Gerda fra Svendsens Hotel

Gerda Svendsen fra Sandefjord ble en stor operasangerinne[i]
 
   Gerda Svendsen — senere fru Danielson bør også komme  med til tross for at hun ikke opptrådte i Sandefjord før efter 1900, bortsett fra en konsert i Festivitetslokalet 13/7 – 1894 hvor hun og pianist A. Riefling assisterte brødrene Johanessen med sanger av Lasson, Grieg og Backer-Lunde. Der var fullt hus og tross sterk varme var stemningen høy og kritikken ble fin. Vårt bysbarn, frk. Gerda Svendsen foredro sine sanger både med liv og varme. Tar man hensyn til den ubetydelige undervisning hun hadde hatt, må det sies at hennes prestasjoner var meget gode. Hennes opptreden var kjekk, frisk og sympatisk. Riefling ble ikke nevnt.
 
   Men første gang hun er nevnt i Sandefjords Tidende er efter hentes debut på Carl Johan Teatret i Kristiania 6/4-94 hvor hun opptrådte for første gang som dragon Clairette. Ørebladet skriver at dette var en av de mest vellykkede debuter på spinnesiden som det unge teater ennå har prestert. Hun vant publikum med sin kjekke og freidige opptreden, sitt heldige ytre, smakfulle kostyme og en frihet som er sjelden for en debutant. Hennes stemme er foreløpig litt sped, men eier for øvrig alle betingelser for operetten, muligens også som skuespiller. Hun fikk stort bifall efter hver akt og til slutt mange blomster som efter anmelderens mening var fullt fortjent.
 
   Sandefjords Tidende har nok hatt en anmelder der også, for 9/4 skriver avisen at hun hadde en klangfull og frisk stemme og en velgjørende frihet på scenen. Hvis hun så ville venne sig til å arbeide mere sammen med sine medspillere og ikke titte altfor ofte ned på publikum, så har vi ment hva der kan være å si om denne første opptreden.
 
   Neste gang hun er nevnt er 29/8-95 i Sandefjords Blad. Frk. Gerda Svendsen fra Sandefjord har igjen opptrådt og fått stormende bifall, dennegang i en 3 akters operette «Farinelle» på Eldorado i Kristiania, hvor hun spilte mot Rolf Hammer. Det var det Frøbergske Operetteselskap som hver aften hadde fullt hus der.
 
   Efter forgjeves forsøk gjennem Sandefjords Blad å få opplysninger om Gerda Svendsen (senere gift Danielson) måtte jeg atter til kirkebøkene i Statsarkivet, hvor jeg gjennemgikk 20 aktuelle år for hennes fødsel i Sandefjord og Sandeherred. I løpet av denne tiden var det heldigvis bare tre piker som var døpt Gerda og bare en Gerda Svendsen, født 1875, foreldre: skipsfører Isak Hjalmar Svendson og Hanne Ovine, født Frandsen. Da årstallet kan passe og faren som skipsfører antagelig kunne bekoste en god utdannelse på henne, som meget tidlig viste særlig gode anlegg for samg, må vik kunne gå ut fra at dette er den rette Gerda Svendsen.
 
   Efter 1900 kommer hun oftere til Sandefjord, f. eks. 6/12 1901 da hun skal ha konsert i Festivitetslokalet assister av Barbara Larsen med bl. a. Arie fra Tannhaüser, Clärchens sang fra Egment (beethoven), Arie fra Samson og Dalila (Saint Saen), Arioso (Les Delibes) samt stykker av Grieg og Kjerulf. På grunn av forkjølelse ble konserten utsatt til 16/12, hvor det ble fullt hus og stort bifall og hvor hun måtte gi flere nummer dacapo.
 
Neste gang hun kommer til Sandefjord er da Sangforeningen skal ha flere tilstelninger til inntekt for Gamlehjemmet, hvor operasangerinne fru Gerda Danielson skal assistere. Allerede i 1901 var hun nevnt som fru Danielson, så hun er vel blitt gift i slutten av 90-årene. 2. Påskedag samme år (1904) assisterte hun ved en kirkekonsert, hvor flere andre av våre bysbarn var med, står det i Sandefjords Blad, men ingen andre er nevnt, og her var det 800 tilhørere.
 
   Så går det tre år før hun atter er i Sandefjord, denne gang med en konsert i Avholdslokalet akkompagnert av fru Ninni Dannevig. En måned senere (8/2 -07) har hun konsert hos Brødr. Hals akkompagnert av Backer-Lunde og fikk overstrømmende kritikk. Siden Gina Oselias’ dager har ingen norsk sangerinne vakt slik oppsikt som fru Gerda Danielson utdannet hos Lilli Lehmann, Berlin. I slutten av samme måned har hun en konsert i Tønsberg. Og måneden efter har hun fått tilbud om engasjement ved Carrieds store opera i New York.
 
   20/3 -07 har «Urd» en lang artikkel om fru Gerda Danielson, hvor komponisten Borghild Holmsen skriver at hun er kommet hjem fra utlandet efter et lengre tidsrom og som en virkelig kunstnerinne av rang. Hennes sang vidner om musikalsk talent og temperament, hennes stemme er stor og bærende. Disse fortrinn hadde hun også tidligere, men nå har hun under Lilly Lehmanns påvirkning også tilegnet seg kunsten å bruke disse midler, så registrene er utjevnet, tekstuttalen tydelig og intonasjonen ren. Hele foredraget vidner om musikalsk kultur og programmet var rikt og avvekslende.
 
6/5-07 kommer et musikkbrev fra hovedstaden hvor det står en beklagelse over at Fru Gerda Danielson vil forlate oss for alltid. Men før hun dro til Amerika hadde hun altså to konserter i Sandefjord akkompagnert av fru Dannevig.
 
   Året efter inngår hun kontrakt med operaen i Graz – nest best efter Hofoperaen i Wien. Og dermed er det slutt med navnet Gerda Danielson i Sandefjords Blad, iallfall ut 1910.
 
   Gerda Svendsen var 17 år da hun debuterte på Karl Johan Teatret i Kristiania i en fransk operette. Hennes første musikklærerinne var fru Barbara Larsen, som også akkompagnerte henne ved hennes konsert i Sandefjord 16/12 1901. Den neste utdannelsen fikk hun hos Madame Artôt Padille i Paris. Efter et kort studium beklaget madame at hennes lille blonde norske elev ville slutte, fordi hun skulle gifte seg med en svensk byggmester Danielson og foreløpig oppgi tanken om offentlige opptredender. Men Danielson døde efter bare et par måneders ekteskap, så sangen ble påny hennes livsinnhold.
 
   Senere hørte hun Lilly Lehmann fra Berling synge, og hennes høieste ønske var å få timer hos denne. Men denne sangerinnen valgte selv sine elever, så det måtte gå gjennem bekjentskaper. Efter flere henstillinger sa Lilly Lehmann seg villig til å prøve henne. Hun var nok skeptisk, men ba fru Danielson synge en arie fra Faust og Arioso av Des Liebes, og da ble hun antatt sammen med Geraldine Farrar, den senere verdensberømte operasangerinnen ved Metropolitanoperaen i New York.
 
   Mens fru Danielson studerte i Berlin fikk hun flere tilbud fra tyske operaer og endog fra operaen i St. Petersburg, men avslo da hun helst vilde opptre på konserttribunene. I 1907 drog så Gerda Danielson over til New York for å inngå et nytt ekteskap med militærlege Dr. Bosley ifølge «Urd» og det ble engasjement ved en opera i New York istedet, og bare en sesong, for året efter inngikk hun kontrakt med operaen i Graz (Østerrike) og under navnet fru Gerda Danielson.
 
   I Sandefjords Blad 3/2 – 1920 sto denne annonse: «Min kjære mand, Dr. med. John R. Bosley, oberst- løitnant i Det amerikanske Sanitet døde 8/1 -20 i New York, 43 år gl. Gerda Bosley, f. Svensen, 301 West One hundred and eight street, New York City».
 
   Antagelig er hun som amerikansk borger kommet tilbake til U.S.A. da første verdenskrig begynte i 1914, men hadde vel benyttet sitt kunstnernavn fru Gerda Danielson, som var godt kjent i Europa, dengang hun inngikk kontrakten med operaen i Graz (Østerrike)».
 
Gerda kom til verden 2 juni 1875 og ble døpt[ii] i den neste nye Sandefjords Kirke 2 juli samme år. Da fikk hun fadrene Hanna Frandsen, næml. Barnets Moder; Thora Andersen; Sondre Bakke; Kjøbmand Abraham Svendsen, Hotelvært; og Hans Jørgen Stangebÿ.
 
Foreldrene var Hanna Ovide, født Frandsen og fra Kristiania men bosatt i Sandefjord, og Skibsfører Isak Hjalmar Svendsen, som var Sandefjording. Han var 24 – hun 21 år gammel. Som forlovere hadde de S. N. Bakke og Knud Bakke. Vielsen[iii] foregikk i Sandefjord Kirke 2 mars 1873.
 
Paret slo seg ned hjemme hos hans foreldre, det vil si – de bodde og arbeide i Svendsens Hotell som foreldrene eiet og sannsynligivs moren, Justine Svendsen, drev.
 
Det første barnet var en gutt. Vagn Anselm meldte sin ankomst 28 oktober 1873 og ble døpt[iv] i Sandefjord Kirke 16 november samme år. Da var fadrene Madme Hedevig Bettÿ Bakke; Inga Frandsen; Kjøbmand Sondre N. Backe     og Kbmd Knud Backe.
 
I 1875[v] finner man Gerda, broren Vagn og foreldrene i gård nummer 133 i Sandefjord, omtrent på hjørnet av Skolegaten og Rådhusgatens sydside, der også har en tjenestepike boende – 39 år gamle Josefine Tovsen fra Tønsberg. Ved siden av besteforeldrene som, naturligvis bodde der, kunne man finne Ved siden av familien finner man fem andre: Husjomfrue Josefine Tovsen (39) fra Tønsberg; Leieboeren Skibsfører Andreas Bøckmann (30) fra Tananger; leieboeren Matros Gustaf Jonsson (18) fra Øland; og tjenestepiken Karoline Abrahamsen Thorød (19) fra Tønsberg.
 
Den lille idyllen man kunne lese inn i dette ble brått borte et par uker senere. Folketellingen i 1875 ble tatt opp 3 januar 1876, og bare drøyt 14 dager senere døde Gerdas far. Han gikk bort 20 januar 1876 og ble begravet 26 samme måned. Skibsfører Isak Hjalmar Svendsen ble felt av skarlagensfeber i en alder av 27 år.
 
Det stod en dødsannonse[vi] i Morgenbladet 11 mars 1876:
 
Dagen før 17 mai i 1884 døde Gerdas farfar, Hotelvert Abraham Svendsen, 76 år gammel. Dødsårsaken var «Indeklemt Brok». Han ble begravet[vii] 21 mai.
 
Dødsannonsen[viii] kom både i Vestfold og i Sandefjords Tidende 17 mai.
 
 
I 1885[ix] var det folketelling og der finner man naturligvis Justine Svendsen, en 75 år gammel «Enke, Hotel», som hun beskrives. Der, hos henne, bor også barnebarna Gerda og Vagn. Justine – eller hotellet, det er vel vanskelig å skjelne mellom disse – holder seg med en tjenestepike, Marie Gulliksen, en 23 år gammel dame fra Gjermestad Sjøsogn. Med samt en som antagelig var leieboer – Børsemager Johan Peter Todberg, en 30 år gammel kar fra Tønsberg.
 
