Sandefjords Tidende[1], 4 november 1885
Hr. Cand. Carl Lumholz vil, som det sees af det i Dagens Avis indtagne Avertissement, holde to populære Foredrag over Australien i Goodtemplarlokalet paa Hjertnæs. Det første Søndag den 8de ds. og det andet Tirsdag næstefter.
Idet vi anbefale disse til et talrigt Besøg, skal vi samtidig hidsætte en Del af en i «Skillings-Magazinet» for iaar indtagen Biografi over Hr. Lumholtz, hvoraf man faar at kort Refume af hans mærkelige og interessante Opdagelsesreise:
Australien er endnu et i store Strækninger uudforsket Land, og her aabnede sig vide Udsigter for den unge Naturforsker, som higede efter at finde noget Nyt i det fjerne ukjendte Vesten.
Ved Midvinters Tid i det følgende Aar – det vil paa denne Hemisfære sige i Juli Maaned – foretog Lumholtz sin første større Udflugt omkring 800 eng. Mile mod Vest. Han reiste ganske alene, med en Ridehest og en Pakhest.
Uagtet Reisen for en stor Del gik gjennem Egne, som var tagne i Besiddelse af den hvide Mand, var det dog jevnlig som at drage gjennem Ørkener.
Thi en Nybygd i andre Vendensdele har meget smaa Dimensioner, sammenlignet med en australisk «Station». Jorden benyttes nemlig saa godt som udelukkende til Kvæg- og Faareavl (fornemmelig den sidste) og Betingelsen herfor er umaadelig Græsvidder, som kan ernære de uhyre Faarehjorder – paa en stor Station indtil 200,000 Stykker – som fornemmelig for at have Adgang til Vand maa drives om paa store Strækninger.
Afstanden mellem Stationerne er saaledes meget stor, og man kan reise lang Vei uden at møde et Menneske. Ved Juletider tiltraadte han Tilbagereisen, og Heden var nu forfærdelig. Han pleiede at ride hver Dag i en Varme af 300 R i Skyggen (engang observerede han 429).
Midt paa Dagen søgte han Ly for de lodrette Solstraaler under Hestens Bug, i Almindelighed den eneste Skygge der var at faa; thi der kunde være flere eng Mil til det nærmeste Krat, og selv der var der liden Skygge at finde, da Bladene paa de fleste Træer i Australien vende Eggen opad.
Efter store Besværligheder – han maatte holde sig i Ro en Maaned paa Grund af ophovnede Ben – kom han efter et halvt Aars Fravær tilbage til Gracemere. Han medbragte flere sjeldne Sager; men Udbyttet stod dog ikke i Forhold til Anstrængelserne.
Langt rigere, baade paa videnskabeligt Udbytte og Oplevelser, blev den næste Opdagelsesreise, som den unge Naturforsker tiltraadte efter Regntidens Ophør i Mai 1882, nordover til det fuldstændig tropiske Nord-Queensland. Han tog sit Hovedkvarter ved en Kvægstation ved Herbert-River, hvorefter han ganske alene drog til Fjeldegnene og slog sig ned blandt vilde, menneskeædende Sorte, hvor aldrig nogen hvid Mand før ham havde sat sin Fod.
Han indsaa snart, at han uden de Vildes Bistand aldrig skulde kunne udrette noget; derfor besluttede han sig til at kampere med dem i Bjergene – hvad før ham endnu ingen hvid Mand havde indladt sig paa. Han var altsaa stadig – i over 11 Maaneder – sammen med dem, i over 3 Maaneder boede han i deres Hytter, fulgte dem paa deres Jagtexpeditioner og til deres Fægtninger, og var i denne Tid udsat for mangehaande Farer og Savn.
De Vilde var, fortæller han, venskabelige at se til, men i høi Grad forræderiske, troløse og mordlystne. Man bør aldrig have dem bag sig, og saaledes maatte han stadig vare paa Vagt mod forræderske Anslag mod sit Liv, uagtet de i Regelen viste ham smilende Ansigter.
De var lidenskabelige Tobaksrøgere, og for Tobak kunde man faa dem til at gjøre hvadsomhelst og sælge selv sine Koner og Døtre, om man vilde forlange det. Selv Børn røgte, længe før de kunde gaa.
