige Steder, først i Tønsberg, derefter paa Horten og i den sidste Tid i forskjellige Trykkerier i Kristiania.
 
   Hr. Holm Hansen her i Byen har for en Tid siden kjøbt et Bogtrykkeri i Kristiania og har nu flyttet dette til Laurvig. Samtidigt har han erhvervet Forlagsretten til «Østlandsposten», og denne vil nu udgaa tre Gange ugentligt «forlagt af og trykt hos Holm Hansen». Redaktionen er anonym, men udtaler sig saaledes i det i Lørdags under den nye Eier først udkomne Numer :
 
   «Bladet vil efter bedste Evne bringe sine Læsere de nyeste og vigtigste Efterretninger fra Ind- og Udland, disse være nu af politisk eller anden Natur. Udtalelser og Resolutioner fra Folkemøder, der i vort Land blive afholdte, vil – saa vidt Pladsen strækker – blive indtagne. Bladets politiske Standpunkt vil blive, hvad man med et moderne Udtryk kalder moderat liberalt. Det tro vi kan være det retteste, især i en Tid som nærværende, da den politiske Kamp har forvirret manges Begreber, fordi man ikke gider undersøge, hvad der er Grundaarsagen til den hele Strid. Under saadanne Omstændigheder maa man vel vogte sig for Yderligheder; thi disse skade mere end de gavne, hvilket Parti de end tilhøre. Skulde vi indlade os paa eller blive nødte til at omhandle et eller andet (af de brændende) Spørgsmaal vedkommende Stat eller Kommune, Skole eller Kirke, skal det altid være vor Bestræbelse at holde os til Sagen. Pressen er en Magt i Samfundet, er der sagt. Ganske vist, saasnart den optræder ledende og oplysende, og altsaa har en selvstændig Mening om de forskjellige Spørgsmaal. Men denne Magt kan blive enten til det Onde eller Gode, alt efter den Aand, den beherskes af. Skal Pressen have en velgjørende Indflydelse, maa den fremfor alt være sandhedskjærlig og dernæst aldrig glemme, at den høieste Magt er fra Gud. Videre at udvikle den heri liggende Tanke forbeholde vi os til senere.»»
 
Så var det kommunepolitikk igjen, denne gangen i et møte som fant sted 9 mai 1882[cxlii]:
 
   «Sandefjords Kommune bestyrelse var samlet i omtrent 4 Timer igaar Eftermiddag til Behandling af følgende Sager:
 
   Først bleve 3 forskjellige Andragender om Eftergivelse af Skat alle enstemmigt afslaaede.
 
   Dernæst besluttedes enstemmigt at udtale sig for Ønskeligheden af Gjenoprettelse af en Haandverksret.
 
   Den femte Sag, som forelagdes Repræsentavtskabet til Afgjørelse, angik Skærpelse af Bygningsreglerne for Sandefjord. Efter en længere Redegjørelse, hvori berettes, at Amtmanden i Anledning af den sidste Ildebrand har henledet Opmærksomheden paa denne Sag, og at Bygningskommissionen har forelagt Formandskabet et Forslag, som dette ikke troer at kunne anbefale, har Formandskabet foreslaaet følgende «foreløbige Bestemmelser til Skærpelse i de gældende Bygningsloves Forskrifter for Sandefjord. §1. «Huse af Træ maa «ikke gives større Høide end 6 Meter (ca. 19 Fod) fra Grundfladens Middelhøide til Gesimsets Overkant og 9 Meter (ca. 28 Fod) til Røstets Overkant.» .
 
    • 2. «Beboelseshuse af Træ maa ikke opføres Nabohus nærmere end 1 Meter (38 Tommer), regnet fra Væggens mest fremspringende Dele, med mindre de forsynes med Brandmur af 1 ½ Stens Tykkelse fra Grunden til mindst 50 Centimeter (19 Tommer) over Tagfladen paa den mod Nabogrunden vendende Side af Huset. Brandmuren maa desuden stikke frem foran Husvæggen mindst 20 Centimeter (vel 7 1/2 Tomme) og dens Gesims rage udenfor Husets Taggesims. Opføres 2 Beboelseshuse paa samme Eiers Grund, skal det sidste forsynes med lignende Brandmur, med mindre det lægges i mindst 2 Meters Asstand fra det første. Sker Opførelsen samtidigt, maa begge Huse forsynes med Brandmur, hvis Afstanden mellem dem er under 2 Meter. Opføres 2 sammenstødende Beboelseshuse samtidigt, enten paa samme Eiers eller paa forskjellige Eieres Grund, kan Brandmuren være fælles for begge Huse, men den maa da have 2 Stens Tykkelse. Lige med Beboelseshuse regnes i heromhandlede Henseende Verkstedsbygninger og deslige, der ere forsynede med Ildsted og stadigt benyttes. De ifølge ovenstaaende Bestemmelser opstaaede aabne Rum mod Naboeiendom maa ikke benyttes til Oplagssted for brændbare Materialer.»
 
   Formandskabet antager, at de her foreslaaede Skærpelser i Bygningsreglerne, ved Siden af en bedre og fuldstændigere Ordning af Byens Brandvæsen, ville for det første vise sig tilstrækkelige til i Brandtilfælde at skaffe Stedet den Betryggelse, der med Rimelighed kan forlanges, hvorfor det indstiller til Repræsentantskabet at beslutte, at Bestemmelserne vedtages og træde i Kraft, strax de ere approberede af Kongen.
 
   Formandskabets Indstilling blev enstemmigt bifaldt med et af Repræsentanten Testmann foreslaaet Tillæg, hvori bestemtes, at Piberne i Bagerierne skulde have en Høide af mindst 13 Meter (41 Fod), og at ældre Bagerier, som undergaa en større Reparation, skulle forandre sine Piber i Overensstemmelse hermed. Derefter fremsatte Repræsentanterne Høst og Holm Hansen Forslag om, at intet Gaardsrum maa bebygges stærkere, end at Brandvæsenet har Plads til at manøvrere deri. Efter en skarp Diskussion stemte 12 for dette Forslag, medens 5 ønskede det udsat indtil nye mere omfattende Bygningsregler fastsattes for Sandefjord. Hr. Testmann foreslog nu, at Magistrat og Formandskab skulde anmodes om at foranledige nedsat en Komite til at udarbeide Forslag med mere omfattende Bygningsregler. Dette besluttedes enstemmigt.
 
   I Forbindelse med foranstaaende Sag forelaa som den sjette et Forslag til en bedre Ordning af Brandvæsenet. I dette indstillede Formaudskabet:
 
          1. Til Anskaffelse af 3 Brandkummer, 2 Brandstændere, 1 Kontroluhr og 4 Straalemesterskærme bevilges..Kr. 523,20
      1. Til Opstilling af 2 Brandkanoner Kr 100,00
     Tils. Kr 623,20.
 
      1. At der ansættes en ny Brandkonstabel med en aarlig Løn af 600 Kroner.
      1. At der ansættes 8 nye Reserve- Brandkonstabler, og at der lil Øvelser en Gang hver Maaned for det hele Brandmandskab stilles de fornødne Midler til Brandvæsenets Disposition.
      1. At Overkommandoen over det hele Brandkorps gaar over til Overbrandmesteren, og at i Anledning deraf de fornødne Forandringer i Reglementet for Brandvæsenet foretages af Brandkommissionen.
Vi have forbigaaet No. 5 af Indstillingen, da det deri Omhandlede ikke vedkommer selve Ordningen.
 
Ogsaa dette Forslag bifaldtes enstemmigt. Til Slutning fremlagdes og godkjendtes Overformynderiregnskaberne».
 
Uken efter innkalte Holm Hansen til generalforsamling i Samlaget, samtidig som han averterte efter lokaler for samlagshandelen[cxliii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kommunestyret – representantskapet – samlet seg igjen 29 august 1882[cxliv]
 
«Sandefjords Kommunebestyrelse var samlet igaar Eftermiddag for blandt Andet at behandle en for Byen meget betydningsfuld Sag. Eierne af de Tomter mellem Kirkegade og Storgade, paa hvilke de ved Branden anden Paaskedag nedbrændte Bygninger have staaet, have tilbudt Kommunen at ville afhænde Tomterne for et samlet Beløb af 4,600 Kroner. Formandskabet havde imidlertid kun indstillet at kjøbe den Tomt, som tilhører E. Andersen og Magnussens Enke, for tilsammen 1,200 Kr. hvilket ogsaa enstemmigt bifaldtes. Kjøbet af Hauges og I. A. Johnsens Tomter havde Formandskabet derimod henstillet til Forsamlingens Afgjørelse. Uagtet der blev fremsat forskjellige Forslag om betydelig Nedsættelse i den forlangte Sum 3,400 Kroner tilsammen; blev ethvert Kjøb dog forkastet. Repræsentanten Oluf Andersen foreslog saaledes at byde 5 Kroner pr. Kv. Favn, men dette forkastedes med 11 mod 5 Stemmer. Repræsentanten Holm Hansen vilde, at man skulde byde 3 Kroner pr. Kv. Favn, men ogsaa dette Forslag forkastedes med 9 mod 7 Stemmer. Man vilde ikke, at Byen skulde kjøbe disse Tomter, men man indskrænkede sig til enstemmigt at vedtage Formandskabets Indstilling om at erhverve det af disse Tomter, som er nødvendigt til Reguleringen af Kirkegaden og af Storgaden.
 
    Enstemmigt vedtog man Formandskabets Indstilling om, at den yderligere Nedsættelse (5 Procent) i Assurancepræmien indtil videre anvendes ligesom den tidligere (20 Procent) til Indtægt for Vand- og Brandvæsenet.
 
   Ligeledes enstemmigt besluttede man, at Udgifterne ved den afdøde Sognepræsts Begravelse, ikke blot til Jernbanetoget, men ogsaa til Kirkens Dekoration o. s. v., skulde udredes af Kæmnerkassen».
 
Ingenting av alle disse aktivitetene hindret driften av gullsmedverkstedet, som man kan se av denne annonsen fra slutten av september 1882[cxlv]:
 
 
23 oktober 1882 rapporterte Dagbladet[cxlvi] om valgmannsvalget i Sandefjord
 
    «Ved Valgmandsvalget i Sandefjord, der vælger Repræsentant sammen med Larvik, har Venstre ifølge Telegram til Dagbl. sejret. Valgmænd blev: Havnefoged 0. Andersen, Glasmester 0. Andersen, Kæmner Holm Hansen og Skolebestyrer A. Nilsen med 115—111 St. Suppleanter blev Højres Kandidater: Skibsreder J. Bryde, Kjøbmand Høst, Skomager Rove og Kjøbmand P. Pedersen 58— 56 St. 173 Stemmer blev afgivne, af hvilke 2 forkastedes. Højres Agitationer har været voldsomme. Om Valget skrives fra Sandefjord til Dagbl den 22de ds.: Imorgen skal Slaget staa, men trods alle Højres voldsomme Agitationer og Trudsler med Krig og al Landsens Ulykke, maa Venstres Sejr ansees sikker, saafremt Partiet gjør sin Pligt. Højre raader nemlig over knapt 50 Stemmer og deres Valgfif, at stille en Venstrehaandværker op paa sin Liste, vil vel neppe hjælpe noget. Venstre derimod raader antagelig over vel 100 Stemmer».
 
Morgenbladet[cxlvii] rapporterte det samme valgresultatet, men i knappere ordelag, tre dager senere. Og så, Fædrelandet[cxlviii] 28 oktober.
 
I mellomtiden, 25 oktober, hadde Sandefjords Tidende[cxlix] sin egen reportasje om valget:
 
«Sandefjord 25de Oktober.
 
   For det Tilfælde, at vort Extranumer i Mandags Aftes ikke skulde være ihændekommet navnligt vore udenbyes Abonnenter, gjentage vi, at Venstrepartiets Liste seirede: Havnefoged Ole Andersen (115), Almueskolebestyrer Nielsen (113), Glasmester Oluf Andersen (111) og Huseier og Kæmner Holm Hansen (111.) Høirepartiets Valgmænd bleve Suppleanter med 58–56 Stemmer. Der blev afgivet ialt 173 gyldige Stemmesedler.
 
   I Laurvik seirede Venstres Liste. De foreslaaede 11 Mænd paa denne erholdt fra 246-243 Stemmer. De af Høire foreslaaede 11 Mænd erholdt 234-231 Stemmer. Der blev afgivet ialt 483 Stemmer, hvoraf 3 bleve forkastede. Byen har 577 Stemmeberettigede.
 
   Repræsentantvalget foregaar paa Fredag, og det skal være Hensigten at vælge Adjunkt Arctander som Repræsentant for Laurvikt og Sandefjord. Med Hensyn til Suppleantvalget turde der maaske komme til at gjøre sig forskjellige Meninger gældende».
 
Sandefjords og Omegns Skytterlag hadde premieskyting søndag 22 oktober 1882. Holm Hansen hadde stilt opp en ekstrapremie, som ble vunnet av Hr. L. Larsen[cl].
 
Like før jul dette året var Holm Hansen ute en tur, og var uheldig[cli]:
 
 
 
 
 
 
Omtrent samtidig forberedte man seg på valg til representantskapet så snart man var i et nytt år[clii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I midten av januar 1883 fikk Martha og Holm Hansen sitt tredje barn, en gutt. Han kom til verden den 16 og ble døpt[cliii] 26 mars. Da fikk navnet Bjarne Andreas og fadrene Enken Mathilde Hansen; Frk Andrea Aas; […] Henry Olsen; Martin Olaissen Brønnum – alle fra København – og […] […]. Holm Hansen selv omtales som «Huseier» av yrke.
 
Overgangen til det metriske systemet begynte å nærme seg slutten da man kom inn i mars 1883[cliv]:
 
Så var det Samlaget igjen[clv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I juni 1883 var det slutt på rollen som agent for justervesenet – det sies ikke noe om grunnen, men overgangen til det metriske systemet var vel nå fullført[clvi]:
 
I Sandefjord var det ganske vanlig å ta inn badegjester som kom til byen i sesongen, og sommeren 1883 tok Holm Hansen og familien imot Pastor G. F. Gunnersen fra Gran[clvii].
 
Fru Holm Hansen vant et tørkle i et lotteri arrangert av Inger Larsen, i oktober 1883[clviii].
 
Det sies ikke noe om hva begrunnelsen var, men mot slutten av 1883 søkte Holm Hansen om å få eftergitt skatt som var ilignet Østlandsposten det året[clix].
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I slutten av desember var det møte i representantskapet i Sandefjord[clx]:
 
«I Sandefjords Repræsentantmøde igaar behandledes følgende Sager:
 
      1. for 1884 vedtoges enstemmigt efter Formandskabets Indstilling. Ifølge dette vil der i 1884 blive udlignet 345,00 Kr. mod 34,200 Kr. for indeværende Aar.
      2. Formandskabets Indstilling angaaende Forslag om Løn stor 250 Kr. til Graveren som Kirketjener vedtoges.
      3. Formandskabets Indstilling om at nægte Bevilling til Omkostningerne ved Overgangen over Jernbanelinien ianledning Veianlægget Sandefjord Gogsjø vedtoges enstemmigt.
      4. Der bestemtes, at ingen Afkortning kunde tilstedes i Chr. Roves Grundafgift.
      5. Havnebudgettet vedtoges og 2 pCt. Tillæg til Toldintraderne bevilgedes til Indtægt for Havnekassen.
      6. Valg paa 3 Mænd, hvoraf en vælges til Forligelseskommissær og en Suppleant havde følgende Udfald: D’Ørr. Ebbesen (16 St.), P. A. Grøn (13 St) og Holm Hansen (8 St.).
Derpaa foretoges Valg paa Ordfører og Viceordfører for 1884 med det Udfald, at Almueskolebestyrer Nilsen valgtes med 11 Stemmer til Ordfører (Skibsreder Grøn havde 7 St.) og Havnefoged O. Andersen med 10 St. til Viceordfører».
 
I februar 1884 var det, igjen, valg[clxi]:
 
Samme februar ble Holm Hansen valgt som en av byens to forlikelseskommisærer. Den andre var Kjøbmand Høst[clxii].
 
9 februar 1884 kunne man lese i den nye Sandefjordsavisen Vestfold[clxiii] at Holm Hansen var blitt valgt til forlikskommisjonær igjen – og denne gangen hadde han flest – 50 – stemmer, og slo dermed en såpass viktig og populær herre som Dr. Ebbesen.
 
Senere på våren, i april, var han på valg i Samlaget, men kom ikke inn i styret[clxiv].
 
Onsdag 4 juni 1884 kunne man lese i Sandefjords Tidende[clxv], om en disputt som tydeligvis hadde rast i noen tid:
 
      «Sandefjord, den 4de Juni.
 
   Venstrepressen hersteds har lige siden jeg tiltraadte Redaktionen af «Sandefjords Tidende» i rigeligt Maal benyttet sig af, at jeg staar som navngiven Redaktør for Bladet ved til enhver Leilighed at gaa løs paa min Person istedetfor Bladets Redaktion, medens den selv skjuler sig bag Anonymitetens Maske. Efterat imidlertid denne Virksomhed inden Venstrepressen under Signaturen Z. & Ø. havde naaet en saadan Grad af Raahed, at en forsat Polemik i Pressen var umulig, lod jeg Sagen overgaa til retslig Afgjørelse i Haab om, at jeg derved for Fremtiden skulde være fritaget for de Gemenheder, som vistnok ere nødvendige Udslag, naar dette Parti, specielt her paa Stedet, skal producere sig med Pennen.
 
   Som bekjendt blev der for ikke længe siden af Agent Fredriksen i Laurvig anlagt Justitssag mod Kæmner O. Hansen, fordi denne skulde have bekommet en Erklæring, der tilbagekalder enkelte mod ham brugte fornærmelige Udtryk, paa en ikke tilladelig Maade, under hvilken Justitssag jeg blev afhørt som Vidne. Da jeg sidst i forrige Uge af en anden Grund gjennemlæste de under denne Sag afgivne Prov, blev jeg imidlertid opmærksom paa forskjellige Udsagn af lste og 4de Deponent, der er af den Beskaffenhed, at jeg umulig kan lade dem henstaa uimodsagte. Af Forhørsprotokollen hidsættes derfor de 3 sidste Deponenters Prov:
 
   Fremstod som 3die Deponent Toldbetjent, Redaktør Fredrik Kjelstrup 35 Aar gl. forklarer, at 19de Marts indfandt O. Hansen sig paa Contoret hos ham med en Erklæring, som han forlangte indtaget i Sandefjords Tidende samme Dag. Hansen viste sig da meget urolig og nærvøs og forlangte i Retfærdighedens Navn, at den ubetinget skulde indtages den Dag, hvortil Dep. svarede, at den skulde komme ind førstk. Løverdag, naar han havde confereret med Fredriksen. Da Hansen paa det kraftigste protesterede, blev den sendt til Trykkertet. Noget senere indfandt imidlertid Fredriksen sig og protesterede mod Indtagelsen, idet han erklærede, at Erklæringen var ham frakommet paa en uærlig Maade. Samme Forbud blev ogsaa nedlagt i Vestfolds Trykkeri i betimelig Tid, men uden Nytte. De 50 Kroner, som Fredriksen tilbød Hansen, nægtede denne at modtage, hvorfor de blev deponerede hos Deponenten, der senere imod Qvittering har udbetalt dem til Hansen. Deponenten erindrede, at Fredriksen forklarede, at Hansen havde lovet ham Gijen- Erklæring og de 50 Kroner. Deponenten lod tilføre, at han ikke anser det for sandsynligt, at Fredriksen ikke skulde have forlangt en Gjen- Erklæring, da den af Hansen i Sandefjords Tidende mod Fredriksen indsendte Artikel udmærkede sig ved en sjælden Raahed for den, som forstaar den rette Mening. – Oplæst og vedtaget.
 
   Fremstod 1ste Deponent og benægtede Rigtigheden af flere af de Depositioner, som 3die Deponent har afgivet idag i Retten.
 
   Det er aldeles umuligt at forstaa, hvad 1ste Deponent mener med denne Udtalelse, der er falden, efterat jeg havde forladt Retslokalet og som vel næppe er ham affordret men efter eget Jnitiativ tilført Protokollen. Der er vel ingen, som bedre kan bevidne, at hvad jeg, som 3die Deponent, har anført, kun er rene, faktiske Omstændigheder, som det næsten er umuligt at tage Feil af, men 1ste Deponent synes at have en meget svag Hukommelse, naar det gjælder hans Oplevelser i denne Sag; hans Optræden skal jeg imidlertid ikke nærmere karakterisere, den passer udmærket for en Venstremand men ikke for Stedets Kæmner.
 
Fremdeles:
 
   Fremstod som 4de Deponent A. H. Nielsen, Skolebestyrer, 43 Aar gl., forklarer, at han den 17de Marts var i Laurvig for at tale med Fredriksen om et andet Anliggende end nærværende Forhørs Gjenstand, og da kom Fredriksen at omtale nærværende Saa, og talte om at det ikke egentlig var Ole Hansen han havde imod, men hans Broder Holm Hansen, og ligesaa at nogen stod bag ham, som havde anmodet ham om at skrive mod Ole Hansen og at det ikke var hans Mening at han vilde skade denne, men at han maatte have noget at gaa ud fra, naar han skulde skrive om den Sag, han behandlede i Sandefjords Tidende, nemlig om Lensmandsbestillingen i Sandeherred. Ligesaa fortalte Fredriksen, at hans Artikel var saaledes forandret i Sandefjords Tidende fra hvad den oprindelig var, at han kunde fragaa det som sit Inserat I Anledning af disse Yttringer sagde Deponenten til ham, at det var besynderligt, at han vilde overtage noget Ansvar, der hvor han kunde vælte det fra sig eller befri sig for det; men hertil erklærede Fr. at han vilde ikke have gjort det, hvis ikke Ole Hansen havde skrevet saa haardt imod ham i Avisen, ellers skulde han have gjort det. Der blev ved Deponentens Samtale med Fredriksen hin Dag ikke talt mellem dem om nogen Erklæring eller Tilbagekaldelse, først paa Veien fra Fredriksens Hjem til Stationen meddelte han Dep., at han var stevnet til ForligelsesCommission. Hvor vidt han talte om, at han da vilde lade det gaa til Retten eller ikke indgaa Forlig, kan Deponenten ikke erindre. Oplæst og vedtaget.
 
   Her gjøres altsaa gjældende, at jeg skulde have rettet Fredriksens Inserat i injurierende Retning, medens Faktum er, at jeg, med Fredriksens Tilladelse, rettede Inseratet i stærkt formildende Retning samt strøg endel, der ikke kom Sagen ved, hvilket er paavist for lste Deponent og hellerikke var ukjendt for 4de Deponent, dengang han afgav sit Prov. Sagen er imidlertid meget let at belyse, da jeg som Eier af Manuskriptet kan være til Tjeneste med dette naarsomhelst. Det besynderlige ved dette er imidlertid, at Agent Fredriksen benegter at have sagt noget saadant, hvorimod han klandrer mig, fordi jeg strøg en rosende Bemærkning om Lensmand Jakobsen, som jeg fandt ikke kom denne Sag ved. Hvem, der imidlertid «er i Sandhed», Hr. Fredriksen eller 4de Deponent, bliver nære mest en Sag mellem disse to.
 
At jeg rygtevis anføres som den, der skal have tilskyndet Fredriksen til at angribe 1ste Deponent stemmer lidet dermed, at jeg ikke vidste, at der existerede en Agent Fredriksen, da jeg modtog hans første Inserat. Det kjedelige i, at denne Sag nu paany fremdrages maa 1ste Deponent dels tilskrive sin egen utidige Paastand og dels sin Forretningsfører, 4de Deponents Optræden. Da jeg begyndte med at omtale den Hensynsløshed og Raahed, hvormed Venstrepressen altid har optraadt mod mig – jeg kan saaledes supplere Signaturen Z & Ø. med Signaturen J. F. og fl. – vil jeg ligeoverfor den mulige Paastand, at Sandefjords Tidende under min Redaktion hellerikke har holdt sig fri for saadanne Angreb, kun bemærke, at saa vistnok er Tilfældet, men samtidig vil jeg bede den ærede Læser gaa disse Angreb i, S. T.» igjennem paany og under samme vil han da som Forfatter altid finde – en Venstremand.
Kjelstrup.»
 
Krangelen fortsatte, med neste salve avfyrt i Vestfolds[clxvi] spalter 8 juni 1884:
 
«Hr. Redaktør!
 
Da Hr. F. Kjelstrup paa en meget udfordrende Maade har nævnt os og vort Inserat i den vakre Artikel, han til sin egen Tilfredsstillelse og til Gavn og Glæde for sine Læsere har indført i «Sandefjords Tidende» for Onsdag – saa ville vi gjerne bede om Plads for nogle Bemærkninger til denne Hr. Kjelstrups Artikel.
 
   Hr. Kjelstrup begynder med Udbrud af Misnøie over, at man i «Vestfold» har nævnt hans Navn, naar man har fundet at burde imødegaa et eller andet af det, som den «sandhedssøgende» Redaktør af «Sandefjords Tidende» i sit Blad har fremført. 
 
 
   Dette maa vi sige forundrer os. Naar Hr. F. Kjelstrup havde Mod nok til, under de givne Forudsætninger, ikke alene at overtage Bladets Redaktion efter den gamle anseede Journalist, i hvis Hænder Redaktionens Ledelse tidligere havde været, og til kjækt at sætte sit Navn paa Bladet som dettes ansvarlige Redaktør, men han derhos tillige paa en saa mærkelig og fremtrædende Maade søger at gjøre Fyldest for sig i denne sin nye Stilling, saa troede vi os virkelig berettigede til at forudsætte, at Hr. F. Kjelstrup havde saa vidt store Tanker om sig selv som Redaktør, at han ikke burde finde, det var til Skam eller Nedværdigelse for ham, men derimod til Hæder og Ære, om man nævnte hans Navn i Forbindelse med den Virksomhed, han som Redaktør udfolder i «Sandefjords Tidende». Vi kan vel heller ikke have taget Feil i denne vor Forudsætning. Det maa være overdreven Befledenhed dette, at Hr. Kjelstrup ikke vil synes om, at man paa denne Maade nævner hans Navn, og ville vi derfor vedblive med dette herefter som hidindtil, naar Omstændighederne maatte opfordre os dertil.
 
   Hr. Kjelstrup begynder straks med os, idet han bemærker, at vor Artikel havde overbevist ham om, at en fortsat Polemik i Pressen var umulig, og at han derfor lod Sagen overgaa til retslig Afgjørelse i Haab om, at han derved skulde blive fritagen for fremtidig Polemik med «Vestfold.»
 
   Naar Hr. Kjelstrup desuagtet alligevel nu igjen optager Polemiken med «Vestfold», saa maa dette derfor antagelig have sin Grund deri, at hans nævnte Haab er gaaet under, og at han altsaa nu indser, at dette Forsøg, hvortil han saaledes havde fæstet sit Haab, vil være ligesaa magtesløst, som det Forseg, hans Kollega, Fredriksen, gjorde paa at saa reist den «Justitssag», Hr. Kjelstrup nu udnytter for sine Hensigter, idet han omstændelig forklarer Enkelthederne for sit Blads Læsere og trækker de førte Vidner frem for Offentligheden. Naar Hr. A. Fredriksen med Hr. F. Kjelstrnp som Vidne af Amtet bliver nægtet Adgang til at faa anlagt den forønskede Justitssag, saa vil Hr. Kjelstrup allsaa ikke lade det Hele være gjort saa aldeles forgjæves, men søger paa bedste Maade at udnytlte det af A. Fredriksen og ham til Forsøgets Fremme tilveiebragte Materiale.
 
    «Sagen» er ikke behandlet for Publikum, men for Retten; og saa finder Hr. Kjelstrup, at han umulig kan lade være at trække Sagen frem for Publikum. Vidnerne ere ikke førte i «Sandefjords Tidende», men i Retten; og saa finder Hr. Kjelstrup, at han umulig kan lade være at trække disse Vidner frem i sit Blad og for Offentligheden at forsøge paa at gjøre deres Prov tvilsomt.
 
   Den foregivne Grund til denne Hr. Kjelstrups Adfærd er den, at disse Vidner skal have modsagt Hr. Kjelstrups Prov for Retten. Sagen er ikke egentlig Hr. Kjelstrups, men hans Kollega A. Fredriksens. Hr. Kjelstrup er selv kun Vidne i Sagen. Naar Hr. Kjelstrups eget Prov med de af ham gjorte Tilføielser nu ikke stemmer med, hvad de to andre Dep. har forklaret for Retten, saa finder Hr. Kjelstrup af denne Grund det tvingende nødvendigt at trække disse Vidner frem i sin Avis og at modsige dem overfor Offentligheden.
 
   Offentligheden er aldeles ukjendt med det, Hr. Kjelstrup ønsker at modsige; men Hr. Kjelstrup kan umulig undlade at modsige; og saa sætter han Publikum ind i Sagen, for at det skal blive muligt for ham at modsige! y Hr. Kjelstrup begynder saa sin Modsigelse med at anke over, at 1ste Dep. har benegtet Rigtigheden af flere af Hr. Kjelstrups egne Depositioner; og saa gaar den samme Hr. Kjelstrup af denne Grund hen og anker selv over 1ste Dep.s Depositioner. Hr. Kjelstrup anker videre over, at 1ste Dep. uden Opfordring har gjort denne Tilførsel, idet han selv først uden Opfordring havde gjort Tilførsel til Protokollen. Ja, det er endog bekjendt, at Rettens Administrator maatte negte Hr. Kjelstrup Adgang til Protokollen med en Del af det, han ønskede at tilføre. Hr. Kjelstrup siger, at ingen bedre end han kan bevidne, at det han som 3die Dep. har fremført, er rene faktiske Omstændigheder; og saa viser Hr. Kjelstrups Prov, at dette saa langtfra forholder sig saaledes, at han tvertimod i sit Prov har draget Slutninger og er fremkommen med Udtalelser om Ting og Omstændigheder, som det er meget let at tage Feil af. Hr. Kjelstrup siger videre, at 1ste Dep. vidste sig meget nervøs og urolig; og saa erkjender Hr. Kjelstrup i samme Aandedræt at 1ste Dep. i Retfærdighedens Navn forlangte Erklæringen indtagen i Bladet og saa kraftig protesterede mod Hr. Kjelstrups Vægring, at han, Kjelstrup, fandt at maatte give efter og sendte Erklæringen hen i Trykkeriet. 1ste Dep. har altsaa her saalangtfra lagt nogen Svaghed for Dagen, at han tvertimod har vist sig roligere, bestemtere og kraftigere end Hr. Kjelstrup selv. At 1ste Dep. kan have været gjennemtrængt af Harme over Hr. Kjelstrups Adfærd, er mere end muligt. Men naar en Mand er gjennemtrængt af Harme over, at han som fuldkommen sagesløs har været udsat for hensynsløse og raa Angreb i Hr. Kjelstrups Avis, saa burde Hr. Kjelstrup have forstaaet dette og ikke for Retten staaet og talt om Svaghed og Uro. Hr. Kjelstrup anker fremdeles over, at 1ste Dep. har betegnet flere af Hr. Kjelstrups Depositioner som feilagtige; og saa maa Hr. Kjelstrup alligevel selv straks tilstaa, at flere af disse selv samme Hr. Kjelstrups Depositioner netop kan have været feilagtige; thi dersom: «næsten umulig» er en Indrømmelse af Muligheden, saa har Hr. Kjelstrup ogsaa selv herved gjort Tilstaaelsen.
 
   3die Dep. synes at have en meget svag Hukommelse, naar det gjælder hans Oplevelser i denne Sag. Hans Optræden skal vi imidlertid ikke nærmere karakterisere; den passer udmærket for en Højremand, men ikke for Stedets Undertoldbetjent.
 
   I 4de Dep. Prov findes ingen Tilføielse fra Dep. Side. Vidnet har, som det sees, kun ligefrem forklaret, hvad der var passeret mellem ham og A. Fredriksen, og hvad denne havde udtalt, men paa intet Sted i sin Forklaring har Vidnet udtalt nogen Mening om noget af det saaledes Passerede. Alligevel trækker Hr. Kjelstrup ogsaa 4de Dep. frem for Offentligheden for her at modsige Vidnets i Retten aflagte Prov. Og hvad er det saa i dette Prov, Hr. Kjelstrup har fundet «umuligt at kunne lade staa upaatalt hen?» Hr. Kjelstrup siger at deri «gjøres gjældende», at han skulde have rettet Fredriksens Inserat i injurierende Retning. Da 4de Dep., som man ser, for det første ikke «gjør gjældende» at Hr. Kjelstrup har rettet Inseratet, men kun som Dep. forklarer for Retten, at Fredriksen for ham harde sagt, at Rettelse af Inseratet var bleven foretagen, og naar der derhos i Dep.s Forklaring heller ikke findes et Ord om, at Rettelsen skulde være gaaet i injurierende Retning, saa ser man, at Hr. Kjelstrups Paastand her i den Grad er blottet for Beføielse, at han for at faa noget at gaa ud ifra ved stt Angreb paa Vidnet ligefrem har maattet tillægge Vidnet Udsagn, som man aldeles forgjæves vil søge efter i den af Dep. afgivne Forklaring.
 
   Hr. Kjelstrup finder det besynderligt, at Fredriksen nægter at have sagt noget saadant, som at hans Inserat var bleven saaledes forandret i «Sandefjords Tidende, fra hvad det oprindelig var, at han kunde fragaa det som sin Artikel «hvorimod han klandrede Hr. Kjelstrup, fordi denne strøg «en rosende Bemærkning» om Lensmand Jakobsen».
 
   Ja, hvis Fredriksen negter at have sagt noget saadant, da er dette vistnok besynderligt; men at han har sagt det, er aldeles ikke besynderligt. Fredriksen klandrede jo Hr. Kjelstrup, fordi han strøg «en rosende Bemærkning om Lensmand Jakobsen». Allerede i denne Forandring kunde der for Fredriksen ligge tilstrækkelig Grund til at fragaa Artiklen.
 
   Sæt for Ex., at den eller de, «som stod bag Fredriksen, og som havde anmodet ham om at skrive mod Ole Hansen», havde gjort dette for at svække denne som Jakobsens Konkurent til Lensmandsbestillingen i Sandehered, – sæt videre, at de paa samme Tid havde anmodet Fredriksen om at lade falde rosende Udtalelser om Jakobsen, – og sæt endelig, at Fredriksen mod et bestemt betinget eller endog allerede oppebaaret Beløb havde paataget sig at efterkomme disse forskjellige Anmodninger, — skulde der da for Hr. Fredriksen ikke være Grund nok til at fragaa Inseratet i den Omstændighed, at den for Hr. Jakobsen fremførte Ros var strøgen? Om den «rosende Bemærkning» om Lensmand Jakobsen maatte have været strøgen af Klogskabshensyn for ikke at røbe i hvilken Hensigt og af hvilken Grund Artiklen var skreven, og om Fredriksen ved at blive gjort opmærksom herpaa, senere vedstod Artikelen – saa vilde der alligevel herfra – under det valgte Ex., ikke kunne hentes bindende Forpligtelse for Fredriksen til at vedstaa sit Inserat efterat den «rosende Bemærkning om Lensmand Jakobsen» var udstrøgen deraf.
 
   Dersom Hr. Kjelstrup derimod mener, at det besynderlige skulde ligge deri, at der mellem 4de Dep. Prov og A. Fredriksens foregivne Udtalelse for Hr. Kjelstrup er Uoverensstemmelse, da tror vi, hvis det havde været Hr. Kjelstrup om «Sandheden» at gjøre, at han, istedetfor at gjøre et afmægtigt Forsøg paa at vække Tvil om Rigtigheden af 4de Dep. Forklaring, heller burde have holdt sig til det Vidnesbyrd, han fik om Fredriksen allerede førend dennes første Artikel blev indtaget i «Sandefjords Tidende» samt derhos erindret sig, at denne hans Ven og Kollega selv for Øvrigheden har fremført Ting, som enddog hans egen Kone som Vidne for Retten har maattet benægte Sandheden af.
 
    Hvem det nu er, som «er i Sandhed»: Hr. A. Fredriksen og dennes Kollega og Forretningsfører Hr. F. Kjelstrup eller de Deponenter, denne sidste saa hjælpeløst og afmægtigt har søgt at angribe, – det tror vi, det ikke skal falde noget Menneske vanskeligt at kunne være paa det Rene med.
 