Det vil si – hvor barna bodde var kanskje et spørsmål om dagen i uken eller noe slikt, for i samme telling[x] er Vagn ført opp hos sin mor, Hanna Svendsen, som holder til i gård nummer 194b i Langgaden som synes å være eiet av Enkefru Hanna Frandsen – og antagelig barnas mormor eller en annen slektning.
 
Tvers over gaten, i gård nummer 196a, bodde i 1885[xi] Wilhelm Wetlesen, den berømte maleren fra Sandefjord; han var 4 år eldre enn henne.
Svendsens Hotell tok også imot badegjester i sesongen, og 5 juli 1888 kan man lese i Sandefjords Tidende[xii] at Grosserer John Widness fra Newyork og Farmer Hans Widness fra Ada i Minnesota hadde tatt inn her – og det kan vel ha vært spennende for et par fremmelige ungdommer.
 
Lørdag 9 februar 1889 annonseres de i Vestfold at Kemnerkontoret er på flyttefot, og indirekte hjelper det til å lokalisere Svendsens Hotell:
 
Med andre ord, Svendsens Hotell lå omtrent på hjørnet av Skolegaten og Kongens Gate, syd for den nåværende Byparken.
 
I Folketellingen i 1891[xiii] er Gerda registrert på samme adresse som før, hjemme hos farmoren Justine. Gerdas tante Hedvig Betzy er blitt enke, og i den forbindelse også Skibsrederinde og Huseier. Men Gerda er tydelig merket, for den som vil se det, å være midlertidig nærværende og altså mer eller mindre på besøk.
 
Og ganske riktig, hun er ført opp[xiv] som besøkende også i Farmandsveien i Tønsberg, hos Nils Thorval Tolvsen fra Nøtterø, hans kone Wilhelmine Bredine og deres fire barn og ene tjenestepike. På eiendommen bodde også Johan Christian Halvorsen med kone og datter; og to eldre damer.
 
Neste gang Gerda kommer til syne er i «Christiania Nyheds- og Avertissementsblad[xv]» for lørdag 30 desember 1893. Der kan man lese:
 
       «Debut. I Begyndelsen af det nye Aar vil paa Carl-Johantheatret debuterer en ung Dame fra Sandefjord, Frk. Gerda Svendsen. Frøkenen vil komme op i en ny fransk Oprette ved Navn «Clairettes 28 Dage».».
 
Tilsvarende informasjon ble gjort tilgjengelig i en rekke aviser, men den annonsen som kom på trykk i Aftenposten[xvi] onsdag aften 4 april 1894 – Gerda var vel kanskje en «understudy» som trådte inn når rolleinnehaveren var indisponert, eller teaterdirektøren hadde lyst å gjøre litt krus på henne: teaterdirektører har ved flere anledninger gjort slikt overfor ganske unge damer:
 
Sandefjordsavisen «Vestfold» merket seg dette og hadde en notis[xvii] på selve dagen, 5 april 1894:
 
       «Frøken Gerda Svendsen her af byen debuterer i aften paa Karl Johans-theatret i Kristiania.»
 
Samme nyhet ble gjengitt i flere aviser utover landet.
 
Når man har hatt sin debut på scenen, så følger ofte at vedkommende må møte sin første kritikk, og for Gerdas vedkommende kom den i Norges Sjøfartstidende[xviii] allerede fredag 6 april 1894:
 
   «En ung Dame, Frøken Gerda Svendsen fra Sandefjord, debuterede igaaraftes paa Carljoh. Teatret i „Dragon Clairette“. Debutantinden fik en meget velvillig Modtagelse af Publikum, idet hun efter hver Akt lønnedes med Fremkaldelser og Blomster. Efter denne første Optræden kan man imidlertid umuligt fælde nogen Dom om Frøken Svendsens Evner som Skuespillerinde; det maa imidlertid siges, at hendes Fremtræden var præget af Freidigbed, at hendes Diktion var tydelig om end spæd, og at hendes Sang tør give Haab for Fremtiden».
 
Teateret må ha vært fornøyd, for hun fikk anledning til å spille på scene flere ganger i ukene som fulgte.
 
«Den 17de Mai – Norskt Folkeblad[xix]» – en landsmålspublikasjon var spesielt begeistret i omtalen 10 april 1894:
 
   «Paa Karl-Johansteatret spelar dei no ein operette, Dragon Clairette.
   Det er eit kvikt stykkje, og fleire av spelarane gjer sine saker godt.
   Som Dragon debuterad ei ung dame, frk. Gerda Svendsen, som folk vart heilt glade i»
 
I Dagbladet[xx] av 12 april er ikke Gerda lenger «debutant», men presenteres som en regelmessig fremtredende:
 
       «Karl Johan-Teatret havde igaar ved 15de Opførelse af «Dragon Clairette» godt Hus. Operetten opføres denne Uge ud. Tittelrollen spille vekselvis af Fru Milly Bergh og Frk. Gerda Svendsen»
 
Søndag 22 april skulle siste forestilling spilles av Dragon Clairette – med Gerda i hovedrollen[xxi].
 
Mens hun spilte operette på Karl Johansteateret var Gerda også elev hos Barbara Larsen, og i den forbindelse opptrådte hun på en elev-soirée i Brødrene Hals Koncertsal, og da opptrådte hun med Griegs «Vandring i Skoven»; Griegs «Dagen er oppe» og Sigurd Lies «Bestikkelse» – fortalte Morgenbladet[xxii] 27 april 1894.
 
Og Morgenbladet[xxiii] var godt fornøyd med hele forestillingen:
 
   «Barbara Larssen holdt igaaraftes en Elev-Soirée i Brødrene Hals’s Sal.
 
Der præsenteredes 10 af Fru Larssens bedste Elever, som hver sang tre Numre. Det blev altsaa i det Hele 30 Numre, men med den prisværdige Orden og Raskhed, hvormed det Hele gik, medtog Soireen alligevel kun knappe 2 Timer.
 
Vi tror, at Fru Larssen kan se med Tilfredshed paa Resultaterne. Eleverne syntes gjennemgaaende at være ledede med megen kyndighed og med energisk Interesse. Den overveiende Del af dem sidder ogsaa inde med Midler og Evner, som det maa være en Glæde at bringe til Udvikling, flere af Stemmerne er endog sjelden gunstigt uddannede.
 
Forøvrigt skal vi ogsaa fremhæve Valget af Programet, hvis Sammensætning maa have krævet et ikke lidet Studium, idet det jo gjælder at finde de Numre, der specielt karakteriserer hver enkelt Elevs særlige Evner og samtidigt er afvexlende og indholdsrigt nok til at præsenteres ved ev offentlig Koncert. I saa Henseende forekommer det os, at Fru Larssen havde været meget heldig.
 
Det vilde føre for langt her at gjennemgaa hver enkelt Elevs Præstationer, omtrent alle havde sin Interesse, og vi stal alene særskilt fæste Opmærksomhelen paa Frk. Mimma Olsen, der kun synes os at mangle lidet paa at bære en færdig Kunstnerinde, idet saavel Stemmens Behandling, som Sprog og Foredrag er meget harmonisk sammenarbejdede. Hun vakte ogsaa udelt Anerkjendelse og maatte efter flere Fremkaldelser give sin Slutningsang da capo. Ved Siden af hende fortjener i første Række at nævnes Fru Jensen, hvis gode Stemmemidler har faaet en meget rationel Uddannelse. De øvrige Elever, Frøkenerne Sirnæs, Meidell, Andersen, Rasmussen, Thalberg, Gerda Svendsen og Larsen samt Fru Liebig aflagde ogsaa gode Prøver paa sine egne Evner og sin Lærerindes Dygtighed.
 
Fru Larssen hvis Akkompagnement til Soireens samtlige Numre var fortræffeligt, fremkaldtes til Slutning 2 Gange. Soireen havde samlet omtrent fuldt Hus».
 
Samme sommer var Gerda i hjembyen og var med i en konsert i festiviteten fredag 13 juli 1894[xxiv]:
 
Koncert.
Fredag den 13de ds. kl. 8 ½ aften
giver
skuespiller Bernt Johannessen
og
violinist Karl Johannessen
med velvillig assistance af
frøken Gerda Svendsen
og
pianist A. Riefling
en koncert
festivitetslokalet hersteds.
 
Program:
 
    1. B Godard: Recit., adagio og chansonetta af «koncert romantique» (Karl Johannessen),
    2. a H. C. Andersen: Laserne.
    3. B. J.: Galeasen «Paddaa». (Bernt Johannessen).
    4. a P. Lasson: Lied
      b E Grieg: Vandring i skoven.
      c J Bakker Lunde: Skummende vaager. (Gerda Svendsen).
    1. a Meltzer: Sandheden er ofte tungest at høre.
      b Asbjørnsen: Præsten og klokkeren. (Bernt Johannessen).
    1. a Wieniawski: Legende.
      b Sarasate: Ziguenerweisen (Karl Johannessen)
_ _ _
Billetter med program num. a 1 kr., unum. A 50 øre faaes ved indgangen fra kl. 7».
 
Høsten 1895 var Gerda rimelig vel etablert som skuespillerinne, i det minste i den lettere genre, og det kan man lese om i Dagbladet[xxv] mandag 25 februar 1895:
 
«Tivoli.
 
   Hvad skal der nu bli, vi skal da vel aldrig ha et Cirkusselskab igjen?
 
   Nej.
 
   I tre Ugers Tid omtrent vil Etablissementet være lukket undtagen for Teatrets vedkommende, hvor Forestillingerne optages i aften, og hvor «Hannemor» er under indstudering om Dagen, og for Udstillingslokalets, hvor Statens Kunstudstilling aabnes Lørdag, og hvor Sekretæren Hr. Georg Strømdal allerede i dag er ivrigt ifærd med Forberedelserne.
 
   Omkring Midten af Maaneden aabnes Cirkus. Imidlertid hersker der daglig et bogstavelig broget Liv ogsaa herinde i dette Lokale. Her driver man med Indstudering af «Dukkefeen», om hvilken Fe man paa Stedet gir os følgende Oplysninger:
 
   Det er et stort Udstyrsstykke, som oprindelig blev opført paa Operaen i Wien. Senere er det gaat over flere europæiske Storscener og opføre for Tiden i Paris. I Skandinavien er det kun opført paa Stora teatern i Gøteborg og Vasateatern i Stockholm.
 
   Kristiania Teater tænkte ogsaa engang paa at opføre det med Hr. Schancke som Instruktør.
 
   Paa Tivoli foregaard Indstuderingen under Ledelse af Balletmester  Killberg, der har ledet Indstuderingen af samme ogsaa i Sverige.
 
   Titelrollen vil hos os bli udført af Frk Gerda Svendsen. Dekorationerne er fra Grabows Atelier i Stockholm. Hele Scenen belyses ved Elektricitet, Gas maa ikke findes. Ikke alene Personerne, men ogsaa Dekorationerne har sine Roller. 150 Personer medvirker.
 
   Endvidere vil der bli Varietéforestilling med en del nye Numre, deriblandt 6 Sisters Harrison, hvorom der gaar forud Ry fra Kjøbenhavn.
 
    Orkestret under Hr. Schorchsts Ledelse er blit forstærket med en Del af de ledige norske Musikere». 
 
