Sandefjords Tidende[i] 28 oktober 1876
«Allerede i Torsdags Eftermiddag sendte vi Bladets indenbyes Abonnenter en Løbeseddel, hvori vi underrettede dem om, at Laurviks og vore Valgmænd havde enstemmigt valgt Grosserer T. M. Nielsen til Repræsentant og Dr. Ebbesen til Suppleant.
Da Hr. Nielsen repræsenterede os paa Storthinget i Aarene 1871, 72 og 73, var han uvant med en saadan Virksomhed, og det var ikke saa forunderligt, om han som en Følge heraf i det første Aar lod sig paavirke saaledes, at han følte sig generet i de 2 paafølgende Aar og fandt det vanskeligt at unddrage sig den engang indgaaede Forbindelse.
Hans Vælgere undlode ikke at lade ham blive bekjendt med, at de i Et og Andet havde været mindre tilfredse med at blive repræsenterede af ham. Naar nu de samme Vælgere efter 3 Aars Forløb atter have anmodet ham om at repræsentere Laurvik og Sandefjord paa Storthinget, og naar ovenikjøbet denne Anmodning fremkommer enstemmig fra begge Byers Valgmænd saa kan man trygt heri se et Bevis paa, at disse mene, at «Karakterens Hæderlighed i Forening med Selvstændighed, Dygtighed og Sindighed ere de Egenskaber, en Storthingsmand bør være i Besiddelse af».
Vi have anført disse Ord af den Artikel i «Laurviks Blad,» af hvilken vi i forrige Numer gav et Uddrag, og vi ville tilføie, hvad Artiklen ogsaa udtalte, at saavel «det konservative» som «det liberale Parti» erkjende, at Hr. Nielsen er i Besiddelse af disse Egenskaber.
Og «det konservative Parti» kan meget godt samstemme med «det liberale Parti» ved Valget af en fælles Repræsentant, ialfald efter vor Anskuelse. Ved at være Konservativ forstaa vi, at man sætter som sit Formaal at bevare de bestaaende Forhold, men kun saalænge, som de ere overensstemmende med det Heles Tarv. Ophøre de at være det, da arbeider den Konservative paa at faa dem tillempede eller vel endogsaa omdannede, men paa en sindig og rolig Maade.
Den Liberale derimod vil gaa hurtigere og mere energisk tilværks. Saa snart hans Øie opdager Manglen, vil han have den rettet uden Tøven. Al Slags Tillempen er ham imod, nei fuldstændig Omdannelse, og det rask.
Have nu disse Tvende i Grunden ikke det samme Maal? Er det ikke blot Maaden at gaa frem paa, som adskiller dem? Vi mene, at de begge maa siges at høre til «Centrum», den ene til «høire», den anden til «venstre Centrum.» Det siger sig selv, at de begge hade al Udskeielse, al Yderlighed.
Begge ere de enige i at misbillige ligesaavel den Stivhed og Umedgjørlighed, man har døbt med Navn af «Stokkonservatisme» eller yderste Høire», som den Hensynsløshed og Fremfusenhed, man har kaldet «yderste Venstre» eller «Radikalisme.»
Kunde det lykkes det norske Storthing, at «Centrum» ogsaa i næste Thingperiode blev det Parti, hvis Virksomhed aabenbarede sig tydeligst gjennem Thingets Forhandlinger, da havde man i Sandhed Grund til at være tilfreds.
At det iaar mister Mænd, om hvem man har havt grundet Anledning til at sige, at de hørtetil «yderste Høire», er neppe nogen Skade, thi «yderste Høire» kan let, sig selv ubevidst, blot blive en Støtte for «yderste Venstre».
At det erholder nogle enkelte Medlemmer, som vel maa blive at regne til «yderste Venstre,» er heller ikke farligt, undtagen forsaavidt, at der skulde være eller blive indvalgt mange Mænd, som mangle «Selvstændighed, Dygtighed og Sindig hed»
Vi have alt udtalt, at vi tiltro vor nye Storhingsrepræsentant at være i Besiddelse af disse Egenskaber, og vi vente derfor stedse at finde ham blandt «Centrum» under hans Storthingsvirksomhed.
Om «høire» eller «venstre» maa naturligvis overlades til hans Overbevisning, til hans Selvstændighed».