   Og naar Hr. Kjelstrup, saaledes som skeet, ripper op i og trækker frem for Offentligheden en af Øvrigheden afgjort Sag under Paaskud af at det skal tjene til Selvforsvar, uagtet der, som man ser, ikke engang findes en Antydning til rimelig Grund for denne hans Fremgangsmaade i nogen Henseende, – da kan antagelig heller ingen være i Tvil om, hvad det egentlige Motiv har været til den Adferd, Hr. Kjelstrup her igjen har lagt for Dagen.
 
   Vi for vor Del kunne kun betragte denne Adfærd af Hr. Kjelstrup som en Fortsættelse af den Hensynsløshed og Raahed, hvormed «Sandefjords Tidende» har angrebet og forfulgt sagesløse Personer og politiske Modstandere, under den Tid Hr. Toldbetjent Kjelstrup har indehavt og ledet Bladets Redaktion.
 
   Thi «Sandefjords Tidende» har været hensynsløs og raa. – Bladet har gjort hensyrsløse og raa Angreb i den Tid Hr. Kjelstrup har ledet Bladets Redaktion; paa det har vi da til Overflod nu endogsaa Hr. Kjelsirups egen Underskrift. Selv Venstremænd» har maattet ty til Sandefjords Tidende» og er der blevne imsdekomne, naar dercs Produkter have været i den Grad raa og hensynsløse, at de andetsteds ikke engang have turdet søge om Plads for dem.
 
   At gjennemgaa «Sandefjords Tidende» for at undersøge, hvem det er, som i hvert enkelt Tilfældr har lavet sammen slige Produkter, som der forefindes, skal vi ikke opfordre nærværende Blads Læsere til; thi det vilde være et ørkeløst Arbeide. Det er nok, at Hensynsløsheder og Raaheder findes i Bladet, og at Hr. Toldbetjent Kjelstrup er Bladets navngivne og ansvarlige Redaktør.
  
   Hvad nu vort eget Inserat i «Vestfold» angaar, saa har Hr. Kjelstrup behandlet dette akurat paa samme Maade som Vidneprovene. Der findes ikke Spor af Grund for ham til nogen Imødegaaelse. Vi have med Flid slet ikke berørt Hr. Kjelstrups Person, men ladet denne blive ganske uden for Sagen. Det er kun hans Virksomhed som Redaktør af «Sandefjords Tidende» og de hensynsløse og raa Angreb, han som saadan har ladet sit Blad gjøre paa sagesløs Mand, vi have havt for Øie.
 
   Hensigten med vor Artikel er da ogsaa saa aabenbart kun den at faa Hr. Kjelstrup til at holde op med disse Gemenheder og til selv og med sit Blad at tjene en Idræt, som var bedre og en hæderlig Mand mere værdig end den, han her havde for sig. Men alligevel finder Hr. Kjelstrup Grund til at anlægge Injuriesøgsmaal mod «Vestf lds» Bestyrelse for dette vort Inserat, som han nu ovenikjøbet angriber i sin sidste Artikel i «Sandefjords Tidende» – altsammen paa Grundlag af Ting, han tillægger os, men som vi maa tilbagevise, da de ere os ganske fremmede og vort Inserat aldeles uvedkommende. Det er os ogsaa umuligt at tro, at Hr. Kjelstrup, Juristen og Redaktøren af «Sandefjords Tidende», ikke har forstaaet dette, og om vi ikke saa nøiagtig da kunne forklare os Meningen med Hr. Kjelstrups Fremgangsmaade, saa ligger det dog nærmest for os at antage, at han dermed har havt en lignende Hensigt som ovenfor paapeget med de af ham angrebne Deponenter. Men vi agte hellerikke her at lade Hr. Kjelstrups Paastande «staa uimodsagte hen.
 
   Al den Virksomhed af Hr. Kjelstrup og hans Blad, vort Inserat var rettet mod, var af en hensynsløs og raa Beskaffenhed, det erkjender da Hr. Kjelstrup altsaa nu selv. At vor Artikel havde til Hensigt at faa ham til at holde op med denne Virksomhed, det vil han vistnok heller ikke indlade sig paa at benegte. Saalangt maa vi altsaa være enige, og der bliver da tilbage kun Spørgsmaalet om de Midler, som vi anvendte til denne vor Hensigts Opnaaelse. Da disse Midler igjen kan deles i to Dele nemlig den belysende og den advarende Del og da Hr. Kjelstrup nu saa langt fra modsiger vor Karakteristik af hans af os paaklagede Virksomhed, at vor Dom over denne meget mere af Hr. Kjelstrup nu er accepteret, saa bliver der endelig tilsidst kun tilbage Spørsmaalet om Tilladeligheden eller Utilladeligheden af de af os brugte Advarsler og Formaninger.
 
   Som man kan se af vort Inserat, bestaar vore Formaninger til Hr. Kjelstrup deri, at vi have forsøgt at vække hans Eftertanke og henlede hans Opmærksomhed paa de mulige Følger af en Idræt som den, han her befattede sig med. Vi mindede ham i denne Henseende om, hvad han gjennem sine Oplevelser kunde have Erfaring for, idet vi mente, at om han end under disse sine Oplevelser kunde have iagttaget at en Adfærd, som den han selv her gjorde sig skyldig i, ofte kan gaa upaatalt hen, saa er det dog hellerikke saa sjeldent, at en slig Adfærd bliver paatalt og straffet. Og mon ikke elhvert Menneske, som har naaet Hr. Kjelstrups Alder, har mere end nok af deslige Oplevelser. Hvad har vi vel f. Ex. ikke alle oplevet i denne Henseende med Hensyn til den offentlige Presse? Men vi tænkte jo vistnok ved Siden heraf, ogsaa paa andre Omstændigheder, som vi mente stode Hr. Kjelstrup nærmere. Vi ønskede at vække hans bedre Følelser til Kamp mod den Idræt, han her havde for sig. Vi kunde godt have nævnt nogle af disse andre Omstændigheder og været sikre paa Hr. Kjelstrups Bekræftelse. Vi kunde have nævnt atter andre af disse Omstændigheder og været sikre paa Hr. Kjelstrups Taushed.
 
   Da det imidlertid saa let kunde hænde, at vi derved vilde blive nødte til at drage Ting med ind i denne Polemik, som vi helst vilde holde udenfor, og da vi derhos navnlig let kunde blive udsatte for at saare andre, som forhaabentlig ere uskyldige i Hr. Kjelstrups Fremfærd, saa lader vi det være. Herfor mene vi ogsaa at fortjene Hr. Kjelstrups Tak. Ogsaa derfor burde Hr. Kjelstrup ave takket os, at vi ikke havde ladet nogen Mulighed aaben for den Antagelse, at vi havde berørt hans egen Person eller blandet ham selv eller hans egne personlige Forholde ind i Sagen. Istedet derfor møder han med Injuriesøgsmaal og onde Ord.
 
   Det lader til, som man har seet, at Hr. Toldbetjent Kjelstrup som Redaktør af «Sandefjords Tidende» og som Anfører for Høirepartiet her paa Stedet gjerne vilde have Monopol paa uhindret Brug af Hensynsløsheden og Raaheden som Vaaben under sin Kamp for Partiets Interesser.
 
   Disse Vaaben og deres Brug skulde vi ikke misunde Hr. Kjelstrup. Kun faar han finde sig i at blive tilbagevist, naar Hensynet til borgerlig Ære eller offentlig Moral engang imellem gjør dette uundgaaelig nødvendigt.                            Z. & Ø.»
 
Sensommeren 1884 ble Holm Hansen valgt[clxvii] til medlem i Fattikommisjonen, og erstattet Hr A Stub, som trådte ut efter sin funksjonstid.
 
Omtrent samtidig var det kommunestyremøte, og det ble behørig referert i Vestfold[clxviii] 26 juli:
 
   «I Kommunebestyrelsens Møde Torsdag behandledes som første Sag Andragende fra 3 af Brandkonstablerne om Lønsforhøjelse, hvilket Andragende ikke indvilgedes; derimod vedtoges enstemmig saadant Forslag af Ordføreren: «Det henstilles til Brandkommissionen at udarbejde og fremkomme til Kommunebestyrelsen med Forslag til Lønningsregulativ for Brandkonstablerne».
 
   Formandskabets Indstilling om, at den Hr. Styrmand Waale ilignede Skat paa Formue for 1884 bortfalder, vedtoges enstemmig.
 
   Ligesaa vedtoges enstemmig Formandskabets Judstilling om, at Spørsmaalet om Hvalfangerselskabet «Skjold & Verge»s Skattepligt til Sandefjord for 1884 undergives Departementets Voldgiftskjendelse.
 
   Formandskabets Indstilling til Erklæring angaaende Odelsthingets og Lagthingets Beslutning til Lov om Dissentere gav Anledning til nogen Diskussjon. Formandskabet havde i det væsentligste sluttet sig til det af Kirkekomiteens Majoritet fremsatte Forslag.
 
   Repræsentanten Jensen kunde her ikke slutte sig til dette. Efter hans Mening maatte Dissentere ved offentlige Skoler for den højere Almendannelse ligesaalidt være Lærere i Historie som i Religion, ligesom han vilde have Aldersgrænsen for Ud- og Indmeldelse af Statskirken fastsat til 18 Aar istedetfor som i Indstillingen 15 Aar. Høst sluttede sig til Jensen, medens Formandskabets Indstilling forsvaredes af Ordføreren, Holm Hansen og Iversen.
 
   Ved Votering vedtoges Formandskabets Indstilling med 10 mod 1 St. 
 
   Til Medlem af Fattigkommissjonen istedetfor Hr. Stub valgtes enstemmig Holm Hansen. 
 
   Under Behandlingen angaaende Dissenterloven forefaldt ellers et lidet Optrin, der fortjener nærmere Omtale. Vi skal imidlertid idag ikke nærmere referere herom. Vi gjemmer det til senere.»
 
I midten av oktober hadde skytterlaget avslutningsfest, og blant premiene var en ekstrapremie for skyteskolen stilt opp av Holm Hansen[clxix]. Det vil si, premien kom efter at skytingen var begynt, slik at styret i skytterlaget ikke hadde mulighet til å bestemme hvordan man skulle konkurrere om den – så det skulle arrangeres en ny skyting helgen efter[clxx].
 
Da julen nærmet seg i 1884 får man plutselig øye på gullsmedforretningen:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17 desember 1884, i Venstre-avisen Vestfold[clxxi], finner man det første eksempelet, i det minste i Sandefjord, på en eksplisitt partipolitisk liste foran et valg. Det hadde nok sammenheng med at venstre var blitt stiftet i begynnelsen av året:
 
 
Noen dager senere kunne man i Sandefjords Tidende[clxxii] lese at hele Venstre liste ble valgt inn!
 
Avisen Vestfold[clxxiii] var, naturlig nok – den var et Venstre-organ – mer begeistret:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lille Julaften ble Sandefjords valgresultat også trykket i «Adressetidende for Brevig, Stathelle og Langesund[clxxiv]».
 
Så skulle det velges medlemmer i representantskapet[clxxv]:
 
«Repræsentantvalg.
 
   Lørdag den 3die Januar n. A. 12 Kl. afholdes paa Raadstuen Valgforsamling af Byens stemmeberettigede Indvaanere til Udkaarelse iblandt de i Mandtallet indførte Stemmeberettigede eller iblandt de efter Lov af 4de Aug. 1845 Valgbare, af ni nye Repræsentanter, nemlig 8 istedetfor de 8 Repræsentanter, som efter at have fungeret i 4 Aar, nu skulle udgaae, og 1 istedetfor afd. Lensmand Ferry. Der stemmes paa 9 Repræsentanter med een Gang, deraf bliver den, som af disse faar de færreste Stemmer, at anse som valgt istedetfor Lensmand Ferry, og hans Valg gjælder altsaa kun 2 Aar.
 
   Hine 8 aftrædende Repræsentanter ere: Christian Jensen, J: T. Rove, Hans Andresen, Holm Hansen, Bertel Hansen, Mathias Michalsen, Garnhandler Andreas Andersen, og Postexpeditør Hansen.
 
   De for Tiden gjenstaaende Repræsentanter ere: Fredrik Høst, Snedker Lars Jakobsen, Kjøbmand Abr. Andersen, do. N. W. Sørensen, Glasmester Oluf Andersen og Kjøbmand Knud Bache. De Vælgende have at møde personlig. De udtrædende Repræsentanter kunne vælges paany, med Undtagetse af Holm Hansen, der den 20de ds. blev valgt til Formand.
 
Sandefjords Magistrat den 23de
Decbr 1884. C. F. Schanche»
 
Onsdag 7 januar 1885 kunne Sandefjords Tidende[clxxvi] fortelle:
 
 
Avisen Vestfold[clxxvii] fortalte det samme, samme dag:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Snart efter var Holm Hansen i gang med å finne kommunerevisorer[clxxviii]:
 
På denne tiden får man et lite glimt av Holm Hansens kone, Fru Holm Hansen, i forbindelse med en basar[clxxix] som skulle arrangeres Fastelavnssøndag, 15 februar falt den i 1885:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Når møter i byens styre og stell skulle organiseres var det ordføreren som stod for dette, og som undertegnet det som kom i avisen, for eksempel før et representantmøte 26 februar 1885[clxxx]:
 
«Repræsentant-
samling
 
afholdes paa Raadhuset Thorsdag den 26de Febr. Kl. 4 Efterm. til. Behandling af følgende Sager:
 
        1. Indstilling fra Formandskabet angaaende et Forslag fra Direksionen for Sandefjords Sparebank om Anvendelsen af, hvad – der af Bankens Midler iaar kan Disponeres til nyttige Foretagender for Byen.
 
      1. Indstilling fra Formandskabet til Dessision af Kommunens Regnskaber for 1883.
 
      1. Indstilling fra Formandskabet om at vælge en Kommitte til at forestaa Opførelsen af den paatænkte nye Almueskolebygning.
 
      1. Valg paa 2 Revisorer til at gjennemgaa Kommunens Regnskaber for 1884.
 
Dokumenterne ligge til Eftersyn paa Raadhuset.
 
   Sandefjords Formandskab den
 
             20de Febr. 1885.  
                      Holm Hansen, Ordfører».
 
Da bazaren på Jåberg til inntekt for folkehøyskolen var over, ble trekningslistene trykket i avisen Vestfold [clxxxi]21 mars 1885, og i den finner man at Fru Holm Hansen vant en voksduk, tillikemed et eksemplar av «Nordisk høiskoleblad» og en bok.
 
Holm Hansen selv hadde bidratt med en sølv vinkanne, og den ble vunnet av lodd nummer 212, Oddmund Vik.
 
I midten av april var det «Repræsentantforsamling» igjen, og igjen ble en saksliste publisert[clxxxii]:
 
«Repræsentant-
forsamling
 
afholdes paa Raadhuset Fredag den 24de April Ks 4 Efterm.. til Behandling af følgende Sager :
 
      1. Indftilling fra Formandskabet om for dette Aar at bevilge Pedel Bernhard Jahnsen et Tillæg af 70 Kr. til hans Godtgjørelse for Opvarmning og Renhold af Almueskolens Lokaler.
      2. Indstilling fra Formandskabet om at bevilge Politibetjenterne Nilsen og Pettersen Bidrag til Uniformer.
      3. Indstilling sra Formandskabet om at indkjøbe for Keommunen Th. Bryns forrige Gaard No. 134 ved Kirkegaden. ;
      4. Valg paa et Medlem af Skolebygningskommitteen istedetfor Hr. Konsul Fr. Høst, der har frasagt sig dette Hverv.
Dokumenterne er udlagte til Eftersyn paa Raadhuset. Sandefjords Formandskab den 15de April 1885.
Holm Hansen».
 
I mai var det møte igjen – de som har erfaring fra kommunal-politikk vil vite at møtenes antall er uendelig – og, som sedvanlig, ble dagsorden publisert på forhånd[clxxxiii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Og videre, for neste møte som skulle holdes 23 mai:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Så kom det et lite referat fra møtene[clxxxiv]:
 
«Sandefjord den 30te Maj.
 
I Repræsentantmødet i Torsdags valgtes til Medlemmer af Middelskolens Forstanderskab følgende 3 Mænd: Postmester O. Hansen med 15 St, Boghandler Iversen 11 og Skolebestyrer Nilsen med 10 St. Næst de valgte havde Doktor Freng 4, Konsul Høst og Kjøbm. P. C. Pedersen hver 3 Stemmer; P. A. Grøn og Holm Hansen fik dernest hver 2 St. og Kæmner Hansen 1 Stemme.
 
   Formandskabets Indstilling om at beslutte Omlægning af Vejen over Præstejordet og i Forbindelse dermed Udvidelse af Byens Kirkegaard bifaldtes».
 
 
Og møtene fulgte, det ene efter det annet[clxxxv]:
 
Noen lange pauser var det visst ikke, og snart skulle man ha en innviklet diskusjon om middelskolen[clxxxvi]:
 
«Sandefjord den 24de Juni.
 
Middelskolen.
 
   Repræsentantmøde afholdtes i Lørdags til Behandling af en Skrivelse fra Middelskolens Forstanderskab angaaende Forandring i Skolens Plan.
 
   Formandskabet havde efter Forslag fra Forstanderskabet indstillet, at Bestyrerposten besættes med en Lærerkandidat (Realist eller Filolog), at Andenlærerens Løn istedetfor 1800 sattes til 2000 Kroner, at Tredjelærerposten besættes med en theologisk Kandidat, og endelig at Fjerdelærerens Løn nedsættes fra 1200 til 1100 Kroner.
 
   Angaaende dette sidste Punkt hvorledes Fjerdelærerposten, der vil blive at besætte med en Seminarist med Middelskoleeksamen, burde aflønnes, opstod en længere Debat, der aabnedes af Postmester Hansen. Han udtalte, at man i Forstanderskabets Møde var af den Mening, at 1200 Kroner ingenlunde var for meget, men man antog dog at kunne faa kvalificerede Ansøgere, om man tog af 100 Kroner. Han var imidlertid nu kommen til den Anskuelse, ot man ikke burde afknappe Lønnen for Fjerdelæreren. Det kunde nok hende, man alligevel fik dygtige Folk, men man skulde tage Hensyn til, at her stilledes ikke saa ganske smaa Fordringer og at en Seminarist med Middelskoleeksamen havde maattet kostet adskilligt paa sig for at faa disse Eksamener. Han vilde derfor nu holde paa, at Lønnen blev, som oprindelig bestemt, 1200 Kroner.
 
   Ordføreren, Holm Hansen, fandt god Grund til at gaa ind paa Forstanderskabets Forslag, da Kravene i denne Post ikke var større end i Femtelærerposten, og for denne var Lønnen sat til 1100 Kroner.
 
   Boghandler Iversen var nu som i Forstanderskabet af den Mening, at skulde man faa dygtige Folk, saa fik man betale. Han var derfor ogsaa villig gaaet med paa, at Lønnen for Andenlæreren forhøjedes til 2000 Kroner, da man her nu efter den nye Ordning krævede en Kandidat med Lærereksamen; men man maatte være opmærksom paa Budgettet, og han troede, man uden Skade for Skolen kunde nedsætte Lønnen for Fjerdelæreren til det samme som for Femtelæreren, da Arbejdet var ligt.
 
   Testman var heri enig med Iversen.
 
   Iversen ytrede videre, at hvis man fik dygtige Folk, vilde man senere have Anledning ogsaa at forhøje Lønnen.
 
   Postmester Hansen: Ja, hvis det var Meningen, saa kunde han gaa med at tage af 100 Kroner; men da burde man ogsaa sige, naar Posterne sloges op ledige, at der var Udsigt til Lønsforhøjelse. Han vilde imidlertid atter fremholde, at man burde være forsigtig med at tage af for den, som før havde lidet. I andre Byer ansættes Lærerne paa stigende Løn. Han skulde blot nævne Sarpsborg, hvor Lønnen for seminaristisk dannede Lærere steg til 1400 Kroner. Man burde ogsaa hos os vise lidt Hjertelag for dem, der arbejdede for vore Børns Oplysning. Man havde Raad til at bevilge til Veje og Jernbaner og til Mudderprammer, og det var vel nok, men man maatte dog erindre, at Skolen var fuldt saa vigtig som disse. Det var derfor saart for ham at være med paa nogen Afknapning.
 
   Grønn havde ikke noget imod at gaa med paa Hansens Forslag. Det saa lidt rart ud ogsaa nu at tage af Lønnen igjen, naar den først var sat til 1200 Kroner. Det vilde ikke blive saa stor Forøgelse i Budgettet, og han vilde derfor stemme for, at den først stipulerede Løn blev staaende.
 
   Iversen: Del var ikke godt at love for meget. Lønnen var her vistnok ikke stor; men naar man sammenlignede den med, hvad Tredjelæreren, der skulde være en akademisk dannet Mand, fik, var den dog forholdsvis ikke saa liden.
 
   Skolebestyrer Nilsen: Han var i Forstanderskabet af den Mening, at man burde lægge paa 200 Kroner til Andenlæreren, der skulde være en akademisk uddannet Mand med Lærereksamen.
 
   Det, som motiverede Nedsættelse af Lønnen i Fjerdelærerposten var den Omstændighed, at Kvalifikasjonerne var lige for 4de og 5te Læreren, idet man til disse Poster ønskede Seminarister med Middelskoleeksamen, og var der til Posterne henlagt henholdsvis Gymnastik og Sang. At man i sin Tid satte Lønnen i Fjerdelærerposten til 100 Kroner mere end for Femtelæreren skrev sig fra andre Omstændigheder, hvorom han nærmere oplyste. Forstanderskabet havde fundet, at naar Kravene var lige, burde ogsaa Lønnen være ens.
 
   Postmester Hansen: Der var en stigende Skala i Lønningerne nedenfra og opad, og han troede derfor, man godt kunde sætte Fjerdelærerens Løn 100 Kr. højere end Femtelærerens.
 
   Skolebestyrer Nilsen: I Andenlærerposten tænkte man at saa en Lærerkandidat og Tredjelærerposten var beregnet paa en yngre Theolog; men Forholdet var anderledes for 4de og 5te Læreren, hvor Kravene var lige.
 
   Postmester Hansen: Hvis hans Forslag faldt, vilde han, man skulde give sin Tanke om Lønsforhøjelse, Form, – man kunde sige det i Avertissementet.
 
   Skolebestyrer Nilsen: At stille Lønsforhøjelse i Udsigt, hvis man var tilfreds med Læreren, fandt han mindre heldigt. Det kunde nemlig godt hende, at Læreren var flink, men endda kunde der være den, der af andre Hensyn vilde modsætte sig hans Andragende om Løn. Da vilde han heller anse det heldigere, at man nu satte 1200 Kroner for hver.
 
   Testmann. Det var kun yngre Lærere, man her kunde faa, – det var i Regelen kun saadanne, der havde Middelskoleeksamen. Han troede ogsaa, at Sandefjords Kommune ikke vilde nægte en flink Lærer Lønstillæg.
 
   Ordføreren: Han vilde gjøre opmærksom paa den foreliggende Skrivelse fra Ekspeditionschefen for Skolevæsenet – deri nævntes for den her om, handlede Posts vedkommende 1000 Kroner som Begyndelsesgage.
 

   O. Nilsen vilde slutte sig til Postmnester Hansens Forslag; det gik let, lod det, at lægge paa 200 Kr. for Andenlæreren, men di burde man være varsom med at nedsætte Lønnen i en mindre aflagt Post. Det var forresten, saavidt han vidste, almindeligt ved andre lignende Skoler, at Lærerne ansattes paa stigende Lønn.

   L. G. Larsen vilde holde paa 1200 Kroner for Fjerdelæreren, det var dog ikke for meget.

   Sagen optoges derpaa, efter en kort Replikveksling mellem forskjellige Repræsentanter, til Votering med det Udfald, at Postmester Hansens Forslag om 1200 Kroner for Fjerdelæreren forkastedes med 8 mod 6 Stemmer.
 
   Derpaa vedtoges Formandskabets indstilling i sin Helhed».
 
Efter alt dette skulle man fortsatt diskutere skolen 16 juli[clxxxvii]:
 
 
Denne sommeren hadde Holm Hansen eller, kanskje helst, Martha, en badegjest som logerende – denne gangen var det P. Woldstad fra Romsdal[clxxxviii].
 
Man hadde kanskje en pause i kommunestyret over sommeren, i det minste ble ikke neste møte holdt før 25 august 1885. Da skulle dagsorden være[clxxxix]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Og i begynnelsen av september[cxc]:
 
 
 
I slutten av samme måned var det, igjen, møte[cxci] om en rekke saker – blant annet om et ønske fra Th. Gleditsch om å få nedsatt skatten:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hvorfor er ikke kjent, men litt ukarakteristisk, legger Holm Hansen i oktober 1885 ned en av virksomhetene sine[cxcii]:
 
Uansett: representantmøtene fortsatte i November[cxciii]:
 
 
Så trakk det mot valg igjen, og Venstre hadde en intern prosess for å komme frem til en liste som de offentliggjorde i Vestfold[cxciv] 21 november 1885:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Så kom valgmannsvalget, som ble holdt i Sandefjord 27 og referert[cxcv] i Vestfold 28 november 1885:
 
«Sandefjord, 28de November.
 
   Ved Valgmandsvalget for vor By igaar afgaves af de i Mandtallet opførte 293 Stemmeberettigede 230 Stemmer. 1 Stemmeseddel forkastedes.
 
   Valget blev en Sejr for Venstre, hvis Liste sejrede med 132-129 St.
 
   Højres Liste fik 99-96 St.
 
Valgmænd blev:   Ordfører Holm Hansen med   132 St.   
Skolebestyrer A. H. Nilsen      131 St.
Glasmester Oluf Andersen      130 St.
Skibsreder Ludvig Larsen       130 St.
Boghl. og Skibsreder Iversen 129 St.
 
Høires Kandidater var følgende:
 
Kjøbmand P. C. Pedersen 99,
Byfoged Schanche 97,
Konsul Høst 97,
Skomager Rove 96 og
Skibsfører A. Bryde 96 Stemmer.
 
   Med Undtagelse af nogle faa Stemmer, der faldt spredt, har Partierne holdt godt hver sin Liste. Af de i Mandtallet opførte Stemmeberettigede deltoa 63 ikke i Valget. Af disse 63 var nogle fraflyttet Byen, andre var fraværende paa Sjørejser, og saa var det en hel Del, som har lagt hjemme og ikke deltaget i Valget. Vi har saaledes bragt i Erfaring, at ca. 25 Venstremænd ikke mødte frem til Valg. Højre mødte derimod saa mandstærke som vel muligt. Det var neppe mere end to eller tre Mand af dette Parti, der undlod at afgive Stemme.
 
    Ved Valgmandsvalget i 1882 afgaves af 222 Stemmeberettigede 172 Stemmer. Dengang var der altsaa 50, som ikke deltog i Valgt.
 
   Venstre havde da 115-111 Stemmer og Højre 55–56. Valget iaar viser altsaa, at Højre har faaet en Tilvækst af ca. 40 Stemmer, medens Venstre, efter de afgivne Stemmer, kun har faaet en Tilvækst af 17. Havde imidlertid Venstre nu ligesom Højre mødt op alle som en kan vi vel med temmelig Sikkerhed antage, at vort Partis Kandidaler vilde have faaet omkring 150 Stemmer, og da vilde Forholdet mellem Partierne denne Gang blit ligedan som forrige». 
 
Stortingsvalget, som sådant, skulle foregå i Larvik 3 desember. Dagen før skrev Vestfold[cxcvi]:
 
«Sandefjord, 2den Desember
 
   Storthingsvalget for Laurvik og Sandefjord skal foregaa imorgen i Larvik. Det forlyder nu, at Hr. Sognepræst Balchen, der af Høire er opstillet som Kandidat, ikke skal ønske al paatage sig Sltorthingshvervet. Ifald dette forholder sig saa, saa faar formodentlig endelig Hr. Bogtrykker Schmidt, der har været Venstremand, Centrumsmand og nu sidst ved højtidelig Optagelse i Laurviks «Konstitutionelle Forening» er bleven Høiremand, sit Ønske at blive Storthingsmand opfyldt.
 
   Hvem saa Partiet vil tildele Suppleantpladsen, er os ikke bekjendt. Rekfærdighed og Billighed taler for, at denne Plads besættes med en Mand fra vor By. Vi haaber ogsaa at saa sker. Efter vort Standpunkt vilde vi isaafald anbefale til Suppleantpladsen vor dygtige Ordfører Hr. Holm Hansen, der ved sit solide Kjendskab saavel til kommunale som offentlige Forhold utvilsomt paa en værdig og faldt ud tilfkedsstillende Maade i Tilfælde vilde kunne repræsentere, saavel Kommunen som Flertallet af Vælgerne inden vor By. Da det imidlertid er mere at ønske end at haabe, at Valgmændene i Laurvik gaar med paa at vælge ham, skal vi nævne en Højremand, som vi tror Vælgerne bør samle sig om, nemlig Hr, Skibsreder P. A. Grønn. Hr. Grønn har i en lang Række af Aar været Medlem af Sandefjords Formandskab og er en indsigtsfuld Mand, der med Flid og Interesse har ivaretaget det Hverv, Vælgerne har anbetroet ham. Som Politiker kjende vi Hr. Grønn som en moderat og besindig Høiremand».
 
Som det en gang gikk, så lot sognepresten seg velge likevel, og Larvik motarbeidet Sandefjord ved å velge Bogtrykker Lauritz Clausen Schmidt til Suppleant: Holm Hansen fikk kun fire stemmer[cxcvii].
 
Sandefjords reaksjoner kom til uttrykk i Vestfold[cxcviii] 5 desember 1885:
 
«Sandefjord, 5te Desember
   Storthingsvalget for Laurvik og Sandefjord i Torsdags havde det Udfald, at Sognepræst Balchen valgtes til Repræsentant med 17 Stemmer (samtlige Laurviks Valgmænd) Sandefjords 5 Valgmænd stemte ved Repræsentantvalget paa Overlærer Arctander. Til Suppleant valgtes Bogtrykker Schmidt med 16 Skt. Ved Suppleantvalget stemte Hr. Schmidt paa Besigtigelsesmand Bonnevie, medens Valgmændene herfra stemte paa Holm Hansen. Skibsreder Ludvig Larsen fik Holm Hansens Stemme.
 
* * *
 
   Saadan var Udfaldet af Valget. Højrevalgmændene i Laurvik har altsaa denne Gang besat baade Repræsentant-og Suppleantpladsen. De, har, disse Mænd, intet Hensyn taget til vor By. Vor Kommune havde, hvad vi før har fremholdt, berettiget Krav paa at faa Suppleantpladsen besat med en Mand af sin Midte, og Laurviks Valgmænd havde fuld Opfordring til at tage Hensyn hertil Efter Forlydende var der fra Sandefjords Højreforening udgaaet Opfordring til Valgmændene i Laurvik om at vælge en af vore Højremænd til Suppleant, og hertil kom, at vore Valgmænd umiddelbart før Valget fremholdt det retfærdige og ønskelige i, at Suppleanten valgtes fra Sandefjord, hvorhos de erklærede, at de, da de ikke kunde faa noge i Venstremand,vilde være villige til at give sin Stemme til en Højremand. Som den blandt disse mest skikkede til dette Hverv nævntes da Hr. Skibsreder P. A. Grønn. Men Laurviks Valgmænd forholdt sig tause hertil. De vilde simpelt hen ikke unde vor By den Ret og den Ære, som billigvis tilkom den, og saa gik de hen og valgte i Samdrægtighed
 
   Hr. Bogtrytker Schmidt.
 
   Og Vælgerne var disse:
 
Skibsreder P. Semb.
Besigtelsesm. T. Bonnevie.
Skibsfører S. Bugge.
Hattemager O. W. Halvorjen. 
Sagmester Ole Chr. Hansen Holmene.
Arbeiderformand Arve Ingebretsen.
Kjøbmand J. Svendson.
Agent Chr. Nielsen.
Garver L. Amundsen.
Vognmand Lars Sørensen Klever
Kjøbmand J. Augestad.
Adjunkt A. Aagaard. 
Skibsr der S. Andersen.
Kjøbmand L. Augestad.
Contorchef P. Wesenberg.
Kjøbmand P. O. Jversen.
 
   Storthingsvalget for Laurvik og Sandefjord afgiver atter et    Bevis for, hvorledes vort Højreparti bruger sin Magt, naar de først kommer i Besiddelse af den. Havde Valgmændene i Laurvik været Venstre, havde vi utvilsomt iaar som forrige Gang faat Suppleanten herfra. Men Højre fandt det rettest at beholde begge Pladse for sin egen By.
 
   Af dette Valg kan vi blandt andet drage den Lærdom, at ligesom vor By ikke har synderlig mange Interesser tilfælles med den mægtigere Naboby Laurvik, saa ser det nu ud til, at vi heller ikke kan vente synderlig Hensynsfuldhed fra den Kant. Sandefjord maa greie sine Sager selv, saa godt den formaar. Efterhvert som vor By derfor gaar fremad, blir det en saa meget naturligere Trang for den ved slige Valg at blive skilt fra en Valgkommune, hvor vore Valgmænd ingensomhelst Indflydelse kan have».
 
Så var det tilbake til kommunepolitikken igjen, med to møter straks efterhverandre[cxcix]:
 
«Repræsentant-samling
 
afholdes paa Raadhuset Tirsdag den 15 December Kl. 4 Eftermiddag til Behandling af følgende Sager:
 
      1. Indstilling fra Formandskabet angaaende Sagen om Udvidelse af Byens Grændser.
      1. Indstilling fra Formandskabet om Godkjendelse af Plan for et Samlag for Brændevinshanudel.
      1. Formandskabets Indstilling om Byggetomt til den nye Almueskolebygning.
      1. Formandskabets Indstilling om Eftergivelse af 2den Termin af den Hans Johannesen ilignede Skat for 1885.
      1. Formandskabets Indstilling om fremtidig Vedligeholdelse af Veien Sandefjord– Lasken.
   Dokumenterne ligge til Eftersyn paa Raadhuset.
      Sandefjords Formandskab den
   11te December 1885. 
     Holm Hansen, 
        Ordfører».
 
«Repræsentantmøde
 
   afholdes paa: Raadhuset Lørdag den 19de December Kl. 4 Eftermiddag til ny Behandling af Sagen angaaende Opførelse af et nyt Skalehus forsaavidt Huscts Opførelse af Træ eller Sten angaar.
 
   Documenterne ere udlagte til Eftersyn paa Raadhuset.
 
Sandefjords Formandstab den 12te
December 1885.
Holm Hansen,
Ordfører».
 
Og enda ett, eller i det minste, en sak i tillegg[cc]:
 
Og videre[cci]:
 
 
 
 
 
 
 
 
‘
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
På årets nest sist dag ble enda en representantsamling forkynt[ccii] – en viktig en, for det skulle foretas valg der:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Før dette møtet ble holdt, gjennom nyttårshelgen 1885/86, ble det holdt folketelling[cciii] i byene i Norge. I sandefjord var det nå 3 257 innbyggere – nær 10 ganger hva den var i 1801, da det bodde 373 sjeler her.
 
Man finner Holm Hansen, som forventet, i Langgaden 196, denne gangen med bokstaven b. Der er 11 personer i huset. Først er listet Berthe Hansen – hun beskrives som en gårdbrukerenke født på Høland i 1806, men er altså Holm Hansens gamle mor. Dernest følge Marthe Hansen, også fra Høland og nå 54 år gammel: hun er Holms ugifte storesøster. Marthe Beskrives som Husbestyrerinde, og i den rollen har hun hjelp av 25 år gamle Anna Tomine Amundsen fra Stokke.
 
Så følger to unge menn som begge er «studerende» – 20-åringen Carl Severin Bertinius Hoel og 18 år gamle Hans Christian Holm Hoel: begge er midlertidig på adressen i Sandefjord og har nok kommet hjem for å feire jul. Begge er sønner av Holms yngre bror Svend, som døde i 1871. Svend’s kone Catharine hadde forsøkt seg som forretningsdrivende i Sandfjord, men måtte gi det opp før 1875 og flyttet så til sin far i Arendal.
 
Dernest finner man en 85 år gammel enke fra Vaage: hun heter Karen Fredriksdatter og der er ingen forklaring på hennes nærvær.
 
Og til slutt: Holm Hansen, «Uhrmager nu uden Bedrift» og hans kone, Martha Holm Hansen. Sammen med disse er, ikke uventet, sønnene Hans Fredrik (8) og Bjarne Andreas (2). De har også hjelp i huset: Bertha Hansen, en 23 år gammel tjenestepike fra Sandar.
 