(En nyere utgave av Die Puppenfee kan man se her.)
 
Og så kom tiden for forestillingene; de ble annonsert i Dagbladet[xxvi] tirsdag 12 mars 1895:
 
 
I Christiania Nyheds- og Avertissements-Blad («Morgenposten») for 14 mars 1895 har signaturen «Jacques» under tittelen «Franske Visitter» en lengre reportasje om teatret, programmet og intervju med teatersjefen, Direktør Jacobsen, og efter dette følger et lite intervju med Gerda Svendsen:
 
«Udenfor Cirkusporten mødte vi Frk. Gerda Svendsen. De husker not Gerda Svendsen, den unge Dame, som ifjor debuterte paa Karljohantheatret som «Dragon Clairette» og som – vi begaar vel ingen Indiskretión – var den ene af «Tvillingerne Linne» paa Redningsstevnet? Ja – denne unge Dame skal altsaa nu spille «Dukkefeen».
 
–Er De ræd, Frk. Svendsen ? – Ak ja; skjønt Partiet er ikke saa stort.
 
– Ja – men det er vanskeligt alligevel. Der skal baade Gratie og plastisk Skjønhed til. Paa de store Theatre i Udlandet spilles jo denne Rolle altid af vedkommende Scenes Primadønna. I Stockholm var det f. Ex. Fru Ekstrøm-Berg, i Gøteborg under August Lindberg hans Frue. Saa klarer De – som vi tror – Partiet, kan De sandelig være glad.
 

– De kan stole paa, jeg skal gjøre hvad jeg kan.

– Hvem er den Frk. Signe Aas, kom ogsaa skal spille med? 
 
– Jo – det er en Niece af Oselio. Hun har været i Kjøbenhavn og studeret, og bl. a. læst med Bjørn Bjørnson. Ja – gid det maa gaa de to unge, kjække Damer godt, det ønsker ingen mere en din Jacques».
 
Dagbladet[xxvii] hadde, 16 mars 1895, en bred omtale av premieren på hele varietéen, og avsluttet med noen syrlige ord om Dukkefeen:
 
   ««Dukkeféen» og dens Europafærd har tidligrfe vært omtalt her i Bladet. Vi noterer da kun, at den «gjorde sig» over Forventning, at Balletmester Kihlberg har gjort meget med smaa Midler, at Udstyret var smukt, og at Belysningen var anordnet av «Elektrisk Bureau». Selve Titelrollen, som udførtes af Frk. Gerda Svendsen, er en meget ubetydelig Opgave.
 
    Man bør helst læse Programmets Gjengivelse af Indholdet, før man ser det.
Sasin»
 
Trondhjems Adresseavis[xxviii] fortalte, 25 april 1895, at de hadde hørt at Gerda Svendsen – for vintersesongen – var blitt engasjert av «Olaus Olsens Selskab».
 
Sandefjords Blad[xxix] hadde også noe å berette, og opplyste tirsdag 30 juli 1895 at
 
«Frk. Gerda Svendsen
   skal sidst i August optræde paa Eldorado som Preciosa i «Farinelli». Dette ble Frøkenens 2den Debut paa Scenen».
 
Morgenbladets aftenutgave 16 august hadde også en referanse[xxx] til dette:
 
    «Under Indstudering er «Farinelli», Operette i 3 Akter, Musik af Herman Zumpe. I dette Stykke, der kommer til Opførelse i de nærmeste Dage, vil Frøken Gerda Svendsen og Hr. Rolf Hammer debutere, den sidste i Titelrollen»
 
Dagbladet[xxxi] hadde, 24 august 1895, en annonse der oppførelsen av «Farinelli» ble fremmet, men der rollen Gerda skulle spille ikke er «Preciosa», men «Manuella»
 
Avisen Eidsvold hadde en anmeldelse[xxxii] onsdag 28 august, som ikke er helt ut smigrende for Gerda Svendsen – men man må kanskje ha i tankene at hun var fylt 20 år bare noen uker tidligere:
 
«Eldorado Theater. Operetten «Farinelli» med sin iørefaldende, smukke Musik gik igaar for fuldt Hus og under livligt Bifald. Begge Debutanterne – Frk. Gerda Svendsen som Manuela og Hr. Rolf Hammer som Farinelli – modtoges med Velvilje af Publikum og fik sig flere Blomsterbuketter tilkastede. Den sidstnævnte sang rent og benyttede med Smag sin ikke meget store Stemme. Han optraadte med en merkelig Lethed og Scenevanthed og maa vistnok have en god Fremtid for sig som Operettesanger. Frk. Svensens Spil og Aspiration var mindre heldig, men hun sang sine Partier meget smukt. Gerda Pettersons brilliante Stemme kom udmærket til sin Ret i Dronningens Rolle, og Hr. Axel Weslau lønnedes med dundrende Applaus».
 
Dagbladets[xxxiii] anmeldelse kom på trykk 28 august 1895 og var mer positiv med hensyn til Gerda Svendsen – og man kan ha sympati med avisens spørsmål om det virkelig var nødvendig for de to unge skuespillerne å forsøke å bruke svensk i tale-sekvensene:
 
   «Paa Eldorado Teater gaves igaar efter den langvarige Verdensomsejling med Fileas Fogg & Co. som ny Forestilling «Farinelli», Operette i tre Akter, med Benyttelse af en ældre Idé, at F. Wulff og Ch. Cassmann, Musiken af Herman Zumpe. «Grundstoffet» er det samme som i det gamle Sangspil, der i sin Tid ogsaa gaves paa Kristiania Teater, Librettoen er hverken værre eller bedre end i de fleste Operetter; Musiken er ikke egentlig fin, men dog ganske iørefaldende.
 
   Der var ganske godt Hus. Ti Kristiania skulde jo faa se nogle af sine egne. I Stykket optraadte nemlig to norske Debutanter: Hr. Rolf Hammer, der er kjendt fra sin Optræden ved forskjellige Konserter herinde, og Frk. Gerda Svendsen, der vel nærmest er kjendt som «Dukkefeen».
 
   De modtoges begge paa det elskværdigste af Publikum, høstede gjentagne Gange Applaus, fik Blomster og maatte gi da capo-Numere. Som Debutanter mærkede man naturligvis, at begge og vel særlig Hr. Hammer var mindre scenevante, men deres Sang er om ikke egentlig fremragende saa dog respektabel, fuldt paa Højde med, hvad man her gjennemsnitlig faar høre at Operettesang. Publikum forlangte da som sagt ogsaa flere af de indsmigrende Melodier, der lød saa smeltende paa «Farinelli»s og «Manuela»s Læber, da capo.
 
   Det forstyrrede imidlertid ikke lidet, at begge Debutanterne gav sine Roller paa svensk. Særlig blev Talepartierne for begges Vedkommende herved utydelige og virkede tildels ufrivillig komisk. Operettesvensk udtalt med Arendalsk eller Stavangersk Accent er nemlig ikke noget nydeligt Sprog. Saavidt vi ved, optræder de to Debutanter kun som Gjæster ved Selskabet, de skal ikke gaa endelig op i dette, og de syntes da godt at kunne ha benyttet sit Morsmaal især overfor et norsk Publikum.
 
   Af de øvrige Rollehavende fortjener DHrr. Wichstrøm og Feslau at nævnes for sin Komik og Hr. Frøberg for sin ganske dramatiske Fremstilling af Kongen. Det hele Udstyr var ganske stilfuldt, og Operetten har saaledes vistnok Betingelser for at «gjøre sig» en Del Gange».
 
Bare et par dager senere kunne Dagbladet[xxxiv] melde om en kjedelig episode under forestillingen:
 
«Frk. Gerda Svendsen besvimede paa Scenen igaaraftes i 2den Akt af «Farinelli». Hendes Medspillende, Fru Åberg, skyndte sig ud, og Tæppet blev oppe indtil Kapelmester Lowum fik gjort Tegn til, at det skulde hejses ned. Publikum tog det roligt, næsten gemytligt — tænkte vel det hørte med til Dansen, som Gutten sa, han dat. Straks efter gik da Tæppet op og Hr. Salmson traadte frem og meddelte, at da Frk. Svendsen hurtigt var blit bra igjen, saa vilde Forestillingen bli fortsat.
 
Da Frk. Svendsen umiddelbart efter traadte hurtigt og smilende ind, modtoges hun med stærke Haandklap».
 
Sandefjords Blad[xxxv] hadde ikke noen egen anmeldelse, men trykket et leserbrev fra «O. R.» i avisen for torsdag 29 august 1895:
 
«Man debuterer.
 
Frk. Gerda Svendsen
og Hr. Rolf Hammer.
 
(Brev til «Sandefjords Blad»).
 
Kristiania igaar.
 
   Jeg haaber det vil glæde Deres Læsekreds, Hr. Redaktør, at den unge Sandefjordsdames, Frøken Gerda Svendsens Debut paa Eldorado igaaraftes i treakts-Operetten Farinelli blev en Succes.
 
   Jeg var tilstede, da Frøken Svendsen debuterede paa Karljohantheatret i «Dragon Claret», og jeg som andre fik da Indtryk af, at hun havde gjort Ret, da hun bestemte sig til at gaa til Scenen. Efter hvad hun igaar præsterede som Manuela i Farinelli, kan ingen være i Tvivl længre.
 
   For at være kort skal jeg blot sige, at hun har en smuk sympathetisk Stemme, at hun er elegant paa Scenen, og at hun igaaraftes høstede stærkt Bifald.
 
    Om Hr. Hammer maa det være nok at fortælle, at han høstede rig Applaus. Det er vist den almindelige Mening blandt dem, der kjender Hr. Hammer nærmere, at han vil bringe det meget vidt.
 
   Ja Eldorado er, som De jo nok ved, ikkelængre nogen Variete, men Teather, hvor det bekjendte Frøbergske Operetteselskab giver Forestillinger. Selskabet raader over udmærkede Kræfter, hvilket i Forbindelse med heldigt valgte Stykker og fortrinligt Arrangement i det Hele gjør, at Eldorado nu hver Aften kan glæde sig ved fuldt, ja tildels endog overfyldt Hus. I Hr. Fr. Mossin har Eldorado en udmærket Direktør.
 

O. R.».

Så går det et halvt år før man hører noe om Gerda Svendsen, men 20 mars 1896 dukker det opp en liten annonse[xxxvi] i Eidsvold, der man får vite at hun skal ha enda en debut på Eldorado, denne gang som Yum-Yum i «Mikadoen», den 21 mars, her i en filmsnutt fra 1926.
 
Ørebladet[xxxvii] var fornøyd med forestillingen og skrev, mandag 23 mars 1896:
 
   «Ikke mindre høi var Stemningen paa Eldorado Theater, hvor Eftermiddagskoncerten havde fyldt det store Lokale til sidste Plads. Ogsaa «Mikadoen» som nu gaar flot og feiende, havde samlet fuldt Hus. Gerda Svendsen, som spiller Hovedrollen efter Fru Berg, gjør sine Sager fortrinlig som den bedaarende japanesiske Skjønhed. Og Veslaus Komik har aldrig tidligere kommet saa godt til sin Ret som her».
 
I Morgenbladet[xxxviii] fredag 27 mars får man å vite at ved siden av Fru Berg – som var reist bort – og Gerda Svendsen hadde også Frk Ekløf opptrådt i rollen som Yum-Yum.
 
