17 Mai-feiring! – Fra Krokene i Sandefjords Historie

Vestfold^[1], 29 april 1885

A newspaper with text and a black text

Description automatically generated with medium confidence

Vestfold^[2], 6 mai 1885

Vestfold^[3],^[4], 6 mai, 9 mai 1885

Vestfold^[5],^[6], 6 Mai, 9 mai 1885

A newspaper with text and a black and white text

Description automatically generated with medium confidence

Vestfold^[7],^[8],^[9] 6 Mai, 9 mai, 13 mai 1885

Vestfold^[10],^[11] 13 mai, 16 mai 1885

17de Mai.

Undertegnede Festkomite indbyder herved Medborgere af alle Samfundsklas ser til at deltage i Processionen den 1Tde Mai. Byens forskjellige Korporationer anmodes om at møde frem med sine Faner og Skolegutterne med sine Flag. Frihedsdagen fejres efter følgende

Program:

1. Kl. 6 Morgen Kanonsalut.

2. Kl. 4 ½ Eftrm. Procession fra Raadhuset i følgende Orden:

Hornmusik og Sangforeningen, Skolegutterne med sine Flag, Sømandsforeningen, Goodtemplarne, Skytterlaget, Arbeidersamfundet og øvrige Deltagere.

Processionen passerer følgende Gader:

Nygaden, Storgaden, Kirkegaden, Langgaden, Bugaardsgaden til Torvet, hvor der holdes Tale for Smaagutterne, og hvor Sangforeningen synger en Sang.

Derefter fortsætter Toget til Bryggen, hvor de officielle Taler holdes.

Siden almindelig Folkefest.

Sandefjord den 12te Mai 1885.

Gulow Kraft. R. Kvam.

I. F. Devold. Peter Olsen.

N. H. Sandberg.

Vestfold^[12], ^[13], 13 mai, 16 mai 1885

Vestfold^[14], ^[15], 13 mai, 16 mai 1885

A newspaper with text and numbers

Description automatically generated

Vestfold^[16], 16 mai 1885

Vestfold^[17], 16 mai 1885

Vestfold^[18], 16 mai 1885

A newspaper with text on it

Description automatically generated

Vestfold^[19], 16 mai 1885

Jørgensens Hotel er aabent fra Kl. 6 Morgeen den 18de Mai til Bevertning i begge Etager med kolde og varme Spiser, skaaret Smørrebrød, Bouillon, Kager, Kaffe, The, Chocolade, Øl, Viin m. m.

Vestfold^[20], 20 mai 1885

17de Mai feiredes her i Byen iaar under ualmindelig stor Tilslutning.

Kl. 5 Eftermiddag udgik fra Raadhuspladsen en talrig Procession med Hornmusik og Sangforeningen med sin Fane i Spidsen, hvorefter kom i følgende Orden: Kommunebestyrelsen in corpore, Festkomiteen, Smaagutternes Flagtog under Skolernes Fane, Sømandsforeningen, Goodtemplarene og Skytterlaget med sine Faner, medens Arbeidersamfundets Medlemmer og derefter øvrige Deltagere sluttede Processionen.

Denne togede nu gjennem Byens Hovedgader til Torvet, hvor Hr. Skolebestyrer Kand. real Thomassen holdt en anslaaende Tale til Gutterne, hvori han forklarede dem Dagens og Frihedens Betydning samt mindede om, at de som Norges unge Sønner, der eiede Fremtiden, havde den Pligt paa sig at staa Vagt om Friheden, denne herlige Arv fra Fædrene, saa at den igjen kunde overgives hel og ubeskaaret til de Slægter, som kom efter.

Efter Talen fulgte et trefoldigt «Hurra for 17de Mai». hvorpaa Sangforeningen afsang nogle Vers af Henr. Wergelands: «Norges bedste Værn og Feste».

Man togede derpaa til Festpladsen paa Bryggen, hvor en talrig Menneskemasse havde samlet sig. Festkomiteens Formand, Hr. Fuldmægtig Kand. jur. Gulow Kraft, besteg nu Talerstolen og udbragte et af ni kraftige Hurraer ledsaget Leve for Hs. Maj. Kong Oscar den II.

Paa Talen fulgte kraftige Kanonsalut, hvorpaa Sangforeningen istemte: «Gud sign vor Konge god».