Noen dager senere kunne man lese i avisen[cciv] at Holm Hansen hadde lykkes med å bli gjenvalgt som ordfører – han fikk 16 stemmer, mot skipsreder Grønns 2 – og så ble Grønn valgt til vise-ordfører.|
 
Gjenvaalget som Ordfører medførte at han måtte tre tilbake fra ordstyrerposten under representantskapets første debatt dette året: den dreiet seg om hans egen lønn. Referatet ble publisert i Vestfold 9 januar 1886:
 
«Sandefjord, 9de Januar.
   I Repræsentantmødet i Tirsdags foretoges som første Sag Valg paa Ordfører og Viceordfører for dette Aar med det Udfald, som i forrige Numer meddelt.
  
   Dernæst toges Budgettet under Behandling. Ordføreren bemærkede, han troede at burde oplyse, at naar Repræsentantmødet ikke blev afholdt den 29de December, saa kom det af, at Dokumenterne ikke var saa betimeligt færdige fra Magistraten.
 
   Grøn vilde foreslaa, at man først stemte over de enkelte Poster i Budgettet og siden over det hele Budget.
 
   Ordføreren: Ja, det maatte man selvfølgelig, da der jo i Budgettet forekom Poster som gjaldt for flere Aar.
 
   De enkelte Poster refereredes derpaa. Under Behandlingen af Post 1 Afdeling B. fratraadte Ordfsreren og overlod Ledelsen af Forhandlingerne til Viceordføreren Hr. Grøn, der ytrede: Denne Post angaar Løn til Lyens Kæmner, fra hvem der er indkommet Andragende om en Lønsforhøjelse af 500 Kroner. saaledes at hans Løn vil blive 1000 Kroner. Byfogden har i Skrivelse anbefalet Andragendet, og Formandskabet har ligeledes enstemmig indstillet paa, at det indvilges, mod at Kæmneren stiller en Kaution af 6000 Kroner. Man maatte erkjende, at Kæmnerens Løn nu var saa liden, at «en paa ingen Maade stod i Forhold til Arbeidet, og han vilde derfor nu som i Formandskabet anbefale Andragendet.
 
   Oluf Andersen: Hvor stort Beløb havde Kæmneren hidtil stillet Kaution for?
 
   Grøn: 4000 Kroner. –
 
   Teftmann: Alle fandt, at Kæmnerens Løn var for liden, men han syntes, det blev vel stor Forhøjelse med en Gang. Han syntes, at 200 Kroner i Lønstillæg og dertil 100 Kroner som Godtgjørelse for Hus og Ved vilde være passende.
 
   Grøn. 200 Kroner var for lidet. For 25 Aar siden var Lønnen sat til 500 Kroner for Kæmneren. Dengang var Tholvsen Kæmner, og han sagde Posten op, fordi Lønnen var for liden. Nu var Kæmnerens Arbeide maaske mere end fordoblet, saa nu maatte det lønnes bedre. Han vilde derfor holde paa Indstillingen.
 
    1. Nilsen. Der maa spares, hvad spares kan, heder det. Han kunde forsaavidt være enig med begge de forangaaende Talere. Dengang Tholvsen var Kæmner, havde han ingen Befatning med Kirke- og Skoleregnskab. Arbejdet var nu betydeligt forøget, og han fandt derfor, uagtet han gjerne vilde spare, at Andragedet ikke var urimeligt.
 
   Postmester Hansen. 
Han havde først tænkt paa en slig Forhøielse som af Testmann nævnt, men han havde nu tænkt nærmere over disse Ting, og han havde faaet fat paa Budgettet for Horten, hvilket var af samme Størrelse som vort, men der gik rigtig nok over 1/3 af Budgettet til Fattigvæsenet, hvilket, sagde man, skulde gjøre Regnskabet brydsommere; men paa Horten lønnedes Kæmneren med 1200 Kroner, og saa havde han dertil 200 i personligt Tillæg; endda var Kæmneren der fritaget for at indkræve Skolepenge, hvilket Arbejde lønnedes med 240 Kroner. Efter dette vilde han sige, at 1000 Kroner ingenlunde var for meget for Sandefjords Kæmner. Men det var kanske bedre at bevilge først en fast Løn og saa et personligt Tillæg, hvilket mere og mere blev Praksis ved Lønninger til Bestillingsmænd. Han vilde tilføie, at vor Kæmner gjorde sit Arbejde særdeles godt, nøjagtigt og pent, hvilket man her maatte tage i Betragtning.
 
   Grøn syntes, at der burde fastslaaes en Løn af 1000 Kroner for Byens Kæmner.
 
   Postmester Hansen. Kunde man ikke sætte Lønnen til 800 Kroner og et personligt Tillæg af 200 Kroner?
 
   Bogh. Iversen. Det maatte erkjendes at den Løn, som Kæmnere var uforholdsmæsig liden. Kæmneren udfører sit Arbeide særdeles godt, og dette Arbeide var nu mere enn fordoblet, hvortil nu også kom en ny Skolebygning, hvis Regnskab  Kæmneren maatte føre. 1000 Kr. var derfor ikke for meget; at nægte dette Andragende vilde han kalde utidigt Kniberi.
 
 
   Oluf Andersen. Der var ingen i Salen, uden han fandt, at Lønnen var for liden, jo næsten ingen og efter hvad han havde hørt oplyst i dag og i Hnehold til Formandskaabes Indstilling og Magistratens Anbefaling vilde han stemme for 1000 Kroner.
 
   Magistraten. Han havde hørt af Iversen omtrent, hvad han vilde sige. Kæmneren udførte sit Arbeide godt, det var han sikker paa, og  Arbejdet nu var forøget, det vidste han, som nu havde været Magistrat her i 17 Aar. Nu blev Byen udvidet, og Skolevæsenet blev vidløftigere, hvilket igjen økede Arbejdet for Kæmneren. At besluttes saaledes som af Postmeteren papeget med 800 og 200 Kr. kunde nok lade sig gjøre, men han troede, Lønnen burde sættes til 1000 Kroner.
 
    1. Nilsen. Den gang, man byggede Kirken, fik Kæmneren ekstra Løn for Kirkeregnskabet, nu hørtes det ut, som om Kæmneren skulde faa Regnskabet for den nye Skole uden nogen saadan Godtgjørelse.
 
   Grøn. Ja kæmneren vilde for den bestemte Løn faa alle Kommunens Regnskaber at føre.
 
   Postmester Hansen. Ja, det maatte slaaes fast, at han overtog saavel Skole- som Kirkeregnskab.
 
   Grøn. Ja, det er tidligere bestemt i Instruks for Kæmneren.
 
   Testmann. Han erkjendte, aat 1000 Kroner ikke var for meget, men han troede alligevel, Forhøielsen var for stor saadan med en Gang. Kæmneeren søgte ogsaa i Sandehered og fik der intet. Nu vilde han imidlertid for begge Poster faa 1500 Kroner, hvilket var en pen Løn.
 
   Skolebestyrer Nilsen. Formandskabet havde fundet, at Lønnen var altfor liden. Den nuværende Kæmner førte sit Regnskab saaledes, at man til enhver Tid kunde faa Oplysning om Kommunens Stilling, hvilket var af ikke uvæsentlig Betydning, Den forrige Kæmner havde særskilt Godtgjørelse for Kirken og Vandværket, men denne havde ingen saadan. – Maa kunde derfor ikke siges at flokse med Byens Penge, om man gik med paa Andragendet. Personligt Tillæg synetes han ikke om; thi Kæmnerposten burde, hvem der saa var Kæmner, aflønnes med 1000 Kroner.
 
   Testmann. Men, hvis Kommunen kunde afse passende Lokale for Kæmneren t. Eks. i Brandstationsbygningen, kunde man saa ikke sætte Lønnen til 800 og saa indtil videre 200 Kroner til Lys og Ved ?
 
   Oluf Andersen. Den af Testmann nu udtalte Tanke, syntes han godt om. Det kunde jo nok hende, at Brandstationen kunde afgive passende Lokale for Kæmneren.
 
   Testmann. Han vilde da fremsætte Forslag om, at Lønnen sættes til 800 og saa indtil videre 200 til Lys og Ved.
 
   Grønn. Man havde ikke tidligere erkjendt nogen Forpligtelse til at skaffe Kæmneren Hus, Lys og Ved, det blev derfor nu at paatage sig en ny Forpligtelse. Man havde tænkt som saa, at Kæmneren kan bo i sit Hus, og han vilde derfor ikke gaa med paa dette om Husleie, Lys og Ved. Havde Byen noget Lokale at leie bort, saa kunde man jo for Betaling leie bort til hvemsomhelst, ogsaa til Kæmneren, hvis denne ønskede det. Han holdt derfor fremdeles paa Indstillingen.
 
   Magistraten. Byens Kæmner var billig Kasserer for Landet. Men nu kunde han vel ikke holde to Kontorer, et for Byen og et for Landet. Fik nu Kæmneren frit Kontor i Brandstationen, saa
fik ogsaa Landskommunen Del deri. Det var derfor heldigst, han selv sørgede for Kontor.
 
   Testmann. I Laurvik havde Kæmneren et offentligt Lokale. Kæmneren havde jo mange offentlige Dokumenter til Opbevaring og det var bra, at disse beroede paa et offentligt Kontor.
 
Skolebestyrer Nilsen. Kæmneren kunde jo i Tilfælde godt leie Kontorlokale af Kommunen. Udgiften for Kommunen blev den samme. Begyndte man nu med at holde Hus, Lys og Ved, saa maatte man siden skaffe ham disse Ting, men han troede, det ikke var heldigt at binde sig til denne Forpligtelse.
 
   Høst. Han syntes den Kaution, man forlangte, 6000 Kroner, var stor. Vidste man, om Kæmneren vilde gaa ind derpaa?
 
   Grønn. Ja, han troede ikke Kæmneren havde noget derimod.
 
   Testmann. Han vilde nu tage sit Forslag tilbage.
 
Formandskabets Indstilling sattes derpaa under Afstemning med det Udfald, som i forrige Numer meddelt, at Indstillingen enstemmig bifaldtes”.
 
 
Lørdag 9 januar 1886 kunne man lese denne lille snutten i Sandefjords Tidende[ccv]:
 
«Redaktionen er anmodet om at stille følgende Spørgsmaal til den ærede Magistrat og Formandskab: Har Eieren af Sandefjords Bad Ret til at stænge den gamle Overgang fra Strandveien til Bryggegaden gjennem Badets nedre Park?
 
Er der betalt Afgift af det Vand, der i afvigte Sommer benyttedes til Kreaturene paa Hjertnæs?»
 
Holm Hansen svarte i same avis[ccvi] følgende onsdag:
 
                    «Til
            Redaktionen af «Sandefjords Tidende»!
 
   I Anledning de Spørgsmaal, som den ærede Redaktion i Bladet for Lørdag retter til Magistrat og Formandskab, skal Undertegnede paa Formandskabets Vegne meddele, at der i længere Tid har været pleiet Underhandlinger mellem Formandskabet og Badets Eier angaaende de Forholde, som Redaktionens første Spørgsmaal vedrører, uden at noget endelig Resultat endnu er opnaaet.
 
   Hvad selve Retsspørgsmaalet angaar, da egner dette sig – navnlig paa Sagens nuværende Standpunkt – selyfølgelig ikke til nogen nærmere Besvarelse i Avisen. Med Hensyn til Redaktionens andet Spørgsmaal meddeles, at Eieren af Hjertnæs Gaard ikke havde nogen Ret i afvigte Sommer til at benytte Vand fra Sandefjords Vandværk til sine Kreaturer og at han da hellerikke har erlagt nogen Afgift til Sandefjord for saadan Benyttelse af Vandet.
 
   Sandefjord den 12te Januar 1886.
                          Holm Hansen».
 
Lånefinansiering av kommunale prosjekter er ikke en helt ny oppfinnelse, som man kan se av denne annonsen i Sandefjords Tidende[ccvii] fra 27 januar 1886:
 
Så kom man i gang med møter igjen[ccviii]: man skulle ha to medlemmer av sjøretten, og to i overskjønnet.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
13 mars 1886 hadde Sandefjords Tidende[ccix] et leserbrev på side tre:
 
«(Indsendt).
Medens Ligningskommissionen iaar vistnok i flere Tilfælde har givet Byens Skatteydere en større Velstand end der for Manges Vedkommende tør være Tilfældet, sees det, at Byens Ordfører og høitbetroede Borger Guldsmed Holm Hansen er ansat uden nogensomhelst Formue eller Indtægt. Med al Respekt for de Motiver, der ligge til Grund for denne uildest talt overraskende Ansættelse, idet vistnok de fleste har antaget Herr Ordføreren at være saavel Huseier og Skibsreder som Næringsdrivende, maa man unægtelig gratulere ham med, at han paa den ene Side i kommunal Retning skal kunne spille 1ste Violin og samtidig være heldig nok til saa omtrent lig at undgaa de trykkende Skattebyrder, som andre Byens Borgere maa finde sig i at betale, selv om deres virkelige Indtægt og Formue kan være imaginær nok».
 
Leserbrevet må ha vakt en viss oppsikt, for det ble trykket i Jarlsbergs og Laurviks Amtstidende[ccx] en uke senere. Bratsbergs Amtstidende[ccxi] trykket det 23 mars.
 
Det var dagen efter at Martha og Holm Hansen fikk sitt fjerde barn, en gutt. Han ble hjemmedøpt av Uhrmager Chr. Hansen 15 mai. Vitnene var Kæmner O. Hansen og Anna Andresen. Denne dåpen[ccxii],[ccxiii] ble stadfestet i kirken 21 juni og da fikk han navnet Åsmund Lutzow Holm. Fadrene var Uhrmanger C. Hansen; Arkitekt Haldor Børve; Kjøbmand Johan M. Ommundsen; Thrine Hansen; og Hanne Thoresen.
 
Efter hvert var tiden kommen til å begynne det virkelige arbeidet med å bygge skole i Sandefjord, og det kunne man lese om i avisen Vestfold[ccxiv] 4 august 1886:
 
«Sandefjord, 4de August.
 
   Grundstenen til Sandefjords nye Almueskolebygning nedlagdes i Mandag Eftermiddag i Overvær af Provsten og Sognepræsten samt Magistrat og Formandskab. Sognepræst Jespersen fremholdt først Skolens Betydning og ønskede Herrens Velsignelse over det her paabegyndte Arbeide, hvorefter Magistraten oplæste følgende, der var nedskrevet paa Pergament :
 
   «Aar 1886 den 30te Juli blev Grund stenen lagt til denne Almueskolebygning for Kjøbstaden Sandefjord. I Aaret 1860 blev en Træbygning opført, som endnu staar ved Siden af den nu paabegyndte. Denne Bygning var bestemt for Almueskolen og en saakaldt høiere Almueskole, hvilken sidste, der senere blev kaldet Borgerskole, i Aaret 1885 blev afløst af den nuværende Middelskole.
 
   Da Antallet af Elever stadig tiltog ved Skolerne, saa den gamle Bygning blev forliden, indgav Skolekommissionen Forslag om, at en ny Skolebygning skulde opføres for Sandefjord.
 
   I Henhold hertil bevilgede Sandefjords Repræsentantskab den 26de September 1884 Midler til Erhvervelse af Tegninger og Overslag til en Bygning for Almueskolen.
 
   Paa Anmodning blev Tegninger til en Murbygning udarbeidet af Arkitekt Ekman, hvilke efter flere Forandringer blev vedtaget af Repræsentantskabet.
 
   Efterat en Byggekommite bestaaende af Hr. Skibsreder P. A. Grøn som Førmand, samt Skibsreder L. G. S Larsen og Skolebestyrer A. H. Nilsen var valgt og en teknisk Assistent Ingeniør Haldor Børve var antaget, blev Arbejdet Vaaren 1886 bortsat til Bygmesterne Andresen & Ahrens hersteds for en Sum af Kr. 45,500. Den gamle Skolebygning overlades til Middelskolen.
 
   Norges nu regjerende Konge er H. M. Kong Oscar II, Biskop i Kristiania Stift er: Carl Peter Parelius Essendrop, Provst i Laurvigs Provsti: Christinus Castberg Lange, Sognepræst i Sandefjord: Jesper Jespersen;
Sandefjords Magistrat og Byfoged : Carl Frimann Schanche,
Sandefjords Ordfører: Holm Hansen.
 
Medlemmer af Formandskabet er:
Skibsreder P. A. Grøn.
do. L. Ø. S. Larsen.
Almueskolebestyrer A. H. Nilsen.
Boghandler H. S. Jversen.
Medlemmer af Skolekommissionen er:
Sognepræst J. Jespersen.
Magistrat C. F. Schanche.
Skibsreder P. A. Grøn.
Kjøbmand Chr. Jensen.
Postexpeditør O. Hansen.»
 
   Dokumentet forvaredes derpaa i en Urne, som nedlagdes i Murens sydvestlige Hjørne.
 
   Hr. Provst Lange holdt derpaa en kort opbyggelig Tale, som han knyttede til Ordene: «Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbeide de forgjæves, som bygge derpaa, dersom Herren ikke bevarer Staden, da vaage Vægterne forgjæves.» Denne ligesaa sjeldne som vakre Høitidelighed afsluttedes derpaa med Afsyngelsen af Salmen: «Lov og Tak og evig Ære». .
 
   Den nye Skolebygning skal efter Bestemmelsen være færdig til at tages i Brug i August næste Aar, medens Skolens Gymnastiklokale skulde blive færdigt til Benyttelse allerede ihøst».
 
Litt senere samme måned skulle representantskapet møtes[ccxv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Midt i september 1886 solgte Holm Hansen sin andel i Østlandsposten til Bogtrykker J. P. Hals, som også overtok trykkingen, og erklærte at avisen fortsatt ville føre en liberal redaksjonell linje[ccxvi].
 
Efterhvert var Sandefjord blitt en mye større by enn den i sin opprinnelse var, og blant andre endringer følte man at man trengte politivedtekter[ccxvii]:
 
Ute av gullsmedyrket, ute av pressevirksomhet – om det var av pengenød eller av lyst han gjorde det, så gikk han tilbake til sitt opprinnelige yrke i oktober 1886:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kan hende var overgangen også et forsøk på å tjene penger på et patent han hadde fått[ccxviii]:
 
I midten av november kunne man lese i Sandefjords Tidende[ccxix] at det skulle være representskapsamling noen dager senere, og der skulle man blant annet behandle et forslag om utvidelse av byen:
 
Efter en endring i reglene for når man skulle avvikle hvilke valg, kunne man lese i Vestfold[ccxx] 24 november 1886:
 
«Sandefjord, 24de November.
 
   Valg paa Formænd og Repræsentanter skal i Byerne nu foregaa i Desember Maaned. Tidligere afholdtes kun Formandsvalget i Desember, og Repræsentantvalget først i det nye Aar, den 3die Januar. Nu skal begge disse Valg være foretagne inden Aarets Udgang. Kun maa der mellem Formands- og Repræsentantvalget være et Mellemrum af mindst 8 Dage.
 
   Fra flere Byer sees Formandsvalget at være bestemt til en af de første Dage af Desember og Repræsentantvalget til omkring Midten af Maaneden.
 
   Til omtrentlig samme Tider kommer da Valgene til at foregaa ogsaa her i Byen, og Vælgerne bør derfor nu have sin Opmærksomhed henvendt herpaa. Som man vil se af Avertissement nedenfor, indbyder Arbeidersamfundets Bestyrelse til et frit Diskussionsmøde i Samfundets Lokale imorgen Aften Kl. 8 angaaende det forestaaende Formandsvalg. Til dette Møde tillader vi os at anmode Vælgerne om at møde talrigt frem.
 
   Idet vi senere skal komme lilbage til Kommunevalgene, vil vi her bare gjøre opmærksom paa, at Vælgerne denne Gang har at udkaare 2 Medlemmer af Formandskabet istedenfor de Herrer Boghandler H. S. Jversen og L. G. S. Larsen, der. begge har staaet i 4 Aar. Den sidstnævnte er jo desuden, som man ved, udflyttet.
 
   De gjenstaaende Medlemmer af Formandskabet er de Herrer Holm Hansen, P. A. Grønn og A. H. Nilsen. Ved Repræsentantvalget vil man saa have at udvælge 8 Mænd istedenfor følgende Herrer: Kjøbmændene Høst, Sørensen, Bache, Abr. Andersen, Testmann og Garnhandler Andersen samt Glasmester Oluf Andersen og Snedker L. Jakobsen.
 
   De gjenstaaende Medlemmer af Repræsentantskabet er følgende: P. C. Pedersen, D. Andrsen, Uhrmager Chr. Hansen, Postmester O. Hansen, Garver B. I. Hansen, O. Fævang og Tolvsen».
 
Før det kom så langt som til valget var det representantsamling[ccxxi]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Valget ble kunngjort i Vestfold[ccxxii] 11 desember:
 
Så ble det innkalt til representantskapsmøte[ccxxiii] tirsdag 28 desember:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det nye representantskapet skulle møtes rett efter nyttår og da velge ordfører og viseordfører[ccxxiv]:
 
Holm Hansen hadde visst ikke tenkt seg gjenvalg som ordfører, og ønsket i utgangspunktet heller ikke å være vise-ordfører – det kan man lese i referatet[ccxxv] i Vestfold fra ordførervalget:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Noen dager senere får man i samme avis vite at Holm Hansen trekker seg også som medlem av formannskapet, og dermed måtte det holdes nytt valg:
 
Og så begynte forslag på eftermann å komme, også i avisen[ccxxvi]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Sandefjord Tidende[ccxxvii] bragte, 27 januar, resultatet av valget: Glasmester Oluff Andersen ble nytt medlem av formannskapet.
 
Om Holm Hansen efterhvert ble en mer privat person, så tok hans kone til med forretning, det kan man lese i Vestfold 23 april 1887:
 
Hvordan det var eller ikke var med Holm Hansen og formannskapet, så meldte han forfall på grunn av sykdom da det var møte i Sandefjords Kommunebetyrelse fredag 20 mai 1887[ccxxviii]. Han var også fraaværende fra neste møte, som ble holdt 3 juli[ccxxix].
 
Omtrent på denne tiden hadde Holm Hansen og kone en badegjest boende hos seg – Fru Andrea Andersen fra Porsgrunn[ccxxx]. Litt senere på sommeren tok de imot Fru Fredrikke Johannesen, også fra Porsgrunn, og Handelsmand P. Voldstad fra Romsdal[ccxxxi].
 
Da det nærmet seg høsten ville de leie ut et værelse mer permanent[ccxxxii], ser det ut til:
 
Martha Holm Hansen drev videre med sin forretning[ccxxxiii]:
 
Over de neste månedene er Holm Hansen nevnt et par ganger i forbindelse med kommunestyrets behandling av noen ligningssaker, og når han har vært fraværende fra slike møter.
 
Konen, derimot, er i gang med et utvidet sortiment i butikken sin, når julen nærmer seg[ccxxxiv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Nyttårsaften 1887 er Holm Hansen tilbake i spaltene i Vestfold[ccxxxv] i forbindelse med et bystyremøte dagen før:
 
«Sandefjord den 31te Desember.
 
   Kommunebestyrelsen holdt Møde igaar Eftermiddag. Fraværende var Repræsentanterne P. Halvorsen, O. Hansen og H. Andresen, der havde meldt Forfald, samt P. C. Pedersen. Behandlingen af den førfte Sag, Andragende fra D’Hr. Andresen og Ahrens om Eftergivelse af Kommunens Krav paa den i Anledning af deres Akkord paa Opførelse af Almueskolebygningen med Gymnastiklokale samt om, at der bevilgedes dem Godtgjørelse for deres Arbeide, – foregik efter Forslag af Repræsentanten Holm Hansen for lukkede Døre.
 
   – Efter Forlydende besluttedes Sagen efter en længere Diskussion udsat til et senere Møde.
Derefter behandledes et Andragende fra Pedellen ved Middelskolen om Lønsforhøielse. Efter Formandskabets Indstilling blev Andragendet enstemmig afslaaet. Den sidste Sag, som forelaa til Behandling, var Valg paa Ordfører og Viceordfører for 1888.  P.A. Grøn frabad sig bestemt Gjenvalg som Ordfører og de øvrige Formænd udtalte ligesaa, at de ikke ønskede at blive valgte.
 
   Ved den derpaa foretagne Afstemning fik Hr. Boghandler H. S. Iversen 11 Stemmer som Ordfører. Næst ham fik Hr. Skolebestyrer A. H. Nilsen 4 St. og Hr. Kjøbmand Stub 1 St. Viceordfører blev Hr. Slibsreder P. A. Grøn med 9 St. medens Hr. Skolebestyrer Nilsen fik 4 og DHr. Holm Hansen og Stub hver 1 Stemme. Førend Mødets Slutning refereredes et Andrazende fra Sandefjords og Sandehereds Ynglingeforening om at erholde frit Lokale, oplyst og opvarmet, i Middelskolebygningen. Uden at fatte nogen Beslutning herom udtalte man sig for, at nævnte Andragende indtil videre indvilgedes».
 
Så opprant 1888, og 4 februar det året var det kommunestyremøte, delvis for å avslutte spørsmålet om oppgjør i forbindelse med byggingen av skolen[ccxxxvi]:
 
«Sandefjords kommunebestyrelse
holdt møde igar. Samtlige medlemmer var tilstede. Første sag, der forela til behandling var: andragende fra H. Andresen og Ahrens om eftergivelse af kommunens krav på dem i anledning opførelsen af almueskolebygningen og gymnastiklokalet samt om erstatning for deres arbeide.
 
   Formandskabet havde behandlet sagen og i en motiveret indstilling foreslog det for repræsentantskabet at fatte sâdanne beslutningee:.
 
    1. Kommunens krav paa entrep. i an ledning af opførelsen af almueskole bygningen og gymnastiklokalet, eftergives. De tiloversb. materialier forbliver, som i paategning paa kontrakten bestemt, kommunens eiendom.
 
    1. Entreprenørernes andragender om godtgjørelse for deres arbeide indvilges ikke.
 
   Denne indstillingspost 1 var enstemmig, men ved post 2 foreslog en minoritet, d’hrr. Grøn og Holm Hansen, en erstatning til Andresen af 500 kr., medens hr. Stub ikke vilde være med pâ nogen indstilling om denne post.
 
   Om denne sag blev der en 4 timers vidtløftig debat, idet sidste votering først blev foretaget kl. 8 ¼ aften.
 
   Først afstemtes over post 1 i formandskabets indstilling, der vedtoges med 14 mod 3 stemmer. Til denne indstilling vedtoges derpaa med 15 mod 2 stm. et tillægsforslag af hr. Miøven, hvorved beslutning 1 kom til at lyde:
 
    «Under forbehold af, at Ahrens og Andresen afgiver erklæring om, at de selvfølgelig ikke have nogetsomhelst krav på kommunen, eftergives kommunens krav på entrepnørerne i anledning af opførelsen af almueskolebygningen og gymnastiklokalet De tiloversb. materialier forbliver, som i paategning paa kontrakten bestemt, kommunens enendom. I disse voteringer deltog ikke repræsentanterne H. Andresen og Oluf Andersen.
 
   Indstillingens post 2 blev delt, idet der voteredes serskilt over de to, Ahrens og Andresens, andragender om godtgjørelse.
 
   Ahrens andragende, der ikke var op tagen af nogen, blev forkastet med 13 mod 5 stemmer.
 
   Formandskabets minoritets forslag om en godtgjørelse af 500 kr. til Andresen blev ligeledes forkastet med 9 mod 9 stm., idet ordførerens stemme gjorde udslaget.
 
   Næste sag var andragende fra Sandefjords og Sandehereds ynglingeforening om frit lokale, lys og brænde i middelskolebygningen.
 
   Andragendet indvilges med 11 mod 6 stm. O. Nilsen foreslog, at denne indvilgelse blot skulde gjælde for et aar, hvilket forslag vedtoges med 15 mod 2 stm. Derefter vedtoges enstemmig formandskabets indstilling om eftergivelse af forrige aars byskat for enken Mathea Olausen. Skatten udgjorde kr. 3.97.
 
   Tilslut foretoges valg paa 2 mænd til at revidere kommnunens regnskaber for 1887. D’hrr. O. Nilsen og Windingstad gjenvalgtes med 14 og 13 stm».
 
De neste dagene hadde avisene lange leserbrev om denne debatten – for lange til å ta med her, men Holm Hansen var aktiv i debatten. Ett stridspunkt var visstnok at man ikke hadde brukt det beste firmaet bland anbudene, men valgt entreprenør med henblikk på å holde prosjektet innen byen[ccxxxvii].
 
Martha Holm Hansen slo delvis inn på den veien hennes mann hadde fulgt, agenturets eller representantens, og begynte å ta imot pels-reparasjoner i samarbeid med en buntmaker i Kristiania[ccxxxviii]:
 
Skatteligningen[ccxxxix] for 1888 ble offentliggjort tidlig i mars 1888, og den viser at Holm Hansen hadde en adskillig svakere økonomi enn tidligere – 600 kroner i inntekt, og ingen formue ga en skatt på kr. 6.65. Med andre ord – han hadde bare en femtedel av inntekten han hadde noen år tidligere.
 
Det skulle være representantsamling igjen 15 mars, og sakslisten viser at omkampen ikke er noen ny oppfinnelse, siden Holm Hansen igjen tar opp saken om betaling til dem som hadde bygget skolen[ccxl]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fru Holm Hansens forretninger fortsatte å utvikle seg, nå også med mer oppfinnsom annonse:
 
Holm Hansen selv fikk kanskje noen tilbakemeldinger om sitt forslag om godtgjørelse for bygging av skolen, for referatet sier at han trakk det tilbake før det ble behandlet[ccxli]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
De lange artiklene nevnt ovenfor ble oppfattet injurierende av en av de omtalte personene, som da også gikk til sak. Denne saken ble, i første omgang, tatt opp i forlikelseskommisjonen – og også løst der, går der frem av Vestfold[ccxlii] 17 mars 1888:
 
«Hr. Havnefoged O. Andersen har sendt os følgende til Indtagelse i «Vestfold»:
 
«Læs Udskrift af
Sandefjords forligelseskommissionsprotokol».
 
   År 1888, den 13de marts blev forligelseskommission afholdt pa rådstuen ved kommissærerne F. Høst og Joh.s Aagaard.
 
   Hvorda! behandledes sag no. 2 88.
 
   Advokat Christie for Havnefoged O. Andersen mod uhrmager Holm Hansen angående endel artikler forfattede af indklagede og indtagne i bladet «Vestfold» for 21de og 28de febr. og 8de marts d. å. undertegnede «C», – hvilke artiklers indhold klageren delvis har fundet injurierende. De dele af de påklagede artiklers indhold, som klageren finder injurierende, er følgende:
 
      1. «Vestfold» d. 22/4 (indeholdende svar på et af klageren forfattet inserat i «Vestfold» for lørdag den 18de s. m. undertegnet «en skatteyder»).
    «Thi det er ikke blot det, at inseratet som helhed synes at måtte betegnes som et sammenhængende «falskt vidnesbyrd om og for næsten», men man kan med den alvorligste vilje til at tage alt i den bedst mulige mening ikke værge sig for den overbevisning, at dette vidnesbyrd for flere punkters vedkommende er frembâret med bevidst forsæt og overlæg og i den hensigt dermed at skade og gjøre ondt.»
 
      1. «Vestfold» d. 28/22:
   Når «en skatteyder»» fremstiller det som om kommunen havde lidt et tab af 4015 kr. pa entreprenørerne, da er dette indtryk, denne fremstilling giver, akkurat ss god som en kapital løgn» – og «Det falske vidnesbyrd, «en skatteyder» her frembærer om sin næste, har han vistnok frydet sig i og betragtet som en stor genistreg. En færd som den, der her tillægges forslagsstillerne, ligger også nær for «en skatteyders» tænkesænt. Men lumpenheden i dette forsøg pâ at tillægge en modpart uhæderlige bevæggrunde for hans handlinger, er dog altfor pâtageligt.» .
 
      1. «Vestfold» d. 5/3.
   «Da er dette en fremstilling, som m betegnes som en ligefrem nederdrægtighed».
 
   Parterne mødte personlig og indgik med hinanden sådant
forlig.
  
   Indklagede uhrmager Holm Hansen finder ikke, at der i de påklagede udtryk i de omhandlede inserater indeholdes noget for klageren injurierende. Men forsåvidt dette dog skulde være tilfældet, tilbagekalder indklagede samme, således at de ikke skal komme klageren havnefoged O. Andersen til skade på hans gode navn og rygte. Hermed er klageren tilfredsstillet. 
 
Holm Hansen. O. Andersen.
Joh.s Aagaard. Fr. Høst.»
 
Samme dag var det referat fra et møte i kommunestyret, der man får forklaring på hvorfor Holm Hansen hadde trukket forslaget om å betale skolebyggerne mer penger – den en av dem ville nemlig nå saksøke kommunen for et større beløp enn han hadde hatt i tankene[ccxliii].
 
Over de neste måneden ser man Holm Hansen som opponent i noen saker som angår ansettelser ved middelskolen, men ikke så svært interessante.
 
Samme sommer hadde han og Martha en badegjest igjen – Handelsmand P. Walstad fra Romsdalen. Altså den samme som de hadde hatt hos seg tidligere, og det viser vel at Holm og Martha hadde et gjestfritt hjem[ccxliv].
 
Martha Holm Hansen hadde efterhvert fått et godt rykte – for et eller annet, for hun ble som eneste kvinne tildelt et stipend for å kunne reise til København og besøke en utstilling der[ccxlv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I sin versjon av denne meldingen, forteller Sandefjords Tidende[ccxlvi] at det var stipendier til håndverkere det dreiet seg om.
 
Som nevnt ovenfor, var det interesse for å utvide Sandefjords grenser, og tydeligvis hadde det blitt besluttet før 13 september 1888, da Vestfold[ccxlvii] kunne berette om sammensetningen av den kommisjonen som skulle foreta befaring:
 
«Sandefjord den 13de Septbr.
 
   Sandefjords nye Grænser. Ved høieste Resolution af 8de Septbr. d. A. er det bestemt, at den i § 2 i Lov om Udvidelse af Kjøbstaden Sandefjords Grænser af 29de Juni 1888 omhandlede Aastedsforretning, hvorved paa nærmere kgl. Stadfæstelse Kjøbstadens nye Grænser overensstemmende med Lovens § 1 skal opgaaes og nærmere bestemmes samt ved lovligt Skifte og Skilstene udvises, bliver at afholde af:
 
      1. Sorenskriver i Laurviks Sorenskriveri, Tillisch.
      2. Konstitueret Byfoged i Sandefjord, Bang.
      3. Veiinspektør, Kaptein I. Jacobsen.
      4. Kjøbmand H.S. Iversen af Sandefjord.
      5. Uhrmager Holm Hansen af do.
      6. Gaardbruger Olaus Klavenæs af Sandehered.
      7. Gaardbruger Ole Nilsen Gogstad af do».
Martha, Holms Kone, synes samme høst å gjøre det godt med sine forretninger – i det minste finner man dette avertissementet i Vestfold[ccxlviii] 23 oktober 1888:
 
I et representantskapsmøte 23 oktober 1888 forelå det en ansøkning om høyere lønn fra fattiglegen Dr Freng – Holm Hansen holdt med innstillingen som sa nei[ccxlix].
 
Martha Holm Hansen fortsatte å utvide sortimentet, og hadde en typografisk formet annonse i Vestfold[ccl] lørdag 3 november 1888 – den ble gjentatt en rekke ganger:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Om Venstre – og Holm Hansen – hadde hatt noen storartede år, politisk sett, i Sandefjord var utviklingen ikke entydig positiv. Dette er Sandefjords Tidendes[ccli] omtale av møte i partiet 20 november 1888:
 
   «Venstreforeningens Møde igaar aftes var meget daarligt besøgt, antagelig kun af 15 a16 Personer. Som Følge heraf blev der heller ikke foretaget noget endeligt Prøvevalg paa Valgmænd, hvad forøvrigt skal have været Hensigten.
 
   Derimod blev der nedsat en Kommite til at forberede det fornødne i Anledning Valget, saaledes ogsaa Opstillingen af Valgmandsliste. Uagtet der saaledes ikke blev foretaget noget bindende Prøvevalg, blev de tilstedeværende dog enige om forsøgsvis at afgive Stemme paa 4 Herrer for derved at søge bragt paa det Rene, hvilke Personer der inden Mødets Deltagere havde Stemningen for sig.
 