Sommeren 1897 var vel teatrene stengt, men andre jobb-muligheter fantes tydeligvis, om man skal dømme ut fra en annonse i Christiania Nyheds- og Avertissementsblad[xxxix] 10 juli – men antageligvis adskillig dårligere betalt, om man tar utgangspunkt i billettprisen:
 
Noen dager senere, 14 juli, kunne Morgenbladet[xl] berette:
 
   «Til Indtægt for Akershus Slots Restarurering vil, som før nævnt, Christiania Bataljons populære Musikkorps under Ledelse af Hr. Alfred Svendsen spille flere af sine Musiknumere fra Gardermoen i morgen Aften i Cordials have. Derhos optræder Frøknerne Ingeborg Gregersen og Gerda Svendsen samt Barytonisten Fr. Cordovi».
 
Mot slutten av samme måned, forteller Aftenposten[xli], skulle det være stor konsert på Bygdø:
 
En notis i Morgenbladet[xlii] 15 april 1898 viser at mens hun opptrådte på teater og i konserter, så fortsatte hun parallelt med utdannelsen som sangerinne:
 
   «Fru Barbara Larssen holdt igaar hos Brødrene Hals en Elev- soirée, som var udmærket godt besøgt. Af ældre Elever optraadte Frk. Gerda Svendsen, Hvis Stemme har udviklet sig meget fordelagtigt, siden hun sidst lod sig høre. Specielt har den vundet betydeligt i Omfang og Styrke. Hun gjorde Lykke med endel Romancer og i Fængselscenen af «Faust”, som hun sang sammen med Hr. Adam i (Faust) og Hr. Jens Berntsen (Mefistofeles). Af de andre Elever kan nævnes Fru Jordan (f. Sæthren). De øvrige var mere og mindre lovende Emner. En ganske ung Pianistinde Frk. Svenningsen vakte Opmærksomhed ved sin Udførels af endel Solo-numre. Publikums Stemning var overstrømmende velvillig, med Fremkaldelser af alle Elever og tilslut af Fru Larssen, der selv udførte Akkompagnementet til Sangene».
 
Så blir det stille om Gerda i en tid – kan hende det hadde sammenheng med at hun hadde møtt en mann?  
 
Og ganske riktig: Landsbladet[xliii] av tirsdag 31 mai 1898, altså seks uker efter elev-soiréen, bringer under «Familienotiser» nyheten om at Gerda Svendsen, Sandefjord, og Edvard Danielson, Kristiania, er blitt forlovet.
 
I kirkeboken for Sandefjord finner man en innførsel for 23 februar 1899[xliv] der Skuespillerinde og Skibsførers Datter Gerda Svendsen gifter seg med Muurmester Edvard Danielson, fra Sibbodal i Sverige og åtte år eldre enn henne.
 
Men vielsen fant ikke sted i Sandefjord – de giftet[xlv] seg egentlig i Frogner Kirke i Kristiania. Der hadde de forloverne Redaktør Sørensen og Kjøbmand Knud Bakke – begge fra Sandefjord, og den siste antageligvis hennes onkel, gift med hennes fars søster Anna Hansen[xlvi]. Men det var 23 februar at de ble ektefolk!
 
Ekteskapet skulle bli svært kort. Edvard døde 4 mai 1899, 39 dager efter vielsen. Dødsårsaken var Perotonitis, bukhinnebetennelse, og før antibiotikaens tid hadde vel legen som så til ham lite å stille opp med. Begravelsen[xlvii] fant sted 10 samme måned. Fra kirkeboken får man også å vite at paret bodde i Nordraaks gate 18, et ganske staselig trehus et par hundre meters gange fra Frognerparken, som ikke var åpnet ennå.
 
Gerda Danielsson rykket inn en dødsannonse[xlviii] i Aftenposten 5 mai, dagen efter dødsfallet:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Og igjen, med informasjon om begravelsen, i Aftenposten[xlix] lørdag 6 mai:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Begge annonsene ble gjentatt i flere aviser, og efter at begravelsen var over – en takk for deltagelsen[l]:
 
 
Dødsfall medfører adskillig mer administrasjon enn man vanligvis tenker seg, og så også i dette tilfelle. I Norsk Kundgjørelsestidende[li] kunne man lese, mandag 26. juni 1899:
 
«Proklama.
 
   Under 4 Mai d. A. afgik Muremester Edward Danielsson Nordraachsgade No. 8 ved Døden. Paa Vegne af hans gjenlevende Enke, Fru Gerda Danielsson, opfordres herved enhver, der formener sig at have noget tilgode hos den Afdøde for undertegnede paa Enkens Vegne inden 3 Maaneder fra idag at anmelde og bevisliggjøre sit Krav under ellers paafølgende Tab af sin Fordring.
 
   Christiania, 22de Juni 1899.
               Overretssagfører H. O. Smith,
                        Einar Andersen,

                        O. R. Sagfører».

 
I det minste ble ikke Gerda Danielsson stående på bar bakke. Dels hadde hun et yrke, og dels arvet hun huset i Nordraaks gate, som hun mot slutten av året solgte til Grosserer A. Bergen for 45’000 kroner[lii]. Slik Statistisk Sentralbyrå[liii] beregner det, svarer det til knapt 3 ½ million i 2022 men var nok adskillig mer verdt da.
Pengene hun fikk inn på salget, og kanskje noen andre ressurser, ga kanskje Gerda selvtillit og en anledning til å puste ut ved å reise ut av landet. Ørebladet[liv] skrev lørdag 2 november 1901:
 
   «Fru Gerda Danielson, kjendt her som den udmærkede Operettesagerinde, Frk. Gerda Svendsen (Eldorado og Karl Johan-Theatret) er fast engageret til Operaen i Køln. Hun gir en Koncert hos Brødrene Hals 25. Novbr.».
 
Morgenbladet[lv] meldte det samme, men med flere detaljer om den kommende konserten:
 
«Sangerinden Gerda Danielson
 
giver Mandag Kl. 8 i Brødr. Hals’s Konsertsal sin Konsert, som indledes med Beethovens Ah Perfido. Endvidere vil Konsertgiverinden synge Romancer af Brahms, Delibes, Richard Strauss, Grieg, Sigurd Lie og Alfred Mjøen, samt tilslut Elisabeths Hilsningsarie i 2den Akt af «Tannhäuser». I Januar Maaned skal vor Landsmandinde debutere som Elsa i «Lohengrin» paa den store Opera i Køln, hvortil hun er knyttet for flere Aar. Gerda Danielson er uddannet af den tyske Sangerinde Lilly Lehman».
 
Aftenposten[lvi] hadde en lengre anmeldelse av konsert dagen efter at den ble holdt:
 
«Gerda Danielson
 
var, saavidt bekjendt, oprindelig Elev af Fru Barbara Larssen, der iaftes ved hendes Koncert i Brødrene Hals’s Sall akkompagnerede samtlige Foredrag. Senere har hun nydt den anseede tyske Sangerinde Lilli Lehmanns Veiledning og skal nu have modtaget Engagement ved Operaen i Kölln.
 
   Allerede for nogle Aar siden havde man Anledning til at høre Frk. Danielson i en af de Elevopvisninger, Fru Larssen den gang foretog med sine bedste Elever, og kunde knytte gode Forventninger til hendes kunstneriske Fremtid. Iaftes hade man den Glæde at høre de betydelige Fremskridt, hun siden har gjort. Stemmen giver nu, sandsynligvis paa basis af en omhyggelig træneret Respiration, visselig paa det nærmeste sit hele Indhold, og dette er ganske betydeligt, noget hvass i Høiden, med lidt beslørede Mellemtoner og vakre Brysttoner, – ikke endnu fuldt egaliseret.
 
   Foredraget var sikkert og mere dygtig end sjelfuldt; fantasien fik ikke endnu frit Spillerum ved Siden af Vogten om den særdeles vel skjøttede tekniske Udførelse. Bedst af alle de gode Præstationer blev «Arioso» af Leo Delibes (O Mer, ouvre toi!), hvor Sangerindens Toner gav fuld Valør og stod klippefast paa en behersket Aande helt indtil næstsiste Tone. Den blev ogsaa modtaget med et meget spontant Bifald.  Ogsaa med Elisabeth’s Entré af «Tannhäuser», med en talentfuld Dilettantkomposition, «Brudesang» af Alfred Mjøn, den viltre og urolige, men tonende «Solskinsvise» af Sigurd Lie – givet da capo – og andre af Brahms og Rich. Strauss havde Sangerinden megen Sukces. Grændsen for, hva den unge stemmebegavede Dame har tilegnet sig, betegnedes ved Griegs «Ein Traum» hvor det viste sig, at der endnu trænges at filer le son, og ved Inledningsnummeret Ah, Perfido af Beethoven, hvor af samme Grund den lille Koloratur strandede, og hvor – endnu mer end i Grieg’s «Drøm» – der maa klinge Strenge fra en dybere og rigere Stemningsgrund. Rent teknisk set hører der jo ogsaa mere Stemme og Erfaring til denne Arie.
 
 
   Men Frk. Danielson er ung endnu og kan ogsaa lægge, hvad endnu i den Retning er ufærdigt, til sin ævrige Dygtighed. Hun var allerede, som hun er, en af de mere lysende blant de mange norske og fremmede «Stjerner» paa vor taagede Himmel, og Publikum hilsende hende som en saadan med megen Applaus og Fremkaldelser.
Otto Winter-Hjelm»
 
Bare et par dager senere, 29 november 1901, fortalte Aftenposten[lvii] at Gerda Danielson ville opptre i en forestilling til inntekt for Sjømannshjemmet:
 
«Sjømandshjemmet.
 
    Til Intægt for Kristiania Sjømandshjem, Raadhusgd. 25, afholder Fru Gerda Danielson med af Assistance af Fru Barbara Larsen Onsdag aften den 4 Fru Barbara Larssen Onsdag Aften den 4. December en Koncert i Sjømandshjemmets Festsal»
 
Det samme ble skrevet i Norges Sjøfartstidende[lviii] tirsdag 3 desember 1901.
 
Aftenposten[lix] hadde en annonse fredag 29 november 1901, om en konsert neste dag:
 
En korrespondent for Bergens Annonce-Tidende[lx] skrev lørdag 14 desember 1901 en artikkel om denne konserten,  der han begynner med å referere til sine medreisende til Kristiania, tre handelsreisende med sterk interesse for noen nye lover om akkordforhandlinger, og fortsetter med å ta opp igjen en gammel virksomhet, å anmelde musikk. Det han anmeldte var en konsert i Turnforeningens hus i St. Olafs Gade, som på denne tiden var nytt.
 
   « …
 
   Programmet er Mozarts Overture til Figaro og Beethovens Pastoralsymfoni.
  
   Solister: Violinisten Serato og Sangerinden Fru Gerda Danielson.
 