Ildvaaben kjendte de ikke, de benyttede sig kun af Sten- og Trævaaben. Selvfølgelig nærede de en dyb Respekt for den hvide Mands Vaaben, og denne Respekt skyldte Lumholt sit Liv. Revolveren (paa deres Sprog «Geværungen») maatte være ved hans Side Nat som Dag, og hver Aften, naar han gik tilsengs i sin Løvhytte, affyrede han et Revolverskud for at holde dette Vaaben i behagelig Erindring hos sine Verter.
Paa Grund af Nattekulden (der er nemlig i denne tropiske Del af Australien en umaadelig Forskjel paa Temperaturen Nat og Dag, stod Lumholtz ogsaa ofte op om Natten for at vedligeholde Ilden i sin Hytte, og dette bidrog Sit til at bevare hans Liv.
De Vilde følte sig nemlig aldrig rigtig sikre paa at han sov. Henimod Slutningen af hans Ophold mellem dem forsøgte de dog flere Gange at liste sig ind paa ham for at gjøre det af med ham og bemægtige sig hans Eiendele; men en trofast Tjener, der i den sidste Tid af hans Ophold mellem Kannibalerne havde sovet i hans Hytte, reddede ham.
Men han blev rigelig lønnet for sit Mod og sine Opofrelser; thi han hjembragte fra denne Opdagelsesreise en betydelig Samling af tildels nye opdagede Arter. Alle Samlinger er tilfaldne vort Universitet.
Men det er ikke alene i naturvidenskabelig Retning, Lumholz’s Reise har givet Udbytte; ogsaa den australiske Races Liv og Karakter har han rimeligvis lært at kjende bedre end nogen anden hvid Mand.
Thi «Sguatteren» kommer ristnok jevnlig i Berørelse med de Sorte, men kun flygtig paa sine Vandringer, eller med dem, der enkeltvis er optagne blandt hans Tjenerskab. Han har aldrig levet iblandt dem. Derfor maa man med stor Interesse imødese det Verk over Australien, Lumholz nu forbereder paa Norsk og Engelsk.
Lumholtz blev efter sit Ophold i London i Vinter Æresmedlem af «The Athenæum Club.»
Af Storthinget er der nylig enstemmig blevet ham bevilget et aarligt Stipendium paa 2000 Kr.
Sandefjords Tidende[2], 4 november 1885
Sandefjords Tidende[3], 11 november 1885
Hr. Carl Lumholtz holdt isøndags og igaar sine to tidligere annoncerede Foredrag for et meget interesseret om end ikke meget talrigt Publikum, noget der muligens kan have sin Grund i den for mange ubeleilige Tid, Foredragene var satte til.
Hvad Grunden end er, er det at beklage, at ikke flere har faaet godt af disse to ligesaa lærerige som underholdende Aftentimer. I en Fremstilling, der i al sin Enkelthed virkede i høi Grad fængslende ved selve Stoffet, fortalte Hr. Lumholtz om Naturen, Dyrelivet og Menneskene i disse Egne, der tidligere har været saa fuldstændig ukjendt for Europa.
Hans Karakteristik af Landets vilde Stammer indeholdt mange høist betegnende Enkeltheder om disse Mennesker, der hører blandt de laveststaaende, man har truffet paa: neppe nok indtraadt i Stenalderperiode, uden religøste Forestillinger,uden Bevidsthed om moralske Forpligtelser, uden Samfundsforfatning.
Hr. Lumholtz holder paa førstkommende Søndag. endnu et Foredrag her, som vi indtrængende vil anbefale til et talrigt Besøg. Prisen er efter Opfordring sat saa lavt, at den forhaabentlig ikke skal hindre nogen fra at komme.
Han vil da udførligere omtale Menneskeæderiet blandt Australiens vilde Stamme og dernæst skildre de hvides Liv in the bushe, og derunder særlig dvæle ved de hvide Arbeideres Livsvilkaar, deres Drikfældighed og dens Følger og den eiendommelige Brug, de gjør af de Penge, de fortjener.
Sandefjords Tidende[3], 11 november 1885