Lærer R. Kvam holdt derpaa følgende Tale for Dagen:

Norske Mænd og Kvinder! Til Fest om det mest ærefulde Minde i vort Folkeliv er vi idag samlet. For ethvert Folk er det en ærefuld Dag denne, paa hvilken det rejser sig fra Ufrihed og Afhængighed og indtager sin Plads som et selvstændigt og frit Folk. Og en saadan Dag er den syttende Mai for det norske Folk.

Syttende Mai. Vil vi ret forstaa dens Betydning, maa vi lade Dagen selv drage os paa Minde Natten, hvoraf den som en Frihedens Morgenstjerne oprandt. Det var en Nat

«Med kolde taagede Vinde,

Da ingen Vagt var ved Huset sat,

Og alle sovned derinde,

Da Folkets Aand i Dvale laa

Og ingen Glæder kjendte,

Mens her og der i enslig Vraa

Kun Nattelamper brændte».

Af en taaget Nat oprandt 17de Mai 1814. Før den Tid havde vort fortrykte Folk ikke mange borgerlige Festdage, det havde intet at glæde sig over, intet at holde Fest for; thi det var et bundet Folk, som maatte døje Ufrihedens, og meget som Følge deraf ogsaa Armodens og Uvidenhedens tunge, ulykkelige Kaar.

Smaat saa det ud her i Landet i Begyndelsen af Aarhundredet. Vi var da et Folk uden Ære og uden Lykke. Nasjonens økonomiske Evne var yderst ringe, og paa Aandslivets Omraade var der intet synderligt Liv at spore. Kunst og Videnskab havde faa eller ingen Dyrkere, og vort Bogmarked var mere end fattigt paa samme Tid, som den norske Arbejder og Almuesmand, optaget af Strævet for Dagens Behov, førte Tilværelsen i Vankundighed – lig «Skyggeplanter i en Urskovs Indre», hvortil Kundskabens og Oplysningens velgjørende Sol naaede med kuns yderst matte, lidet varmende Straaler.

Slig var Natten, hvoraf vor Frihedsdag oprandt, og hertil kom, at ved Dagens Frembrud truedes Norges Folk og Land af mægtige Fiender, der endog drec det til, at gamle Norge blev solgt som andet Gods for saa paany at overgives i Ufrihedens Kaar.

Det var 1814.

Men for en slig Handel med et helt Folk og Land var Tiden nu ikke heldig. Nordmændene havde seet, hvorledes andre Folk i Europa havde reist sig mod Tyrani og Trældom, og idet de mindedes sin historiske Førtid, da de var et frit og æret Folk, besluttede de, besjælet af de nye Frihedsideer, i Tillid til Forsynet at hævde sin Frihed og Selvstændighed til det yderste. Og det lykkedes. Nasjonens kaarne Mænd kom da sammen paa Ejdsvold, og her skrev de saa vort umistelige Frihedsbrev, hvorefter Norge er et «frit og selvstændigt Rige».

Fra nuaf, fra den 17de Mai 1814, efterat vort Frihedstræ var plantet, og vore gjæve Grundlovsgivere med forenede Hænder havde svoret sit «enige og tro til Dovre falder», fra nuaf kunde ogsaa det norske Folk med Selvstændighedens Æresførelse skue fremad mod større Lykke og større Ære.

Vel bar Grundloven af 17de Mai som alt Menneskeværk Skrøbelighedens Mærke; men den var dog ligefuldt et herligt Værk, afpasset efter vore Forholde og saaledes bygget, at det ingen væsentlig Hindring lagde i Veien for Folkets med Tiden voksende Behov og stigende Krav paa Udvikling, Fremskridt og Lykke.

Just derfor kan vi da ogsaa idag udtale som Sandhed, at den Udvikling og politiske Frihed, vis om Folk indtil idag har naaet, saavelsom hele vort Frihedsarbeide siden 1814, det peger tilbage paa Forfatningen fra Ejdsvold, hvori det har sin Rod og sin faste Hjemmel.

Ja 17de Mai, denne Norriges Dag, den gav os meget. Det forstaar vi, naar vi lægger Mærke til, hvorledes Førholdene under vor Frihedstid heldigt har udviklet sig paa alle Felter.

Naar vi ser, hvorledes Folkets økonomiske Evne jevnt har steget, Næringskilderne udviklet sig og Folkemængden vokset til det dobbelte; naar vi lægger Mærke til, hvorledes Almenaanden og højere Interesser er vokset i Folket; ser, hvorledes Aandslivet alt frodigere og frodigere sætter Vækst, idet vor efter Forholdene rige Literatur arbeider sig jevnt frem, medens Antallet af fremragende Kunstnere og Videnskbsmænd, hvis Berømmelse naar til de fjerneste Lande, stadigt øges paa samme Tid, som Almenoplysningen har tiltaget med stedse stigende Fart, – og naar vi saa maa erkjende, at vor frie Forfatning fra Ejdsvold er en særdeles væsentlig Faktor til denne glædelige Fremgang, da tænker jeg, vi kan sige, at Frihedstræet, saaledes som det plantedes paa Ejdsvold, det var et Yggdrasil, der har bredt sine Grene heldbringende udover vort Folk og Fædreland!