   Jeg har ikke vært Musikanmelder paa lange Tider og fryder mig ved at skulle slippe Avisen og alligevel – nu vaagner den gamle Adam.
   …
   I Sangerinden Fru Gerda Danielsen kan vi utvivlsomt hilse en opgaaende Stjerne blant de norske Sangerinder. Hun eier en stor, straalende Sopran, og fyldte med sin Stemmes Vellyd det store Rum til de fjerneste Kroge. En Kritiker klager over daarlig Textudtale. Jeg tænkte ikke særlig paa Texten. Det var Wagners Musik, «Elisabeth’s Arie» og «Elsa’s Drøm». Var ikke Tonerne Text nok?Sagde de ikke i sig selv Alt? Med Textbogen kunde hvert Ord saa godt opfattes. Men i disse store Operapartier kan man dog ikke anvende den parlerende Textbehandling, som i smaa Romancer og Kupletter! Jeg maa endnu komme tilbage til, at Sangen, rent musikalsk talt, er dog der første i Operaen, særlig i den store Opera. Folk klappede livlig efter alle nummere. Solisterne fik 3 a 4 Fremkaldelser, og Dirigenten, Iver Holter, tilslut fremkaldt et Par Gange».
 
11 mars 1902 er Gerda Danielson på en liste trykket i Aftenposten[lxi], over søkere til statlige kunstnerstipendier, i kategorien musikere.
 
Og det ble tid til veldedighetskonserter, også – her i en annonse i Morgenbladet, torsdag 3. november 1904;
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Norske Kvinners Nasjonalråd, som ble stiftet 4 januar 1904 hadde sin første sammenkomst efter stiftelsen 12 oktober samme år, forteller «Nylænde» i utgaven[lxii] av 1 november det året. Der kan man også lese:
 
   «Og saa kom den musikalske del af festen. Fru Gerda Danielson akkompagneret af fru Haneborg glæded forsamlingen med afsyngelse af flere smukke romancer, hvorefter hr. Catharinus Elling fortalte om sine betydningsfulde fund af religiøse norske folkemelodieer og, fulgt af publikums levende interesse, gav prøver paa disse».
 
Det ser ikke ut til at Gerda gjorde det så skarpt i Tyskland – hun er lite nevnt i pressen, og i minst ett tilfelle, nokså negativt[lxiii]:
 
«Ausser  sehr  hellem,  etwas  scharfem  Sopran  besitzt  Gerda  Danielson nichts  zu  ihrer  Empfehlung  als  Singerin.»
 
Men alt var vel ikke tapt, for i Berliner Börsen-Zeitung[lxiv] kunne man lese 13 mars 1906:
 
«- Heute abend finden folgende Konzerte statt: Saal Bechstein, 7 ½ Uhr, Lieder-Abend von Gerda Danielson»
 
Men hun holdt ut en stund før hun kom hjem igjen, og da hun var tilbake i Kristiania holdt hun konsert i Sandefjord forteller Sandefjords Blad[lxv] 14 januar 1907.
 
«Vestfold» hadde en tilsvarende annonse[lxvi] dagen efter: dette var byens store datter som kom hjem.
 
Enda en dag senere trykket «Vestfold[lxvii]» en annonse som presenterte programmet:
 
«KONSERT!
 
Gerda Danielson.
 
Acc:
Fru Ninni Dannevig.
Fredag den 18. ds. Kl. 8 i
 
Afholdslokalet
_ _ _
Program
 
1)    Beethoven:                  Adelaide.
       Haydn:                        Schäferlied.
       Thomas Morley:           It was af lover and his lass. Mel. fra aar 1600, Ord                                           af Shakespeare.
 
2)   Shubert:                      Auf dem Wasser zu singen.
                                         Sei mir gegrusst.
       Kjerulf:                       Min elskte jeg er bunden.
 
3)    Brahms:                      Feldeinsamkeit.
       Puccini:                       Mussettes valse af Operaen «La
                                         Boheme
       Leo Delibes:                Chanson Espagnole.
 
4)    Mon Schelderup:          Ak, om jeg kunde faa Hvile.                                                                           Barcarole.
 
5)    Grieg:                         Vær hilset I Damer.
 
   Billetter à Kr. 1.50 og Kr. 1.00 som forudbestilles hos Bogh. Joh. Eriksen, samt ved Indgangen Kl. 7».
 
Og noen uker senere er hun tilbake i Kristiania, der hun skal holde konsert hos Brødrene Hals fredag 8 februar 1907[lxviii].
 
Sandefjordsavisen «Vestfold[lxix]» er begeistret over konserten, og side de ikke selv kunne være til sted bruker de Dagbladets anmeldelse:
 
«Fru Gerda Danielson
  
   Vort bysbarn Gerda Danielson har i disse dage givet en konsert i Kristiania, der efter pressen at dømme har været mere end almindelig vellykket.
 
   Alle kritikere er enig om at fru Danielson raader over en stemme der rangerer høit over de fleste af vore yngre sangerinder.
 
   «Dagbladet» for Lørdag skriver saaledes:
 
   Siden Gina Oselio fremstod som den fuldt færdige primadonna, har vel ingennorsk sangerinde vakt slig opsigt som Gerda Danielson igaaraftes i Hals’s sal- Hun sidder inde med et herligt organ af lys klang om med omfang, der er forbløffende, naar man tar hensyn til dets styrke. Dertil har hun gjennem en grundig skole – hos Lilli Lehman i Berlin – lært at mestre det, saa det føier sig villigt efter de krav, som skjøn musik forlanger. Af de foreedragne numre er det sandelig vanskeligt at fremhævve noget enkelt, ialfald for de fire første afdelingers vedkommende. Selv sangerinders ad i en eneste forbauselse over fruens organ, dets perfekte behandling som over dets udholdenhed, idet en saa monstrøs romance som «Besreit» af Strauss kunde tas om igjen, uden at afslappelse mærkedes.
 
   Mindst indtryk gjorde hun med de to norske sange; de hørtes ferskere i den personlige tilegnelse – som hos Dahm Petersen – og var vel komne med af mere tilfældige aarsager.
 
   Flere større numre blev git dacapo, og tilslut maatte der naturligvis gis ekstranummer.
 
   Under konserten blev jeg oplyst om, at fru Danielson agter at udvandre til – Alaska, ligesom jeg fra andet – musikalsk – hold blev anmodet om at opfordre Nationalteatret til at opfære operaer med fru Danielson som primadonna. Jeg vil ikke efterkomme denne opfordring; men hvis operaens venner vil sætte sig i spidsen for et foretagende, hvis formaal er at faa sendt Nationalteatrets direktion til Alaska, saa vi kan beholde Gerda Danielson og andre sangfugle hjemme, saa kan de hertil paaregne min støtte»
 
Omkring disse tider hadde ukebladet Urd en lengre artikkel[lxx] om Gerda Danielsen, og som nok har dannet utgangspunkt for Sandefjords Blads artikkel i 1978:
 
«Gerda Danielson
Efter et længere Tidsrum kom vor Landsmandinde Gerda Danielson hjem fra Udlandet som en virkelig Kunstnerinde af Rang, og hendes Konsertaften her blev en glædelig Begivenhed, saameget glædeligere, som der netop paa norsk kvindelig Romancesangs Omraade vrimler af Studerende, der aldrig naar Maalet. Fru Danielsons Sang vidner om musikalsk Talent og Temperament, hendes Stemme er stor og bærende; disse Fortrin havde hun ogsaa i tidligere Aar, men nu har hun under Lilli Lehmann ogsaa tilegnet sig Kunsten at bruge disse Midler, saa at Registrene er udjevnede, Tekstudtalen tydelig og Intonationen ren. Hele Foredraget vidner om musikalsk Kultur og Programmet er rigt og afvekslende.
   Gerda Danielson er født i Sandefjord og kom tidlig du i Offentligheden idet hun allerede 17 Aar gammel som Gerda Svendsen debuterede ved «Karl-Johan Teatret» i en fransk Operette. Hendes først Lærerinde var Fru Barbara Larssen. Siden reise hun til Paris og sang med Mad. Artôt- Padilla. Denne udmærkede Lærerinde Interesserede sig meget for den lille blonde norske Elev og beklagede at Studierne efter en saison. Gerda Svendsen giftede sig nemlig den gang med den svenske Bygmester Edvard Danielson og opgav foreløpig Tanken paa Offentligheden. Hendes Mand døde imidlertid efter bare to Maaneders Ægtesskab, og Sangen blev da paany det, som gav hendes Liv Indhold. For en 7-8 Aar siden kom Fru Danielson til Berlin og fik høre Lili Lehmann synge «Isoldes Liebestod», og andre herlige Sange, og det gik hende som vistnok mangen anden Kunstner, hun syntes dette var Sangkunsens høieste Fuldendelse i vor Tid, og fra nu af havde Fru Danielson intet høiere Ønske end at bli Fru Lehmanns Elev. Men at komme i Forbindelse med denne verdenskjente Kunstnerinde, endsige faa Timer hos hende, der bare en Gang imellem udvælger sig et Par saadanne, ved vi er ingen let Sag. En ældre adelig Veninde af Fru Danielson og et Par tyske Musiker fik dog ved en eller anden Krigslist indført den norske Sangerinde i Lilli Lehmanns Villa, hvor Vertinden med meget skeptisk Mine lod  Hende synge en Arie af «Faust» og Arioso af Delibes. Men da var Gerda Danielsons Lykke gjort; hun blev straks antaget som Fru L’s elev sammen med den nu saa berømte Geraldine Farrar og et Par andre udvalgte. I flere Aar fortsattes da intense Studier hos Lille Lehmann under samtidig Paavirkning af det pulserende Musikliv i Berlin, og gjorde Fru Danielson til en harmonisk udviklet Kunstnerinde. Jeg har havt Anleddning til at se adskillige Engagementstilbud fra tyske Operasceener og fra St. Petersburg, som Fru Danielson har modtage, men har hidtil foretrukket Konserttribunen, hvor der jo i vor Tid, især til de moderne Komponisers Værker, trænges baade store Stemmemidler og dramatisk Foredrag. Som norsk Komponist maa jeg høilig beklage den i sig selv saa saare glædelige Begivenhed. At Fru Danielson endnu i dette Aar vil indgaa nyt Ægteskab, med den amerikanske Militærlæge Dr. Bosley og bosætte sig i Amerika. Inden den Tid vil hun dog give endnu en Koncert her og synge i andre norske Byer. Saa faar vi da haabe, at hun i den nye Verden vil virke til Udbredelse af norsk Musik med sin vakre og sympatiske Sangkunst.
Musika».
 
Det er ikke helt klart når Gerda Danielson faktisk holdt konsert, men efter at den var gjennomført hadde Ørebladet[lxxi] en kort anmeldelse 5 april 1907:
 
«Gerda Danielsen
gav sin udsatte Koncert hos Hals igaaraftes. Det var kun anden Afdeling jeg fikAnledning til at høre, indeholdende Sange af Schubert, Brahms og Rich. Strauss; men i denne aflagde kun fuldgyldig Bevis for, at hun er en af vore fremragende Sangerinder, hvis Stemme er omhyggelig uddannet – høiden bør hun dog behandle med stor Forsigtighed – og hvis Foredrag indeholder overmaade godt og vakkert. Kun Skade, at hun nu sandsynligvis gaar tabt for vort Musikliv, idet hun reiser over havet for at gifte sig.
 
   Hr. Backer Lunde leverede et fortrinligt Akkompagnement.
U.M.».
 
