Sandefjords Tidende[1], 14 februar 1885
(Indsendt).
Der er i disse Dage utdstedt Indbydelse til Byens Handlande om at danne en Forening, der vil søge forebygget at uvederheftige Folk erhverver sig Kredit hos Kjøbnændene. Det har jo alle Dage været slig, at enkelte Subjekter har haft sin Handel hos en enkelt Handelsmand, indtil Gjælden hos denne har voxet ham slig over Hovedet, at han har indseet Umuligheden a at saa den betalt, og saa har han, for at tilfredsstille sin Trang til at «følge med», gaaet til en af de andre Kjøbmænd og aabnet en ny Kredit.
Paa denne Maade har han arbeidet sig ind i en – efter hans Forholde – bundløs Gjæld og samtlige hans Kreditorer er tagne ved Næsen. – Dette er det, den nye Forening vil have til Opgave at forhindre, derved at det paalægges alle dens Medlemmer at lade indføre i en fælles Bog alle deres Navne, der ikke betaler sin Butikgjæld efter at være bleven varslet.
Det moralsk urigtige i, at lade sin Kollegaer lide Tab, ved Folk, for hvis Slurveri man selv har været udsat, vil altsaa herved forebygges, og det vil bliv gjort umuligt for enhver uvederheftig a faa Kredit, forinden han fremlægger kvitteret Regning fra den Handelsmand der har ladet ham indføre i Foreningens Bog.
Foreningens Love er endnu ikk vedtagne; men man ved, at del vil blir gaaet strængt tilværks mod den Handelsmand, der giver Kredit til en, hvis Navn af en eller anden af Medlemmerne, er indført i Foreningens Bøger som uvederheftig.
Maatte Foreningen naa det Maal i nogen Mon at indskrænke den altfor udvidede Kreditgiven, og derved støtte Medlemmernes egen Forretning og befri sine mindre heldigt stillede Kunder for Fristelsen til at leve over Evne, saa vil visselig de Herrer, der har sat sig i Virksomhed for at faa Foreningen dannet, modtage Bevidstheden om at have gjort en god Gjærning.
X.