Vestfold[1], 28 oktober 1885
Vestfold Folkehøiskole
begynder, som man vil have seet af Bekjendtgjørelsen fra Skolens Bestyrer, den 1ste November sit andet Kursus for voksne Gutter.
Er det noget, som Befolkningen i dette Fylke særlig trænger, saa er det Oplysning, – vi maa alle desværre erkjende, at saa er Tilfældet; – her er endnu meget «rangt», som maa «reises». Derfor burde vi være taknemmelige for, at der ogsaa hos os er blevet anlagt en passende Skole, som efter bedste Evne vil søge at rette lidt paa denne vigtige Ting.
Det er Trang blandt Folket ogsaa her til en større Oplysning, derom er ingen Tvil, og Skolen selv er født ud af denne Trang, men naar vi ser hen til den Søgning, som den havde ifjor, saa kan man ikke andet end bli bedrøvet; thi den havde ikke saa mange Elever, som den burde og skulde havt.
Vistnok er Folkehøiskolen ny her endnu, og som man ved, er man i Almindelighed ræd alt som er nyt, selv om det er aldrig saa godt; – vi har den Uskik her i Landet, og man kan derfor ikke undre sig saa stort over, at Skolen det første Aar ikke blev søgt af flere end den gjorde, men naar man ved, paa hvilke Grunde Folkehøiskolen er bygget, og det ved vel de fleste nu, saa forekommer det mig, at man viser en utilladelig Sløvhed ligeoverfor den, naar man lar sine voksne Sønner sidde hjemme i Kakkelovnskrogen hele Vinteren istedetfor at sende dem paa Skolen og la dem faa Anledning til at udvikle sine sjelelige Evner.
Mennesket er ikke skabt bare til at være en Træl her i Verden; da blev Livet for surt. Vi har faaet den Evne at elske, at interessere os for noget, og Folkehøiskolen vil gjerne puste til disse Gnister som hos mange ofte er paa Vei til at dø ud.
Den vil reise Idealer i de unges Sind, skjønne Idealer, saa de kan komme til at lægge Elsk paa alt, som er godt, alt som er skjønt. Det er det gode i Mennesket, den vil pleie, saa Eleven, naar han gaar ud derfra, kan komme til at indtage en selvstændig Plads i Livet. Den vil, at man skal vænnes til Selvtænkning.
Fra Eventyrene ved vi, at de, som pralede med laante Fjædre, kun fik en sønderflænget og saltet Ryg, medens Askeladden, der havde siddet hjemme og gravet i Asken og lært at «undre sig paa» alt og undersøge alt, fik baade Prinssessen og halve Kongeriget.
Folkehøiskolen vil opdrage de unge til slige selvstændige og selvtænkende Askeladder, saa de kan komme til at leve et godt Menneskeliv – og det kan man ikke uden, at man eier Kjærlighed til Livets skjønne Fremtoninger paa Aandslivets Omraade og har sat sig ind i Tidens store Spørsmaal; thi –
siger Høiskolens Stifter, gamle Biskop Nicolay Severin Grundtvig.
Høiskolen vil ikke alene give de unge et godt Syn paa Livet, vække deres aandelige Interesser og søge at bibringe dem sand og god, virkelig dannelse; den vil ogsaa ved Siden deraf skaffe dem saa megen praktisk Dygtighed, som de trænger for under de forskjellige Livsførelser at kunne klare sig selv.
Den er en Skole for Livet – folkelig i alle Retninger og derfor skikket til at søges af enhver. Den kræver ingen speciel Fordannelse, skjønt den dog anser det for et stort Gode, at Eleven, naar han kommer did, har god Folkeskolekundskab. Men som man ved, staar Folkeskolen endnu paa et temmelig lavt Standpunkt, saa Høiskolen maa tage mange af de Ting op, som Eleven skulle kunnet, før han kom dit. Derved forsinkes jo Høiskolens Undervisning, men saa længe vi ikke har bedre Folkeskoler, faar man finde sig heri.
Folkehøiskolens Maal er at reise Folket. Ullmann udtalte engang, at det var: «Bondereisning paa kristelig Grund», og det Maal gaar ingen sand Høiskole udenom. Kristendomsundervigning tages ikke som noget Fag i Skolen, men som den burde tages ved enhver Skole, – Kristendommen gjennemsyrer det hele; det er med Tanken stedse vendt opad mod Lysets Fader, at Skolen gaar til sin Gjerning, og uden at den faar Kraft og Styrke derfra, tror man ikke at kunne udrette noget stort og godt. Det er gamle Grundtvigs Ideer, som nu daglig gjennemføres. Hans skjønne og menneskekjærlige Tanker griber stedse mere og mere om sig, og des stærkere Rødder Høiskolen faar slaaet i vort Folk, des større vil ogsaa Sambaandet og Kjærligheden iblandt os blive; thi det var ogsaa Grundtvigs stadige Formaning: «Børnlille, elsker hverandre!»