En ukes tid senere skulle det være konsert i Vor Frelsers Kirke i Kristiania, det vil si Domkirken, forteller Aftenposten[lxxii] 9 april 1907:
 
Dagen efter, 10 april 1907, hadde Aftenposten[lxxiii] nok en annonse, denne gangen med programmet:
 
«Oluf By’s Konsertbureau
Holters Korforening
Giver under Medvirken af
Fru Gerda Danielson
og
Hrr. Eyvind Alnæs
Konsert i Vor Frelsers Kirke
Torsdag 11te April Kl. 8
 
    1. Haarklou: Hymne over Davids Salme 118 «denne er Dagen» komponeret til Takkegudstjenesten 5te December 1905 og tilegnet Kong Haakond VII og Dronning Maud for Kor og Orgel, 1ste Gang.
    2. Palestrina:   a) O bone Jesu

                          b) Ecce quomode moritum

                                    Kor a capella, 1ste Gang

    1. Bach:    a) Brist, ak Brist mit arme Hjerte

                  b) Kom milde Død

                      Kor a capella
                               Fru Gerda Danielson.
 
                                   Hrr. Eyvind Alnæs.
                                   Kor a capella. 
 
   Billetter til Kirkens Gulv à 1 Krone, til Gallerierne à 75 Øre i Ole Olsens Musikhandel, Akersgd. 28, Trygve Fjeldstads Herreekviperingsforretn., Torvgd. 2 og i Oluf By’s Musikhandel, Karl Johansgd. 45 (556).
 
Da konserten vel var over trykket Morgenbladet en anmeldelse:
 
«Holters Korforening[lxxiv]
 
holdt igaar en vellykket Konsert i Vor Frelsers Kirke. De Kongelige var i sin Loge- Og forresten var Kirken vel befat. En meget interessant Nyhed var Haarklous Hymne til Kongeparret for Kor og Orgel, komponeret til Takke-gudstjenesten i December 1905. Den klang med sin værdige og rene Stil og sine smukke Motiver udmærket. De to prægtige smaa Kapellakor “Brist mit arme Hjerte” og “Kom milde Død” af Bach blev ogsaa meget godt sungne. Koret er idethele vel sammensunget og instrueret. Et Par smaa Kapellakor “O bone Jesu” og “Ecce quomodo moritur justus” af Palestrina gjorde ogsaa en smuk Virkning, ligesom ben deilige Salme “Ære Gud i det Hæie” af Bortnianti meget heldigt afsluttede Aftenen. En god Medvirkning ydede Fru Gerda Danielson med en Oratoriearie af Mendelsfohns “Elias” og Hr. Eyvind Alnæs, som med flor Dygtighed spillede en Fantasi af Bach og Præludium med Fuga af List.                                                   +»
 
Aftenposten hadde også en anmeldelse av konserten:
«Holters Korforening
gav igaaraftes en meget godt besøgt Koncert i Vor Frelsers Kirke. Den aabnedes med Haarklous Hymne over Davids 118de Salme, komponeret for Kor og Orgel til Takkegudstjenesten 7de Decbr. 1905. Hymnen, som er tilegnet Kongen og Dronningen, er mere end et Leilighedsarbeide, baaret som den er af personlig Varme og Overbevisning. Enkelte Partier af den er særlig glansfulde og af megen Virkning, ligesom Orglets Behandling er meget interessant. Fru Gerda Danielson assisterede med en Arie af «Elias» og viste sig at være en ganske fortræffelig Oratoriesangerinde. Hr. Eyvind A ln æ s er en smagfuld og klar Orgelspiller med ikke ringe Færdighed. Koret sang smukt og stemningsfuldt, især de to Koraler a capella af Bach. I Dametersetten i Palestrinas «Ecce quomodo» var den chevroterende Stemme ikke bra.
 
    Kongen og Dronningen overvar Koncerten.
 

U. M.»

Konsert med Majesteter den ene dagen, og synger for studentene en annen, man får inntrykk av at Gerda ikke var blitt altfor jålete, ennå – i det minste er dette en annonse i Aftenposten[lxxv] 20 april:
 
 
Og hun fremdeles til hjembyen nå og da, som Sandefjords Blad skriver, Lørdag 20 juli 1907, i en liten notis[lxxvi]:
 
«Fru Gerda Danielson
 
vil førstk. fredag give en Koncert ved Badet hersteds — akkompagneret af fru Ninni Dannevig.
 
    Dette blir vistnok sidste gang, vi faar anledning til at høre fru Danielson, før hun reiser over til Amerika. Det siger sig ba selv, at badets festsal ved denne anledning blir optaget til sidste plads».
 
På motstående side av samme nummer av avisen stod annonsen[lxxvii] for konserten:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vestfold hadde annonsen[lxxviii] for konserten tirsdag 23 juli, og gjentok den dagen efter, og på torsdagen:
 
 
I Ørebladets[lxxix] nummer av 19 mars 1908 kunne man lese at Gerda Danielson var i ferd med å gjøre endringer i livet sitt, men det ser ikke ut til at var Amerika hun skulle til, ennå:
 
«Kunst, Theater og Musikk.
 
   Gerda Danielson har i disse Dage sluttet Engagement med Operaen i Graz fra næste Sæson. Grazer- Operaen er Østerriges første Scene næst efter Hofoperaen i Wien».
 
Dagbladet[lxxx] hadde et lengre intervju med Gerda Danielson 15 april 1909 – formet som et tilfeldig møte, en avslappet samtale og derpå et kafébesøk:
 
«Norsk
          opera.
   En meget stor og meget elegant damehat av sidste mote fra Wien strøk raskt opover Carl Johan. De svaiende fjære skinnet i solen, og under hatten opdager jeg opera-sangerinden fru Gerda Danielson. — Jeg kommer fra toget, sa fru Danielson. Fra Graz i Østerrike. Der kan De tro at de har en prægtig gammel opera! Nu skal jeg til Fillipinerne og gifte mig. Er min hat ikke smuk? De kan tro min stemme er deilig nu!
 
   Jeg hilste sangerihden velkommen hjem. Samt at hatten var smuk og at stemmen var deilig nu. Og jeg sa, at naa altsaa var det blit vaaren, siden lærken var kommet. — Med forlov, Hvad er det for en slavepisker av en plantageeier, som De skal grave ned Deres pund hos paa Fillippinerne?
 
   — Min forlovede er læge og kaptein i den amerikanske armé, sa fra Danielson krænket.
 
   — Hvor sørgelig, at Norge skal miste en saa udmerket sangerinde !
 
   — Tak. Forresten er jeg ikke den første, som reiser ut. Og langtfra den bedste. Flere av primadonnaerne ved utlandets store operascener for tiden er norske.
 
       — For eksempel?
 
       — Vi har Marie Fremstad ved Metropolitan Operahouse i New York. Og der er Lykseth-Schjærven ved Stockholmer-operaen. I Dresden debuterer nu Beatrice Gjertsen. Hun blir nok snart en stjerne, slik stemme, som hun skal ha. Og likedan gaar det vel med tiden Borghild Bryhn ved Leipziger-operaen. At Cally Monrad er engagert til Berlineroperæn har forbauset mig litt. Hun er jo romancesangerinde. Og Opernhaus er tung at synge i, det har jeg prøvet. Men Cally Monrad har overrasket os saa ofte før. Saa det gaar nok udmerket.
 
   — Hvorfor har vi ikke vor egen norske opera, fru Danielson? Saa kunde alle dere gaa herhjemme og kvidre for os.
 
   — Ja hvorfor, sa sangerinden. Det er især synd om det udmerkede orkester, dere har. Som sitter der og spiller mellemaktsmusik for snakkende teatermennesker, Ak ja, men det der er jo et fortærsket emne. Jeg vet ikke, jeg, hvad det kommer av. Den norske opera har vist en vanskelig fødsel. 
 
   — Penge?
 
   — Naturligvis. Først og fremst pengemangel. De fleste operaer arbeider jo litt tungt i den henseende. Men det er nu ikke bare det heller. Aa nei. For bare i Tyskland vrimler det av byer med ringere indbyggerantal og rescourser end Kristiania, som bar sin opera.
 
    — Naa, altsaa? spør jeg nysgjerrig. Hvor søker De grunden?
 
   — Jeg er bange for, at operaenikke har rigtig let for at faa fæste og grobund i en utbredt sympati ber tillands. Det kan være en norsk karaktereiendommelighet; jeg vet ikke.
 
Jeg utbad mig en nærmere forklaring i dette interessante spørsmaal.
 
   — Naaja. Har De fulgt med i de diskussioner, som nu og da har været ført herhjemme om norsk opera? Lægger De merke til disse besynderlige utfald, ofte rigtig hadske utfald ogsaa, som mange komme med mot Operaen i sin almindelighet? Kan De forstaa sligt? Det er neppe tvil om, at kunstarten tæller en stor skare principielle motstandere her i landet. Fiender av opera for operaens egen skyld. Altsaa uanset pengespørsmaal og sligt. Og uanset forstaaelse eller ikke forstaaelse av musik.
 
   — Og kvad skulde denne motstand være diktert av?
 
   — Det er ikke godt at si. En kan bare gjætte paa et eller, andet. Jeg har nu reist noksaa meget i mange, lande og hørt operaer og tænkt paa dette her. Det kan ligge i kunstarten seiv, kanske. Ser De, i sin ydre form er den jo en rent symbolistisk kunst. Den benytter sig av et uttryksmiddel til at tolke følelser og tanker med, som jo ikke er det «rigtige» og det «naturlige» mellem “normale» mennesker. Et Uttryksmiddel, som forsaavidt er saa urealistisk og absurd som vel mulig. Det kan hænde, at operaen av den grund ikke ligger rigtig godt for nordmændene. Ialfald mindre godt end for mange andre nationer. F. eks. et pragtelskende og romantisk folk som det svenske. Eller en, utpræget artistisk nation som den danske. Eller en i sin kunst saa symbolkjær og allegoridyrkende nation som den tyske. Ja, kortsagt, jeg tænker mig altsaa, at motstanden mot operaen herhjemme ikke er saa helt ubeslegtet med den, som f.eks. en Munchs eller en Vigelands kunst har hat og endnu har at kjæmpe med hos os.
 
   — Hvad sang De for noget nede i Graz?
 
   — Hei Vilhelm, ropte fru Danielson i det samme til maleren Wetlesen, som gik forbi. Jeg sang i «Tryllefløiten» av Mozart. Paminas parti. Vilhelm kom, og vi gik ind paa Grand, og saa blev der bare snak om malerier og ikke længer om musik. Sangerinden og maleren var bysbarn, barndomsvenner, Sandefjordinger, de snakket i munden paa hirfianden. Da Wetlesen, hørte, at fru Danielson skulde gifte sig og sætte bo, blev han meget interessert. Han forlangte at se haandskrifterne for at læse i fremtiden og undersøke, om parret passet sammen, for han var utdannet grafolog, sia han.
 
   — Dere passer fortræffelig sammen, sa Wetlesen og sammen holdt haandskrifteme. Din forlovede er en mand av høi dannelse og ædel tænkemaate. Se bare paa den G’en her i Gerda! Og han er tillike en bestemt og viljesterk natur, som vil bringe det langt her i verden. Og du selv, se denne lange svingen her, den tyder paa en utsøkt fin forstaaelse for kunst. Og saa er du et bløt og tendert gemyt, ser jeg, med smaa tanker om dig selv, og føielig og klok og . . .
 
   Fru Danielson straalte.
 
   Og idet jeg ubemerket trak mig tilbake, hørte jeg hende erkyndige sig om prisen paa nogle av Wetlesens bedste billeder. —

R.M.»