   Udfaldet af dette skal efter Forlydende have været, at D’hr. Lærer Kvam, Glasmester Oluff Andersen, Garver B. Hansen og Sagfører G. Kraft fik de fleste Stemmer. Derimod lykkedes det ingen af de ellers inden Partiet saa høit anseede og betroede Mænd, som Kjøbmand Iversen, Kæmner Hansen, Holm Hansen eller Skolebestyrer Nilsen at opnaa tilstrækkelig Majoritet.
 
   Medens de første Herrer dog fik nogle Stemmer skal Hr. Nilsen være bleven sat saa godt som ganske udenfor. Hvad dette skal smage af, er ikke godt at vide.
 
   Men det synes, som om den yngre Del af det radikale Parti, de reneste rene, ville søge at vrage dem af Partiet, der den hele Tid har været dets bedste Støtter.
 
   Det synes heller ikke at være Partiets Tanke at tage noget videre Hensyn til selve Valgkommunens økononomiske Interesse, idet hverken Handel eller Søfart har opnaaet nogen Repræsentant ved dette foreløbige Prøvevalg. Det er kun den krasseste Radikalisme, der skal repræsenteres».
 
Den samme artikkelen ble trykket i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende[cclii] 22 november. Samme dag hadde Venstre-organet i Sandefjord, Vestfold[ccliii], en helt annen fremstilling:
 
Den samme dagen averterte[ccliv] Martha for sin butikk:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Høyre-avisen Sandefjords Tidende[cclv] tok til motmæle mot dette 24 november, da den trykket en lang, polemisk artikkel:
 
«Sandefjord, 24de November.
 
Venstres Valgmandsliste. «Vestfold» gjør os i sit sidste No. opmærksom paa, at den i Venstreforeningens Møde foretagne Stemmegivning ikke var tilsigtet at skulle tillægges nogensomhelst Betydning ved Opstillingen af Valgmandsliste for Venstre. Ja, «Vestfold» maa vel bedst vide de. Men den maa undskylde os,naar vi ikke strax forstod det, men tværtimod troede, at voxne Mennesker, naar de ere sammenkaldte til Møde og der blive enige om at afgive Stemme paa Valgmænd, da havde en Mening dermed. Nu faar man altsaa at høre, at denne Stemmegivning ene og alene var udsprunget af en Trang hos de 15 a 16 Personer til i sin Ensomhed derborte paa Raadstuen at have noget at beskjæftige sig med, en helt uskyldig Fornøielse, paa samme Maade som man i Selskaber af Mangel paa andet søger at more sig med Pantelege.
 
   Unægteligen viser det sig ogsaa, at denne Stemmegivning er bleven temmelig stærkt desavoueret af deu Velfærdskommite, til hvilken Venstre her i Byen har fundet det passende at overdrage at skalte og valte med sine Interesser. Det er nemlig, efter hvad vi vide, ikke Hensigten at lade den Liste, som denne Kommite nu har bragt for Lyset, blive underkastet noget Diskussion, saaledes som selvstændige Mænd vilde have fordret. Men formodentlig kjender Venstres Ledere sine Pappenheimere fra den Side, at de ikke gjør Spræl mod nogen as deres Ordre.
 
   Man maa indrømme, at Kommiteen har arbeidet rask. Mandag Aften blev den valgt og allerede Onstag var Listen – efter hvad vi erfare – fuldt færdig. Vi vilde dog i dens Sted have taget os lidt længere Betænkningstid med Listens Affattelse. Thi det skulde stærkt betvivles, at Partiet vil faa nogen videre Glæde af den.
 
   Den indeholder følgende Navne:
 
Boghandler H. S. Iversen, 
Holm Hansen, 
Oluff Andersen,
Postmester O. Hansen,
Kjøbmand P. Halvorsen.
 
   «Vestfold» kan nu længe nok sige, at det ikke har været Hensigten at sætte Hr. Skolebestyrer Nilsen udenfor. Thi vi lede ogsaa paa denne Liste forgjæves efter hans Navn. Og dog tage vi ikke i Betragtning at nævne ham som en virkelig Kapacitet inden Venstres Rækker. Hidtil har han jo ogsaa havt Patent paa at være Valgmand for Venstre. Hvad der nu har bragt ham paa det sorte Bræt er ikke godt at vide. Men at han er der, det er sikkert nok, saa meget mere som det neppe kan betragtes andet end som en offentlig Hemmelighed, at det er det yngre Radikalerparties Hensigt ogsaa at kaste ham ved det forestaaende Formandskabsvalg, en Skjæbne der forresten ogsaa truer Hr. Holm Hansen, for hvem saaledes hans Medtagelse paa Balgmandslisten neppe er tænkt som andet end som en Slags Kloroformering før Operationen.
 
   Formentlig af bare Travlhed har Velfærdskommiteen paa sin Jagt efter Valgmænd indskrænket sig til Revieret om Langgaden. Det er m. a. O. «Langgadspartiet», som denne Gang har bredt sig ud over hele Piedestalen. Dette Parti har længe været Venstres Aristokrati, der ogsaa har forstaaet. at benytte sin Magt bl. a. til at forskjønne sine Omgivelser paa en saa heldig Maade, at medens man paa andre Steder af Byen basker om i Søle, kan man gaa «lakeret» ind i denne fine Gades Butiker. Det har derfor længe været en Kilde til Forundring for Udenforstaaende, hvorledes Partiet har kunet have saadan Støtte hos Folket rundt Torvene og videre østover, en Støtte der endog ikke blev Partiet helt berøvet, dengang det for et Par Aar siden under Forsøg paa at omfalkatre Samlaget maskerede en Bestræbelse for at faa Torvet og den dermed følgende Trafik henlagt i sin umiddelbare Nærhed.
 
   Men det er nok bedst at slutte disse Betragtninger; ellers kunde vore egne Partifæller bebreide os, at vi hjælper Modpartiet med at lave Valgmandslister. Vi har jo faaet det til at opgive en og lave en anden Hvem ved: kanske har vi snart den tredie.
 
Venstres Valgopraab. «Vestfold» bar i sidste No. et Valgopraab, der optager Størsteparten af Bladets ene Side, og hvis det – som rimeligt er – skal gaa igjen i Bladets følgende Nummere, vil gjøre det temmelig let at redigere Bladet. Den Føde, som dette Opraab byder, er dog ikke stort andet end den, som man pleier at kalde «Vomfyld». Tar man Svulsten og Snirklerne væk, blir ei meget tilbage. Og hvad der blir igjen er gammelt og fortærsket.
 
   Omsat paa en nøgtern Maade vil saaledes de to første Theser af Opraabet sige, at Venstre arbeider for almindelig Stemmeret, medens Høire arbeider imod samme, de to næste: at Venstre arbeider for direkte Skat, men at Høire ikke vil have dette Skattesystem indført. Saa klart passer det imidlertid ikke i Venstres Kram at udtale det. Det skal laves om til en Labskaus, der er tilsat med saa meget Ruskomsnusk, at mam tilslut ikke ved, hvad det er, man faar ind. De i tredie Række anbragte Satser sige, at Venstre arbeider for Sparsomhed i Statshusholdningen, medens Ødselhed er Høires Princip. Som om ikke Høire havde Skatter at betale! Men det er forresten kun de gamle Paastande, som Historien forlængst har modbevist 4de Nummer gjælder Skolesagen. Venstre vil, siger det, reformere Skolen i folkelig Aand, Høire naturligvis ikke. Som om ikke Høire har fremsat Skolereformforslag, og som om ikke Venstre selv har maattet erklære sine egne afkristnende Reformer for uigjennemførlige. At Venstre vil afskaffe Embedsværket og at Høire ikke vil gaa ind derpaa, er Indholdet af de storartede Perioder i 6te Rækkes Satser. Endelig kommer der i 6te Række tvende Pragtblomster om at Venstre ere de eneste som ikke sparer, naar det gjælder virkelige Reformer, men at Høire da kniber af al Kraft. Og Beviserne paa det sidste er da, at Høire ikke vilde kaste 100,000 Kroner væk til Pariserudstillingen, ikke vil yde Millioner for at faa en, mildest talt, høist tvivlsom Rettergangsforbedring, og heller ikke vil gjøre Skolen kostbarere end nødvendigt. Vi tro at Høire godt kan taale disse Beskyldninger.
 
   – Hvis «Vestfolds» Læsere vilde overtænke hvad dette Opraab egentlig indeholder, og forstaa at uddrage Kjernen af al dets Ordrigdom, vil Partiet neppe høste nogan Fordel af det».
 
Da valget nærmet seg, det skulle skje 29 november, trykket Vestfold[cclvi] en oppfordring til å stemme Venstre:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Her finner man også programmet[cclvii] Venstre gikk til valg på:
 
Denne utgaven av avisen inneholdt mye annet valgstoff, for mye til å ta med her, men én innovasjon kan være verdt å ofre plass på[cclviii]:
 
«Ukontrolleret Valg.
   Iaar kan man stemme hemmeligt. Ingen behøver at faa Rede paa, hvilket Parti, man giver sin Stemme. Ingen kan udspionere ens Stemmegivning. I et affondret Rum i Valglokalet, useet af alle, tager man sin Stemmeseddel frem og lægger den i den Konvolut, man ved Navneopraabet har faaet. Konvolutterne er ens for alle. Efterat man har lagt Stemmesedlen i Konvolutten, klæber man den til, gaar saa ud af Alflukket og lægger selv sin Konvolut i Valgurnen.
 
   Stemmesedlerne kan være trykt eller skrevet, men maa være af aldeles hvidt Papir. Er Papiret farvet eller Stemmesedlen paa nogensomhelst Maade mærket, bliver den forkastet. Stemmesedlerne skal være uden Underskrift. Underskrevne Stemmesedler bliver forkastede. Disse Bestemmelser i den i 1884 vedtagne Valglov er fattede for at værne om Valgets Frihed og Renhed. Enhver Stemmeberettiget kan nu stemne efter sin Overbevisning og Samvittighed, da det er umuligt for nogen at kan vide, hvorledes den enkelte Mand stemmer».
 
Jarlsberg og Laurvik Amtstidende[cclix] bragte valgresultatet samme dag, og Venstre gikk på en smell:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det samme gjorde Sandefjords Tidende[cclx]: Alle Høyres kandidater fikk flere stemmer enn alle Venstres:
 
Venstre-avisen Vestfold[cclxi] bragte også resultatet, men tok seg bryderiet med å gi en analyse, også:
 
«Sandefjord den 29de November.
 
   Ved Valgmandsvalget idag seirede Høires Liste med 99-92 Stemmer mod Venstres 91–984. Valgmænd blev altsaa Høires Kandidater med følgende Antal Stemmer : .
 
Kjøbmand A. Stub                    99 St.
Overretssagfører Miøen             98 ‘’
Havnefoged Ole Andersen          97 ‘’
Dr. Freng                                  97 ‘’
Skomager I. T. Rove                  92 ‘’
 
Suppleanter blev Venstre:
 
Boghandler H. S. Iversen           91 St.
Posttmester Hansen                   91 ‘’
Kjøbmand P. Halvorsen               89 ‘’
Oluf Andersen                            86 ‘’ 
Holm Hansen.                            84 ‘’
 
   21 Stemmer faldt spredte paa ialt 11 forstjellige Mænd.
 
   Af Byens 256 stemmeberettigede afgaves 189 Stemmer. Af de 67 Mand, som altsaa ikke har deltaget i Valget iaar, er vel utvilsomt Flertallet Venstremænd, og det er disse som ved sin Ligegyldighed har bragt Høire Seir med 6 a 3 Stemmers Overvægt. At Valgudfaldet idag blev en Seier for Høire, er ingenlunde skikket til at nedsætte Modet hos Venstrepartiet her i Byen. Tvertimod maa det siges, naar man betænker det politiske Uføre, hvori man har stampet, og den ved mangfoldige Midler ihærdige Agigation fra Høires Side foran Valget, at Venstrepartiet har holdt sig godt. Bare nogle faa Stemmer fra de mange Venstremænd, som vitterlig undlod at møde, havde jo bragt Venstre Seier ogsaa i dag.
 
   Det kan da heller neppe være tvilsomt, at Venstre fremdeles er i Majoritet. Ved Valget i 1885 fik Høire 99-96 Stemmer og idag kunde Partiet heller ikke mønstre flere, trods sit ivrige Arbeide og den Støtte fra nogle af Venstre, som nu har gaaet over og stemt med Høire».
 
Men: Hvem teller vel de tapte slag på seierens dag? Vestfold[cclxii] peker på at et kommunevalg står for døren, med en ny sjanse for Venstre:
 
   «Kommunevalgene for vor By staar snart for Døren. Til Diskussion herom bør itide afholdes Møder. Vi hidsætter her Liste over de nu udtrædende og gjenstaaende Formænd og Repræsentanter.
 
   De aftrædende Formænd er:
 
Dhr. Skolebestyrer Nilsen. 
       Holm Hansen. 

       P. A. Grøn.

   De gjenstaaende i Formandskabet er:
 
Dhr. Ø. S. Jversen.

       J.Stub.

   De aftrædende Repræsentanter er:
 
          1. Dhr. P. C. Pedersen.
          2. Ole Nilsen, Fævang.
          3. Tømmermester H. Andresen.
          4. Uhrmager Ch. Hansen.
          5. Postmester O. Hansen.
          6. Garver B. I. Hansen.
          7. Kjøbmand Olaus Tholvsen.
   De Repræsentanter, der valgtes i 1886, og som altsaa fremdeles blir staaende, er følgende: 
 
          1. Kjøbm. Abr. Andersen.
          2. Oluff Andersen.
          3. Kjøbm. Knud Backe.
          4. Dr. Freng
          5. Sagfører Miøen.
          6. Kjøbmand P. Halvorsen.
          7. Snedker L. Jakobsen.
          8. Garver Hem».
 
Første desember ble det avertert[cclxiii] en representantsamling som skulle finne sted 7 samme måned:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
6 desember annonserte[cclxiv] man det forestående formannskapsvalget, det skulle holdes 13 samme måned:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Representantskapssamlingen som var tillyst for 7 desember ble holdt som planlagt, og et kort referat fant veien til Vestfold[cclxv] dagen efter:
 
«Sandefjord den 8de December.
 
 I Repræsentantmøde igaar foretoges først Valg paa et Medlem af Fattigkommissionen istedenfor Hr. Holm Hansen, der frabad sig Gjenvalg. Hr. Bager O. Christoffersen blev valgt.
 
 Dernæst behandledes Sagen: Udkast til Politivedtægter for Kjøbstaden Sandefjord. Det foreliggende af en af Formænd og Repræsentanter nedsat Komite udarbeidede Forslag, tidligere refereret her i Bladet, var nu af Formandskabet indstillet til at bifaldes med endel Forandringer. Af Udkastets 46 33 naaede man i Mødet kun til at gjennemgaa til 3 35, hvorfor Sagens Behandling fortsættes i et senere Møde»
 
Så kom det en påminnelse[cclxvi] om formannskapsvalget:
 
 
 
22 desember kunne man lese om det forestående representantskapsvalget i avisen Vestfold[cclxvii]:
 
«Repræsentantvalget.
 
   Paa førstkommende Lørdag den 29de December Kl. 12 skal Repræsentantvalget afholdes. 9 Mand skal da udkaares til i de følgende 4 Aar at tage Sæde i Kommuneraadet.
 
   Man maa da ikke glemme, at der ved dette Valg, ligesaavel som ved Formandskabsvalget, er af Vigtighed at faa de ledige Pladse besat med de mest skikkede og paalideligste Mænd. Formandskabet kan forberede Sagerne og fremkomme med Indstillinger og Forslag, men det er Repræsentantskabet, som i sidste Instans afgjør de vigtigste Sager, som Lovgivningen har lagt under Kommunebestyrelsens Raadighed. Jo dygtigere derfor denne Korporation, Repræsentantskabet, er sammensat, desto større Sikkerhed har man for, at de foreliggende Sager kan blive undergivne en saavidt mulig alsidig Drøftelse og Behandling og faa en for Kommunens Vel heldigste Afgjørelse. Lad være, at man til enhver Tid har dygtige og erfarne Kommunemænd i Formandskabet. Det er dog ikke nok. Ogsaa «udenfor Skranken» trænges Dygtighed.
 
   Vi vil derfor rette en indtrængende Opfordring til Vælgerne om, at de ved Repræsentantvalget paa Lørdag lader andre Hensyn træde tilbage for dette, at faa de ledige Pladse besatte med Mænd, som yder den største Garanti for med Interesse, Flid og Dygtighed at ville røgte Hvervet som Folkets Repræsentant i Kommuneraadet.
 
   De gjenstaaende Repræsentanter er, som man ved, følgende 6: Glasmester Oluf Andersen, Kjøbmand Knud Bache Doktor Freng, Garver Hem, Snedker L. Jakobsen, Kjøbmand P. Halvorsen. Af de nu udtrædende 7 Repræsentanter blir vel neppe flere end en Minoritet gjenvalgt. De udtrædende Medlemmer af Formandskabet, D’Hrr. Holm Hansen og Nilsen, der nu begge i en Aarrække med en af alle erkjendt sjelden Dygtighed, Flid og Energi har røgtet sit Hverv som Kommunemænd i en Tid, hvori netop flere store og for vor By vigtige Sager har foreligget og fundet sin Afgjørelse, burde selvfølgelig fremdeles være selvskrevne Medlemmer af Kommuneraadet, om de dertil var villige. Hr. Holm Hansen har imidlertid bestemt frabedt sig Valg ogsaa som Repræsentant. Derimod skal Hr. Nilsen, der ligeledes undslog sig for Hvervet som Formand, ikke være uvillig til at indtræde i Repræsentantskabet. Vi anser det da for givet, at Vælgerne vil samle sine Stemmer om ham.
 
   Om de mange Forslagslister, som hidtil er fremkomne, til Repræsentanter, skal vi ikke nærmere udtale os. Vi vil kun sige, at der er liden Sandsynlighed for, at nogen af disse i sin Helhed vil kunne gaa paa Valgdagen».
 
Samme dag, samme side[cclxviii], fikk man et kort referat fra representantmøtet:
 
«Sandefjord den 22de December.
 
I Repræsentantmødet i Tirsdags foretoges Decision af Kommuneregnskaberne for 1887. Dernæst fortsættes Behandlingen af Kommunebudgettet for 1889. Da det paaregnede Bidrag af Sparebanken stort 5006 Kroner ikke kunde erholdes, besluttedes Bndgettets hele Beløb, 41.450 Kroner, udlignet som Byskat».
Valgresultatet ble beskrevet i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende[cclxix] på nyttårsaften:
 
   «Ved Repræsentantvalget i Sandefjord i Lørdags valgtes følgende: Havnefoged Andersen, Organist Windingstad, Postm. Hansen, Maler T. Thorsen, Skomager Sørensen, Skomager Rove, Skolebestyrer Nielsen, Bødker Thorsen, Christoffer Andersen. Sex af de af Grundlovsforeningen opstillede blev valgte.
 
   Ved Repræsentantvalgets Begyndelse anholdt Formanden, Holm Hansen, om, at der maatte blive tilført Protokollen, at han ikke ansaa Bestemmelsen i Formandskabsloven, at altid Halvdelen af Repræsentanterne skulde blive staaende, for fyldestgjort, naar der, som idag, skulde vælges 9 Repræsentanter (det hele Antal er nemlig 15, hvoraf 2 ikke udtrædende er valgte til Formænd) istedetfor 7, hvilken Mening han begrundede nærmere. Omvalg er ikke usandsynligt»
 
Vestfolds[cclxx] referat kom på trykk 3 januar 1889:
 
    «Ved Repræsentantvalget hersteds i forrige Uge lod Formanden Holm Hansen tilføre Protokollen, at han antog, at det var i Strid med Bestemmelsen i Formandskabslovens g 10 at vælge saamange som 9 Repræsentanter, hvilken Antagelse han nærmere begrundede.
 
   Valget paa 9 Repræsentanter blev dog fremmet i Overensstemmelse med den udstedte Bekjenttgjørelse.
 
   Vi ansaa det som givet, at Spørgsmaalet straks vilde blive søgt opklaret ved Henvendelse til vedkommende Departement. Vi har imidlertid bragt i Erfaring, at der ikke vil blive taget noget Skridt i den Retning enten af Hr. Holm Hansen eller af Magistrat og Formandstab. Dette forekommer os ikke at være ganske tilfredsstillende. Naar der først var reist Tvivl om Valgets Lovlighed, da synes vi nok, det havde været det ønskeligste, om Valgbestyrelsen havde bragt fuld Klarhed i Sagen. Og saa meget større Opfordring forekommer det os, at Valgbestyrelsen her har havt til at søge Spørgsmaalet bragt paa det Rene, som der er meget der synes at bekræfte at Hr. Holm Hansens Opfatning er den rette. Vi skal i denne Henseende blot anføre, at den nævnte § 10 i Formandskabsloven klart og afgjort synes at tale herfor, og at Repræsentantskabet i Kristiania og paa andre Steder, af hvilke vi kun skal nævne vor Naboby Tønsberg, er foregaaet efter en Forstaaelse as Loven som den, Hr. Holm Hansen har fremholdt.
 
   Som Sagen nu staar, ved vi altsaa ikke, om vi har en lovlig og kompetent Kommunebestyrelse eller ei. Men kan der være Tvil om Kommunebestyrelsens Lovlighed og Kompetense, saa maa der vel ogsaa kunne reises Tvivl om Holdbatrheden og Gyldigheden af de Beslutninger, denne Kommunebestyrelse fatter og om hvorvidt disse Beslutninger er bindende enten for Kommunen eller andre, som de maatte angaa.
 
   Men dette er Forholde, i hvilke vi vel ikke burde blive staaende».
 
Siden Holm Hansen trådte ut av kommunens styre og stell er det vel naturlig at han blir mindre synlig i avisene. Første gang, efter valget, man ser navnet i det hele tatt er i forbindelse med at Martha Holm Hansen fikk enda et stipend. Det kan man lese i Vestfold[cclxxi] for 13 april 1889:
 
«Sandefjord den 13de April.
Sandesjords Brændevinssamlag har for forrige Aar havt et Overskud af Kr. 10,806.92.
 
Dette Beløb har Samlagets Bestyrelse foreslaaet fordelt saaaledes :
 
      1. Kommunen til Afvikling af Laan…………     Kr. 7000.00
      2. Afskrivning paa Samlagets Gaard………..    ‘’  1304.92
      3. Til Stensætning af nedre Torv ………………..    ‘’  600.00
      4. Til Middelskolens Samlinger……………….     ‘’ 100.00
      5. Goodtemplarnes Hornsekstet…………………..    ‘’  50.00
      6. Til ekstra Politihjælp………………………………….   ‘’ 150.00
      7. Almueskolen til Bøger for fattige Skolebørn ‘’  100.00
      8. Fortaug langs Sandehereds Kirkegaard…..  ‘’  100.00
      9. Haandværkerforeningens Tegneskole…….   ‘’ 100.00
      10. Træplantningsselskabet. ……………………………  ‘’ 100.00
      11. Samlagets Badehus……………………………………. ‘’ 202.00
      12. Stipendium til Fru Holm Hansen……………  ‘’ 230.00
      13. Arbeidsskolen for Guter………………………………  ‘’ 600.00
      14. Husarmforeningen…………………………….  ‘’ 200.00
                                                                      Kr. 10,806.92
 
Der var indkommet ialt 14 Andragender om Bidrag af Samlaget».
 
Hva hun fikk stipend til er ikke nevnt, men hun fortsatte med forretningen sin, og averterte[cclxxii] slik 4 mai 1889:
 
Første gang Holm Hansen kommer til syne i 1889 er han listet, i Sandefjords Tidende[cclxxiii] blant søkerne på stillingen som bankkasserer i Sandefjords Sparebank:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Han fikk ikke stillingen – den gikk til en som kanskje var mindre kvalifisert, og det hele ble en liten cause célèbre i avisen[cclxxiv].
 
Samme sommer var Martha Holm Hansen ute en tur[cclxxv] – og:
 
 
 
 
 
 
I  begynnelsen av August var Martha heldig og fikk en tredjegevinst i et lite lotteri[cclxxvi] – man kan vel tenke seg det er en nokså nybakt enke som kvitter seg med mannens eiendeler:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I Sandefjords Tidende[cclxxvii] for 24 september 1889 kan man lese:
 
 
Under dette følger en liste over innskytere, deres bankbok-nummer og hva de hadde innestående. Holm Hansen hadde bankbok nummer 1727 og kr. 16.57 på kontoen – det er vel omkring 1300 kroner i 2021[cclxxviii].
 
I et møte 19 september 1889 vedtok[cclxxix] formannskapet en liste over dem de ville foreslå for representantskapet å utnevne til ligningsmenn – Holm Hansen var én av dem.
 
Men Holm Hansen og en annen kar, Underfoged Holth, ba seg fritatt og fikk innvilget det[cclxxx].
 
30 september foreslo formannskapet[cclxxxi] Holm Hansen og 13 andre som lagrettemenn. Holm Hansen og 32 andre ble samtidig foreslått som domsmenn.
 
Denne gangen var Holm Hansen villig til å bli valgt, og dermed ble han i representantskapsmøtet[cclxxxii] 30 september 1889 valgt til doms- og lagrettemann.
 
Resten av året er det lite å se til Holm Hansen – mens hans kone stadig vekk er til stede med sine standard annonser for skinnvarer. Julaften kommer han til syne igjen, i forbindelse med at avisen Vestfold[cclxxxiii] referer en rekke saker fra formannskapet:
 
«Sag No. 38.
 
Andragende fra Kæmneren om Anskaffelse af et Bilagskab og et Jernskab.
 
         Til
   Sandefjords formandskab!
 
   Herved maa jeg anmode det ærede formandskab om at faa anskaffet et passende bilagskab, da det, jeg har (som jeg forresten har havt laant af Holm Hansen) er saa alt forlidet, at jeg ikke længere kan faa pladsmed bilagene deri.
 
   Det gamle jernskab, jeg har til kontoret, er ogsaa saa forlidet, at jeg paa langt nær ikke faar plads med de protokoller og bøger, som skulde opbevares deri, hvorfor jeg anser det fornødent ogsaa at faa et nyt saadant.
 
   Desuden er det saa gammelt, at laasen er saa slidt, at det undertiden er vanskelig at faa det op. –- Guttormsen har et passende stort jernskab at sælge, som jeg tror er tilstrækkelig for en længere tid, og det vil han sælge for 150 kr. Det er mulig, at han lar det gaa for 100 kr. naar man prutter nøje.
 
         Sandefjords kæmnerkontor 11/11 89.
                                 Ærbødigst 

                                           O. Hanssen.

   Sagen behandledes i Formandskabsmøde den 18 Decbr og besluttedes forelagt Repræsentantskabet med Indstilling om at bevilge et passende Beløb til Anskafkelse af et Jernskab og et Bilagskab for kæmnerkontoret».
 
Sandefjords Tidende[cclxxxiv] kunne, 13 mars 1890, fortelle om et kommende valg, og i den forbindelse også at Holm Hansen var tilbake i kommunens styringsorganer:
 
«Valgforretning.
 
   Tirsdag den 18de ds. Formiddag Kl. 12 holdes Valgforrætning paa Byens Raadhus til Valg paa 2 Forligelsescommissærer og 2 Suppleanter blandt de 6 Mænd, som ere valgte af Vormænd og Repræsentanter den 4de ds.
 
   Disse ere:
 
        1. Consul Fr. Høst.
        2. Kjøbm. Joh.s Aagaard.
        3. Glasmester Oluf Andersen.
        4. Uhrmager Holm Hansen.
        5. Skibsreder P. A. Grøn.
        6. Skrædder N. L. Hem.
 
   Valgene foregaar særskilt paa Forligelseseommissærer og Suppleanter. Vælgerne kunne enten møde personlig og mundtlig eller skriftlig afgive sin Stemme, eller hvis de er i saadant Tilfælde, som omhandles i Grundlovens § 60, indsende skriftlig Stemmeseddel.
   Forfaldets Gyldighed bedømmes af Valgbestyrelsen.
  
                        Sandefjords Magistrat 6te Marts 1890.
                                            Schie».
 
Lørdag 12 april samme år averterte Martha Holm Hansen i Sandefjords Tidende[cclxxxv]:
 
En uke senere bragte Sandefjords Tidende[cclxxxvi] varsel om et representantskapsmøte senere i april:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det skrivet det dreiet seg om, er gjengitt i Sandefjords Tidende[cclxxxvii] 30 april, dagen efter møtet:
 
                  «Til:
          Sandefjords Kommunebestyrelse!
 
   I en Artikel i Bladet «Vestfold» for Torsdag den 13de Februar sidstleden udtaler de Herrer Kommunerevisorer Gulov Kraft og T. Windingstad følgende: «De to Herrer Formænd havde efter Revisjonens Mening ingensomhelst Ret – saaledes som Legitimasjonerne forelaa og, forøvrigt efter hvad der var Revisjonen bekjendt – til at foreta nogen Reise for Kommunens Regning.
 
   Det blev ogsaa af flere Medlemmer av kommunebestyrelsen udtalt, at Antegnelsen var fuldstændig saglig og rigtig, og at Revisionen ikke havde gjort sin Pligt, om den havde forsømt at komme med Antegnelsen. Naar alligevel Resultatet blev «bortfalder», maa det mærkes, at det utrykkelig blev sagt, at man vistnok ikke vilde gjøre noget Ansvar gjældende mod de Mænd der foretog Reisen, men dog paapege, at Reisen var fuldstændig privat og Kommunen derfor ganske uvedkommende, naar – som her –- ingen Beslutning af rette Autoritet forelaa. Man lod altsaa Naade gaa for Ret».
 
   Da der ikke nu kan være nogen Grund til at tvivle paa Rigtigheden af de Herrer Krafss og Windingstads Gjengivelse af, hvad der blev udtalt af Kommunebestyrelsen ved Behandlingen af herhenhørende Post i Decisionssagen den 30te December f. A., saa forstaar jeg ikke rettere, end at de to Mænd, som foretog den omhandlede Reise til Ertstatning af Kommunebestyrelsen saavel som af Revi. sjonen ved de citerede Udtalelser er bleven stemplede for urigtig at have tilvendt sig Penge af Kommunens Kasse.
 
   Da jeg, som vel bekjendt, er den ene af de to Mænd, der foretog den omhandlede Reise til Christiania, saa finder jeg mig her ligefrem angreben baade paa min meddborgerlige Agtelse og paa min Ære som almindelig hæderligt Menneske. Som man let vil forstaa, kan det for mig ikke være nogen behagelig Sag at fremkomme med Anker mod Kommuntbestyrelsen; men det gjælder her en Krænkelse, man ikke bør vente, jeg frivillig skal finde mig i.
 
   Jeg har i en lang Række af Aar efter bedste Evne søgt at gavne Kommunen i de forskjellige Ombudsstillinger, jeg har indehavt, og saa bliver jeg nu pludselig udsat for at blive stemplet som den, der har gjort sig skyldig i et Forhold, som vel mildest talt maa betegnes som skammeligt.
 
   Da jeg nu er mig bevist, at der ikke har været nogetsomhelst i mit Forhold, som kan have givet Revisjonen eller Kommunebestyrelsen den ringeste gyldige Grund til at rette denne krænkende Beskyldning mod mig, saa haaber jeg, den ærede Kommunebestyrelse vil finde det undskyldeligt, at jeg ikke tier og lider, men søger at beskytte mig mod den alvorlige Krænkelse, som her uforskyldt er bleven mig tilføiet.
 
   Jeg skal ikke gaa ind paa Sagens forskjellige Sider.
 
   Jeg skal derfor ikke opholde mig ved det efter min Opfatning besynderlige i, at Revisjonen kan have fundet Grund til at tvivle paa Rigtigheden af et Bilag, som havdc Magistratens Anvisningspaategning, og altsaa Magistratens Erkjendelse af at være rigtig.
 
   Jeg skal videre hellerikke fæste mig derved, at Revisjonen, som sees at have grebet og støttet sig til navnløse Underhaandsoplysninger fra Personer, som ikke har havt noget med denne Sag at gjøre, derimod ikke har søgt Oplysning enten hos de Mænd, som har fattet Beslutning i Sagen og fremmet den ellers hos Magistraten, der som den stærkest ansvarlige for Anvisningen jo synes at have været den nærmeste og rette Vedkommende at henvende sig til.
 
   Fremdeles skal jeg hellerikke videre berøre, at Kommunebestyrelsen kun har talt om Ansvar og om at frafalde Ansvar for de to Mænd, som foretog Reisen, men derimod ikke nævnt Magistraten, der, efter den lovbestemte Stilling han her indtager, vel er den egentlig ansvarlige. dersom det virkelig forholder sig saa, at han har anvist Penge udbetalt af Kommunekassen for Reiser, der var Kommunen uvedkommende.  
 
   Jeg skal kun kortelig tillade mig at meddele, hvad der foranledigede at den omhandlede Reise blev foretagen, hvilket hverken Revisjonen eller Kommunebestyrelsen synes at have havt nogen Kundskab om, og skal jeg derefter straks komme tilbage til selve Sagen.
 
   Grunden til, at den nævnte Reise til Christiania blev foretagen var følgende: I et Møde, som Formandskabet havde paa Raadhuset sammen med Magistraten, fremkom denne med en Henstillen om at sende nogen ind til Christiania for at konferere med vedkommende Statsraad angaaende Besættelsen af Sandesfjords Byfogedembede. Der blev givet Oplysninger, som var af den Natur, at Formandskabet vilde have gjort sig skyldig i et meget daddelværdigt Forhold, om det intet havde foretaget. Man blev derfor snart enig om, at Magistratens Raad burde følges; men da Formandskabet ikke var fuldtalligt, ønskede man kun at udsætte Sagens Afgjørelse til et senere Møde. I Anledning heraf oplyste Magistraten, at der ikke var Tid til nogen Udsættelse. Udnævnelsen kunde ventes hver Dag, og Reisen maatte for Tilfælde foretages uopholdelig.
 
   Formandskabet besluttede derfor straks at Reisen skulde foretages.
 
   Under den derpaa følgende Forhandling om, hvem man skulde faa til at reise blev det udtalt, at det mest passende var at Formandskabet blev repræsenteret ved Ordføreren, og blev der derfor rettet Anmodning til denne om at foretage Reisen.    Ordføreren gik efter nogen Betænkning ind paa at efterkomme Anmodningen; men han stillede den Betingelse at han maatte faa en med sig, da han ikke vilde reise alene. Da man fandt at ogsaa det mest passende var, at der reiste to, blev der stillet Anmodning til mig om at følge Ordføreren. Jeg foreslog en anden; men da baade Magistraten og de øvrige Formænd indstændig anmodede mig om at blive med gav jeg efter og lovede at følge. Angaaende Rigtigheden af den Fremstilling, jeg her har givet, henviser jeg til nedenstaaende Erklæring fra de Herrer A. H. Nilsen og H S. Iversen.
 
   Jeg har nu gjort mit, for at Sagen kan staa mest mulig klar for den ærede Kommunebestyrelse, og kommer jeg hermed tilbage til selve Sagen: Stemplingen mod mig for urettelig at have tilvendt mig Penge af Kommunekassen og Kommunebestyrelsens motiverede Beslutning om at frafalde Ansvar mod mig for den mig tillagte Mislighed.
 
   Jeg beder udskyldt, om de Udtryk, jeg kommer til at bruge, skulde findes noget haarde og bestemte. Det skulde have været mig behageligt, om jeg kunde have brugt dem mildere, men jeg har ikke kunnet finde, at Omstændighederne her levner mig noget Valg.
 
   Jeg finder det nemlig nødvendigt for mig herved at erklære den ærede Kommunebestyreise, at jeg ikke kan modta den for mig besluttede Eftergivelse!
 
   Jeg maa paa det bestemteste protestere mod den mig overgaaede Stempling!
 
   Jeg ser mig nødt til at nedlægge den mest energiske Indsigelse mod, at man for mit Vedkommende lader «Naade gaa for Ret!»
 
   Derhos tillader jeg mig saa indtrængende som muligt at opfordre den ærede Kommunebestyrelse til uden Skaansel at gjøre Kommunens formente Ret mod mig gjældende!
 
   Og jeg erklærer i Anledning denne min Opfordring, at jeg er Rede til at stille hvilkensomhelst Garanti, man maatte forlange, for at omhandlede Reiseudgifter straks skal blive tilbagebetalte, dersom den ærede Kommnnebestyrelse ser sig istand til at opretholde Stemplingen mod mig ved at bevise, at jeg ikke har været fuldt berettiget til at faa disse Reiseudgifter udbetalt mig af Sandefjords Kommnekasse.
 