Enhver norsk Mand og Kvinde, der eier nogen Forstaaelse af, hvad vi vant: paa Ejdsvold den 17de Mai, vil derfor kunne holde Fest idag, holde Fest til kiærligt og taknemmeligt Minde om Fædrene, der gav os en saa dyrebar «Arv til aa gjøyma».

Men erkjender vi, at Friheden, den sande lovbundne Frihed, er et Gode, og det erkjender vi vel alle, da kommer syttende Mai til enhver af os som en Kravenes Dag. Glæder vi os nemlig over, at Friheden har lagt Lys og Varme om vort Liv, saa maa vi ikke glemme, at vi er med og bærer Ansvaret for Frihedens Sundhed og Trivsel

Er Friheden et Gode, kræver den ogsaa sit Offer. Den kræver da først og fremst, at vi vinder Frihed i vort eget Liv, saa at dette bliver ført paa en Maade, der er en fri Mand og en fri Kvinde værdig. Her skal alle være med, ingen erfor ringe; thi hvert Menneske kan vinde Frihed.

Saa kræves det ogsaa af os, at vi efter Evne bidrager til at øge Sandsen for det, som er godt iblandt os, øge Sandsen ogsaa for Frihetens Gode, saa at syttende Mai, hver Gang, den vender tilbage, kan finde blandt vort Folk en stedse fuldere Forstaaelse af Dagens Betydning, kan finde rigere Evne til at modtage og bruge Friheden paa rette Maade.

Og yder vi Offeret, saa kan vi fortrøftningsfuldt se Fremtiden imøde i det glade Haab, at Frugterne af Frihedstræet vil bringe vort Folk en stedsevarende Lykke, saa kan norske Mænd og Kvinder i lyse som i mørke Tider frimodig feire syttende Mai, saa kan ogsaa vi i denne Festens Stund med forenede Stemmer juble et tre Gange tre Hurra for syttende Mai!

Efterat Mængdens Hurra var hendøet, afsang Sangforeningen nu Bjørnstjerne Bjørnsons: «Jeg vil værge mit Land».

Hr. Ingeniør Devold talte derpaa for Fædrelandet.

Han fremhævede, at Fædrelandskjærligheden altid hos de gamle Nordmænd var stærk og levende og ønskede, at denne hellige Følelse nu og til alle Tider med lige Kraft som hos Fædrene maatte leve i Nordmænds Bryst. Han sluttede med et «Leve gamle Norge, der besvaredes med et treføldigt Hurra, hvorpaa Fædrelandssangen «Ja vi elsker dette Landet» istemtes af Sangerne.

Endelig besteg Hr. Postmester O. Hansen Tribunen og talte for Storthinget. «Med Lov skal Land bygges», og Taleren ønskede, at Storthinget, vor dyrebare Friheds bedste Værn, altid som hidtil maatte eie dygtige og fædrelandssindede Mænd, saa vilde Landet bygges med Lov og Norge vedblive at være Frihedens gamle Fædreneland.

Paa «Leve Storthinget», fulgte nu et kraftigt ni Gange Hurra, hvorpaa Wergelands: «Norges Høitidsstund er kommen» blev sunget.

Den officielle Del af Festen var hermed forbi, og Festkomiteens Formand erklærede Ordet frit, idet han samtidigt indbød til et Glas Punsch.

Gutterne gav sig nu ifærd med Majstangen, medens det anbragte Dansegulv med Liv benyttedes af den voksne Ungdom. Under dev gemytligste Stemning var Deltagerne nu jammen til Kl. 11 ½, da Festen afsluttedes. Humøret og den gode Feststemning generedes iaar ikke af Veiret, der hele Tiden vare gunstig.

– Glædeligt er det at kunne udtale, at uagtet den betydelige Menneskemasse, som her var samlet, gik dog alt særdeles sømmeligt og ordentligt til, intet Fylderi eller Uorden fandt Sted. Maatte vi ogsaa heri kunne se et Bevis paa Folkets voksende Selvfølelse og rette Forstaaelse af Frihedsdagens Betydning.