Avisen Sandefjords Tidende – Sandefjords Blads forløper – trykket 17 mai 1882 en annonse[i] om at Bjørnstjerne Bjørnson var underveis til byen:
Sandefjords Tidende[ii] trykket en uke senere et leserbrev som, mildt sagt, ikke er smigrende overfor Bjørnson:
«Hr. Redaktør!
Lige efterat en japanesisk Knivkaster og endel Akrobater med sine Forestillinger havde trukket sig tilbage fra Arenaen paa Skaaras Sal, ankom paa sin Forestillings-Tourne Bjørnstjerne Bjørnson i Lørdags med (sin – efter alle Mærker at dømme – formentlige Impressario – ) Redaktøren af vort herlige Blad «Verdens Gang» hertil. for sammesteds at give sit bebudede Foredrag om Folkesuveræniteten.
Entreen var efter Forholdene sat saavidt høi, at Mange havde sin stærke Tvivl, om den store Digter og Folketaler blot havde Foredragets Virkning til Fædrelandets Vel for Øie. Dog troede de Fleste, at Bjørnsons lille Forretningslokale vilde blive for trangt for det Publikum, som af de forskjelligste Grunde kunde antages at ville yde sine Krone for Foredraget. Men, mærkelig nok, der kunde være rummet adskillige mange flere i Skaaras Sal ved Leiligheden.
Jeg skal ikke forsøge paa at give et Referat af Bjørnsons Foredrag i Lørdags: det var hverken bedre eller slettere, hverken mindre eller mere voldsomt end dets Forgjængere, som vi saa vel kjende fra før. Vi ved, at Bjørnson aldrig har kunnet – trods største Umage – være vittig. Hans Logik, ved vi ligeledes, ikke er af skarpeste Sort.
Bjørnsons Forsøg paa at være morsom i Lørdags kan, som sædvanlig, ikke ansees at være heldige; de indskrænkede sig til, at han nedlod sig til paa en slet Skuespillers Maade at karrikere.
Paa den anden Side prisede han, for at nævne et Exempel, den nuværende franske Republiks herlige Majestæt, medens han nogle Aandedræt efter meddelte, at Paven i Rom havde den skammelige Indflydelse i dette herlige Lands Forfatning, at han besatte alle Bispestolene der. Bjørnsons Bestræbelser for efter bedste Evne at vække Mistillid til vor Konge – «der som svensk Mand ser paa vore Forholde lige saa rent med svenske Øine som vi Norske paa samme Maade ligeoverfor svenske Forholde», – hans do. Bestræbelser ligeoverfor Unionen med Sverige, – hans Fordring om at Pluraliteten maa finde ud af Grundloven, hvad den har Brug for, – al denne gjengse Leflen med det suveræne Folk, kjende vi fra hans tidligere Foredrag.
Vi skal forøvrigt notere, at han var saa klog her i Sandefjord at holde sine Yndlingsthemaer Christendommen og Flagsagen ude af Programmet, hvilket iøvrigt omfattede saamange Gjenstande, at det ikke kunde være alene den knappe Foredragstids Skyld, at Behandlingen Udeblev.
Enhver nøgtern, besindig og nogenlunde oplyst Fædrelandsven vil aldrig kunne skjænke Bjørnsons politiske Foredrag Bifald. Hans Applaudatører maa søges blandt dem, der ikke har større Evne til at kontrollere Rigtigheden af hans umotiverede Paastande og lette Deklamations Fraser, der hos saadanne Folk aldrig forfeiler sin Virkning samt blandt det Slags Folk, der af en eller anden Grund ere misfornøiede med sig selv og hele Verden og derfor i den radikale Politik søge at finde et Balsommiddel.
Ved Opholdet i Laurvig mødte jo Bjørnson en kraftig Protest mod sit Foredrag ved Piben og anden Demonstration. Her i vort lille Sandefjord gik det nok stillere af, men Protesten udeblev ikke: Hyssen og Pibens Lyd, – som vi virkelig havde troet var en Bjørnson velbekjendt og af ham anerkjendt Musik –, lød ogsaa her, om ikke fra Saamanges Munde, som havde den hjerteligste Lyst til at yde sin Tribut.
Biørnson, hvis Valgsprog er: «Hvor herligt det er at vide sig elsket og hadet» holdt sig ikke denne prægtige Device efterrettelig i Lørdags. Saasnart en lille Hyssen til en lille Latter af hans Tale lod sig høre, reiste han sig overmaade bister som en veritabel Skolemester for at holde en Straffeprædiken, som vistnok vilde være bleven adskillig længere om ikke en af Tilhørerne saare berettiget havde udtalt: «Til Sagen; vi have betalt for at høre et eom Folkesuveræneteten.»
Flere smaa Indsigelser mod Foredraget blev fremført, men efter den nye Plan, som disse Folketalere lader til at have lagt, nemlig at skræmme med at enhver Opponents Navn skal «noteres» ): komme i «Verdens Gang» – ligesom i gamle Dage at komme i Indretningen «Gabestokken» – betydede Bjørnjon selv paa given Foranledning, at en bestemt Mands Navn skulde nedtegnes.