   Men skulde den ærede Kommunebestyrelse ikke se sig istand til at føre et saadant Bevis, da venter jeg, at den ved en bestemt og klar Erklæring snarest muligt befrier mig for de Krænkelser, som uforskyldt og uden nogen Foranledigelse fra min Side her er bleven mig tilføyet.
 
Sandefjord den 3de Marts 1890. Ærbødigst Holm Hansen».
 
Erklæringen som er nevnt i teksten, er denne:
 
   «Den fremstilling, hr. Holm Hansen i nærværende skrivelse har givet angaaende grunden til, at den omhandlede reise til Christiania blev foretagen, er i enhver henseende korrekt og stemmende med, hvad der i formandskabets møde med magistraten blev forhandlet og besluttet denne sag angaaende. O. S. Iversen. A. H. Nilsen.
Slutn. i næste No».
 
Foranledningen til dette vredesutbruddet var behandlingen av saken i kommunens styrende organer, gjengitt i samme avis[cclxxxviii] som ovenfor:
 
   «For Sag No. 2 Vedk. – Skrivelse fra Holm Hansen – kan vi først i næste No. give et udførligere Referat, og meddeler idag kun Udfaldet:
 
   Ved alternativ Votering mellem Ordsørerens Forslag, at «Forsamlingen udtaler, at den henholder sig til Magistrat og Formandskabets Skrivelse til Holm Hansen af 11te Marts d. A.», gik dette igjennem med 13 mod 5 St, der afgaves for Skolebestyrer Nilsen Forslag, der lød saaledes: «Kommunebestyrelsen har ved Decisionen udtalt, at vedk. Reise til Kristiania vedkommer Kommunen, og Kommunebestyrelsen kan saaledes ikke vedkjende sig de Udtalelser af Revisionen, som den anfører i Bladet «Vestfold» for 13de Februar d. A.»»
 
Dermed kunne det ha vært verdt å ta en titt på hva Vestfold hadde skrevet 13 februar 1890 – men den utgaven mangler, dessverre.
 
Men saken fortsatte i neste nummer av Sandefjords Tidende[cclxxxix], 3 mai 1890:
 
«Dokumenterne i Kommuneforhandlingernes Sag No. 14. (Slutn. fra forr. No.)
 
   Skrivelsen behandledes i Formandskabsmøde 11te Marts. Magistraten var tilstede. Man vedtog og underskrev nedenstaaende Svarskrivelse af s. D. hvori dog Formanden Iversen dissenterede hvorom han gjorde særskilt Paategning paa Skrivelsen.
 
   Hr. Uhrmager Holm Hansen
                               hersteds.
 
   I et idag afholdt Formandskabsmøde har man i Anledning af Deres ærede Skrivelse af 3die ds. besluttet at meddele Dem følgende Fremstilling af, hvad der i den omskrevne Decisionssag er passeret.
 
   Revisionens Antegnelse til Kommuneregnskabet for 1889, Post 74 lyder saaledes:
 
«Bilag 891 og og 895 udviser «at der i Anledning Byfogedembedets Besættelse er foretaget en Reise til «Christiania af tvende af Formandskabets «daværende Medlemmer, hvilket har paadraget Bykassen en Udgift af Kr. 30,00[1]. «Det fremgaar imidlertid ikke af Bilaget, «at der ligger nogen sformandskabs eller «Nepræsentantskabsbeslutning til Grund «for Reisens Foretagelse og Udgisternes «Udbetaling af Kommunekassen, hvilket «Revisionen finder at burde henlede «Opmærksomheden paa».
 
I sit Svar hertil henviste Kæmneren til Formandskabet som rette Vedkommende til at svare herpaa, «da Bilagene var ordentlig anvist ved Udbetalingen.» Formandskabet alene har ikke forinden Repræsentantmødet behandlet denne Antegnelsespost, hvorimod en af Formandskabet dertil valgt Kommité gjorde saalydende Decisionsforslag til Post 74: «Bortfalder», hvilket Forslag ved Sagens Behandling i Repræsentantmøde den 30te Decbr. 1889 enstemmig bifaldtes.
 
   Bortseet fra en samtidigt besluttet Henvendelse tilKæmneren angaaende hans Besvarelser til Antegnelserne, hvilken det her neppe er fornødent at gjengive, er foranstaaende alt, hvad der af Protokollen og Dokumenterne erfares til Oplysning om den i Deres ærede Skrivelse omhandlede Decision.
 
   Hvad der er foregaaet, er altsaa, at Revisionen har henledet Opmærksomheden paa, at det ikke af vedkommende Bilag fremgik, at der laa nogen Formandskabs eller Repræsentantbeslutning til Grund for Reisen, – og at Kommunebestyrelsen har decideret, at denne Antegnelse bortfalder.
 
   I denne Decision ligger selvfølgelig ingen Fornærmelse eller Sigtelse mod de to Herrer, som foretog hin Reise til Christiania. Decisionen er, som det sees ikke ledsaget af nogen Begrundelse; men vil man undersøge, hvilke Grunde Kommunebestyrelsen har havt for sin Decision, maa man holde sig til Sagens i det foregaaende oplyste Dokumenter, og man kan hverken af Revisorernes senere Opsats i «Vestfold» eller af, hvad enkelte Medlemmer af Kommunebestyrelsen under Repræsentantmødet maatte have ytret, drage Slutninger angaaende, hvad der har været Kommunebestyrelsens Motiver eller Hensigt ved hin Decision, men man er desangaaende alene henvise til, hvad Dokumenterne og Proiokollen udviser,           Hvad særlig Diskussionen ved Behandlingen af Antegnelsespost 74 angaar, skal det derhos bemærkes, at den ikke direkte angik Decisionssporgsmaalet, da alle vare enige derom, men derimod angik et Forslag som var fremsat i Anledning af et mod Revisionen ved denne og andre Antegnelsesposter rettet Angreb. Hvad Revisorerne havde henledet Opmærksomheden paa, var alene, at der efter dens Mening var en Mangel ved vedkommende Regnskabsbilag.
 
Naar Kommunebestyrelsen hertil har decidert, at Antegnelsen bortfalder, saa er herved heller udtrykt Tillid til de Mænd, som havde med hin Reise til Christiania at gjøre, end nogen Sigtelse for Misbrug.
 
Schie. Th. Miøen P. A. Grøn. Abr. Andersen. A. Stub.
 
   Formanden Iversen begjærer tilføie: Jeg finder ikke, at Revisionens Antegnelse til Post 74, der saavidt jeg forstaar, var ledsaget af fuldgyldige Bilager – var beføiet, og kan saaledes heller ikke tiltræde nærværende Skrivelses Indhold, hvad angaar enkelte Udtalelser i nævnte Kommunebestyrelsesmøde, og hvad derom er referet og skrevet i «Vestfold».

                                                              H. S. Iversen».

 
Holm Hansen var ikke fornøyd med dette, og samme dag kan man lese hans tilsvar i Sandefjords Tidende[ccxc]:
 
             «Til
 
     Sandefjords Formandskab!
 
   Det Svar, Formandskabet i ærede af idag giver paa min Skrivelse af 3die ds., er uden alt Værd for mig. Formandskabets Skrivelse dreier sig kun om det Formelle ved Sagens Behandling noget hvorom jeg i min Skrivelse ikke havde nævnit et Ord. Den Realitet derimod, hvorom jeg skrev, den undlader man ganske at komme nærmere ind paa Det er saa langifra, at Formandskabets Skrivelfe indeholder noget, der er skikket til at svække den mod mig rettede krænkende Stempling, at Skrivelsen tvertimod baade ved sin Taushed om det, som her er Sagen, som ved det lille, den siger, snarere synes skikket til at bekræfte Sigtelsen.
 
   Jeg skal ikke indlade mig i nogen Strid med det ærede Formandskab. Men naar det ærede Formandskab vil fralægge sig ethvert Ansvar for de krænkende Udtalelser mig angaaende, som blev fremsørt i Repræsentantmødet, da maa det være mig tilladt at bemærke: Har Formandskabet tiet, fordi det var enig i Sigtelsen, saa har det Ansvar; og har man tiet, uagtet man ikke var enig i Sigtelsen, saa har man formentlig ogsaa Ansvar. Imidlertid er det for mig ligegyldigt, hvordan det forholder sig med Ansvaret Spørgsmaalet er for mig kun at blive befriet for den Krænkelse, som er bleven mig paaført, og jeg kan ikke tænke mig andet end at Kommunebestyrelsen – uden Forsøg paa at vælte Ansvaret over paa den enkelte eller uden at spørge om Ansvar – gjerne og uden Omsvøb imødekommer min billige Anmodning.
 
   Idet jeg altsaaa maa anholde om at min Skrivelse af 3die ds. maa blive forelagt Repræsentantskabet, for hvilket den, som det sees, ogsaa er bestemt, tillader jeg mig at anmode om, at ogsaa nærværende Skrivelse samtidig maa blive forelagt, og tillader jeg mig derfor herved som Tilføielse til min Skrivelse af 3die ds. at rette følgende Spørgsmaal til Repræsentantskabet:
 
    Anser Repræsentskabet den omhandlede af mig foretagne Reise til Christiania for at have været privat og Kommunen aldeles uvedkommende ?
 
   Erkjender Repræsentantskabet, at jeg var fuldt berettiget til at faa Omkostningerne ved denne Reise godtgjort mig af Kommunekassen?
 
Sandefjord, 11te Marts 1890.
              Ærbødigst
                  Holm Hansen».
 
Sandefjords Tidende[ccxci] forteller videre om hvordan denne skrivelsen ble behandlet:
 
   «Denne Skrivelse behandledes i Formandskabsmøde 18de Marts, men blev da udsat, da Mødet ikke var fuldtalligt. Sagen behandledes derpaa i Formandskabsmøde den 28de Mars, hvorved besluttedes:
 
   Sagen forelægges Repræsentantskabet. Ordføreren demærkede, at da man i Magistrats og Formandskabs Skrivelse til Hr Holm Hansen af 11te ds aldeles klart havde paavist, at Communebestyrelsen ikke paa nogen Maade havde sigtet Hr. Holm Hansen for noget Misbrug, fandt han det ufornødent at forelægge Sagen for Repræsentantskabet».
 
Og, til slutt, noen utdrag fra selve debatten til avslutning av denne saken i Sandefjords Tidende[ccxcii]:
 
   «Af Debatten i Repræsentantskabet i Tirsdags om Hr. Holm Hansens Skrivelser hidsættes som det væsentligste:
 
   Ordføreren, Sagfører Miøen, gjorde gjældende ved Oplæsning af Dokumenterne og ved egne Udtalelser, at man ikke kunde have yderligere at tilføie de vistnok tilfredsstillende tidligere Udtalelser.
 
   Skolebest. Nilsen mente, at man muligens burde besvare de af Holm Hansen opstillede Spørgsmaal. Han ønskede «man gjorde sig færdig med ham».
 
   Windingstad redegjorde for de Grunde, der maatte bestemme Udtrykkene i Revisionsbemærkningerne. Fandt det ufatteligt, at Bemærkningerne kunde prikke vedk. saa meget; paastod altid, som her, at have været forsigtig i sine Udtryk. – Men nødvendige Bemærkninger maatte gjøres. – Han fremholdt, at Kommune bestyrelsen ikke burde tage saa stort Hensyn til Skriverier i Byens Blade. Han mente Hansens Paastand var grebet ud af Luften. Vilde stemme for Formand. skabets Indstilling.
 
   Ordføreren fremholdt, at Kommunebestyrelsen bare burde holde sig til Forhandlingerne og ikke til Avisskriverier.
 

   P. A. Grøn vilde gjerne imødekonme H. Hansen ved at foreslaa, at vedk. Omkostninger udredes af Kommunen med Glæde eller selvfølgelig af Kommunen, idet han fandt, at den hypvige Krangel om «Æresskillingen» geraadede Kommunen til liden Ære. Mangler i Formerne burde ikke saaledes fremholdes. Han syntes ikke om H. H.s Skrivelser, men han vilde alligevel – da Pengene var anvendt i Kommunens Tjeneste, hvilket var Hovedsagen – stemme for Imødekommelse af H.s Foredrag.

   Havnefoged Andersen vildespørge om nogen troede, at Sagen var endt idag, om Kommunebestyrelsen gav Hansen det imødekommende Svar? Det undrede Taleren, at Grøn, der mest havde holdt paa Formerne under Dceisionen, idag ikke vilde give disse samme Betydning. Hansens Skrivelse indeholdt svære, efter Tal.s Formening strafbare Beskyldninger. Om Kommunebestyrelsen udtalte sig, som af Hansen forlangt, vilde det være det samme som at indrømme, at Kommunebestyrelsen havde forgaaet sig mod Klageren. Det var en betydelig Mangel ved Hansens Besværinger, at de omhyggelig fortier, at vedk. Behandlingsformer ikke var overholdt. – Der havde været fuld Grund til at tale som skeet ved Decisionen.
 
   Ordføreren vilde han strøget «med Glæde» i Grøns Forslag; vilde ikke, det skulde have Skin af, at man vilde give Hansen Medhold.
 
   Glasmester Andersen mente, at man burde give en saa gammel dygtig Kommunemand som Hansen den forønskede Opreisning, naar han følte sig krænket. Vilde foreslaa, at man besvarede de af Hansen fremsatte Spørgsmaal, hvorved Hansen maaske vilde være tilfredsstillet.
 
   Skolebestyrer Nilsen omtalte i et længere Foredrag, at man tidligere – hvad han specielt som gammel Revisor kjendte til – havde ladet sig nøie med lignende Bilag, som her forelaa; mente, at Byfogden nærmest var den, Ansvar maatte ramme, som den der havde anvist vedk. Regning.
 
   Bogh. Iver en fremholdt, at man tidligere havde været tilfredsstillet efter gammel Praxis med Magistratens Ordre til Udbetaling; – beklagede, at vedk. Beslutning ikke var protokolleret; dette var antagelig bare glemt under Behandlingen af de andre Sager. Tal. fandt, at Revisionen ved Underhaandshenvendelse til Magistraten kunde faaet de fornødne Bilag. Hermed vilde han ikke have rettet nogen Bebreidelse mod Revisionen, langtfra!
 
   Grøn fremholdt paany, at Hansen burde have Opreisning for Beskyldningerne i «Vestfold»; for at rette paa Revisionens Feil, maatte vi her tage vor Beslutning.
 
   Ordføreren mente, at der maatte være en Grændse for Imødekommenheden mod Holm Hansen, og i denne Forsamling maatte man dømme efter egen og ikke efter Hansens Opfatning.
 
   Havnefoged Andersen: Det var en vigtig Sag denne, som berørte Kommunebestyrelsens Ære. Ved Indgaaelse paa Grøns Forslag vilde man ligefrem erkjende at have gjort sig skyldig i en strafbar Ærekrænkelse. Paaviste med Formandskabsloven, at de af Skolebest. Nilsen fremsatte lette Expeditioner ikke var korrekt; fremholdt yderligere at det var en farlig Sag ikke at indføre vedk. Sager i Forhandlingsprotokollen; mente at Hansen ganske vist havde den bedste Anledning til at forsvare sig selv i «Vestfold».
 
   Ordføreren fremholdt ligeledes overfor Nilsen de farlige Følger af at blande sig op i Avisfeide.
 
   Magistraten udtalte, at Hansen, hvem det ikke havde været Meningen at fornærme, burde være tilfredsstillet med de her faldne Udtalelser; her var i ethvert Fald ikke Stedet til at afgjøre mulige private Ærekrænkelser mod Holm Hansen. 
 
Efter nogle kortere Bemærkninger af enkelte af de tidligere Talere optoges Sagen til Votering med det i forrige Bladnummer gjengivne Resultat.
 
   De 5 Herrer, der stemte sor Skole bestyrer Nilsens Forslag var: Nilsen, Grøn, Glasmester Andersen, Backe og Iversen».
 
Men det var ikke over, kan Sandefjords Tidende[ccxciii] fortelle 10 mai:
 
«- Efter Forlydende var sidstleden Tirsdag Byens Ordfører paa egne og vedk. Meningsfællers Vegne inden Kommune bestyrelsen indkaldt til Forligelseskommissionen af Hr. Holm Hansen ianledning Behandlingen forleden af Hansens bekjendte Skrivelser. Sagen blev, vistnok af forskjellige Grunde, henvist til Retten.
   Antagelig skal vi senere kunne give nærmere Besked om denne i det komiske faldende Sag».
Om Holm Hansen kanskje hadde litt motgang i livet, hadde hans kone, Martha, fremgang – det ser man av en notis som Sandefjords Tidende har hentet fra Morgenbladet[ccxciv] og trykker 17 juni 1890:
 
«Husflidsudstillingen paa Tivoli.
 
   Af «Morgbl.»s Omtale hidsæltes:
 
Gruppe III, Arbeider af Fugle- og
                 Fiskeskind
 
   er en af de faatalligst repræsenterede, men har dog 2 Udstillere, der med Rette vække Interesse.
 
   Den første er Fru Martha Holm- Hansen, Sandefjord (K. No. 208), der udstiller en særdeles smuk og righoldig Samling af alle mulige Sorter Fuleskindsarbeider. Udmærket vakre er de to Kraver af Skarvdun (en indkjøbt til Udlodningen) og ligeledes Barretterne med Muffer at forskjellige Sorter Ænder (Fiskeand, Stokand, Krikand m. fl.) Desuden er der en Mangfoldighed af Arbeider af Skarv, Ederdun, Maage, Tiur og Aarhane, samt udstoppede Fugle. Sagerne vække megen og fortjent Beundring og har ogsaa Kjøbere, skjønt de ikke er billige.  
 
   Sandefjords Folkeskoles (K.No. 290). Hvert No. i Rækken er en Ting, der kan bruges ligefra No l, den lille Pinde til at sætte i Blomsterpoter, og No. 2, Mærkelapen, til Spegefjelen (12), Sagen (47), Kjelken (57) og op til Slutningsnummeret (61) en smuk liden Stol med Straasæde. Læreren, Hr. Haraldsen, fortjener megen Ros for denne Række Arbeider». 
 
Da dette stod i avisen var Martha Holm Hansen ytterst gravid – bare fire dager senere fødte hun sønnen Birger Ottar. Han ble hjemmedøpt 11 juli av Uhrmager Kr. Hansen, med vitnene Jenny Schou og Anne Larsen. Dåpen[ccxcv] ble stadfestet i Sandefjord Kirke 31 august, og da var fadrene Vognfbr. A. Johansen; Arkitekt H. Børve; Kjb M.  Ommundsen; Amalie Andresen; og Jenny Schou. Hom Hansens yrke oppgies å være Handlende.
 
Med en slitsom tid bak seg, og et nytt lite barn å se efter, må Martha ha blitt glad over nyheten som nok snart efter nådde henne, hennes arbeider på husflidutstillingen var belønnet med H. M. Kongens Sølvmedalje, forteller Sandefjords Tidende[ccxcvi] 24 juni 1890:
 
   «Husflidsudstillingen. Vi berettede i Lørdags efter telegrafisk Meddelelse hertil om en stor Anerkjendelse af Sandefjordsarbeide ved Husflidsudstillingen i Christiania, nemlig Arbeidsskolens.
 
   Af «Morgbl.»s Fortegnelse over Medaljevindere sees, at ogsaa en anden Udstiller herfra nemlig Fru Martha Holm- Hansen ved samme Udstilling, har faaet en meget hædrende Anerkjendelse for sin Udstilling af tilberedte og sammensyede Fugleskind. Efter det forholsvis korte Arbeide i den Genre har Udstillerinden ved Udstillingen allerede iaar faaet H. M. Kongens Sølvmedalje».
 
Dagen før Birger Ottar ble hjemmedøpt kom det kanskje flere gode nyhetes, om man skal dømme ut fra Sandefjords Tidendes[ccxcvii] notis 10 juli 1890:
 
«Ved sit Besøg i «Husflidsudstillingen» i Kristiania udtalte H. M. Kongen sin særlige Anerkjendelse af de paa en særskilt Montre udstillede Fjær- og Udstopningsarbeider fra Fru Martha Holm Hansen hersteds. Hs. Majestæt kjøbte en Krave, den dyreste af de udstillede Gjenstande, til en Pris af Kr. 80.00[2]»
 
At sladderen løp, og kunne være et problem på et lite sted i sterk vekst, kan man se fra et leserbrev i Sandefjords Tidende[ccxcviii] 20 november 1890:
 
«Hr. Redaktør!
 
   Da det er kommet ud, at der skal være Difterit i mit Hus og da det lader til at Rygtet er stærkt udbredt, saa tiliader jeg mig at anmode Dem om at indtage i Deres Blad vedlagte Attest fra Dr. Christensen. Som man ser af Doktorens Attest, var den Sygdom, 3 af mine Børn led af, ikke Difterit men Angina – Tredages Halsesyge.
 
Sandefjord, 19de November 1890.
                             Ærbødigst
                           Holm Hansen.
 
   At Hr. Holm Hansens Børn har været angrebne af en stærk Grad af Angina, samt at hans Hus for Tiden er frit for Sygdom bevidnes paa Forlangende. Dr. M. Christensen.»
 
Nyttårsdagen 1891[ccxcix] ble det holdt folketelling i Norge. I denne finner man, som forventet, Holm Hansen i Langgaden, der han og familien bor i leiligheten i annen etasje – første eetasje var vel Marthas butikk. Marthas yrke beskrives som «Modehandel, Beredning af Fugleskind, Arbeider af saadanne Skind og Forfærdigelse af Fantasifjær» – hun hadde nok å gjøre.
 
Sammen med dem bor barna Hans; Bjarne Andreas; Osmund Lützow Holm; Birger Othar; og «Husmoderens Bedstemoder», den 91 år gamle enken Kari Frederiksdatter som «Besidder nogle rentepenge».
 
Det var to tjenestepiker – 27 år gamle Bertha Hansen fra Sandeherred og 29 år gamle Helga Elise Eliasen fra Tjøme.
 
Dessuten fant man Jenny Johannesen Skau der, en 25 år gammel Christiania-pike som var ansatt som Modepynterske (kost logis og løn) %samt selvfølgelig nattelo%.».
 
Og tilslutt, en leieboer – sang- og gymnastikklærer ved middelskolen, han var 35 og fra Lille-Elvdalen. Lars Lien het han.
 
Familieforøkningen, sammen med forretningen, sammen med husfliden – egentlig kunstnerisk virksomhet – kan nok ha blitt litt overveldende for Martha, og kanskje hadde familiens økonomi blitt bedre siden man fant et par annonser[ccc] fra dem 3 mars 1891:
 
 
 
Væpnet med kongelig anerkjennelse og kongelig innkjøp ser Martha muligheter til å komme seg videre, rent kommersielt, og torsdag 5 mars 1891 har hun denne annonsen i Sandefjords Tidende[ccci]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Samme sommer, 13 juni, kan man lese i Vestfold[cccii] at Martha var en av tre Sandefjordinger som hadde meldt seg på Skiensutstillingen – de andre var arbeidsskolen og Einar From.
 
Knappe to uker senere mottok hun, ifølge Vestfold 23 juni 1891, statens stipend for teknikere – et beløp på ikke mindre enn 400 kroner[3]!
 
1891 var før den ordnede sommerferiens tidsalder, men byens modehandlere klarte å bli enige om en liten innskrenkning av arbeidsdagen og satte en annonse i Sandefjords Tidende[ccciii] 9 juli 1891. den samme kom på trykk i Vestfold[ccciv] – samme dag:
 
Den sommeren fikk hun også stor heder og ære, forteller Vestfold[cccv] 4 august 1891:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det er ofte glemt, men veldig mye av varehandelen foregikk i tidligere tider på kreditt, man handlet på bok (mens i mer opplyste tider som i 2022 har man kredittkort, forbrukerlån og avdrag), og dermed var det å inndrive det man hadde til gode en viktig forretningsvirksomhet. Som her i Vestfold[cccvi] for 19 september 1891:
 
Så stundet det til valg igjen, og en ny gruppe valgmenn skulle settes sammen. Partivesenet var nå vel etablert, og Venstre skulle stille egen liste. Den ble til på det som vel var et nominasjonsmøte som ble referert i Vestfold[cccvii] 28 november 1891:
 
«Sandefjord, 28. november.
 
   Prøvevalg. Venstre havde møde med prøvevalg paa raadstuen hersteds igaar. Tilstede var mellem 50-60 personer.
 
Udfaldet af første prøvevalg blev, at P. A. Grøn fik 40, kæmner Hanssen 31, postmester Hansen 26, Holm Hansen 22, skolebestyrer Nilsen 22, Kristoffer Andersen og Knut Bache 21 stemmer. Dernæst havde Oluf Andersen og Kvam hver 18, Mohn og Marthinius Olsen Grønli hver 12 stemmer.
 
Ved andet prøvevalg fik kæmner Hansen 38, postmester Hansen 30, A. H. Nilsen 26, Holm Hansen 22, Kr. Andersen og Bache hver 20 stemmer. Af disse to sidste blev Kr. Andersen ved fornyet afstemning opstillet som valgmand. Venstres liste ser altsaa foreløbig saadan ud:
 
                  P. A. Grøn.
Kæmner Hansen.
Postmester Hansen.
A. H. Nilsen. 
Holm Hansen. 
Kr. Andersen».
 
Mens den politiske årstiden var begynt for Holm Hansen, var det julegave-sesongen som stod for Martha[cccviii]:
 
Sommeren 1892 var Holm Hansen uheldig, og satte inn en annonse[cccix] i Sandefjords Tidende for 21 juni:
 
 
 
 
 
 
 
Neste gang han er i avisen, er Holm Hansen medlem av lagretten i en sak i Skien, her referert i Sandefjords Tidende[cccx] 11 august 1892:
 
«Lagmandsthinget i Skien
 
   fortsatte i Formiddag Kl. 9.
  
   Rigsadvokaten var tilstede.
  
   Det forelaa til Behandling:
   – Offentlig Straffesag mod Pigen Oleana Mathilde Larsen.
 
   Efterat Pigens Forsvarer og Statsadvokaten begge havde benyttet sin Udskydelsesret, kom Lagretten til at bestaa af:
 
Kirkesanger Bøen, Hjartdal.
Gaardbr. Even Lofstad, Laurdal.
Uhrmager Holm Hansen, Sandefjord.
Gaardbr. Smørsvold, Brunlanæs.
     ‘’ Jens Valen, Solum.
     ‘’ Ole Sundby, Hedrum.
Trælasthandl. Rasmussen, Stathelle.
Lærer Navlum, Brunlanæs.
Gaardeier Hafrager, Bamble.
Gaardbr. Kjetil Dalen, Hjartdal.
 
   Til Lagrettens Ordfører valgtes Gaardbr. Sundby.
 
   Statsadvokaten gav en kort Fremstilling af Sagens Historie. Pigen havde tjent paa en Gaard i Sandeherred og blevet forført af Husets Søn. I Slutningen af Marts fødte hun et Barn, som hun vistnok havde mærket Liv i før Fødselen; men hun paastaar, at det var dødt ved Fødselen. Under denne boede hun sammen med en 80-aarig Kone, der intet mærkede. Den næste Formiddag, da hun var absolut sikker paa, at der intet Liv var i Fosteret, bar hun det ud i Grisehuset. Folkene paa Stedet, hvor hun boede, havde vistnok troet, at der var noget paafærde med hende, og efter Fødselen blev saa Jordemoder og Læge hentet, hvorefter hun gik til Bekjendelse. Hun paastod under Examinationen, at det ikke havde været hendes Hensigt at dræbe Barnet, men at hun nok vilde rydde det tilside, hvis det var dødfødt. Hendes Forklaring for Lagmandsretten var i flere Henseender afvigende fra de under Forundersøgelserne fremkomne Oplysninger.
 
 1ste Vidne, Anders Bjønnæs fra Tjødling, forklarede, at Pigen var kommet paa hans Gaard den 1ste Januar. De syntes, hun var lidt usædvanlig, og Gaardens Folk havde udtalt sin Mistanke til hende, men hun havde slaat det hen. Til Fødselen havde de intet mærket, men efterpaa var de blevet mistænkelige, og Vidnet havde derfor hentet Jordemoderen, der foranledigede Pigen yderligere undersøgt af Læge.
 
   2det Vidne, Andrine Bjønnæs, blev ikke forhørt, da hendes Sindstilstand ikke tillod Eramination.
 
   3die Vidne, Maren Bjønnæs, 80 Aar gammel, havde ligget i samme Seng som Pigen, men havde intet mærket til Fødselen.
 
   4de Vidne, Thor Christiansen, Skipper, Sandeherred, Barnets Fader. Han havde havt Omgang med Pigen, i den Tid hun tjente hos hans Moder. Han havde intet mærket til, at Pigen var frugtsommelig. Paa Pigens Erklæring om, at Vidnet havde givet hende et hvidt Pulver, erklærede Vidnet, at det var engelsk Salt.
 
   Tiltalte erklærede paa Lagmandens Forespørgsel, hvorfor hun ikke havde talt til Barnefaderen, at hun var ræd ham.
 
   De Sagkyndige, Lægerne Stephansen og Hansteen, afhørtes derpaa. Efter disses Erklæring havde hun født og for Lægerne havde hun endelig tilstaaet. Det var imidlertid ikke lykkedes dem at finde Fostret. De antog, at Barnet havde været fuldbaaret, uden at de kunde afgjøre, om det ved Fødselen var ilive.
 
   Vidnerne blev derefter edfæstede.
 
   Statsadvokaten gav derpaa en Fremstilling af Sagen. Man maatte kunne gaa ud fra, at det var Pigens Hensigt at dræbe det. Det kom da an paa, om der var Liv i Barnet. Tiltalte erkjendte, at hun havde mærket Liv indtil den nærmeste Tid før Fødselen. Under enhver Omstændighed maatte hun blive at fælde efter Kriminallovens Kap. 14 § 6. Pigens Forhold i det hele var saa oprørende, at en Moder sjelden tidligere havde gjort noget lignende.
 
   Forsvareren (Overretssagfører Thambs) gjorde opmærksom paa hendes Ungdom, hendes daarlige Opdragelse og Løiheden hos hendes Omgivelser. Tal. gik derefter gjennem de forskjellige Straffealternativer. Det var ikke bevist, at det var hendes Hensigt at dræbe. Det havde været hendes Haab, at Barnet skulde være dødfødt, men at lægge denne Betragtning til Grund for, at hun vilde dræbe, det var for stærkt. Tiltalte kunde kun dømmes i den Udstrækning, hvori der forelaa Bevis. Det subsidiære, om hun havde med Forsæt stellet sig i en hjælpeløs Tilstand og derved fremkaldt Barnets Død, var heller ikke bevist, og da man maatte gaa ud fra, at Barnet var dødt, bortfaldt dette Spørgsmaal. Hvad det angik, at hun havde søgt at skjule Fødselen, saa havde hun ikke foretaget noget positivt, men hun var gaaet tilsengs med en anden Kvinde; hun maatte vide, at naarsomhelst hun selv vilde, kunde hun faa Hjælp. Der var intet andet igjen, end hvad hun selv havde erkjendt som sin Brøde, at hun havde skaffet Liget bort paa en anstødende Maade. Men dette fremstillede sig ikke saa for hende som for os andre normale Mennesker.
 
   Statsadvokaten replicerede. – Tiltalte havde selv erklæret, at det havde været hendes Hensigt at faa Barnet afveien. Intet tydede paa, at Barnet ikke havde Liv ved Fødselen. At der ikke hørtes nogen Lyd, kunde være hindret ved det Lagen og den Dyne, som laa over det. Hun havde ogsaa selv erkjendt, at det var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal. Hun havde forøvrigt søgt saa meget som muligt at skjule sin Brøde.
 
   Forsvareren: Forskjellen var, om hun havde til Hensigt at dræbe, eller om hun havde til Hensigt at faa Fosteret tilside, naar det var dødfødt. Det var for dette sidste, hun maatte dømmes. Lagen og Dyne kunde ikke i den Stilling hun fødte Barnet, have kvalt det, saa en Lyd maatte været hørt, hvis det havde levet. Hun kunde ikke dømmes paa nogen Formodning, det var hendes Tilstaaelse, man fik dømme hende efter.
 
Lagmanden refererede de fremsatte Spor til Lagretten, hvorefter han i sin Retsbelæring fremholdt, at hvad der var Pigens Hensigt, syntes bestyrket af hendes egen Forklaring. For at kunne fældes i 1ste Hovedspørgsmaal, maatte der imidlertid være ført Bevis for, at Barnet havde havt Liv. Man havde ikke i Sagens Oplysninger faaet dette Bevis. Derimod 2det Spørgsmaal, om hvorvidt hun forsætlig havde stillet sig i hjælpeløs Forfatning, det var da tydeligt nok. 3die Spørgsmaal, om ikke det foregaaende blev bejaet, var da, at hun absolut maatte straffes, fordi hun lovstridig og paa en oprørende Maade havde skaffet Barnet tilside. Men Lagmanden nærede ikke Tvil om, at hun kunde fældes i 2det Spørgsmaal.
 
    Lagretten trak sig derpaa tilbage.
 
   Efter en længere Naadslagning blev Hovedspørgsmaalet No. 2 besvaret med Ja. Dette Spørgsmaal har saadan Form: Er Tilkalte Pige Olene Mathilde Larsen skyldig i ved den i Hovedspørgsmaal No. 1 omhandlede Nedkomst forjeklg at have bevirket, at hun ved sin Nedkomst befandt sig i en hjælpeløs Forfatning eller, har hun undladt ved Leiligheden at tilkalde den fornødne Hjælp? Efterat Lagretten havde afsagt denne Kjendelse, udtalte Statsadvokaten, at han indstillede paa Strafarbeide for Pigen i 3 Aar og 6 Maaneder; i Betragtning af hendes Ungdom og mangelfulde Opdragelse vilde han ikke gaa op til den høieste Straffesats, saa afskyelig Forbrydelsen end var. Forsvareren bad om, at hun maatte blive anseet paa mildeste Maade.
 
   Retten trak sig derefter tilbage til Affattelse af Dom, der blev lydende paa 4 Aar og 4 Maaneders Strafarbeide. («Fremskr.» f. 9. ds.)»
 
Senhøstes i 1892, 22 november mistet Martha sin bestemor. Gårdbrukerenken Kari Graff døde i Sandefjord den dagen og ble begravet[cccxi] 30 samme måned. Opprinnelig fra Lesja i Gudbrandsdalen hadde hun opphold hos Holm og Martha Hansen, der hun fikk legetilsyn. Dødsårsaken var oppgitt å være alderdomssvekkelse, og mot det kunne vel ikke legen gjøre så svært meget.
 
En dødsannonse[cccxii] kom i avisen Sandefjords Tidende samme dag:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Og igjen 26 november, da begravelsen var blitt organisert[cccxiii]:
 
Og, tilslutt dagen efter begravelsen[cccxiv], en takkeannonse:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Om ikke med samme iver som før, og heller ikke med samme suksess, fortsatte Holm Hansen å spille en rolle inne kommunepolitikken og partiet Venstre, slik det går frem av en notis om kommunevalget, publisert[cccxv] 8 desember 1892:
 
«Formandskabsvalget
 
   idag foregik under stor Deltagelse og efter en fra begge Sider særdeles livlig Agitation.
 
   Den paa det af Stedets Grundlovsforening og Yngres konservative Forening sammenkaldte Borgermøde vedtagne Liste seirede med en aldeles knusende Overvægt idet Resutatet blev følgende:
 
Dr. Christensen                   207 Stemmer.
Overretssagf Th. Miøen       166      –
Kjøbm M. A. Brønnum         166      –
Bogh. H. S. Iversen             158      –
 
De 3 paa Venstres eller Modpartiets Liste opførte Kandidater opnaaede følgende Antal Stemmer:
 
Uhrmager Holm Hansen      63 Stemmer.
Snedker Chr Anderssen       63        –
Skolebest. A.H. Nilsen         54        –
 
   Dr Christensen var opført paa begge Partiers Liste.
 
   Ialt blev der afgivet 223 St.
 
   Vi maa fra vor Side lykønske Kommunen med dette Resultat og udtale Haabet om, at det maa blive ligesaa godt naar man om ikke lang Tid kaldes til nyt Valg paa Repræsentantene».
 
