Vestfold[1], 10 mai 1884
Vestfold[2], 14 mai 1884
Vestfold[3], 14 mai 1884
Sandefjord den 17de Maj.
Frihedsdagen 17de Maj er atter oprunden over gamle Norge. Atter fejrer vi Festen for vort Folks Frihed. 70 Aar er det idag, siden Frihedstræet plantedes paa Ejdsvold, det Frihedstræ, der har baaret saa rige og skjønne Frugter for vort Folk og Land. For 70 Aar tilbage var det norske Folk, mod hvad det nu er, faatalligt og fattigt, det var et Folk, som i Aarhundreder havde været Selvstændighed og Frihed berøvet, et til Enevældets faderlige Styrelse vant Folk. Og af et saadant kunde man ikke vente meget. Dog det utrolige skede. : Landets bedste Mænd, Nasjonens største Aander, der i 1814 forstod Frihedens Betydning og Velsignelse, vovede at fremsætte og gjennemføre de store Frihedsider, hvorpaa vor Forfatning er bygget – og Kampen for Landets Selvstændighed blev kronet med Held.
Med Tak til Gud er det derfor, at enhver norsk Mand og Kvinde med Glæde fejrer 17de Maj, saa ofte den vender tilbage.
Men saa bør heller ingen glemme, at Friheden ogsaa kræver sit Offer. Den kræver, at vi i Kjærlighed skalværne om den til Velsignelse for gamle Norge, den kræver den Fædrelandskjærlighed, som gjør det let og naturligt i Opofrelse efter Evne at arbejde for Fædrelandets Vel.
Den Fest, som idag fejres Landet rundt, er derfor ogsaa først og fremst en Fædrelandets Fest. Alle splittede Jnteresser og smaa Formaal bør idag træde tilbage for denne store Tanke: Fædrelandets Frihed og Lykke!
«Vel mødt paany, vor Frihedsdag, vort Fremsteigig Nytaarsfest, Vi hilser hvert udfoldet Flag som Mærke paa, at Folkets Sag er elsket baade Øst og Vest. Hvo ved, hvem elsker mest?
Den elsker ej, som naar han ser, at her er Krav og Trang, dog med sig selv fornøjet er, ; naar «Sløjfen» godt ham selv blot klæ’r, og naar han Landets Frihedssang har nynnet med en Gang. ;
Den elsker mest, som ej i Ord, men i alvorlig Daad ; kan vise, at paa Fædrejord end friske Fremtidstanker bor paa Land, i By, paa Skib, i Baad, i Glæde og i Graad».