Og vore Høiskoler vil altid bygge videre og videre paa det Grundlag, som han ønskede Folkets Skole skulde hvile paa. Jeg saa rigtignok en Person, som jeg forøvrigt nærer stor Agtelse for, for ikke længe siden skrev om en Bog, der var skrevet af «En Præst» (Statskirkepræst naturligvis !) at den kastede et godt Lys over «Grundtvigianismens V i l d f a r e l s e r»*), men jeg kjender baade ortodokse, rigtig gode ortodokse Mennesker og dem, som mat har fundet for godt at kalde Grundtvigianere, fordi de har den samme kristelige Opfatning som han, men det tør jeg sige, at aldrig har jeg hos de første fundet saa megen sand Kristentro, saa megen Menneskekjærlighed og saa megen Livssandhed som hos Grundtvigs Venner og Tilhængere.
Men Satsen stod jo i en Avis, som forlængst har tabt sin Authoritet, og man kan derfor ikke tillægge den saa megen Vægt, selv om den er digteret af en der indtar en høi Plads blandt Folket. Om den var beregnet paa at skade Høiskolen, som alle ved er grundtvigiansk, derom tør jeg intet sige – heller ikke skal jeg – før nærværende da – nærmere udtale mig om Udtalelsens Berettigelse.
I Parenthes sagt har jeg dog flittig og alvorlig studeret den omtalte Bog, og jeg maa sige, det er den mest intollerante, og ufordragelige Bog, jeg paa aldrig saa længe har læst. Og om Anmelderen havde tilføiet – – –, «som Høiskolen er bygget paa», saa havde det ikke virket anderledes, end som naar man slaar andet Skyller i en Kloakrende: det samler sig til det øvrige og forsvinder, og Folk holder Lommetørklædet for Næsen for at undgaa Stanken.
Men til Sagen. – Høiskolen begynder altsaa 1ste November, og jeg vilde saa gjerne faa lagt et godt Ord ind for den; thi Høiskolen er den eneste Skole, som jeg kan og vil anbefale unge Mennesker at søge. Oplysning er Livets bedste Eiendom, den gjør Mennesket saa let og glad. Man finder saa godt frem i Verden, naar man har den, og man blir aldrig træt af den. Man vil altid have Glæde af at være et oplyst Menneske; for den, som intet ved, han duger heller intet og vil aldrig række nogen Vei i Livet.
Og Folkehøiskolen arbeider som sagt for dette Maal; den vil saa inderlig gjerne hjælpe paa al den Uvidenhed, som endnu findes iblandt os, den vil tilskynde sine Elever at lære at kjende sig selv og sin Gud og den beder enhver voksen Mand komme og lytte til, hvad den har at bringe.
Vinteren er lang, men den er saa at sige en Frihed for Bondegutten. Reis derfor paa Høiskølen i Vintermaanederne! Jeg ved, du aldrig vil angre det, du vil have Glæde af det dit hele Liv!
Og Forældrene burde ikke holde nogen af sine Børn hjemme. Skal vi beholde Skolen her – og det mener jo enhver, vi trænger – saa er jo ogsaa enhver Far og Mor simpelthen forpligtet til at sende den, de Unge de kan undvære.
Jeg kjender Oddmund Vik som en dygtig Mand, der er sin Plads fuldt voksen. Selv har jeg flere Gange siddet paa Høiskolebænken og lyttet til «Sagas Mand», ja ogsaa havt den Ære at faa hjælpe til med Undervisningen paa en slig Skole, saa jeg tør smigre mig med at ha’ lidt Kjendskab baade til Skolen, dens Ordning, Krav til sine Lærere osv., men saavidt som mit Bekjendtskab til Bestyrelsen af «Vestfolds Folkehøiskole» rækker, saa kan jeg ikke andet end give Skolen min bedste Anbefaling. De øvrige Lærere kjender jeg intet til; de er vel dygtige nok, tænker jeg, men Hovedbetingelsen ved en Skole er dog, at dens Styrer er en Mand, der er sin Post voksen.
Mit Raad til alle unge Mænd her i Fylket er altsaa: Reis paa Folkehøi. skolen! I vil aldrig angre det. Livet stiller store Krav; undlader man at skaffe sig den Oplysning, man nu saa letvindt bydes, saa vil nok den Tid komme, da man vil faa sande, at den havde været god at havt. J. F.
*) Udhævet her