På nyåret i 1893 fikk familien et sørgebudskap fra Kristiania, og bragte dette videre til Sandefjords borgere ved en annonse i avisen Vestfold[cccxvi] 17 januar:
 
Mandag 13 februar kunne man lese i Sandefjords Tidende[cccxvii] om en rekke gjenstander Middelskolens samlinger hadde mottatt foregående år, hvor av en fra Holm Hansen og Marthas eldste sønn, Hans Frederik som, for øvrig, synes å ha brukt bare Frederik til daglig.
 
   «Middelskolens samlinger har i aaret 1892 modtaget følgende gaver:
 
   Af elev Sverre Thorsen 1 taarnfalk, 1 aks ris – Axel Andersen, Sand, 1 vibe – Elev Albert Hansen 1 agerriksrede med eg – Elev Thorleif Grøn 1 stendulp, 1 fluesnapper, 1 vildand, 1 kanarifugl – Anders Markussen 1 makrelterne, 1 stk. tropisk farvetræ – Elev Filip Haug 1 nød fra Georgia, 1 amerikansk bille, 1 samling konkylier, 1 «kalebassa» fra Georgia – Elev Kirsten Madsen 1 frugt af cacaopalmen, 1 frugt af paranødplanten, 1 glastraad, paafuglfjære og fod af albatros – Elev Erika Olafsen 1 præriehund – Skibsfører Mathias Solberg 1 stor eremitkrevbs – Elev Fredr. Holm-Hansen 1 udstoppet and – Elev Johnny Høst 1 sjeldent smukt exempl. af hvepsebol med larver paa forskjellige udviklingstrin – Elev Isak Johnsen 1 haikjæve – Elev Johnny Stangbye 1 tropisk frugt, 1 udskaaren sæltand (eskimoarbeide), 1 væske fra Kongo (negerarbeide), 1 stk af en rosenkrans – Bjarne Aagaard, Glasgow: 1 facsimile af «The Times» for 25de juni 1815, indeholdende den første beretning om slaget ved Waterloo – Cand. real. Hoffstad 300 pressede planter til udfyldning af skolens herbarium – Elev Petra Andersen 2 yokskager – Elev Signe Grøn blade af en afrikansk plante – Elev Georg Kaldager Knogler, spiserør og neb af albatros Elev Søren Andersen rygrad af hai – Elev Johs. Freng 1 spansk frugt – Elev Kristian Henriksen 1 samling konkylier – Elev Helene Melsom 1 koral – Elev Kjeld Christensen 1 stk kamfertræ – Elev Sigurd Freng 1 sommerfugllarve
 
   For disse gaver aflæggs herved skolens tak.
   Sandefjords middelskole, 10 februar 1893
                             Knut Hougen»
 
I en del av ligningen for 1893, offentliggjort i Sandefjords Tidende[cccxviii] 2 mars dette året, finner man at Modehandler Martha Holm-Hansen er antatt å ha en inntekt på kr 1200, av hvilket hun betalte kr 32,03 i skatt. I denne ligningen er Martha plassert i Jernbaneveien, så hun hadde vel butikken sin der, og ikke i Langgaden.
 
En uke efter denne notisen i avisen fødte Martha sitt og Holms siste barn og første pike. Aslaug Frida kom til verden 9 mars 1893 og ble døpt[cccxix] i Sandefjord Kirke 11 juni. Som fadre fikk hun Uhrmager Christian Hansen; Guldsmed Hans Finsrud; Guldsmed Anton Namdal; Frue Elise Finsrud; Frk. Svanhild Hansen; og Frk Sigrid Hansen.
 
Holm Hansen nevnes igjen i forbindelse med valg av kandidater til forlikelseskommisær – og en byggesak, dette fra Sandefjords Tidende[cccxx] 18 mai 1893:
 
«Sandefjord, 18. Mai
 
   Repræsentantmøde holdtes Tirsdag.
 
   Fraværende var Formændene I. M Bryde og Windingstad og Repræsentanterne Jakobsen og Chr. Andersen.
 
   Sag 1. Om Bevilgning til sagkyndig Undersøgelse af Vandværkets Vand. Beløbet kunde paa Forhaand ikke saa nøiagtig opgives, men Ordføreren mente, at det ikke kunde beløbe sig til stort. Vedtoges enst.
 
   Sag 2. Om Lønstillæg for Fru Lien ogsaa for den Tid hun holdt Skole i 1893. Vedtoges enst.
 
   Sag 3. Valg paa 6 gode Mænd, hvoriblandt foreslaaes senere valgt to til Forligelseskommissærer og to til Suppleanter for disse (Lov 8/9 1842 § 1 og Lov 9/5 1891).
 
   Skolebestyrer Nilsen paapegte, at det her var kommet ind i et galt Gjænge, derved at begge Forligelseskommissærer samtidig udtraadte, og at man paa en eller anden Maade fik se til at ordne det.
 
   Magistraten og Kraft mente, at det kom i Strid med Loven, om man skulde forandre Valgmaaden, da det nu engang var kommet ind i det Gjænge. Ordføreren mente, at det kunde være tidsnok at tage Forbehold angaaende Valgmaaden paa et senere Stadium, da der nu bare skulde foreslaaes 6 Mænd.
 
   Formandskabet havde tænkt sig af følgende burde foreslaaes:
 
    Konsul Høst, Handelsborger Aagaard Glasm. Andersen, Bogh. Iversen, Skibsr. Freberg og Uhrm Holm Hansen, hvilke ogsaa valgtes med henholdsvis 19,18, 18 16, 15 og 11 St.
 
   Sag 4. Nedsættelse af Fotograf Thoréns Byskat for 1893 til Kr. 50 vedtoges enst.
 
   Sag 5 Nedsættelse af Byskat for 1892, ilignet Ettersons Manufakturforretnuing, stor Kr. 20,15 til.Kr. 16,00. Vedt. enst.
 
   Sag 6. Om Bevilgning af Løn til en ny midlertidig Lærerinde ved Folkeskolen for den Tid –- fra. 1ste Mai – der er igjen af Budgetaaret med Kr. 300 – Statsbidraget Kr. 93. Bifaldtes enst.
 
   Sag 7. Akfgivelse af Erklæring angaaende et Andragende fra Enke Amborg Cathrine Larsen om Dijspensation fra Bygningsreglerne af 1882.
 
   Sagf. Kraft udtalte, at det her var gjort ganske voldsomme Brud mod Loven, og han mente, at det snart var paa Tide, at man nedlagde en Protest mod dette Uvæsen. Han vidste ikke, hvem der i dette Tilfælde bar Skylden; men det saa ud, som om det var bygget med den Tanke, at det faar slaa til; man maa vel faa Dispensation.
 
   Der byggedes som om man ingen Bygningsregler havde.
 
   De Fleste sluttede sig til Kraft, men da det nu for Ansøgerinden vilde blive en forholdsmæssig altfor stor Bekostning at tilfredsstille Lovens Krav, fandt man kun at maatte beklage den stedfundne Forseelse, hvorhos der dog blev udtalt Bebreidelser mod hendes Fuldmægtig, Holm Hansen, der burde have forstaaet det bedre.
 
   Man besluttede at slutte sig til Formandskabets Indstilling saalydende: at Kommunestyrelsen vistnok beklager den stedfundne Forseelse mod Bygningsreglerne; men at man dog paa Grund af Ansøgerindens mindre gode økonomiske Stilling ikke vil modsætte sig Andragendets Indstilling. Vedt. Enst».
 
Mandag 29 mai kunne man i Sandefjords Tidende[cccxxi] få vite at det stundet mot valg på forlikeleseskommissærer:
 
«Bekjendtgjørelser.
_ _ _
 
 
Valg paa For-
                      ligelseskommissærer.
 
    Mandag den 5te Juni førstk Formiddag Kl 10 foretages paa Byens Raadhus Valg paa 2 Forligelseskommissærer og 2 Suppleanter.
 
   Af Formænd og Repræsentanter ere den 16de ds følgende foreslaaede til Valg:
 
      1. Konsul Fr Høst,
      2. Handelsborger Johs Aagaard,
      3. Glasmester Oluf Andersen,
      4. Boghandler H S Iversen,
      5. Skibsreder A I Freberg,
      6. Uhrmager Holm Hansen 
   Ved Valget er; man efter Lov af 9de Mai 1891 ikke bundne til de saaledes foreslaaede.
 
   Kun Byens efter Grundloven stemmeberetrigede Indvaanere have Adgang til at stemme. Vælgerne kunne enten møde personlig og da mundtlig eller skriftlig afgive sin Stemme eller, hvis de have lovligt Forfald, indsende skriftlig Stemmeseddel. Forfaldets Gyldighed bedømmes af Valgbestyrelsen Valgene foregaar særskilt paa Forligelseskommissærer og paa Suppleanter.
 
   Sandefjords Magistrat den 29de Mai 1893.
                                                           Schie».
 
Mot slutten av året, 23 november 1893, forteller Martha sine kunder og det bredere publikum, gjennom en annonse i avisen Vestfold[cccxxii], om en endring i driften av hennes forretninger:
 
Tidlig i januar 1904 mistet Holm Hansen sin mor. Enken Birthe Hansen, født i Høland 1806, døde i Sandefjord 2 januar 1894. Hun ble forsørget av «Uhrmagerkone» og bodde hos dem i Langgaden – nå som før. Dødsårsaken var alderdomssvekkelse – og selv om hun hadde legetilsyn var hun tross alt en meget gammel kvinne. Begravelsen[cccxxiii] fant sted 9 januar.
 
I mellomtiden plasserte Marthe og Holm en annonse i Vestfold[cccxxiv]:
 
To dager efter begravelsen kunne man finne en takkeannonse[cccxxv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
Det kan virke som at det var stadig vanskeligere for Martha å få inn det hun hadde til gode fra kundene – i det minste virker den annonsen[cccxxvi] hun rykket inn 8 februar 1894 nokså en del iltrere enn de foregående:
 
Om det hadde gått nedover med alle Holm Hansens mangslungne karrierer – det var tross alt hans kone som ble notert som forsørger da hans mor døde – så må det ha vært ekstra hyggelig for ham å bli invitert til Arbeidersamfundet[cccxxvii]:
 
   «Arbeidersamfundets fest isøndags havde efter omstændighederne samlet noksaa mange deltagere. Samfundets ældste bestyrelse d’hr. kjøbmand Wetlesen, Holm Hansen, I. T. Rove, Oluff Andersen og Zimmerlund, der var indbudt som æresgjæster, mødte frem. Efterat samfundets formand, sløidlærer Sørensen, havde mindet om, at det var 18 aar siden samfundets stiftelse samt ønsket deltagerne og specielt æresgjæsterne velkommen, besteg cand. theol. Scheie talerstolen og holdt et foredrag over de kristnes forhold til de sociale spørsmaal. Foredraget blev modtaget med bifald.
 
   Man blev saa beværtet med kaffe, smørebrød og julekage, hvorpaa skolebestyrer Hougen fortalte om, hvorledes man i England indrettede sig for at bringe de mindre bemidlede og arbeidende klasser til at interessere sig for og skaffe sig mere omfattende kundskaber, end man kan faa gjennem de almindelige skoler. Han benyttede tillige anledningen til at anbefale det nyoprettendes folkebibliothek for Sandefjord.
 
   Musikken spillede nu op til dans, som gik med liv og lyst. I pauserne blev der oplæst nogle stykker af snedkersvend Sidselrud og kjøbmand Wetlesen, som blev modtagne med kraftigt bifald. Den særdeles hyggelige og interessante fest afslutledes ved 2-tiden.                                  X».
 
Dette året ble Martha lignet[cccxxviii] for en inntekt på 1000 kroner og betalte kr. 23, 96 i byskatt og 2,40 i fattigskatt.
 
Onsdag 28 mars 1894 var det årsmøte i Sandefjord Venstre, det kan man lese i Vestfold[cccxxix] – som nå er blitt ambisiøs og kaller seg «Organ for Venstre i Jarlsberg og Larviks Amt»:
 
Ved loddtrekningen[cccxxx] for april måned, ble Holm Hansen utvalgt til å gjøre tjeneste som lagrettemann i Bratsberg den måneden.
 
Om han var i pengeknipe, eller bare rastløs, så slo Hom Hansen seg sammen med en kollega for å åpne en ny urmakerforretning. Det kan men se i avisen Vestfold[cccxxxi] 25 august 1894:
 
 
Neste måned ser man Martha, av en eller annen grunn, holde auksjon over deler av varebeholdningen sin – som det går frem av en annonse[cccxxxii] i Vestfold 13 september 1894:
 
Lørdag 22 september averterte de nye partnerne Holm Hansen og Theodor Aas sin nye forretning i Sandefjords Blad[cccxxxiii]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Samme dag ble det avertert, påny, for Marthas auksjon; hun hadde visst full støtte fra sin svoger kemneren[cccxxxiv]:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Efterhvert skulle det være valg igjen, og i Vestfolds «Valgnummer[cccxxxv]» 8 november 1894 kan man lese om Venstres nominasjonsmøte, innledet med et foredrag:
 
«Statsminister Blehrs foredrag
hersteds i søndags var besøgt af saa mange, som aktiemeieriets sal paa nogen maade kunde rumme. Flere maatte gaa uden at komme ind, da saavel udeværelset som opgangen var tagne i brug.
 
   Det helt igjennem greie og populære foredrag, der især omhandled unionsforholdet, blev gang paa gang afbrudt af stærkt bifald. Til slutning leve for ministeriet Steen, fædrelandet og et godt venstrevalg – alt under stormende tilstutning. Fædrelandssangen blev ogsaa her afsunget, noget, vi noterer med tilfredshed. Stemningen var i det hele af
den beskaffenhed, alt udfaldet af val her i Sandefjord neppe kan være tvilsomt, hvis bare venstre møder til sidste mand.
 
   Efter foredraget foretoges prøvevalg Dette fik saadant udfald:
 
P. A. Grøn,
kæmner Hanssen,
kaptein Støkken,
glasmester Andersen,
Gullik Sørensen,
Kristoffer Andersen,
kjøbmand Mohn og
A H. Nilsen.
 
   Efter disse havde d’herrer O. Sørensen, postmester Hansen, kjøbman Bache, Holm Hansen, lærer Hegna, kjøb mand Ant. L Børresen, kapt. Herland, Gulow Kraft og Timan Kristiansen de fleste stemmer. Der afgaves i det hele 80 stemmer. Postmester Hansen fraba sig valg.
 
   Prøvevalget er resultatet af den samvittighedsfuldeste prøvelse, idet kandidaterne maatte opnaa 2/3; af de afgivne stemmer for at ansees opstillede. Kun for hr. Mohns vedkommende er dette ikke tilfælde, da gjentagne afstemninger mellem ham og hr. O. C. Sørensen kun gav almindelig majoritet for den sidstnævnte. Ved sidste omgang fik dog Mohn de fleste stemmer og blev saaledes opstillet.
 
   Man vil se, at listen indeholder 8 navne. Skulde mandtallet imidlertid kun gjøre plads for 7 valgmænd, blir det sidste navn strøget efter derom fattet bestemmelse. Hermed vil vælgerne intet faa at bestille, da stemmesedlerne ikke trykkes, før valgmændenes antal er fastslaat.»
 
Kompanjongene Holm Hansen og Theodor Aas fortstatte å avertere, denne gangen i Sandefjords Blad[cccxxxvi] 10 november 1894, og forklarte også hvordan de organiserte virksomheten:
 
Av en eller annen grunn kommer vannverkssaken opp igjen for Holm Hansen, og han skriver i Vestfold[cccxxxvii] 17 november 1894:
 
«Vandværkssagen.
 
Jeg har gjerne villet undgaa at maatte føre nogensomhelst Kritik over vor Kommunebestyrelse. Dette har ogsaa hidtil lykkes mig.
 
   Denne behagelige Stilling skal jeg imidlertid ikke længer faa lov til at indtage. Det Presseorgan her paa Stedet, som maa antages at give Udtryk for vor Kommunebestyrelses Interesser, har udfordret mig og Udfordringen er rettet mod mig paa en saadan Maade, at den er uafviselig.
 
   Jeg sigter hermed selvfølgelig ikke til det Udstyr, hvori Organet har tilstillet mig Udfordringen; thi dette Udstyr kunde ikke ventes anderledes, jeg sigter kun til selve Udfordring og intet andet.
 
   Med andre Ord: Jeg sigter til den Omstændighed, at Organet med Vold og Magt vil have overført paa mig en Del af Ansvaret for den uheldige Sag, vor Kommunebestyrelse har ført med Hr. Thoresen paa Virik – og det uagtet, at jeg her er saa langt fjernet fra enhver Mulighed af Ansvar, at Organet ligesaa gjerne kunde have rettet sine Angreb mod Manden i Maanen, som mod mig.
 
   Paa Grund af denne voldsomme Udfordring bliver jeg da nødt til – saa ugjerne det end sker – at gjøre Vandværkssagen og vor Kommunebestyrelses Forhold i denne Sag til Gjenstand for en nærmere Belysning.
 
   Jeg skal i den Henseende først tillade mig at pege paa det yderst uheldige hel, at Kommunebestyrelsen lod det komme til Søgsmaal, uagtet det havde været saa overmaade let at faa et billigt Forlig istand.
 
   Hr. Thoresen er en meget medgjørlig og imødekommende Mand, som det er let at blive forligt med. Var han bleven mødt paa en forekommende og venlig Maade, er der al Grund til at antage, at han havde ladet sig tilfredsstille med denne Venlighed og en ren Bagatel i Erstatning. Dette er saameget mere antagelig, som Hr. Thoresen rent ud gruet for at gaa til et Søgsmaal.
 
   Men man har her ikke blot Formodning at holde sig til, – man har ogsaa Hr. Thoresens eget Ord. Hr. Thoresen udtalte nemlig, da han uden videre var bleven afvist af Kommunebestyrelsen, sin Beklagelse over Afvisningen og erklærte, at han gjerne var gaaet saa langt ned i sit Krav, at han havde ladet sig nøie med en Erstatning af 10 Kr. Aaret, om han havde kunnet faa Sagen forligt paa en venlig Maade og Proses kunde være undgaaet.
 
   Kommunen kunde altsaa have sluppet med en Udgift af 200 Kr. om Kommunebestyrelsen havde villet gjøre Forlig. Derved at Kommunebestyrelsen ikke har villet indlade sig paa Forlig, men har valgt at prosedere – derved er Kommunen paaført et Tab af mange Tusen Kroner!
 
   Med Hensyn til Prosessen, da viser det sig at Misforstaaelse eller Mangel paa Forstaaelse i stor Udstrækning har været Aarsag til Kommunebestyrelsens uheldige Fremgangsmaade og til det nedenstaaende Udfald Sagen fik for Kommunen. :
 
   Allerede det, at Kommunebestyrelsen valgte at prosedere fremfor at gjøre Forlig, maa for det væsentlige have havt sin Grund i mangelfuld Forstaaelse af Stillingen.
 
Som ogsaa Organet oplyser gik Kommunebestyrelsen ud fra det Faktum, at jeg havde vundet Kommunens Sag med Borge, samt stolede paa, at den skulde komme til samme Resultat i Sagen med Thoresen.
 
   Men den Slutning, Kommunebestyrelsen her har draget, vidner om at den ikke har set rigtig paa Forholdene og ikke har formaaet at tage alle tilhørende Faktorer i Betragtning. i Thi for det første er nu Hr. Thoresens Stilling til Spørgsmaalet en anden end den Stilling Hr. Borge havde.
 
   Dernest saa burde Kommunebestyrelsen idetmindste antaget for mulig, hvad der var antaget for mulig, hvad der var mere end sandsynlig, nemlig at Thoresen vilde komme til at føre nye og stærke Vidner. Jeg skal her exempelvis kun pege paa, at Kommunebestyrelsen maatte kunne have sagt sig selv, at Thoresen blandt andre ogsaa vilde komme til at føre Hr. Borge selv – den tabende Part i den forrige Sag samt dennes Svoger Nielsen paa Moe. Bare det lille jeg her har pegt paa viser, at Kommunebestyrelsen ikke har været klar over Forholdene, og at det idet mindste sor en væsentlig Del maa være denne Uklarhed, denne Mangel paa rigtig Opsatning, som har foranlediget Kommunebestyrelsen til at afslaa Forlig og indlade sig paa denne bedrøvelige Proses, som har kostet Kommunen saa mange Penge.
 
   Men Grunden, til at Kommunen er bleven paaført disse betydelige Tab, skriver sig ikke bare derfra, at man har været saa uheldig at afslaa Forlig og har valgt at prosedere.  
 
   Grunden er tillige den, at Kommunebestyrelsens Mangel paa rigtig Forstaaelse ogsaa har havt afgjørende Indflydelse paa selve Sagen og virket bestemmende paa dennes Udfald.
 
   Jeg skal imidlertid ikke nu gaa nærmere ind paa det, jeg har sigtet til
 
   Men jeg vover neppe noget ved at paastaa, at dersom Kommunebestyrelsen ikke havde manglet Forstaaelse af Forholdene, men strax fra Begyndelsen havde mødt Hr. Thoresens Søgsmaal paa den rette Maade, da vilde Sagen have været vunden, og de store Tab været undgaaede, som ved denne bedrøvelige Proses er paaført Kammuneen..
 
   At jeg for Tilfælde ikke vil undslaa mig for at godtgjøre Rigtigheden af den Paastand, jeg ovenfor har tilladt mig at fremsætte, er det vel overflødigt at jeg bemærker.
 
   Skjønt det jo burde være selvsagt, vil jeg aligevel for Sikkerheds Skyld ikke undlade at tilføie, at skjønt disse mine
 
Bemærkninger er rettet mod den hele Kommunebestyrelse, er det dog fornemmelig Formandskabet jeg sigter til med dem.
 
   Sagen er jo nemlig den, at det er Formandskabet som forbereder Sagerne og kommer i den nærmeste Berøring med Personer og Forholde, og at en Sags Skjæbne i Repræsentantmødet ofte i høi Grad kan være afhængig af den Maade, hvorpaa Formandskabet har forberedt Sagen.
 
Holm Hansen.».
 
Det er ikke, foreløpig, nærmere undersøkt hva Holm Hansen reagerer på, men han gir 17 november, i avisen V estfold[cccxxxviii], Sandefjords Blad en riktig skyllebøtte:
 
««Sandefjords Blad»
 
Har alligevel ikke kunnet bekvemme sig til at optage min Berigtigelse af Bladets komplet grundløse Angreb paa mig.
 
   Tvertimod fastholder Bladet sine uefterrettelige Bemærkninger og Søger endogsaa at støtte disse ved at anføre, at mit Navn staar først paa Vandværksdokumenterne.
 
   Jeg skal forsøke om det vil hjælpe, at jeg endnu giver Bladet følgende yderligere Oplysninger:
 
   At mit Navn findes først paa Vandværksdokumenterne skriver sig derfra at jeg vr Forslagsstiller af Vandværksanlægget.
 
   Jeg var den Tid, Vandværket blev anlagt og Expropriationerne til dette blev afholdte, ikke Medlem af Sandefjords Formandskab.
 
   Jeg havde derfor ikke blot ingen Befatning med Expropriationerne, hvilket jeg oplyste i min første Berigtigelse, – men havde heller ikke Spor af Adgang til at blande mig ind i Magistratens, Formandskabets og Sagfører Bryns Handlinger ved Expropritionernes Afholdelse.
 
   «Sandefjords Blad» anstrænger sig derfor forgjæves, naar Bladet vil have overført paa mig nogen Del af Ansvaret fpr den maade, hvorpaa Expropriationerne til Vanværket er blevne udførte, eller for at Virikdammens Eier ved disse Expropriationer ikke er kommen til at blive tilkjendt nogen Erstatning.
  
   Naar «Sandefjords Blad» endelig vil have, at jeg skal bære noget Ansvar for at Kommunen fik denne uheldige Sag med Thoresen, da burde Bladet have søgt et Punkt, hvor jeg paa en eller anden Maade kunde rammes.
 
   Da «Sandefjords Blad» imidlertid ikke har faat Øie paa noget saadant Punkt, skat jeg tjene Bladet ved selv at pege paa et. Men dette er ogsaa det eneste Punkt, hvor det lader stg gjøre med nogenslags Grund at ville lægge Ansvar paa mig for Kommunens Uheld i Sagen med Thoresen.
 
    «Sandefjords Blad» har selv oplyst, at det, som foranledigede Kommunebeestyrelsen til at bestemme sig for Søgsmaal med Thoresen, vor Domsresultatet i Kommunens Sag med Borge.
 
   Her kan Bladet føre følgende rigtige Resoment: Det var Holm Hansen, som paa Kommunens Vegne besorget tilvciebragt det fornødne Bevismateriale m v. i Sagen med Borge. Det maa altsaa, idetmindste for nogen Del, være Holm Hansens Skyld at denne Sag blev vunden.    Men da den Omstændighed, at denne Sag blev vunden, netop var Aarsag til at Kommunebestyrelsen lod reise Sag mod Thoresen, saa maa det altsaa kunne siges, at Holm Hansen paa den Maade har været en Medvirkende Aarsag til at Kommunebestyrelsen indlod sig i denne uheldige Proses.
 
   Havde Holm Hansen bare tabt Sagen med Borge, saa havde Kommunebestyrelsen ikke reist den ulyktelige Sag med Thoresen!
 
   Med denne Argumentation vil «Sandefjords Blad» kunne slaa mig. Den er rigtig og vel begrundet.
 
   «Sandefjords Blad» betegner det blandt andet, som Mangel paa «Sindsro» naar jeg har tilraadet og paa indstændig Anmodning derom har søgt at faa Forlig istand i Sagen mellem Sandefjords Kommune og Thoresen paa Virik.
  
   Bladet vilde altsaa have fundet at det havde vidnet om den rette «Sindsro» hos mig, om jeg havde afvist Medlem af Sandefjords Formandskab Misen, ognegtet at yde ham den Hjælp han perjpnlig i mit Hjem bad mig om. aa Bladet vilde altsaa videre have fundet, at det havde vidnet om den rette «Sindsro» hos mig, om jeg uden videre havde afvist Hr. Thoresen, da han, ligeledes i mit Hjem, henvendte sig til mig med Anmodning om at prøve at faa Forlig istand.
 
   Det er beklageligt; men paa den Maade faar jeg nok desværre: aldrig den «Sindsro» som den, «Sandefjords Blad» kræver og kan være tilfreds med.
 
   Derimod tænker jeg, at jeg skal have den «Sindsro» saa sjelden som muligt at forstyrre «Sindsroen» for «Sandefjors Blad».
 
   Men at det aldrig vil ske, tør jeg ikke love.
 
   Skulde jeg give et saadant Løfte til noget Blad, da maatte jeg have fuld Erfaring for at det var kommen saavidt, at det vor bleven en ganske almindelig Overbevisning hos Folk om vedkommende Blad, at det udelukkende kun betjente sig af Uefterretteligheder og Forvrængning, naar det skrev om politiske Modstandere.
 
Holm Hansen».
 
Denne saken om Hr Thoresen og Virikdammen utviklet seg videre og ble efterhvert til «Viriksaken» i Vestfold[cccxxxix] av 24 november 1894:
 
«Viriksagen.
 
   At Hr. Thoresen Viriks Sag mod Sandefjord Commune er bleven anvendt til et Valgnummer og for atkomme politiske Modstandere tillivs, er ikke videre heldigt, da det maa indrømmes af enhver, som kjender til Sagen, at der fra Communebestyrelsens Side er handlet efter bedste Skjøn, og uden at der kan lægges nogen noget tillast. Af de Mænd, som i 1891, da Hr. Thoresens Krav fremkom, sad i Communebestyrelsen, var der vistnok faa, som havde videre personligt Kjenskab til Vandforholdene ved Virik, men man vidste,at Overretten i Sagen mod Hr. Borge havde udtalt, at det efter det i den Sag oplyst saa ud til, at der heller flød mere Vand i Virikbækken efter Vandværkets Anlæg end før, og Hr. Toresens 16-aarige Undladelse af at fremsætte noget Krav skulde heller ikke gjøre det rimeligt, at han havde lidt noget Tab.
 
   Man fandt derfor ikke uden videre at kunne gaa ind paa at betale, og jeg hørte dengang blandt ældre Communemænd, med hvem jeg talte om Sagen, ikke mere end en Mening herom, nemlig at Hr. Thoresens Krav maalte være uberettiget og at man fik lade ham stævne, hvis han trøstede sig til det. Herom var Mænd af begge de politiske Partier enige. Som en Mand, der skulde kjende særdeles nøie tij Vandforholdene ved Bugaarden og Virik blev Hr. Holm Hansen fra flere Sider nævnt, og jeg henvendte mig derfor til ham med Anmodning om Oplysninger derom, (Hertil sigter Hr. Holm Hansen formodentelig, naar han taler om, at jeg skal have bedet ham om «Hjælp).
 
   Hr. Holm Hansen var meget beredvillig til at skaffe Oplysninger og sparede vist i den Henseende ingen Møie, hvorfor jeg tidligere har takket ham. Men naar han nu fremstiller sig som den, der har søgt at mægle Forlig, og nærmere, at Hr. Thoresen.skal have været villig til at forlige sig mod at faa 10 Kr. aarlig, maa jeg blot spørge: Hvorfor lod Hr. Holm Hansen ikke dette strax komme til min eller Formandskabets Kundskab, dersom han intresserede sig for Forlig? Thi saadant Forligstilbud fremkom ikke. – Dernæst siger Hr.Holm Hansen at Communebestyrelsen paa Forhaand burde have tænkt sig, at Hr. Thoresen havde «unge og stærke»
Vidner at føre frem.
 
   Hertil skal jeg bemærke, at det laa nærmere for Communebestyrelsen i 1891 at antage, at Hr. Borge under den af ham førte Proces havde fremført de Bevisligheder som overhovedet kunde skaffes fra den Side angaaende Vandforholdene. Endelig paastaar Hr. Holm Hansen, at Grunden til det uheldige Udfald ogsaa er «at Communebestyrelsens Mangel paa rigtig Forstaaelse har havt afgjørende Indflydelse paa selve Sagen og virket bestemmende paa dens Udfald, og at Sagen havde været vunden, hvis Communebestyrelsen ikke havde manglet Forstaaelse af Forholdene», men strax havde mødt Søgsmaalet paa den rette Maade. Nu ja, bagefter er alle kloge, og Hr. Holm Hansen ikke mindst. Men jeg tænker, at Communebestyrelsen af 1891 kan tage hans høie Grad af efterfølgende Klogskab med Ro. Saafremt Hr. Holm Hansen ved sine nysnævnte Udtalelser sigter til undertegnedes Arbeide med Sagen i Egenskab af Sagfører, skal jeg bemærke, at jeg gjerne skal se min Udførelse af Sagen bedømt af Sagkyndige, men at jeg ikke kan anerkjende Hr. Holm Hansen som saadan og heller ikke kan indlade mig paa nogen Avispolemik derom med han.
 
             Sandefjord, 23. Novbr. 1894.
                       Th. Miøen».
 
Man kan vel tenke seg at Holm Hansen ville reagere på Miøens innlegg, og det gjorde han allerede 28 november, i Sandefjords Tidende[cccxl]:
 
«Vandværkssagen.
 
   Jeg beklager meget, at jeg ikke kan undgaa at komme med Tilsvar til Hr. Overretssagfører Miøens Imødegaaelse her i Bladet for Lørdag. Hr. Miøen og jeg staar i et saa godt og personligt Forhold til hinanden, at jeg gjerne havde ønsket at kunde lade hans Imødegaaelse blive staaende uimodsagt.
 
   Da imidlertid mine Bemærkninger om Vandværksagen og vor Kommunebestyrelses Forhold til denne kun har været nødvendig Selvforsvar overfor gjentagne grundløse Overfald, som Høires Presseorgan gjorde paa mig under Valgkampen, saa haaber jeg, at Hr. Miøen vil finde det unskyndeligt, at jeg ikke frivillig lar mig ramme for at berede andre en Tilfresstillelse, men vedblivende værger mig og viser tilbage de fortsatte Forsøg, som, i Tilslutning til det nævnte Overfald, maatte blive gjorte paa at komme mig til livs.
 
   Det er ganske mærkeligt, hvorledes en uheldig Skjæbne undertiden ligesom forfølger en Mand i en enkelt Sag. Forklaringen er vel den, at «det ene Uheld trækker det andet efter sig». Men Historien kan undertiden komme til at tage sig noksaa besynderlig du, som nu f. Ex. Med Hr. Miøen i denne Vandværkssag med paafølgende Overfaldsbeskyldninger og Fortsættelser.
 
   Først fører Hr. Miøen – sikkert nok med stor Flid og Omsorg – denne Proces med Thoresen paa Virik og taber den – ikke fordi Processen maatte tabes; men fordi Hr. Miøen havde det Uheld ikke riktig at forstaa Forholdene og Modpartens Stilling til disse Forholde.
 
   Saa optræder Høires Presseorgan her under Valgkampen som Hr. Miøens og Kommunebestyrelsen defensor med Hensyn til den tabte Proces, idet Organet i 2 af sine Valgnummere overfalder mig og vil have overført paa mig Ansvaret for, at Hr. Miøen tabte Processen.
 
   Og nu tilsidst – efterat jeg har tilbagevist det nævnte Organs grundløse Overfald paa mig – nu kommer Hr. Miøen selv med noget, som vel maa være ment at være et Forsvar for ham og Kommunebestyrelsen, men som allerede i første Begyndelse istedet derfor tvertimod viser sig at være et Angreb paa mig, og det er Angreb ovenikjøbet som er stærkt i Slægt med det ofte nævnte vakre Overfald paa mig i Høires Presseorgan. Hr. Miøen begynder nemlig sin Imødegaaelse mod mig med følgende Udtalelse:
 
   «At Hr. Thoresen Viriks Sag mod Sandefjords Kommune er bleven benyttet til et Valgnummer og for at komme politiske Modstandere tillivs er ikke videre heldigt.»
 
   Det skulde efter denne Hr. Misens Bemærkning altsaa være mig, som har benyttet den nævnte Sag til et Valgnummer!
 
   Det er imidlertid saa uheldigt for Hr. Miøen, at det netop er hans eget og Høirepartiets Presseorgan, som har gjort dette, idet dette Organ i sine 2 Valgnummere overfaldt mig og vilde vælte over paa mig Ansvaret for den fatale Sag.
 
   Hvad mig angaar da har jeg aldrig enten offentligt eller privat ført nogen Kritik enten over Sandefjords Kommunebestyrelse eller Hr. Miøen. Navnlig har jeg heller ikke nu i Anledning Valget gjort dette.
 
   Den tabte Proces, Sandefjords Kommunebestyrelse og Hr. Misen har i denne Forbindelse ikke været i min Mund.
 
   Jeg synes nok derfor, at man burde havde ladet mig faa Lov til at leve i Fred og sparet mig for disse voldsomme Overfald og Angreb.
 
   Dette synes jeg, at jeg saa meget mere kunde have ventet, som en Færd om denne vel ikke kunde love til syvende og sidst at blive til nogen virkelig Fordel enten for Høirepartiet eller for Hr. Miøen selv eller for Sandefjords Kommunebestyrelse.
 
   Hr. Miæen fortsætter sin Imødegaaelse med videre at bemærke, at da Kravet fra Hr. Thoresen i 1891 fremkom, saa henvendte han sig foruden til mange andre ogsaa til mig om Oplysninger angaaende Vandforholdene ved Virikdammen, hvorhos Hr. Miøen antager, det maa være til denne Henvendelse om Oplysning, jeg sigter, naar jeg taler om, at han har søgt Hjælp hos mig.
 
   Disse Hr. Miøens Bemærkninger sætter mig i den høieste Forbauselse.
 
   Hvormange Hr. Miøen end raadførte sig med, da Kravet fra Hr. Thoresen i 1891 fremkom, – til mig henvendte han sig da ikke. Den Mand, som havde besørget det væsentligste i Sagen mod Borge – den Mand gik Hr. Miøen dengang forbi! Til mig kom Hr. Miøen nemlig først ud i Processen, da Hr. Thoresen allerede havde ført alle sine vigtigste Vidner.
 
   Saa gjaldt Hr. Miøens Henvendelse til mig heller ikke det, han siger, at saa meddelt Oplysninger om Vandforholdene ved Virikdammen. Hans Henvendelse var en Anmodning til mig om at forsøge at finde Modvidner for ham.
 
   Endelig, saa har jeg med min Be-mærkning om at have ydet Hr. Miøen Hjælp, selvfølgelig ikke sigtet til nogen Meddelelse af Oplysninger – som Hr. Misen vil give det Udseende af. Jeg har kun sigtet til virkelig udført Arbeide. Først til det ikke ubetydelige Arbeide, jeg havde med – efter Hr. Møiens Anmodning – at opsøge Vidner for ham; men dernæst ogsaa til adskilligt andet Arbeide som jeg – ligeledes ifølge Hr. Miøens Anmodning – udførte sor ham.
 