 
En uke efter at dette intervjuet stod på trykk gikk Gerda om bord i S/S «Hellig Olav» i Kristiania havn. Båten var eiet og drevet av Scandinavian America Line, et selskap som kom til i 1898 ved at Det Forende Dampskibsselskab (DFDS) tok over det danske rederiet Thingvallalinjen. Hun hadde fått billett gjennom agenten Kjerschow; det ble notert at hun var født i Sandefjord i 1875, var enke og skulle over Atlanteren for å gifte seg. «Hellig Olav» avgikk fra Kristiania dagen efter, 23 april 1909[lxxxi].
 
Tolv dager senere gikk hun i land på Ellis Island[lxxxii], og ble sikkert tatt godt i mot av forloveden. Passasjermanifestet[lxxxiii] forteller for øvrig at Gerda var 5’6’’ – 1.67 meter høy og hadde sunn hud og lyst hår.
 
Rudolf Rasmussen[lxxxiv], som hadde kjent Gerda i Tyskland også, skriver i noen memoarer utgitt i 1941, om en episode fra tiden før hun forlot Norge og illustrerer kanskje hva hun håpet på da reisen var over:
 
   «Jeg satt altså en aften på «Theaterkaféen sammen med Karl Nissen og hans nydelige forlovede Aagot Kavli, som var så ung og blond og uskyldig og nettop den gang på teatret var den evig ventende Solveig. Så var det Gerda Danielson, som hadde verdens største stemme, elev av Lili Lehman, av skjebnen bestemt til en flott karriere, men lenkebunden, svinebundet og bastet av dette forferdelige Kristianiasnobberi. Hun hadde som ganske ung pike spillet «Dukkefeen» i balletten på Cirkus Varieté, det var nok for det gode publikum. Hun kunde aldri komme fra denne «nedverdigelse», «Dukkefeen»s navn var for alltid feste ved henne. Hun var ikke og blev ikke for godtfolk enn denne «Dukkefé». Til sist blev hun trett og kjei av det hele og utvandret til Amerika. Der havnet hun i det ene utmerkede ekteskap efter det annet. Gud vet hvor hun nu er i verden. Det Kristiania-snobberi! Å ja, for den saks skyld har Oslo også tatt litt av det i arv».
 
Allerede før hun kom til Amerika var musikken hennes kjent – i det minste i de norske miljøene: som man ser kunne man kjøpe fonografinnspillinger av henne med Mon Schjelderups «Barcarole» og Prinsessen av Kjerulf. Tydeligvis var innspillingene gjort i Christiania. Annonsen er fra avisen[lxxxv] Decorah Posten.
 
Akkurat hvor og når Gerda Danielson og Jon Bosby ble viet er ikke funnet, men Dagbladet[lxxxvi] fortalte fredag 4 juli 1909 at:
 
«- Bryllup
        Er feiret i disse dage i New-York av den norske operasangerinde fru Gerda Danielson og Læge Jon Bosby, sanitetskaptein i den amerikanske armé»
 
Et halvt år efter at hun var kommet til det nye landet, kunne man lese i Decorah-posten[lxxxvii] at også et fonogram med Haarklou’s «Med Røde Roser» sunget av Gerda Danielson var tilgjengelig:
 
 
                                              
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Også «Scandinaven[lxxxviii]» hadde en tilsvarende annonse 3 desember 1909:
 
 
I mars 1912 var Gerda hjemme i Norge, og den 5te den måneden fortalte Dagbladet[lxxxix]:
 
«Fru Gerda Bosley.
 
   En god bekjendt av vort musikpublikum, sangerinden fru Gerda Danielson, opholder sig for tiden her i byen paa reise med sin mand hr. Robert Bosley, som er læge og kaptein i den amerikanske sanitet. Fru Bosley har i de senere aar levet i Manila, hvor hendes mand er stationert, og da vi idag hilste paa de lang vei sf a rende reisende i deres hotel, benyttet vi leiliglieten til at spørre nyt fra den fjerne øgruppe i Stillehavet. Filippinerne, fortæller doktoren, er gaat megtig fremad siden den amerikanske okupation for et tiaar tilbake. Forholdene derborte er næsten ikke til at kjende igjen. Saaledes i sanitær henseende. Manila, hvor klimaet ellers ear saa enestaaende, var før allikevel i intet sundt sted, det herjedes sterkt av epidemiske sygdomme, bl. a. kolera. Her har regjeringen ved energiske sanitære foranstaltninger utrettet merkelige ting. Med hensyn til sundhet er byen nu et rent ønskested at leve i. Og moskito-plagen, som tidligere var øernes værste svøpe, har man ogsaa nu vundet bugt med. Regjeringen gjør idet hele meget for øerne, som jo var sørgelig forsømte under det 300-aarige spanske vælde. Skoler, hospitaler og stiftelser er fremmet og velordnet, og det filippinske fængselsvæsen er blit verdensbekjendt.
 
   Fru Bosley fortæller os litt om musikforholdene i Manila. Byen er vel forsynet med rigtig god musik. De har et orkester der paa 50 mand, som tilhører byens musikklub, og gir filharmoniske konserter med udmerket program. Og saa har de opera. Det nationale instrument er forresten, mandolinen, og gitarren, som i Spanien. Unge damer av byens societet har dannet sig et orkester av bare mandoliner, som optrær veldædig. Det er eiendommelig musik at høre paa.
 
   «Synger De ogsaa selv meget derborte» , spør vi tilsist fru Bosley. «Jeg har hvert aar git en del veldædige konserter», svarer fru Bosley, «tildels med orkester. Befolkningen er meget musikalsk.» Og fru Bosley viser os nogen kritiker av Manila-bladene, som synger sangerindens pris i Høie toner.
Richard».
 
Rundt august 1914 var Gerda – og sikkert mannen – i Washington DC, og der fikk hun utstedt pass soom hun brukte til å beske Norge og Sverige de neste tre månedene- det går frem av en senere passøknad[xc].
 
I midten av desember 1916 – midt under Første Verdenskrig – ankommer Gerda New York om bord Kristianiafjord efter en reise fra Bergen[xci].. Besøket i Norge må ha vært av helt privat karakter for det er ikke funnet ett hint om det i norske medier. På denne tiden bor hun og mannen i Fort Hamilton i New York, like ved broen over til Staten Island.
 
Det er ikke funnet mye om Gerda efter dette. Hun ble jo med mannen da han ble stasjonert på Filippinene, og helt sikkert var hun sammen med ham da hun var med å holde konsert for Grainger Museum i Melbourne, sammen med et militært korps. Hun ble akkompagnert av en pianist som het Percy Grainger og opplysningen om Gerda er hentet fra en masteroppgave[xcii] fra 2013 som oppgir følgende kilde:
 
«Concert Programme, “Concert for the benefit of the Fort Hamilton Auxiliary of the Australian Red Cross by The 15th Band, Coast Artillery Corps, USA”, 13 and 30 August 1917, PD1 1917, 1918, 1919, 1920, Grainger Museum, Melbourne».
 
New York Times[xciii] kan, 19 august 1917, også fortelle om en konsert med Grainger, samme måned samme år:
 
«GRAINGER AND THE BAND.
First View of Famous Recruit
at Aeolian Hall Shortly.
 
   Percy Grainger makes a first Manhattan appearance in Uncle Sam’s uniform at a concert in Aeolian Hall on Aug. 30 for the Fort Hamilton auxiliary of the Red Cross. He will be heard with his unit, the Fifteenth Band, Coast Artillery Corps, resuming for this occasion his more familiar rôle of pianist in Liszt’s «Hungarian» fantasy, with orchestra parts rearranged by Rocco Resta, the band leader, and in piano solos, including Chopin’s A flat polonaise. Grainger also has arranged for the band his own «Colonial Song» and «Gumsuckers’ March». An added soloist will be Gerda Bosley, soprano.
 
   As widely announced some weeks ago, the Australian, perhaps the best-known pianist in the English-speaking world today, has joined the United States Army and has taken out his first papers to become and American citizen. He plays oboe now as a $30 musician, third class, in the Fort Hamilton band of the Fifteenth Coast Artillery, stationed at Fort Totten, New York. The band is under the direction of Rocco Resta, said to be the youngest leader in the army. Now that Grainger has joined the colors, hee has not only given up on being a $1,000-a-night pianist, but has put on the regular khaki uniform and cut his hair.
 
   «I have wished very much to serve this country in some musikal way» het old an interviewer, «as many English artists are doing in France. Yes, I mean to be an American and to live here always. Also I wanted to enlist under Resta, who is a brilliant musician. It is interesting to play in the band. One gets to know the instruments and how they work together. I play the oboe here, but hope to continue giving piano concerts for the Red Cross».
 
I 1920 søkte Gerda Bosley – som nå var hennes juridiske navn – om amerikansk pass[xciv], med tanke på å besøke Norge og England – i Norge var hensikten å besøke slektninger, hvorfor hun skulle til England er ikke klarlagt. Hun oppga at hun ikke hadde noe yrke, og at hun aktet å seile på Stavangerfjord 25 juni dette året. Men man år vite hvor hun bodde: 301, West 108th Street. Hun oppgir også at hennes mann John R. Bolsey, født i Baltmore, nå er død. Så nå er hun enke for annen gang.
 
Bolsey må ha gått bort ganske nylig, for ved folketellingen[xcv] i januar 1920 ble han vitterlig talt opp, sammen med Gerda og en tjenestepike som het Barbara Taluzek, en 22-åring fra Böhmen.
 
Ikke bare var han gått bort nylig, man kan lese i Baltimore Sun[xcvi] 9 januar 1920 at han forlot det jordiske allerede 8 den måneden:
 
«LIEUT.-COL. J. R. BOSLEY DEAD
Former Baltimorean Succumbs In New York Home.
 
   Lieut.-Col. John Robert Bosley, formerly of this city, a retired surgeon of the United States Army Medical Corps, died last night at his home in New York city. Death was caused by high blood pressure, the after-results of a tropical fever which he contracted while in Mexico with the expedition under the command of General Pershing.
 
   Lieutenant-Colonel Bosley was born in Baltimore in 1870 and was a son of Mary E. Bosley and the late William H. Bosley. His father was a partner in the former banking and brokerage firm of John S. Gittings & Co. He received his early education at private schools and later graduated from the Western Maryland College and the Johns Hopkins Medical School. After graduating at Hopkins he went to Berlin, Germany, and studied at one of the German hospitals. It was while in Berlin that he met his wife, Mrs. Gerda Bosley, of Norway, who was studying music in the German capital. They were married in Seattle, Wash., in 1909. His widow survives. They had no children. Colonel Bosley was a member of the Phi Kappa Psi Fraternity of Johns Hopkins. Besides his widow and mother, Lieutenant-Colonel Bosley is survived by a sister, Mrs. Willis F. Manger, of Philadelphia : three brothers. William H. Bosley, Chauncey B. and Harryman G. Bosley, all of Baltimore. The body will be brought to Baltimore and the funeral will be held tomorrow at the home of Lieutenant-Colonel Bosley’s mother, 1403 Park avenue».
 
Gerda sørget for en dødsannonse i Aftenposten[xcvii] 2 februar 1920:
 
 
Neste gang man ser Gerda er senere i 1920, da hun mandag 15 november, i henhold til en annonse i Morgenbladet[xcviii] fem dager tidligere, skulle holde konsert med Filharmonien under Heinrich Knappstein og henne selv som solist.
 
