Holberg feires i Sandefjord

Vestfold[i], 6 desember 1884

Sandefjord den 6te December.

Holbergsdagen fejredes hersteds med en vellykket Festlighed. Kl. 8 Aften samledes et talrigt Publikum i Byens nye Festivitetslokale, der var fyldt til Trængsel. Efter Udførelsen af et større Musiknummer gik Tæppet op, og man saa inderst paa Scenen en Statue i Legemsstørrelse, fremstillende Holberg i siddende Stilling. Nu fremsagdes følgende Prolog og lønnedes Forelæseren med Publikums livlige Bifald og Fremtkaldelse.

Hvad ser vi her? Et Billed af den Mand,

den Lysets Aand, hvis Minde har holdt

Stand to hundrer Aar, – den kronede blandt Skjalde,

den sterke Kjæmpe under Sandheds Skjold,

den Smagens, Viddets, Sprogets Ridder bold,

den Holberg, som med Stolthed vor vi kalde!

For Gud er ingen jordisk Storhed til:

Alt levende er Funker af hans Ild, –

men stundom sendte han dog bland os Sjæle,

der Tankens Verden nye Former gav

og mægtigt prægede sit Billed af

i Folkets Sæder, – i det store Hele.

Saa gjorde Holberg. Over Norden hang

en Aandens Halvdag, fuld af Skjønhedstrang,

som bunden laa i Folkehjertet inde.

Der laa den –, uden Toner, uden Ord –

og vented paa, at ogsaa i vort Nord

Befrirsolen skulde klart oprinde.

Han svang Apollos gyldne Tryllestav,

og der faldt Solglans over Land og Hav

med Straalelyn, med Foraarsvift fra Lunden –

Og Nordens Scene, som i Støvet laa

med fremmed pjaltet Flitterkaabe paa,

den bygged han med Iver op fra Grunden!

Han gjorde mer. Sit varme Samfundssind,

sin hele Digtersjæl han satte ind

og værned faderligt om Kunstens Tempel.

Ud af sit Fængsel Folkeaanden steg,

og Ord og Toner klang med hjemligt Præg,

og Skjønhedsdrømmen fik sit Klarhedsstempel.

Den Billedverden, som ved ham fremstod,

er Folkets Eje – er dets Kjød og Blod,

et Sandhedsspejl, som trodser Tiders Skiften.

Beundret, elsket – som hans eget Navn –

den sluttes af hver Slægt i kjærlig Favn,

og aldrig den forgaar af Mindeskriften.

I denne Stund fremstaar i festlig Glans

vort hele Nord og flætter Laurens Krans

om Skjaldens Navn og til hans Ære sjunger –

Og over Bræderne iaften gaa

de kjendte Skikkelser, de puddergraa,

med Alvor eller Skjæmt paa sine Tunger.

Vi vilde ogsaa gjerne være med

at hædre Mindet ved paa dette Sted

Træk af hans Aand og Lune at fremstille.

Med Kræfter svage, men med Vilje god

og stolende paa Eders Ædelmod

vi ville saa hans «Julestue» spille.

Derefter opførtes «Julestuen». Stykket gik godt, og det lod til at more Publikum meget. De spillende fremkaldtes til Slutning under stormende Applaus.

Senere Dans udover Midnat.


[i] https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_vestfoldsandefjordatten_null_null_18841206_4_96_1