   Jeg kunde have mere at bemærke her; men de Oplysninger, som Høireorganets Overfald paa mig og Hr. Miøens Optræden nu har gjort nødvendige, har det været og er det saa lidet behageligt at fremkomme med, at jeg helst lader det blive med det mindst mulige.
 
   Hr. Miøen spørger videre, hvorfor jeg ikke lod det komme til hans og Formandskabets Kundskab, at Hr. Thoresen var villig til at forlige sig for 10 Kr. Aaret og tilføier, at noget sligt Tilbud ikke kom.
 
   Jeg skal indskrænke mig til at minde om, at jeg utrykkelig bemærkede, at det var da Hr. Thoresen uden videre var bleven afvist og Kommunebestyrelsen med sit Forsøg paa at komme til Forlig, at han udtalte dette. Det var altsaa, før Processen var begyndt. Jeg faar videre erindre om, at jeg ligeledes bemækede, at det var under Forudsætning af, at Søgsmaal kunde undgaaes, at Hr. Thoresen var villig til at indgaa saadant Forlig. Endelig skal jeg ogsaa tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde faaet nogen Anmodning af Thoresen om at søge at mægle Forlig for ham. Et Forsøg sra min Side paa den Tid vilde derfor have været en ukaldet Indblanding i Sagen – noget hvormed jeg selvfølgelig ikke vilde befatte mig.
 
   Da Hr. Miøens imødegaaelse lægger Skjul paa, at jeg senere under Sagen paa Hr. Thoresens Vegne henvendte mig til ham om Forlig, finder jeg at burde bemærke, at jeg i denne Anledning var hos Hr. Miøen flere Gange, samt at Hr. Miøen svarede, at han ikke troede, det vilde føre til noget at forelægge noget Tilbud om Forlig for Kommunebeskyrelsen, denne var aldeles bestemt paa ikke at ville give Hr Thoresen nogensomhelst Erstatning.
 
   Det var ogsaa i rigtig Opfatning af denne Kommunebestyrelsens Holdning, at Hr. Thoresen trak sig tilbage med Forsøg paa Forlig, idet han endog frygtede forat hans Forligstilbud kunde blive udnyttet mod ham under Processens Fortsættelse. Naar Hr. Miøen videre berører de Vidner, jeg har omtalt, som Kommunebestyrelsen paa Forhaand burde have tænkt sig ville blive førte, og han her foran Ordet Vidner sætter «unge og stærke» i Gaaseøinene, da vil jeg bare i Forbigaaende tillade mig at pege paa denne Skarpsindighed. At det kun er «Trykkeridjævelen» Hr. Miøen her har havt at bestille med, og at det skulde have staaet nye og stærke Vidner, – se det har han selvfølgeligt ikke havt nogen Anelse om.
 
 
   «Bagefter er alle kloge», siger Hr. Miøen – «og Hr. Holm Hansen allermest», lægger han til.
 
   Hvad Holm Hansen angaar, da var han tilstrækkelig klog paa alt, som er af Betydning for denne Sag længe før Hr Miøen fik nogen Befatning med disse Forholde.
 
   Hvad derimod angaar Sandefjords Kommunebestyrelse, da vilde det antagelig have været det rigtigste, om Hr. Miøen her havde gjort en Untagelse; thi det synes aabenbart, som om Kommunebestyrelsen ikke har været klogere nu end den var, da Processen begyndte.
 
   Havde Kommunebestyrelsen været klogere nu, da havde den appeleret Sagen. Naar Kommunebestyrelsen istedetfor at appelere, derimod har akkviseret ved Underretsdommen, saa har den dermed afskaaret sig enhver Adgang til at faa Sagen opigjen og prøvet paa et nyt Grundlag, paa hvilket den kunde været vunden.
 
   Ved Kommunebestyrelsens Undladelse af at appelere er da Sagen nu endelig og uigjenkaldelig tabt for Kommunen! Dog, dermed er endnu ikke alt tabt.
 
   Jeg kan nemlig i Fortrolighed meddele Hr. Miøen og Sandefjords Kommunebestyrelse, at der endnu findes en Vei, hvorpaa Kommunens Penge kan reddes! Da Hr. Misøen og Sandefjords Kommunebestyrelse imidlertid vel nødig vil have nogen «Hjælp» af mig – især nu, saa faar de prøve, om de ved egen Klogskab og Autoriteternes Bistand kan finde Veien.
 
   Skulde Forsøget mislykkes for dem, og de vil henvende sig til mig, skal jeg strax være til Tjeneste. Men det vil kun ske paa den Betingelse, at jeg faar Garanti for, at Veien ogsaa virkelig blir betraadt og fulgt.
 
Jeg har med mine Bemærkninger selvfølgelig aldrig sigtet til Hr. Miøens Arbeide med Sagen i Egenskab af Sagsører. Det Arbeide har vist været godt nok efter de Forudsætninger, hvormed det har været udført.  
 
   Jeg har væsentlig kun sigtet til det, som er gjort – til det, som man af Mangel paa Forstaaelse ikke har faaet med i Sagen.
 
   Og saa tilsidst en lidt mere personlig Bemærkning:
 
Hr. Miæen stiller sig i vakre og velvalgte Ord overlegen overfor mig og vil have sit Arbeide i Sagen bedømt kun af Autoriteter.
 
   Dersom Hr. Miæen hermed mener, at Autoriteterne af hans Procedure i Sagen vil kunne se, om Sagen fra først af ogsaa har været grebet rigtig an, og om der har været anvendt alle de Bevismidler som stod til Kommunens Raadighed, – da fryngter jeg meget for, at Hr. Misøen her begaar en Feiltagelse, som ikke burde begaaes af nogen Jurist.
 
Holm Hansen.
 
   Da Hr. Miøen har ladet sin Imødegaaelse indrykke i «Sandefjords Blad», anmoder jeg Bladet om ogsaa at indtage mit Tilsvar. Men det maa kun ske paa den Betingelse, at Tilsvaret indtages helt og sammenhængende, som det staar her
Skulde man imidlertid helst ønske, at Hr. Miøens Indlæg fik Lov til at staa uimodsagt i «Sandefjords Blads» Spalter – nu vel, da gjerne ogsaa det for mig.

H. H.»

Neste episode kom i Vestfold Fremtid[cccxli] 1 desember 1894:
 
«Viriksagen.
 
   Foranlediget ved Hr. Holm Hansens sidste Referat har jeg idag tilskrevet Førmandskabet saaledes:
 
   «Til Sandefjords Formandskaby»
 
   I «Vestfold» for 29de Novbr. staaer en Artikel, undertegnet Holm Hansen, hvori foruden en hel Del Skumlerier mod undertegnede avfvres, at uagtet Sandefjords Commune har tabt Sagen mod Hr. Thoresen, Virik, og dommen ikke længer kan appeleres, skal «endnu findes en vei, hvorpaa Communens Penge kan reddes». Han raader Communecbestyrelsen til at prøve, om den ved egen Klogskab og Autoriteternes Bistand kan finde Veien, og tilføier, at hvis det ikke skulde lykkes, skal han være til Tjeneste, dog kun paa den Betingelse, at han «faar Garanti for, at Veien ogsaa virkelig blir betraadt og befulgt».
 
Som den, der førte Sagen for Kommunen, tillader jeg mig at henlede det ærede Formandskabs Opmærksomhed paa det Inserat. Saafremt det deri anførte kan tages for en fornuftig Mands alvorlige Mening, og saafremt han ved at redde» Communens Penge forstaar en Ordning, hvorved Communen skulde slippe at betale Hr. Thoresen det idømte Beløb eller, hvis det er udbetalt, faa det tilbage, skal jeg bemærke, at Muligheden for, at dette kunde opnaaes, synes at maatte bero paa, om der af nogen, som har havt med Sagen at gjøre, er begaaet nogen Mislighed med Hensyn til Sagen, hvorved denne har faaet et for Communen heldigere Udfald, end den ellers vilde have faaet. Hvis nogen saadan Mislighed forelaa, maatte den formodes at medføre ikke alene Erstatningsansvar over Communen, men ogsaa Strafansvar for Vedkommende, og jeg tør derfor henstille til Formandskabet at bevirke, at Sagen i fornædent Fald bliver retslig undersøgt.
 
       Sandefjord, 1ste decbr. 1894
                               Ærbødigst
                               Th. Miøen
 
   Foreløbig kun dette Svar til Hr. Holm Hansens Inserat. Senere skal der maaske komme mere.
 
Th. M.»
 
Neste gang Holm Hansen kommer til syne er i en helt ny rolle, som oppfinner. Man leser i Sandefjords Blad[cccxlii] 3 januar 1895:
 
«Hr. Holm Hansens  
                   nye Opfindelse.
 
Hvad skal det blive til?
 
   Hr. Uhrmager Holm Hamsen, der i længere Tid har syslet med endel Opfinder-Projekter – uden at dog disse, saavidt vides, har ført til praktiske Resultater – har i den senere Tid med Iver kastet sig over et nyt Problem.
 
   Hr. Holm Hansen har nemlig søgt at sætte sammen en Maskine, hvorved den Masse Torv, der udvindes fra Myrerne heromkring, skulde ved en forholdsvis letvindt Behandling, hurtig kunne bringes i tør og udskibningsdygtig Stand.
 
   Naar man kjender til, hvilken Møie Torvtørringen volder Selskaberne, hvilke Tab en mislykket Tørring kan medføre, og hvorledes en hurtig, letvindt, fuldkommen Tørring forøger Varens Værdi og letter dens Afsætning, vil enhver lettelig indse, hvor overmaade betydningsfuld en praktisk Tørringsmaskine vilde blive.
 
   Imidlertid medfører Problemets Løsning en Række Vanskeligheder, som Hr. Holm Hansen visselig vil faa at føre – om han ikke allerede har det en haard Kamp mod. Torven er, som bekjendt, ligesaa righoldig paa Vand som den er sterk til at holde paa den, og den Opgave at faa Torven tørret i Maskine uden at udsætte den for en slig Varme, at den vil forbrændes, forekommer os noget broget.
 
   Det er os ogsaa bekjendt, at det gamle Selskab, disponeret ved Hr. Gullik Nielsen, Kamfjord, har ladt anstille Forsøg – tildels med de amerikanske Tobakstørringsmaskiner som Mønster – i samme Retning som Hr. Holm Hansen, men uden praktisk Nytte.
 
Hr. Holm Hansen skal ogsaa have tilbudt det gamle Selskab sin Opfindelse mod Forlangende af – efter Forlydende – 80,000 Kr., men paa «slige Betingelser, at han mødte Afslag.
 
   Med Agent Albert Lundgvist, Tønsbeug, i Spidsen skal nu være dannet væsentlig ved engelsk Kapital et nyt Selskab, i hvis Tjeneste Hr. Holm Hansen og hans Opfindelse er tagen – uden at vi dog er bekjendt med de nærmere Betingelser.
 
   Fremtiden vil da vise, om Hr. Holm Hanfen faar Held med sin nye Maskine. Han har ialfald dennegang det Fortrin, at hans Stræben dreier sig om en nyttig og økonømisk betydningsful «Opgave i velgjørende Modsætning hans tidligere Syslen med bl. a. et umuligt perpetum mobile-Projekt.
 
    Vi ønsker den virksomme gamle Herre alt Held med sit nye Foretagende, hvis lykkelige Udgang vi imødeser med Haab, om end ikke med nogen egentlig sterk Tro, idet Opgaven, som anført, byder paa en Række Vanskeligheder».
 
Men vannverksaken var ikke død!
 
Allerede 15 januar 1895 fikk man en ny episode, denne gangen i Sandefjords Blad[cccxliii]:
 
«Vandverkssagen.
 
   Hr. Holm Hansens Organ havde forleden – d. 5te ds. – en Betragtning over Vandverkssagen, som klarere end Bladets tidligere Produkter i samme Anledning aabenbarer, hvor egentlig de Herrer, vil hen, som har skabt Vind om denne Sag,
 
   Det siger sig selv, at Bladet befatter sig mindre med de Ting, som var Aarsag i Sagens Opkomst. Det er ikke formaalstjenligt og kunde let bevirke, at Læsernes Opmerksomhed fæstede sig ved andre Ting end dem, Bladet netop vil have merkede og beskyldt.
 
   Saaledes hører vi lidet om, at Virikdammens Eier ikke blev tilsagt, dengang Expropriationerne foretoges ved Vandverkets Anlæg. Det er jo ogsaa saa længe siden, det skede; men ikke destomindre har vi denne Forsømmelse, at takke for, at Sandefjords Kommune fik Klus og store Udgifter.
 
   Det synes derhos at være magtpaaliggende for «Vestfold» at skjule, at dengang Spørgsmaalet blev forelagt Kommunebestyrelsen, hvorvidt der skulde anlægges Sag mod Thoresen, Virik eller ikke, da sad der i Styret jallefald en Mand, som stod Hr. Holm Hansen meget nær, og han baade talte og stemte for Anlæggelse af Sag. Hvor var Holm Hansen og de merkelige Oplysninger dengang?
 
   Men «Vestfold har ikke Brug for deslige Ting. Hovedsagen for Bladet og vel ogsaa for Holm Hansen er at komme den nuværende Kommunebestyrelse samt Hr. Saagfører Miøen tillivs, og da trænges andre Veie og andre Oplysninger. – Der faldt et Ord ved Venstres Prøvevalg ihæst, som er vel skikket til at kaste Lys over Planerne. En af Lederne udtalte, at nu maatte Venstre arbeide Dag og Nat forat kuldkaste det trykkende «Høirestyre» i Byen. Og i det Øiemed er det altsaa, at denne Sag, som har sin Rod længst tilbage i Tiden, skal bruges som Vaaben mod den nuværende Kommunebestyrelse.
 
   Siden «Vestfold» gjør Kapital af Holm Hansens Skrivelser til Formandskahet, har Publikum faa nyde deres Beskuelse paa nært Hold. De er udmerkede til alt undtagen til at faa Forstand af.
 
   I sin første Skrivelse dateret 14de Dechr. fortæller Holm Hansen, at en Konduktørforretning maa foretages over Bugaards- og Virikdammens Nedslagsfelter. Ledelsen af denne Forretning maatte lægges i Holm Hansens Haand, og den var saa vigtig, at «uden en slig Konduktærforretning bliver afholdt er alle andre Oplysninger unyttige».
 
   Samme Dag – muligens nogle Timer – senere sender Holm Hansen en ny Skrivelse til Formandskabet, i hvilken han frafalder hele Konduktørforretningen og foreslaar at der nedsættes en Tremandskomite, til hvilken Holm Hansen afgiver alle Oplysninger paa en Gang ledsaget af Forklaringer etc. Denne «kommunale» Komite skulde vælges af Holm Hansen alene. 2 af dens Medlemmer fik Kommunebestyrelsen godhedsfuldt kjende paa Forhaand, den 3die, Sagføreren, forbeboldt Holm Hansen sig at overraske med, naar Beslutningen var fattet. – Hvem der skulde betale Sagføreren og Holm Hansen samt de andre, som fik Bryderi med Sagen, indeholdt Skrivelsen ingen Oplysning om.
 
I Sandhed, som «Vestfold» siger, «et overmaade greit og sundt Forslag. Det byder Garantie» i alle Retninger og burde derfor været modtat med Taknemlighed og Tillid af Byens Repræsentanter».
 
   Og dog findes der saa frække Indvaanere af Sandefjords By, at man tillader sig at anmode «Vestfold» at fortælle, hvor her findes «Klarhed», «Sundhed» og «Garantier»? Der er endog dem, som spørger efter, hvor her findes «Forstand?
 
   En Entkeltmand kommer og fortæller, at han har Oplysninger, som kan tilintetgjøre Følgerne af en velført, men tabt Proces. Han forelægger saa Formandskabet den eneste Vei, man har at gaa (Konduktørforretningen) men frafalder allerede samme Dag hele Veien og og foreslaar en ny: Nedsættelse af en Komite- valgt af ham selv. Tillidsvækkende, ikke sandt? – Binder derpaa et forsvarligt Bind for Kommunebestyrelsens Øine og rækker den Visdommens Finger med de Ord: Følg nu mig ihvor jeg gaar! Sundhed, Klarhed, ja Garantier i alle Retninger, ikke sandt?
 
   Og hvilket Skuespil! Holm Hansen foran med de hemmelige Oplysninger, efterpaa en blindet slæbende Kommunebestyrelse paa 28 Mand hængende i en naadigst udrakt Finger (Komiteen). Og hvorhen?
 
   Til en ny Sag med nye Sagførere og nye Omkostninger?
 
   Ingen ved noget.
 
   Til en storartet kommunal Fiasco med Følger for Nutid og Fremtid?
 
   Ingen ved.
 
   Betingelserne for det hele er: intet at vide. Som man «ser, «Llarhed. og «Garantier» i alle Retninger!
 
   Det maa indrømmes, at denne Tilstelning yder Holm Hansen, «fornæden Betryggelse», hvilken han ogsaa sees at lægge stor Vegt paa paa i sin 2den Skrivelse. Dog skimtes en Frygt
for, at Forslaget ikke skal blive afvist. Det er kunde nemlig tænkes at Kommunebestyrelsen vilde spille ham det Puds at modtage Tilhudet og da var alt Haab ude. Han tilføier derfor i Slutningen af anden Skrivelse, at «Jeg (Holm Hansen) skal have Ret til at lede og kontrollere de Skridt, Kommunebestyrelsen i Sagens Anledning maatte komme til at foretage».
 
   Nu var alle Farer afværget. Ingen Kommunebestyrelse i Verden turde indlade sig paa slige Ulovligheder som at lægge sin Kontrol og Ledelse i en Enkeltmands Hænder, og dermed var ogsaa Følgerne af det ubesindige Ord om «Oplysninger» døde.
 
   Tilbage stod nu kun at lade «Vestfold» synge ud om den umulige Kommunehestyrelse og saa – agere overlegen.
 
   Alle maa imidlertid enes om saadan Kjendelse:
 
    1. Holm Hansen fandt en brugbar Retræt fra sin for ham farlige Udfaldspost mod Kommunebestyrelsen og Hr. Miøen.
 
    1. Det er smaat og simpelt Stel at fare med Skumlerier mod hæderlige og dygtige Mænd for derved at skaffe Fremgang for et upopulært Partistyre, der ikke orker frem i ærbar Kamp.
 
Kommunemand».
 
Allerede 19 januar hører man fra «Kommunemand» igjen, i Sandefjords Blads spalter[cccxliv]:
 
«Vandverkssagen.
 
   Den, som kjender en Smule til det journalistiske Barometer, har vist allerede forstaaet, hvordan Lufttrykket fortiden er i de «Vestfoldske» Kredse. Den uoverveiede Manøvre at bruge en upartisk Kommunesag som Vaaben mod politiske Modstandere trækker sig nu sammen til en mørk og ildevarslende Sky over Angribernes eget Hoved. Og som man selv reder, faar man bestandig Lov til at ligge.
 
   Meningen med de forrige Bemerkninger var ikke just saadan med en Gang at faa «Vestfold» til at tabe Hovedet. Jeg gjemte lidt til senere Behov ogsaa, men det ser ud, som Bladet allerede har faaet mere end nok. Hidsigheden er der allerede. –- Man leder forgjæves efter et eneste sagligt Holdepunkt i det lange, frasefyldte Tilsvar, men da der i dette tilrettelægges en ny Anledning til Afsløring af Bladets og Holm Hansens Forhold i denne Sag, har Skatteyderne Krav paa, at denne bliver benyttet.
 
   Vi griber først «Vestfold» i den Uefterrettelig, at det tillæger «Sandefjords Blads» Mænd Æren for denne Sags upaakrævede Opmerksomhed. Hvis ikke Bladet er fremmed for sine egne Mænd maa det vide, at disse før Valget i Høst gik omkring dels i Husene og dels paa Gader og Veie smaasnakkende om, at nu havde Kommunebestyrelsen ogsaa skaffet Byen denne store og unødige Udgift. Alt i største Stilhed naturligvis.
 
   Denne hemmelige Virksomhed «skabte Vind om Sagen» og gjorde den snart til et staaende Samtaleemne i Byen.
 
   At «Sandefjords Blad» skred ind her for aabent og greit at lægge Sagen tilrette for Vælgerne, fortjener kun Ros. Her var intet at skjule eller stikke under Stolen, men det kan se ud, som «Vestfold» helst havde ønsket, at Sagen kun var bleven drøftet i Hemmelighed.
 
   Bladet kjører naturligvis kvikt forbi Grundaarsagen til Vandverksagens Opkomst. At Virikdammens Eier ikke blev varslet ved den første Expropriation, det bryr ikke «Vestfold» sig om. «Kommunemanden» faar gjøre op den Ting med den daværende Kommunebestyrelse! Ja, den der kunde springe saa let fra et.væ sen tligt Argument!
 
   Men saa kommer vi til det egentlige Knudepunkt, som «Vestfold» kalder «Nøddens Kjærne». Den bestaar deri «at den nuværende Kommunebestyrelse gik til en Proces, om hvilken det siden er forklaret, at den maatte tabes». Her skal intet Forsøg paa at vride sig unna lykkes, siger Bladet. – Det var ønskeligt, om saa var Tilfældet, men «Vestfold» vil først faa Erfaring om, hvor slemt det er at staa der.
 
   Den nuværende Kommunehbestyrelse har for det første slet ikke gaaet til nogen Proces med Thorsen Virik. Det var Kommunebestyrelsen i 1891 som gjorde det. Dernæst kan oplyses, at to af Venstres første Tillidsmænd D’hrr. Grøn og A.  H. Nilsen var dengang med og talte og voterede for Optagelse af Sag. –- Tror «Vestfold», at disse Mænd var med paa noget, som de nu vil søge at stikke under Stolen?
 
   Stille nu «Vestfold»! Intet Forsøg paa at vri sig unda! Det er altsaa en Kjendsgjerning, at Venstre- som Høiremænd var enige dengang om at optage Sag. At denne maatte tabes har ingen Meningsberettiget sagt, saa hvis Bladet har set eller hørt det nogetsteds, saa er det uden Betydning.
 
   Det er forresten altfor drøit at beskylde Mænd som Grøn og Nilsen forat have givet sin Stemme til en Sag, som maatte tabes.
 
   Imidlertid siger «Vestfold» og Holm Hansen noget andet ogsaa. De paastaar, at hvis Sagen var grebet rigtig an – eller oversat: var lagt i Holm Hansens Hænder – han, som som vandt Sagen med Borge(!) – saa skulde Udfaldet været anderledes. Kommunen skulde vundet. Men kjære „Vestfold» Holm Hansen og allesammen! Sagen maatte ikke tabes alligevel da jo! Der blev bare brugt feil Sagfører nemlig Hr. Miøen istedetfor Holm Hansen! Dette ser ud! Men nu ved Skatteyderne om det, siger «Vestfold», og da kommer vel Straffen efterpaa.
 
   Den lille Vits om, at Kommunen maa takke til, for at den undgik Mulkt for unødig Trætte, passer ikke, thi det var Thoresen og ikke Kommunen, som anlagde Sagen.
 
   Et andet Sted skimter det igjennem i Tilsvaret, at Holm Hansens Oplysninger muligens kunde foranledige ny Sag. Nogle Linjer nedenfor spørger dog samme Blad, om vi ikke har faaet Lærepenge nok i denne ene! – Ved Bladet, hvor slig Snak hører hjemme?
 
   Der kunde plukkes mange saadanne Liljer i tidtnævnte Opsæt, men de faar være. Jeg skal kun se lidt paa den sidste Redningsplanke, hvortil «Vestfold» klynger Holm Hansens Vandverksfostre. Det var Ordføreren og A. H. Nilsen, man skulde betro sig til, siger Bladet. Altsaa ikke Holm Hansen. Det mener altsaa, at den sidstnævnte ikke byder nogen Garanti.
 
Hvad de nævnte Herrer angaar, saa er deres Dygtighed og kommunale Indsigt baade kjendt og skattet, saa det er overflødigt ved denne Leilighed at stelle istand Bevis for samme; men hvad det her gjelder, er den uhørte Ting, at en Enkeltmand byder en Kommunebestyrelse det Forslag, at den skal nedsætte en Komite paa hans Ord, vælge de Mænd, som han udpeger og endelig lægge hele Komiteens og Kommunens Ledelse i hans Haand. Heri ligger det umulige og latterlige i Holm Hansens Forslag.
 
   I hvilken Retning skal den Komite arbeide, siden Sagføreren først efterpaa skal blive aabenbaret?
 
   Ingen bed noget. Hvor langt og hvor kostbart vil Komiteens Arbeide blive, inden Holm Hansen finder Tiden beleilig til at meddele sine «Oplysninger?».
 
   Ingen ved noget. Han kan for den Sags Skyld holde Komiteen gaaende i Aarevis med Fortjeneste baade for sig og andre. Kommunen faar betale.
 
   Af hvilken Karakter er de belovede Oplysninger, siden Holm Hansen ikke tør lade Kommebestyrelsen faa dem til Prøvelse inden den fatter nogen Beslutning?
 
   Ingen ved noget.
  
   Det værste af alt er dog den Side af Sagen, som «Vestfold» klogelig gaar forbi fuldstændig taus. Den forlangte Ledelse og Kontrol. – Loven siger; at Ordfæreren skal lede Kommunebestyrelsens Forhandlinger, ikke Holm Hansen. Loven siger videre, at Amtet og Departementet skal kontrollere disse Forhandlinger, ikke Holm Hansen. Maa man saa ikke spørge: Hvor findes her Forstand?
 
   Jeg havde tænkt at spare «Vestfold» og særlig Holm Hansen for et Referat af Magistratens Udtalelse i denne Anledning, men efter Bladets gjentagende Udfordringer maa det altsaa ske. Magistraten udtalte nemlig flere Gange for aabne Døre, at den eneste Grund hvorfor han ønskede Sagen fremmet var, at al Verden burde faa se, at Holm Hansens «Oplysninger» var hvad han troede, de var, nemlig noget stort «Tul». Han talte for Forslaget, ikke sandt?
 
   Der var flere Repræsentanter, som ogsaa af samme Grund skulde ønske Sagen fremmet, men Hensynet til deres ansvarlige Stilling ligeoverfor Skatteyderne nægtede dem at gaa med paa denslags Experimenter.
 
Kommunemand».
 
Torsdag 24 januar 1895 kommer et nytt innlegg i Sandefjords Blad[cccxlv], denne gangen fra pseudonymet «Krydser», som nok ironiserer noen:
 
«Vandverks-
           betragtninger.
 
   Det var da et svare spetakkel, I holder dernede i eders gode stad, Sandefjord, angaaende det vand, der ikke har faaet lov til at flyde i Virikbækken, – eller rettere om følgerne af, at I engang har været saa ubesindige at gribe forstyrrende ind i naturens husholdning. Der kunde være mangt og meget for en krydser at gjøre sig lystig over i denne sag; men jeg skal nu ikke yderligere opirre eder, da jeg synes, I allerede og Holm Hansen ikke mindst har faaet nok før.
 
   Hvad jeg derimod tilsigter med disse linjer er at vise eder deN store grundfeil, der er aarsag i det hele og tillige henlede eders opmerksomhed paa sig: nærmende yderligere gjenvordigheder, for at I kan staa rustede til at mod tage disse standsmæssigt.
 
   Som I vistnok ved eller ialfald burde vide, kan ingen ustraffet forsynde sig mod naturens love og bestemmelser. Og da det er soleklart, at Mobækken er bestemt til at forsyne Sandefjord med vand og ikke til kloak, og at ligeledes Bugaardsdammens 3 vande er bestemt til at drive mølle og sagbrug, saa mener jeg, at Sandefjord har begaaet eu saadan forsyndelse som nævnt, og særlig mener jeg, at Holm Hansen har meget paa sin samvittighed, da han saavidt erindres var den første, der ialfald offentlig nævnte Bugaardsdammen som passende sted for Sandefjords vandverk.
 
   Thoresen Virik har nu faaet sig tilkjendt erstatning for det tab, han har lidt; men hvis I tror, at det dermed vil være Slut, saa tager I vistnok høilig feil. Hvis I havde holdt eder til det vand, som naturen har bestemt for eder, saa vilde der nu uden tvivl baade paa paa Bugaarden og Virik staaet tidsmæssige møllebrug, noget der høilig tiltrængtes i Sandeherred; men som det nu er, maa Sandeherreds bønder med stort tidsspilde og omkostninger reise den lange vei til Hagnes eller Melsom for at faa sit korn formalet, et i sandhed ikke lidet tab for disse. Om man kun gjør regning paa, at 100 bønder vilde have faaet sit korn formalet paa Bugaarden og Virik hver aar, og man kun sætter deres tab ved nu at reise den nævnte lange vei for at faa dette gjort til kr. 10 aarlig for hver, saa vil dette alligevel blive kr. 1000 aarlig og representere en kapital af 20 a 25 tusinde kroner, et beløb, som Sandefjord ved et eventuelt sagsanlæg efter min mening vil blive dømt til at betale.
 
   Kunde jeg enda trøste eder med, at det dermed vilde have en ende, saa var det alligevel godt, synes jeg! men saa heldigt er det desværre ikke, jeg øiner endnu en gjenvordighed til, som jeg eNdog haaber vil komme i en nær fremtid. Om nogle faa aar vil der jo paa brændevinssamlagets dør staa et stort
spørgsmaalstegn. Spørgsmaalet om at være eller ikke være vil da blive afgjort (i al fortrolighed sagt ser jeg helst, det sidste sker). Hvis nu dette, som jeg tror gaar igjennem, saa vil utvilsomt vandforbruget stige i en høi grad ikke alene, fordi folk da vil blive nødt til at drikke mere vand; men ogsaa fordi edruelighed befordrer orden og renlighed og som følge deraf et langt større vandforbrug. Der er da, mener jeg, al sandsynlighed for, at der ikke vil komme noget vand i Virikbækken, og saa mener jeg, at Thoresen Virik atter har retmæssigt krav paa yderligere erstatning af Sandefjords kommune.
 
   Dette er nu mine tanker om det meget omstridte vandverksspørgsmaal, men til beroligelse for de af byens indvaanere, der maatte være nervøse, skal jeg dog til slutning afgive den erklæring, at jeg ikke er jurist, men
Krydser».
 
En skrivelse fra Holm Hansen ble tatt opp i kommunen i begynnelsen av februar, forteller Sandefjords Blad[cccxlvi]:
 
«Viriksagen.
 Skrivelse fra Holm Hansen forelaa og oplæstes. Den indeholdt kun en Fastholden af tidligere «Tilbud» med «Betingelser». Dens Behandling udsattes».
 
Martha Holm Hansen var efterhvert aktiv i foreningslivet i Sandefjord, også som foredrags holder, slik det går frem av en annonse i Sandefjords Blad[cccxlvii] 12 februar 1895:
 
 
Ved ligningen[cccxlviii] for 1895 ble Holm Hansens inntekt anslått til 500 kroner, og han skulle betale kr. 3,22 i skatt.
 
Så skulle det være kommunemøte igjen, skriver Sandefjords Blad[cccxlix] 9 april:
 
«Repræsentantmøde
  
   afholdes paa Raadhuset Tirsdag den 16de ds. Kl. 4) ½ Eftm. til Behandling af følgende Sager:
 
      1. Formandskabets Forslag til Decision af Havnekasseregnskabet for
      2. Angaaende Ydelse af Bidrag til foreslaaede Jernbaneanlæg her i Amtet;
      3. Angaaende Expropriation af Fortoug langs Jernbaneveien til fornyet Behandling.
      4. Angaaende Udbedring af Hjertnæsbækken.
      5. Andragende fra Kommunerevision-mn om Lønsforhøielse.. 6. Andragende fra Enkefru Amalie Jacobsen om Etkftergivelse af Byskat.
      6. Angaaende Spørgsmaalet om fri Kjørevei til Brydes Isdam. 8. Skrivelse fra Holm Hansen af 3de Jannar
   Documenterne ere udlagte til Eftersyn.
 
Sandefjords Formandskab 6te April 1895.
               Jul. Christensen,
                   Ordfører».
 
Dermed var det altså tid for flere omdreininger i vannverkssaken her gjengitt fra Sandefjords Blad[cccl] 23 april 1895:
 
«Fra Repræsentantmødet.
 
(Slutn.).
 
Holm Hansens Skrivelse.
 
   Efterat Ordføreren havde refereret Skrivelsen forlangte Kraft Ordet. Han havde talt personlig med Hansen, men kunde intet erfare om Sagens Realitet. Derimod havde Hr. Hansen erklæret sig villig til at godkjende saadan Beslutning:
 
   «Der nedsættes en Kommite bestaaende af dHrr. Ordfører Doktor Christensen, Skolebestyrer A. H. Nilsen og en Jurist valgt af Hr. Holm Hansen. Til denne Kommite meddeler Hr. Holm Hansen alle Oplysninger vedkummende Sagen. Juristen forfatter derpaa en Betænkning over de til Kommiteen givne Oplysninger, hvorefter de øvrige Medlemmer afgir en Indstilling til Kommunestyret. Til Bestridelse af Udgifter ved Kommiteens Brbeide bevilges et Beløb af indtil 100 Kroner.»
 
   Tal. vilde give Forslaget sin fulde Tilslutning. Magistraten vilde ogsaa anbefale, at dette Forslag blev vedtaget. Sagen havde vakt en vis Opmerksomhed, og Kommunebestyrelsen burde give Holm Hansen Anledning til at lægge sine Kort paa Bordet. Personlig troede Tal. intet paa disse Oplysningers Værd, men der maatte gjøres noget for at stoppe det Folkesnak, som er opkommet i Anledning denne Sag.
 
   Linaae, var ikke villig til at stemme for en saadan Kommite, men han fandt det mindre stemmende med Kommunebesryrelsens Værdighed, at det overlodes til Hr. Hansen at vælge Juristen. Hr. Kraft havde nævnt noget om Part og Modpart i Sagen. Var dette saa at forstaa, at Holm Hansen i denne Anledning optraadte som Kontrapart ligeoverfor Sandefjords Kommunebestyrelse, saa fandt Tal. det ligefrem betænkelig at lade Hr. Hansen besætte den juridiske Plads i Kommiteen.
 
   Kraft havde ikke ligefrem nævnt Part og Modpart. Det var væsentlig med Hensyn til Sagens Behandling
i Aviserne, at Tal. troede Forholdet maatte betegnes som enslags Part og Modpart.
 
   Testman kunde ikke begribe, at det tjente til noget at røre mere med denne Sag. Processen er utvivlsomt ført baade dygtigt og samvittighedsfuldt og Dommen er falden og vedtagen af Kommunen; hvad kan saa forandre Sagen, uden at vi atter maa begive os igang med Proces? Tal. vilde stemme imod Forslaget.
 
   Ordføreren havde heller ingen anden Frygt for at gaa med paa Forslaget end netop denne, at vi muligens kunne glide ind i en ny Proces. Det var ikke sagt, at «Oplysningerne» var saa greie og overskuelige, som enkelte synes at mene. Kommer saa en indviklet juridisk Betænkning til at ligge som Grundlag for Kommunebestyrelsens videre Afgjørelser, saa staar vi – før vi ved af det – midt oppe i nye Viderværdigheder vedkommende Viriksagen, som kan blive baade langvarige og kostbare. Tal. kunde ikke gaa med paa disse tvilsomme Experimenter.
 
    1. S. Iversen: Jeg synes nok at kunne forstaa, hvorfor Holm Hansen vil have nedsat denne Komite. Hvis han skulle meddele Oplysningerne direkte til Kommunebestyrelsen, saa tænker han sig vel, at en eller anden kunde være uforsigtig og røbe Hemmeligheden og saaledes forkludre Sagen. I en Tremandskomite er det lettere at iagttage Taushed. Dernest saa synes han vel, at han ikke føler sig ganske tryg, undtagen han selv faar udvælge Juristen. Han vil have en Mand, som han tror forstaar Sagen og som kan give den et godt Udfald for sig. Jeg forstaar dette. Jeg synes hellerikke at Prisen er stor, 100 Kr. maa vi kunne ofre for at faa Pengene vore igjen, og faar vi dem ikke igjen, nu ja, saa faar det være da! Imidlertid har vi gjort, hvad vi kan for at være imødekommende. Jeg vil virkelig stemme for Forslaget jeg.
 