Vedkommende erklærede naturligvis, at dette ingenlunde kunde genere ham det mindste. Aa nei! det er for længe siden blevet en Ære at blive chicaneret i «Verdens Gang. Bjørnson betydede under Foredraget, at han ikke havde imod en Discussion om Foredragets Indhold, men, saasnart dette var slut, forsvandt han saa umærkelig borteskamoteret ad Bagdøre og Baggader, at ikke engang hans tro Følgesvend, Redaktøren af «Verdens Gang», kunde gjenfinde ham. Redaktøren saaes nemlig i Hurtigløb ad den ordinære Vei til Hotellet at finde den tabte Ridder).
Herr. Redaktør! Dennegang ikke mere end foranstaaende Smaabemærkninger; muligens mere en anden Gang.
Deres erbødige i
– C -»
Seks år senere ble det gjort et forsøk på å få Bjørnson til Sandefjord igjen – kunne man lese i avisen[iii] Vestfold – venstrebladet i byen – 28 januar at han var invitert:
Men det var visst vanskelig for den store mann, og 3 dager senere meldte Vestfold[iv]:
Sandefjords Tidende[v] hadde samme beskjed dagen efter, 1 februar:
Om det foregikk lobby-virksomhet i bakgrunnen, eller det var mer tilfeldigheter som styrte kan ikke vites, men allerede 7 februar kunne Vestfold[vi] melde at Bjørnstjerne Bjørnson, likevel, kom til byen for å holde foredrag:
I samme nummer av avisen hadde Vestfold[vii] også en redaksjonell omtale av begivenheten:
«Bjørnstjerne Bjørnson kommer.
Som man vil se af Avertissementet paa Bladets første Side idag, holder Bjørnstjerne Bjørnson Foredrag hersteds imorgen Eftermiddag Kl. 51/2. Idet vi har den Glæde at kunne meddele vore Læsere dette, holder vi os overbevidste om, at enhver, som paa nogen Maade har Anledning dertil, nu vil benytte Leiligheden til at høre vor vidt berømte Skald. Det er sit store Sædelighedsforedrag om «Enegifte og Mangegifte», som overalt i Danmark og nu i Vort Lands Byer har vakt slig umaadelig Begeistring hos Tilhørerne, Bjørnson ogsaa vil holde her imorgen.
Selv ivrige Modstandere af den Aandsretning, Bjørnson tilhører, har, efter nu at have hørt ham, maattet udbryde i Jubel og Forundring. Og hvem blir vel ikke løftet op til Begeistring ved at høre er Foredrag, hvor hvert Ord bæres en imøde med en slig Veltalenhed, Inderlighed og Varme! Man gribes her, kan man gjerne sige, lige meget af Foredragets strængt sædelige Krav og Alvor, som af den Overbevisningens Kraft, hvormed det fremføres. Enhver Anbefaling er overflødig. Man vil kun gjøre vel mod sig selv ved at møde frem som Tilhører.
Foredraget begynder Kl. 5 ½.
Paa nogle Plakater igaar, der ikke var udsendt fra nærværende Blads Trykkeri, stod feilagtig Kl. 6 istedenfor 5 ½. Sørg for Billetter i Tide!
Sandefjord Tidende[viii] hadde også en notis:
«Sandefjord, 8de Februar.
Bjørnstjerne Bjørnson
holder i Eftermiddag Kl. 5 ½ i Festivitetslokalet hersteds sit Foredrag om «Enegifte og Mangegifte», der overalt, hvor Digteren har optraadt, er bleven modtaget med udelt Bifald. Billetsalget, der først begyndte i Formiddag Kl. 10, har gaaet rivende, idet der af det tilladte Antal – 400 – ved 2-tiden kun var ca. 50 tilbage».
Dagen efter oppsummerte Vestfold[ix] det som tydeligvis hadde vært en storartet aften:
«Bjørnstjerne Bjørnson holdt sit Foredrag hersteds igaar Aften før vel 400 Tilhørere. Men der var endnu mange, som ikke kunde faa Billetter.
Foredraget blev modtaget med Begeistring af de opmærksomt lyttende Tilhørere, der vistnok længe vil mindes de Sandheder, som her blev baaret frem.
Ved Foredragets Slutning udbragtes først et kraftigt «Længe leve Bjørnstjerne Bjørnson», hvorefter Postmester O. Hansen i særdeles velvalgte Ord bragte Digteren Tak for, at han kom til Sandesjord. Ligeledes bragte han Tak til Fru Bjørnson, som ogsaa var tilstede; det var ved hendes Side, der saa trofast havde fulgt ham, at Bjørnson havde orket saa tunge Tag og magtet at bære frem saa mangen stor Sag. Han sluttede med «Et længe Leve Fru Bjørnson», der blev modtaget under stor Tilslutning. Men da Publikum fik høre, at Fru Bjøsrnson var tilstede, blev hun under umaadelig Begeistring fremkaldt.
Ved Bjørnsons Ankomst var en stor Menneskemasse samlet ved Stationen og i de Gader, som Bjørnson passerede. Den korte Tid fra Togets Ankomst, til Foredraget begyndte, tilbragte han hos Postmesteren.
Efter Foredraget gik han saa lige til Stationen for at gaa til Tønsberg. Idet Toget rullede afsted udbragte Kæmner Hansen et «tre Gange tre Hurra for Norges mest folkekjære Digter», hvilket kraftigt istemtes af de mange, som nu her var mødt op».
Og med det gikk Bjørnstjerne Bjørnson og Sandefjord hver sin vei – det ser ikke ut til at han kom igjen, selv om han mange år senere var på rekonvalesens ved Larvik bad.