Programmet bestod av:
 
Avisen «Social-Demokraten[xcix]» hadde ikke annonsen, men omtalte den kommende konserten redaksjonelt – og med et ganske annet program:
 

5. abonnementskonsert B holdes i Logens store sal mandag førstk. Den norsk-fødte sangerinde fru Gerda Danielson Bossley vil med orkestret synge operaarier av Beethoven, Mozart, og Verdi. Konserten indledes med Evald Strässer symfoni nr. 2, som spilles her for første gang. Den avsluttes med Tannhäusser ouverture. Desuten spiller orkestret Berlioz Scherzo La reine Mab av Romeo og Julie. — Konserten ledes av kapelmester Heinrich Knappstein fra Köln. Generalprøven søndag den 14. ds. kl. 12 ½ med samme program avholdes i Cirkus Verdensteater».

Dagen efter konserten brakte Aftenposten[c] en anmeldelse som var syrlig overfor dirigenten, mer flatterende for Gerda Danielson Bosley:
 
«Koncert.
 
   Ved filharmoniske abonnementskoncert igaaraftes blev den tyske komponist Ewald Striissers anden symfoni i D-moll opført for første gang. Heinrich Knappstein dirigerede, og det var ikke til held for det nyindstuderede verk. Jeg kjender vistnok ikke komponistens foredragsbetingelser; men jeg gaar dog ud fra, at der i partituren findes foreskrevet dynamiske afskygninger, stigninger osv. Dem hørte man intet til; alt bevægede sig i haabløs monotoni. Under disse omstændigheder er det vanskelig at opgjøre sig nogen berettiget mening om symfonien. Der kan eksistere foredragsfinesser, som stiller det hele i en anden belysning. Themaerne forekom mig ikke at være betydelige; men udarbeidelsen var meget dygtig. Mest indtryk paa mig gjorde den varierede tredje sats. Den var ogsaa eiendommeligst for klangens vedkommende.
 
   Desuden kavede Knappstein sig gjennem forspillet til «Tristan und Isolde» med det for koncertbrug vedheftede tillæg «Isoldes Liebestod» samt Tannhauser-ouverturen. Begge foreligger jo ferdig indstuderet fra tidligere opførelser. De fik en ganske god; men langtfra mønstergyldig udførelse.
 
   Aftenens solist, Gerda Danielson Bosley, har en prægtig sopranstemme, som hun behandler skjønsomt med veludviklet teknik. Men den dybere forstaaelse for Beethovens og Mozarts musikk har sangerinden ikke. Her formaaede ikke hendes skjønne tonedannelse at dække over mangelen af det egtefølte poetiske udtryk. Først i arien af Verdis opera «La forza del destino» fik man det fulde begreb om fruens sangkunst. Og man kunde overbevise sig om, at hun eier temperament og har sans for det effektfulde foredrag. Kun skade, at denne arie var anbragt mellem de ovennævnte orkesterstykker af Wagner. Efter verdensgeniets myndige tonesprog i «Tristan og Isolde», bliver Verdi overfladisk og plat, især naar det gjælder hans ungdomsarbeider. Men det kan ikke lægges fru Danielson Bosley tillast. Hun gav paa dette sted sit bidrag til aftenen med uafkortet fylde.
 
Hjalmar Borgstrøm».
 
Social-Demokraten[ci] hadde en lengre anmeldelse 17 november, men ikke særlig mer begeistret:
 
«Filharmoniskes abonnementskonsert.
 
   Generalprøven til denne konsert avholdtes i Cirkus verdensteater, og da jeg er forhindret fra at høre selve konserten i Logen, maa min omtale forutskikkes av det forbehold, som de uheldige akustiske forhold i Cirkus nødvendiggjør. Konserten indlededes med første gangs opførelse av symfoni nr. 2 av Köllnerkomponisten Ewald Strässer. Denne hos os hittil ukjendte komponist har et stort navn som symfoniker i Tyskland og hører vel nærmest til den Brahms-Brucknerske retning. Det er dog, ialfald efter kun en gangs opførelse, noksaa vanskelig at øine nogen større melodisk overflod hos autor. Men det formelle arbeide og instrumentationen er, som i næsten al nyere tysk musik, fremragende. Negtes kan det dog neppe, at den megen «Sturm und Drang», som skal avspeiles i den massive instrumenttal-iklædmng og i den aandeløse polyfoni, til syvende og sidst virker ensformig. Det er saa uendelig likedan, uanset om komponisten heter det ene eller det andet.
 
   Symfonien fik en virkelig god utførelse. Gjestedirigenten, Hr. Knappstein, har al ære av indstudering og ledelse av det vanskelige verk, som han vistnok har arbeidet intenst og interessert med.
 
Som solist optraadte Gerda Danielson Bosley, som under sit pikenavn vil være kjendt fra en optræden i Musikforeningen. Fruen sang arier av Beethoven, Mozart og Verdi, — ganske almindelig. Hendes høide er Klangfuld og bærer godt, men de dypere toner er noksaa matte, og foredraget formaadde ikke at fængsle synderlig. En pudsig sammenstilling paa programmet var arien av Verdis «Skjæbnens magt» midt imellem forspillene til «Tristan og Isolde» og «Tannhauser»! Og i disse to Wagner-stykker overrasket Knappstein, som man netop hadde beundret i symfonien, med en merkværdig flau utførelse av «Tristan» og en gjengivelse av Tannhauser-forspillet, som man skulde tro var smittet av Verdi. Der var en ujevnhet, snart med slæpende terapi, snart med en nervøs, opjaget rytme og takt, saa det var ganske svært til sine tider at kjende den pragtfulde, ouverture igjen. Skal jeg opsummere min opfatning av hr. Knappsfrein, blir det, at han er en talentfuld musiker, med meget temperament og «nerve», men med en mangelfuld teknik og en hang til at tænke mer paa publikum end paa orkestret og aanden i musikken. Det er et spørsmål om vort forholdsvis nydanmede orkester har godt av til stadighet at være i hænderne paa skiftende gjester. lalfald bør det kun være gjester, som er kommet længere frem end denne sidste —hans talent og gode vilje uomtalt.

T.B.».

 
Også Nationen[cii] ville ha et ord med i laget, og kunne fortelle dette om Gerda i utgaven av 20 november:
 
«Sangerinden Gerda Danielsen Bosley sang Beeethovens Adelaide og 2 Arier med vakker, velpleiet stemme og en nyancering som røbe de bedste kunstneriske hensigter, selv hvor en paatagelig indisposition hindret sangerindens mange rosværdige egenskaper i at komme helt til sin ret».
 
I 1923 hadde Gerda vært en tur i gamlelandet igjen – hun reiste på et nytt pass, ikke det fra 1920 – og kom tilbake til New York om bord «Frederik VIII» fra Christiania[ciii]. Det står at hun er gift, men det kan være en feiltagelse for hun kaller seg fremdeles Bosley. Og bor fremdeles i 301, W. 108 i New York.
 
Og der slutter fortellingen om Gerda fra Svendsens Hotel midt i Sandefjord. Foreløbig.
[i] Sandefjords Blad, 25 april 1978, p 9, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_sandefjordsblad_null_null_19780425_88_94_1; hentet fra Kaldager, Johan; Musikklivet i Sandefjord før 1900; Forfatteren, 1978; pp 204-207; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2011102608081
[ii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 23
[iii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 181
[iv] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1873-1879, s. 7
[vii] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0002: Ministerialbok nr. 2, 1880-1894, s. 223
[xliv] Sandefjord kirkebøker, SAKO/A-315/F/Fa/L0004: Ministerialbok nr. 4, 1894-1905, s. 204
[xlv] Frogner prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10886/F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. 3, 1898-1917, s. 6
[xlvii] Frogner prestekontor Kirkebøker, SAO/A-10886/F/Fa/L0004: Ministerialbok nr. 4, 1898-1921, s. 153
[lxiii] Die Musik , Illustrierte  Halbmonatsschrift, herausgegeben  von Kapellmeister
Bernhard  Schuster, fünfter  Jahrgang, dritter  Quartalsband, Band  xix, verlegt  bei  Schuster  &  Loeffler, Berlin  und  Leipzig, 1905—1906, https://archive.org/stream/bub_gb_UYsPAAAAYAAJ/bub_gb_UYsPAAAAYAAJ_djvu.txt
[lxx] Urd (trykt utg.). 1907; xx:A/S Urd, 1907; pp 109-110; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digitidsskrift_2016050381008_001
[lxxxiv] Rasmussen, Rudolf; Dagen derpå : minner og meninger om livet på scene og podium; no:Grundt Tanum, 1938; pp 98-99; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2008041504051
[xc] “United States Passport Applications, 1795-1925,” database with images, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QSQ-G9X3-TFWS?cc=2185145&wc=3XZZ-C66%3A1056306501%2C1056617801 : 30 January 2015), (M1490) Passport Applications, January 2, 1906 – March 31, 1925 > Roll 1251, 1920 Jun, certificate no 50626-50999 > image 570 of 799; citing NARA microfilm publications M1490 and M1372 (Washington, D.C.: National Archives and Records Administration, n.d.)
[xci] “New York Passenger Arrival Lists (Ellis Island), 1892-1924,” database with images, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3Q9M-C9TX-WSNC-9?cc=1368704&wc=4XBX-35Q%3A1600472493 : 26 January 2018), Roll 2508, vol 5835-5836, 26 Dec 1916 > image 87 of 524; citing NARA microfilm publication T715 and M237 (Washington D.C.: National Archives and Records Administration, n.d.).
[xcii] Natalie Stephanie Bellio; «Percy Grainger and New Worlds of Concert Pianism: A Study of Repertoire and Programming (1914-1926)» Dissertation submitted in partial fulfillment of the requirements of the degree of Master of Music (By Research) October 2013 Melbourne Conservatorium of Music The University of Melbourne; p 26; https://rest.neptune-prod.its.unimelb.edu.au/server/api/core/bitstreams/08e9c5a3-abbd-5c81-b620-ad35c9c11ee3/content
[xciii] https://timesmachine.nytimes.com/timesmachine/1917/08/19/102362558.html?pageNumber=65
[xciv] “United States Passport Applications, 1795-1925,” database with images, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QSQ-G9X3-TFWS?cc=2185145&wc=3XZZ-C66%3A1056306501%2C1056617801 : 30 January 2015), (M1490) Passport Applications, January 2, 1906 – March 31, 1925 > Roll 1251, 1920 Jun, certificate no 50626-50999 > image 570 of 799; citing NARA microfilm publications M1490 and M1372 (Washington, D.C.: National Archives and Records Administration, n.d.)
[xcv] “United States Census, 1920,” database with images, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:33SQ-GR6R-JJS?cc=1488411&wc=QZJ5-Q6H%3A1036473601%2C1039156701%2C1040153401%2C1589341593 : 12 September 2019), New York > New York > Manhattan Assembly District 11 > ED 821 > image 3 of 48; citing NARA microfilm publication T625 (Washington, D.C.: National Archives and Records Administration, n.d.).
[ciii] “New York Passenger Arrival Lists (Ellis Island), 1892-1924,” database with images, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3Q9M-C95R-NP8C?cc=1368704&wc=4XBX-S1M%3A1600402368 : 26 January 2018), Roll 3257, vol 7444-7446, 19 Feb 1923-22 Feb 1923 > image 424 of 1172; citing NARA microfilm publication T715 and M237 (Washington D.C.: National Archives and Records Administration, n.d.).