J. Linaae kunde ogsaa som tidligere udtalt være med paa at nedsætte Kommiteen; men han fandt det rigtigst, at en udenfor Sagen valgte Juristen. Kunde ikke Magistraten gjøre det?

 

G. Sørensen: Det kan ikke negtes, at det idag foreliggende Forslag har en mere antagelig Form, end de, som Hr. Hansen tidligere har budt Kommunebestyrelsen. Han frafalder jo Kravet paa selv at lede og kontrollere Kommunebestyrelsens videre Bestemmelser i denne Sag – et Krav, som Tal. fandt ikke alene uværdigt men ulovligt at efterkomme – og da har vi kun Bevilgningsspørgsmaalet igjen. Flere Talere har nævnt, at de gaar med paa Bevilgningen, trods de ikke har den mindste Tro paa de bebudede Oplysninger. Det skeede for at standse «Folkesnakket». Men kan det da gaa an, at vi her bevilger Penge af Kommunens Midler til at standse Folkesnak med? Det kunde føre til underlige Konsekventser. Herrerne maatte virkelig mene, at der var noget ved «Oplysningerne», og da var det rigtig, at de stemte for. Tal. kunde imidlertid ikke faa det Syn paa Sagen og var saaledes inod hele Forslaget.

 
   Abr. Andersen var enig i, at man ikke uden videre skulle bevilge Pengene for Folkesnakkets Skyld. Hvis Hansens Oplysninger bringer noget Resultat, saa kan vi godtgjøre Udgifterne, ellers ikke.
 
   Kraft: Dette var dog altfor haardt. Hansen maatte faa godtgjort de midlertidige Udlæg, hvilket Udfald Sagen end maatte faa.
 
   Magistraten kunde ikke paatage sig at vælge den omhandlede Jurist.
 
   Linaae: Saa maa Amtmanden kunne gjøre det.
 
   Windingstad vilde støtte Linaaes Forslag. Det var ikke afveien, om man nedsatte en saadan Kommite for at være imødekommende, og lod Amtmanden vælge det juridiske Medlem. Troede Sagen kunde ordnes paa den Maade.
 
   Som tidligere refereret vedtoges det ved Kraft fremsatte Forslag med 14 mod 7 St. – Repræsentanten Sørensen havde forladt Mødet før Afstemningen».
 
 
Allerede 30 april samme år er Holm Hansen nevnt i Sandefjords Blad[cccli] igjen, men denne gangen er sammenhengen en helt annen:
 
«Sandefjords
                     Arbeidersamfund – radikal.
 
   En nylig indflyttet Kristiania-Mekaniker, Edvardsen, frembragte i Arbeidersamfundets Møde isøndags Forslag om, at Foreningen skulle anskaffe sig Flag og at dette Flag skulle være «rent». Man kunde troet, at et sligt meningsløst Forslag uden videre var blevet nedvoteret eller henlagt, men til áäIleres store Forbauselse træder Kæmneren og Holm Hansen srem og taler Mekanikerens Sag. De vilde have «rent» Flag i den upolitiske Arbeiderforening! Men dette gik for vidt selv for fremstaaende Venstremænd inden Foreningen. D’Hrr. Kristofer Andersen og L. Sørensen tog saaledes Ordet for, at man ikke burde anskaffe nogetsomhelst Slags Flag nu, saalænge Flagspørgsmaalet er saa brændende som hos os. Men det var for døve Øren. Den socialistiske Mekaniker og Brødrene Hansen fik Forslaget iglennem med 16 mod 11 Stemmer.
 
   Forat fjerne enhver Tvivl om i hvilken Retning, Foreningen for Fremtiden skulle ledes, besluttede den samme lille Majoritet, at Arbeiderforeningen under sit «rene» Flag skal deltage i Radikalernes Demonstrationstog den 17de Mai.
 
Hvis disse Beslutninger ere gyldige – der er nemlig Flere som mener, at saadanne Sager maa afgjøres paa en Generalforsamling – men hvis Beslutningerne er lovmedholdige, saa ophører naturligvis fra samme Stund vedkommende Arbeiderforening at existere som saadan. Ikke alene de konservative og moderate Medlemmer, men til og med Venstremænd er bestemte paa at forlade «Samfundet» i Tilfælde Beslutningerne opretholdes. De gjenværende Radikalere staar da som en liden politisk Klub ledet af O. «K H. Hansen og Mekanikeren.
 
Vi vil ikke undlade at sætte Fingeren paa den Joreteelse – som vistnok ogsaa allerede har vakt almindelig Opmærksomhed – at to af Stedets mest betroede Venstremænd gaar hen sammen med en nylig indflyttet Socialist og sprænger Arbeiderforeningen ved ligefremme partipolitiske Operationer. Det er noget, som giver Grund til forskjellige Betragtninger.
 
Dernæst dil vi ikke undlade at fremholde, at der er meget som taler for, at man nu bør gaa til Dannelse af en ny, upolitisk Arbeiderforening for Sandefjord. De ovenfor refererede Begivenheder godtgjør tilfulde, at den gamle Forening har udspillet sin Rolle og – selv om vedkommende Beslutninger ikke træder ikraft – vil den aldrig herefter kunne byde paa den Tillid, som er en væsentlig Betingelse for en Institution, der skal samle saa mange forskjelligartede Ellementer, som en Arbeiderforening».
 
Uansett, Holm Hansen var ikke villig til å slippe vannverkssaken, og lørdag 11 mai 1895 er han tilbake i Sandefjords Blads spalter:
 
«       Til
   Redaktionen af «Sandefjords Blad».
 
   Deres Blad søger vedblivende at opretholde urigtige og ufordelagtige Forestillinger om mig med »Vandværkssagen» og perpetum mobilø.
 
   Lad mig en Gang faa Lov at meddele Deres Blads Læsere, at hvad «Vandværkssagen» angaar, saa har Sandefjords Kommunebestyrelse gaaet ind paa at modtage de af mig tilbudte Oplysninger – falde paa Knæ for Holm Hansen, som «Sandefjords Blad» eggende har kaldt det –- trods Herrernes ufortrødne Arbeide for et modsat Resultat.
 
   Om Herrerne vil faa mere Ære og Glæde af dette sit Stræv, naar mine Oplysninger foreligger, end de hidtil har havt, vil Tiden vise. Med Hensyn til perpetum mobile, da bestaar mit store Arbeide hermed deri, at jeg gjennem Aarene har været en søgt Konsulent for Personer, der har befattet sig med dette Problem. Jeg tør nok sige, at jeg har reddet Tid og Penge for mange af disse Opfindere og kanske ogsaa Forstanden for nogle. Lad mig tilføie, at samtlige disse Opfindere af perpetum mobile er Høiremænd og at deres Navne er til Tjeneste, om man skulde ville have dem i Bladet.
 
– Det, de har gjort. er jo «ingen Forbrydelse.
 
Ærbødigst
 Holm Hansen».
 
Hvortil Sandefjords Blad[ccclii] hadde denne kommentaren:
 
   «Ovenstaaende Indsendt fra Hr. Holm Hansen, indløbet idag (Lørdag) Form., medens den ordinære Redaktion tilfældigvis er fraværende, har man ikke villet undlade Optagelsen af allerede idag.
 
   Idet det saaledes maa forbeholdes senere at komme tilbage til Hr. Hansens ovenstaaende, vil man ikke allerede idag tilbageholde, at Almenheden ligesaalidt som Flesteparten inden Kommunebestyrelsen har havt eller har nogen Tro paa Hr. Hansens hemmelige Vandværksplaner. Fleres Stemmegivning i den Sag, efter hvad man nu ved, skal nemlig være baseret paa alt andet end Tillid til Hr. Hansen isaahenseende; dermed burde endog Hr. Hansen ikke være ubekjendt.
 
   Hr. Hansens Oplysninger om sin Befatning med perpetum (skal være perpetuum) mobile-Spekulationer maa vi sige undrer os noget; de stride nemlig fuldstændig med, hvad der har været almindelig Opfatning over hele Byen og i lange Tider. Men kanske Hr. Hansen nu har opgivet sine engang havte Spekulationer i perpetuum morbile-Veien?
 
At Flere, som det oplyses af ham selv, i denne vistnok høist problematiske Materie specielt har henvendt sig til ham, skulde imidlertid helst tyde paa, at han var anseet som en Autoritet i denne».
 
Sandefjords Blads behandling av Holm Hansen blir efterhvert litt sjofel: kan hende var han en vanskelig konspirasjonsteoretiker, kanskje hadde ha skrudde ideer, men selv om han hadde vært en politisk motstander kunne man kanskje ha spart seg denne notisen[cccliii] fra 25 mai 1895:
 
”   – Berømtheder. Det. er ikke blot vor Bys forhen radikale Kæmner, hvis Laurbær vinder Omtale i den udenbys Presse. Vor høit fortjente Hr. Holm Hansen sees ogsaa at vække fortjent Opsigt. Vi hidsætter saaledes efter «Stavgr. Amtstid.» følgende anerkjendende Linjer:
 
    «Perpetuum mobile, – Evighedsmaskinen – skal ha mange Dyrkere i Sandefjord. Konsulenten i Spekulationerne om den berømte Maskine skal være en vis Holm Hansen, hvis Raad og Veiledning i denne Materie ofte søges af en hel Del andre Evighedsspekulanter. Holm Hansen roser sig af, at om han ikke ganske tilfulde har løst Evighedsproblemet for dem, saa har han dog ofte reddet deres Forstand.»
 
Noen måneder senere skulle «Viriksaken» igjen behandles, og det avstedkom skriverier i avisen[cccliv]:
 
«Viriksagen.
 
    Ved O.R. Sagføorer Miøen.
 
   Da Viriksagen nu igjen skal behandles i Repræsentantskabet, tillader jeg mig at bede indtaget i Deres Blad hoslagte Brevvexling, hvortil enhver Kommentar er overflødig.
 
   Jeg skal kun bemerke, at ligesom jeg aldrig har erkjendt Hr. Holm Hansens Kompetence som Overdommer i Sagen, saaledes har heller ikke hans Anerkjendelse noget Værd for mig, og naar jeg ønsker hans nedenstaaende Skrivelse offentliggjort, er det kun af Hensyn til dem, der satte hans Dom høiere end jeg gjør, og som har læst hans tidligere nedsættende Skriverier om min Befatning med den Sag.
 
   Dhrr. Ordfører Dr. Christensen, og Skolebestyrer Nilsen!
 
   Som den, der i sin Tid førte Sagen mod Hr. Thoresen, Virik, for Sandefjords Kommune, henstillede jeg i Skrivelse af 1. Decbr. f. A. til Sandefjords Formandskab at foranledige en Undersøgelse i Anledning af Hr. Holm Hansens Skriverier i «Vestfold» i Slutningen af forrige Aar, der syntes at gaa ud paa, at Misligheder skulde være begaaet af nogen, som har havt med hin Sag at bestille. Derefter blev der nedsat en Komite, hvoraf De har været Medlemmer, og Komiteen har nu tilskrevet Formandskabet, at Hr. Holm Hansen har meddelt Komiteen sine Oplysninger om Sagen, men at Oplysningerne paa Grund af Hr. Holm Hansens Forlangende derom ikke kunne meddeles til Formandskabet, men maa hemmeligholdes.
 
   Da jeg henstillede til Formandskabet at lade Sagen undersøge, var det i Forvisning om, at en kyndig og upartisk Undersøgelse af Sagen vilde komme til at yde mig den bedste Opreisning ligeoverfor de af Hr. Holm Hansen i sin Tid rettede Angreb paa mig for min Udførelse af Sagen, og jeg er ikke tjent med, at Sagen, efterat en Komite har været nedsat for at undersøge den, indhylles i en Dunkelhed, der kan give Anledning til alslags Gisninger.
 
   Jeg fik vistnok i sin Tid fra Hr. Ordføreren tilsendt en Skrivelse fra Hr. Holm Hansen til Hr. Dr. Christensen af 15. Juni d. A., hvori bl. a. indeholdes følgende:
 
   «Da Hr. Overretssagf. Miøen er «bleven stillet eller opfattet paa en «urigtig Maade i denne Sag, finder «jeg at burde bemerke, at de begjærede «Dokumenter og Udskrifter kun vil vise, «at Processen fra Hr. Miøens Side «er ført samvittighedsfuldt og omhyggeligt.
 
   I den Henseende kunde Hr. «Miøen endogsaa gjerne føre mig som Vidne – om det var fornødent.
                                          Ærbødigst
                                                Holm Hansen».
 
   Men for Fuldstændighed Skyld maa jeg til Offentliggjørelse ogsaa udbede mig en Udtalelse fra mine Herrer. om, hvorvidt de af Hr. Holm Hansen til Komiteen meddelte Oplysninger indeholder nogensomhelst Anke over min Udførelse af Viriksagen og isaafald hvori denne Anke bestaar. Sandefjord, 23de Novbr. 1895.
                                          Ærbødigst
                                               Th. Miøen.
 
      Fra
   Komiteen i Viriksagen.
 
    I Anledning den af Sagfører Miøen i Skrivelse af 23de ds. forlangte Udtalelse om, «hvorvidt de af Hr. Holm Hansen til Komiteen meddelte Oplysninger indeholde nogensomhelst Anke over hans Udførelse af Viriksagen», meddeles herved, at Hr. Holm Hansen i sine Oplysninger ikke har rettet nogensomhelst Anke- Misbilligelse eller Kritik over Hr. Miøens Udførelse af Viriksagen eller med et eneste Ord omtalt hans Befatning med denne Sag.
    Sandefjord den 27de Novbr. 1895.
Jul. Christensen. A. H. Nilsen».
 
 
Neste gang saken kommer til syne er i forbindelse med en diskusjon i kommunestyret, referert i Sandefjords Blad[ccclv] 14 desember 1895:
 
 
«Sandefjords Kommunestyre
 
   havde Møde igaar. Der herskede en ualmindelig Bevægelse blandt Forsamlingens Medlemmer, thi som første Sag forelaa til Behandling Komiteens Indstilling i Viriksagen.
 
   Nærværende var Formændene undtagen Windingstad, der var sygmeldt, og Repræsentanterne undtagen Evensen og I. Gjertsen, der begge ligeledes var sygmeldte.
 
   Magistraten var tilstede.
 
   Ordføreren refererede Formandskabets Beslutning af 15de ds.: Sagen forelægges Repræsentantskabet samt Komiteens Skrivelse af 15de ds. Ligeledes refereredes Komiteens Fuldmagt saalydende:
  
Udskrift
af Sandefjords Formandskabs Forhandlingsprotokol.
 
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
 
    1. Sag No. 21 1895. Med 14 mod 7 St. vedtoges følgende af Hr. Kraft fremsatte Forslag:
 
   «Der nedsættes en Komite bestaaende af D’Hrr. Ordfører Doktor Christensen, Repræsentanten A. H. Nielsen samt en Jurist valgt af Hr. Holm Hansen, til denne Komite meddeler Holm Hansen alle Oplysnirger vedkommende Sagen.
 
   Juristen forfatter derpaa en Betænkning over de til Komiteen givne Oplysninger, hvorefter de øvrige Medlemmer af Komiteen afgiver Indstilling til Kommunestyret.» Til Bestridelse af Udgifter ved Komiteens Arbeide bevilges et Beløb af indtil Kr. 100.00 – et hundrede Kroner.
 
   Mødet hævet.
 
Jul. Christensen. Ø. S. Iversen.
Jean B. Linaae. M. A. Brøunum.
Th. Windingstad. N. Halvorsen.
 
Udskriftens Rigtighed bekræftes.
Jul. Christensen, Ordfører.
 
   Testman erklærede, at han fandt Sagen høist besynderlig og opfordrede de to Komitemedlemmer Dhrr. Ordfører Christensen og Skolebestyrer Nielsen til at sige sin personlige Mening om Sagen.
 
   Ordføreren. Det er ikke godt at svare paa dette Spørgsmaal, da jeg ikke kan bilægge mit Svar med nogen Dokumentation. Jeg skal imidlertid ikke kvie mig for at udtale mig i sin Almindelighed. Med al Anerkjendelse af den Omhu Holm Hansen har lagt i Udarbeidelsen af sine Oplysninger kan jeg ikke finde, at de Momenter han lægger Vægt paa er af den Betydning at jeg tør driste mig til at stemme, for at Sagen skal optages til videre Behandling. For at saa skulde ske maatte der foreligge aldeles overbevisende Grunde tror jeg, for at den kan vindes. Saadanne kan jeg ikke finde, der foreligger. Mine Udtalelser maa ikke opfattes som et Raad, men kun som min personlige Formening. Jeg skal maaske senere under Debatten udtale mig nærmere.
 
   Uhrmager Sørensen fandt det i sin Tid meget betimeligt, at der blev nedsat en Komite for at faa denne mystiske Sag udredet. Det Resultat, som idag foreligger af Komiteens Arbeide er meget lidet oplysende. For. ham stod Sagen mere svævende idag end forrige Gang.
 
   Tal. fremsatte Forslag om Sagens Henlæggelse saalydende:
 
   «Da Kommunebestyrelsen efter gjentagne Henvendelser til Hr. Holm Hansen ikke har kunnet erholde nogen af de belovede Oplysninger vedkommende Viriksagen, ligesom der gjennem den nedsatte Komite ikke er fremkommet det allerringeste, der kan begrunde en videre Forfølgning af Sagen, og da det derhos maa ansees uforeneligt med Kommunebestyrelsens Værdighed og Ansvar at fatte en Beslutning i Blinde grundet paa Enkeltmands Ord besluttes: Sagen henlægges».
 
   Skolebestyrer Nielsen udtalte, at det ikke var greit for en Lægmand at opgjøre sig en Mening om et juridisk Spørgsmaal. Holm Hansen har erklæret for Advokat Nørregaard, Komiteens juridiske Medlem, at han kan bevise de Paastande han har fremkommet med. Taleren tillagde det stor Vægt. Han henholdt sig til sin Indstilling.
 
   Larsen forespurgte, om Naar Holm Hansen havde erhvervet sine Oplysninger.
 
   Ordføreren meddelte, at dette Spørgsmaal ikke kan besvares efter de foreliggende Oplysninger.
 
   Larsen fandt det høist besynderligt, at Holm Hansen ikke havde gjort rede herfor.
 
   Sagfører Miøen kunde minde om, at Holm Hansen, dengang da Taleren førte Sagen, meddelte ham de Oplysninger, han dengang sad inde med. Holm Hansen havde i sin Tid klandret Taleren for hans Befatning med Sagen. Denne Klander har Holm Hansen senere frafaldt, som alle vil have seet af de sidste Dages Aviser. Taleren forespurgte, hvorpaa Nielsen grundede sin Mening om, at det ikke vilde blive synderlig kostbart at søge Opreisningsbevilling og appellere Sagen.
 
   Nielsen grundede sin Mening herom paa Advokatens Udtalelser.
 
   Magistraten oplyste, at Opreisningsbevillig vilde koste 50 Kr. Han fraraadede bestemt, at fortsætte Sagen.
 
   Ordføreren udtalte, at det var et meget svagt Punkt i Advokatens Indstilling – det nemlig, at han ikke har været tilstede paa Aastedet og taget de stedlige Forhold i Øiensyn, saa han kunde erhverve sig et objektivt Blik paa Sagen.  
 

   H. H’s Mening er, at Komiteen stal give Indstilling paa Grundlag af Advokatens Erklæring. «Min Indstilling er aftalt i de Ordelag den er, fordi jeg ikke syntes man kunde drive Sagen videre efter de foreliggende Oplysninger.

 
   Sørensen mente, at Kommunebestyrelsen ikke engang havde lovlig Adgang til at fatte en Beslutning, der vilde paaføre Kommunen Udgifter, uden at man havde Materiale til at bedømme Sagen.
 
   Larsen fandt, at her forelaa et utilladeligt Hemmelighedskræmmeri og vilde stemme for Sagens Henlæggelse.
 
   Kraft vilde udtrykkelig nævne, at det ikke havde været hans Forudsætning, at Oplysningerne nu længer skulde hemmeligholdes; forsaavidt var han ganske uenig med Holm Hansen. 
 
   Hvad Spørgsmaalet om Appel angaar, var det meget vanskeligt for en stor Forsamling at fatte nogen Beslutning herom.
 
   Omkostningsspørgsmaalet kunde Tal. i dette Tilfælde ikke tillægge nogen Vægt ligeoverfor det store Beløb, det gjælder. Han fandt det høist sørgeligt, at man «ikke «skulde Faa nærmere Rede paa Holm Hansens Oplysninger». Taleren sad inde med en Oplysning, som han fandt at burde komme frem med.
 
   Adv.Nørregaard havde meddelt ham, at det var haus Mening, at der burde optages et Tingsvidne for at søge godtgjort, hvorvidt Thoresen var i god Tro. Ordføreren mente, at Omkostningerne let kunde komme op mindst i 1000 Kr. Hvis man var sikker paa at vinde 4500 Kr. kunde man nok have spenderet 1000 Kr.; men det var her ikke Tilfældet.
 
   Magistraten forespurgte ianl. Krafts Oplysning om, hvorvidt man kunde kontrollere nogen af Holm Hansens Oplysninger ang. Thoresens gode Tro og hans Forhold til hans Hjemmelsmand.
 
Ordføreren kunde sige, at Adv. Nørregaard havde talt om Tingvidnes Optagelse. For ikke at kompromittere Holm Hansen kunde Komiteen ikke indlade sig paa at give yderligere Oplysninger om det fremkastede Spørgsmaal.
 
   Kraft meddelte, at Adv. Nørregaard havde udtalt, at han vilde tage alm. Salær for at føre Sagen.
 
   Testmann havde ogsaa stemt for Nedsættelsen af Komiteen for at døve det Skrig. som havde reist sig paa Grundlag af Holm Hansens Skriverier. Han havde ingen Tro paa Holm Hansens Oplysninger og fandt det under Kommunebestyrelsens Værdighed at befatte sig videre med Sagen.
 
   Miøen havde helst ønsket at tie i denne Sag – af let forstaaelige Grunde. Han vilde dog referere noget fra denne Sags Historie, hvilket han derpaa i al Korthed gjorde.
 
   Han paapegede navnlig de første Skriverier, som Holm Hansen havde sendt Formandskabet til Svar paa dets Forespørgsler om, hvori Oplysningen bestod. Med Hensyn til selve Spørgsmaalet om, hvad man nu bør gjøre, fandt Taleren at skulde Kommnnebestyrelsen være sig bekjendt af at befatte sig med Sagen burde Holm Hansen aabent komme frem med den dulgte Sigtelse mod Toresen Virik og ialfald sandsynliggjøre Sigtelsens Rigtighed.
 
   Ingeniør Isaachsen havde i sin Tid omtalt, at han tidligere havde troet, at Toresen intet Vand havde tabt ved Vandverkets Anlæg; senere havde Isaachsen efter nøiagtige Beregninger angaaende Nedslagsfeltets Udstrækning forandret Mening, og Taleren havde nu erhvervet Isaachens Tilladelse til at offentliggjøre hans Udtalelse herom. Og denne gaar ud paa at Toresen havde tabt meget Band.
 
   Linaae havde ved Bevilgningen af de 100 Nr. gaaet ud fra, at man skulde erholde klare Oplysninger fra den nedsatte Komite. Taleren harde faaet Indtryk af at Holm Hansen nu ikke ønskede Sagen yderligere fremmet.
 
   Han sluttede sig til Uhrmager Sørensens Forslag om Sagens Henlæggelse.
 
   Ordføreren svarede, at det ogsaa havde været hans Mening, at Kommiteen skulde kunne forelægge Forsamlingens Medlemmer tilstrækkelige Oplysninger. Senere havde imidlertid Holm Hansen modsat sig, at det af Kommiteen udarbeidede Uddrag forelagdes Forsamlingen. Havde Ordføreren paa Forhaand været paa det rene med, at de to andre Medlemmer kun skulde strø Sand paa Adv. Nørregaards Udtalelser, havde han (Ordf.) aldrig villet gaa ind i Komiteen.
 
   Kraft maatte tilbagevise Miøens og Linaaes Udtalelser Han fandt Adv. Nørregaards Udtalelser tilstrækkelig bestemte og tillagde dem stor Vægt. Han troede, at Hansen havde ærlige Hensigter, om han end beklagede den store Hemmelighedsfuldhed.
 
   Foreløbig gjaldt det kun et Tingsvidne; saa fik man senere se Tiden an, om man skulde gaa videre.
 
   Ordføreren skyldte at sige, at han aldeles ikke troede, at det var Holm Hansens Mening at faa Sagen henlagt.
 
   Linaae pointerede, at her ikke forelaa nogen Indstilling fra Komiteens Side. Hans Indtryk var, at Holm Hansen havde indskrænket Komiteens Handlefrihed. Det maatte oprindelig have været hans Mening, at Oplysningerne skulde foreligge for Kommunebestyrelsen. Han troede fremdeles, at det var Holm Hansens Mening at faa Sagen begravet.
 
   Miøen skulde ikke disputere med Kraft om hvorledes Holm Hansens Skrivelser skulde opfattes; men blot henvise til disse. Han havde i sin Tid stemt for Paaanke, men vilde, om Spørgsmaalet nu forelaa, stemme imod, idet han efter Isaachsens Udtalelser maatte sige, at han troede, at Sagen med rette var vunden af Thoresen. (Sluttes)».
           
Sandefjords Blad[ccclvi] fortsatte – og avsluttet – referatet fra kommunestyrets behandling av Viriksaken 17 desember:
 
«Sandefjords Kommunestyre.
(Slutn. fra forr. No.)
 
   Magistraten fandt, at den eneste Forklaring af Holm Hansens Hemmelighedsfuldhed var den, at han ingen betryggende Oplysninger kunde give; thi der var her blot Spørgsmaal om Toresens gode Tro i processuel Henseende – altsaa ikke som nogen kriminel Sigtelse.
 
   Nielsen søgte at imødegaa Sørensens Udtalelser om, at Forsamlingen skulde være afskaaret fra at fatte en positiv Beslutning. Han fastholdt, at Holm Hansen ikke paa nogen Maade søgte at begrave Sagen.
 
   Linaae fandt ogsaa, at der laa en Svaghed deri, at Komiteens Medlemmer var kommen til modsatte Resultater. Her forelaa ingen Indstilling, og han fandt det ikke tilraadeligt andet end at henlægge Sagen.
 
   Magistraten vilde fraraade Amtmanden at approbere en eventuel Beslutning om at optage Sagen paa de nuværende Præmisser.
 
   Ordføreren fandt det urigtigt af Linaae at lægge et saa stort Ansvar paa Kommiteens Skuldre.
 
   Linaae udtalte, at Ordføreren havde misforstaaet ham; han mente blot, at en enstemmig Kommites Indstilling vilde været af stor Vægt.
 
   Ordføreren fandt delte ganske rigtigt, hvis Kommiteen havde havt Anledning til at meddele Forsamlingen Holm Hansens Oplysninger. Linaae pointerede, at det var hans Opfatning, at det nok kunde have været muligt at rette sig efter en enstemmig Kommiteindstilling.
 
   Thor Dahl talte for Nielsens Forslag, idet han henviste til Adv. Nørregaards klare og greie Erklæring.
 
   Miøen fandt tvertimod Adv. N. Erklæring meget svævende og ubestemt. Han havde en Oplysning at meddele med Fare for at blive misforstaaet. Vor Modpart, Viriks Eier, havde havt et billigt Krav paa at faa sine Rettigheder prøvede allerede under Expropriationen. Han blev imidlertid ikke stevnt til denne og blev derfor nødt til at indlade sig paa et vidtløftigt Søgsmaal for at komme til den Ret, der var tilkjendt ham ved Dommen. Med dette og den vedtagne Dom for Øie fandt Taleren det i høi Grad ubilligt at paaføre Viriks Eier ny Proces uden at have noget bestemt at gaa ud fra.
 
   Magistraten lagde ogsaa megen Vægt paa at Advokaten havde udtalt sig paa betinget.  
 
   Paa Foranledning af Nielsen erklærede
 
   Linaae, at det ikke var hans Mening at klandre Kommiteen; men kun at udtale at han mente, at Hvervet var mislykket fordi Holm Hansen havde indskrænket Kommiteens Kompetence.
 
   Ordføreren: Holm Hansen og Forsamlingen havde gaaet ud fra forskjellige Opfatninger af Kommiteens Fuldmagt. Kommiteen kunde vistnok meddelt Forsamlingen et Uddrag af sine Oplysninger; men Ordføreren fandt, at om dette end var lovligt, vilde det dog ikke være faire play mod Holm Hansens Protest.
 
   Kraft nedlagde en indigneret Protest mod Magistratens Udtalelse om ikke at ville tilraade Amtmanden at approbere en eventuel Beslutning.
 
   Iversen talte for Sagens Henlæggelse.
 
   Magistraten afviste Krafts Indignation og mente, at han kun slet havde læst sin Formandskabslov. Det var hverken Magistratens eller Amtmandens Opgave blot at sidde og strø Sand paa fattede Beslutninger.
 
   Testman udtalte, at han; som praktisk Mand maatte slutte sig til Ingeniør Isaachsens Opfatning. Iversen ønskede Henlæggelse uden Motivering, idet ingen i saa Tilfælde kunde faa noget at hænge sin Hat paa.
 
   Sørensen og Linaae holdt paa Motivering, væsentlig for den store Almenheds Skyld. Thor Dahl kunde godt sætte sig ind i, at Holm Hansen ikke ønskede at fremkomme med sine Oplysninger.
 
   Wetlesen spurgte Miøen om en Henlæggelse vilde udelukke Sagens Gjenoptagelse, dersom der fremkom nye Oplysninger.
 
   Miøen svarede, at det vilde Henlæggelsen ikke gjøre.
 
   Magistraten oplyste, at fatalia appellationis var 3 Aar.
   Sørensen forandrede paa Foranledning sit Forslags Redaktion derhen:
 
   «Sagen som den nu foreligger henlægges.»
 
   Kommiteens Medlem A. H. Nielsens Forslag er saalydende:
 
   «Paa Grundlag af de af Hr Holm Hansen givne Oplysninger i Sagen H. Thoresen Virik mod Sandefjords Kommune bliver det i Henhold til Hr. Adv. Nørregaards Betænkning i Sagen at søge om Opreisning til Paaanke den Overretten af den under 19de Marts 1894 afsagte Dom.»
 
   Magistraten oplyste, at den nye Lov af 1892 gjorde det meget vanskeligere at erholde Opreisningsbevilgning, hvorfor man antagelig vilde blive nødt til at søge samlet Oplysninger ved Thingsvidnes Optagelse. Ved alternativ Votering vedtoges Uhrmager Sørensens Forslag med 20 mod 4 Stemmer, der voterede for Nielsens Forslag».
 
Holm Hansen ga seg ikke med det første, og et lite varsel får man i Sandefjords Blad[ccclvii]   nyttårsaften i 1895:
 
«Hr. Holm-Hansen har overleveret os et længere Inserat om Viriksagen, som vi desværre maa udsætte til Lørdagsnummeret, da Trykkeripersonalet ellers ingen Nyaarsaften vilde faa, og mange af vore udenbys Abonnenter forgjæves kom til at se efter sin Avis Nyaarsdag».
 
Men: Nasjonalbiblioteket har ikke Sandefjords Blad for de følgende årene, og neste gang man får øye på Holm Hansen er i Vestfold[ccclviii] av 16 april 1898, i en liten notis om at han var blitt ansatt som vaktmester i fengselet i byen.
 
Senere samme måned kom Vestfold[ccclix] med eksamensresultatene for middelskolens avgangsklasse – og Holm Hansen hadde all mulig grunn til å være stolt av sønnen Bjarne, som fikk 1,47 og «»udmærket godt» – de eneste som gjorde det bedre var to piker, Margit Halvorsen med 1,29 og Gudrun Windingstad med 1,43.
 
Mandag 25 juli var Holm Hansen uheldig da han ruslet de rundt 500 metrene hjem[ccclx]:
 
 
Utpå høsten måtte Martha igjen be om at folk skulle betale henne[ccclxi]:
 
 
På denne tiden finner man at Martha også har slått inn på den veien Holm hadde gått – å representere utenbys firmaer i Sandefjord[ccclxii]:
 
Dette ble siste gang man så Holm Hansen-navnet i det nittende århundrede.
 
Den 3 desember 1900[ccclxiii] ble det holdt folketelling i Norge, og i den finner man Holm Hansen som «Underfoged & Justitsvagtmester», mens Martha «Bestyrer Husholdningen» – til tross for at hun fremdeles drev forretning – hjemme i Nygaden, gård nummer 19 – dette er i nyere tid Rådhusgaten 2, altså det gamle fengselet. Antagelig fulgte det leilighet med stillingen som vaktmester.
 
Av barna finner man Osmund, Birger Ottar, og Aslaug Frida hjemme. I tillegg bor Holms eldre søster Marthe Marie der – hun «Deltager i Huset Arbeide», det vil si, det som ikke blir gjort av tjenestepiken Amanda Nilsen, en 18-åring fra Sandefjord. Ikke værst på tre rom og kjøkken i første etasje i forhuset!
 
Og – naturligvis de innsatte, 8 fanger og en husvill smed.
 
Tre år senere, 22 oktober 1903 ble Holm Hansen foreslått som kandidat til hvervet som forlikelseskommisær[ccclxiv].
 
I Sandefjords Blad 2 mai 1905 er Holm Hansen tilbake i en rolle han kjenner fra sin tid som kemner:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gift Underfoged og Vagtmester Holm Hansen døde, 71 år gammel, 13 november 1906. Han ble begravet[ccclxv] 20 samme måned. Dødsårsaken var blærekreft, og legen som så til ham kunne vel lite gjøre.
 
Ingen av Sandefjordsavisene på Nasjonalbiblioteket dekker disse dagene, så den eneste notisen man finner er en i Jarlsbergs og Larviks Amtstidende[ccclxvi] dagen efter dødsfallet.
 
Og, for å avslutte der dette begynte[ccclxvii]:
 
«En Mindestøtte
   avslørtes forleden dag i Sandefjord over en av Byens mest fortjente Borgere – avdøde Holm Hansen. I “Sandefjords Bl.” skrives i anledningen, at i de over 50 Aar han levet i Byen, var der neppe nogen Sak av Betydning oppe, uten at han hadde Befatning med den og kanske hadde en bestemmende Indflydelse paa Avgjørelsen. Holm Hansens Navn er i fremtrædende grab knyttet til Opførelsen av Byens offentlige Bygninger, Byutvidelsen, Vandverket, Kirkegaardsanlægget m. v. Saa naar Sandefjords Historie stal strives, vil Holm Hansens Navn i Kraft av hans Dygtighet og uegennyttige Opofrelse tiltvinge fig en stor og betydningsfuld Plads»
[i] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/G/Ga/L0003: Klokkerbok nr. 3, 1903-1920, s. 397
[ii] SAO, Høland prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0008: Ministerialbok nr. I 8, 1827-1845, s. 54
[iii] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/G/Ga/L0002: Klokkerbok nr. I 2, 1827-1845, s. 241
Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20061030020103
[iv] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/F/Fa/L0008: Ministerialbok nr. I 8, 1827-1845, s. 26
[v] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/F/Fa/L0008: Ministerialbok nr. I 8, 1827-1845, s. 78
[vi] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/F/Fa/L0008: Ministerialbok nr. I 8, 1827-1845, s. 124
[vii] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/G/Ga/L0003: Klokkerbok nr. I 3, 1846-1853, s. 14
[viii] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/G/Ga/L0003: Klokkerbok nr. I 3, 1846-1853, s. 149
[ix] Høland prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10346a/G/Ga/L0003: Klokkerbok nr. I 3, 1846-1853, s. 73
[x] Bogen, Hans S.I.; Fem hundre år og femti : fra tollsted til ladested : fra badeby til hvalfangst-sentrum : linjer i Sandefjords økonomiske historie gjennem 550 år; 1951; p 71; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2011021505009
[xxiii] I størrelsesorden, hvis man bruker en moderne fot, omkring 1600 mål.
[lxxv] Gamle Aker prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10617a/F/L0005: Ministerialbok nr. 5, 1873-1881, s. 301
[lxxxv] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 73
[cxxx] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 16
[cxxxvi] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 217
[cliii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 34
Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20060628060487  
[ccxii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 56
[ccxiii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/G/Ga/L0001: Klokkerbok nr. 1, 1885-1903, s. 10
[ccxcv] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 85
[cccxi] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 243
[cccxix] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 106
[cccxxiii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 247
[ccclxiii] https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01037133003242
[ccclxv] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. 5, 1906-1915, s. 227